PADDERNES FOTO: KURT JØRGENSEN

PADDERNES FOTO: KURT JØRGENSEN

VERDEN FOTO: HENRIK BRINGSØE

Alverdens padder Padder, også kaldet amfibier, har koloniseret det meste af verden gennem hundreder af millioner år. De spiller en vigtig rolle i naturens økosystemer, lige fra tropernes dampende jungler til ødemarkerne højt mod nord. Frøer, tudser, salamandre og ormepadder findes i et væld af fascinerende former og farver. Deres ydre fremtoning afspejler deres evolutionshistorie og særegne levesteder. I områder som Alaska, Sibirien og det nordligste Skandinavien lever der padder langt nord for Polarcirklen. De klarer sig gennem de strengeste vintre. Den sibiriske salamander (S. keyserlingii) tåler gennemfrysning til -45 C. Levestederne ved trægrænsen tvinger padderne til at være i dvale det meste af året. Habitat for Rana temporaria i Nordsverige Foto: Lars Lindahl Rana temporaria Flodleje i Tunesien Incilius alvarius Selv i ørkener trives nogle padder. For at overleve er ørkenens frøer og tudser ofte nedgravet i lange perioder, sommetider flere år i træk. De sjældne regnskyl er paddernes livline, og de yngler i korte perioder, når lidt vand samler sig i landskabets sænkninger. Dog lever kun få paddearter i ørkenområder. Savannens padder er tilpasset et liv med store kontraster. Årstiderne skifter fra regntid til tørke, og nogle padder overlever den faretruende udtørring ved at grave sig ned. Andre klynger sig til skyggefulde levesteder, f.eks. i bælter af skov, der vokser langs med årstidsbetingede floder. Hyperolius viridiflavus Vandhul i Australien Litoria caerulea Hylarana raniceps Agalychnis callidryas Kalula pulchra Habitat for Bufo parvus i Thailand Bufo parvus Jordens tropiske regnskove er hjemsted for de fleste af verdens paddearter. Det varme og fugtige klima passer godt til deres levevis, og særligt i regntiden hører man i junglen det øredøvende kor af kvækkende frøer og tudser, og deres mystiske stemmer kan høres i skoven om natten.

Hjem, kære hjem Mange padder lever skjult og kommer kun frem om natten. Så undgår de mange rovdyr som jager ved synet. Men også om natten lurer farerne. Ugler, fisk, nataktive pattedyr, flagermus og slanger er nogle af de dyr som padderne skal passe på. Det stiller store krav til levestederne at der både skal være et gemmested om dagen, nok føde at jage om natten og et sted de kan yngle. Derfor har mange padder tilpasset sig helt specielle levesteder. Ved du hvor padderne omkring dig lever? De fleste padder har brug for fugtige omgivelser så deres hud ikke tørrer ud. De fleste skal også bruge vand til at parre sig og lægge æg i. Vandet skal være rent, og derfor trives padder bedst i uforstyrrede naturområder. Hvis et område forurenes vil padderne være blandt de første der bukker under. Det gør padderne til gode indikatorer for forurening i økosystemer. Kender du et sted, hvor vandet er så rent at padderne yngler i det?

Forhistoriske padder Ichthyostega For ca. 350 millioner år siden levede paddeslægten Ichthyostega, som var nogle af de første landlevende dyr med fire lemmer. De var stamfædre til nutidens padder. I det østlige Grønland har man fundet aflejringer af disse forhistoriske dyr. Ichthyostega tilbragte meget af tiden på land, og lignede nærmest en 1,5 meter lang salamander. De havde op til ni tæer på hver fod, gæller og en stor hale som kunne bruges til at svømme i vandet som en fisk. Ichthyostega levede formentlig af fisk og insekter. Ved hjælp af forsteninger og moderne DNA-analyser fra nutidige padder er der fundet beviser for, at paddernes gruppe på stamtræet blev udviklet før andre grupper som pattedyr, krybdyr og fugle. Efterhånden som tiden gik, udviklede padderne sig i forskellige retninger og var bl.a. forfader til dinosaurerne. Selvom mange opfatter padderne som primitive dyr, er de højt udviklede til netop at udnytte deres niche i det økologiske system. Så selvom de padder vi kender i dag overfladisk ligner de forhistoriske padder, er deres krop og adfærd top-tunet til moderne levevilkår. Jordens første landlevende dyr var padder. De tilpassede sig livet på land i varme og fugtige omgivelser.

Hvad er en padde? Livets begyndelse på vores planet fandt sted i havet. Primitive planter udviklede sig senere på land, og for over 300 millioner år siden steg de første dyr op af vandet: padderne. De tilpassede sig nye miljøer på land men deres formering er fortsat knyttet til vand. Padders æg har en geléagtig skal, og det lille foster forvandler sig fra larvestadie (haletudse) til voksenstadie. De er derfor afhængige af vand eller meget fugtige omgivelser, for at yngle. Både vand og luft trænger let gennem paddernes tynde hud, som ofte er forsynet med giftkirtler. Man kender i dag ca. 6.770 arter af padder på kloden. Frøer og tudser (springpadder) Frøer lever næsten overalt i verden, på nær i de mest ugæstfri områder. Tudser er en familie af frøer, der med deres tørre og vortede hud adskiller sig fra de fleste frøer, der som regel er glatte og fugtige. Frøernes lange bagben gør dem i stand til at springe. Danmarks springfrø har fået sit artsnavn fordi den hopper langt op til 2 meter i ét spring. I yngletiden kommunikerer frøer med deres særlige parringskald. Haletudserne udvikles i vand, men ellers lever frøer i vidt forskellige miljøer. Vi kender i dag ca. 5.970 arter, som er tilpasset særlige levemåder i bestemte typer af habitater. Nogle arter lever nedgravet, andre i skovbunden eller i vegetation mens atter andre lever i træer. Næsebor( Salamandre (halepadder) Af verdens ca. 620 salamanderarter lever de fleste i tempererede områder af Nordamerika, Europa og Asien. Salamandrene har således erobret en stor del af Jordens nordlige halvkugle. Selv i Sibiriens frosne ødemarker findes der salamandre. Der lever dog også adskillige arter i Latinamerikas tropiske regnskove. Salamandre holder som regel til på land, men yngler i vand, hvor de også lægger deres æg. Nogle arter lever dog kun i vand, mens andre stort set kun findes under jorden eller i grotter. Ganske få salamanderarter har indrettet deres tilværelse højt oppe i træer, hvor de skjuler sig i mos og bregner, der vokser på grenene. I modsætning til frøer og tudser, så er salamandre udstyret med en lang hale. Derfor kan de minde om små øgler, men salamandre er kun meget fjernt beslægtet med krybdyr. Salamandre er rolige og langsomme dyr, der lever af snegle, orme, insekter og lignende. Ligesom andre padder har de fleste salamandre en slags hudgift, som beskytter dem mod naturlige fjender. For mennesker er salamandre dog ikke spor farlige at håndtere. Ligesom andre padder, så føles salamandre let fugtige når man rører dem. Ormepadder Der findes omkring 190 arter af ormepadder, som alle lever i troperne. I ydre fremtoning minder de mest om forvoksede regnorme. Dog har de som andre padder øjne, næsebor, mund, et indre skelet og mange andre anatomiske fællestræk med frøer, tudser og salamandre. Ormepadder er glubske rovdyr og ådselædere, som har mange slags mindre dyr på menukortet. De lever en kryptisk tilværelse nedgravet i jorden eller under vand.

Håb for paddernes levesteder? Mange paddearter vil forsvinde i fremtiden, men det er stadig muligt at dæmme op for den triste udvikling. En vigtig årsag til paddernes krise er menneskets forringelse af naturen. Hvis vi ønsker at bevare dens mangfoldighed, så må den vilde natur have mere plads, og vi må opfinde nye måder at forvalte vores dyrkede arealer på. Padder er særligt følsomme over for forandringer i miljøet, da deres livsforløb afhænger af gode levesteder i både vand og på land. Det tekniske ord for padder er amfibier, et ord der stammer fra græsk, og som betyder "dobbelt liv". Paddernes forsvinden afspejler en dybere krise, der ikke kun rammer padder. Det største tab af nyttige og spændende dyre- og plantearter er sket i det 20. århundrede, mens menneskets befolkningtal og forbrug af ressourcer er eskaleret. Det har utilsigtede konsekvenser for vores økosystemer. Vi kan forvente, at følgerne på længere sigt også vil blive alvorlige for mennesker og samfund. Vild natur er værdifuld. F.eks. er mange tropiske skove hjemsted for andre dyr og planter samt mennesker, som lever af skoven, men som gøres hjemløse ved rydning af skove og omlægning til dyrket land. Både rige og fattige lande vil gerne beskytte deres natur, men forsvindende få udfører reelt en indsats, der batter. Ofte bliver naturens æstetiske værdier overset, foruden de gratis tjenester, som intakte økosystemer yder for samfundene i form af CO 2 -lagring, grundvandsbeskyttelse, bestøvning af afgrøder samt sikring mod oversvømmelser og stormflod. Økoturisme er én af verdens hurtigst voksende industrier. Naturbevarelse har været en god forretning for lande som Ecuador, Kenya og Nepal. Indtil for nyligt blev Costa Ricas regnskove afbrændt og omlagt til plantager i et alarmerende tempo. Men i dag breder regnskoven sig igen. Den nye udvikling finder sted, bl.a. fordi antallet af turister er steget fra 330.000 i 1988 til 2,2 millioner i 2011. En sådan erhvervsudvikling kan være med til at forsinke paddernes forsvinden, men kan slet ikke redde verdens padder alene. Der er akut brug for at investere flere ressourcer i forskning og målrettet beskyttelse af levesteder for frøer, salamandre og ormepadder. Ellers vil mange fascinerende og truede arter, forsvinde i fremtiden. Foto: Kurt Jørgensen

Levestederne ødelægges Overalt i verden er padderne i drastisk tilbagegang. Stadigt flere arter forsvinder fra deres levesteder i naturen, som ødelægges af et stigende pres fra menneskets voksende befolkning og tiltagende forbrug af naturressourcer. Det er især omlægning af vild natur til agerland, som forårsager ødelæggelsen af paddernes levesteder, men også spredning af sygdomme har ført til dystre udsigter for paddernes fremtid. Den største artsrigdom af padder findes i troperne. Netop i disse områder bliver verdens gamle skove i dag erstattet af opdyrket land. En tredjedel af verdens paddearter er truede, og 43% er i tilbagegang. Flere arter er uddøet inden for de seneste årtier, mens naturområderne er blevet mindre. 50% af verdens skove er inden for de seneste 100 år blevet fældet og opdyrket. Denne udvikling fortsætter endnu i dag. Samtidig bliver mange floder drænet, og vådområderne udtørrer. Når dyrearter uddør, er tabet uigenkaldeligt. Ingen ved, hvad tabene kan koste for mennesker og økosystemer i fremtiden. Deres fremtidige værdi er oftest ikke indregnet i agerlandets markedspris. Presset på naturens ressourcer er blevet stort. Mange paddearter er ved at forsvinde. Mange slags dyr og planter lider givetvis samme skæbne under de nuværende forhold, hvor langt flere mennesker forbruger naturens ressourcer mere end tidligere i menneskets historie. Frøer er et sundhedstegn i naturen. Når de mangler, er der som regel noget galt. De handlinger, der skader frøerne i naturen, har ikke kun lokal effekt. Spredning af indslæbte plante- og dyrearter samt sygdomme, påvirker livet i de urskove, som ellers har været intakte. Forskere fortæller, hvordan skove, der førhen genlød af kvækkende frøers ekkoer, i dag virker underligt stille. Frøerne er væk, og de vender kun tilbage, hvis udryddelsen ikke er total, og hvis destruktive processer omgående ændres til skånsomme og hensigtsmæssige metoder.

Invasion! Af og til sker det at en dyreart dukker op langt fra det naturlige udbredelsesområde. Det sker som regel på grund af menneskets aktiviteter på tværs af landegrænser og kontinenter sommetider tilfældigt, andre gange med fuldt overlæg. Det kan gå grueligt galt, når dyr slippes løs på steder, hvor de ikke hører hjemme. De kan helt udkonkurrere naturens oprindelige arter. Her er et eksempel fra Australien hvor et velment eksperiment skulle få fatale konsekvenser for dyrelivet. Foto: Kurt Jørgensen Agatudsen, Rhinella marina, kan blive over 20 cm lang og veje op mod to kilo. Den stammer fra Latinamerika hvor den lever af gnavere og insekter. I Australien opstod i 1930 erne et problem med store biller som ødelagde rødderne på sukkerrør. Derfor importerede man i 1935 en masse agatudser til at æde billerne. Det har skabt store problemer. Tudserne nøjedes ikke med at æde billerne, men begyndte at æde sig gennem det australske tag-selv-bord af insekter, gnavere, øgler og endda små fugle. Og værre endnu: tudserne formerede sig eksplosivt, og det har de gjort lige siden. Foto: Katja Schulz Tudser forsvarer sig med en effektiv gift, som kan bestå af mange kemiske stoffer. Når tudsen føler sig truet udskiller den giften gennem huden. Agatudsen nøjes ikke med at dræbe de dyr som den æder. Dens hudgift er farlig for de australske rovdyr, som ellers kunne have holdt bestanden nede. Mange øgler, krokodiller og skildpadder er nu truet på grund af de giftige tudsers invasion. Tudserne spreder sig over det australske kontinent. Fronten af grådige tudser rykker i dag frem med op til 50 km om året, og det er langt hurtigere end tidligere. Australiens befolkning er gået til modangreb ved natlige aktioner, hvor tudserne indsamles og dræbes. Indtil nu har ingen fundet en metode til at stoppe tudsernes fremmarch.

Padder i kulturen Historisk set har padder på mange forskellige måder været en del af menneskets kultur. De optræder i alt lige fra totempæle til børne-tv. Foto: Kurt Jørgensen En frø kan forvandle sig til en prins hvis man kysser den. Og man kan få vorter af at røre ved en tudse. Ingen af disse myter er sande, men de vidner om at padder i lang tid har været forbundet med noget magisk. Mennesker har altid været fascineret af padder. Tudser og frøer er velkendte skikkelser i alt fra konditorkager til kunstværker. De optræder i gamle historier såvel som moderne medier. I Danmark kender alle Kaj og Andrea. I fortællinger for børn er frøen ofte et godmodigt dyr som man kan identificere sig med. I fortællingen Vinden i Piletræerne er Hr. Tudse dog et spøjst bekendtskab, men man alligevel ikke lade være at holde af ham. Kender du andre berømte padder? For de gamle grækere og egyptere symboliserede frøer frugtbarhed. I det gamle Kina forbandt man frøer med gode forretninger og et godt helbred. I Danmark mente man i gamle dage at hekse kunne forvandle sig til tudser. Men i dag ved vi f.eks. at ingen kan få vorter af at røre en tudse. Hvis man irriterer den tilstrækkeligt kan den dog afsondre et hvidligt sekret fra kirtlerne i nakken, som er lettere giftigt og smager rigtig dårligt. Foto: James Crippen

Padder i medicinskabet Mennesket har altid været gode til at udnytte naturen. Og padder har været en del af medicinskabet i århundreder. I Danmark har man brugt padder mod alt fra hæmorroider til økonomiske nedture, men den slags råd må nok tilskrives skrøner. I dag er de danske padder fredede og det er derfor forbudt at bruge dem som medicin i dagligdagen. Pilegiftfrøerne lever i Sydamerika og kan udskille en meget kraftig gift gennem huden. De er ofte kun et par centimeter lange og har kraftige advarselsfarver. Giften udskilles når frøen stresses eller udsættes for smerte. Visse indianerstammer bruger giften til at smøre på pilespidser, der bruges i jagtens på f.eks. fugle og aber. Pilegiftfrøen Epipedobates anthonyi har en gift som virker mellem 100 og 200 gange mere effektivt end morfin. Derfor har man udviklet en syntetisk version af giften til medicinsk brug. En anden frø, den australske koralfingerløvfrø (Litoria caerulea), har en gift som hæmmer væksten af virus, kræftceller og malaria. Dette er eksempler på paddernes store potentiale i moderne medicin. Epipedobates anthonyi

Padder på middagsbordet I mange lande verden over spises padder hver eneste dag. Specielt i Frankrig, Asien og Sydamerika spises mange frøer. Ofte spises kun frølårene, da musklerne i benene er store. Over 3 milliarder frøer om året sættes til livs over hele kloden. I Caribien jages f.eks. frøen Leptodactylus fallax pga. sine kødfulde og velsmagende bagben. De lokale kalder arten for "Mountain Chicken" på grund af størrelsen og smagen. Navnet på vores hjemlige grønne frø, Pelophylax kl. esculentus, afslører at den smager godt. På latin betyder "Esculentus" nemlig spiselig. Men da alle danske padder er fredede, er det forbudt at spise de danske frøer, og de er også fredet i resten af Europa. Som regel er det ikke rentabelt at drive frø-farme, hvorfor man desværre blot fanger dem i naturen. Når en frø skal tilberedes, bliver den gerne bedøvet eller dræbt med et slag mod en hård genstand, som f.eks. en sten, før den skæres op - ligesom når man slagter en kylling. Dernæst flår man huden af benene, som kan bruges i delikate retter. Frøers muskler er lyse i kødet og smager i retning af kylling. Frøer udgør en vigtig proteinkilde i mange menneskers daglige føde, og ofte betragtes de som delikatesser på finere restauranter. I Mexico og Japan serveres også salamandre på tallerkenen.

Svampeangreb! Chytrid eller Bd, er en forkortelse af navnet Batrachochytrium dendrobatidis. Det er en svamp, som angriber padder verden over. Den blev først opdaget i 1998, og desværre har mennesket hjulpet til med at sprede Bd, som nu findes på alle kontinenter med padder. Bl.a. er svampen spredt med afrikanske sporefrøer, som blev brugt til graviditetstest, og som kunne bære svampen uden at vise sygdomstegn. Muligvis kan frøer til medicinsk brug og fødevarebrug have været kilde til spredning af svampen. Levende padder kan nemt testes for Bd med en vatpind. Det gør ikke ondt på dyret, og man kan derefter undersøge i et laboratorium om svampen er til stede. Men metoden er langsom hvis mange padder skal testes. Det er ikke alle arter som er lige modtagelige over for Bd, og nogle arter er særlig hårdt ramt. Mange forsøg er gjort for at modvirke svampens angreb. Man har f.eks. undersøgt forskellige stoffers evne til at bekæmpe svampen. Desværre ender det oftest med at det er værten, altså padden, som bliver dræbt. Foto: Forrest Brem

Utrolige tilpasninger Nogle padder har udviklet helt utrolige egenskaber som er helt forskellige fra, hvad vi ser hos andre padder. Flere har udviklet overlevelsesmekanismer specifikt til deres levested. Det gælder f.eks. for Nordamerikansk Skovfrø, Rana sylvatica, som kan tåle at blive totalt nedfrosset i flere uger. Hjertet går i stå og starter igen når den tør op. Foto: Steven Johnson" Nogle padder kan tåle meget tørre omgivelser, bl.a. den afrikanske gravefrø. Regnfrøerne i Afrika lever det meste af tiden nedgravet under den tørre jord. De ligger i en lille hule. Når det så endelig regner, graver de sig frem, æder og parrer sig. Enkelte arters behøver endda ikke vand for at formere sig, da hele larvens udvikling foregår inde i ægget under en sten." Foto: Carl Howe" Frøer kan kommunikere. Hannerne kvækker for at markere deres territorium, og tiltrække hunner. På den måde kan f.eks. pilegiftfrøer i Mellem- og Sydamerika finde frem til en mage i den tæt bevoksede underskov. I Nordamerika kvækker oksefrøerne så kraftigt, at deres kald kan forveksles med lyden af køer, der brøler. De bruger en såkaldt kvækkepose, der består af elastisk hud på struben: Lyden forstærkes meget når kvækkeposen pustes op som en ballon. Andre arter, f.eks. vores hjemlige grønne frø, har to kvækkeposer, én på hver side af halsen.

Videnskabelige padder Mange padder har i årenes løb måttet lægge krop til videnskabens eksperimenter. I Danmark brugte den berømte videnskabsmand August Krogh i starten af 1900-tallet frøer til at lave fysiologiske eksperimenter. Han fandt dermed ud af at der foregår en aktiv transport af stoffer gennem frøernes hud. Denne opdagelse var banebrydende og lagde fundamentet til mange senere studier. August Krogh var ikke den eneste som brugte padder i sin forskning. Ca. 10% af nobelpriserne i fysiologi og medicin har involveret forsøg med frøer. De fleste tænker ikke over det til daglig, men nogle af de største videnskabelige landvindinger er gjort med forsøg med padder. For eksempel opdagede Luigi Galvani i 1771 at muskler fra døde frøer kunne aktiveres ved elektrisk ladning. Denne opdagelse var enestående og satte gang i flere eksperimenter som sidenhen førte til vore dages detaljerede viden om hvordan muskler fungerer. Det har ikke altid været lige nemt at finde ud af om en kvinde var gravid eller ej. Fra 1920 til 1960 blev den afrikanske sporefrø, Xenopus laevis ofte brugt som graviditetstest. Urin fra en gravid kvinde indeholder hormonet HCG, som får sporefrøen til at lægge æg. Ved at hælde urin i et akvarium og holde øje med om frøerne begyndte at lægge æg, kunne man afgøre om kvinden var gravid.

Virusangreb! Ranavirus er en type virus, som angriber padder og nogle krybdyr verden over. Over de sidste 20-30 år er flere og flere populationer af padder angrebet af denne virus, som menes at have udryddet flere arter. I 2008 blev ranavirus for første gang opdaget i Danmark, hvor den slog ca. 1.200 grønne frøer ihjel i nærheden af Slagelse. Udbredelsen af ranavirus vokser stadig, og det frygtes at mange af verdens i forvejen truede bestande af padder bliver udryddet. Hvis frøerne i et område forsvinder, går det ud over de dyr som normalt lever af frøer, f.eks. rovfisk, rovfugle og snoge. Hvis ét led i fødekæden fjernes, påvirker det andre led, og man risikerer at systemet går i stykker. Symptomerne på ranavirus er uhyggelige. Angrebne frøer bliver inaktive, får sår og indre blødninger, og deres væv begynder simpelthen at dø. Ranavirus er ikke farlig for mennesker og andre pattedyr, men vi kan overføre smitten fra ét vandhul til et andet. Derfor er det en god idé at vaske sine gummistøvler grundigt mellem besøg i forskellige vandhuller. Man kan ikke se på en død frø om den har ranavirus, men sygdommen kan blive afsløret ved en laboratorieundersøgelse.

Danmarks padder Familie: Egentlige frøer (Ranidae) Familie: Tudser (Bufonidae) Familie: Løvfrøer (Hylidae) Foto:%Kurt%Jørgensen% Foto:%Kurt%Jørgensen% Grøn frø, Pelophylax kl. esculentus. 8-11 cm. Grøn med mørke pletter. Meget vandlevende. Sydlige og østlige egne. Skrubtudse, Bufo bufo. 7-10 cm. Brunlig, vortet hud. Øjnene har rødbrun iris. Yngler i mange slags vandhuller, og er ukritisk i valg af levested. Er almindelig, og er vidt udbredt i alle egne af Danmark. Løvfrø, Hyla arborea. 4-5 cm. Grøn med brun stribe. Lever i høj vegetation og lune vandhuller. Sjælden, sydlige Danmark. Familie: Klokkefrøer (Bombinatoridae) Latterfrø, Pelophylax ridibundus. 9-12 cm. Ligner grøn frø, men findes kun på Bornholm. Foto:%Kurt%Jørgensen% Grønbroget tudse, Bufo viridis. 7-8 cm. Broget i grønlige og brunlige farver. Øjnene har grøn iris. Findes tæt på kyster i det sydøstlige Danmark. Sjælden. Klokkefrø, Bombina bombina. 4-5 cm. Mørk overside, sort og orange underside. Holder til i solrige vandhuller. Sjælden, sydøstlige Danmark. Familie: Tudsefrøer (Pelobatidae) Springfrø, Rana dalmatina. 5-7 cm. Brun - rustfarvet. Lever gerne i løvskov. Findes i det sydøstlige Danmark. Foto:%Kurt%Jørgensen% Butsnudet frø, Rana temporaria. 7-9 cm. Brun. Lever i det meste af Danmark. Strandtudse, Bufo calamita. 5-7 cm. Brunlig, med lysegul rygstribe. Øjnene har grøn iris. Lever hovedsageligt ved kyster, men også inde i landet. Findes vidt udbredt i Danmark, men arten er sjælden. Foto:%Henrik%Bringsøe% Løgfrø, Pelobates fuscus. 6-7 cm. Lever skjult og er nataktiv. Spredt udbredelse i Danmark, gerne på sandjord. Sjælden. Familie: Egentlige salamandre (Salamandridae) Foto:%Chris+an%Fischer% Spidssnudet frø, Rana arvalis. 5-7 cm. Brun. Hannen kan være lyseblå i parringstiden. Findes i det meste af Danmark. Foto:%Henrik%Bringsøe% Lille vandsalamander, Lissotriton vulgaris. 7-10 cm. Almindelig i Danmark. Stor vandsalamander, Triturus cristatus. 10-16 cm. Det meste af Danmark. Bjergsalamander, Ichthyosaura alpestris. 9-11 cm. Sønderjylland.

Danmarks padder i fremtiden Der er lang vej igen, før vi har sikret stabile bestande af padder i hele Danmark. Hos nogle arter er bestandene alt for små. Det gør dem udsatte over for selv små ændringer i deres omgivelser. Paddernes vandhuller må ikke være særligt forurenede, hvis dyrene skal trives og yngle. De skal have rent vand, og i en yngledam må der ikke udsættes glubske rovfisk, hvis haletudserne skal overleve. Vandhullernes omgivelser skal samtidigt være egnede som levested. Hvis de ting er i orden, så kan padderne overleve. Danmarks dyre- og plantearter bliver stadigt færre. Set i det lys må der gøres mere for vores natur. Den vilde natur skal have bedre mulighed for at udfolde sig, så naturen og vores oplevelser i den ikke bliver fattigere, men derimod rigere. Padderne forsvinder, fordi levestederne er blevet for få. Siden 2. verdenskrig er der sket en markant udvikling af landbruget. Ny teknologi gjorde agerdyrkningen meget intensiv. Søer er blevet fyldt op og åernes naturlige forløb rettet ud. Samtidig blev der opført udstrakte sommerhusområder i kystområderne. I en lang række ulande erstattes naturen nu af intensivt landbrug. Det danske landskab gennemgik en lignende udvikling i 1900-tallet og vi kender konsekvenserne alt for godt! Fra 1940'erne til 1980'erne mistede Danmark omkring 2/3 af landets bestande af padder. Levestederne forsvandt, og samme skæbne overgik padderne. Udbredelsen af nogle arter er gået tilbage med 98%. Videnskabsfolk og organisationer kæmper i dag for at redde paddernes sidste tilflugtssteder og for at skabe nye levesteder, der ikke er så forurenede. Den danske befolkning ønsker generelt, at der skal være plads til både sjældne dyr og dyrket jord i Danmark. Men det har været svært for politikere at skabe balance i disse hensyn, og stadigt flere danske dyre- og plantearter forsvinder. Landbruget modtager stor støtte fra staten og EU, og samtidig er værdien af den vilde natur svær at opregne i penge. Danmarks bestande af frøer, tudser og salamandre må sikres for eftertiden. Skal problemerne løses, kræver det velvilje og dygtighed hos samfundet, organisationer og personer, der engagerer sig i arbejdet med at bevare vores artsrigdom og at gavne den vilde natur. Vi må se de biologiske realiteter i øjnene. Hvis den triste tilbagegang for Danmarks natur skal vendes, kræver det handling fra politikere og lokalbefolkning.

Danmarks padder året rundt Foto: Kurt Jørgensen Når foråret kommer til Danmark bliver der trængsel ved vandhullerne, hvor hannerne kæmper om hunnernes gunst. De voksne padder parrer sig om foråret. Hunnen lægger ofte æggene direkte i vand, og hannen befrugter dem straks når hunnen lægger dem. Derefter forlader de voksne æggene. Haletudserne går på land, når både forben og bagben er vokset ud. Her skifter deres åndedræt fra gæller til lunger. Hos frøer og tudser forsvinder halen i løbet af kort tid. De begynder at finde føde på land, såsom fluer, springhaler, myg og andre små insekter. Æggene udvikler sig i vand. De er indkapslet i en gelé-agtig masse som beskytter dem og lader ilt passere ind til ægget. De små fostre er nu helt forsvarsløse og en lækkerbidsken for andre dyr som f.eks. salamandre. Efter en stund klækker æggene til haletudser, som trækker vejret ved hjælp af gæller og spiser små planter eller dyr i vandet. Haletudserne vil nu gennemgå en utrolig udvikling, hvor først bagben, og senere forben, vokser frem.

Den danske Bjergsalamander Denne sjældne padde findes kun i et lille hjørne af Danmark og forekommer ellers i Centraleuropa og dele af Sydeuropa. Bjergsalamanderen har ualmindeligt smukke farver, men indtil 1949 kendte man ikke til dens eksistens i Danmark. En 12-årig skoleelev og hans lærerinde, Agnete Bisgaard, stod bag det sensationelle fund af arten, der blev set i et sønderjysk vandhul. Bjergsalamanderen blev omtalt i landets aviser, men allerede få år efter blev dens eneste kendte ynglevandhul ødelagt. Agnete Bisgaard meddelte til zoologer i København, at hun frygtede, at arten nu var uddød i Danmark. Men heldigvis skulle historien snart tage en ny drejning. Agnete Bisgaard samlede i 1970'erne en gruppe entusiaster, som ville redde arten. Hundredevis af vandhuller i området blev undersøgt. Sådan blev arten til alt held genopdaget i flere sønderjyske vandhuller, men den viste sig ved senere optællinger at være i stærk tilbagegang. Det kunne nu være et spørgsmål om tid, før bjergsalamandrene ville forsvinde helt. Da bjergsalamanderen virkede truet i Danmark, ville Bjergsalamandergruppen sikre artens fortsatte eksistens ved at oprense og grave nye vandhuller. Det lykkedes gruppen at skaffe penge til arbejdet, og siden da er der gjort meget for at vedligeholde og forbedre dens levesteder. I dag ser det lyst ud for bjergsalamanderen i Danmark. Agnete Bisgaard og Bjergsalamandergruppen stod i spidsen for en stor indsats, som har sikret arten i den danske udbredelse. Den lever i tilknytning til skove, og foretrækker at yngle i vandhuller, der er omgivet af høje træer.

Den danske Klokkefrø Klokkefrøen hører blandt de smukkeste padder. Dens parringskald er melodisk og er blevet beskrevet som lyden af fjerne kirkeklokker. Denne lune, gådefulde lyd kunne engang høres ved mange danske vandhuller, fra Als i vest til Bornholm i øst. Men i 1980'erne gik det for alvor stærkt tilbage for danske klokkefrøer. Arten blev reddet i sidste sekund, da man bl.a. gravede nogle nye vandhuller til den. Nu forsøger man at hjælpe bestandene tilbage til en stabil størrelse. Der anes et håb om, at arten igen kan blive en varig del af Danmarks landlige idyl. Men det er en stor udfordring. Der er lang vej endnu, for den stiller en del krav til levestederne, både på land og i vand. Hjortø syd for Fyn er ét af de steder, hvor danske klokkefrøer yngler. En sådan bestand er i sig selv vigtig som levende "genbank", når det er besluttet at bevare de oprindelige danske klokkefrøer med deres genetiske særkender. I 1995 indtraf en katastrofe for øens klokkefrøer. Under en storm blev øen oversvømmet af saltvand, og næsten alle klokkefrøer døde. De få overlevende klokkefrøer blev samlet ind og plejet i København Zoo. Der blev gjort en stor indsats for frøerne, og snart begyndte de at yngle. Foto: Kurt Jørgensen Det tog mange år klokkefrøerne kunne etablere sig ordenligt på øen, men i dag er bestanden stabilt voksende. På lang sigt er det dog vigtigt, at arten ikke kun eksisterer i små, isolerede forekomster. Indtil videre ser fremtiden god ud for Hjortøs frøer. Foto: Kurt Jørgensen Tusindvis af haletudser fra København Zoo er blevet udsat i Hjortøs vandhuller. Frøernes små efterkommere skulle vokse op i disse vandhuller. Her blev der anbragt nogle store bure af net for at beskytte haletudserne mod angreb fra fugle og insekter. Foto: Kurt Jørgensen

Den danske Løgfrø Det er de færreste, der nogensinde har set den mystiske løgfrø. Arten eksisterer i mange egne af Danmark, men meget spredt. Dens tilstedeværelse tilsløres af dens hemmelighedsfulde liv under jorden! Løgfrøen kendes på sit buttede udseende, øjnenes lodrette pupiller, og den har en spadeformet "klo" på hvert bagben, der gør det muligt for frøen at grave sig ned i en fart. Frøen er blevet yderst sjælden. Den forsvandt fra over 90% af de danske levesteder i perioden 1945-1990, hovedsageligt fordi levestederne er blevet ødelagt af forurening og dræning af vådområder. Om dagen skjuler løgfrøer sig under jorden. Når mørket falder på, kravler de små, plumpe frøer op til jordoverfladen. Her sidder de på lur efter insekter og smådyr, som de fanger med deres klistrede tunger. Hvis en løgfrø bliver generet af et rovdyr kan den udskille en hvidløgsagtig lugt, der afskrækker fjenden. Derefter graver den sig ned ved hjælp af sine kraftige bagben, og forsvinder i skjul! Fotos: Henrik Bringsøe Løgfrøen yngler i solbeskinnede vandhuller med rent vand. Der må ikke være rovinsekter og fisk i vandet, hvis æg og haletudser skal overleve. Hvis betingelserne ellers er gode, så trives løgfrøernes haletudser, og vokser til en størrelse størrelse af hele 12-15 cm. I dag arbejder danske paddeeksperter med at redde løgfrøerne. Frøerne opdrættes og plejes af specialister med henblik på organiseret genudsætning. Der skabes nye yngle- og levesteder, som passer til løgfrøernes levemåde, men denne egenartede frø har stadig trange vilkår i Danmark. Foto: Kurt Jørgensen Foto: Niels Damm

Den danske Løvfrø Løvfrøen er Danmarks eneste klatrende frø et eksotisk indslag i den danske natur. Den tilhører en familie af trælevende frøer, som mest er udbredt i tropiske og subtropiske områder. I Danmark lever den på sin absolutte nordgrænse. Om dagen sidder den ubevægelig på et blad eller gren. Om natten og i skumringen jager den insekter i buske og anden vegetation. Løvfrøen yngler i solbeskinnede damme med rent vand, hvor der ikke lever fisk. Løvfrøen er forsvundet fra 97% af de danske vandhuller, hvor den fandtes i 1950. Det er bl.a. sket i takt med landbrugets intensivering, og indtil for få årtier siden var arten på kanten af udryddelse i Danmark. Da det stod værst til for Danmarks løvfrøer lykkedes det endelig danske paddeeksperter at vende den kedelige udvikling. Der blev gjort en massiv indsats. Nye vandhuller blev udgravet, og forurening blev oprenset. Foto: Niels Damm Foto: Kurt Jørgensen De nye levesteder har vist sig at være en stor succes. Løvfrøerne har i de fleste tilfælde selv vandret til de nye ynglesteder over store afstande. De danske løvfrøer yngler nu i over 500 danske vandhuller. Herfra høres hannernes kraftige parringskald i lune forårsnætter. Arten er blevet reddet på målstregen, takket være dygtigt bevaringsarbejde.

Se padderne Det er sjovt at være ved et paddevandhul på en lun forårsdag. Det giver gode minder og erfaringer at se disse ejendommelige dyr i naturen, både for børn og voksne. Du kan medbringe forskelligt udstyr kamera, fiskenet og et lille akvarium af plastik til fotografering af dyrene fra siden. Frøer, tudser og salamandre tager ikke skade af at blive håndteret forsigtigt. De skal dog sættes tilbage umiddelbart efter på samme sted hvor de blev fanget. Om foråret er der heftig aktivitet hos padderne, når de yngler i deres vandhuller. Du kan få kendskab til gode paddeområder ved at deltage i møder og aktiviteter hos organisationer, der beskæftiger sig med padder. Her ses hanner af spidssnudet frø (Rana arvalis) i blå ynglefarver. Foto: Kurt Jørgensen Man må, f.eks. til undervisningsbrug, indsamle æg og larver af fire danske arter: skrubtudse, butsnudet frø, grøn frø og lille vandsalamander. De skal sættes tilbage til det oprindelige vandhul, når de nærmer sig forvandling, da det vil være skadeligt for den biologiske mangfoldighed, hvis forskellige populationer bliver blandet. Frøer, tudser og salamandre vil ofte bosætte sig i villahaver, hvis der er anlagt en havedam. De er gode til at finde sådanne egnede yngle- og levesteder, når de vandrer i terrænet. Det kan være til stor fornøjelse for haveejeren med en sådan berigelse af havens dyreliv. Padder er nyttige skadedyrsbekæmpere, som bl.a. tager for sig af nøgensnegle. Hvis du vil vide mere om padder, kan du finde mere information på Dansk Amfibiecenters hjemmeside: www.danskamfibiecenter.dk. Dansk Amfibiecenter arbejder med bevarelsen af både danske og udenlandske paddearter. Denne udstilling er støttet med tilskud fra tips- og lottomidler til friluftslivet, samt af 15. Juni Fonden.