Prædiken 6. s.e.trinitatis Søndag den 27. juli 2014 i Skibet kirke Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Menighedssvar Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte:»mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?«han svarede ham:»hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!«han spurgte:»hvilke?«jesus svarede:» Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor! og: Du skal elske din næste som dig selv. «Den unge mand sagde:»det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?«jesus sagde til ham:»vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple:»sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde:»hvem kan så blive frelst?«jesus så på dem og svarede:»for mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«matt 19,16-26 I vor herre Jesu Kristi navn. Amen
Prædiken Jeg forestiller mig følgende: en ung, pæn og nobel mand kommer med oprigtige intentioner forsigtigt hen til Jesus, måske i skumringen. Han er kendt i byen, som en der har styr på det hele. God økonomi, smuk kone og søde, velopdragne og begavede børn. Han kommer i skumringen, fordi han ikke vil ses af alt for mange. For hvad skal han da bede Jesus om? Den mand som tilsyneladende har alt! Jeg tænker de fleste af os kan genkende følelsen. Stående her midt i livet med hænderne fulde af velsignelser og så alligevel føle sig utilstrækkelig. Eller måske også ramt af en angst for at lykken slipper op, og at der efter de fede år per automatik følger magre. Måske har han rigtig gode intentioner! Alle har sikkert forvisset ham om, at det hele er godt nok, at han da gør alt hvad han kan...opfylder loven...og er en god, retfærdig mand...men der er en tvivl som nager ham dybt i brystet. Vi kender sikkert hver især et menneske - måske er det os selv - stående dér, midt i livet med de bedste intentioner og så alligevel runger spørgsmålet i hovedet: Gør jeg det godt nok? Lever jeg livet som jeg bør? Er jeg god nok? Skal jeg gøre noget anderledes? Og da har han hørt om denne Jesus af Nazaret, som har en særlig kraft en guddomskraft. Han må også møde ham for måske kan han her finde afklaring - og deraf følger hans spørgsmål: Hvad kan jeg gøre for at arve evigt liv? Læg mærke til ordet gøre. Det er det som er på spil for manden her. Han vil gerne gøre
alting godt i Guds øjne. Der skal ikke være noget at komme efter. Han vil sikre sig en ligeså god plads i himlen, som han har på jorden. Hvad kan JEG GØRE? Og Jesus svarer, hvad han kan gøre ud fra den lov, som Moses fik af Gud på Sinajbjerget. Alt dette har han opfyldt, men der må være mere han kan gøre. Han efterlyser flere leveråd og regler, som kan sikre ham. Vi står altså her overfor et menneske, som i den grad lever i et evigt præstationstyrani. Et menneske, som forventer det ypperste af sig selv. Han skal spise sundt, motionere, udvikle sig, være nærværende...ja fortsæt selv og mærk tidens mange krav. De tidens mange krav, som får det ene menneske efter det andet til at bukke under for stres og følelsen af utilstrækkelighed. Med andre ord, stiller vi selv de samme spørgsmål som manden her i dagens evangelium: Hvad kan jeg gøre for at få det godt? Og svaret til manden lyder: Vil du være fuldkommen. Så slip alt det der binder dig og søg Gud Men ikke i pengene eller magten. I sandheden, i troen og i håbet og i kærlighedens større værdi end al rigdom og det andet han selv kan styre. Manden er bundet af sit gods og guld...af sine materielle forhold, ligesom så mange af os er, men hans egentlige problem er altså efter Jesu mening, at han i høj grad er bundet af sit eget selvbillede, som ansvarlig for sin egen lykke. Bundet af sin egen overbevisning om, at han selv skal skabe glæde og lykke i sit liv og at han kan det, hvis bare han gør det rigtige.
Det er dét han skal aflægge. Trangen til at være sin egen lykkens smed, sin egen skaber. Jesus beder ham om at gøre op med den måde at gå til livet på: Alt det, som er mellem dig og Gud skal du afhænde og ikke kun al rigdommen. Han går bedrøvet bort, for det er et enormt krav. Ja, det er måske ligefrem angstprovokerende, for ønsker vi ikke alle at være kaptajn ved eget ror? Ønsker vi ikke at kunne styre bare lidt af vores liv og lykke i en retning, som vi ønsker og mærker vi ikke også, hvor ofte vi kommer til kort med det? Alt det her var Luther også meget optaget af. De katolske præster i hans samtid udnyttede jo deres magt til at udskrive en masse afladsbreve og Ave Maria er, hvor folket skulle straffes med bøder og bøn for at have gjort noget forkert. Det viste sig at være en enorm lettelse for Luther, at han blev afklaret omkring, at vi stadigt skal opføre os så absolut godt overfor vores medmennesker, som vi kan, men at det ikke er afgørende for, om vi kommer ind i himmelen. Det er troen! Troen på, at Gud er med os alle dage i vores liv, også selvom vi måske ikke sidder på kirkebænkene hver søndag. Det er håbet om, at når vi skal dø, venter der os et himmelsk paradis. Og det er overbevisningen om, at kærligheden er større end menneskers magt over hinanden, og at den kan være en rettesnor i hverdagen, når vi skal leve vores liv. Kort sagt troen på Gud! og af den skal alle de gode gerninger så fødes. Han skriver i sin berømte selvbiografi fra 1545, om sit reformatoriske gennembrud (Forkortet af UO):
"Jeg var i 1519 grebet af en brændende iver efter at lære Paulus at kende i brevet til Romerne, men jeg hadede det lille ord "Guds retfærdighed" i kapitel 1, fordi jeg gennem alle kirkelæreres brug og sædvane havde lært at forstå det i den filosofiske betydning, hvor selveste Gud er retfærdig og som sådan straffer syndere og uretfærdige som mig. Men da jeg selv, hvor ulastelig jeg end levede som munk, dog for Guds ansigt følte mig som en synder med en til det yderste urolig samvittighed og derfor ikke turde stole på, at en sådan Gud ville være mig nådig ved noget af det, jeg selv havde fået bragt i stand, så elskede jeg ikke, men hadede tværtimod den retfærdige Gud. Jeg harmedes på Gud og rasede med en vild og forvirret samvittighed, og bankede vedholdende på hos Paulus i det skriftsted, jeg før nævnede, med brændende tørst efter at vide, hvad Paulus her egentlig mente. Indtil jeg endelig ved Guds barmhjertighed, fik øje for ordenes sammenhæng, nemlig den, at den, der er retfærdig af tro, skal leve. Den barmhjertige Gud retfærdiggør os altså på grund af troen og ikke på grund af vores gerninger, sådan som der står skrevet: Den, der er retfærdig ved troen, skal leve. Nu følte jeg mig som helt igennem født på ny, jeg følte, at jeg gennem åbne porte var trådt lige ind i selve paradiset. For Luther blev det altså en kæmpe lettelse, sådan som det også kan være for os, at vi ikke skal præstere os til lykke, til Guds kærlighed. Men tør vi tage springet? Tør vi slippe de krav som vi binder os selv med?
Tør vi stille os nøgen frem for Gud, ligesom Malte gjorde det for lidt siden. Nøgen, uden at der er noget som helst mellem os og Gud, ligesom Adam stod der på skabelsens morgen, og leve i den tro og med den tillid til at vi er i vor skabers hånd? Tør vi lade os se og kende os som dem vi er inderst inde, med al den sårbarhed det indebærer? Jeg ved det ikke, for det er noget af et krav det er en daglig udfordring for os alle. Derfor trøstes jeg ved ordene For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt, som teksten slutter med i dag For disse ord må betyde, at min skaber - Han af alle ved, hvor svært det er for det menneske, som han har skabt ja ligefrem hvor umuligt det er, at leve op til egne krav og forventninger. Men det er muligt for Ham, at se gennem alt det fernis, som vi får skabt omkring alle vore gøremål. Derfor: Fortvivl ikke det som ikke er muligt for dig det er muligt for Gud for Gud er alting muligt, sådan siger Jesus til os. Find fred i sjæl og sind til at kæmpe for det gode liv for dig og din næste for Gud byder dig den gode fred, som kun et liv i kærlighed giver han som skabte ud af intet kan også oprejse dig igen lige meget hvilken suppedas du er endt i. Derfor er det også med det fortegn, at vi kan gå ud i livet, og vide os set og elsket af Gud trods alle vore fejl, mangler og utilstrækkeligheder. Amen Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.amen. 13. KIRKEBØN Himmelske far, Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter, og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor, dronning Margrethe og hele hendes hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
Skibet Meddelelser Næste søndag den 3. august er der stillegudstjeneste kl. 19.00 her i kirken. Temaet er At være i andres og Guds hænder, dvs. vor allesammens afhængighed både af troen på, at livet er livet værd på det indre område og af andres hjælp, kærtegn og puf på det ydre. Hvis vejret arter sig, byder jeg efter gudstjenesten på hjemmelavede Sarah Bernard-kager og et lille glas på bænkene ved den røde bro over åen. Og det er mig, der har tjenesten. Efter gudstjenesten i dag må vi nøjes med den sædvanlige kirkekaffe i våbenhuset. Og det er nu heller ikke så værst. Jeg håber, at så mange af jer som muligt har lyst til at få en tår med. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Bredsten: Fadervor Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen. Meddelelser Næste søndag den 3. august er der højmesse med dåb kl. 10.30 her i kirken, og det er mig, der har tjenesten. Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.