Vejle Ådal som Geotop Af Anders Grosen og Christian Skipper, Rosborg Gymnasium Vejle Tunneldal er en af landets mest imponerende dalsystemer. Mod øst løber den 22 km lange Vejle fjord fra Treldenæs til Vejle Havn. Mod vest ligger den 18 km lange Vejle Ådal fra havnen til Bindeballe. Fra Vejlefjordbroen er der en smuk udsigt over dalen og fjorden. Fjorden er 5 km bred i øst, indsnævres til 3 km på midten og i vest til 1½ km. Landskabet nord for fjorden er et plateau i 60-70 m s højde og mod syd et plateau i 50-80 m s højde. Fjordsideren er stejle og oftest skovklædte, så de danner en imponerende ramme om fjorden. Ådalens bund er 1½ km bred i øst, men snart snævres den ind til ca. 1 km, som holdes resten af vejen mod vest. Nord for ådalen ligger det flade landskab i 90-100 m s højde, og det falder langsomt mod vest til 80 m s højde. Syd for ådalen ligger terrænet gennemgående i 60-70 m s højde. Ligesom langs fjorden står ådalen skarpt afgrænset af stejle skovklædte dalsider. Dette enestående landskab kan man nyde fra motortrafikvejen fra Vejle til Bredsten og Billund, men det bedste indtryk får man fra den gode cykelsti, der følger det gamle jernbanespor fra Vejle til Bindeballe og Grindsted. En ca. 200 m dyb delvist begravet dal skjuler sig i den nuværende ådal. Det højtliggende plateau nord og syd for tunneldalen skyldes, at overfladen af det tertiære terræn gennemgående ligger højt i området - op til 20-50 m.o.h. Under den markante tunneldal ligger de tertiære lag fra før de kvartære istider i 80-100 m s dybde. Der ligger således en begravet dal under den synlige dal. Et bemærkelsesværdigt træk ved Vejle Ådal er også, at der ligger en række brede, svagt bølgende grus- og sandbanker i dalen, typisk hævet 20 m over dalbunden f.eks. ved Knabberup og Skibet. Udsigt fra Knabberup Sø over lave grønne grusbanker til den stejle nordsiden af Vejle Ådal
Skabelsen af dette dramatiske landskab forklares normalt ved den klassiske tunneldalsteori, således at den skandinaviske indlandsis for godt 20.000 år siden dækkede området. Overfladen af indlandsisen hældede mod vest, og smeltevandet fra isen var derfor tvunget til at strømme mod vest. Smeltevandet formodes at have samlet sig i skiftende vandstrømme i tunneller under isen, der fulgte allerede eksisterende dale i området, og herved blev tunneldalene gradvist udgravet. Vandet løb ud over det isfri Vestjylland og dannede bl.a. smeltevandssletten, hvor Billund lufthavn ligger i vore dage. Efterhånden som indlandsisen smeltede tilbage, blev den store tunneldal frilagt, og smeltevandet aflejrede de store grusbanker mellem resterne af den smeltende is. De øvre lag i dalbunden lidt vest for byen Vejle består af vekslende lag af smeltevandssand og smeltevandsler fra de sidste faser af indlandsisens lokale virke for godt 15.000 år siden, hvor sene fremstød som kaldes det østjyske isfremstød nåede netop til Vejle. I stenalderen nåede Vejle Fjord flere kilometer længere ind i dalen. Midt i tunneldalen ved Rosborg Gymnasium ligger smeltevandsaflejringer fra istiden i godt 5 m s dybde, og de overlejres af postglaciale lag af marint sand, og herpå marint gytje (dynd). Den marine gytje indeholder skaller fra østers, blå- og hjertemuslinger og strandsnegle. Over gytjen ligger endnu et lag af marint sand. Vi kan følge en transgression, hvor havniveauet steg, og fjorden trængte ind i dalen. Først kom kystzonen med strandsand, og så kom dybere, mere roligt vand med fint organisk og uorganisk sediment: gytje. Ved den efterfølgende regression er havniveauet faldet, og kystzonens sandlag blev aflejret ovenpå gytjen, mens kysten rykkede mod øst i dalen. Oven på dette ligger nu et beskedent tørvelag skabt af vidstrakt forsumpning af den meget store og flade dalbund. Midt i 1800-tallet var området et vidtstrakt åbent engområde med en højde på mindst 3 fod, dvs. ca. 1 m.o.h.. Engene blev udnyttet intensivt til produktion af hø til et stort kvæghold i byen og efterfølgende græsning for ungkreaturer. Talrige grøfter gennemskar området for at lede vand til åen og forhindre tilsumpning. I 1856-57 var det nødvendigt at rette åen ud og bygge diger langs åen for at undgå forsumpning af området, og senere rejste man en vindmølle til at pumpe vandet fra grøfterne op i åen. I 1942 blev yderligere et stykke af åen udrettet, og en motorpumpe erstattede vindmøllen. Resultatet er, at meget store arealer af dalbunden i vore dage har en højde lidt under 0 m.o.h.. Afvandingen gav adgang for ilt til engjordene, og det organiske materiale blev derfor omsat, så overfladen er sunket ca. 1 m på 150 år. Områder i dalbunden, der ikke blev afvandede, ligger stadig med en højde på ca. 1 m.o.h.. Da græsning og høslet ophørte blev de store enge vest for Boulevarden udlagt til vidtstrakte kolonihaveområder, selvom området lå lavt, og grundvandet stod højt. Vejle bys udvikling startede i 1100-tallet på en lille grusknold tæt ved vadestedet over den vandrige Vejle Å, hvor trafikken op gennem Østjylland. Vejle betyder vadested. Siden bredte byen sig mod nord i dalbunden på flade banker af grus og derfra op ad skrænterne. Længe undgik byudviklingen de bløde og lave enge vest for byen, men fra 1935 til 1954 blev Boulevarden anlagt som beskæftigelsesarbejde. Denne nord-sydgående vejforbindelse på 1½ km fra Vardevej til Ribevej gik gennem de meget store sumpede områder ½ km vest for byen. Vejen åbnede for en gradvis byggemodning af områderne mellem byen og Boulevarden. Vejanlæg og byggemodning krævede tilførsel af enorme mængder af grus og sand til at hæve overfladen, så den i vore dage ligger i 1½-2½ m s højde. Det samme gjaldt områderne øst og syd for bymidten. Derfor er en stor del af skrænterne ned mod dalen udhulede af grusgrave fra top til bund og siden sprunget i skov. Disse landskabelige ar kan ses som en uundgåelig konsekvens af udviklingen af en moderne storby byen i det voldsomme landskab. Fra gammel tid var infrastrukturen i Danmark stort set skabt af naturen og de rejsende selv, men det gav store gener for specielt Vejle. Byen forblev lille sammenlignet med f.eks. Horsens og Kolding på trods af byens placering ved fjorden dybt inde i landet. Store og komplicerede anlægsarbejder åbnede for adgang til Vejle og dermed for en kraftig industrialisering af byen. Havnen blev færdig i 1826, jernbaner blev indviet i 1868, 1894 og 1897 og de store indfaldsveje til byen blev afsluttet 1839-1880. Alle disse trafikanlæg krævede også masser af grus og sand fra grusgravene i dalsiderne. Det største projekt af dem alle er dog motorvejsbroen over Vejle Fjord som blev indviet i 1980. Byen udviklede sig langsom mod vest. Området mellem Boulevarden og bymidten blev industriområde i løbet af 1950 erne og 60 erne, og i 1970 erne kom en hastig udbygning lige vest for Boulevarden med bibliotek, stort halkompleks, tre store skoler og flere bilforhandlere. Siden årtusindskiftet er der igen blevet bygget på livet løs i området, og store dele det gamle industriområde fjernes samtidig. Al denne byggeaktivitet kræver igen masser af sand og grus, men pilotering til 10-15 m s dybde. Det var for dyrt for de fleste, så den moderne byudvikling foregik overvejende op ad dalsiderne og især langs indfaldsvejene på højtliggende plateauer.
De fredfyldte enge og sumpe i dalen vest for byen blev dog også udnyttet til løse et par andre behov for en stor by. Store områder på begge sider af Boulevarden blev fyldt op med byens affald og siden dækket med jord gennem de sidste 150 år. Lossepladsen bredte sig med tiden mod vest i en vidstrakt tunge nord for åen, men deponeringen blev stærkt reduceret i 1989, da kommunen indførte en effektiv kildesortering af alt affald. Midt gennem området byggede staten 1983-86 en motortrafikvej, der først lader dalen i fred i 5 km mod vest i Skibet. Heldigvis er det lykkedes at etablere af to naturperler syd for motortrafikvejen, Knabberup Sø i 2004 og Kongens Kær i 2009. Begge har skabt et rigt fugleliv, de fjerner en del af åvandets næringssalte, og gode stier bringer mange af byens borgere til disse smukke områder. Den moderne udvikling har således skabt et kalejdoskop af forskellige facetter i de gamle enge i den store tunneldal vest for Vejle. Opmåling af Vejle Å med stadie og målebånd, vaders og redningsveste Rosborg Gymnasium & HF ligger midt i ådalen nær Vejle Å, og i naturgeografi studerer vore elever omgivelserne. Vi måler åens vandføring. 2 elever iført vaders og redningsveste måler åens dybde for hver meter med stadie og målebånd. Hjemme tegnes et tværsnit af åen, og dets areal beregnes. Dernæst opmåler vi en bane langs åen på 100 m, og eleverne får i smågrupper hver et æble, som kastes i åen. Med stopur måler eleverne æblernes hastighed. Vi måler også nitratkoncentrationen i åens vand, og vi beregner, hvor meget nitrat åen transporterer ud i fjorden fx sammenlignet med byens rensningsanlæg. I en variant til dette måles vandføringen i Mølholmsbækken, inden den når opstemningen ved den nedlagte Mølholm Vandmølle. Her opmåles desuden højdeforskellen mellem mølledammens overflade og dalbunden nedenfor vha. for nivellering, og vi kan derefter beregne opstemningens effekt. Resultatet perspektiveres til elevernes eget elforbrug. I et åsving ud for Rosborg går to elever ud med skovl og spande i åen, hvor de henter bundprøver. Åen er 14
m bred, og eleverne tager prøver efter 2 m, 7 m og 12 m. Disse bundprøver undersøges på stedet ved farve, lugt, konsistens og kornstørrelse. Hjemme i laboratoriet måler vi prøvernes indhold af vand og organisk stof vha. tørring og glødning, og vi måler kornstørrelsen vha. OH-projektor og transparent med mm-skala. Der er stor forskel på bundmaterialet i de tre prøver, og det svarer til forskelle i dybde og vandhastighed på tværs af åen. Forsøg med hammer-seismik på boldbanerne foran Rosborg Gymnasium & HF På Rosborgs boldbaner udtager vi med håndbor en sammenhængende jordprøve til 4 m dybde, og prøven opmåles og beskrives løbende under boringen. Markante forskelle mellem jordlagene afsløres, og med geoelektrik måles den elektriske modstand i prøver fra forskellig dybde. Der er tydelige tegn på, at fjorden engang nåede helt herind. Med studieretningen Geovidenskab A vil vi gerne undersøge jordbunden i dalen med geoelektrik og med hammer-seismik med de metoder, der er udviklet på Geologisk Institut i Aarhus.