DANEHOFSPIL I NYBORG 103 Danehofspil i Nyborg Kaj Bonde I 1939 blev grundstenen til en af Nyborgs største kulturelle attraktioner lagt. Det første friluftsspil så dagens lys. 1 Det blev opført foran Danehofslottet, som Nyborg Slot især blev kaldt tidligere deraf navnet danehofspil. Der er indtil nu opført i alt seks friluftsspil her. Langt de fleste senere friluftsspil i Nyborg er opført på den del af voldsystemet, der hedder Kronprinsens Bastion, deraf navnet voldspil. Denne artikel omhandler de seks danehofspil. 1939: Danehof i Nyborg Skoleinspektør Johannes Høirup havde i byen Oberammergau i Tyskland oplevet de berømte passionsspil, dvs. friluftsspil med et religiøst indhold. Dette gav ham ideen til at tage hjem og prøve at skabe et friluftsspil i sin Fig. 1. Scenebillede fra det første danehofspil foran Nyborg Slot i 1939. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
104 NYBORG FØR & NU 2010 egen by. Ikke om religiøse begivenheder, men om Nyborgs dramatiske og spændende historie. Byen kan med stor ret betegnes som Danmarks hovedstad fra år 1200-1560, altså før København, og her afholdtes de såkaldte Danehoffer, hvilket vil sige lovgivende og dømmende forsamlinger, hvor kongerne rådførte sig med rigets stormænd. I Nyborg fik riget sin første»grundlov«i form af en håndfæstning. Det var den lov, som fastlagde fordelingen af magten mellem kongen og stormændene; det skete i 1282. Johannes Høirup skrev stykket sammen med kommunelærer Gunnar Pedersen (GP) og skuespilleren Johannes Krogsgaard. Det fik titlen»danehof i Nyborg«og blev opført på pladsen foran slottet. Instruktør var fængselslærer cand.mag. Hugo Worsaa Petersen. Berlingske Tidende skrev den 23/7 1939:»Da det store optog kl. 15 udgik fra slottet, var hele byen på benene, og begejstringen haglede ned over de stoute og gæve borgere, som i kapper og kutter skred gennem gaderne; endnu større blev jublen, da selve danehofoptoget med kongelige, gejstlige, adelige, soldater og ryttere begav sig af sted. Byen var helt i festspilstemning, selv om vejret var lidt lusket. Om aftenen var tilskuerpladserne på slotspladsen tæt besat, da spillet tog sin begyndelse ikke i Nyborg, men foran Henner Frisers hus i Middelfart, hvor marsvinejægerne natten før danehoffet i 1282 modtog kong Erik Klipping, der kom fra Jylland. Det store sus kommer dog først lidt senere, og det er selve Danehoffets indtog på Nyborg Slot. Tung og mægtig hæver Nyborg Slots røde munkestensmur sig på den ene side af pladsen, og op mod den er scenen bygget. En kæmpescene, hvis midtertrappe fører op til tronen med det kongelige bomærke: tre gyldne løver med ni blodrøde hjerter som baggrund. Store bannere, tegnet af lærer Hillerup-Jørgensen, vajer over hele sceneriet; øverst rejser sig det stejle tegltag mod den mørke aftenhimmel. Så fyldes scenen af kongens mænd i snorebrynjer, af kvinder i hvide hovedlin, pager i rødt, bisper, Kong Erik Klipping og dronning Agnes, sønnen junker Erik, drost Peder, marsk Stig, lumske Rane kammersvend og ærkebiskoppen Jens Grand. Langsomt udspiller sig selve danehoffet, Danmarks første»grundlov«underskrives, et stykke danmarkshistorie åbenbarer sig i faklernes skær. Alvor og munterhed veksler, narren med det vrængede ansigt danser for og synger på Shakespearesk vis en dyb vemodig vise til en munter melodi. Munkesangen lyder, og så er danehoffet forbi«. Projektørerne fik strøm fra alle Fyns el-værker. Dragterne var lånt fra Det
DANEHOFSPIL I NYBORG 105 Kgl. Teater. Nyborg Politi var udvidet med 12 mand fra Rigspolitiet. Rollerne blev i vid udstrækning varetaget af kendte nyborgensere, overvejende fra det bedre borgerskab, og det var meget kendetegnende for spillene i de første mange år. Det morsomme var jo at se kendte ansigter fra byen i nogle helt andre roller end dem, de var kendt for til hverdag. Noget der har ændret sig meget i vore dage, hvor mange spillere kommer udefra måske endda med den ambition at blive kendte og gøre karriere i teatrets verden. I 1939 blev kongeparret spillet af stadsdyrlæge Mikkelsen og frue (hun var i øvrigt ud af cirkusdynastiet Schumann). I andre roller sås bl.a. direk- Fig. 2. Det statelige kongepar, hr. og fru stadsdyrlæge Mikkelsen, rider gennem byen 1939. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Fig. 3. Det festklædte premierepublikum 1939. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
106 NYBORG FØR & NU 2010 tør Fehr som Grev Gerhadt, lokomotivfører Halse var Marsk Stig, sagfører Gøth Rane Jonsen og kommunekasserer Delf-Møller var hertug Valdemar. Desuden så man en masse statister i alt ca. 200 medvirkende. Nyborg havde fået sit festspil; det blev en stor succes både scenisk og publikumsmæssigt. Danehofspillet i 1939 var i øvrigt kun en del af en stort anlagt byfest, der også bød på en midnatscabaret på eksercerpladsen, borgervæbningens orkester, folkefest på den høje og lave eksercerplads med taler af borgmester J.J. Bjerring og forfatteren Morten Korch, dans i Lindealleen, orkesterkoncert ved vandtårnet, blomsterregatta på vandværksgraven, optræden ved den populære causør»den Gyldenblonde«, folkedans og festfyrværkeri. Jo, man må sige, der var fest og farver i Nyborg i 1939 året før krigsudbruddet! 1949: Landet i vaade I 1949 spilles der atter danehofspil foran Nyborg Slot. Man opfører»landet i vaade«(ulykke). Det er igen Nyborgs historiker par excellence, Johannes Høirup, der er forfatteren, og gymnasielærer Gunnar Pedersen er instruktør. På premiereaftenen bød Nyborgs borgmester C.E. Bjerring velkommen til de ca. 2000 mennesker på slotspladsen i silende regn, og spillet blev af folkeviddet hurtigt omdøbt til»landet i væde«! Der var lige så mange tilhørere ved de følgende tre opførelser. Musikken blev leveret af et harmoniorkester på 15 mand under ledelse af Johs. Kruse og bestod af 1) bearbejdede folkeviser 2) koralsange 3) menuetten fra Carl Nielsens»Drot og Marsk«. Rent handlingsmæssigt er der atter danehof i Nyborg, og spillet foregår i den kongeløse tid fra 1326-40. Danmark var dybt forgældet til de holstenske hertuger. I»Landet i vaade«optræder bl.a. Christoffer II, ærkebispen af Lund, den jyske frihedskæmper Niels Ebbesen, Valdemar Atterdag og en mængde andre historiske skikkelser. Hovedtemaet koncentrerer sig om Niels Ebbesens drab på Grev Gert,»Den kullede Greve«, (skaldede), men giver samtidig et indtryk af, hvordan Nyborg Slot har været centrum for skiftende historiske begivenheder. Pressen skrev:»med det gamle slot som baggrund fornemmer man historiens vingesus. Efter drabet marcherer vagten ind på scenen med fakler i hænderne, og fra alle slottets vinduer stråler de levende lys. Under hornfanfarer stiger Kong Valdemar Atterdag, klædt i hermelin og silke, op på scenen med sin yndige dronning, og da vil bifaldet ingen ende tage. Landet blev igen regeret fra Nyborg!«2
DANEHOFSPIL I NYBORG 107 Fig. 4. Et udsnit af de 150 medvirkende i Landet i Vaade 1949. De tre gejstlige f. t. v. er lærer Anton Johansen, Jelsing, lærer Sofus Brockman. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Fig. 5. Situationens alvor tynger de tilstedeværende i Landet i Vaade 1949. F. tv. lærer, senere skoleinspektør, Axel Tipsmark. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
108 NYBORG FØR & NU 2010 Der var omkring 150 aktører i den livfulde forestilling, og Gunnar Pedersen formåede igen at skabe et eventyrligt sceneri. Borgerskabet indtog de fleste roller. Kong Christoffer II fremstilledes af trafikassistent J. Jørgensen, forvalter Raimon Doltrup var fremragende som Grev Gert, overlærer Anton Johansen var helt troværdig som ærkebispen, fru Søren Hansen var med som slotshøvedmandens datter Estrid, og lærer Børge Sarbo var den respektløse og humørfyldte nar. Carl Schmidt var den elegante hertug Valdemar, og hr. og fru direktør Hermansen spillede det statelige kongepar. Fru Edith Paludan havde lavet dansene; Chr. Marin Pedersen stod for sminkningen, og de store bannere var igen tegnet af overlærer Hillerup-Jørgensen. Som et kuriosum kan nævnes, at Hærens Flyvetropper sendte tre Spitfire-jagere til en opvisning over Nyborg Vold med styrtdykning, hvor farten var oppe på 700 km/t, looping og anden kunstflyvning. Publikum sad på voldens skrænter ved vandtårnet og så på. Vi må huske på, at vi er i efterkrigsårene, og Høirup lægger bestemt ikke fingrene imellem, når han i sit stykke beskriver de tyske besættelsestropper; en besættelse, der var helt parallel med det, vi lige havde oplevet i de fem onde år. Frihedskæmperblodet havde skoleinspektøren i blodet, og de hvasse replikker i spillet levnede ikke arvefjenden sønden for grænsen en tøddel mere, end den havde fortjent. Forfatteren vidste, at Gestapos tommelskruer har rod helt tilbage til Grev Gerts terrorregime!! Det historiske skuespil var i øvrigt et led i en større byfest, der bl.a. bød på: 1) et gejstligt optog gennem byen 2) rytteroptog af riddere med damer 3) dans i Lindealleen 4) høstgilde-cabaret i Landporten. Man morede sig i Nyborg! Danehofspil nr. to var løbet af stablen med overvældende succes. Nyborg var for en stund atter Danmarks hovedstad! Hele byen stod bag og løftede den store opgave på eksemplarisk vis! 1952: Det gamle spil om Enhver Stykkets forfatter, Hugo von Hofmannsthal, blev født i Wien i 1874. I 1911 opførtes»jedermann«, men det fik dårlige anmeldelser. I 1920 blev stykket genopført i Salzburg og blev nu meget populært. Handlingsmæssigt er det en efterligning af de gamle religiøse spil, som i Middelalderen opførtes ved folkefester og højtider. Dets hovedperson, Enhver, er en mand, der efterhånden er blevet rig og mægtig og omgiver sig med venner og lystighed. Fester og
DANEHOFSPIL I NYBORG 109 Fig. 6. Det gamle spil om Enhver. 1952. Enhvers Moder: Helga Egebjerg. Døden: Finn Olesen. Enhver: Raimon Doltrup. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Fig. 7. Slutscenen i den vidunderlige opsætning af Det gamle spil om Enhver. 1952. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
110 NYBORG FØR & NU 2010 forretning er hans liv, og ingen af delene er præget af ånd og kultur, men af skånselsløst magtbegær og sanselig grådighed. Pludselig kommer Døden og forlanger, at Enhver skal følge med, men det lykkes ham at tigge sig til en kort frist for at prøve at finde en ven, der vil tale hans sag for den højeste dommer. I nøden skal man jo kende sine venner, siger et gammelt ord, men nu har han pludselig ingen; de var alle snyltegæster og købte elskerinder. Han vil have sine skatte med sig, men selve Gud Mammon stiger op af skattekisten i forgyldt frodighed og ler ham op i ansigtet. Det er ikke Enhver, der har ejet sine skatte, det er dem, der har ejet ham! Hans»gode gerninger«er personificeret i en kvindeskikkelse, der kraftesløs slæber sig hen ad jorden, men»troen«, en anden kvindeskikkelse, hjælper ham, og han går i graven fulgt af sine»gode gerninger«for at hvile til»dommens dag«. Stykket blev opført i en oversættelse af forfatteren Johannes Jørgensen. En anmelder 3 skrev:»opførelsen var betagende, ikke mindst indledningen og slutningen, hvor man med stor fordel udnyttede den gamle kongefløjs vinduer som en strålende spidsbueportal-portal omkring himlen, hvor jomfru Maria og de milde engle lod sig se, medens gigers og fløjters, kønne stemmers og et orgels melodiske klang lod sig høre. Enhver personifikationen af menneskeheden begynder ved et lystigt lag at spekulere over livet midt i den overstadige munterhed. Han henfalder til melankoli trods den vakre Slegfred ved sin side og skaffernes gavmilde skænken. Han føler»en slags tomhed bag panden/ en fejl ved forstanden«. Døden dukker op for at hente Enhver og siger:»enhver, du tykkes mig så muntert stemt/ og din skaber har du ganske glemt«. En kort frist får Enhver dog, og han prøver at flygte med sine penge, men den glinsende Mammon hånler og tvinger ham i knæ, og Enhver sukker:»om jeg blot kunne leve livet en gang endnu«. Troen, Godheden, Fanden og andre dukker op, men det hele kulminerer med Enhvers betagende fremsigelse af Fadervor og hans mors tilsigelse om, at han går ind til»det evige halleluja«. Spillet slutter med en åbenbaring Jomfru Maria og englene i den vidunderlige opsætning foran slotsmuren. Anmelderne roste instruktøren, gymnasielærer Gunnar Pedersen, og amatørskuespillerne i høje toner. Tilskuerne var begejstrede og imponerede over det fortræffelige spil. På rollelisten fandt man mange kendte nyborgensere bl.a. Gud Herrens røst ved frater Antonius, Anton Johansen Døden, student Finn Olesen djævelen, fængselslærer E. Juh-
DANEHOFSPIL I NYBORG 111 re Enhver, forvalter R. Doltrup Enhvers moder, fru Helga Egebjerg Enhvers staldbroder, lærer E. Friis Petersen husfogeden, disponent Carl Schmidt kokken, sadelmager Helmuth Andreasen den fattige næste, remisearbejder Gunnar Andersen en gældbunden mand, pedel Richardt Larsen den gældbundnes hustru, Frk. Lis Behnke Slegfred, Fru Gerda Kruse Fætter Tyksak, værkmester Aage Markvardsen Fætter Mager, døvstummelærer Knud Torup Mammon, kommuneassistent Ove Petersen Tro, Fru Alice Hansen Gerning, lærerinde frk. Karen Lundin. Enhver, der på fornemmeste vis fremførtes af Raimon Doltrup, måtte se sin skæbne i øjnene; han havde forvaltet sit pund skidt, og nu kom regnskabets time. Midt i det hele lytter han til klokkerne.»hvem ringer de for? Mig tykkes de ringer til jordefærd«. Morale: Vi bør alle tænke lidt over, hvordan vi forvalter vores pund/vores liv! Det er et stykke om eksistentialisme! 1954: Valdemar Atterdag Stykket er forfattet af Marie Kirstine Dorothea Jensen (1876-1957), bedre kendt som Thit Jensen. Faderens stærke interesse for spiritisme smittede af på Thit, og hun følte sig som et skrivende medie. Der var 11 børn i hjemmet; en af hendes søskende var den kendte forfatter Johannes V. Jensen. Fig. 8. Forfatterinden Thit Jensen og kong Valdemar Atterdag i skikkelse af Raimon Doltrup har indtaget Se og Hør s forside i forbindelse med opførelsen af Valdemar Atterdag 1954. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Danehofspillet her i 1954 kom til at kaste glans over Nyborg. Pressen 4 skrev:»aldrig har en dansk amatørscene præsteret noget sådant. Nyborgspillet placerer sig fra i aften som en af de førende friluftsscener i Norden«. Større ros kan amatører vel ikke opnå. Spillets første akt er Danehoffets begyndelse i 1354, hvor Valdemar Atterdag proklamerer rigets enhed, og Thit Jensen har ikke ladet gå mere end fem replikker, før man får at vi-
112 NYBORG FØR & NU 2010 de, at høvedsmanden på Nyborg slot skjuler et eller andet, kongen ikke må få viden om. Stig Andersen Hvide og hans sønner planlægger nemlig sammen med Lave Gaas og andre et snigmord på kongen. Narren hvisker dog kongen i øret, at orme gnaver i ligkapellet. Mellem sorte kister træffes de sammensvorne, og uhyggen breder sig. Der er fantastiske virkninger, når narren synger, og skyggebilleder danser frem og tilbage over slotsmuren bagved. En scene foregår i kongens soverum, som markeres med sorte kister og en himmelseng, og spillet slutter i Danehofsalen med en strålende fest. Virkelig underholdning til kongens ære. Der er hanekamp og ridderturnering. Man kan kalde Thit Jensens Danehofspil for et festspil, men i virkeligheden er det en trylleformel, og Nyborgs store troldmand, gymnasielærer Gunnar Pedersen, brugte al sin sorte kunst til at fremtrylle et eventyr i glans og herlighed, fantasi og romantik. Der var ca. 200 på og bag scenen, og de medvirkede alle til at føre stykket til sejr. Fremhæves må dog Raimon Doltrup som en statelig kong Valdemar, Alice Søren Hansen som hans smukke dronning Helvig og Asger Holm som den svigefulde høvedsmand. Prins Christoffer blev spillet af Erik Juul, søn af kammerherre Gregers Juul. Marsk Stig Andersen Hvide spilledes af forsikringsinspektør Poul Petersen, Lave Gaas af kommuneassistent Ove Petersen. Thit Jensen skrev stykket og forærede det kvit og frit til Ungdomsforeningerne i Nyborg, fordi hun var fascineret af slottet, og fordi Valdemar var hendes yndling. Hun havde studeret ham i 16 år, og hun betragtede ham som en frihedskæmper. Kommuneassistent Ove Petersen og et par herrer mere fra Nyborg Voldspil tog på besøg i Valby hos forfatterinden for at aftale forskellige detaljer om stykket. Fruen sagde da med højtidelig stemme:»og skal vi så drikke et glas vin og skåle på et godt slotsspil i Nyborg! Jeg har talt med»valde«, og han har lovet mig godt vejr i den periode. Medens hun fandt glas frem, bad hun Ove Petersen finde to flasker under sengen. Rask dykkede han ned og famlede sig frem under sengetæppet, hvorpå han fremdrog en natpotte. Thit udbrød da:»nej, ikke den, din idiot!«i indstuderingsperioden boede Thit Jensen nu og da hos forhenværende skoleinspektør og æresborger Johannes Høirup, og hvis instruktøren var i tvivl, om høvedsmanden skulle komme ind fra højre eller venstre, sagde Thit, at hun ville spørge»valde«om det om natten, når hun havde spiritistisk forbindelse med ham, og næste dag kom hun med svaret. Premieren var den 6. august 1954, men det øsregnede, og Thit truede mod himlen ved spillets begyndelse, idet hun sagde:»det ká du ikke være bekendt, Valde!«
DANEHOFSPIL I NYBORG 113 Fig. 9. Kongeparret og de to ældste prinsesser er på plads foran slottet 14. august 1954. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Toppen på kransekagen var, at vort kongepar og to af de søde små prinsesser, deriblandt vor nuværende dronning, overværede forestillingen den 14. august. 1954 blev et af de helt store år i danehofspillenes historie! Jernbanevæsenet havde nok at gøre med de mange, mange ekstra tilrejsende.»det er her, det foregår!«. De ord kunne sættes med flammeskrift over den historiske by i danehofdagene! 1956: Kristiern II Den københavnske forfatterinde Grethe Harboe producerede dette års spil, og medens svalerne i det fine vejr kvidrende fløj rundt over slotspladsen, bød borgmester C.E. Bjerring velkommen og takkede forfatterinden for hendes interesse for Nyborg. Hun betegnede efterfølgende Nyborg som et historisk Oberammergau. Spillet skildrer i 12 billeder kongens liv fra hans fødsel den 1.juli 1481 på Nyborg Slot til hans død den 24. januar 1559 i Kalundborg. Faderen, kong Hans, glæder sig naturligvis over sin nyfødte søn, over den eneste konge, der er født på Nyborg Slot, men forfærdes, da han ser størknet blod i den knyttede barnehånd: et dårligt varsel! Og Chr. II fik ganske rigtigt et meget dramatisk liv, både personligt og politisk. Som ung vicekonge i Norge møder han i Nonnesæter kloster den unge, smukke Dyveke Willums, som kom-
114 NYBORG FØR & NU 2010 mer til at spille en stor rolle i hans liv. Han forelsker sig i hende og bringer hende og moderen, Moder Sigbrit, med til København. Senere ægter kongen den kun fjortenårige kejserdatter Elisabeth af Burgund, men denne barnebrud forstår ham ikke; det må nærmest betegnes som et politisk arrangeret ægteskab. Høvedsmanden Torben Oxe lægger an på»den lille due«, og senere bæres de berømte kirsebær ind i Dyvekes stue, hvor fru Sigbrit sysler med dødbringende gifte. I en smuk og bevægende scene skildrer Dyveke sin længsel efter at betro kongen nyheden om det lille barn, hun bærer under sit hjerte og den fortvivlelse, der griber hende, da hun erfarer, at dronning Elisabeth venter en tronarving. Dyveke forgifter faktisk selv de kirsebær, hun spiser. Hun dør, men Torben Oxe, som bragte bærrene, dømmes og henrettes. I stykket vises også det berømte blodbad i Stockholm i form af skyggevirkninger på slottes facade; vi hører om fangenskabet i Sønderborg og om kongens død. Anmelderen Jean Hansen 5 skrev:»i den stjerneklare aften fulgte publikum levende interesseret spillets gang indtil den sidste gribende scene, hvor nogle bønder bar kongens lig bort i fakkelskær, medens stjerneskuddene faldt og korset lyste på slottets mur. Musikken i stykket blev brugt til at understrege stemninger. Ved kongens vielse hørtes en fantasi og fuga for orgel af Bach. Englens tilsynekomst i Fig. 10. Raimon Doltrup (i. m.) giver på fornem vis udtryk for kongens skiftende sindsstemninger. 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
DANEHOFSPIL I NYBORG 115 Fig. 11. Dyvekes (Lena Arnold-Larsen) død. 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. Fig. 12. Wammens storslåede dekoration til Kristiern II 1956. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
116 NYBORG FØR & NU 2010 Dyvekes dødsscene blev ledsaget af 1. sats fra Francois Couperins værk»le parnasse ou l apotheose de Corelli«. Ved kongens død hørtes en adagio for strygere og orgel af Tomaso Albinoni, og slutningssangen var den gamle ørnevise«. Nyborgs amatører havde atter leveret en fremragende præstation under instruktion af navnkundige Gunnar Pedersen. Assistent Raimon Doltrup ydede igen en fantastisk præstation, nu som Chr. den II. Den mand kunne åbenbart spille hele kongerækken. Med malmfuld røst og varieret mimik gav han udtryk for kongens skiftende stemninger. Fru landsretssagfører Boe-Hansen var en statelig dronning Kristina, kommuneassistent Ove Petersen var en interessant og myndig kong Hans. Fru Lena Arnold-Larsen spillede en smuk Dyveke. I andre markante roller så man Alice Søren Hansen som pigen Elsa, overlærer Anton Johansen som Sveriges myndige ærkebiskop, og»ørnevisen«fremførtes smukt af cykelhandler Johs. Jensen. Belysningsmester var installatør Niels Hansen, sminkør var frisørmester Chr. Marin Pedersen og for dekorationen stod nyborgmaleren Aksel Wammen. 1971: Drama på slottet Det sidste danehofspil til dato blev opført foran Nordens ældste verdslige bygning i 1971. Byen og slottet fejrede jubilæum. Slottet blev 800 år, byen 700. Nyborgs bystyre med borgmester Børge Jensen i spidsen satsede på noget ekstraordinært. Den mangeårige instruktør, Erik Bent Svendlund, fik til opgave at skrive selve stykket, og spillenes dirigent, Uffe Agerschou, skulle komponere musikken. Instruktøren gennemtrævlede gulnede ark og Palle Laurings levende historiebeskrivelser. Det vanskelige var i virkeligheden at plukke ud fra byens spændende og dramatiske historie, men efterhånden snævrede stoffet sig ind til først og fremmest at handle om svenskernes besættelse af Nyborg og de deraf følgende voldsomme begivenheder for byens borgere bl.a. slotsbranden. Man kunne også opleve en hængning (Gitte Lundemann). Arne Lundemann kom i den forbindelse med følgende replik:»erik, hvad skal du have for at pille lidt ved teknikken, så hun bliver hængende?«man så et katolsk bryllup, jagtscener, kongen, marsken, drosten, gejstlige, borgere og bønder. Men til slagscenerne mellem danske og svenske soldater havde man alt for få mænd. Hvad skulle man stille op? Det var jo soldater, man manglede, så hvorfor ikke spørge på kasernen i Odense? Soldaterne var ikke særlig villige til at tage til Nyborg hver aften for at lade sig slagte som»jävla svenskar«. Men instruktøren medbragte ganske snedigt otte lækre dansepiger i can-can-kostumer,
DANEHOFSPIL I NYBORG 117 som snoede sig i en fyrig dans foran soldaterne. Herefter var der ingen problemer med at få dem til at melde sig. De fik fægteundervisning på kasernen og blev fragtet frem og tilbage hver aften i bus. En speciel rolle i»drama på slottet«spillede Arne Lundemann, der jo er et legebarn af de helt store, så det var jo nok ikke tilfældigt, at han havde fået Narrens rolle, der rummede megen alvor og underfundighed, hvilket Arne til fulde forstod at honorere. Det blev en pragtfuld forestilling, men ved generalprøven så det ikke godt ud. Intet fungerede tilfredsstillende, timingen var håbløs. Det var også et kæmpe maskineri, der skulle fungere med lynhurtige omklædninger i kælderen under slottet, hvor man stod og sang ind i mikrofoner, medens man fulgte dirigentens taktslag på et lille fjernsyn. Kaos!! Personligt har jeg hørt skideballer af kortere eller længere varighed i mine mere end tyve år i voldspillene, men denne aften strakte»ballen«sig over ca. et kvarter, og aldrig har jeg hørt så mange kraftudtryk, eder og forbandelser alle fik på puklen. Byen havde ofret en masse penge på denne forestilling! Kongen og dronningen og en masse prominente skulle komme i morgen! Nyborgs ære stod på spil! Klokken var nu hen ad 11 og da Fig. 13. Arne Lundemann som kongens nar. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
118 NYBORG FØR & NU 2010 lød de berømte ord:»og så tager vi hele lortet en gang til! Tag jer sammen, for satan!»derefter slog instruktøren fuldstændig om og skamroste alt og alle. Det gav mod og selvtillid, og tingene begyndte at fungere. Da klokken var ca. to om natten, var vi færdige med anden gennemspilning, men nu vidste vi, at vi kunne stykket, og at tingene hang sammen. Næste dag fik vi en flot og dejlig premiere men pyha! Svendlund skriver i sin bog»lykkelig voldtaget gennem 25 år«, at kong Frederik dirigerede ouverturen, men det passer nu ikke, jeg sad selv i orkesteret og spillede bratsch den sommer. Det var sikkert meningen, at han skulle have gjort det, men kongen viste allerede her i sommeren svaghedstegn rent helbredsmæssigt, og han døde i januar 1972. I pausen var han på Danehofkroen og fik overrakt et partitur og en forgyldt dirigentstok. Dronning Ingrid betroede i pausen instruktøren, at forestillingen oversteg, hvad hun havde turdet forvente af amatører. En af disse var for resten ærkebiskoppen, advokat Rune Willadsen, der spillede en betydningsfuld rolle, om end den ikke var ordrig. Han sad hele tiden og bladrede i sine papirer med megen iver og et lunt smil om munden. Svendlund bad re- Fig. 14. Atter kongeligt besøg. 1971. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.
DANEHOFSPIL I NYBORG 119 gissøren om at se efter, om det var rollehæftet, han studerede så ivrigt, for nu måtte han da snart have lært de par replikker. Regissøren vendte tilbage og sagde med et stort smil:»det er sgu ikke rollen, Erik. Det er Hudibras!!«Nyborg Voldspil havde atter ydet en bemærkelsesværdig kraftpræstation, og det store spørgsmål er, om der mon nogensinde kommer et danehofspil foran vort gamle slot igen? Man kan jo håbe! 1 Det var faktisk ikke det første friluftsspil på Nyborg Vold. I 1935 opførtes en vaudeville af Gunnar Pedersen om begivenhederne i 1808, men af en eller anden grund regnes det ikke med i rækken af friluftsspil. 2 Anmeldelse i udklipssamling på Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. 3 Fyens Stiftstidende 6. august 1952 4 Fyens Stiftstidende 7. august 1954 5 Svendborg Avis 11. august 1956