Kystbeskyttelsesloven er ikke en tidssvarende lov.

Kystbeskyttelsesloven er ikke en tidssvarende lov. Med dette historiske rids, er det hensigten at påvise, at lovene om kystsikring er blevet til over flere hundrede år og derved er kystbeskyttelsesloven en lov opbygget af tillæg på tillæg, der dels har haft betydning for de adelsmænd der har lagt penge til diger og dæmninger gennem tiden og dels har været en del af kongemagtens krigsmaskine i Sønderjylland. Hvordan er det endt med at være et Grundejeransvar? Kilderne er en samling af historiske beskrivelser fra internettet. Primært fra http://www.graenseforeningen.dk/ Historisk sammenskrivning Historisk er der noget der tyder på, at kystbeskyttelse i Danmark er en gammel sag. Der er fundet diger helt tilbage til vikingetiden. Et egentligt digesystem ser ud til at komme til landet sammen med Friserne, der indvandrede til Sydvestjylland og her begyndte inddæmningen, for at få mere land. I vikingetiden var friserne primært under dansk overherredømme, hvilket blev efterfulgt af tysk styre med omfattende selvstyre i første halvdel af det andet årtusind. I denne periode skete der en del landskabsmæssige ændringer i området (Sydvestjylland), hvilket friserne lærte at leve med ved at bygge diger, sluser og kunstige forhøjninger til bebyggelse 1. Friserne er således årsagen til det der bliver til digelagene. Der er mange gamle betegnelser, som man skal være sønderjyde for at forstå i dag. Jeg har valgt et par stykker herunder 2. Halling: Vadehavsø uden dige. En hallig er stærkt udsat for oversvømmelse i forbindelse med kraftigt højvande eller stormflod. Værft: En kunstigt opkastede høj. På beboede halliger er husene byggede på såkaldte værfter og ved højvande oversvømmes øen (Halling). Det er en hændelse der sker 20-30 gange på en typisk vinter. Oversvømmelse kaldes Land Unter. Højvande oversvømmer Halling Halligerne var oprindelig en del af fastlandet, men blev løsrevet ved de store stormfloder i 1362 ( De grote Mandrænk, hvor der mellem Ribe og Flanders kyst skal være druknet 100.000 mennesker) og 1634. Havet har gennem århundrederne taget mere og mere af halligerne, som i dag har et samlet areal på 2281 hektar med ca. 250 indbyggere. Halligerne er i dag beskyttede af kraftige stensætninger mod vest. Store dele af halligerne henligger som fuglereservater.

På halligerne lever man mest af kvægopfodring og turisme. Ud for den sydslesvigske vestkyst findes 10 halliger. Nord for grænsen findes kun en enkelt, nemlig den ubeboede fugleø Jordsand: Tidligere beboet men nu forsvundet ø i Listerdyb syd for Rømø 6. Man er nød til at respektere et folk, der i den grad finder løsninger på livets problemer. Friserne var et fredeligt folk der var trængt dels af den tids krigerfolk og heraf fortrængningen til yderområderne, hvor de møder havets grusomheder, som de finder løsninger til. I dag er Holland eksperterne, når det gælder inddæmning og digebygning. Digeloven opstod bevisligt først i 1400-tallet under landsherrens indflydelse, da de stadigt større koge blev planlagt og etableret. Den såkaldte Spadelandsret opstod fra 1459, den blev kodificeret i 1556. I de kongerigske enklaver på Før, Amrum og List fulgte man fra 1435 i stadigt større grad dansk lov. I kogene ved Tønder og Højer var henholdsvis Nordstrander og Eiderstedter Landrecht gældende lov 3. Kog Et kog er et inddiget landområde i marskegnene i det vestlige Sønderjylland og Sydslesvig. Ordet har frisisk oprindelse 4. Mellem Ejderen og Højer er der i 2011 i alt 171 koge omgivet af 855 km diger. De tidligste diger var såkaldte sommerdiger, lave diger der skulle beskytte afgrøderne om sommeren. De kendes bl.a. fra Hallig Hooge omkring år 1000. Fra omkring år 1100 kendes regulære havdiger, opført af frisiske indvandrere langs Nordfrislands kyst. Et stigende vandspejl tvang indbyggerne til at bygge digerne. De ældste diger havde en ret skrå profil på begge sider. I slutningen af 1400-tallet udviklede man de såkaldte stakdiger, hvor et bolværk af tømmer støttede diget ud mod havsiden. På dette tidspunkt indkaldte man hollandske eksperter til digebyggeri, bl.a. ved Ballummarsken. De ældste kendte havdiger langs den slesvigske vadehavskyst blev anlagt i Viddingherred syd for Tøndermarsken (Viddingherreds Kog) midt i 1400-tallet. I det hele taget var der store digebyggerier hele vejen syd på til Ejdersted i løbet af 14-1500-tallet. I 1553-56 lod hertug Hans den Ældre, der var foregangsmand i forbindelse med inddigningen, et havdige opføre mellem Højer og Rudbøl. Det er på dette dige, at vejen fra Højer til Rudbøl i dag er anlagt. I perioden 1562-66 fortsatte Hans den Ældre med inddigningen af den store Gudskog syd for Tønder. Først i 1610 begyndte man at bruge trillebør til digebyggeri. Det var en af de hollandske eksperter, Johann Claussen, der indførte den, han fik derfor tilnavnet Rollwagen. I løbet af 1700-tallet blev der opført nye og bedre diger med en fladere profil mod havet, bl.a. i bugten ud for Bredsted, og mange nye koge opstod 5. Diger Formålet med inddigning var at skabe nyt landbrugsland samt sikre sig med bedre og bedre diger. Dyrkbart land er meter for meter flyttet ud mod vest. Der var meget skrappe regler for vedligeholdelse af digerne. F.eks. kunne det være forbundet med dødsstraf, hvis man lod sit kvæg græsse på digerne, fordi dyrenes klove ødelægger det beskyttende græslag på diget og dermed svækker det. Får er det eneste dyr som får lov at græsse på digerne fordi fårenes hove ikke skader græsset. I Ejdersteds digeforordning fra 1595 hedder det f.eks.: Den der gennemgraver diger, eller afhugger ankre, pæle, skotter og brædder fra planke- og bolværkerne, skal med rebet bringes fra livet til døden". En anden håndfast regel udtrykkes i "Vil du ikke dige, må du vige". Hvis man ville nyde godt af den frugtbare jord inden for diget, måtte man også bidrage til vedligeholdelse af diget. Princippet udtrykkes i sætningen "Intet land uden dige, intet dige uden land". Såkaldte "digegrever" havde (og har fortsat) tilsyn med digernes vedligeholdelsestilstand. Det nyeste dige i det dansk-tyske Vadehav er Det fremskudte Dige, som beskytter Tønder-marsken mod stormflod. Diget løber fra Emmerlev Klev vest for Højer til Hindenburg-dæmningen. Digevæsen Allerede fra middelalderen blev diger langs Vadehavet af kongemagten betragtet som et middel til at skaffe passage, så kongen kunne udøve sin magt i Utlande, fx over for friserne i Ejdersted. Digerne var veje, men først og

fremmest beskyttelse mod havet, især efter de store stormfloder i 1300-tallet, hvor en befolkningsstigning samtidig øgede behovet for land. Det var nødvendigt med en stram organisation omkring digebyggeriet. Kapitalstærke anpartsselskaber, hvor også konge og biskop deltog, finansierede gennem 14-1500-tallet arbejdet, som blev udført af både lokale jordejere og deres folk samt af lejet arbejdskraft. Af hertug Hans den Ældres mange forordninger fra 1500-tallet handler en fjerdedel om digevæsen. Reglen var, at den enkelte jordejer skulle bidrage til arbejde og udgifter i forhold til den jord, han havde, og han fik så også tilsvarende jord i det nyinddigede område. Udtrykket fra Spadelandsretten 1557, Den, der ikke vil dige, må vige, antyder, at hvis man ville nyde godt af den frugtbare jord inden for diget, måtte man også bidrage til vedligeholdelse af diget. Hans den Ældre og de gottorpske hertuger koordinerede arbejdet; men efterhånden som digeprojekterne blev større, voksede fyrsternes rolle. De overtog initiativet, tilførte kapital og beholdt derfor også mere jord selv. Efter de store stormfloder 1717-20 var der brug for flere velhavende investorer, som til gengæld fik privilegier. Herved opstod de oktrojerede (altså privilegerede) koge med delvis skatte- og toldfrihed, fri ret til handel og håndværk, egen rets- og politimyndighed og delvis fritagelse for militærtjeneste. Kogene blev bl.a. opkaldt efter investorerne, fx Desmercières Kog og Reuss Kog. De oktrojerede koge var selvstændige administrative enheder og var indtil 1853/54 ikke underlagt amts- og herredsinddelingen. For at øge sikkerheden hos den vestslesvigske befolkning og som et udtryk for en øget centralisering kom der omkring 1800 en revision af digevæsenets administration. Staten overtog overtilsynet med digerne, og statslige digeinspektører blev ansat. Med Genforeningen skete der en nyorganisering af digeadministrationen. I dag er digevæsenet organiseret med lokale kogsinspektører, der har ansvar for drift og vedligehold i de enkelte koge. Kogsinspektørerne er organiseret i mange digelag, fx for marsken ved Tønder og for Bredeådalen, hvor kommuner og Direktoratet for FødevareErhverv også er repræsenteret. Digelagets formand er digegreven, som har det overordnede ansvar og ansvaret for alle fællesanliggender vedrørende drift og vedligeholdelse af diger samt afvandings- og bevandingsanlæg. Kystdirektoratet rådgiver digelaget og inspicerer diget to gange årligt sammen med digelaget. Digerne vedligeholdes bl.a. ved afgræsning eller græsslåning 7. Note: 1. http://da.wikipedia.org/wiki/frisere 2. http://www.graenseforeningen.dk/ 3. Af Albert A. Panten i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennard S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011. Litteratur: Horst Haider Munske og Nils Århammar: Handbuch des Friesischen / Handbook of Frisian Studies. Tübingen 2001. 4. Litteratur: F. Dinsen Hansen: Nordfrisland digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976. 5. Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011. Literatur: Sønderjyllands Historie indtil 1815, 2008. Elsemarie Dam-Jensen m.fl. (red.): Det grænseløse landskab Marsken mellem Tønder og Dagebüll. 2008. Harry Kunz i: S-H Lex. Per Ethelberg m.fl.: Det Sønderjyske Landbrugs Historie, bd. 2. 2003. Harry Kunz og Albert Panten: Die Köge Nordfrieslands. Heide 1997. Jörn Kohlus & Hila Küpper: Umweltatlas Wattenmeer, bd. 1. Stuttgart 1998. 6. Litteratur: F. Dinsen Hansen: Nordfrisland digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976. Richard Andersen: Vandringer syd for grænsen. Gyldendal 1981. Ture i Nord- og Sydslesvig. Politikens forlag 1965. 7. Af Elsemarie Dam-Jensen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

En tilsvarende historie kan man finde om digerne på Lollandfalster Det var hændelsen i 1872 på Lollandfalster, der satte gang i loven om statens kystsikringer. INDDÆMNINGEN Lungholms mest markante spor i landskabet findes i det store inddæmningsområde ved Saxfjed mod syd. Her rejstes med midler fra baroniet i 1874-79 det 10 km lange dige, der endnu sætter sig tydelige præg på området, og som kastede hen ved 1.800 tdr. nyt land af til baroniet. Motiveret af periodens stigende efterspørgsel på korn og foranlediget af en bundundersøgelse udarbejdet af kaptajn R. Carstensen, der havde påvist fortrinlig landbrugsjord, igangsatte baroniet i 1874 arbejdet med opførelse af diger og afvanding af det inddæmmede land. Baroniet havde store forventninger til indvindingen godsforvalter Kragelund skulle ligefrem have forudset afsætningsproblemer med den store produktion. Som redegørelsen fra kaptajn R. Carstensen i juli 1878 angående status og udfordringer med det store inddæmningsprojekt skulle vise, var forventningerne allerede fire år efter blevet afløst af skuffelse samtidig med, at udgifterne eksploderede. Medvirkende til den dårlige økonomi var bl.a. udgifterne til etableringen af digerne, visse steder næsten 7 m høje fra bund til krone. R. Carstensen havde i det oprindelige overslag budgetteret med, at baroniet selv skulle stå for opførelsen med økonomisk tilskud fra Digevæsnet. Da digerne under Lungholm imidlertid indgik i et samlet digeværk langs kysten, blev det i 1875 vedtaget, at det nationale digevæsen selv skulle rejse digerne med tilskud fra de private lodsejere deriblandt Lungholm. En ændring, der alene kom til at koste baroniet 52.452 kr., som baronen måtte finansiere gennem lån i baroniets båndlagte kapital. Da det samtidig ikke lykkedes at isolere Arealet fra det Landvand, der kommer fra det tilgrænsende Opland, måtte udgifterne til rørlægning og pumper bl.a. ved Billitze forøges, hvilket samlet set medførte en kraftig budgetoverskridelse, som baroniet havde svært ved at løfte, og samme år som redegørelsen forelå, blev det sat under administration. Det indvundne land skulle vise sig langt fra at kunne leve op til bundundersøgelserne fra 1874. I 1880 var området endnu præget af store områder med betydelig Sandmasse..., der lå ubeplantet hen ligesom sandflugt og oversvømmelser prægede området. Hurtigt stod det klart, at den store landbrugseventyr udeblev, og baroniet måtte se sig om efter alternative indkomstmuligheder. Løsningen lød i første omgang på fåreavl, og til formålet blev afgivet et overslag på opførelse af en schæferbolig ved inddæmningen til 1.490,27 kr., der rejstes sammen med to stalde. I februar 1880 indstillede skovrider Schröder til baroniet, at jyske Hedefaar kjøbes, idet de var billige og måtte antages [ ] haardføre Faar [ ] der egner sig langt bedre til den paagjældende Græsning og vil være taknemmelig for den rigeligere Næring. Fårene skibedes ind fra Kolding til Bandholm, hvorfra de blev transporteret til inddæmningen. Fåreavlen skulle imidlertid vise sig at være urentabel og blev efter et par år igen opgivet. Frem til midten af 1900-tallet blev der regelmæssigt forsøgt opdyrkning af de sandede jorder uden det store held. Baroniet måtte sande, at indvendingseventyret mod syd ikke have økonomisk overskud. Til gengæld kunne området benyttes til rekreative fornøjelser som jagt, hvilket allerede Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn fik øje for få år efter digerne færdigetablering. I september 1879 blev der ved den nybyggede Billitze Mølle rejst en staldbygning, der bl.a. skulle indbefatte den Hestestald som er aproberet opført til Hr. Lehnsbarons private Brug til opstaldning af heste i jagttiden. http://www.aabne-samlinger.dk/lollandfalster/historie/herreg_landsk/lungholm_inddaemning.asp

Lidt kronologisk oversvømmelser Stormflod: Ekstraordinært stort højvande i forbindelse med stærk blæst. Stormflod opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet (højvande, som udløser højdeforskel på ca. 2 meter, f.eks. ved Esbjerg) og stærk storm, som kan udløse 3 3,5 meters højdeforskel. Stormfloder i Nordsøen rammer især de nordvestvendte kyster i Vadehavet, Tyske Bugt og langs den hollandske kyst, fordi de kraftigste storme kommer fra nordvest. På halligerne kaldes stormflod for "Landunter", fordi hele landet sættes under vand. De værste stormfloder: 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (frisisk, den store mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen over 100.000 mennesker livet, hvilket formentlig er stærkt overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923. 1. november 1436. "Allehelgensfloden" rammer Slesvigs midterste kyst. Efter stormfloden sender Slesvig domkapitel en ansøgning til det pavelige koncil i Basel om hjælp fordi "det salte hav har taget 60 kirkesogne". Ribe domkapitels protokol, den såkaldte "Ribe Oldemor", beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne. Knap 100 år efter, i 1532 ramte den anden allehelgensaftensflod. Alene ved den sydslesvigske halvø Ejdersted druknede 100 mennesker og på øen Strand omkom 1.500 mennesker. I Tønder stod vandet 3 alen (1,8 meter) højt i Sct. Laurentii kirke, som ellers er bygget 3,5 meter over havets overflade, hvilket giver en vandstand på 5,3 meter over dagligt vande. Fra Ribe forlyder, at vandet stod så højt, at "der kunne fanges levende fisk i klosteromgangen". Alle Mandøs beboere omkom under oversvømmelserne, bortset fra 8 mænd, som tilfældigvis befandt sig på fastlandet. I følge legenden rejste de efter stormfloden til Sønderho på Fanø og fandt sig koner, som de bragte med til Mandø, hvor de byggede øsamfundet op igen. Stormfloden i december 1615 krævede også mange menneskeliv. Det var den begivenhed, der medførte, at Karen Roed fra Rømø i 1620 kom for Riber Ret og blev dømt og brændt for hekseri, fordi hun ifølge anklagen "rejste det store stormvejr for nogle år siden, da de mange fiskerbåde gik under og folkene druknede, så der den tid blev mange faderløse børn". Om samme storm noterer P. Rohde i Haderslev amts Beskrivelse: "Atter så skrækkelig en oversvømmelse af Vesterhavet at vandet stod op til vinduerne på Tønder slot og i Ribe by sejlede man med både". 11. oktober 1634 blev Sønderjyllands vestkyst ramt af den værste stormflod nogensinde, som blev kaldt "den anden store menneskedrukning". I Ribe brød havet ind i domkirken, der ligger knap 4 meter over dagligt vande. Inde i kirken blev vandstanden næsten mandshøj, 1,6 meter over kirkegulvet, det vil sige næsten 5,5 meter over dagligt vande. I f.eks. Nr. Farup sogn druknede 295 mennesker, halvdelen af sognet. Så langt væk som Seem sogn, der ligger 14 km fra havet, omkom 10 mennesker. Krønikeskriveren Peter Sax, der oplevede stormfloden, beretter: "Klokken syv vendte Herren vinden til sydvest, og lod det storme så stærkt, at næsten intet menneske kunne stå eller gå. Ved klokken 8 og 9 var alle diger sønderslagne, gennembrudte og omstyrtede. Luften var fuld af ild, hele himlen brændte og Gud Herren lod det tordne, regne, hagle, lyne og vinden blæste så stærkt, at jordens grundvold bevægede sig."

Stormfloden gik især ud over øen Strand, som blev delt i to hvorved øerne Pellworm og Nordstrand opstod. Af Strands ca. 9.000 indbyggere omkom de 6.000. På øen Pellworm kom man forholdsvis hurtigt i gang igen, men på Nordstrand skete det først, da kapitalstærke hollændere indvandrede i 1652. 3. februar 1825. Gik især ud over halligerne og øen Før. Af den samlede befolkning på 937 mennesker druknede 74. Kun 24 huse var beboelige. Efter stormfloden besøgte Frederik 6. området for at besigtige skaderne. 1. februar 1953. Forårsagede digebrud i Holland og kostede ca. 2.000 menneskeliv. 16. februar 1962. Ramte især de lavtliggende områder ved Elbens munding og Hamborg. 3. januar 1976. Ramte især Rømø dæmningen og talrige diger. Tøndermarsken måtte evakueres. Denne stormflod var anledning til et tæt dansk-tysk samarbejde om bygningen af "Det fremskudte Dige" fra Hindenburg-dæmningen til Emmerlev Klev ved Højer. 24. november 1981. Ramte især Esbjerg Havn, hvor vandstanden blev registreret til 4,33 meter over normalen. Det fremskudte Dige var færdigbygget få måneder før og bestod sin første alvorlige prøve. Kilder: Den store danske encyklopædi. F. Dinsen Hansen: Nordfrisland digernes land. Udgivet af Foriining for Nationale Friiske. Bygd 1976.