bulletin # 87 /2012 Nordisk Konservator Forbund Danmark Referat NKF- dk generalforsamling 2012 Jubilæum 40 års konservering i Skive Bent Hacke en Replik Portrætinterview Ole Høeg Post 1
Indholdsfortegnelse Leder - Konservering som forskningsområde... 3 Et jubilæum!... 4 Museet i haven... 10 Referat af generalforsamling 2012... 12 En replik - Lavtryk over malerikonserveringen... 16 Møde i gruppen Klima, udstilling og transport... 20 Abstracts fra Konservatorskolen... 22 Konservator Ole Høegh Post... 24 NKF-dk Emnegrupper...26 Bevaringskronikken...26 Museer og magasiner i Australien... 18 NKF-dk bestyrelse Information Bulletin udkommer to gange om året. Næste deadline er 1. februar 2013. Medlemmer af NKF-dk får bladet tilsendt. Forsidefoto: Ridderskjolde i vinduenicherne på Frederiksborg Slot. Klimaet har en afgørende betydning for ridderskjoldenes tilstand. Foto: Clara B. Lauridsen Ansvarshavende redaktør: Karen Borchersen Konservatorskolen Esplanaden 34, 1263 Kbh. K kab@kadk.dk ISSN nr. 0109-1859 Oplag: 400 Tryk: GP-TRYK A/S Karen Borchersen Formand kab@kons.dk Tlf. 33 74 47 05 Eva Therkildsen Næstformand therkildsen_eva@yahoo.dk Tlf. 30 28 66 34 Maj Ringgaard Kasserer maj.ringgaard@natmus.dk Tlf. 21 40 43 76 Redaktion: Karen Borchersen Torben Ernst Anne Marie Eriksen Maiken Ploug Riisom Rikke Melin Korrektur: Signe Skriver Hedegaard Annoncer: Katja Storkholm katja@storkholm.eu Katja Storkholm Arrangementsansvarlig katja@storkholm.eu Tlf. 2617 7506 Suppleant: Carsten Korthauer Signe Skriver Hedegaard Torben Ernst torbenernst@gmail.com Husk at fortælle, at du har set annoncen i Bulletin, når du handler hos vores annoncører! Repræsentant i E.C.C.O.: Johanne Velling johanne_velling@hotmail.com Revisorer: Susan Ritterband Pernille Højmark Hjemmeside: www.nkf-dk.dk Henvendelser om medlemsskab skal ske til medlemmer af bestyrelsen. Indlæg til Bulletin sendes uformateret på CD eller via e-mail til den ansvarshavende redaktør. Forbundsrådet Forbundsrådsordfører: Tina Lindgren Redaktør af Meddelelser om Konservering: Maj Stief Aistrup maj.stief@get2net.dk Fælles Nordisk hjemmeside: www.nordiskkonservatorforbund.org E.C.C.O. E.C.C.O. Reports kan læses på NKF-dk s hjemmeside: www.nkf-dk.dk 2 BULLETIN
Leder Forskere i arbejde. Foto: Dorte V.P. Sommer Konservering som forskningsområde Af Karen Borchersen Den danske afdeling af Nordisk Konservatorforbund har som den eneste af de nordiske forbund valgt at lave en særlig medlemskategori for konservatorer med en femårig uddannelse. Det gjorde vi ikke kun fordi rigtig mange af vores kolleger i dag tager en kandidatoverbygning, men i lige så høj grad for at synliggøre den femårige kandidatuddannelse med de særlige kompetencer, der knytter sig til den. Kandidatuddannelsen, med de særlige forskningsmæssige kompetencer, der knytter sig til uddannelsen, udbydes eksempelvis på Kunstakademiets Konservatorskole i København, men også på andre højere læreanstalter som Institutionen för kulturvård på Göteborgs universitet eller lignende. Optimeringen af forskningskompetencerne afspejler sig bl.a. i at Konservatorskolen i København for tiden har syv indskrevne ph.d.- studerende fra hele Norden, ligesom der er konservatorer i gang med ph.d.-uddannelser andre steder f.eks. på Københavns Universitet og på Mauritshuis i Holland. Endelig har to af de tre bevaringschefer i Danmark en ph.d.-grad. Konservering er i dag i højere grad et forskningsområde, end det nogensinde har været før, og de forskningsmæssige kompetencer må generelt set betegnes som værende opkvalificerede og i orden. For et stykke tid siden var der i Politiken en notits Museerne får ikke del i forskningsmillionerne fra EU. Som eksempel nævntes, at Nationalmuseet, som en af de få betydelige institutioner, søger EU-midler og som også kommer i betragtning til disse puljer hovedsageligt til konservering. Konserveringen har altid med fordel kunnet være den naturvidenskabelige adgang til et i øvrigt humanistisk forskningsprojekt. Det er lykkedes for Statens Museum for Kunst i samarbejde med Nationalmuseet og Konservatorskolen at stable Center for Art Technological Studies and Conservation (CATS) på benene ved at nytænke forskningsstrukturen på projektet ved at arbejde på tværs af de gængse discipliner og forene naturvidenskab og humanistiske studier. Projektet er udelukkende finansieret med danske forskningsmidler bevilget af Veluxfonden og Villumfonden. Uden for de store institutioner er der i dette mulige samarbejde et uopdyrket potentiale som museerne selv ikke helt har fået øjnene op for. Konservatorerne regnes mange steder som en del af den tekniske stab, selvom man ligeså godt kan henregne konservatorer til den videnskabelige stab, som normalt omfatter historikere og arkæologer. Der er ikke klar bevidsthed om, at også konservatorer er uddannet til og kan udføre forskning. Det er sikkert konservatorfaget, der stadigvæk har en udfordring med at etablere sig selv som en videnskabelig disciplin ved siden af historie og arkæologi. Men det kan kun blive en winwin-situation, når museerne også vil og kan betjene sig af deres konservatorer til at styrke deres forskningsindsats. BULLETIN 3
Et jubilæum! Af Lars Brock Andersen, Museernes Bevaringscenter i Skive Den 1. juni 2012 var det fyrre år siden, at Museernes Bevaringscenter i Skive begyndte sin virksomhed, dengang under navnet Viborg Amts Konserveringsanstalt. Det var landets første regionale og fællesmuseale konserveringsinstitution. Dermed markerer dagen også fyrreårsjubilæet for det regionale bevaringsvæsen i Danmark. Ved sådan en lejlighed er der tradition for at standse op og se tilbage på, hvordan det hele startede, hvordan ideen til det, vi i dag betegner som bevarings- og konserveringscentre, opstod og hvordan det lykkedes at få den første institution, Viborg Amts Konserveringsanstalt, op at stå. Historien byder som så mange andre gode historier på en blanding af interesse, gå-påmod, engagement, visioner, tilfældigheder og rent og skært held. Der er to hovedpersoner i historien, Eli Andersen og Peter Seeberg samt en hel række fødselshjælpere, der mere eller mindre bevidst er en del af historien, og uden hvem det hele nok var endt meget anderledes. Historien tager sin begyndelse i 1949, hvor den unge historisk interesserede smedelærling Eli Andersen bruger 14 dages sommerferie på at hjælpe til på en arkæologisk udgravning under ledelse af Nationalmuseets arkæolog Georg Kunwald. Oplevelsen afskrækkede øjensynligt hverken Eli eller Georg Kunwald, for da Eli senere, under sin soldatertid, blev udstationeret som sygepasser i Avedøre og manglede noget at bruge sin fritid til, henvendte han sig til Et kig ind i den første konserveringsanstalt på 25 m 2 under Skive Museum på Havnevej 14. Georg Kunwald og spurgte, om de kunne bruge ham til noget på Nationalmuseet. Det endte med, at Eli kom til at hjælpe Hans Helbæk, der var konservator for Etnografisk Samling og Antiksamlingen. Der var god brug for Elis evner, for Hans Helbæk (der også selv var uddannet klejnsmed) forskede intenst i kornavlens historie og havde ved siden af jobbet som konservator fuld gang i en international karriere som palæobotaniker. Da Eli blev hjemsendt fra militæret, stoppede volontørjobbet på Nationalmuseet, og her kunne vores historie også nemt være endt, men et stykke tid senere under en sporvognstur blev Eli passet op af Brorson Christensen fra Nationalmuseets Konserveringsanstalt. Brorson kunne fortælle, at man havde påtænkt at tilbyde ham et vikariat for konservatorassistent Knud Holm, der var blevet indkaldt til at aftjene sin værnepligt. Eli var fyr og flamme og med behændig hjælp fra folk på Nationalmuseet lykkedes det ham at blive løst fra en kontrakt som søfyrbøder i marinen og starte som konservatorassistent på Nationalmuseet. Eli Andersen blev på Nationalmuseet til 1958, men da forsøg på at oprette en fast stilling til ham på konserveringsanstalten ikke lykkedes, flyttede han og familien tilbage til Århus, hvor de oprindelig kom fra. I Århus fik Eli ansættelse ved laboratoriet på den nystartede tandlægehøjskole og fik bl.a. til opgave at opbygge den anatomiske afdelings studiesal. I de følgende 13 år var Eli borte fra museumsvæsnet, men i 1971 udskrev tidsskriftet Skalk en konkurrence om forslag til nyopstilling af Nationalmuseets Oldsagssamling. Eli kendte jo oldsagssamlingen vældig godt og med erfaringerne fra opbygningen af den anatomiske studiesal indsendte han et forslag og vandt konkurrencen. Fra 1975 til 1990 holdt konserveringsanstalten til på første sal i denne bygning på Østerbro 9B I mellemtiden var der sket meget i den danske museumsverden, ikke mindst affødt af den 4 BULLETIN
høre om de principper, der havde dannet grundlaget for vinderforslaget til konkurencen om nyopstilling af Nationalmuseets Oldsagssamling. Skive lå midt i det nye amt, og der var enighed om, at det var en god placering for en fælles konserveringsanstalt. Og mens Eli Andersen som konsulent arbejdede med planerne for enhedens konserveringsmæssige virksomhed, var det primært Jens Ole Léfevre, der arbejdede med de organisatoriske og driftsøkonomiske aspekter. Eli ved den første glødeovn fra 1975 Museumslov, der var blevet vedtaget 1958. Et af de klare mål med den nye museumslov var at tilskynde til en professionalisering af museumsvæsnet i provinsen. Intensionerne lykkedes, og frem til begyndelsen af 1970 erne mangedobledes antallet af fastansatte museumsfolk. Blandt de nyansatte museumsledere var der mange unge, energiske og visionære akademikere. Særlig markant blandt disse var Peter Seeberg, der i 1960 var blevet leder af Viborg Stiftsmuseum. Peter Seeberg havde en vision om et samarbejdende museumsvæsen, og da amtsgrænserne var kommet på plads efter kommunalreformen i 1970, tog han initiativ til at danne Museumsrådet i Viborg Amt som et samarbejdsforum for museerne i det nye storamt, en ide der senere fandt vej ind i museumsloven og dermed bredte sig til hele landet. Med Museumsrådet var der skabt en organisation, der kunne påtage sig opgaver, der var for store til det enkelte museum. En af disse opgaver var konservering. Behovet var enormt, og det eneste sted man reelt kunne henvende sig til med disse sager var Nationalmuseets Konserveringsanstalt, og det var både besværligt, langsommeligt og kostbart. Konserveringsproblemerne har derfor nok også ligget i baghovedet på Peter Seeberg, da han var på besøg hos Eli Andersen på Tandlægehøjskolen. Peter Seeberg var formand for Dansk Kulturhistorisk Museumsforening. Han og bestyrelsen var taget til Århus for at se den anatomiske studiesamling og BULLETIN Eli Andersen og Peter Seeberg havde mødt hinanden på Nationalmuseet tilbage i 1950 erne, hvor Peter Seeberg havde været registrator, og Eli havde været konservatorassistent, så da Eli opildnet af situationen og engageret i mulighederne for moderne museumsformidling spørger Peter Seeberg, om han ikke har brug for en museumspædagog i Viborg, er svaret: Nej, men jeg har brug for en konservator! Eli ville gerne tilbage til museumsvæsnet, og konservering var både dér, hvor han formelt var bedst kvalificeret, og det, der stod hans hjerte nærmest, så hvorfor ikke springe på? Efter dette kom der gang i sagerne. Ideen om at skabe en fælles konserveringsanstalt for museerne i Viborg Amt vandt genklang både i Museumsrådet og i amtet, men meget skulle på plads, inden det kunne blive til virkelighed. Museumsrådet nedsatte hurtigt et udvalg til at arbejde med sagen, og Eli blev tilknyttet som ulønnet konsulent. I denne fase træder endnu en markant person ind i billedet, nemlig Skive Museums leder Jens Ole Léfevre, der på mange måder blev den person, der sammen med Eli Andersen i praksis kom til at føre Peter Seebergs visioner ud i livet. KONTRAKT imellem VIBORG AMTS MU- SEUMSRÅD og SKIVE MUSEUM Af Skive Museum ansættes der efter indstilling af Amtsmuseumsrådet en konservator og indrettes en konserveringsanstalt på museet til fuld drift pr. den 1. april 1972. Anstaltens udgift til lønning(er) og anskaffelse af apparatur og materialer financieres gennem Skive Museum ved tilskud fra staten, amtet og medlemmerne af amtsmuseumsrådet, hvorimod udgifter til husleje, varme, elektricitet samt istandsættelse af egnede lokaler betales af Skive Museum. Kontraktens ordlyd Der var flere mulige driftsformer for den nye institution. Af forskellige årsager valgte man at konserveringsanstalten, i hvert fald frem til 1. april 1975, skulle organiseres som en afdeling under Skive Museum. Tidsbegrænsningen skyldtes, at man ønskede at afvente udfaldet af en forestående revision af Museumsloven. Man regnede med at lovrevisionen ville være færdig til den tid og så forhåbentlig afstikke generelle retningslinjer for organiseringen af den slags fællesmuseale virksomheder. At spørgsmålet i hvert fald blev taget op, kan ses af den betænkning, som udvalget til revision af museumslovene afgav til Folketinget i 1975. Her står der: Der er almindelig enighed om at opbygningen af egentlige konserveringsanstalter skal ske i et regionalt samarbejde, og det første eksempel herpå er konserveringsanstalten i Skive, som drives af museerne i Viborg Amt i fællesskab. For at sikre fællesskabets interesser blev der udfærdiget en kontrakt mellem Viborg Amts Museumsråd og Skive Museum. Denne kontrakt udgør det juridiske fundament under konserveringsanstalten og kan på mange måder betragtes som det regionale danske bevaringsvæsens fødselsattest. Dokumentet er næsten rørende uskyldigt i sin form og vidner, om at samfundet den- Anstaltens drift, der skal foregå efter de retningslinjer, der er nedfældet i stillingsbeskrivelsen for amtskonservatoren, overvåges af et tremands-udvalg bestående af den til en hver tid værende daglige leder af Skive Museum som født formand for udvalget, samt to medlemmer af amtsmuseumsrådet begge valgte for et år. Udvalget er pligtigt til mindst to gange årligt at underrette amtsmuseumsrådet samt Skive Museums bestyrelse om anstaltens drift. Nærværende kontrakt løber til den 1. april 1975. I tilfælde af ophør tilfalder anstaltens kapital i form af rede penge og materiel amtsmuseumsrådet. 5
gang fungerede på helt andre præmisser end i dag kun 40 år efter. Kontraktens ordlyd ses på foregående side i sin helhed. Før kontrakten kunne underskrives, var der dog lidt jura, der skulle på plads. Ifølge de første vedtægter sad medlemmerne af Amtsmuseumsrådet nemlig i rådet som enkeltpersoner og kunne derfor ikke binde deres institutioner i en sådan kontrakt. Med godkendelse fra Amtets Undervisnings- og Kulturudvalg blev vedtægterne derfor ændret således, at det var institutioner og ikke enkeltpersoner, der var repræsenteret i Amtsmuseumsrådet, hvilket også blev den model, der senere blev brugt i Museumsloven. Juraen var nu på plads, og med tilsagn om et årligt tilskud på 50.000 kr. fra Amtsrådet kunne de praktiske forberedelser begynde. Museerne sørgede for midler til indkøb af det mest nødvendige apparatur, og Skive Museum sørgede for at indrette et lokale på 25 m 2 til den nye konserveringsanstalt i kælderen under museet. I januar 1972 kunne konservatorstillingen slås op, og ikke uventet var det Eli Andersen der blev ansat som den første amtskonservator i Danmark. Den 1. juni 1972, et par måneder senere end planlagt, kunne Viborg Amts Konserveringsanstalt så starte sin virksomhed. Det var egentlig en bemærkelsesværdig bedrift, når man betænker, at der var gået mindre end et år siden Eli Andersen og Peter Seeberg mødte hinanden på Tandlægehøjskolen i Århus. Hvad var det så for en virksomhed der begyndte? Der var jo ikke rigtig nogen, der havde prøvet det før, så det regionale konserveringsvæsen skulle bygges op fra grunden i mere end en forstand. Årene omkring 1970 var overordentlig dynamiske, ikke blot kørte ungdomsoprøret på fuld kraft med nybrud inden for musik, samlivsformer og meget andet. I hele den vestlige verden var der opbrudsstemning. Verdenskrigen lå 25 år tilbage, visionerne stod i kø, og der var en tro, på at ting kunne lade sig gøre. Det danske museumsvæsen var ikke upåvirket af disse strømninger, og skal man beskrive det i dag, kan det nemt komme til at virke noget højstemt og romantiseret. Ikke desto mindre var det ind i denne tidsånd at Viborg Amts Konserveringsanstalt blev født, og det kom til at præge den selvforståelse den nye virksomhed blev søsat med. En selvforståelse, der efter min mening, lever videre i det regionale danske bevaringsvæsen frem til i dag. Efter ansættelsen af amtskonservatoren kom arbejdet hurtigt i gang, og selvom virksomheden formelt var en del af Skive Museum, var der ingen tvivl om, at det var Amtsmuseumsrådet, der var opdragsgiver. Det gav en vis status og rykkede konserveringsanstalten fri af det interne museumshierarki. Det stod fra starten klart, at konserverings- Det første registreringssystem med indkomstprotokol og randhulkort til konserveringsjournaler behovet langt oversteg én mands arbejdsevne, og uden gode allierede ude på museerne ville arbejdet være omsonst. Elis første opgave blev derfor at skabe et tillidsfuldt samarbejde med folkene rundt omkring på museerne, ikke mindst med dem, der tog hånd om samlingernes opbevaring og de bygningsmæssige forhold, et samarbejde, som vi stadig værner om og anser som en af grundstenene i det regionale bevaringsarbejde. I de første år blev der udført en del bevaringsarbejde ude på museerne efter vejledning fra konserveringsanstalten. Til støtte for dette arbejde blev der gennem en årrække udsendt såkaldte meddelelsesblade med anvisninger og formaninger i forhold til det lokale bevaringsarbejde. Meddelelsesbladene blev senere samlet i røde ringbind, og anvisninger på alt fra limning af keramik til måling af lys og luftfugtighed og fremstilling af giner til udstillingsbrug blev spredt til alle museerne og medvirkede til en fælles forståelse af bevaringsarbejdets karakter og nødvendighed. Frysetørringsanlægget fra 1978, billedet er taget omkring 1980 Fra 1985 blev konserveringsjournalerne ført på EDB. Den eksterne harddisk rummede 20Mb! 6 BULLETIN
Eli arbejder med fragmenter af skjorten fra Viborg Søndersø, foto omkring 1985 På konserveringsanstalten var der nok at I 1978 træder konserveringsanstalten for lave, og der blev udviklet et registreringssystem med søgemuligheder til at holde styr på første frysetørringsanlæg specielt designet til alvor ind i konserveringshistorien, da verdens genstande og behandlingsmetoder. Forventningerne til, hvad der kunne behandles, steg. blandinger blev installeret i Skive. Anlægget frysetørring af arkæologisk træ fra vand-peg- Det 25 m 2 store kælderrum blev hurtigt for var udviklet i samarbejde med firmaet Heto lille, og der måtte indrettes endnu et rum til i København, og midlerne til det var skaffet konservering, hvor der bl.a. blev plads til et gennem Statens Museumsnævn, Viborg Amt elektrolyseanlæg til recent jern. og A.P. Møllers fond. Eli i felten for at tage et paraffinpræparat op, en teknik han havde lært på en studierejse til Weimar i 1974. mindst det fra Vestjylland, var et bevaringsproblem helt i særklasse, og man kastede sig ud i intense forsøg med udvaskning af salte. Et arbejde der blev gennemført i tæt dialog med kolleger verden over bl.a. gennem ICOM-CC s arbejdsgruppe for metalkonservering. I 1975 var de pladsmæssige forhold i kælderen under Skive Museum blevet helt utilstrækkelige, og bevaringsanstalten flyttede, som en midlertidig løsning, til den tidligere mandskabsbygning ved jernstøberiet Gyro på Østerbro i Skive. Lokalerne var på 230 m 2, så nu blev der plads til meget mere grej og bedre arbejdsforhold. Fonden til Fædrelandets Vel støttede i flere omgange konserveringsanstalten i forbindelse med indkøb af apparatur, og således kunne landets første anlæg til glødning i reducerende atmosfære, en metode der var udviklet i forbindelse med Wasa-projektet i Stockholm, blive installeret som noget af det første. Kort tid efter blev anstalten udstyret med det første røntgenanlæg til konservering uden for Nationalmuseet, og i 1976 blev der indkøbt sandblæsningsudstyr fra SS White et revolutionerende stykke apparatur på det tidspunkt. Den banebrydende konstruktion med et frysetørringskammer, der kunne køles til -25 C, var blevet udviklet på baggrund af en lang række forsøg foretaget på konserveringsanstalten i Skive. Anlægget fungerer stadig upåklageligt på 34. år. Netop denne type frysetørringsanlæg er siden blevet standard til frysetørring af arkæologisk træ verden over. Op gennem 1980 erne blev det i stigende grad tydeligt at arkæologiske jern, og ikke I det hele taget er det betegnende for anstaltens pionertid der dækker i hvert fald de første 15 år at mængden af internationale kontakter og ønsket om samarbejde var imponerende, og så i en tid uden internet, sociale medier og alt, hvad vi nu finder nødvendig for at kunne opdatere vore kontakter. Årsagen til dette skal selvfølgelig til dels findes i tidsånden og den generelle udvikling af faget, der skete i disse år, men i Skive kunne De tekniske muligheder blev således bedre og bedre, men der manglede mandskab til at udnytte de nye muligheder. Siden starten havde Eli fået hjælp til arbejdet på værkstedet af museets forvalter, skiftende volontører og militærnægtere, men i 1977 lykkedes det at skaffe bevillinger til en fast fuldtidsmedhjælp, hvilket gav arbejdet et vældigt løft. BULLETIN Et frysetørringseksperiment fra sidst i 1980 erne 7
man nemt have sat sig ned og lukket sig om sig selv, hvis ikke det havde været, fordi man ville noget andet. På det felt var vore tre hovedpersoner helt enige: Skive lå midt i verden, og det skulle udnyttes. Allerede i 1973 var Eli med til at danne Jydsk Studiegruppe der var et fælles fagligt forum for de dengang ganske få konserveringsfolk, der var tilknyttet museerne i Jylland. Jydsk Studiegruppe udviklede sig siden dels til Dansk Konserveringspersonales Fællesudvalg (DKF), der i dag kendes som Konservatorernes Efteruddannelsespulje (KEP). Dels til kaffeklubben, der senere blev til konservatorforum og nu lever videre som Bevaringsnetværket under ODM. Uanset skiftende navne er det strukturer, der gennem årene har haft stor betydning for både den faglige udvikling og for sammenhængskraften i det danske bevaringsvæsen ikke mindst i provinsen. Eksperimenter, metodeudvikling og internationale kontakter kræver i hvert fald tre ting nemlig engagement, tid og penge. Engagementet i museumsvæsnets faglige udvikling havde både Peter Seeberg, Eli Andersen og Jens Ole Léfevre. Derfor blev det fra anstaltens start naturligt at afsætte tid til metodeudvikling og undersøgelser. Den nysgerrige og eksperimenterende tilgang til faget blev kendetegnende for institutionens virksomhed, og jeg er overbevist om, at det også kom til at betyde noget for, hvordan det øvrige regionale bevaringsvæsen siden kom til at udvikle sig. Udviklingen af de internatonale kontakter bundede ikke mindst i Elis uimponerede tilgang til verden, der gjorde, at han uden videre tog kontakt til hvem som helst, der kunne vide noget af interesse for det problem, man aktuelt stod med på konserveringsanstalten. En anden vigtig faktor var et af Peter Seebergs mange initiativer nemlig Amtsmuseumsrådets udvalg for studierejser, uddannelse og kursusvirksomhed, i daglig tale kaldet SUK. Udvalget var blevet oprettet med det formål at fremme den faglige udvikling på institutionerne under Amtsmuseumsrådet, og en ikke uvæsentlig del af Amtsmuseumsrådets budget gik til SUK-udvalget. Herigennem blev der søgt penge til studierejser og deltagelse i internationale kongresser, som det ellers havde været umuligt at afsætte penge til i konserveringsanstaltens eget budget. Eli var særligt engageret i to områder nemlig arkæologisk metal og våde organiske materialer, fokuspunkter der stadig er centrale for virksomheden i dag. Konserveringsvirksomheden i Skive fandt efterhånden sin form, og pionerånden afløstes så småt af mere faste rutiner. I 1986 blev det muligt at udvide den faste medarbejderstab til tre, og pladsforholdene på Østerbro blev efterhånden utilstrækkelige. Med stor velvilje indrettede Viborg Amt i løbet af 1990 en ny tidssvarende konserveringsanstalt på 380 m 2 i den nedlagte varmecentral til Resenlund, det tidligere Krabbesholm Sanatorium. Konserveringsanstalten flyttede til de nye lokaler på Strandvejen 15 i januar 1991 og havde nu for første gang faste rammer, der var indrettet specielt til konservering, hvilket var et vældigt løft i forhold til tidligere. Ved samme lejlighed blev institutionens navn ændret til det mindre belastende Viborg Amts Konserveringsværksted. Af tilskudstekniske årsager, blev driftsfællesskabet med Skive Museum ophævet nogle år senere, og fra 1994 blev konserveringsværkstedet en selvejende institution med en bestyrelse valgt blandt medlemmerne af Amtsmuseumsrådet samt en politiker udpeget af Amtsrådet. I 2005 lykkedes det at skaffe bevillinger til oprettelsen af et helt nyt arbejdsfelt inden for geologisk præparation på konserveringsværkstedet. Hermed kunne den faste medarbejderstab øges til fire. Arbejdet inden for det geologiske område har bragt nye facetter ind i institutionen og rusket op i den hævdvundne kulturhistoriske tilgang til tingene. Bevaringscentrets nuværende adresse på Strandvejen 15 I 2007 gennemførtes Strukturreformen, og med amternes nedlæggelse forsvandt også Amtsmuseumsrådet, SUK-udvalget og mange af de andre strukturer, der siden 1972 havde været faste holdepunkter i konserveringsværkstedets dagligdag. Der måtte nye vedtægter til med en ny type bestyrelse og et repræsentantskab til at sikre sammenhængen med museerne. Institutionen ændrede navn til Museernes Bevaringscenter i Skive. Det nye navn blev valgt med omhu for at signalere tre væsentlige forhold, nemlig at institutionen er knyttet til og arbejder for museerne, at arbejdsfeltet er bevaring i bred forstand og ikke kun konservering samt at institutionen har en geografisk base i det nordvestjyske område. På den måde håber vi at kunne føre nogle af de oprindelige visioner fra 1972 med ind i en ny tid, hvor der igen er opbrud og store strukturelle ændringer på vej i den danske museumsverden. Kilder: Vedtægter og årsberetninger for Viborg Amts Konserveringsanstalt, Viborg Amts Konserveringsværksted og Museernes bevaringscenter i Skive Andersen, Eli (1982): Tanker ved en korsvej, notat til Amtsmuseumsrådet og Skive Museum 1982 Andersen, Eli (1991): Viborg Amts Konserveringsværksted - før og nu. MIV 16, Museumsrådet i Viborg Amt, Viborg 1991 Andersen, Eli (2012): Tale ved Museernes Bevaringscenters 40 års jubilæum. Udvalget vedrørende revision af museumslovene (1975): Betænkning nr. 727, Kulturministeriet, København 1975 SKALK (1971) nr. 1 og nr. 4 Personlig kommunikation med Eli Andersen og Ove Madsen 8 BULLETIN
Eli holder tale ved Bevaringscentrets 40 års jubilæumsreception 8. juni 2012. Glas- og dørteknik Indramningsartikler f.eks: Wire, wirelåse, tape, stifter. Nye og brugte rammesamlere, listeklippere, passe partoutmaskiner mm. Hansen Lellinge A/S Broenge 14 2635 Ishøj Tlf. 43711640 Fax 43711647 Mail: info@oleh-lellinge.dk Web: www.oleh-lellinge.dk BULLETIN 9
Museet i haven Af Anne Marie Eriksen og Maiken Ploug Riisom Oversigtskort over Botanisk Have. Det nye museum bygges over og under jorden indenfor den stiplede linje. Illustration: www.snm.ku.dk Siden Botanisk Have og Museum, Geologisk Museum og Zoologisk Museum blev lagt sammen administrativt i 2003, har ideen om at samle disse gamle institutioner på samme adresse i et nyt Statens Naturhistoriske Museum (SNM) været i støbeskeen. Det perfekte sted skulle findes, ideerne skulle opstå, og økonomien skulle hænge sammen før man i 2009 udskrev først en idékonkurrence og siden en arkitektkonkurrence med deltagende tegnestuer fra hele verden. I slutningen af maj 2012 blev vinderen af arkitektkonkurrencen udråbt, og tegningerne til det nye museum blev offentliggjort ved en reception i Botanisk Have, hvor det også er blevet besluttet, at det nye museum skal ligge. Arkitektkonkurrencen Direktør Morten Meldgaard tager imod i døren med håndtryk, mens spændte ansatte, journalister, fonde og nysgerrige indbudte hober sig op i maskinhallen i Botanisk Have. Udstillingen Hvaler i Botanisk Have er lige genåbnet, og det er derfor svært at få en plads blandt skeletter og glas med sprit. Ved siden af hvalkranier og -billeder på væggen hænger plancherne fra de seks tegnestuer, som hver har bidraget med et bud på, hvordan, de mener, Danmarks nye Naturhistoriske Museum skal udformes. Det er alle sammen spændende forslag, men ens for mange af forslagene er, at de vil ændre på den fredede haves udtryk. I programmet for konkurrencen er der udformet krav om, at det er vigtigt, man bygger i harmoni med de gamle bygninger, og at bygninger og have sammentænkes, så de fremstår som et smukt og sammenhængende hele, mens man respekterer stedets historie og særlige stemning. En vinder kåres Efter taler fra blandt andre Morten Meldgaard og rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen er minister for klima, energi og bygning Martin Lidegaard til stede for at udråbe vinderen. Selvom der deltager seks tegnestuer fra store dele af verden, bliver vinderen den danske tegnestue Lundgaard og Tranberg, som også har tegnet Skuespilhuset og Tietgenkollegiet i København. Den nye rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Lene Dammand Lund er til stede for at holde tale om vinderprojektet. Lene har siddet med i udvælgelseskomiteen og har derigennem været med til at bestemme, hvem der skulle vinde. Lene starter med at sige, at en overskrift for forslaget kunne være synergi, det at sætte elementer sammen, så der skabes en større effekt end summen af dem hver for sig. For det er lige præcist det, som dette projekt har formået at gøre. Desuden siger hun, at der er oplevelser og indsigt at hente, som rækker langt ud over den opgavebeskrivelse der ligger til grund for arkitektkonkurrencen. Projektet lader det grønne område ud til Sølvgade være intakt, så forbindelsen mellem de to ringparker, Botanisk Have og Østre Anlæg bevares. Vinderprojektet Arkitektonisk kan man kalde vinderprojektet en forsigtig løsning. Det er det projekt, som Under jordens overflade udfolder museets udstillinger sig i organisk formede rum, der snor sig for at give plads om de gamle træers rødder. Illustration: www.snm.ku.dk 10 BULLETIN