Beboermappe for Karamellerne (afdeling 60) VELKOMMEN Denne folder indeholder information af forskellig art vedrørende boligforholdene i Karamellerne. BOLIG Boligforening Din boligforening, Boligkontoret Århus, er inddelt i mindre afdelinger, hvor du nu er en del af afdeling 60. Det koster 100 kroner om året at være medlem af boligforeningen. Som medlem optjener man anciennitet i boligforeningen, hvorved man får mulighed for at søge bedre boliger i boligforeningen. Endvidere kan man søge intern flytning i afdelingen (se nedenfor). Indbyrdes overtagelse af lejligheder inden for afdeling 60 Efter 1 års boperiode har du mulighed for at overtage en anden lejlighed i afdelingen. For at komme på denne interne venteliste skal du sende Boligkontoret Århus en ansøgning med angivelse af medlemsnummer, ønsket størrelse på lejligheden og antal personer, der skal bo i lejligheden. Fraflytninger Når Karamellerne fraflyttes, vil der blive afholdt et fraflytningssyn. I forbindelse med dette tilbyder bestyrelsen sin tilstedeværelse, såfremt det ønskes. Denne hjælp forudsætter dog, at der gives besked i god tid, så vi kan sende en repræsentant. Det er vigtigt, at man er opmærksom på, hvilke vedligeholdelsespligter der er, og hvad man hæfter for i forbindelse med fraflytning. Man skal være opmærksom på, at man har ret til at klage, hvis man finder fraflytningssynets vurdering urimelig. Vi vil i øvrigt gøre opmærksom på, at de tre obligatoriske nøgler og eventuelle kopier, vaskekort samt skraber til kogeplader skal afleveres ved fraflytningssynet. 1
BESTYRELSEN Afdelingsbestyrelsen Afdelingen består af Paludan-Müllersvej 46A, B, C og har fået tilnavnet Karamellerne. Den gamle fabrik med tilnavnet Chokoladen ligger ved siden af. Den er også en afdeling af Boligkontoret Århus, men hedder afdeling 61, og har dermed også sin egen bestyrelse. Vi deler dog flere faciliteter, såsom vaskekælder, skraldespande og har samme vicevært, hvorfor de to afdelinger har et særligt samarbejde. Afdelingsbestyrelsen består af 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmerne fremgår af en liste, der hænger i hver opgang. Der afholdes beboermøde for alle beboere i afdeling en gang årligt. Her godkendes budgettet, der stemmes om, hvorvidt nye tiltag vedrørende afdelingen skal vedtages, og nye medlemmer til bestyrelsen vælges. Beboermødet finder sted i løbet af september måned, og du er særdeles velkommen til at møde op og høre om afdelingen, eller stille op til bestyrelsen. Afdelingsbestyrelsens arbejde er f.eks. nye tiltag for afdelingen, forbedringer, sociale arrangementer etc. Bestyrelsen tager gerne imod ideer, ris eller ros, og kan kontaktes personligt eller ved at lægge en besked i bestyrelsens postkasse i A-blokken. Bestyrelsen modtager hvert år et beløb, som stilles til rådighed for eventuelle ønsker fra afdelingens beboere, fra boligforeningen. Man kan derfor når som helst komme med forslag til indkøb, arrangementer etc. Organisation Du har mulighed for at få indflydelse på beslutningsprocessen i afdelingen på beboermødet i september, hvor bestyrelsens forslag til store ændringer skal godkendes af beboerne. Alle større beslutninger som f.eks. huslejestigning og godkendelse af budget for det kommende år træffes her. Det er altså på beboermødet, at du har særlig stor mulighed for at få indflydelse. Endvidere kan du stille op til bestyrelsen, hvis du ønsker at påvirke afdelingen yderligere. Niveauet over afdelingsbestyrelsen er repræsentantskabet, der varetager boligforeningens interesser. Alle afdelingerne i boligforeningen udpeger et antal repræsentanter, som tilsammen udgør repræsentantskabet. De beslutninger, repræsentantskabet træffer, vedrører boligforeningen som helhed, og er f.eks. iværksættelse af nye boligprojekter, ændringer af vedtægterne samt godkendelse af boligforeningens regnskab. Hovedbestyrelsen i boligforeningen vælges ud fra repræsentantskabet og varetager boligforeningens interesser i tiden mellem repræsentantskabsmøderne. 2
PRAKTISKE OPLYSNINGER Affald Der er god mulighed for at være miljøbevidst og sortere sit affald i afdelingen. Afdeling 60 og 61 har fælles affaldscontainere, papir/papcontainere, en kasse til genanvendelse af glas samt metalcontainere. Alt det, der puttes i affaldscontainerne (ikke papircontainerne), skal være i poser, der er ordentligt lukkede. Dette er vigtigt fordi affaldet således ikke vil skabe lugtgener omkring containerne, men også fordi løst affald kan tiltrække rotter og andre skadedyr. For at vise vigtigheden af dette kan man få gratis skraldeposer, som almindeligvis findes i en papkasse i hver blok i vindueskarmen i stuen, og hvis der ikke er flere kan de hentes i rummet til storskrald/cykelkælderen. Det er endvidere vigtigt, at dette overholdes, da afdelingen pålægges bøder for hver forkert pakket affaldscontainer, hvilket i sidste ende kommer til at betyde en øget udgift via huslejen. I Chokoladens bygninger findes rummet til storskrald, hvor man kan stille møbler, man vil af med, og som andre kan tage, hvis de har lyst. Rummet bruges også til cykelkælder og indgangen findes ved stien til Møllevangs Allé. Desuden er der opstillet et bur til elektronikskrot i cykelkælderen, hvor der er også er mulighed for at aflevere batterier samt spraydåser. Yderligere er der ved træskuret en vippecontainer til stort brændbart materiale, en container til jern & metal og en container til deponiaffald: PVC, keramik, planglas og spejle. Bestyrelsen opfordrer til, at man er omhyggelig med at putte affaldet i de rigtige containere. Yderligere information om affaldssortering findes på hjemmesiden. Vicevært Der er tilknyttet en vicevært til afdelingen, som er behjælpelig med adskillige ting. Dog skal viceværten ikke bruges til de praktiske ting, man selv bør kunne klare. Der er en postkasse i A-blokken, hvor man kan lægge beskeder og forespørgsler til ham, og der er påtrykt et telefonnummer, hvorpå han kan kontaktes. Dette nummer kan også findes øverst på opslagstavlerne i opgangene og på hjemmesiden. IT, dørtelefon, nøgler, hjemmeside og tv Der er ikke fælles internet for afdelingen, da man ikke har kunnet nå til enighed om en sådan løsning. 3
I januar 2012 blev der installeret dørtelefoner i alle lejligheder. Der tastes først # og derefter nummeret til lejligheden for at ringe op, og der lukkes ind ved at trykke 5. Vi opfordrer til, at man ikke lukker fremmede ind i blokken samt husker at smække dørene efter sig. Den kode, postbudet og viceværten har til yderdørene, er ikke tiltænkt beboerne, da denne i så fald ville skulle skiftes efter hver eneste udflytning. Hvis man mister sin nøgle bliver det en dyr affære, da de tre nøgler virker til alle tre blokke samt vaskekælder og cykelkælder. Ved udflytning skal man således betale for en omkodning af alle disse låse, hvilket i øjeblikket svarer til en udgift på omkring 3000 kroner. Viceværten har ikke en universalnøgle til lejlighederne, så hvis dine nøgler er væk, kan du ikke komme ind i din lejlighed. Dette betyder også, at viceværten ikke kan lave reparationer uden man er hjemme eller man har givet ham en nøgle. Telefonnummeret til den låsesmed, afdelingen plejer at benytte, findes på hjemmesiden. Afdelingen har for nyligt oprettet en hjemmeside. Her kan du finde information om vores faciliteter, kontaktoplysninger til viceværten og håndværkere, der kan benyttes udenfor almindelig åbningstid, referater fra bestyrelses- og afdelingsmøder samt information om sociale arrangementer. Hjemmesiden findes lettest ved at gå ind på boligforeningens hjemmeside, www.bk-aarhus.dk, og skrive adressen (Paludan-Müllersvej 46 A-C), og trykke på knappen find hjemmeside. Den lille pakke kabel-tv er en del af huslejen, men denne kan udvides til en større pakke. Vagter i juledagene Da ungdomsboliger er et særligt godt mål for tyve i feriedagene omkring julen hyres hvert år et vagtfirma i dagene op til og efter jul for at undgå tyveri. Der opfordres til at alle sørger for at huske at holde dørene ind til opgangene lukkede også udenfor ferietid, da tyve og andre ellers har let adgang (også på 1. og 2. sal via elevatorerne). 4
FACILITETER Frøen I midten af den hestesko, Chokoladens bygninger danner, ligger Frøen. Det er et beboerhus, som kan lejes til private formål via Boligkontoret. Der er plads og service til omkring 35 personer og i huset findes tekøkken og toilet. Prisen er 500 kr. ved leje fra fredag-mandag, samt 500 kr. i depositum for rengøring, som tilbagebetales når rengøringen af huset er godkendt. Yderligere information gives ved henvendelse på Boligkontoret Århus. Vaskekælder Som beboer i afdeling 60 benyttes vaskekælderen i afdeling 61. Her er der opstillet fire vaskemaskiner og to tørretumblere. Ved brug af det udleverede magnetkort trækkes udgiften til disse ydelser direkte over huslejen. I vaskekælderen er der mulighed for at bestille tider efter behov, og det er også muligt at bestille tider over nettet. Hjemmesiden findes i vaskekælderen, og login og brugernavn fås ved henvendelse til Boligkontoret. Dette fungerer stort set, især når alle beboere sørger for at overholde de tider, der er afsat. Skulle det ske at en vasketid ikke tages i brug efter 15 minutter, kan en anden overtage vasketiden. HUSK at maskinerne altid skal stå klar til den næste beboer til den aftalte tid. Der findes i vaskekælderen en detaljeret beskrivelse af, hvorledes maskinerne fungerer, og herunder hvad de koster at benytte. Kælderrum Hver lejlighed har et lille kælderrum ved siden af vaskekælderen (i Chokoladens bygninger). Hertil hører en hængelås, der kan åbnes med ens egen nøgle. OBS: låsen er en godkendt rukolås, hvilket kan være relevant at oplyse i forbindelse med forsikring. Udendørsområde På Karamellernes dejlige græsplæne er der udendørs grill og borde/bænke til fri afbenyttelse. Desuden har vi et udendørs tørrestativ ved siden af den overdækkede cykelparkering (ønskes indendørs cykelparkering benyttes tidligere omtalte rum i Chokoladens bygninger). Elevatorer Der er elevator i alle tre blokke. 5
Beliggenhed Med en placering mellem Ringgaden og Ringvejen, er Karamellerne alletiders for dem, der ikke har lyst til at bo i midtbyen, men stadig gerne vil være tæt på uddannelsesinstitutionerne, såsom Universitet og Handelshøjskolen. Der er mange indkøbsmuligheder i området; Kiwi (<100 m), Storcenter Nord og Føtex (500 m), Fakta (700 m), Aldi (700 m). Det er under 1 km. til Botanisk Have og omkring 2,5 km til Riis Skov. Bus 2A holder lige uden for døren (Stop "Ekkodalen"). INFORMATION Information Information fra bestyrelsen findes og udskiftes løbende på opslagstavlen i stuen i hver opgang. Endvidere findes referaterne fra bestyrelsesmøderne på hjemmesiden. Rengøring af trapper og gangareal Hver etage er ansvarlig for at rengøre gulv samt trappe ned til underliggende etage. På opslagstavlen i hver blok findes en plan over, hvilke lejligheder, der har ansvaret for rengøringen den pågældende uge. Her ses også en mere detaljeret beskrivelse af, hvor grundigt rengøringen forventes at være. Endvidere findes på hver etage en seddel, der via en rotationsordning sættes på døren hos den, der er ansvarlig for rengøringen, således at både den ansvarlige samt de andre på etagen kan se, hvem der skal gøre rent. Der forefindes i hver blok i stueetagen kost og fejeblad, der kan benyttes til rengøringen. Bestyrelsen opfordrer til, at alle tager denne ordning alvorligt, således at en eventuel bødeordning undgås. Klager Skulle der være en beboer, der gennem længere tid larmer generende meget eller på anden måde opfører sig, så det er til gene, har man mulighed for at klage. Dette skal foregå skriftligt til boligforeningens administration. Det kan evt. være en fordel, hvis klagen understøttes (underskrives) af andre beboere i tilfælde af, at der er andre, som også føler sig generede. Vi vil dog opfordre til, at 6
problemerne forsøges løst indbyrdes først. Skulle der være klager af enhver anden art, kan bestyrelsen og Boligkontoret selvfølgelig også kontaktes. Støj Der er forholdsvis lydt i ejendommene, og der er derfor lavet et regelsæt angående støj. Alle beboere bedes undgå unødig støj (høj musik, støvsugning, larmende gæster o.l.) efter klokken 22.00 på hverdage og efter klokken 01.00 i weekenderne. Hvis der holdes fest (i hverdagen indtil 22, og i weekenden indtil 01) forventes det annonceret i god tid, dvs. mindst en uge før, og evt. i de andre blokke, hvis disse kan generes af larmen. Bestyrelsen opfordrer til, at der udvises hensyn generelt. I tilfælde af brand Der forefindes intet brandslukningsmateriel i afdelingen, men skulle den uheldige situation opstå, henvises man til at bruge almindelig sund fornuft såsom at advare bygningens øvrige beboere, tilkalde brandvæsnet, holde dørene lukkede etc. Velkommen fra afdelingsbestyrelsen Afdelingsbestyrelsen afdeling 60, 2012 7