UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 2/2008 Polar fronten tema: dna-jagt i Grønlands fortid 04 forhøjet vandstand 1 Øverst i fødekæden 16 fra ukendt mineral til nielsenit 18
INDHOLD TEMA DNA-jagt i Grønlands fortid 04 Skeletterne ud af skabet 06 Genetisk puslespil 08 Den sibiriske forbindelse 09 Folk på vandring 10 Forhøjet vandstand 12 Klimaets veje 14 Med Achton Friis i fokus 15 Øverst i fødekæden 16 Fra ukendt mineral til nielsenit 18 Følsom narhval 20 Isbjørn på vulkaner 24 Dansk Polarcenter er et center i Forsknings- og Innovationsstyrelsen og har til opgave at fremme og formidle dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 32 88 01 00 Fax: 32 88 01 01 polarfronten@fi.dk www.dpc.dk Udkommer fire gange årligt Oplag: 3500 Deadline for bidrag til næste nr. 15. august 2008. Abonnement kan tegnes vederlagsfrit gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Peter Sloth, ansv. redaktør Jane Benarroch, DJ Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Irene Seiten, DJ Uffe Wilken, DJ Henning Thing Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Rune Dietz, Blodprøvetagning fra isbjørn. Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. ISSN: 0907-2322 Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse Polarfronten NR.2/2008
I Danmark-ekspeditionens kølvand Den 24. juni er det 102 år siden det gode skib Danmark med mandskab og forskere forlod København for at tage hul på Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland. To år senere vendte ekspeditionen tilbage med et værdifuldt bidrag til kortlægningen af Nordgrønland. Dog uden ekspeditionslederen Mylius-Erichsen og to andre medlemmer, som omkom i ødemarken. Om alt går vel, vil den tremastede skonnert Activ omkring denne dato lægge fra kaj og indlede en mindeekspedition i Danmark-Ekspeditionens kølvand. I spidsen for ekspeditionen står kaptajn Jonas Bergsøe, som med sit mandskab og en gruppe forskere i løbet af de næste tre måneder vil forsøge at nå så langt nordpå som til Danmarkshavn. Undervejs vil en gruppe forskere fra De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) indsamle sandstensprøver og havbundskerner i de nordøstgrønlandske kystområder og foretage akustiske undersøgelser af havbunden i de store fjordsystemer. Ekspeditionen har også deltagere fra det tyske Alfred Wegener Institut og et samarbejde med Nationalmuseet i København og Grønlands Naturinstitut. Activ er det sidste sejlførende ishavsskib, og det er på alle måder sammenligneligt med Danmark. Activ blev bygget på Ring-Andersen Skibsværft i Svendborg i 1951 og har bl.a. sejlet på Grønland for Kongelig Grønlandske Handel fra 1958 til 1964. Siden 1976 har det smukt restaurerede skib tilhørt den tyske arkitekt Volkwin Marg, som har stillet det til rådighed og finansieret en del af ekspeditionen. Jonas Bergsøe arbejder for øjeblikket på at få de sidste finansielle brikker til at falde på plads, men forventer en planmæssig afgang. Foto: Danmark-Ekspeditionen 1908-2008 Skonnerten Activ sejler denne sommer i Danmark-Ekspeditionens kølvand med en gruppe forskere ombord. Activ er det sidste sejlførende ishavsskib. Ærkeenglen fra Vanløse Fjeldkvanen er absolut et nærmere bekendtskab værd. I Sydvestgrønland er det svært ikke at støde på den meterhøje, bjørneklolignende staude om sommeren på fugtige steder. Kvanen har mange anvendelsesmuligheder, og man regner med, at den for 1000 år siden blev indført af nordboerne som kulturplante til Sydvestgrønland. Den har nu sin nordgrænse ved Diskobugten. Hver kvan lever i blot to år: Den er bare stængel og blade den første sommer og blomstrer kun i sin anden sommer. Derefter dør planten, men de mange frø spirer næste forår til nye kvaner. Gennem tiderne har den været kendt og benyttet som lægeplante. På latin hedder den Angelica archangelica, der direkte oversat betyder Engel ærkeengel. Navnet stammer fra middelaldermyten om en engel, der fortalte en munk, at man kunne undgå at blive smittet med pest, hvis man havde et stykke kvanrod i munden. I Mellemeuropa springer kvanen ud omkring 8. maj, hvor man i gammel tid festligholdt ærkeenglen Michael, der også var skytsengel for apotekerne. Derfra fik kvanen den sidste del af navnet. På grønlandsk hedder kvan kuanneq, som er et af de få fremmedord, der stammer direkte fra nordboernes sprog. Et andet eksempel er det grønlandske sava, der kommer fra nordboernes sau (får). Stort set alt på kvanen kan bruges af mennesker til nydelse og mod en mangfoldighed af dårligdomme. Den er et veritabelt fjeldapotek. Her er en tjekliste med nogle af dens muligheder: Blomsterfrø: Som smagsgiver i vermouth, chartreuse og gin. Blade: Tilsat akvavit fås en velsmagende bjesk; gode i frugtsalat, til fisk og hytteost; neutraliserer syren i rabarberretter. Stængel: Som grøntsag; som kandiseret slik; modvirker skørbug. Rod: Særlig rig på stoffet β-terebangelen, der giver hele planten den karakteristiske moskusagtige duft, og som også indgår i Benediktinerlikør. Udtræk god mod tyfus, hoste bronkitis, forkølelse, oppustet mave, kolik og andre ubehagelige tilstande. Diabetikere bør ikke spise planten. Kvansaften indeholder også et stof (furokumarin), der øger hudens lysfølsomhed, og som kan give udslæt. Lige et sidste råd til den trætte fjeldgænger: Pluk en dusk kvanblade og læg den i dit badevand. Det giver friskhed til dine ømme muskler... Og hvad var der så med Vanløse? Navnet på den københavnske bydel er en afledning af den gamle betegnelse en lysning med kvan, så ærkeenglens potente plante har på sin vis en direkte forbindelse fra Middelalderens Sjælland via Sagaøen til nordboernes Grønland og Polarfrontens læsere. Henning Thing gletsjerspalten Polarfronten NR.2/2008
TEMA I dna-jagt Dna-jagt i Grønlands 4 Polarfronten NR.2/2008
Foto: Grønlands Nationalmuseum fortid Det er 4500 år siden, de første mennesker satte foden på grønlandsk jord. Siden er indvandringerne, som vi primært har viden om fra det seneste århundredes mange arkæologiske udgravninger langs de grønlandske kyster, skyllet frem og tilbage. I disse år får arkæologien imidlertid hjælp fra uventet faglig hånd, idet en stribe nye naturvidenskabelige metoder ser dagens lys. Blandt andet har udviklingen af dna-teknologien fået arkæologer og genetikere til at gå sammen i laboratoriet, og de første resultater ser allerede nu dagens lys. Polarfronten har talt med bagmændene. Foto: Morten Meldgaard Polarfronten NR.2/2008 5
TEMA I dna-jagt Skeletterne ud af skabet Dna-analyser af skeletter fra Grønland forventes at give mere sikker viden om bl.a. indvandringsbølgerne til området. Forskerne venter dog ikke, at der dukker viden op, som vil kræve en omskrivning af historien. Igennem det seneste århundrede er tusindvis af skeletrester blevet indsamlet i Grønland. De kommende måneder vil et større udsnit af den omfattende samling blive hevet ud af kompaktreolerne på Antropologisk Laboratorium i København og gransket på ny. Desuden vil andre fund som mumier og andet organisk materiale som negle og tænder blive støvet af i videnskabens navn. Det sikrer en to millioner kroner stor donation fra Lundbeckfonden til ny forskning i Grønlands genealogiske forhistorie. På jagt efter generne Det er tre forskere ved Københavns Universitet - professor Eske Willerslev fra Biologisk Institut, lektor Niels Lynnerup fra Retsmedicinsk Instituts Antropologisk Laboratorium, samt lektor Jørgen Dissing ligeledes fra Retsmedicinsk Institut der vil stå for arbejdet med at dna-analysere det omfattende materiale. Formålet er at tilvejebringe mere detaljeret viden om indvandringsbølgerne i Grønland, foruden at kaste mere lys over arvelige sygdommes evne til at bide sig fast i befolkningen. - Det er generne og deres udvikling, vi gerne vil kortlægge. Derfor vil vi først og fremmest typebestemme dna i organisk materiale fundet langs hele den grønlandske kyststrækning med henblik på at sammenstykke et mere grundigt billede af slægtsforholdet mellem de skiftende befolkningsgrupper, der har beboet Grønland til forskellige tider. Vi vil gerne kende den genetiske forskel mellem dem. Og have svar på, hvor stor den var, fortæller Niels Lynnerup og beskriver materialet: - Vi har knoglerester fra de tidlige kulturer, for eksempel Saqqaq, samt ikke mindst Thule-kulturen, som de moderne grønlændere stammer fra. Og så har vi naturligvis en del skeletmateriale fra nordboerne i den tidlige middelalder. Desuden har vi en del tandmateriale samt flere mumier, blandt andet fra Qilakitsoq i 1400-tallet. De er gode at lave dna-analyser på, fordi de er behårede. Historisk nyfigenhed Forskerne kalder selv deres perspektiv mikro-evolutionært. - Det store spørgsmål er: opstår kultur ved, at folk flytter sig, eller ved at de kopierer hinanden? Det får vi ikke altid svar på ved at finde arkæologiske genstande, som folk har brugt. Hvad angår Grønland, peger alting på, at Thule-kulturen er opstået i Alaska, og at befolkningen inden for ganske få hundrede år er indvandret til Grønland. I dag mener vi, at Thule-folket har været ret mobilt. Det fortæller, at vi som art er ukuelige, når det gælder om at gå efter de mest gunstige betingelser og sikre overlevelsen, siger Niels Lynnerup. Det er først inden for de senere år, at det er blevet muligt at bestemme de grønlandske kulturer genetisk. Det er dog tvivlsomt, om genetikken vil gøre andet end at bekræfte det billede, vi allerede har af de skiftende, hedengangne befolkningsgrupper Independence I og II, Saqqaq, Dorset I og II, Thule-folket og nordboerne. - Når vi går i gang med undersøgelserne, vil vi måske i enkelte tilfælde finde nordbo-dna i knogler fra Thule-eskimoer og inuit-dna i nordboknogler. Vi har jo undersøgt moderne grønlænderes gener, og der fandt vi spor af europæiske gener, som sandsynligvis stammer fra de europæere, der kom til Grønland fra 1700-tallet og frem. Men Grønlands indvandringshistorie vil ikke blive skrevet om. Vi kan måske godt vise, at nordboer og inuitter byttede gener, når vi nu tester det. Det ville være mærkelig andet, når man kender menneskelig adfærd. Og det vil så give en overskrift. Men det er jo mindre interessant, når der ikke er tegn på, at der har været nogen videre kulturel sameksistens og opblanding. Nordboerne har jo ikke lært sig at lave en kajak, og inuitterne har ikke lært sig at bruge nordboernes væve. Det sårbare dna Frem for kerne-dna, der rummer menneskets kromosomer, er det såkaldt mitokondrie-dna (mtdna), forskerne bruger til at afdække de genetiske mønstre. Det findes i forskellige typer, der fordeler sig geografisk ud over jordkloden. Man kan sammenligne det med blodtype: ethvert menneske har kun én type mtdna. - Det, vi interesserer os for, når vi vil vide noget om befolkningernes genetiske sammensætning, er udbredelsen af for- 6 Polarfronten NR.2/2008
En af de meget velbevarede mumier fra Qilaqitsoq er på operationsbordet, mens der bliver udtaget hårprøver til bl.a. dna-undersøgelser og måling af tungmetaller. Prøverne vil indgå i de undersøgelser af indvandringsbølgerne i Grønland, som forskerne for øjeblikket er i gang med. Mumierne blev fundet i 1972 og stammer fra 1470 erne. Foto: Grønlands Nationalmuseum skellige former for mtdna i det organiske materiale. Vi sammenholder så resultaterne med findestedet for knoglerne og forsøger på den baggrund at sammenstykke et mere detaljeret demografisk billede, siger Niels Lynnerup. Der findes i alt cirka 40 mtdna-typer i verden, hvoraf omkring fem er almindelige i Norden. Til forskernes held er grønlandsk mtdna meget forskelligt fra europæisk. - MtDNA afslører imidlertid kun mødrenes slægtskab, fordi det nedarves fra mor til barn. Det betyder, at et barn af en nordbo-mand og en inuit-kvinde altid vil have inuit-mtdna. Det kan altså ikke bruges til at spore den fulde afstamning, fortsætter Niels Lynnerup. Nedbrudt er godt Selve det at opspore og isolere ældgammelt arvemateriale fra fortiden er forbundet med visse vanskeligheder. - En celle indeholder meget større mængder mtdna end kerne-dna. Når det er svært at arbejde med i forhistorisk form, skyldes det, at nyt dna så let som ingenting kan blande sig ind i analysen. Du skal bare hoste en anelse hen over et stykke knogle, og det forhistoriske dna vil være forurenet af dit eget. Med knogler og tænder prøver vi at tage forholdsregler imod det. Dna trænger nemlig ikke ind, så hvis vi bare renser overfladen, inden vi borer ind og trækker materiale ud af eksempelvis en tand, nedsætter vi risikoen for forurening, lyder det videre fra Niels Lynnerup. For at sikre sig mod at blive narret af omstændighederne har forskerne installeret nogle alarmklokker i undersøgelsesprocedurerne: - Gammelt dna vil aldrig være intakt, så vi kasserer dna, som ikke ser nedbrudt ud. Desuden lader vi alle vores analyser gennemgå i et andet laboratorium for at sikre, at der ikke er forureningskilder i vores redskaber, som vi ikke opdager. Ringen sluttes I dag støtter genetikken teorien om, at vore forfædre udvandrede fra Afrika 50-100.000 år siden. De spredte sig i flere grupper - nogle søgte til Europa, andre mod Asien. Og for nylig mødtes de så igen i Grønland. - Det er næsten helt poetisk, at ringen slutter i Grønland. Som art moderne homo sapiens - opstod vi i Afrika for 200.000 år siden. For 50-100.000 år siden bevægede vi os ud af Afrika til Mellemøsten, hvorfra vi spredte os til henholdsvis Europa og Asien. De to befolkningsgrupper mødtes først igen, da de grønlandske inuitter og nordboerne stødte på hinanden i Middelalderens Sydgrønland. Det er da utroligt, at vi opstår i Afrika og sluttelig mødes i Grønland, slutter Niels Lynnerup. Jane Benarroch Kontakt: Niels Lynnerup, Antropologisk Laboratorium, nly@sund.ku.dk Polarfronten NR.2/2008
TEMA I dna-jagt Genetisk puslespil Moderne grønlænderne nedstammer altovervejende fra Alaska-eskimoer. Og først i 1700-tallet miksede inuitter og europæere gener. Genetikken kaster nyt lys over de grønlandske slægtskaber. De senere år har antropologerne fået bedre kort på hånden, når det gælder granskning af forhistoriske efterladenskaber. Nye metoder til at undersøge såkaldt mtdna (mitokondriedna) i knoglerester, hår, negle og andet organisk materiale har kastet mere detaljeret viden om grønlændernes genealogiske historie af sig. Samtidig er studier af Y-kromosomer kommet nærmere et mere præcist tidspunkt for, hvornår opblandingen mellem inuit-befolkningen og tilrejsende europæere fandt sted Fordi genetiske markører kan spores tilbage til bestemte geografiske steder, er de et vigtigt middel til at kortlægge befolkningers oprindelse. Allerede i 2000 undersøgte et forskerhold med deltagelse af lektor Niels Lynnerup 82 inuitter for spor af mtdna fra europæere. Konklusionen var, at europæisk mtdna var fraværende i alle de undersøgte personer. Det understøtter den herskende teori om, at moderne grønlandske inuitter altovervejende nedstammer fra Alaska-eskimoer. På mødrene side I modsætning til almindeligt dna, der findes i menneskets cellekerne, ligger mtdna i cellernes mitokondrier. Der er dog det særlige ved mtdna, at det kun nedarves via moderen, mens faderens mtdna ikke kan spores i de følgende generationer. Altså kunne det med den første undersøgelse ikke udelukkes, at nogle af de undersøgte personer var af europæisk afstamning på fædrene side. Da man samtidig ved, at der ofte er en kønsmæssig skævhed i forbindelse med genetisk opblanding af to folkeslag fremmede mænd har oftere fået børn med indfødte kvinder, end indfødte mænd har fået børn med fremmede kvinder - satte det samme forskerhold sig i 2003 for at undersøge variationen af det mandlige Y-kromosom i 69 af de 82 inuitter fra undersøgelsen fra 2000. Herved ville man kunne se, hvorvidt der var spor efter europæiske aner på fædrene side. Og nok så interessant: det ville være muligt at se, om opblandingen var sket med nordboerne i Middelalderen, eller om den først skete i 1700-tallet med de europæiske kolonialisters ankomst til Grønland. Y-kromosomet sladrer Undersøgelsen viste snart, at der var europæiske genspor i materialet. Og at det hovedsageligt stammede fra Skandinavien. Derimod var det sværere at fastslå, om generne er islandske - og dermed stammer fra nordboerne - eller om de er dansk-norske - og dermed stammer fra kolonitiden. Alt taler dog for det sidste. At det netop er europæiske Y-kromosomer, der er fundet, stemmer nemlig med, at de fleste dansk-norske immigranter i 1700-tallet var mænd. Havde man fundet europæisk mtdna blandt de 82 undersøgte grønlændere, kunne man i lige så høj grad have peget på, at opblandingen var sket i nordbotiden, da der var en nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder i det norrøne samfund. Også dét faktum, at undersøgelsesmaterialet er indsamlet i hele Grønland frem for blot i Sydgrønland, understøtter gen-flowets udspring i kolonitiden. Mumier fra flere familier Metoderne bruges også til at fastslå slægtskab mellem tilsyneladende nære familiemedlemmer. Således er de otte, velbevarede mumier fra 1400-tallets Qilakitsoq, der blev opdaget i en klippegrav i 1972, blevet underkastet nye genetiske undersøgelser. Ved at analysere mtdna i hår og negle lykkedes det i 2007 Niels Lynnerup m.fl. at påvise, at mumierne repræsenterer mindst tre og ikke, som man tidligere mente, to mødrene linjer. Imidlertid kan studierne af mtdna ikke give et fuldstændigt billede af slægtskabet, melder forskerne. Men det kan forhåbentlig nye teknikker i fremtiden. Jane Benarroch 8 Polarfronten NR.2/2008
Der blev udtaget flere hårprøver fra de 4000 år gamle jordlag i Qeqertasussuk. Mange stammede fra fangstdyr som sæl og rensdyr, men tre af dem viste sig at være fra mennesker. Foto: Bjarne Grønnow Den sibiriske forbindelse Nye genetiske undersøgelser linker de første grønlændere til nutidens nordøstlige Sibirien. Hvor stammede de eskimoer, der først befolkede Grønland, fra? Alaska? Canada? Eller Sibirien? Sammen med blandt andre danske arkæologer fra nationalmuseerne i Grønland og Danmark fremsatte de danske dna-detektiver Tom Gilbert og Eske Willerslev fra Biologisk Institut på Københavns Universitet for nylig et mere detaljeret bud på et svar i tidsskriftet Science. Link til Sibirien For nok er Grønlands første befolkning indvandret fra det nordamerikanske kontinent. Men de har genetiske rødder tilbage i det nordøstlige Sibirien, viser nye dna-analyser. Kilden til den nye afsløring er en tot hår, der blev fundet af arkæologer fra museet i Qasigiannguit under en arkæologisk udgravning på øen Qeqertasussuk i Disko Bugt i 1980erne. Hårtotten, der har ligget godt beskyttet af permafrosten i den grønlandske jordbund igennem 4000 år, stammer nemlig efter al sandsynlighed fra et menneske fra den første befolkning i Grønland, Saqqaq. - Dna-analyserne viser, at de nærmeste efterkommere af de første palæo-eskimoer nu lever i Sereniki Yuit i det østlige Sibirien og på Aleuterne. Men dermed ikke sagt, at de første grønlændere kom fra Aleuterne, som det er blevet fremstillet i pressen, siger Bjarne Grønnow fra Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, SILA, der ledte dna-detektiverne på sporet af hårtotten. Intet afgjort Det er det såkaldte mitochondrie-dna (mtdna), der nedarves på mødrene side, som forskerne har kortlagt. Ved hjælp af en international dna-database er det herefter lykkedes at spore de befolkningsgrupper, der i dag har et tilsvarende genetisk aftryk. - Godt nok har vi kun undersøgt mtdna et, men det er første gang i verdenshistorien, at det er lykkedes at aflæse hele mitochondrie-genkoden fra et dødt menneskes arvemasse. Men som det gælder alle videnskabelige resultater kan heller ikke disse siges at sætte to endegyldige streger under, hvor den første grønlænder kom fra. Nye og endnu ældre dnafund vil i fremtiden kunne rokke ved vores billede af fortiden, og allerede i morgen kan resultater pege mod en anden konklusion, siger Eske Willerslev. Aleuterne udgøres af cirka 300 øer over en strækning på 1900 kilometer beliggende fra Alaska i USA til Kamtjatkahalvøen i Rusland. Folkene herfra må altså være vandret over isen til Alaska, Canada og videre herfra til Grønland. Men ikke bare viser de nye resultater, at mennesker har flyttet sig over enorme afstande i Arktis. Forskerholdet har også fastslået, at der ingen overensstemmelse er mellem dna-materialet i den 4000 år gamle hårtot og dna-materiale fra Thule-folket, der menes at være de nuværende grønlænderes forfædre. Med andre ord har de palæo-eskimoiske folk Independence, Saqqaq og Dorset en anden genetisk oprindelse end de senere inuitter. Brune øjne? I nærmeste fremtid vil forskerholdet søge at rejse penge til at genskabe det såkaldte kerne-genom ud fra hårtoppen. - Det er i dag teknisk muligt og vil blandt andet kunne afsløre øjenfarve og fortælle, hvorfra faderlinjen blandt de tidligste indvandrere kom. Den kan nemlig meget vel være kommet et helt andet sted fra end moderlinjen, pointerer Eske Willerslev. Kontakt: Eske Willerslev, Københavns Universitet, ewillerslev@bio.ku.dk og Bjarne Grønnow, Nationalmuseet, bjarne.gronnow@natmus.dk Jane Benarroch Polarfronten NR.2/2008 9
TEMA I dna-jagt Indvandringerne er skyllet frem og tilbage i Grønland de seneste 4500 år. Kulturerne har hver især haft deres særpræg, men fælles for dem alle har været, at overlevelsen oftest har været en kamp med marginalerne. Det er 4500 år siden, at de første mennesker satte foden på grønlandsk jord. På det tidspunkt var den sidste istid for længst overstået, og det golde, men nu tilgængelige land lokkede nomadefolk til fra det amerikanske ja måske endog det asiatiske - kontinent. Takket være arkæologiske efterladenskaber i både Grønland, Canada, Alaska og Østsibirien har eftertiden fået et indblik i deres indvandring. En indvandring, som gerne skitseres som følger: Omtrent samtidig befolkes to separate områder: Peary Land i det allernordligste Grønland og Vest- og Østgrønland fra Melvillebugten til Kap Farvel og videre op langs østkysten til nord for Tasiilaq. Det folk, der vandrer ind i Nordgrønland fra Canada, døbes Independence I af den danske arkæolog Eigil Knuth, som fra 1948 og frem til 1970 erne foretager omfattende udgravninger i området ved Independence-fjorden. Folket, der bosætter sig i Vestgrønland, får navnet Saqqaq efter redskabsfund i bygden Saqqaq i den nordlige del af Disko Bugt. Om end spritnye genstudier netop har foreslået, at Saqqaq-folket kan stamme så langt væk fra som det østlige Sibirien (se artikel s.9), har arkæologerne traditionelt ment, at begge palæo-eskimoiske folk nedstammer fra de samme forfædre i Alaska og Canada. Som nomadefolk er Independence I-folket vant til at vandre gennem de arktiske islandskaber, nu i hælene på de moskusokser, der er spadseret hen over isen fra Ellesmere Island til Nordgrønland. Moskusoksen har sandsynligvis været den helt afgørende kilde til både føde og klæder for Independence I-folket, der lever i området fra ca. 2500 til 1800 f.v.t. At man jager andet end moskusokser, vidner fund af jagtredskaber som pile- og spydspidser lavet af flintelignende sten om. Redskaberne har været brugt til at flå fødeemner som hare, ræv, fugl og fisk. Også fund af sælknogler afslører, at havpattedyr har været yndede jagtbytter. Livsbetingelserne er anderledes i Vest- og Østgrønland, hvor Saqqaq-folket lever fra ca. 2500 til 900 f.v.t. Klimaet er mildere, og i mangel af moskusokser jager man i stedet rensdyr og sæler. Saqqaq-kulturen udvikler således andre redskaber og brugsting end det nordligere broderfolk, nemlig kajak og fedtstenslamper. Fra telte til huse Independence I forsvinder imidlertid fra Nordgrønland omkring 1800 f.v.t., måske som følge af en kraftig nedgang i moskusoksebestanden. Først 600 år senere indtager et nyt folk Independence II atter området og bliver her indtil 700 f.v.t. Fund af harpunspidser har fået arkæologerne til at 10 Polarfronten NR.2/2008 Foto: Magnus Elander
Kilde: Naturguide til Grønland (GAD, 1999) konkludere, at dette folk er mere orienteret mod havet, om end de også har benyttet sig af redskaber som knive, stikler og våbenspidser. Også Saqqaq-folket forsvinder i 900 f.v.t. og efterlader Vest- og Østgrønland ubeboet i flere århundreder. I 500 f.v.t. kommer så Dorset-folket, der bebor forskellige områder af Grønland i to perioder: fra 500 f.v.t. til 200 e.v.t. breder Dorset I sig ud over den samme strækning som Saqqaq-kulturen har beboet, mens Dorset II indtager det nordvestlige område fra Thule til Hall land fra 700 til 900 e.v.t. Dorset-folket er det første folk i Grønland, der anlægger korttidsbeboelser i form af langhuse. Det er således også det første folk, som bygger firkantede huse. Samtidig tyder alt på, at Dorset-kulturen baserer tilværelsen på havets fødekilder som sæl, fisk og hvalrosser, foruden rener på fastlandet. Også redskaberne er mere avancerede end de tidligere folks. Harpunen er større og fiskespyddet kraftigere. Og så er det første gang, at man ser metaller anvendt til knivblade. Det er også med Dorset II, at kunsten opstår i Grønland. Således dyrker de billedkunsten ved at udskære figurer i træ, tand og ben. De første europæere Da Dorset II forsvinder i 900-tallet e.v.t., er nordboerne vel undervejs til Grønlands sydspids. I 982 sejler Erik den Røde mod vest efter at være blevet landsforvist fra Island. I tre år udforsker han landet, herunder især græsmarkerne i bunden af de sydgrønlandske fjorde, der ikke alene er attraktive landbrugsjorder, men tilmed ligger fristende øde og udyrkede. Da han i 985 vender tilbage til Island, reklamerer han for det nye sted mod vest, og 25 skibe læsset med nybyggere, proviant og byggematerialer sættes snart i søen. De 14 når frem til Grønland, mens resten enten forliser eller vender om. De følgende år bosætter flere tusinde nordboer sig i de to store bygder Østerbygden og Vesterbygden, og igennem adskillige århundreder formår de at opretholde et landbrugssamfund på trods. Brød må importeres, fordi korn ikke kan modnes i de korte og kølige somre, og træ til huse må hentes i Vinland længere mod vest. Men man holder får, geder, køer og heste og driver fiskeri og rensdyrjagt, så ingen sulter. Forfædrene fra Thule Bondekulturen klarer sig dog kun frem til 1400-tallet, hvor de sidste nordboer forlader området, formentlig som følge af klimaændringer og problemer med at opretholde en tilværelse stadig længere fra tidens alfarvej. Det er også muligt, at et nyt indvandrende inuit-folk har haft en finger med i spillet. I 1100-tallet kommer i hvert fald Thule-folket fra Alaska, der først bosætter sig i Thule-området og senere - i 12-1300- tallet breder sig ud over Vestgrønland, hvor de efter alt at dømme støder på nordboerne. Deciderede vidnesbyrd om konflikter mellem de nordiske indvandrere og skrællingerne, som nordboerne kalder eskimoerne, findes ikke, men sandsynligheden taler for, at de omvandrende jægere og fastboende bønder meget let kan være kommet på kant om ressourcerne. Thule-folket er mere teknologisk avanceret end de forgangne inuit-kulturer. Ikke alene benytter de sig af hundeslæde, kajak og konebåd, hvilket gør dem langt mere mobile end tidligere folk. De bor også i solide vinterhuse, der gør dem mindre sårbare over for ændringer i livsvilkår og klima. Og så er deres redskaber udviklet med hvalfangst for øje. Da hvalerne imidlertid forsvinder fra Nordgrønland i en kold periode, går de i stedet over til at jage hvalros og sæl. Det er Thule-folket, der er de moderne grønlænderes nærmeste forfædre. Da de indvandrede i 1100-tallet, bosatte de sig hele vejen rundt langs de grønlandske kyster. Helt frem til 1800-tallet var der således beboelser langs hele nord- og nordøstkysten beboelser der menes at være forsvundet meget pludseligt af årsager, som det aldrig er lykkedes at afdække. Med 1600-tallets indtog af europæiske hvalfangere og opdagelses- og handelsrejsende møder den eskimoiske befolkning atter den europæiske kultur. En kulturel opblanding tager nu for alvor sin begyndelse. Og i 1721 ankommer så missionæren Hans Egede og indleder den moderne kolonisation af landet. Jane Benarroch Polarfronten NR.2/2008 11
Forhøjet vandstand Mange forskere mener, at Jordens store iskapper vil smelte hurtigere, end det hidtil har været antaget, og dermed forstærke de globale havvandsstigninger. Men de mange forudsigelser bygger ofte på et usikkert datagrundlag, som gør det vanskeligt at udarbejde sikre prognoser for havvandsstigningerne. Det er i dag mere reglen end undtagelsen, at estimerede videnskabelige tidsskrifter som Nature og Science bringer artikler om afsmeltningen fra Jordens store iskapper og gletsjere. Hovedbudskabet i den voksende strøm af videnskabelige artikler, rapporter og forskerindlæg er, at Jordens is smelter meget hurtigere end IPCC (FN s klimapanel) forudsagde i dens seneste, endnu ovnlune, rapport fra 2007. Bag de videnskabelige data møder vi også en voksende bekymring for, hvor meget og hvor hurtigt verdenshavene vil stige og begynde at æde sig ind på de lavtliggende, beboede områder på Kloden. En tiltagende afsmeltning Forskernes bekymring er forståelig, for deres målinger og beregninger viser stort set, at iskapperne og gletsjerne smelter iøjnefaldende stærkt disse år. Blot tilbage i begyndelsen af 1990 erne var hovedindtrykket, at den grønlandske indlandsis var i balance. Den is, som smeltede bort ved randen og i lav højde, blev opvejet af den nye sne, som faldt i løbet af året. I dag peger alle beregninger på, at den såkaldte massebalance er gået i minus. En stor del af massetabet er sket gennem de store udløbsgletsjere som Ilulissat Isbræ i Vestgrønland og Helheim- og Kangerlussuaq-gletsjerne i Østgrønland, som har sat produktionen af is voldsomt i vejret. De tre store gletsjere har gennem nogle år også trukket sig tilbage, da deres fronter trods den øgede hastighed smeltede hurtigere, end strømmen af is fra Indlandsisen kunne kompensere. Siden 1961 har havvandsstigningerne ligget på gennemsnitligt 1,8 mm om året. Men de senere års voksende afsmeltning har sat deres spor. Så tager man perioden 2000 til 2005 har der været tale om en stigning på i snit 2,8 mm om året. I den seneste IPCC-rapport er det meget forsigtige bud på fremtiden, at verdens have vil stige med mellem 10 og 60 cm de næste 100 år. Den store usikkerhed falder umiddelbart i øjnene og begrundes i rapporten fra 2007 med, at forskerne ikke har styr på de processer, der ligger bag afsmeltningen. Men flere klimaforskere har - især på baggrund af den forcerede afsmeltning i Grønland - peget på, at IPCC s skøn er alt for forsigtigt, og at havvandsstigningerne i virkeligheden nærmere vil ligge omkring en meter eller mere. Tre datakilder To danske forskere, professor Dorthe Dahl-Jensen fra Center for Is og Klima og docent Kurt H. Kjær fra Statens Naturhistoriske Museum, maner imidlertid også til en vis forsigtighed. Begge peger på, at forskernes vurderinger af Indlandsisens samlede årlige massetab svinger mellem 50 og 250 km 3, og at det viser, hvor stor usikkerheden er. Spredningen skyldes, at det er svært at måle ændringerne i den 2,8 millioner km 3 store iskappe, og at resultaterne 12 Polarfronten NR.2/2008
Ændringer siden sidste Istid Temperaturændringer - centrale Grønland periode med satelitbilleddækning figuren viser ændringer af temperaturer på Indlandsisen, gletsjernes udbredelse langs Grønlands kyster og det globale havniveau. Det er værd at bemærke, at de grønlandske gletsjere under den varme periode fra 4-6000 år siden stod 0-60 kilometer længere tilbage end i dag. slut sidste Istid 10.000 5 meter 1 C Globalt havniveau nuværende niveau Gletscherudbredelse - kystnære Grønland nuværende position max. 20-60 km fremrykning smeltning 8000 6000 4000 2000 0 År siden figur: rink-projektet (temperaturdata: Johnsen et al 001; Havniveaukurve: K. fleming m.fl.) stammer fra tre meget forskellige datakilder: Den ældste metode er lasermålinger fra fly, som er blevet gennemført med års mellemrum siden begyndelsen af 1990 erne. Det er klart, at der kan være fejlkilder, når man fra fly skal registrere ændringer på ganske få centimeter. Og langs kysterne er det afgørende, hvor flyvningerne har været gennemført, for der er store regionale forskelle. Siden 2000 har man data fra satellitmålinger, som er velegnede til store områder og derfor fanger ændringer på midten af Indlandsisen ret præcist. Derimod er satellitternes evne til at registrere forskydningerne i randområderne betydelig mindre. Foto: Magnus Elander Det tredje datasæt stammer fra tyngdemålinger fra to satellitter, der ud fra ændringerne i tyngdekraften gør det muligt at beregne, hvor stor Indlandsisens samlede ismængde er. - Der er fuld enighed om, at Indlandsisen har mistet is de seneste år. Men når man tager højde for spredningen og den kortvarige dataserie, så er det tydeligt, at man må tage beregningerne af Indlandsisens masse med et gran salt, siger Dorthe-Dahl Jensen. Et enkelt usædvanligt år kan ødelægge tendensen, når der regnes med så kort en årrække. Store variationer Den grønlandske indlandsis er den største iskappe på den nordlige halvkugle, og Kurt Kjær har beregnet, at da den havde sin største udbredelse under sidste istid, rummede den næsten dobbelt så meget is som i dag. Siden er omkring 42 % smeltet bort, og glider al den tilbageværende is i havet, vil det få havet til at stige yderligere syv meter. - Det interessante er imidlertid, at den hurtige afsmeltning efter istiden foregik, mens isen stadig stod på kontinentalsoklen, fortæller Kurt Kjær. Efterhånden som isen har trukket sig ind på land, er afsmeltningen aftaget, og det peger på, at havtemperaturer og havstrømme spiller en vigtig rolle for smeltningen i randområderne. Der er ikke mange undersøgelser af denne sammenhæng, men amerikanske forskere, som har målt temperaturerne omkring de store grønlandske gletsjere, mener, at det er de stigende temperaturer i havet, som i disse år har fået de grønlandske gletsjere til at øge afsmeltningen. Undersøgelser viser imidlertid også, at det langtfra er første gang, gletsjerne trækker sig tilbage. Kurt Kjær fortæller, at gletsjerne i Grønland under det såkaldte klimatiske optimum for 4-6.000 år siden stod op til 60 kilometer længere inde end i dag. Og forskere fra Ohio State har fundet ud af, at Kangerlussuaq-gletsjeren i begyndelsen af 1930 erne, hvor der var to grader varmere end i dag, i løbet af få år trak sig mere end 10 kilometer tilbage. Usikre prognoser Vurderingerne er, at det vil tage mange hundrede år for Indlandsisen at smelte under de nuværende klimabetingelser, hvor et årligt massetab på 150 km 3 kun udgør 0,06 promille af den samlede ismængde. - Prognoserne for de fremtidige havvandsstigninger er usikre, for vi forstår endnu ikke de bagvedliggende processer, siger Dorthe-Dahl Jensen. En af usikkerhederne er, om baglandet kan blive ved med at forsyne gletsjeren med den mængde is, som er kommet ud de senere år. En anden, hvad der vil ske, når gletsjerranden trækker sig tilbage og ikke længere bliver påvirket af stigende havtemperaturer. Endelig er det usikkert, hvilken rolle de store smeltevandssøer under isen spiller for afsmeltningen. Det er derfor vanskeligt at forudsige, om den nuværende acceleration vil fortsætte, bremse op eller helt stoppe. Og det gør det svært at udarbejde sikre prognoser for, hvad der vil ske med havvandsstigningerne i fremtiden. Poul-erik Philbert Kontakt: Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og klima, ddj@gfy.ku.dk, og Kurt H. Kjær, Statens naturhistoriske Museum, kurtk@snm.ku.dk Polarfronten NR.2/2008 1
Klimaets veje alpernes gletsjere smelter og afdækker klimahistorien. Blotlagte genstande i schweiziske Schnidejoch viser, at passet fire gange siden Istiden har været åbent og har fungeret som en passage mellem det nordlige Italien og Schweiz. Det var et pilekogger lavet af birkebark, som udløste arkæologiske undersøgelser af Schnidejoch-passet. reultatet var flere hundrede genstande, som tegnede et klart billede af, hvordan klimaændringerne har lukket og åbnet passet flere gange de seneste 5000 år. På en vandring i de schweiziske alper i 2003 stødte Ursula Leuenberger og hendes mand i 2700 meters højde ved Schnidejoch-passet på et pilekogger lavet af birkebark. Det var tydeligvis smeltet fri i løbet af den usædvanligt varme sommer. I dag er det fru Leuenberger og ikke hendes mand, som bliver nævnt, og forklaringen er, at det var den fremsynede og beslutsomme frue, som mod sin mands anbefaling insisterede på at tage pilekoggeret med og aflevere det til arkæologerne ved Bern kantonens arkæologiske center. et klimahistorisk overblik En kulstof 14-datering viste, at det fundne pilekogger var omkring 4700 år gammelt. Og det var ikke det eneste, der dukkede frem af isen, da arkæologerne fra Bern tog fat. I løbet af de næste par år efter at fundet havde været holdt skjult af frygt for arkæologiinteresserede skattejægere har de finkæmmet området for over yderligere 300 genstande. Det fremgår af en videnskabelig artikel i Journal of Quaternary Science. Der blev ikke fundet rester af mennesker, der kunne fortælle de dramatiske historier om liv og død, som fundet af den mumificerede Ötzi, Ismanden, gav anledning til. Det omkring 5000 år gamle lig dukkede frem af den smeltende is ikke langt fra Schnidejoch i 1991 og bar bl.a. et pilekogger, som mindede om det, fru Leuenberger fandt. Hvad de mange genstande mangler i umiddelbart indblik i et enkelt menneskes historie, har de mere overordnet, når de bliver ordnet kronologisk. De samler nemlig brikkerne til et klimahistorisk overblik over, hvordan de skiftende varme- og kuldeperioder har åbnet og lukket for menneskets vandringer gennem passet de seneste 5000 år. Det varmeste i 5000 år Blandt genstandene er der jægerudstyr, skind- og læderstykker, beklædningsdele og redskaber, og dateringen placerer dem i fire klart afgrænsede perioder: yngre stenalder (4900 til 4450 f.v.t.), tidlig bronzealder (4100-3650 f.v.t.), romersk tid (1.- 3. århundrede) og middelalderen (8.-9. årh. og 14-15. årh.). De yngste genstande var dele af en sko, som stammer fra det 14. 15. århundrede. På den tid var klimaet ved at bevæge sig fra den middelalderlige varmeperiode og ind i Den lille Istid, som varede frem til slutningen af 1800- tallet. Først i begyndelsen af det 21. århundrede - omkring 150 år senere - har gletsjeren trukket sig så meget tilbage, at genstandene fra middelalderen er dukket op igen. De ældste genstande, læder- og beklædningsdele fra den yngre stenalder, giver også et interessant indblik i klimahistorien. De kan ifølge arkæologerne kun være bevaret, fordi de har været beskyttet af sne og is gennem de ca. 5000 år, der er gået, siden de er blevet tabt på Schnidejoch. Havde de ligget fremme i sollys i blot få uger, ville de have været helt forvitrede. Det viser, at temperaturerne for første gang er ved at nå niveauet for 5000 år siden, hvor lokale undersøgelser har vist, at der var to grader varmere end i dag. Fundene har også løst mysteriet om et romersk natteherberg på skråningerne over byen Thun. Arkæologerne har indtil nu undret sig over, hvorfor herberget lå lige der, men ved nu, at det har ligget på vejen over Schnidejoch og er blevet brugt at rejsende, som har benyttet passet. Poul-erik Philbert Ötzi, Schnidi and the reindeer Hunters, symposium 1.. august 008, se www.oeschger.unibe.ch/schnidejoch 14 Polarfronten NR.2/2008
Fra arkivet: Med Achton Friis i fokus Aage Bertelsen maler det sidste billede. Danmarkshavn, juli 1908. Fotograf: J. Achton Friis. Achton Friis er kendt for sine malerier og sit forfatterskab. Men hans fotos fra Danmark- Ekspeditionen er lige i øjet. 28 mand deltog i Danmark-Ekspedi- tionen og tilbragte to år i Nordøstgrønland fra 1906-08. Blandt dem to kunstmalere. På billedet ser vi Aage Bertelsen, som maler ekspeditionens sidste billede af skibet Danmark kort før ekspeditionen vender næsen hjemad igen. Den anden var Johannes Achton Friis, som er manden bag kameraet. Achton Friis var, udover at være en dygtig kunstmaler, også den, der skrev den gribende og meget læseværdige beretning fra ekspeditionen Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst. Han var også en yderst habil fotograf. Blandt de over 1500 fotografier fra Danmark-Ekspeditionen, som Arktisk Institut har i sine samlinger, skiller hans sig markant ud på grund af hans sans for at gå tæt på sit motiv, sætte det i perspektiv og indfange lyset på smukkeste vis. Under de lange mørke vintre, hvor det var så som så med underholdningen, dirigede Achton Friis hjemlandets vemodige sange for et lille udvalgt kor. I ekspeditionens eget blad Julesne fra 1906, tegnede han i bedste Blæksprutten -stil karikaturer med tilhørende små vers, hvor han kort og præcist spiddede hver og en af de 28 deltagere. I løbet af somrene 1921-24 sejlede han sammen med fuglemaleren Johannes Larsen rundt til mange af de danske småøer, som resulterede i det digre værk De danskes Øer, hvor Achton Friis beskrev, fotograferede og portrættegnede og Johannes Larsen tegnede landskaber og fugle. Den 23. august åbner udstillingen I 100-året for Danmark-Ekspeditionens hjemkomst på Nordatlantens Brygge i København. Her bliver der en sjælden lejlighed til også at dvæle ved nogle af Achton Friis fotografier, portræt- tegninger og malerier fra den mytiske ekspedition. Kirsten Klüver Se Achton Friis fotografier fra Danmark- Ekspeditionen på www.arktiskebilleder.dk Blandt de over 1500 fotografier fra Danmark- Ekspeditionen, som Arktisk Institut har i sine samlinger, skiller hans sig markant ud på grund af hans sans for at gå tæt på sit motiv, sætte det i perspektiv og indfange lyset. Polarfronten NR.2/2008 15
Øverst i fødekæden Forskere skal i gang med at mærke to bedøvede isbjørne. Foto: Bjørn Frode Rune Dietz fra DMU er blevet doktor i giftstoffer i grønlandske havpattedyr. I 25 år har han været travlt beskæftiget med at dokumentere, hvordan miljøfremmede stoffer fra den industrialiserede verden trænger ind den marine fødekæde og truer helbredet hos især dyrene øverst i fødekæden. - Det kan umiddelbart synes lidt absurd, at vi undersøger giftstofferne i grønlandske sæler, når vi ved, at sæler i de danske farvande kan have giftkoncentrationer, der måske er 100 gange højere. Men det er i Grønland, vi har gjort en stor indsats for at overvåge de giftstoffer, som med vinde og havstrømme bliver ført til Arktis fra industri- og udviklingslande kloden rundt. Og det er der selvfølgelig mange gode grunde til. Ordene kommer fra Rune Dietz, som er seniorforsker ved Afdeling for Arktisk Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet. Han har i 25 år beskæftiget sig med havpattedyr i Arktis og forureningen fra den industrialiserede verden. Gennem alle årene har han med danske, grønlandske og internationale kolleger bidraget med undersøgelser, som har styrket vores viden på dette forskningsfelt. I begyndelsen af maj forsvarede Rune Dietz sin doktorafhandling Contaminants in Marine Mammals in Greenland, hvor han med udgangspunkt i 30 nøgleartikler fra den mangeårige videnskabelige produktion sammenfatter, hvad miljøgiftene har betydet for rovdyrene øverst i det grønlandske, marine økosystem. Belastede bjørne Rune Dietz har selvfølgelig også en finger med i den seneste undersøgelse, hvor forskere fra DMU har analyseret belastningen fra de såkaldte PFC-stoffer i isbjørne. Man havde på baggrund af nogle få analyseår en mistanke om, at der var en stigning i de nye PFC-stoffer i ringsæler, og canadiske analyser peger i samme retning for isbjørne. Nu har forskerne fra DMU undersøgt prøver fra 128 bjørne, indsamlet fra 1984-2006, og kan dokumentere, at mængden af PFC-gifte i de østgrønlandske bjørne er steget voldsomt de seneste år. For PFOSA er der tale om en 9,2 % stigning efter 1990, mens PFOS, PFDA og PFTrA er steget mellem 18,6 og 27,4 % efter år 2000. Bag de uigennemskuelige kemiske bogstavkombinationer gemmer sig en række miljøskadelige flourforbindelser, der bliver brugt i den industrielle produktion til overfladebehandling, brandhæmmende midler og meget andet. 16 Polarfronten NR.2/2008
En langsom nedbrydning Rune Dietz fortæller, at produktionen af PFC er blev indstillet i år 2000. Alligevel undrer undersøgelsens resultater ikke. Tværtimod. - Der er flere af PFC erne, som er vandopløselige, og man forventer, at der kan tage adskillige årtier at transportere dem til Arktis med havstømmene. Så det er svært at sige, om vi vil se et fald allerede næste år, eller om der vil gå yderligere 20-30-40 år. Det er en forsinkelse, forskerne kender fra andre giftstoffer, der er blevet trukket ud af produktionen. Derfor havde det også skabt undren på DMU, at en canadisk undersøgelse af ringsæler udviste et fald i PFC erne umiddelbart efter årtusindskiftet. Nu ved man, at det i hvert fald ikke er tilfældet i de østgrønlandske isbjørne, og at bjørnene som det øverste led i fødekæden har mere end 20 gange højere niveauer af PFC er end sælerne. Nye stoffer kommer til Historien om forureningen af den arktiske natur tog sin start i 1970 erne og 80 erne. Det blev dengang for første gang dokumenteret, at tungmetaller og svært nedbrydelige miljøgifte som kviksølv, PCB og DDT fandtes i faretruende koncentrationer hos dyrene øverst i fødekæden og hos den lokale befolkning, som spiste den traditionelle grønlandske kost. Siden har der været lagt en betydelig indsats i at finde ud af, hvor giftstofferne kommer fra, hvordan deres udbredelse er, hvorledes de har udviklet sig over tid, og hvilken effekt de har på dyr og mennesker. En del af stofferne er gennem årene blevet trukket ud af produktionen bl.a. som resultat af de mange undersøgelser og er derfor på vej ud af det arktiske havmiljø. Det gælder f.eks. PCB, DDT, HCH, HCB, klordan og dieldrin. Andre er fortsat en belastning. Blandt dem kviksølv hvoraf størstedelen er menneskeskabt der har været i stigning især i Nordvestgrønland og i de centrale dele af arktisk Canada. Og endelig er der løbende blevet føjet nye miljøgifte til listen. Et eksempel er de omtalte PFC-stoffer og formentlig også de bromerede flammehæmmere, som fortsat er i stigning i Arktis. Og nye vil med sikkerhed komme til, når de gamle stoffer fases ud. Et relevant forskningsområde Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor det er interessant at undersøge miljøgifte i et område som Grønland, hvor der ikke er nogen særlig industriproduktion, ingen bomuldsmarker, der skal sprøjtes, eller malariamyg, der skal bekæmpes. - Tilskyndelsen til at undersøge forureningen af havpattedyr i Grønland har fra første færd været, at den grønlandske befolkning spiser meget marin føde, og at de spiser dyr på et højere trin i fødekæden. Hvis den danske befolkning stadig spiste sæler fra Østersøen, ville man givetvis undersøge disse sæler også, lyder Rune Dietz svar. Mange grønlændere har relativt høje belastninger, og biologernes undersøgelser har været afgørende, når sundhedsmyndighederne har udarbejdet kostråd for de traditionelle fangstprodukter. - En detaljeret viden har gjort os i stand til at komme med anbefalinger om, hvilke dyr fangerne skal skyde, hvilken alder og hvilket køn de skal foretrække, hvilke dele af dyret det er farligst at spise, og hvornår på året der er de laveste giftkoncentrationer, forklarer Rune Dietz. Giftstofferne i det arktiske økosystem er også interessante for forskerne, fordi de gør det muligt at undersøge transportvejene. Desuden koncentreres de fleste stoffer op igennem den marine fødekæde og overføres til nye generationer med modermælken. De mange undersøgelser har vist, at isbjørnen øverst i fødekæden er det hårdest ramte dyr, og at der f.eks. er en sammenhæng mellem giftstofferne og størrelsen af bjørnenes kønsorganer, forandringer i lever- og nyrevæv og beskadigelser af immunsystemet. Rune Dietz fremhæver også, at et velfungerende samarbejde med grønlandske fangere gennem årene har skaffet et stort prøvemateriale, som har gjort det muligt at udarbejde lange tidsserier over udviklingen. En af de næste udfordringer for forskerne er at se på sammenhængen mellem de miljøfremmede stoffer og klimaændringerne og at afprøve nye metoder til måling af effekter på det enestående prøvemateriale. Så vi kan med sindsro slå fast, at det sidste ord ikke er sagt i denne langstrakte kortlægning af giftstoffernes veje og vildveje i det arktiske miljø. Poul-Erik Philbert Kontakt: Rune Dietz, DMU, rdi@dmu.dk Fotos: Rune Dietz, Bjørn Frode, Rune Dietz. Polarfronten NR.2/2008 17
Fra ukendt mine Geologi Sørensenit, thomsenit, jørgensenit, steenstrupin. Listen over mineraler med gode, danskklingende navne er lang. Og nu er der blevet føjet endnu et til: nielsenit. Navnet fik mineralet ganske vist allerede i 2005, men først nu har dåben for alvor fundet sted, efter at den videnskabelige beskrivelse er blevet offentliggjort. Nielsenit er fundet i nogle skærver fra den såkaldte Skærgaardsintrusion i Østgrønland af den russiske geolog Nikolai S. Rudashevsky. Og det er Rudashevsky og den canadiske geolog A. M. McDonald og deres kolleger, som nu har beskrevet nielsenitten i tidsskriftet The Canadian Mineralogist. Den danske Nielsen Det er også Rudashevsky, som har foreslået navnet på det nye mineral. Så hvor finder vi den Nielsen, som har givet navn til det østgrønlandske mineral? Troels F. D. Nielsen er hans fulde navn, velkendt i internationale geologkredse og ansat på De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Nogle vil måske undre sig over, at Rudashevsky ikke selv har benyttet sig af, at det er ham, der har gravet det nye mineral frem af den grønlandske bjergart. Rudashevskynit burde klinge betydelig mere lifligt i hans øre end Nielsenit. Men det har end ikke været overvejet. Det er nemlig en ufravigelig gentleman agreement blandt geologer, at man ikke opkalder et nyt mineral efter sig selv. I stedet vælger man en død eller nulevende geolog eller en person med betydning for geologien, som man ønsker at hædre. Og det blev i dette tilfælde den yderst levende og aktive geolog Troels Nielsen, som de udenlandske kolleger ønskede at fremhæve for hans store arbejde med udforskningen af netop Skærsgaardsområdet i det sydøstligste Grønland. Og så er det faktisk også Troels Nielsen, der har hjembragt den prøve fra Skærgaardsintrusionen, som viste sig at gemme på nielsenitten. En streng kontrol Tidligere kunne en geolog, som fandt et nyt mineral, blot skrive en videnskabelig artikel og få den godkendt i et forskningstidsskrift. Så havde et nyt navngivet mineral officielt set dagens lys. I dag skal geologen omkring International Mineralogical Association (IMA), hvor en internationalt sammensat ekspertgruppe med mere end 30 medlemmer fra forskellige lande skal have mineralet igennem hænderne, før det kan godken- 18 Polarfronten NR.2/2008
ral til nielsenit Fotos: Jakob Lautrup, GEUS des. Danmarks repræsentant har fra 1991 og indtil for nylig været lektor Ole Johnsen fra Statens Naturhistoriske Museum. - For at øge kontrollen og sikre, at der var tale om et distinkt mineral i forhold til allerede beskrevne mineraler, nedsatte IMA for omkring 50 år siden en kommission, Commission of New Minerals Nomenclature and Classification, fortæller Ole Johnsen. Kommissionens medlemmer har siden kontrolleret, at de indsendte mineraler opfylder kravene om, at de forekommer i naturen, har en fast krystalstruktur og en veldefineret kemisk sammensætning, og at de ikke tidligere har været beskrevet. Mineralet kommer kun igennem nåleøjet, hvis der er et kvalificeret flertal for det i kommissionen. Og bliver der rejst velbegrundet kritik fra nogle af medlemmerne, kan formanden for kommissionen vælge at underkaste mineralet nye granskninger, indtil al tvivl er borte. Først da bliver der givet grønt lys for den videnskabelige dokumentation. Mange nye mineraler Kommissionens medlemmer har haft nok at se til de seneste årtier. Der ligger i dag beskrivelser af omkring 4000 mineraler i den internationale database. Heraf er halvdelen kommet til alene siden 1970. - De mange nye mineraler afspejler, at der hele tiden udvikles nye undersøgelsesmetoder, som gør os i stand til bedre at se, hvor de enkelte stoffer sidder i krystalgitteret, fortæller Ole Johnsen. Man så en dramatisk vækst i 1970 erne, hvor man begyndte at undersøge de kemiske forhold vha. elektronmikrosonde. Med den metode kan man på et ganske lille område få så mange detaljer om kemien, at man kan sammenligne den med andre mineralanalyser. Antallet af nye mineraler har derfor ligget på en 50-60 stykker om året de seneste årtier og holdt sig nogenlunde stabilt siden 1970. Der er selvfølgelig en øvre grænse for, hvor mange nye mineraler der kan findes. Men ingen ved, hvor vi f.eks. ligger omkring 2050. Nogle mener, tallet vil ligge på omkring 7000. Andre, at det vil være helt oppe på 11.000. Det er bemærkelsesværdigt, at en meget stor del af de mineraler, som IMA har godkendt de seneste årtier, kommer fra nogle få geologiske formationer i verden: Kola Halvøen i Rusland, Mont Saint-Hilaire i Canada og det sydlige Grønland. Blandt de grønlandske er især Ilimmaasaq en produktiv lokalitet, som i alt har bidraget med 30 nye mineraler, heraf alene 13 siden 1970. Men også i Ivittuut og i Skærgaarden er der fundet flere. Et nyt mineral fra Skærgaarden i det sydøstligste Grønland har fået navnet nielsenit. Det er opkaldt efter geologen Troels F. D. Nielsen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som har ydet et stort bidrag til udforskningen af netop Skærgaardsområdet. Hæder til geologer Denne gang var det en nulevende geolog, som blev spurgt og accepterede at få et mineral opkaldt efter sig. Og Troels F. D. Nielsen er kun den sidste af en lang række danske geologer, som er blevet hædret for deres arbejde. Ikke mindst i forbindelse med deres arbejde i Grønland. Men også en række af geologiens pionerer har givet anledning til nye mineralnavne som rinkit, steenstrupin, ussingit, kornerupin. Og ikke mindst området omkring Ivittuut med kryolitforekomsten har bidraget til listen med f.eks. bøggildit, bøgvadit, thomsenolit, jarlit og weberit. I øvrigt har vi også en johnsenit. Ole Johnsen fik i 2004 udødeliggjort sit navn, da to canadiske kolleger besluttede at hædre ham for hans arbejde ved at opkalde et nyt canadisk mineral efter ham. Poul-Erik Philbert Polarfronten NR.2/2008 19
Narhvalens stødtand har dannet grobund for myten om enhjørningen. Det er kun hannerne, der har en stødtand, og den er enestående i dyreriget. Følsom narhval Den globale opvarmning truer narhvalen mere end andre arktiske dyr. Forskerne peger især på, at narhvalen er et vanedyr, som vil have relativt svært ved at tilpasse sig de ændringer, som et varmere klima vil føre med sig. Gennem århundreder har isbjørnen været et arktisk ikon mægtig, snehvid, brunøjet og bamseblød, som den er. Det er således ikke overraskende, at den de senere år er blevet ufrivilligt symbol på den storslåede og unikke polarnatur, som den globale opvarmning truer med at gøre det af med. Nu peger en ny undersøgelse publiceret for nylig i Ecological Applications imidlertid på, at æren lige så vel burde tilfalde narhvalen. Den er nemlig mindst lige så sårbar over for ændringer i miljøet som isbjørnen. Undersøgelsen, der er udarbejdet af et internationalt forskerhold med deltagelse af biologer fra Grønlands Natur- institut, har set på de udfordringer, som 11 havpattedyr står over for under klimaændringerne. Konkret har de kigget på Foto: Magnus Elander ni forhold, der må forventes at influere på dyrenes tilpasningsevne over for klimaændringer: populationsstørrelse, geografisk udbredelse, valg af levested, fødevalg, vandringsruter, stedfasthed, følsomhed over for ændringer i isens udbredelse og havets økologi og formeringsevne. Og måske lidt overraskende topper narhvalen listen over de mest følsomme arter efterfulgt af isbjørnen, klapmydsen, grønlandshvalen og hvalrossen. Et vanedyr Narhvalen er ikke så udbredt som for eksempel dens fjende isbjørnen, men lever udelukkende nord for 60 grader N, i det østlige højarktiske Canada og i havene omkring Vest- og Østgrønland, Svalbard og Franz Joseph Land. Desuden har arten meget faste vandringsruter og lever af et begrænset antal fødeemner. Og selvom den findes i et antal på mellem 50.000 og 80.000 dyr i forhold til de ca. 20.000 isbjørne kan den meget vel lide en krank skæbne, hvis miljøet ændrer sig markant. - Problemet for narhvalen er, at den - mere end de andre havpattedyr - er et vanedyr, som er meget trofast over for både sommer- og vinteropholdspladser. Denne trofasthed eksisterer på trods af, at narhvalerne nogle gange omkommer i isen på vinterlokaliteten, og at de bliver jagtet på sommeropholdsstedet. Vi er derfor skeptiske over for, om narhvalerne kan finde ud af at ændre deres vaner, når klimaændringen måske gør det nødvendigt at finde nye fødesøgningsområder, siger seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut Mads Peter Heide- Jørgensen, der er medforfatter til undersøgelsen. Lille genetisk variation Narhvalen er en højt specialiseret hval. Om sommeren tilbringer den et par måneder i isfrie, højarktiske bugter og fjorde, mens den om efteråret bevæger sig væk fra kysten, hvor den vinteren igennem opholder sig på store dybder under havisen, bortset fra når den dukker op til overfladen for at trække luft. Den føder sin unge om foråret, men da den kun i begrænset omfang søger føde på sommeropholdsstedet, er det lidt af en gåde, hvorfor den trækker hertil i de varme 20 Polarfronten NR.2/2008