2. pinsedag på Isenbjerg fælles gudstjeneste for Isenvad, Ikast, Fonnesbæk, Bording, Christianshede og Engesvang sogne

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "2. pinsedag på Isenbjerg fælles gudstjeneste for Isenvad, Ikast, Fonnesbæk, Bording, Christianshede og Engesvang sogne"

Lene Olesen
8 år siden
Visninger:

1 1 2. pinsedag på Isenbjerg fælles gudstjeneste for Isenvad, Ikast, Fonnesbæk, Bording, Christianshede og Engesvang sogne 290 I al sin glans nu stråler solen 29 spænd over os dit himmelsejl 291 Du som går ud fra den levende Gud 725 Det dufter lysegrønt af græs Hvis vi for en år siden havde siddet, hvor vi nu er, ville vi være druknet. Dengang var der frådende smeltevand, netop hvor vi nu slænger os, flere meter over os og til alle sider, undtagen lige Isenbjerg, der lå som en ø midt i vandmasserne. Eller som en slags Noahs ark, det eneste sted, man kunne se land så langt øjet rakte, om der havde været nogen til at se det, som det eneste værn mod det frådende isnende vand, der var fyldt af grus og sten. Hvis man bestiger højen, kan man godt få en fornemmelse af det. Så gik der mange hundrede år, der kom mennesker og rener, birk og pil og siden eg og bøg. Med 1

Dengang var der frådende smeltevand, netop hvor vi nu slænger os, flere meter over os og til alle sider, undtagen lige Isenbjerg, der lå som en ø midt i vandmasserne.

2 2 menneskene kom også økserne, der blev fældet og brændt af i hundreder og atter hundrede af år. Allerede i middelalderen lå hele Vestjylland træløst og åbent for vejrliget, sandflugt og misvækst indtog området. Og så kom heden. Da heden lagde sig over Vestjylland, den endeløse, ensformige hede, hvor intet stoppede vindene fra Nordsøen, da lå Isenbjerg som et markant pejlemærke midt i det flade, et orienteringspunkt og noget, man kunne styre sin vandring efter. På én led var heden næsten lige så ugæstmild som istidshavet. Mudrede hjulspor kaldte man veje og sumpede, utydelige stier gik man ad, og fordi alting lignede hinanden var det meget nemt at fare vild. Og jeg er overbevist om, at Isenbjerg bakkeø har reddet mere end ét menneskeliv, fordi højen har været et pejlemærke på den endeløse hede, der hærgedes af storm og slagregn, når man så den, vidste man, hvor man var. Og kravlede man op på toppen, kunne man orientere sig lidt bedre og fx se, om der var røg sted og mennesker og husly. 2

Da heden lagde sig over Vestjylland, den endeløse, ensformige hede, hvor intet stoppede vindene fra Nordsøen, da lå Isenbjerg som et markant pejlemærke midt i det flade, et orienteringspunkt og

3 3 Kort sagt er vi simpelthen et sted, der har ligget som en frelsende ø i et frådende, iskoldt hav og siden tjent som plejemærke og vejviser for den, der var faret vild eller på vej til det. Pejlemærke og redningsø. Men sådan tror jeg bestemt ikke den første kristne munk, der kom til dette sted tænkte i sin tid, da han vandrede gennem landskabet, jeg tror ikke, han så meget som tænkte tanken om, at denne høj rummer indtil flere kristne tydninger. Jeg tror mere han købslog med Vorherre om lov til at rejse hjem. Der var ikke bare langt fra beretninger om de første kristnes liv, som naturligvis var en art propaganda og en skøntegning, men alligevel opbyggelige at holde sig for øje, og så til de vilde nordboer, der var lysår. At disse vilde mennesker nogensinde skulle kunne overgive sig til kristendommen, virkede ligeså sandsynligt som at kragerne skulle begynde at kvidre og ulven spise græs, disse vilde mennesker, der ville slagte deres eget barn, hvis deres æren stod på spil,. 3

Men sådan tror jeg bestemt ikke den første kristne munk, der kom til dette sted tænkte i sin tid, da han vandrede gennem landskabet, jeg tror ikke, han så meget som tænkte tanken om, at denne høj

4 4 Men det skete. Det tog mange år og der var mange vildveje og blindveje, men vi nordboere blev kristne, vi skiftede ære og hævn ud med tilgivelse og forsoning, og begyndte at sætte vores lid til, at det var Kristus der var den frelsende ø i det vildende hav og ikke, hvad vi selv magtede og kunne og klarede. Og der blev bygget kirke på livet løs, så at man næppe kan køre ti kilometer i det danske landskab uden at møde en. Og nok er der ingen af disse kirker og det er de heller ikke andre steder i verden hvor livet mellem os døbte, er som skønmaleriet vi hørte om fra Apostlenes gerninger, og nok kan også kirker være Gudsforladte, men selv Gudsforladte kirker står i landskabet og peger mod himlen, selv kirkerum, som Ånden er hjemløs i, står som tavse tegn på Kristustroen som pejlemærke og redningsplanke i vore livs frådende have. Hvis den første munk, der kom her til Isenbjerg havde kunnet se, hvordan vores landskab i dag er broderet med kirker, hvor sandheden om hvem vi er og hvem Gud er holdes levende, også i tider, hvor kun få er 4

der var den frelsende ø i det vildende hav og ikke, hvad vi selv magtede og kunne og klarede.

5 5 optaget af at høre den, så havde han undret sig højligen. Under sine missionsrejser havde han endt med at tænke, at der nok alligevel var grænser for Den Hellige Ånds magt, uden at mennesker skulle kloge i det, og at og denne grænse i givet fald lå et stykke syd herfor. Men det er der så ikke, der er ingen grænser for Helligåndens magt. Vi er fx en flok mennesker bare her, der er kommet sammen for fejre pinse. Og hvis ikke der er Guds ånd, der genner os ud af huset og til gudstjeneste for at få vore tanker ledt hen på Gud, også når vi ikke rigtig gider så ved jeg ikke hvem, det er. Og nogen af os kan endda være meget vanskelige at få afsted Vi er en flok mennesker, som ikke engang kender hinanden alle sammen, og dog er vi kommet sammen til gudstjeneste for at fejre pinse. Og så fremmede vi er for hinanden på én måde, er vi dog forbundne og fælles om at være Guds elskede mennesker. Og at vi ved det, det er Åndens gerning. 5

stykke syd herfor. Men det er der så ikke, der er ingen grænser for Helligåndens magt. Vi er fx en flok mennesker bare her, der er kommet sammen for fejre pinse.

6 6 Men vi er også forbundne tænker jeg i kraft af nogle fælles erfaringer, erfaringer af, at troen på undertiden kan være som en ø, hvor vi kravler i land og bliver reddet, at troen kan være noget at stå på og klamre os til, når de vilde vande raser og bruser og råder omkring os. En og anden har vel også oplevelser af det modsatte, af fravær og ensom af at troen ikke var redning og ikke bar. Og den gådefuld er der også, den er vi også fælles om. Og vi har nok hver især vores historie. Og vi er også forbundne ved at have troen som pejlemærke i vores liv, som noget at orientere os efter, som en vejviser og retningsgiver, så vi kan finde vores vej i livet, have noget at stå på, når vi skal finde ud af, hvad der er ret og vrang, noget som netop ikke er vores egne følelse og fornemmelse, men noget, der er større end os og udenfor for os. Guds Helligånd, der hvisker os i ører og hjerte. Tænk at Guds hellig ånd kunne lave kirke her hos os dengang og stadig kan og måske endda kommer til os 6

Og den gådefuld er der også, den er vi også fælles om. Og vi har nok hver især vores historie.

7 7 her midt ude mellem kartoffelmarker og granplantager, næsten et par tusinde år efter den første pinse, hvor vi har slået os ned ved foden af en gammel bakkeø, sunget et par salmer, bedt et par bønner og ladet tankerne gå, hvor de vil. Så forunderlig er Gud Helligånd. At han måske måske kan finde helt herud på Isenbjerg bakkeø, der står som et redningsskib og et pejlemærke i landskabet. Så det bliver pinse, ikke fordi en præst siger det, men fordi vi erfarer at nogen bærer os og at Gudsordet lever i os. Amen 7

Relaterede dokumenter

Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække

1 Grindsted Kirke. Mandag d. 20. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. pinsedag, Joh 3,16-21. 1. tekstrække Salmer DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud DDS 20: Jeg ser dit kunstværk,