Socialudvalget 2013-14 B 90 Bilag 1 Offentligt Til Socialudvalget I frustration over min magtesløse situation, og aktualiseret af den diskussion der i i foråret blev ført i pressen, tillader jeg mig hermed at komme med mit indlæg. Også debatten i folketinget om beslutningsforslag nr. 90 har jeg afventet og fulgt, og jeg opfatter denne debat udelukkende, som om det kun drejer sig om mindreårige børn, selv om børnelovens bestemmelser rækker så langt som til barnets pensionsalder, hvor man skulle mene, at barnet ikke har behov for særlige hensyn eller beskyttelse. Nedennævnte er taget lige ud af virkeligheden. Naboens søn arver dig En kvinde med to små børn er sin mand utro med naboen. Hun bliver gravid og hun føder en søn. Hun formoder det er naboens søn, men det fortæller hun ikke sin ægtemand. De lever et ganske almindeligt familieliv, indtil ægteskabet forliser efter 19 år. Moderen flytter med denne yngste søn, faderen beholder de 2 andre sønner. Da den yngste er 16 år, fortæller hun børnene, at faderen 'formentlig' ikke er den biologiske far til den yngste. Hun fortæller også sin søn, hvem han er. Hun er i mellemtiden blevet dybt alkoholiseret, og hendes troværdighed opfattes, også af børnene, som meget tvivlsom. Derfor siger de ikke noget om det til faderen, og han betaler naturligvis børnebidrag til drengen er 18 år. Han er nu voksen og begynder at leve sit eget liv med en formodning om, at faderen ikke er hans rigtige far, og gradvist bliver forbindelsen, uforståeligt for faderen, ringere og ringere. Da den yngste så er 21 år lækkes formodningen om det tvivlsomme faderskab så til den forhenværende ægtemand.
Han er naturligvis dybt påvirket af denne nye oplysning og af drengens reaktion, tager en telefonsamtale med moderen, som bekræfter, at hun har været utro og at hun har fortalt sine børn om sin tvivl. Han har længe kendt til hendes misbrug, tror hende derfor ikke, men opfatter det, som et af adskillige forsøg på, at forholdet til hans børn skal lide skade. Det lykkedes så også delvist, for den yngste vælger nu at afbryde forbindelsen med ham fuldstændigt. Med en ny kone og familie kommer han dog videre i sit liv, og affinder sig med sin situation, håber at forbindelsen til den yngste på et tidspunkt trods alt normaliserer sig. Det sker dog ikke, og da sønnen er ca. 40 år, tager manden en beslutning om at henvende sig til ham, foreslår at de få lavet en DNA test, som jo nu er blevet mulig for menigmand, for endelig at få konstateret, om der var hold i moderens formodning om, at sønnen ikke var hans. Sønnen accepterer, da han heller ikke er helt sikker på, hvem der er hans far. Hans mor er i mellemtiden død. DNA testen viste at manden 100% sikkert ikke kunne være faderen. Mens der ventes på testresultatet udveksles nogle mails, i den seneste lover "sønnen", at han igen vil lade høre fra sig. Det sker dog ikke. Efter et års tid har manden helt opgivet håbet, og tager nu beslutning om igen at henvende sig til "sønnen". Manden, nu en ældre mand, begynder at overveje forhold omkring arv. Han vil gerne have afklaret, om "sønnen" frafalder sin arveret, evt. mod en kompensation her og nu. Svaret er at "sønnen" vil fastholde sin arveret. Manden synes det er helt uforståeligt. Tyve år uden kontakt og uden at den nogensinde vil blive genoprettet, "sønnens" viden om, at manden ikke er hans far, og alligevel fastholder han en arveret, der vitterligt ikke burde være hans. Til skade for de legale arvinger, mandens nuværende familie og mandens eneste biologiske søn. (Hans anden søn blev dræbt i en trafikulykke.) Som en sidste udvej for rimelighed og retfærdighed, anlægger manden en faderskabssag. Byret og Landsret træffer afgørelse om, at Børnelovens bestemmelse om genoptagelse ikke er opfyldt. En genoptagelse forudsætter, at manden og barnet
er enige om det, og barnet, som nu er over 40 år, ønsker jo sin arveret bevaret og ønsker ingen faderskabssag. Sådan siger Børneloven. Man kan rejse en faderskabssag inden for de første 6 måneder efter barnets fødsel. Gør man ikke det, bliver resultatet at "naboens søn" skal arve. Parterne skal være enige - fakta i form af DNA beviser bliver fuldstændig afvist som grund til at rejse en faderskabssag. Den juridiske virkning af en ægtefælles utroskab er længere end livsvarig. Den rækker også til efter døden. Den rammer ikke bare manden, men også hans legale livsarvinger, nemlig den nye ægtefælle og hans biologiske barn. Man kan lemlæste, voldtage og myrde, blive ikendt en straf, og kan afsone med nogle år i fængsel, hvorefter samfundet lader forbryderen kan starte på en frisk. En mand der bedrages af sin kæreste eller ægtefælle, hvor resultatet bliver et barn, bøder psykisk for hendes bedrag et helt liv, og hendes bedrag overføres til næste generation som arveret. Man kunne kalde det en slags arvesynd. Og så har han ikke engang begået nogen ulovlighed og langt mindre en forbrydelse. Tværtimod. Er det rimeligt? Naturligvis ikke. Men det er, hvad der sker i masser af tilfælde. Der fødes mindst 1.200-1.500 børn om året i Danmark, som ikke har den far de tror de har. Og det har store konsekvenser. Måske for et barn, så længe det er barn, men helt sikkert for "faderen", for familien og for søskende, ja for slægten. Børnelovens paragraffer forhindrer direkte, at der kan ydes retfærdighed. Tvangsægteskaber er ulovlige og straffes med flere års fængsel. Tvangsfaderskaber er legaliseret af børneloven. Der er noget dybt krænkende ved denne lov. Det forhold, at man ikke kan rejse en faderskabssag uden at mor, far og barn i enighed anmoder om det, rimer ikke med den måde folk lever med hinanden i dagens Danmark. Det forhold, at klagefristen er 6 måneder er ej heller rimelig. Konsekvensen er, at enhver far - hver gang hans kone/kæreste føder et barn, skal lade barnet DNA-teste
inden 6 måneder, hvis han ikke for evigt afskriver sig retten til at få evt. senere opstået tvivl afklaret, og i givet fald ændret. Han skal altså, hver gang hun bliver gravid, drage hendes loyalitet, ærlighed og troskab i tvivl, og det kan i sagens natur i sig selv være noget af en belastning i et i øvrigt godt samliv. Der fødes ca. 58.000 børn om året i Danmark. Undersøgelser viser, at i omkring 1.200-1.500 tilfælde om året, er faderen ikke den rigtige far. Der skal således foretages ca. 58.000 DNA tests om året, for at afdække de 1.200-1.500 tilfælde. Som jeg ser det, er en løsning, at fristen på 6 måneder for at kunne rejse en faderskabssag fjernes, og at faderen, moderen eller barnet ikke nødvendigvis skal være enige om at faderskabssag kan rejses. Endelig bør en DNA test i sig selv være afgørende for at faderskab kan anfægtes. Hvis risikoen for, at ens hus brændte ned var 2-3%, ville man så lade være med at tegne forsikring? Formentlig ikke. Når man nu anslår den samme risiko ved et faderskab, bør man så ikke sikre sig? Men faderskabet rækker jo som nævnt endnu længere. I arvelovens 1 er en arveladers nærmeste slægtsarvinger den pågældendes børn. Naboens søn er jo iflg. DNA testen ikke er hans barn, ej heller kan han af konstaterede, biologiske årsager være "slægt". Spørgsmål: kan en paragraf i børneloven overtrumfe arveloven? Ja, det gør den. Naboens søn er nu din søn og skal arve på lige fod med din ægtefælle og evt. andre søskende. Den seneste revision af arveloven giver en arvelader mulighed for at begrænse arven, men naboens søn er tvangsarving og kan ikke helt udelukkes. Manden kan aldrig nogensinde frigøre sig for sin tidligere hustrus utroskab. Alt hvad han erhverver sig ved arbejde, flid, sparsommelighed, nyt ægteskab, arv, lottogevinst etc., vil i en eller anden udstrækning tilfalde naboens søn, selv om "faderen" er blevet koblet fuldstændig fra barnet. Arven kan i uheldigste fald dog begrænses til ca.1 million kroner.
Hver eneste af alle hans økonomiske overvejelser og dispositioner resten af livet, påvirkes af dette forhold. Forstå det hvem der kan, men det er dybt urimeligt. Børneloven trænger til en omgående revision. Jeg ved det, for ovennævnte mand er mig. Med venlig hilsen Manfred Kjølhede Mjølnersvej 5 8680 Ry mail: manfred@kjolhede.dk