LÆGEFORENINGEN Selvjustits i lægeprofessionen Baggrundsnotat Lægemøde 2015
Indholdsfortegnelse 1. Indledning................................................................................... 2 2. Lægeprofessionen og selvjustits................................................................. 3 2.1 Hvad er lægeprofessionen?.................................................................... 3 2.2 Autoritet, anseelse og tillid...................................................................... 3 2.3 Forskellige roller i lægeprofessionen............................................................. 3 2.4 Hvad er selvjustits?........................................................................... 4 2.4.1 Lægeprofessionens orden....................................................................... 4 2.4.2 Rækkevidden af Lægeforeningens selvjustits...................................................... 4 2.4.3 Hvorfor skal lægestanden udøve selvjustits?...................................................... 4 3. Samfundets regulering og kontrol............................................................... 5 3.1 Kontrol og regulering af læger................................................................... 6 3.1.1 Tilsyns- og kontrolforanstaltninger.............................................................. 6 3.2 Offentliggørelsesordninger for læger............................................................. 6 4. Lægeforeningens selvjustitsstruktur.............................................................. 7 4.1 Lægeetisk Nævn............................................................................... 7 4.1.1 Lægeetisk Nævns behandling af sager............................................................ 7 4.2 Voldgiftsretten................................................................................ 7 4.2.1 Voldgiftsrettens behandling af sager............................................................. 7 4.3 Offentliggørelse af sager........................................................................ 8 4.4 Skematisk oversigt over Lægeforeningens selvjustitsstruktur........................................ 8 5. Opsummering af undersøgelser af internationale lægeforeningers selvjustits, andre nationale organisationers selvjustits og Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis........................... 9 5.1 Indledning.................................................................................... 9 5.2 Håndtering af selvjustits i andre landes lægeforeninger............................................. 9 5.3 Håndtering af selvjustits i andre nationale organisationer.......................................... 10 5.4 Sammenfatning af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis................................... 12 6. Er der brug for nye regler, ændret praksis eller nye rammer?....................................... 13 6.1 Skal Lægeetisk Nævn tage flere sager op af egen drift?............................................ 13 6.2 Skal de etiske eller kollegiale regler justeres?..................................................... 13 6.2.1 Er der brug for de kollegiale regler?............................................................. 14 6.3 Er der brug for en helt anden organisering?...................................................... 14 6.4 Formålet skal komme før metoden.............................................................. 14 1. Indledning Dette notat har til formål at forberede og kvalificere Lægeforeningens drøftelser om selvjustits på Lægemødet 2015. Notatet tager udgangspunkt i, at drøftelser om dette emne må foregå i lyset af to overordnede spørgsmål: 1) Hvad er formålet med lægeprofessionens selv - justits? 2) Hvilke regler og procedurer skal danne rammerne for udøvelsen af selvjustits? For at kvalificere drøftelsen af disse to spørgsmål gives i notatet en kort beskrivelse af lægeprofessionsbegrebet og de mulige formål med selvjustits. Dette efterfølges af en beskrivelse af de rammer, som Lægeforeningens selvjustits udøves inden for i dag, suppleret med information om rammerne for selvjustits i andre danske organisationer og internationale lægeforeninger. Hvert afsnit i notatet afsluttes med et antal spørgsmål, som afsnittet foranlediger. Disse spørgsmål er tænkt som inspiration til en drøftelse af, hvilke specifikke emner og problemstillinger, debatten om selvjustits i Lægeforeningen kunne have fokus på. For at sikre overskuelighed i notatet er en række yderligere informationer placeret i det tilknyttede bilagsnotat. Heri gives uddybende information om Lægeetisk Nævns nuværende praksis samt andre landes og organisationers rammer for selvjustits. Der udover suppleres med særskilt information om whistleblowerordninger og overvejelser om muligheden for offentliggørelse af afgørelser i selvjustitssager. 2
2. Lægeprofessionen og selvjustits En drøftelse af, hvordan man i lægeprofessionen fremadrettet skal håndtere selvjustits, kan med fordel indledes med en beskrivelse af, hvad der forstås ved begrebet lægeprofessionen, og hvad selvjustits betyder i denne sammenhæng. På den måde kan man sikre, at man i en drøftelse af disse emner ikke taler forbi hinanden. 2.1 Hvad er lægeprofessionen? Begrebet lægeprofessionen henviser til det hverv, det er at være læge. Det er en samlet betegnelse for de typer erhvervsmæssige stillinger, som uddannede læger varetager. De fleste tænker nok primært på kliniske stillinger, når de hører ordet lægeprofessionen, men der er naturligvis mange andre, herunder forskerstillinger, lederstillinger, konsulentstillinger, etc. Ved siden af begrebet lægeprofessionen står begrebet lægestanden. Lægestanden henviser til den samlede gruppe af læger i Danmark. Det er altså gruppen af mennesker, som har bestået den medicinske eksamen, og som typisk arbejder med medicinske problemstillinger, herunder ikke mindst kliniske problemstillinger. Lægestanden er altså en samlebetegnelse for de mennesker, som udøver (eller har udøvet) lægeprofessionen. Hvis man skal have en nærmere forståelse for lægeprofessionen, så må man se på de funktioner, de værdier og de hensyn, som er de centrale for lægen og lægens virke. Disse funktioner, hensyn og pligter er beskrevet i en række danske og internationale dokumenter 1, herunder Lægeforeningens etiske og kollegiale regler og det danske lægeløfte. Af disse fremgår det, at lægen har en særlig funktion: Lægen skal stræbe efter at forebygge og behandle sygdom hos sine patienter, og lægen skal lindre smerte og støtte de syge. Og i sin stræben efter forebyggelse, behandling, lindring og støtte skal lægen iagttage en række centrale hensyn og værdier, herunder f.eks.: patientens autonomi, værdighed og integritet patientens ret til information eller uvidenhed lægens pligt til omhyggelighed og samvittighedsfuldhed lægens tavshedspligt lægens pligt til uvildigt at behandle alle patienter lige lægens uafhængighed og habilitet lægens pligt til at udvise god kollegialitet En udøver af lægeprofessionen skal altså ikke blot besidde sundhedsvidenskabelig viden og kompetencer. Lægen skal anvende sin viden og sine kompetencer i en fastlagt funktion under iagttagelse af en række værdier og hensyn. Begrebet lægeprofessionen skal i høj grad forstås i lyset af disse krav til lægerne. Det er evnen til at kunne honorere alle disse krav, der gør en person til en (god) læge, og disse krav og hensyn adskiller lægeprofessionen fra andre erhverv. 2.2 Autoritet, anseelse og tillid Læger har historisk set nydt stor anseelse i det danske samfund. Læger har været billedet på det lærde og autoritative individ, hvis vejledning man som patient eller pårørende havde særligt god grund at respektere og efterleve. Denne autoritet givet at den blev forvaltet inden for rammerne af ovennævnte værdier og hensyn har været en stor fordel for både læger og patienter. Autoriteten var en fordel, fordi den var en grundlæggende forudsætning for, at patienten var villig til at opsøge lægen, dele personlige oplysninger med lægen og lytte til lægens forklaring og vejledning. Autoriteten var således en forudsætning for, at lægens faglighed kunne blive bragt i spil i patientens liv. Uden denne særlige autoritet og anseelse ville lægen blot have været en af mange personer eller instanser, som man kan bede om helbredsmæssig indsigt og vejledning. Men lægers særlige anseelse og den tillid fra patientens side som hænger nøje sammen med denne anseelse har betydet, at den ekstraordinære viden og kunnen, som læger besidder, har kunnet komme i anvendelse og have meget positiv betydning for patienternes liv. 2.3 Forskellige roller i lægeprofessionen I en drøftelse af lægeprofessionen skal man som nævnt ovenfor holde sig for øje, at mange læger helt eller delvist arbejder som forskere, ledere, konsulenter mv. For disse læger kan nogle af ovenstående hensyn i nogen grad træde i baggrunden, da disse læger har mindre patientkontakt. Til gengæld kan yderligere krav og hensyn blive mere fremtrædende. For forskere gælder eksempelvis krav og hensyn, som er kodificeret i bredt anerkendte internationale erklæringer så som Helsinkierklæringen om etiske principper for medicinsk forskning med 1 http://www.laeger.dk/portal/page/portal/laegerdk/laegerdk/r%c3%a5dgivning%20og%20regler/etik 2 http://www.wma.net/en/30publications/10policies/b3/ 3 http://www.icmje.org/recommendations/ 3
mennesket som forsøgsperson 3, Vancouverguidelines for publiceringsforhold og den netop udgivne Danish Code of Conduct for Research Integrity 4. I en diskussion om lægeprofessionens selvjustits er det derfor vigtigt også at have sådanne krav for øje, og ikke kun fokusere på professionens mere traditionelle værdier og hensyn. Lægeprofessionen skal som illustreret ovenfor ikke kun beskrives og forstås gennem grundlæggende professionelle funktioner, som læger varetager, men også gennem de ganske mange krav og hensyn, som læger i deres virke skal iagttage eller med andre ord de værdier, som lægen skal efterleve. Og som det fremgår i nedenstående afsnit, så kan lægers selvjustits med fordel forstås som lægestandens interne opfølgning på situationer, hvor læger på den ene eller anden måde ikke har levet op til disse krav, værdier og hensyn. 2.4 Hvad er selvjustits? Selvjustits betyder grundlæggende, at en gruppe selv opretholder en orden. For den danske lægestand handler selvjustits derfor om, at lægerne som gruppe som stand arbejder for at forebygge brud på en ønsket orden og håndterer eventuelle brud på ordenen. Denne forståelse af selvjustits leder umiddelbart til to spørgsmål: a) Hvad er det for en orden, lægerne ønsker at opretholde? b) Hvordan skal lægerne opretholde denne orden? 2.4.1 Lægeprofessionens orden Den orden, som lægernes selvjustits ønsker at opretholde, er alle lægers iagttagelse af de krav, hensyn og værdier, som er definerende for lægerollen, og som er beskrevet ovenfor. Og brud på ordenen er således sager, hvor en læge af den ene eller anden årsag ikke har villet eller kunnet leve op til disse krav eksempelvis hvis en læge på upassende vis har kritiseret en kollega foran en patient eller har svigtet i forhold til at respektere en patients ret til ikke at ville have information om sin sygdoms forventede udvikling. 2.4.2 Rækkevidden af Lægeforeningens selvjustits Lægeforeningens hidtidige selvjustits har eksplicit ikke handlet om sager, hvor læger har forbrudt sig imod gældende lovgivning, da varetagelse af sådanne sager ligger i andre regi. Lægeforeningen har heller ikke fokuseret på sager, der omhandlede overholdelse af nationale og internationale forskningsetiske retningslinjer, som også har ligger i andre regi (herunder universiteternes praksisudvalg og Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU). Lægeforeningen har alene fokuseret på sager, hvor en læge har forbrudt sig imod etiske og kollegiale krav, som ligger ud over de lovgivningsmæssige krav. Dvs. situationer, hvor Lægeforeningen af sine medlemmer kræver mere end loven. Dette betyder naturligvis ikke, at læger, som har udvist manglende iagttagelse af lovkrav, ikke også har forbrudt sig imod lægestandens egne værdier og hensyn som beskrevet i f.eks. de etiske og kollegiale regler. Det betyder alene, at Lægeforeningen til trods for brud på disse interne regler ikke har igangsat sager for at følge op på disse brud. Den hidtidige restriktive brug af selvjustits har baggrund i grundige overvejelser, og måske er den stadig den rigtige model for lægestanden. Men derfor kan lægestanden naturligvis stadig godt med åbent sind drøfte, hvorvidt en mere aktiv brug af selvjustits er fordelagtig eller endog nødvendig. Det kunne godt være en mulighed, at lægestanden, i Lægeforeningens regi, kunne ændre praksis og eksempelvis udøve sanktioner over for læger, som forbrød sig imod både interne regler og lovkrav. 2.4.3 Hvorfor skal lægestanden udøve selvjustits? Lægernes adfærd er, som beskrevet i afsnit 3.1 nedenfor, reguleret i meget betydeligt omfang gennem lovgivning. I lyset af dette bør det overvejes, om der overhovedet er brug for, at lægestanden skal udøve selvjustits i Lægeforeningens regi. Internt rettet selvjustits Én grund til at udøve selvjustits kunne være, at man som stand simpelthen ønsker højere etiske og kollegiale standarder, end lovgivningen kræver. Med andre ord at lægerne ønsker at forlange mere af sig selv og hinanden, og at man gennem udøvelsen af selvjustits internt vil tydeliggøre disse højere krav og adressere tilfælde, hvor medlemmer af standen ikke lever op til kravene. Denne begrundelse for at udøve selvjustits er et udtryk for, at standen har et internt ønske om høje standarder ikke kun fordi det i det lange løb forventes at være en fordel for standen i dens relation til det øvrige samfund, men simpelthen fordi lægestanden og dens medlemmer vil være noget mere noget højere og bedre end det samfundets lovgivning sætter som minimumsstandard. Eksternt rettet selvjustits En anden grund kunne være, at udøvelsen af selvjustits kan sende et signal til omverdenen (herunder ikke mindst patienterne) om lægestandens eget ønske om at sikre de højeste etiske og kollegiale standarder og ikke mindst, bevise standens vilje til at handle over for de medlemmer af standen, som forbryder sig imod disse standarder. 4 http://ufm.dk/publikationer/2014/the-danish-code-of-conduct-for-research-integrity 4
Lægestandens bevæggrund for at ville sende et sådan signal kunne være, at det kan være med til at fastholde den høje anseelse og den tillid, som lægestanden traditionelt har nydt i samfundet. Selvjustits kan ud fra dette perspektiv ses som lægestandens mulighed for offentligt at sige fra over for læger, der ikke lever op til de høje krav om etisk og kollegial adfærd. Hvis en læge eksempelvis anvender forskningsmidler til upassende formål, udviser manglende omhu overfor sine patienter, chikanerer sine kolleger eller på anden måde opfører sig uetisk, så kan lægestanden gennem selvjustits vise, hvad standen mener om sådanne handlinger. Lægestanden kan gennem påtale, ekskludering eller andre former for sanktioner mod medlemmer vise offentligheden, at lægerne ikke blot i teorien har høje etiske standarder, men at den også er villig til at sætte konsekvens bag disse standarder 5. Gennem selvjustits kan lægestanden dermed både internt og offentligt forholde sig til de meget omtalte enkeltsager, som kan skade lægernes offentlige anseelse, og som i nogle tilfælde kan føre til forøget lovgivningsbestemt kontrol eller forringelse af den tillid fra patienterne, som er så central for lægernes arbejde. Ovenstående giver anledning til følgende spørgsmål: Hvad er de vigtigste formål med selvjustits i lægestanden? Er de roller, hensyn og værdier, som er udtrykt i de etiske og kollegiale regler det rigtige grundlag for at håndtere selvjustits? Er der behov for yderligere beskrivelse eller drøftelse af lægeprofessionsbegrebet forud for drøftelserne om selvjustits? Hvilke yderligere spørgsmål om lægestandens selvjustits foranlediger ovenstående afsnit? 3. Samfundets regulering og kontrol Lægeforeningens selvjustits er et udtryk for selvdisciplinering af lægestanden. I modsætning hertil er myndighedernes (statens) behov for forordninger, regulativer og lovindgreb, hvis lægerne ikke opfører sig ordentligt. Det er et grundlæggende træk i et civiliseret samfund, at staten griber ind, hvis befolkningen ikke er i stand til at civilisere sig selv. Ønsker Lægeforeningen derfor i fremtiden at have indflydelse på lægernes etiske, kollegiale og moralske handlinger og gennem standens vedtagne regelsæt herom i form af etiske og kollegiale regler, så bør Lægeforeningen forholde sig til, hvordan det bedst sker uden indblanding fra lovgivers side. Det betyder, at Lægeforeningen skal kunne håndtere selvjustitsen inden for lægestandens egne rækker, men også at det skal være klart for omverdenen, medier, politikere, patienter og lægerne selv, at det rent faktisk sker på en sådan måde, at det ikke er nødvendigt, at staten bliver nødsaget til at gribe ind f.eks. gennem lovgivning. Mange af de tilsyns- og kontrolforanstaltninger, der er indført alene gennem de sidste ti år over for lægerne, har baggrund i konkrete sager, der har været fremme i medierne, og som har udmøntet sig i egentlig lovgivning på området. Lægestandens evne til at håndhæve egne kollegiale og etiske regler er med til at sikre professionens anseelse, tillid og troværdighed og mindske behovet for, at samfundet udøver regulering og kontrol. Jo flere områder der er reguleret ved lov, kontrol eller tilsyn, jo mindre råderum vil Lægeforeningen have til at udføre selvjustits. En troværdighedsanalyse 6 om danskernes holdning til en række faggruppers troværdighed viser, at tilliden til lægerne er under pres. Af undersøgelsen fremgår det, at lægernes troværdighed siden 2011 har været støt faldende. Hvor lægerne i 2011 havde en delt topplacering med sygeplejersker, så er de i 2014 faldet ned som nummer tre på troværdighedslisten, overgået af sygeplejersker og dommere. Analysen konkluderer, at historier om fejlbehandlinger, chikane af Akuttelefonen og misbrug af forskningsmidler tærer på danskernes tillid til lægestanden. Enkeltsager, der medfører politisk indblanding med fastsatte regler og retningslinjer, udhuler lægestandens muligheder for at udøve selvjustits internt. Det betyder, at fastsættelse af etiske og moralske tilkendegivelser overlades til andre end lægestanden selv f.eks. det politiske niveau, meningsdannere eller lignende. 5 For flere detaljer om rammerne for lægestandens udøvelse af selvjustits, se afsnit 5.4 Sammenfatning af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis 6 Radius Kommunikations undersøgelse af den danske befolknings holdning til en række faggruppers troværdighed, offentliggjort den 12. oktober 2014. 5
I forbindelse med debatten i medierne om lægers misbrug af forskningsmidler i foråret/sommeren 2014 udtalte Lægeforeningens formand, at patienternes tillid er udfordret, når patienter læser og hører den slags, hvor læger er involveret. Lars Engberg, formand for Danske Patienter, udtalte i samme forbindelse, at han ikke er i tvivl om, at patienterne lader sig påvirke af sager, hvor læger er uheldigt involveret 7. 3.1 Kontrol og regulering af læger Det seneste årti har der været en omfattende samfundsudvikling i retning af mere kontrol, regulering og tilsyn med læger og deres arbejde. Indførelsen af de forskellige kontrol- og tilsynsforanstaltninger er ofte sket på baggrund af konkrete sager i medierne. Nedenfor beskrives de væsentligste tilsyns- og kontrolforanstaltninger, der gælder for læger. 3.1.1 Tilsyns- og kontrolforanstaltninger Sundhedsstyrelsen fører et generelt tilsyn og et individtilsyn på sundhedsområdet. I forhold til individtilsynet fører styrelsen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af læger. Sundhedsstyrelsen tilsyn omfatter primært læger på offentlige og private behandlingssteder, herunder i egen praksis. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den enkelte læges faglige virksomhed i henhold til autorisationsloven. Som led i styrelsens tilsyn kan styrelsen sætte en person under skærpet tilsyn, udstede påbud til vedkommende eller indstille til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, at der skal indledes en sag ved domstolene om hel eller delvis indskrænkning af en persons autorisation. Sundhedsstyrelsen fører tillige tilsyn med lægers ordination af udvalgte lægemidler. Derudover behandler Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientombuddet klager fra patienter over læger og over manglende overholdelse af bestemte patientrettigheder, og de kan træffe afgørelser om, hvorvidt den sundhedsfaglige behandling m.v. udøvet af en læge har været kritisabel. Retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed ophører, når lægen fylder 75 år, og betyder, at tilladelse til selvstændigt virke bortfalder ved den pågældende alder. Sundhedsstyrelsen kan efter ansøgning fra lægen give tilladelse til fortsat selvstændigt virke efter de 75 år. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med sundhedspersoner, der udfører kosmetisk behandling, herunder kosmetiske behandlingssteder. Styrelsen kan uden retskendelse inspicere klinikker, hvor autoriserede sundhedspersoner eller disses medhjælp udfører kosmetisk behandling, ligesom styrelsen kan opstille krav til klinikkernes faglige virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan give påbud til sygehuse, klinikker, praksis og lignende, hvis styrelsen finder, at de sundhedsmæssige forhold kan bringe patientsikkerheden i fare. Styrelsen kan i den anledning opstille sundhedsmæssige krav til den pågældende virksomhed eller give påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvist. 3.2 Offentliggørelsesordninger for læger Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser af faglige påbud, afgørelser og domme om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde og om fratagelse eller indskrænkning af retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler. Også afgørelser om skærpet tilsyn offentliggøres. Afgørelserne offentliggøres med lægens navn på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Patientombuddet offentliggør afgørelse fra Disciplinærnævnet med lægens navn i klagesager eller i sager indbragt af Sundhedsstyrelsen, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk behandling. Afgørelserne offentliggøres på Patientombuddets hjemmeside og på sundhed.dk i to år. Sager om en læges beslutning om fraskrivelse af autorisation og frivillig virksomhedsindskrænkning offentliggøres i Sundhedsstyrelsens autorisationsregister. Der er p.t. fremsat lovforslag om, at Sundhedsstyrelsen faglige påbud også skal offentliggøres på de enkelte sygehuse, klinikker m.v. Ovenstående giver anledning til følgende spørgsmål: Hvad betyder de forskellige tilsyns- og kontrolforanstaltninger for Lægeforeningens mulighed for at udøve selvjustits, og hvilke udfordringer giver det? Hvor er selvjustitsen vigtigst i relation til at værne om tillid til læger? Er det i forhold til patienter, myndigheder, politikere, pressen eller i forholdet til læger? Betyder f.eks. indførelse af whistleblowerordninger, at flere/nye typer af sager kommer frem, og vil det kunne håndteres inden for rammerne af Lægeforeningens nuværende etiske og kollegiale regler? 7 Lægers fusk og svindel undergraver patienttillid, Ekstrabladet.dk, 11. april 2014. 6
4. Lægeforeningens selvjustitsstruktur I dag håndhæver Lægeforeningen selvjustitsen gennem foreningens etiske og kollegiale regler for læger. Reglerne er seneste revideret i 2010. De kollegiale regler pålægger Lægeforeningens medlemmer at leve op til nogle adfærdsmæssige standarder for, hvorledes man forventes at opføre sig over for sine kolleger. Det er bestemmelser om f.eks. kollegialitet, interkollegial kritik, forpligtelser i forbindelse med uddannelse, lægelig ledelse, videregivelse af oplysninger, behandling af kolleger og disse familier m.v. De kollegiale regler kan som følge af deres status alene forpligte læger, som er medlemmer af foreningen. Det følger også af den praksis, som Lægeetisk Nævn har, da den sædvanligvis afviser at behandle en sag, hvis en klage fremsættes af en person, der ikke er medlem af foreningen. I det omfang reglerne er mere vidtgående end lovgivningens andre regler, skaber de kollegiale regler også en videregående ret for medlemmer af foreningen til at påberåbe sig, at en bestemt adfærd forventes af kolleger. Lægeforeningens etiske regler skal blandt andet tjene til at styrke god lægegerning og et tillidsfuldt samarbejde mellem læger og patienter. De etiske regler indeholder bestemmelser om f.eks. omhu og samvittighedsfuldhed, forsvarlig lægevirksomhed, information og samtykke, lægers tavshedspligt, lægelig uafhængighed og habilitet m.v. Som ved de kollegiale regler, kan de etiske regler kun påberåbes af medlemmer af Lægeforeningen. For både de kollegiale og de etiske regler gælder det, at påstand om overtrædelse af reglerne behandles i Lægeetisk Nævn og at et medlem, der har modtaget en sanktion fra samfundet for forhold, der har relation til vedkommendes lægegerning, ikke kan indklages for Nævnet for samme forseelse. Lægeetisk Nævn behandler kun sager, der vedrører lægers lægegerning, og kan således ikke behandle sager, der vedrører forhold, der er sket uden for lægegerningen f.eks. i fritiden. 4.1 Lægeetisk Nævn Lægeetisk Nævn træffer beslutning om, hvorvidt der er sket overtrædelse af Lægeforeningens etiske og kollegiale regler. Nævnet består af fem medlemmer og fem suppleanter fra Lægeforeningen, som er valgt af Repræsentantskabet til at repræsentere de forskellige delforeninger. Lægeforeningen behandler sager efter henvendelse fra medlemmer af Lægeforeningen, men kan også tage en sag op af egen drift. Sager kan ikke behandles af Lægeetisk Nævn, hvis de helt eller delvist omhandler adfærdsmæssige, etiske og kollegiale spørgsmål, og sagerne er indbragt for domstolene, en voldgiftsret, Retslægerådet, Sundhedsstyrelsen eller Patientombuddet. Det samme gælder, hvis sagerne er indbragt for en af Lægeforeningens eller delforeningernes udvalg. 4.1.1 Lægeetisk Nævns behandling af sager Parterne i klagesagerne har forud for Nævnets behandling af sagen indgivet forskellige skriftlige bidrag og har haft mulighed for at kommentere på hinandens materiale i sagen. Det er den enkelte klager, der skal gøre opmærksom på hvilke etiske eller kollegiale regler, som vedkommende støtter sin sag på, og det er ligeledes den enkelte klager, der skal føre den fornødne dokumentation for sin påstand. Nævnet kan alene påtale overtrædelse af de etiske eller kollegiale regler. Nævnets formand kan sammen med Nævnets sekretær afgøre om en sag skal afvises, og Nævnets medlemmer skal orienteres om afviste afgørelser og har mulighed for at omgøre en beslutning om afvisning. Forud for et Nævnsmøde udfærdiger hvert medlem en individuel skriftlig votering, som sendes til sekretariatet, hvorefter sekretariatet udsender en kopi af alle voteringerne til nævnsmedlemmerne sammen med mødeindkaldelsen. På selve Nævnsmødet inddrages alle sagsakter og votering i en mundtlig votering. Nævnets afgørelser kan inden for en frist af fire uger få prøvet sagen i Voldgiftsretten. Lægeetisk Nævn træffer beslutning ved simpelt flertal, og har der være dissens i afgørelsen, skal det fremgå af afgørelsen. Lægeetisk Nævn kan indstille til Lægeforeningens bestyrelse, at der rejses en sag ved Voldgiftsretten. 4.2 Voldgiftsretten Voldgiftsretten består af en formand, der er jurist, og seks andre medlemmer, der er læger. Formanden er præsidenten for Sø- og Handelsretten eller en af ham udpeget juridisk dommer. I ankebehandling af afgørelser truffet af Lægeetisk Nævn deltager formanden samt to medlemmer, der udpeges af formanden. 4.2.1 Voldgiftsrettens behandling af sager Ankesagen behandles skriftligt på baggrund af Lægeetisk Nævns afgørelser og det materiale, der forelå for Nævnet, og der indhentes ikke yderligere materiale i sagen. Voldgiftsretten træffer beslutning om, hvorvidt 7
der er sket en overtrædelse af de etiske eller kollegiale regler. Når Voldgiftsretten har truffet beslutning i sagen, orienteres Lægeforeningens bestyrelse, som kan beslutte, om der skal foretages yderligere retsskridt, herunder om der skal anlægges sag ved Voldgiftsretten med påstand om idømmelse af erstatning, bod eller eksklusion. 4.3 Offentliggørelse af sager Lægeetisk Nævn beslutter selv om deres afgørelse skal offentliggøres og i hvilken form. Bestyrelsen beslutter om Voldgiftsrettens kendelse skal offentliggøres i Ugeskrift for Læger og i hvilken form, dvs. om det skal ske med eller uden navn, og om det er hele eller dele af kendelsen. 4.4 Skematisk oversigt over Lægeforeningens selvjustitsstruktur Lægeforeningen Forum med selvjustits Rolle Medlemmer Regler Sanktioner Offentliggørelse Lægeetisk Nævn Voldgiftsretten Lægeetisk Nævn: Behandler sager efter henvendelse fra medlemmer. Den enkelte part gør selv opmærksom på, hvilke regler den anden part indklages for. Kan tage en sag op af egen drift. Kan ikke behandle sager, der er indbragt for en anden instans. Sagerne behandles skriftligt. Voldgiftsretten: Behandler sager fra Lægeetisk Nævn. Sagerne behandles skriftligt. Der indhentes ikke yderligere materiale. I behandlingen af de konkrete sager del tager formanden og to medlemmer, der udpeges af formanden. Lægeetisk Nævn består af fem medlemmer og fem suppleanter valgt af repræsentantskabet Voldgiftsretten består af en formand, som er jurist og seks andre medlemmer, som er læger. Formanden er præsidenten for Sø- og Handelsretten. Etiske og kollegiale regler. Lægeetisk Nævn kan give sanktioner i form af påtaler. Voldgiftsretten kan give påtale. Erstatning, bod og eksklusion kan ske efter bestyrelsens beslutning om, at der skal anlægges en sag herom ved Voldgiftsretten. Lægeetisk Nævn kan beslutte om en afgørelse skal offentliggøres. Der er ikke formkrav til offentliggørelsen. Bestyrelsen beslutter om en kendelse fra Voldgiftsretten skal offentliggøres og i hvilken form (med/uden navn eller hel/delvis kendelse). Ovenstående giver anledning til følgende spørgsmål: Er Lægeforeningens etiske og kollegiale regler tilstrækkelige til at håndhæve de etiske, kollegiale, m.v. problemer, som berører lægestanden, jf. sager fra medierne? (Akuttelefonen, misbrug af forskningsmidler, DNA sagen m.v. ) Skal personer, der ikke er medlem af Lægeforeningen, kunne indbringe en sag for Lægeetisk Nævn med henblik på en vurdering af overtrædelse af etiske eller kollegiale regler? Hvilke dilemmaer giver det anledning til? Skal medlemmer af Lægeforeningen kunne indbringe en sag for Lægeetisk Nævn, selvom de ikke selv er part i sagen (ingen retlig interesse)? Skal parterne i sager indbragt for Lægeetisk Nævn/ Voldgiftsretten have mulighed for at give møde over for Nævnet/Voldgiftsretten? Eventuelt i form af en advokat? Hvilke overvejelser giver det anledning til? Skal Lægeetisk Nævn/Voldgiftsretten kunne føre vidner? Skal Lægeetisk Nævn og Voldgiftsretten have yderligere beføjelser? Skal Lægeetisk Nævn af sig selv kunne tage sager op om etiske eller kollegiale regler, selvom lægen er frikendt ved de civile domstole eller andre instanser herunder administrative myndigheder? Hvilke overvejelser giver det anledning til f.eks. i forhold til oplysning af sagen herunder bevisbedømmelsen/ dokumentationen i sagen osv.? 8
5. Opsummering af undersøgelser af internationale lægeforeningers selvjustits, andre nationale organisationers selvjustits og Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis 5.1 Indledning I dette afsnit er en kort opsummering af hovedelementerne i undersøgelserne af udvalgte internationale lægeforeningers selvjustits, udvalgte nationale organisationers selvjustits og Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis. Undersøgelserne er mere udførligt beskrevet i det tilhørende bilagsmateriale, hvortil der henvises. 5.2 Håndtering af selvjustits i andre landes lægeforeninger Lægeforeningens sekretariat har kontaktet lægeforeningerne i Sverige, Norge, Island og Storbritannien for at få et indtryk af disse landes håndtering af selvjustits, forstået som foreningernes behandling af sager, hvor en læge har forbrudt sig imod de interne etiske og kollegiale regler. Der har således været fokus på at undersøge, om landene havde et råd/nævn med en rolle, der kunne sammenlignes med Lægeetisk Nævn, og hvad disse råds rolle og handlemuligheder var. Nedenfor findes en kort beskrivelse af input fra de kontaktede lande. De tre nordiske lande har alle et etisk råd, som arbejder med udgangspunkt i regler, som emnemæssigt svarer til de danske. I Norge og Sverige har rådet til opgave både at rådgive om etiske emner og problemstillinger og at behandle og træffe afgørelser i sager, hvor læger har forbrudt sig imod reglerne. I Island har rådet alene til opgave at behandle og træffe afgørelser i sager. Ved afgørelser, der viser, at en læge har forbrudt sig imod reglerne kan det svenske råd alene udtrykke kritik gennem en dialog med den pågældende læge, og afgørelserne offentliggøres ikke. I Norge og på Island offentliggøres afgørelserne, og rådet kan i grove tilfælde indstille sagen til eventuel sanktionering i andre regi. I Storbritannien behandles sager om lægers brud på etiske eller kollegiale regler i regi af en uafhængig organisation, General Medical Council. Det skal dog bemærkes, at den britiske lægeforening selv har et betydeligt fokus på etiske problemstillinger og i betydeligt omfang stiller etikrelateret materiale til rådighed for medlemmerne, men materialet er alene vejledende. En skematisk oversigt ser således ud: Lægeforening Norge Sverige Island Storbritannien Forum med selvjustits Rådet for Legeetikk Etik- och ansvarsrådet Etikkomitéen Nej - udlagt til selvstændig organisation (GMC) Rolle Drøfte og rådgive Drøfte og rådgive Behandle klager Nej om etiske emner. Behandle sager om brud på etiske regler om etiske emner. Behandle sager om brud på etiske regler brud på etiske regler Medlemmer Fem alle læger Otte alle læger Tre to læger og Nej en advokat Regler Emner lig de danske Emner lig de danske Emner lig de danske Nej - kun vejledende materiale Sanktioner Udtale kritik og pålægge Ingen - kun dialog Kan uddele reprimande. Ingen udbedring og bekla- gelse. Ved grove sager, indstilling til eksklusion med indklagede Ved grove tilfælde videregive til myndigheder Offentliggørelse Ja - i anonymiseret form Nej men eventuel generel udtalelse om emnet Ja - i foreningens tidsskrift, eventuelt anonymiseret. Derudover anonymiseret på foreningens intranet Nej 9
Ovenstående afsnit giver anledning til følgende spørgsmål: Giver ovenstående information om andre landes håndtering af selvjustits grund til at justere den danske håndtering af selvjustits? Bør der som i Island være en jurist som medlem eller formand for Lægeetisk Nævn? Bør vi som i Norge og på Island i højere grad sikre offentlighed om afgørelserne i Lægeetisk Nævn? Skal sanktionsmulighederne udvides ved brud på etiske og kollegiale regler? Bør sager om brud på etiske eller kollegiale retningslinjer placeres i en uafhængig organisation som i Storbritannien? Er der behov for yderligere beskrivelse eller drøftelse af andre landes håndtering af selvjustits forud for drøftelserne om selvjustits? 5.3 Håndtering af selvjustits i andre nationale organisationer Til inspiration for drøftelsen af selvjustits i Lægeforeningen er selvjustitsen i andre danske organisationer blevet undersøgt. Konkret er der tale om selvjustitsen i Advokatrådet, Lægemiddelindustrien, Den Danske Dyrlægeforening og Tandlægeforeningen. I undersøgelsen er der set på de etiske og kollegiale regler, deres råd/nævns sammensætning og sagsbehandling, sanktionsmuligheder og offentliggørelsesordninger. En opsummering af de forskellige ordninger viser, at alle de undersøgte organisationer har etiske regler af forskellig karakter. Tandlægeforeningen har derudover kollegiale regler, mens Den Danske Dyrlægeforeningen har et etisk kodeks, der sammen med andre forhold tillige beskriver god etik om kollegial omtale. Advokatrådet havde indtil 2011 også kollegiale regler, men Advokatrådet ønskede ikke længere laugsregler, da de ønskede at understrege, at andre interesser skal vige for klienternes interesser. Alle organisationerne har fora, hvor sagerne behandles. Flere af organisationerne har tillige en rådgivende funktion og en mæglingsfunktion som et forebyggende tiltag. Alle organisationerne har juridiske kompetencer i deres nævn/råd/voldgiftsretter, og Advokatnævnet og Lægemiddelindustrien har eksterne repræsentanter. Organisationernes sanktionsmuligheder er forskellige og spænder bredt fra påtaler, irettesættelser, bøder, (offentlig) berigtigelse til eksklusion. Alle organisationer har egentlige offentliggørelsesordninger, men de bliver ikke nødvendigvis brugt. Dog har Advokatrådet og Lægemiddelindustrien egentlige gabestokke, hvor parters navne/sager offentliggøres. En mere udførlig gennemgang af de forskellige organisationers ordninger kan findes i det tilhørende bilagsmateriale. En skematisk oversigt ser således ud: Organisation Advokatrådet Lægemiddelindustrien Den Danske Dyrlægeforening Tandlægeforeningen Forum med selvjustits Advokatnævnet og herefter retten Etisk Nævn består af: 1. Granskningsmands-panelet 2. Ankenævnet Etisk Nævn Voldgiftsretterne en fast voldgiftsret og en overvoldgiftsret Kredsbestyrelsen Forretningsudvalget/ Hovedbestyrelsen Voldgiftsret Rolle Behandle klager over adfærd og salærer Etisk Nævn fører tilsyn, kontrollerer og sanktionerer Etisk Nævn besvarer spørgsmål om etiske bestemmelser, behandler klager og fører tilsyn Kredsbestyrelsen undersøger sagen og forsøger at forlige sagen. Forretningsudvalget behandler klagesager om etiske/kollegiale regler Voldgiftsretten behandler sager, når der er ikendelse af bod på mere end 10.000 kr. eller påstand om eksklusion 10
Organisation Advokatrådet Lægemiddelindustrien Den Danske Dyrlægeforening Tandlægeforeningen Medlemmer 21 medlemmer (plenum). Behandler kun principielle sager Afdelinger med syv medlemmer heraf tre offentlighedsrepræsentanter Granskningspanelet består af to jurister og tre lægefaglige Ankenævnet består af en juridisk formand, en læge med klinisk farmakologisk viden, et tidligere medlem af lægemiddelindustrien, en jurist Etisk Nævn har seks medlemmer og to suppleanter Den faste voldgiftsret består af tre medlemmer og seks suppleanter Overvoldgiftsretten består af en juridisk formand og fire medlemmer Kredsbestyrelsen består af tandlæger i de forskellige kredse. Forretningsudvalget består af en formand og to næstformænd Voldgiftsretten består af en landsdommer, en formand og to tandlæger valgt på generalforsamlingen Regler Har etiske regler og lovfastsat regel om god advokatskik Kun etiske regler om samarbejde med og information til sundhedspersoner, beslutningstagere, patientforeninger og hospitaler Etiske principper for dyrene, klienter, offentligheden og kolleger. Etisk kodeks for god etik inden for ansættelser, efteruddannelse, habilitet, tavshedspligt m.v, men også om kollegial omtale Etiske og kollegiale regler. Etiske regler beskriver forhold mellem tandlægen og samfundet, patienterne, offentligheden, myndigheder m.v. De kollegiale regler beskriver forholdet mellem tandlægen og kollegaerne f.eks. dennes arbejde eller metode, orienteringspligt, hvis der indgives en klage, embedsførelse m.v. Sanktioner Udtaler sig om tilsidesættelse af god advokatskik. Kan medføre sanktion irettesættelse, bøder og frakendelse af retten til at virke som advokat. Sanktioner i form af bøder, tilbagekaldelse af materiale, (offentlig) berigtigelse Granskningspanelet har forebyggende funktion og behandler forhåndsgodkendelser, giver vejledning om regler, undervisning m.v. Etisk Nævn kan påtale/misbillige et forhold og idømme bøder på indtil 25.000 kr. eller henvise sagen til voldgiftsretterne Voldgiftsretterne kan påtale/misbillige og idømme bøder på indtil 50.000 kr. Kredsbestyrelsen kan alene udtale sig om sagens overholdelse/ikke overholdelse af etiske/kollegiale regler. Forretningsudvalget kan give påtale, pålæg om personlig udviklingsplan, ikendelse af bod op til 10.000 kr. eller offentliggørelse af sagen i anonymiseret, principiel form. Voldgiftsretten kan ikende bod, påtale m.v. Offentliggørelse Offentliggørelsesordning med navn Gabestok. Står der i 12 mdr. (ikke bøder på under 10.000 kr.) Offentliggørelse af sager uden navn (vidensdatabase) Hvis idømt sanktion, så offentliggøres afgørelsen på ENLI s hjemmeside med navn og i sin fulde form. Tilgængelig i to år. Voldgiftsretternes kendelse uden navn kan offentliggøres i foreningens medlemsblad. Offentliggørelsesordning i anonymiseret, principiel form eller med navn i Tandlægebladet. 11
Ovenstående giver anledning til følgende spørgsmål: Giver de andre organisationers regelsæt for selvjustits anledning til overvejelser? I givet fald hvilke overvejelser? 5.4 Sammenfatning af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis På baggrund af en analyse foretaget af Lægeforeningens sekretariat kan det konstateres, at Lægeetisk Nævn ikke har tradition for at tage tager op af egen drift, idet kun én sag i den undersøgte periode (2005-2014) er taget op af egen drift. For så vidt angår indbringelse af sager omhandlende de kollegiale regler, kan det konstateres, at kun de kollegiale bestemmelser om interkollegial kritik benyttes. Lægeetisk Nævn har ikke behandlet andre sager om de kollegiale regler i den undersøgte periode. For så vidt angår de etiske regler så har Lægeetisk Nævn i elleve sager behandlet overtrædelse af disse bestemmelser, hvoraf de syv sager omhandlede samme bestemmelse, 2, stk. 1. 1. pkt. om at en læge er forpligtet til at medvirke til at forebygge sygdomme og at fremme sundhed. Disse sager havde Lægeetisk Nævn rejst af egen drift. Det kan konstateres, at der er stor konsensus om de trufne afgørelser i Lægeetisk Nævn, idet der kun er én sag i den undersøgte periode, hvor afgørelsen er truffet med dissens. Derudover kan det konstateres, at Lægeetisk Nævn i den undersøgte periode ikke har offentliggjort en eneste afgørelse fra Nævnet i sin helhed, men i en enkelt sag er sagen omtalt i generel, anonymiseret form. I perioden har Lægeetisk Nævn ikke i nogen sager indstillet til Lægeforeningens bestyrelse, at der skal rejses en sag ved Voldgiftsretten. Af afgørelserne fra Lægeetisk Nævn er kun to afgørelser indbragt for Voldgiftsretten. Det kan være udtryk for, at klagerne er tilfredse med Lægeetisk Nævns afgørelser herunder finder dem rimelige og velunderbyggede i argumentationen. Det kan også skyldes, at det har taget noget tid fra hændelsen er sket, til sagen er færdigbehandlet i Lægeetisk Nævn, og parterne, herunder klager, har fået sagen lidt på afstand og ikke har et behov for at forfølge sagen yderligere. Voldgiftsretten har i begge de sager, som retten har behandlet, helt eller delvis omstødt Lægeetisk Nævns afgørelse. Bestyrelsen har i én sag truffet beslutning om offentliggørelse af Voldgiftsrettens kendelse med navns nævnelse, da der var tale om en principiel sag, og sagen havde været eksponeret i medierne af de involverede parter. Bestyrelsen har ikke i nogen af sagerne fra Voldgiftsretten truffet beslutning om yderligere retsskridt, herunder om anlæggelse af sag ved Voldgiftsretten med påstand om idømmelse af erstatning, bod eller eksklusion. Giver gennemgangen af Lægeetisk Nævns/Voldgiftsrettens sager anledning til overvejelser i forhold til rækkevidden af de etiske og kollegiale regler og i givet fald hvilke? Skal alle sager fra Lægeetisk Nævn også fremover kunne indbringes for Voldgiftsretten? Skal (medlemmer af Lægeetisk Nævn) kunne indbringe principielle sager for Voldgiftsretten? Bør Lægeetisk Nævn/Voldgiftsretten offentliggøre sine afgørelser? Skal det være alle sager eller kun sager af principiel karakter? I hvilken form skal en offentliggørelse ske, og hvor skal afgørelsen offentliggøres? Hvilke overvejelser giver en offentliggørelse anledning til? Skal sammensætningen af Lægeetisk Nævn ændres, f.eks. skal der være en dommer/jurist i Nævnet? Er den måde som Lægeforeningen har indrettet selvjustitsen i regi af Lægeetisk Nævn/Voldgiftsretten tilstrækkelig, eller er der behov for at have en ekstern instans, som træffer beslutning om lægers etiske og kollegiale adfærd, f.eks. en instans uden for Lægeforeningen? Hvilke spørgsmål giver Lægeforeningens selvjustits og Lægeetisk Nævns/Voldgiftsrettens praksis anledning til at drøfte? Er der særlige dilemmaer, som skal adresseres og drøftes i forhold til beskrivelsen af Lægeforeningens selvjustits og gennemgangen af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis? 12
6. Er der brug for nye regler, ændret praksis eller nye rammer? Med udgangspunkt i formålet med Lægeforeningens selvjustits (se afsnit 2.4.3) kunne man overveje, om der er brug for justeringer af de nuværende regler og rammer og den nuværende praksis. Hvis lægestanden skal have bedre mulighed for offentligt at tage afstand fra læger, som forbryder sig imod lægestandens etiske eller kollegiale standarder, så er spørgsmålet om dette kræver ændringer af de nuværende regler eller procedurer? 6.1 Skal Lægeetisk Nævn tage flere sager op af egen drift? Gennem en justering af kommissoriet kunne man eksempelvis pålægge Lægeetisk Nævn i højere grad af egen drift at behandle sager, som kunne have en skadelig effekt for lægestandens offentlige anseelse. Dette ville betyde, at nævnet i flere tilfælde skulle behandle og eventuelt udtale kritik i sager, hvor en læge er under mistanke for eller har erkendt at have forbrudt sig imod de etiske retningslinjer. En sådan mere proaktiv praksis i Lægeetisk Nævn ville have den fordel, at den kunne tydeliggøre over for offentligheden, at lægestanden i Danmark er villig til at udtale kritik eller ligefrem ekskludere medlemmer, som ikke lever op til standens etiske standarder. En sådan udvidet praksis med sanktioner imod såkaldt brodne kar ville naturligvis skulle foregå på et solidt faktuelt grundlag, og det er ikke umiddelbart klart, hvordan nævnet skulle sikre sig et sådant grundlag. Skulle nævnet foretage en aktiv efterforskning af sager ved at bede om udtalelser fra relevante medlemmer (og andre personer med relevant viden)? Og i så fald, hvilke kompetencer, procedurer og ressourcer ville dette så kræve for at opretholde en tilstrækkelig retssikkerhed? 6.2 Skal de etiske eller kollegiale regler justeres? I dag er reglerne således, at Lægeetisk Nævn ikke kan behandle sager, hvor der er mistanke om et medlems brud på de etiske eller kollegiale regler, hvis en anden myndighed behandler eller allerede har pålagt medlemmet en sanktion for den pågældende handling. Denne regel lægger en betydelig begrænsning på Lægeetisk Nævns mulighed for at agere i sager, hvor et medlem har handlet på en måde, som er skadelig for lægestandens offentlige anseelse simpelthen fordi der i disse sager ofte både er tale om brud på etiske og juridiske regler, og at sagen derfor bliver behandlet i retsvæsnet. Dette er eksempelvis tilfældet i den såkaldte DNA-sag, hvor en læge er dømt ubetinget fængsel i byretten for at have begået bedrageri og dokumentfalsk for at undgå et faderskab. Som reglerne er i dag, har Lægeetisk Nævn ikke mulighed for eksempelvis at anbefale eksklusion af det pågældende medlem og på den måde offentligt demonstrere, at lægestanden ikke vil acceptere uetisk og ulovlig adfærd. Bør denne nuværende begrænsning ændres? Eller er princippet om, at en person ikke bør straffes flere gange for den samme handling netop så vigtigt, at lægestanden må acceptere, at den dømte læge fortsat kan være medlem af Lægeforeningen? En anden udvidelse af rækkevidden for de etiske eller kollegiale regler kunne være indførelsen af et såkaldt decorum-krav, dvs. en regel om at læger til enhver tid skal handle på en måde, der gør dem værdige til den agtelse og tillid, som det lægelige virke forudsætter. Dette ville gælde, uanset om handlingen er sket som en del af lægegerningen eller under private forhold. På baggrund af et sådant krav ville Lægeetisk Nævn kunne behandle og eventuelt tildele sanktioner i sager, hvor en læge har forbrudt sig imod samfundets almindelige etiske standarder, men ikke har overtrådt Lægeforeningens etiske regler, som de foreligger i dag. Dette kunne eksempelvis være sager, hvor læger har misbrugt forskningsmidler eller systematisk fabrikeret data til brug for forskningsmæssige udgivelser. Et sådan decorum-krav kunne dermed gøre det muligt for lægestanden at sige fra over for læger, hvis uetiske handlinger skader lægernes anseelse i offentligheden. På den anden side, så kan det blive vanskeligt at vurdere, om en læge har forbrudt sig imod almindelige etiske standarder i en sådan grad, at det fordrede en sanktion fra Lægeforeningen. Der findes ikke et sæt regler, som man i givet fald ville kunne henvise til i argumentationen, og dermed ville lægerne kunne dømmes for brud på standarder, som de nok kender til, men som de ikke kan læse nogen steder. Det er endvidere helt afgørende, at medlemmerne fortsat trygt kan henvende sig og få vejledning hos Lægeforeningen også i situationer hvor medlemmet måske har handlet uhensigtsmæssigt. Der bør fortsat være vandtætte skotter imellem Lægeforeningens rådgivende funktion og de disciplinære funktioner, således at medlemmer trygt kan stole på, at oplysninger, som udleveres i en rådgivningssituation, ikke senere vil finde anvendelse i en disciplinærsag. Det bør der- 8 Se eksempelvis denne artikel i Politiken: http://politiken.dk/indland/ece2251748/laeger-frikender-laeger-for-1813-chikane/ 13
for overvejes grundigt, om en sådan decorum-regel ville underminere denne tryghed hos medlemmerne. 6.2.1 Er der brug for de kollegiale regler? Det bør endvidere overvejes, om Lægeforeningen overhovedet har gavn af de kollegiale regler som supplement til de etiske regler. Måske signalerer Lægeetisk Nævns fokus på de kollegiale regler (jf. afsnit 5.4), at lægerne har mere fokus på at tage hensyn til hinanden end på at tage hensyn til patienterne hvilket bestemt ikke er det signal, som lægestanden gerne vil sende. Det var netop en sådan overvejelse, der gik forud, da Advokatrådet fjernede en regel om hensynet til kollega fra deres regelsæt. spørgsmålet om, hvad formålet med denne selvjustits er. Ovenstående giver anledning til følgende spørgsmål: Er der behov for at ændre de etiske og kollegiale regler? I så fald på hvilke områder? Er der behov for nye institutioner? I så fald, hvilke og hvordan skulle de være sammensat? Bør Lægeetisk Nævn tage sager (flere) op af egen drift? 6.3 Er der brug for en helt anden organisering? I dag er det Lægeetisk Nævn, som behandler sager med mistanke om uetisk eller ukollegial adfærd blandt Lægeforeningens medlemmer ud fra de nedskrevne regelsæt. Men denne konstruktion kan fra et eksternt perspektiv give mistanke om nepotisme blandet lægerne, særligt i sager hvor medlemmer frifindes 8. Man kunne derfor overveje om en anden konstruktion ville være bedre. Eksempelvis kunne man justere sammensætningen af Lægeetisk Nævn og måske tilføje ekstern repræsentation, eller man kunne lægge etiske bedømmelser ud i en ekstern instans. I en sådan instans ville lægernes perspektiv kunne suppleres med offentlighedens og ikke mindst patienternes perspektiv, hvilket måske kunne skabe et tydeligere billede af lægestandens ønske om at spille med åbne kort i opgøret med læger, der handler uetisk. Spørgsmålet er dog, om man i en sådan ekstern instans ville kunne sikre den nødvendige forståelse for den lægefaglige praksis og bevare den troværdighed og tyngde, der ligger i, at læger, der får kritik af Lægeetisk Nævn, er blevet dømt af deres egne fagfæller. Man kunne ligeledes spørge, om en sådan ekstern konstruktion i det hele taget kunne beskrives som selvjustits eller om en ekstern konstruktion ville blive betragtet som et billede på, at lægestanden ikke selv var i stand til at holde orden i egne rækker og derfor har bedt andre om at gøre det 9. 6.4 Formålet skal komme før metoden Ovenstående spørgsmål om udvidet aktivitet, rækkevidde og organisering bør være en del af drøftelserne, når lægestanden tager stilling til, hvordan selvjustitsen fremadrettet skal håndteres. Som tidligere nævnt er det dog vigtigt ikke at glemme drøftelsen af, hvorfor lægestanden i det hele taget skal have en praksis med selvjustits. En drøftelse af, hvordan lægestanden skal udøve selvjustits bør altid hvile på et klart svar på 9 Det skal bemærkes, at en eksternt etisk bedømmelsesinstans ikke ville være parallelt til den engelske model beskrevet i afsnit 5.2. Alle læger i England skal være registreret hos General Medical Council, som både tildeler lægernes autorisation og sætter de bindende etiske standarder. 14