Granhøjens beboermagasin Marts/april 2012 Løssalg 10 kr. Hvad er meningen med livet? Skovperlen søger nye bofæller Sølvbrudepar gør drømme til virkelighed Et anerkendende besøg på Granhøjen NR.1
Fotos: Thea Nielsen, Malene Enevoldsen og Dalhøjgaard
Marts/april 2012 Nr. 1 I dette nummer:. Bofællesskaberne fortæller. s. 4 Sølvbrudepar gør drømme til virkelighed. s. 5 Hvem ved?. s. 8 Skovperlen søger nye bofæller. s. 10 Et anerkendende besøg på Granhøjen. s. 11 Det har været barskt. s. 12 5 års fødselsdag på Skovperlen. s. 14 Hvad er meningen med livet?. s. 15 Vægtvogterne. s. 16 Jeg har lært noget nyt. s. 17 Invitation til fødselsdag. s. 19 Kursustilbud til eksterne og interne s. 20 Koglen er Granhøjens eget beboermagasin og er et af Granhøjens beskæftigelsestilbud. Koglens redaktion består både af beboere og medarbejdere, og vi er fælles om at fortælle om livet på Granhøjen. De 10 kr. du betaler for Koglen går ubeskåret til Granhøjens feriekasse. Feriekassen støtter nogle af de beboere, der har brug for økonomisk hjælp for, at kunne tage afsted på ferie.
NYT fra botilbuddene Botilbuddene fortæller Thea Nielsen, Malene Enevoldsen og Helene Hvid Vi har en aftale med Jonas, som bor på Kogeriet.Vi finder ham nede bagerst i forretningen på Nygården. Han er i fuld gang med at hænge små lyskæder op. Vi vil rigtig gerne tale med ham, da vi hørt, at han for nyligt er startet inde i forretningen på Nygården og med stor succes. Jeg (Helene) bliver simpelthen nødt til at spørge Jonas, om han har tabt sig. Svaret er nej, faktisk fortæller Jonas, at han har taget 4 kg på (det har lige været jul red.). Håret er klippet kort, og holdningen er rank og selvsikker. Han ser virkelig ud som om, at han har tabt sig. Jonas kom til Granhøjen for et år og en måned siden. Dengang var hverdagen fyldt af stress. Jeg var bange for, hvem der bankede på døren. Jeg løj om det hele. Alt skulle se godt ud på overfladen. Fed bil, dyrt tøj, men det kunne ikke fortsætte sådan. Det hele krakelerede for mig. Det var min mor, der sørgede for, at jeg kom til Granhøjen. For ½ år siden startede jeg på Nygården. Jeg arbejdede fra klokken 8-10, hvor jeg gik på udeholdet sammen med Claus. Udeholdet sørger bl.a. for, at alt ser pænt ud på Nygårdens udendørsarealer. For halvanden måned begyndte jeg i Nygårdens Gårdbutik. Jeg blev sat op i tid. Det var ikke nemt. Jeg var, set i bakspejlet, meget konfliktsøgende. Jeg røg og slappede af, når jeg ville. Jeg havde min egen dagsorden. Derfor valgte Anette, at jeg i 14 dage skulle gå sammen med en medarbejder hele tiden indtil der faldt lidt ro på mig. De sidste 14 dage er jeg blevet mødt med utrolig meget anerkendelse. Jeg har fået nogle gode udfordringer. Jeg kan også mærke, at meget af den struktur jeg har lært på Nygården, den også gavner mig hjemme på Kogeriet, hvor jeg bor. Jeg har fået min hverdag mere i systemer, f.eks. når jeg rydder op på mit værelse. Kogeriet kan også mærke en forskel. De siger, at de er stolte af mig, og at jeg er blevet hjælpsom og selvstændig på en rigtig god måde. Som noget nyt er jeg startet på Nygården fra klokken 8-16. Det betyder, at jeg nu sætter meget mere pris på min fritid. Set i bakspejlet, havde jeg tidligere alt for meget fritid. Jeg havde for meget tid til at tænke og få det dårligt i. Jeg er kommet rigtig langt, siden jeg er kommet til Granhøjen. Der er lang vej igen for mig, og jeg har stadig utrolig mange ting at lære. Men jeg er rigtig godt på vej mod noget virkelig godt. Jonas er blevet rigtig glad for at arbejde i Nygårdens gårdbutik. Der er den gode faste struktur som han har brug for fortæller han. Side 4
Sølvbrudepar gør drømme til virkelighed Nykøbing, fortæller han. Vi havde i Berlingeren set det til salg for 400.000 kroner - altså kunne vi få en stor faldefærdig fabrik for det samme beløb, som man i Nordsjælland kunne købe et lille sommerhus for. Vi så mulighederne uden helt at vide, hvad det skulle bruges til. Det var som at tage bunken i rommy.. Sammen brugte de omkring 15 år på at restaurere ejendommen. Andre ejendomme fulgte efter, og parret har således gjort sit til, at antallet af faldefærdige huse i Odsherred er bragt ned - ofte til omgivelsernes undren. Når vi har købt en faldefærdig ejendom, har folk spurgt, hvad vi dog ville med det gamle skidt, men for mig er det himlen, fordi det giver mig lov til at skabe nyt, forklarer Torsten Mikkelsen. Af Gitte Jakobsen Efter 25 år er håret blevet mere gråt, men parret komplementerer fortsat hinanden - en del af opskriften på et langt og godt ægteskab, mener de. For lige fra begyndelsen kom de med hver deres bidrag til forholdet. Torsten Mikkelsen var enebarn i en familie med en lang tradition for at drive forretning, mens Grete Mikkelsen var det sidste af fem børn i en arbejderfamilie. Hvor Torsten kom med forretningstalent og en intuitiv evne til organisering, kom Grete med social erfaring og en stor interesse for pædagogik. Man skal ikke gifte sig med en, der ligner en selv. Det vil være både kedeligt og begrænsende. Hemmeligheden ligger i at være forskellige og i at acceptere forskellighederne, forklarer Grete Mikkelsen. Da parret i 1987 besluttede at gifte sig, var det i høj grad af kærlighed - men ikke udelukkende. Dengang var det ikke moderne med papirer på parforhold, og selvom de havde kendt hinanden i 14 år og havde fået to børn sammen, var det en oplevelse i Nordafrika, der fik dem til at bestille tid hos Nykøbings borgmester. Torsten havde som pædagog været på bustur i Marokko sammen med en flok drenge, og undervejs blev de udsat for et ubehageligt overfald, der pludselig gjorde død og adskillelse meget nærværende. Han kom dog hjem med beduinerkjolen, friede og fik ja. Længere horisont Grete og Torsten Mikkelsen har i det hele taget forsøgt at udfordre den fælles tankegang og udvide horisonten ikke kun for sig selv, men også for omgivelserne. Vi har gjort meget for at støtte det lokale kunstliv, forklarer Grete Mikkelsen som et eksempel på, hvordan de har bidraget til rummeligheden. Et andet eksempel er en tre-årig terapeutisk uddannelse, som er et tilbud til alle Granhøjens pædagogiske medarbejdere. Langt de fleste kommer fra lokalområdet, og de får her en uddannelse, der giver dem større indsigt i tilværelsen. Vi uddanner årligt omkring 30 mennesker de rejser med vores beboere og får et bredere syn på verden, forklarer hun. Selvom Granhøjen er blevet en succes ved at påtage sig opgaver, som landets kommuner ikke selv kunne klare, er de undervejs også blevet mødt med skepsis ikke mindst i lokalområdet. Parret oplever det som en reaktion på deres utraditionelle måde at gøre tingene på. Vi begyndte med at banke mursten uden penge, men med stor lyst til at forandre. Tingene er lykkedes for os, men vi tør også gå imod strømmen og tænke Kom til det vilde vest Det var i Nordsjælland nærmere bestemt i Espergærde de to havde mødt hinanden. Her boede de i kollektiv og var glade for fællesskabet men mindre glade for deres medkollektivisters manglende indsats, når der skulle bestilles noget. Derfor søgte de mod Odsherred, da de i 1974 ventede deres første barn. Her havde krisen sat sit præg, og der var mange forladte huse uden for Nykøbing by. Det er det rene vilde vest, som Torsten Mikkelsen beskriver det. Vi begyndte i det gamle kogeri i udkanten af Side 5
nyt. Mange af de tanker, som er styrende for vores årelange arbejde på Granhøjen, vinder i dag mere og mere frem andre steder. For eksempel sagde vi allerede for mange år siden, at det er vigtigt, at mennesker har beskæftigelse og en tæt tilknytning til en arbejdsplads. I dag er det en udbredt holdning i hele det sociale system, forklarer Grete Mikkelsen. Begge holder de fast i, at forklaringen på Granhøjens succes er, at de synes det er sjovt at skabe arbejdspladser og bedre vilkår for samfundets svageste. Altså har det for parret aldrig handlet om at tjene penge. At der nu står millioner i bygningerne har ikke ændret deres livsstil. For det første har de altid levet, som de havde lyst til også dengang de ikke havde penge. For det andet er formuen fiktiv, så længe den står som friværdi i ejendomme. Ingen aner, hvad ejendommene engang vil kunne sælges for. Selvom Grete snart fylder 60, og Torsten stadig har mén efter en blodprop for to år siden, har parret ikke tænkt sig at tage den med ro. Som ledere af en privat virksomhed kan vi aldrig hvile på laurbærrene. Vi skal gå foran med nye ideer, for det er ideer, der skaber liv, forklarer Grete Mikkelsen. På trods af direktørtitlen står Torsten stadig og flækker brænde sammen med drengene altså de mandlige beboere. Som leder skal man både være visionær og skabende og ikke mindst gøre, det man siger. Man må selv gå foran, forklarer han. Mikkelsen og Mikkelsen er stadig lige så forelskede i Odsherred, som da de købte kogeriet i 1974, og de oplever, at de stadig har masser at gøre på den arbejdsplads, de har skabt sammen. Deres livsindhold er at gøre drømme til virkelighed, og som altid skal det foregå hånd i hånd. I forbindelse med sølvbrylluppet blev der tirsdag d. 24. februar holdt reception på Hotel Du Vest i Nykøbing Sj. Side 6
Torsten og jeg vil gerne takke jer alle sammen for det store engagement I viste ved vores sølvbryllup. Tak for morgensangen og musik Morgenbrød og syltetøj Fremmøde og pindemadder Blomster og gaver Tak til orkesteret som vi syntes bliver bedre og bedre Tak for koncertbilletter, det vil vi glæde os til Tak fordi I gjorde det til en uforglemmelig dag for os Kærlige hilsner Torsten og Grete Side 7
Hvem ved Af: Nicola E. Franyo De næste to sider er uddrag af min dagbog, og omhandler mit liv og tanker. Om mit liv er mere spændende end andres, ved jeg ikke. Alt hvad jeg har skrevet er så ærligt som muligt. Jeg har ikke ændret på teksterne eller lagt låg på noget. Alle billederne har jeg selv taget. Mange af dem er flere år gamle. Jeg har boet på Granhøjen i... år, og meget af dagbogen er skrevet inden jeg kom her til. Jeg håber at fortsætte sådan så længe som muligt. Nu vil jeg gerne snart være glad for vægten. Eller i hvert fald at tallet bliver mindre og mindre. Det håber jeg virkelig snart Min nye dagbog Hejsa til alle, som læser eller ikke læser dette. I don t care. Jeg vil bruge denne side til at komme ud med frustrationer. Om nogen kommer til at læse dette ved jeg ikke, og jeg er egentlig ligeglad, for jeg skriver dette her for at komme af med noget. Jeg har nok det, nogen vil kalde en selvskadende adfærd, sjov betegnelse egentlig. Og jeg har måske også et problem med mad As anyone care. Min kamp mod maden Første gang jeg blev bevist om mad var jeg 11 år. Dengang ville jeg tabe mig inden jeg skulle til Polen. I en uge spiste jeg ikke andet end et par bolsjer om dagen. Jeg tabte tre kg på en uge. Senere begyndte jeg at overspise. Jeg gik fra 58 kg til 80 kg. Da jeg var 16 år begyndte jeg for alvor at kaste op eller lade være med at spise. Jeg røg ned på 49 kg. Jeg begyndte at spise nogenlunde igen. Så min vægt lå og svingede melllem 57 og 62 kg. I dag I dag har faktisk været en fin dag. I forhold til alt det der er sket. Alt hvad jeg har spist, har jeg kastet op igen=) Det er godt. De glemte til mødet i går at nævne, at jeg også kaster op. Men det er skam kun godt, at mor ikke også ved det. Hvad mor ikke ved, har hun ikke ondt af.. Kan du huske dengang, da du kun spiste 200 kcal om dagen? Hvor meget spiser du nu? Du kan ikke tælle til så meget. Kan du huske da du var i Sverige og fandt et par fede bukser? Du tog str 36 ind i prøverummet. De var for store. Du måtte prøve str 34, og de sad perfekt. Du var ikke langt fra str Zero, en str fra. Men hvad med nu?du er jo 100 str fra size zero. Du tør slet ikke tænke på det. Kan du huske hvor høj du blev, når du følte sult?kan du huske at du tabte 6 kg. På 12 dage?kan du huske hvor rart det var, når tallet på vægten blev mindre?hvad skete der med alt det? Du blev indlagt, og de dumme læger gav dig noget forfærdeligt medicin. Kom tilbage til mig, og jeg vil hjælpe dig med at blive perfekt. Krigen Uduelige unge. Jeg er så ynkelig. Jeg er så bange. Jeg æder som et svin. Jeg spiser vingummi med GELATINE fordi jeg er så ynkelig. I 5-6 dage havde jeg noget at kæmpe for. Min kur, men den har jeg ødelagt som så meget andet. Jeg er så ked af det. Intet Side 8
at kæmpe for. Så bange. Min skizofreni går ud på, at jeg er skide paranoid, og ser og hører ting der ikke er virkelige. Hver gang jeg kom hjem fra skole trak jeg gardinerne for, så ingen kunne se, at jeg var hjemme. Jeg tændte heller aldrig lyset af samme grund hjemme hos min mor, og vi boede altså på 7 sal, så jeg ved ikke præcis hvad jeg var så bange for. Jeg hørte rigtig mange stemmer i hovedet. 3-4 stemmer kørte rundt i hovedet på mig. Jeg kom tit op og skændtes med mig selv. De værste stemmer ville dræbe mig eller være selvskadende. Da jeg kom til Glostrup kunne et af personalerne med det samme se, at jeg var psykotisk, altså at jeg så og hørte ting der ikke var virkelige. Jeg var i en anden verden. Da jeg var indlagt på Glostrup var det værste min mor kunne forestille sig, at jeg var skizofren. Det blev desværre til virkelighed. Hvorfor jeg blev skizofren ved jeg ikke. Jeg har hørt stemmer siden jeg var helt lille. Jeg troede det var ens for alle. Da jeg kom i puberteten begyndte jeg også at se ting, mest mænd og især min far, men også dyr, farlige dyr. På grund af mine psykoser, har jeg været bæltefikseret 12 gange. Jeg har ligget flere timer i bælte. Jeg har været voldelig mod personalerne. Jeg har ikke været til at styre. De har nok været 10 personaler om at ligge mig i bælte. Det har ikke været sjovt. Jeg havde det bare rigtig dårligt. Mit liv nu I dag har jeg et godt liv. Jeg bor på Dalhøjgaard. Det er et fedt sted at bo. Vi har masser af dyr, og det kan jeg godt lide. Jeg er 19 år, og har næsten ingen ungdom haft. Jeg har været selvskadende, men er nu så godt som fri fra det. Men tro mig det er satme hårdt. Man skal virkelig været motiveret. Jeg har ikke været selvskadende i flere måneder. Det er så hårdt, at jeg stadig render rundt med noget skarpt på mig. Ikke fordi jeg bruger det, men det er bare rart at have det. Med hensyn til mine psykoser så er de næsten helt væk. Jeg får noget god medicin. Jeg får rigtig meget medicin, mindst 8 præparater, men de hjælper mig rigtig meget. Uden dem ville jeg nok tage livet af mig selv. Den dag i dag kan jeg stadig have nogle virkelig dårlige dage. Jeg har stadig meget lyst til at være selvskadende, men jeg gør det ikke. Jeg har fået rigtig meget hjælp til at snakke med personalet, her hvor jeg bor. Jeg har haft et misbrug af afføringspiller og Panodiler. Det er jeg heldigvis ude af nu. Jeg sidder her Sidder bare og ber Jeg venter til livet ender Til lyset mig blænder Jeg vil ikke mere lyve Jeg vil blot flyve Nu skal jeg væk Ikke mere gæk Ikke flere bånd Blodet flyder nu i min hånd Jeg kan mærke mit hjerte Det er fyldt med smerte Nu stopper det med at slå Lad mig nu gå Nicola E. Franyo Side 9
Skovperlen søger nye bofæller Vi har 2 ledige pladser i vores udslusningsbolig og 2 pladser i vores bofællesskab. Dem der bor her er i alderen 28-41 år og det er 2 mænd og 4 kvinder. Hvem er vi? og hvad lægger vi vægt på? Vi har et røgfrit hus, og lever sundt. Vi har en lærer der kommer en gang om ugen og underviser i dansk, regning og engelsk. Zoneterapeuten kommer til vores hus hver 14. dag og giver behandling til dem som måtte ønske det. Vi lægger vægt på fællesskab, god humor, godt kammeratskab og tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer. Vi respektere hinandens forskelligheder og arbejder individuelt med den enkeltes behov. Her er vi sammen om den almindelige daglige husførelse, som indkøb, rengøring, oprydning, madlavning, madplaner, havearbejde, flytte brænde og andre forefaldende opgaver. 2 gange om året holder vi pårørende arrangementer og vi holder meget af at tager på ferie ned til varmen. Vi bor i den frie natur og har skoven lige udenfor vores vinduer. Selvom vi bor udenfor byen, kører der busser lige udenfor vores dør til Slagelse og Sorø. Huset har en kat og nogle beboere har deres egne husdyr. Hvis dette fanger din interesse så kontakt os på mobil: 2446 8873 og kom på besøg. Side 10
Et anerkendende besøg på Granhøjen At dygtiggøre sig og at være i konstant udvikling er en naturlig del af Granhøjen. Granhøjen har bl.a. i samarbejde med Dispuk ( Dansk Instituttet For Supervision, personaleudvikling, undervisning og konsultation) udviklet deres egen uddannelse. Derudover tilbyder Granhøjen et væld af kurser i f.eks. konfliktløsning, eksternalisering og narrativ skriftlighed. Disse kurser henvender sig til Granhøjens personale såvel som eksterne kursister. Granhøjen benytter sig også af kurser, konferencer mv. ude i byen. I november måned var Thorkild Olsen inviteret på besøg. Han er daglig leder af Villa Venire i København, der tilbyder kursusforløb, konsulentbistand og lederuddannelser. Thorkild besøgte Granhøjen i to dage, hvor udgangspunktet for kurset var ledelse set i et anerkendende perspektiv. Nedenstående artikel er skrevet af en af Granhøjens psykologer, der var med på kurset. Af: Kari Birkeland I november mødtes hele Granhøjens ledergruppe til undervisning med Thorkild Olsen. Hans ambition var at vise os, at anerkendelse fint kan stå model som ledelsesredskab, baseret på de systemiske principper som vi anvender i vores indbyrdes samarbejde. En af de vigtige pointer som Thorkild har er, at du skal se den anden som en væsentlig anden. Ikke prøve at få den anden til at tænke som mig. Den anden er en anden end mig, nemlig noget andet og væsentligt. Du kan bestræbe dig på, at prøve at forstå den andens logik og intention. Jeg må også se på effekten af det, der bliver sagt og gjort, og se på om jeg vil være sammen med den anden på hans/ hendes betingelser og ikke mindst stille relevante krav. Der kan jeg med fordel minde mig selv om, at det aldrig er for sent at starte forfra. At sige det må du undskylde. Der fik jeg startet uhensigtsmæssigt. Vil du være med til, at vi lige bakker tilbage? Dette for at tage ansvaret og undgå, at misforståelsen skal få lov til at bestemme udfaldet af samtalen. Noget andet som jeg blev optaget af, også efter at have læst Thorkild Olsens bog Anerkendelse kom ind i kampen er ideerne om usynlighed. Risikoen for at blive ramt af usynlighed ligger og lurer i krogene i en organisation. Oplevelsen kan ramme os alle. Det kan f.eks. ske under en omrokering, hvor du får en ny jobfunktion. Når usynligheden rammer os, kan vi komme til at føle os underkendte og uden væsentlig betydning. Som et resultat af usynligheden kan vi begynde at kæmpe for at genvinde respekt. Det ærgerlige er bare, at vi ofte kommer til at kæmpe uhensigtsmæssigt. Det kan enten være ved at give op eller ved at gøre klar til kamp. Som en af de sidste ting på kurset satte Thorkild musik fra youtube på storskærmen. Det var musik med Søren Huss fra det tidligere Saybia. Han mistede sin kone for nogle år siden i en ulykke, og man har derfor ikke rigtig set noget til ham for en tid. Sammen med De eneste to synger han sangen Jeg har ikke lyst til at dø. Vi skulle derefter tale om, hvorfor livet er vigtigt for os? Hvorfor vi ikke vil dø? Vi talte sammen to og to, og jeg må indrømme, at en tåre trillede ned af min kind, da jeg lyttede til min makkers fortælling. Jeg blev mindet om min mand, og om hvor meget vores liv sammen betyder for mig. Tak til Thorkild og Grete. Jeg fik benzin til tanken, brugbare metaforer og inspiration. Thorkild Olsen har arbejdet med human ressource management hos blandt andet Danfoss og Danish Crown, og senest i en 10-årig periode har han været ekstern konsulent og underviser hos DISPUK og regionsdirektør for Attractor i København. Side 11
Det har været barskt En fortælling af Janne Maria Elleby Mine forældre sagde at jeg ikke måtte græde før min lillebror var gået i seng Jeg kommer fra en verden, hvor jeg ikke er blevet set. Jeg har ikke fået lov til at være barn, som man plejer. I 1992 fik jeg en lillebror. På det tidspunkt var jeg tre år gammel. Min lillebror blev syg af astmatisk bronkitis, og jeg skulle hjælpe med at give ham medicin hver dag. Jeg husker, at jeg skulle holde ham. Jeg måtte ligge hen over ham. Det gjorde mig rigtig ked af det. Mine forældre sagde, at jeg først måtte græde, når min bror var gået i seng, for han ville bare blive ked af det, hvis han så mig græde. Jeg måtte ikke vise følelser. Det var en kaotisk skoletid. Jeg startede på Buddinge Skole, hvor jeg var rigtig glad for at være. I 2. klasse måtte jeg skifte skole pga. indlæringsvanskeligheder. Jeg prøvede at holde kontakten med mine gamle klassekammerater, men det gled langsomt ud. Det blev til flere skoleskift indenfor en meget kort periode, da jeg i første omgang blev fejlplaceret i en klasse med multihandicappede børn. Da jeg var 12 år, prøvede jeg speed for første gang. Det udviklede sig hurtigt til et misbrug. Jeg flyttede hjem til min kæreste. Han var 16 år. Min far gik amok. Han ville have mig i plejefamilie. Kommunen var for lang tid om at behandle min sag, så jeg fandt selv en familie på Lolland hvor jeg kunne bo. Jeg kendte nogle mennesker dernede gennem min ex-kæreste. Min far var med nede og besøge dem og han godkendte dem efterfølgende. Her havde jeg en dejlig tid. Jeg fik lov til at være barn, kørte på go-cart, motorcross og fik hjemmeundervisning. Her blev jeg stoffri. Det viste sig, at jeg fik medicin, uden jeg vidste det. Jeg troede, det var vitaminpiller. Efter et år blev jeg sendt hjem igen. Jeg begyndte ligeså stille mit misbrug igen. Jeg stjal fra min mor. En af pigerne fra Værebroskole, hvor jeg gik, rodede en dag i min taske. Vi blev voldsomt uvenner. Det resulterede i, at jeg flyttede hjem til min halvbror, der boede i Helsingør. Jeg var næsten 14 år på det tidspunkt. Jeg skiftede igen skole. Det var et stort nederlag for mig at være der. Jeg fik tit skældud, og det resulterede i, at jeg kun sjældent kom. De næste år var turbulente. Jeg boede mange forskellige steder. Min mor skulle opereres, så jeg blev nødt til at hjælpe min far med min lillebror. Jeg blev udsat for et overgreb, og flyttede derfor igen hjem til min halvbror. Jeg tog mange stoffer sammen med ham og hans venner. Min mor flyttede til en 5-værelses lejlighed, for at vi kunne komme væk, fra det der er sket, det overgreb jeg havde været ude for. Min mor, lillebror og jeg startede i familieterapi. Side 12
Det var forfærdeligt. Jeg måtte ikke fortælle sandheden for min mor, for hun var bange for, at min bror ville blive ked af det. Jeg måtte ikke fortælle sandheden for min mor, for hun var bange for, at min bror ville blive ked af det Jeg boede på det tidspunkt stadig hjemme, og jeg var blevet et rigtigt problembarn. Jeg hang ud med de forkerte, lavede kriminalitet, stjal fra de gamle og bankede folk. Forberedelserne til filmen Råzone begyndte i de år, jeg boede hos min mor. I deres søgen efter fortællinger fra det hårde ungdomsmiljø fandt de igennem min halvbror frem til mig. Jeg gav et interview. At se mine konkrete oplevelser filmatiseret satte tanker i gang. Jeg kunne ikke blive ved med at være så hård ved folk. Jeg bryder mig ikke om, at unge mennesker synes det er en god film. Den er barsk. Jeg ville videre i mit liv. Jeg begyndte at lægge på, når folk ringede til mig. Jeg sagde til min mor, at jeg ville på efterskole. I 2005 tog jeg til Bornholm. Det blev til et år med stoffer. Jeg kom efterfølgende til en anden efterskole Valdemarsbo. Jeg sniffede lightergas og røg hash. Efter at have fået beskeden om, at jeg ville blive smidt hjem, hvis jeg blev taget i at tage stoffer, startede jeg igen på en frisk. Jeg begyndte, at tage med mine venner hjem på weekend, så jeg ikke kom hjem til det gamle miljø. Jeg begyndte, at lære folk at kende uden stoffer. I 2008 flytter jeg igen hjem til min mor. Jeg prøvede at holde gejsten oppe. Jeg holder kontakten med mine gamle efterskole venner. Jeg prøvede at gennemføre 9. klasse, da jeg gerne vil være tømrer. Men min hukommelse var for dårlig, stofferne har ødelagt mig, og jeg måtte give op. Jeg får fat i min sagsbehandler. Jeg vil gerne så langt væk som muligt. De overgreb jeg har været udsat for gør, at jeg bare må væk. En måned efter har min sagsbehandler fundet Granhøjen. Jeg var på rundvisning. Da jeg så Vesterbro( der bor jeg i dag) tænkte jeg lad mig komme væk, men sagde bare ja ja. Jeg flyttede ind. Jeg holdte mig meget for mig selv. Den første jeg begyndte at snakke med var Pia. Hun lukker bare op. Jeg ringede flere gange til min sagsbehandler og sagde, at jeg ikke gad være her. Jeg startede på Koglen sammen med Pia, og efterfølgende kom jeg i køkkenet på Tjørneparken. Her er jeg rigtig glad for at være. På Vesterbro har jeg fået af vide, at jeg får folk til at tale mere sammen, at jeg får folk til at grine, og at jeg giver livet en anden vinkel. På Vesterbro har jeg fået af vide, at jeg får folk til at tale mere sammen, at jeg får folk til at grine, og at jeg giver livet en anden vinkel Nu har jeg boet her i to år. Jeg har en super god kontaktperson. Hun er en klog dame. I dag kan jeg lære folk at kende uden stoffer. Jeg har stadig trangen til stoffer, men gennem samtaler med Granhøjens psykolog kommer jeg gennem det. Jeg har masser at leve for. I dag har jeg et mål om at stoppe med at ryge, når jeg bliver 25, og en drøm om at blive køkkenassistent. The past days If good days are bad and bad days are worse then we have to lie About the bad ones to make the good days work on bad days we might have to remember that there could be worse so we never give up again. Maria Kaihøj Side 13
5 års fødselsdag på Skovperlen Af: Thea Nielsen Torsten holdte tale. Han fortalte om, hvordan det hele startede på Skovperlen for 5 år siden. Den 5 års fødselsdag blev fejret med sunde sager. Mange af beboerne er med på vægtvogterne. Mange mødte op for at fejre Skovperlen. Vi hyggede os rigtig meget. Stemningen var god, og alle nød dagen fuldt ud. De fik selvfølgelig også en masse dejlige gaver. Side 14
Hvad er meningen med livet? Af: Maria Kaihøj Der har jeg tænkt over mange gange. Det er det der får dig til at stå op morgenen, det får dig til at forsætte med at kæmpe for at blive bedre. Det der gør, at man vil gøre sit bedste. For mig er det også en modsætning til at ikke ville leve, jeg har følt denne følelse. Men ved at det næsten skete, har gjort at jeg ikke vil tænke på den måde igen. At se hvordan min handling gav genskær på min omgivelser, og især min familie. At have set dem så triste, at have set dem så bange, og at have set dem på den måde, giver mig lysten ikke til at begå den samme fejl igen. Jeg er glad, for at min handling ikke blev til virkelighed. Men at denne handling blev stoppet. For der er en mening med at være i live, og man skal forsætte selv, når ting bliver svære at kontrollere. På grund af denne handling gjorde jeg det klart for mig selv, at jeg blev nødt til at kæmpe. Jeg skulle kæmpe for at blive bedre, for at få livet tilbage. Jeg ville prøve at genvinde de dage, der er gået tabt. De dage, jeg ikke kan huske. De dage, der ikke havde nogen sammenhæng. De dage, hvor jeg var mere et spøgelse end en person, en person der kunne tage hånd om sig selv. Jeg var bange for alt og alle, også for mig selv. Bange for hvad jeg kunne finde på at gøre, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne kontrollere mine følelser. Men jeg ville gøre op med alt dette, jeg ville finde min egen mening med mit eget liv. Finde det der kunne få mig til at føle, at jeg havde lyst til at leve. Den sætning, der har gjort mig mest gavn i at finde en mening må være; livet er ikke om at finde sig selv, men at skabe sig selv. Jeg har altid været fokuseret på at kigge tilbage, prøvet at se hvad det har gjort ved mig, hvad det har skabt mig til. Jeg har brugt meget tid på at tænke om fortiden, det må der jo være en grund til det hedder for-tid, og ikke nutiden. Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg hænger mig for meget i fortiden, bliver jeg tynget af det, og så giver det ikke så meget mening til at leve. Så for mig må mening med livet være at fokusere på nutiden. På at have noget, der får mig til at stå op hver morgen. Noget der får mig til at blive ved med at kæmpe for at blive bedre. At prøve at skabe sig den person, som jeg gerne vil være, og ikke at gøre ting, bare fordi at nogen syntes, at det skal jeg, som for eksempel studier, selvom at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal bruge det til lige nu og her. Ud over at det ville skabe en masse stress og få selvtilliden til at falde endnu mere. Så jeg prøver at få lavet noget jeg gerne vil lave, noget der giver mig en indsigt, noget der giver mig et bedre billede af, hvordan det hele fungerer, noget der gør livet værd at live igen. Tegning af Maria Kaihøj Side 15
Vi gentager succesen Af: Maria Kaihøj Det forventningesfulde Weight Watchers hold I januar kunne Granhøjen igen byde velkommen til et 12 ugers forløb hos Weight Watchers, denne gang på Granhus. 30 beboere og personaler er tilmeldt. Så hvordan går det egentlig med projektet der efterhånden har været i gang i 7 uger? Vi tog en snak med Alex fra Twillingegården som er med for første gang. de andre beboere. Det er ok hvis de siger Det er vist ikke så smart at spise det der Alex. Sådan havde han det ikke før i tiden, men nu ser han det som en hjælp og omsorg for ham. Også hvis energien til ugens faste løbetur ikke er tilstede, kan beboerne på Twillingegården opmuntre og motivere hinanden fortæller Alex. Vi spørger Alex, om han kan give et godt råd til andre af koglens læsere, der måske sidder med ønsket om at tabe nogle overflødige kilo. Alex er klar i sit svar. Tag dig selv i nakken. Spis sundt. Når sukkertrangen kommer, så erstat den med noget andet, for eksempel lidt nødder. Brug dine omgivelser, der kan være meget støtte at hente der. Dyrk motion med andre det er sjovere. Spørg nogle andre beboere i huset om de vil med ud og gå en tur. Alex fortæller, at han har tabt 7 kg på 5 uger. Der har længe været fokus på kost på Twillingegården hvor han bor, men nu har han taget det næste skridt. Han er begyndt at løbe sammen med de andre beboere 1 gang om ugen. Derudover dyrker han fitness hver tisdag, hvor Granhøjens har lejet et af byen motionscentre. Vi spørger Alex om, hvor han, når fristelsen er stor, finder sin motivation til vægttabet henne. Alex fortæller, at han har god hjælp i Det er dejligt at have nogen at dele glæden med Side 16
Jeg har lært noget nyt Af: Ida Scharling Jeg hedder Ida og er 15 år. Jeg kommer fra en folkeskolen ved navn Skolen På Fjorden i Fårevejle. Jeg går i 9 klasse. Jeg har været i praktik på Granhus i uge 8 og 9, 2012. Mine tanker inden jeg tog afsted var lidt negative. Egentlig havde jeg allermest lyst til at springe fra. Jeg var bange for hvordan beboerne var. Jeg var nervøs for hvad de ville sige, og om jeg ville kunne tackle de situationer jeg ville komme ud for. Men da jeg kom op på Granhus faldt nerverne til ro. Alle modtog mig med åbne arme. De hilste og præsenterede sig hvilket var rigtig dejligt. Allerede fra starten følte jeg mig velkommen på Granhus. Jeg har både været med i skolen, Koglen og Krea, og der har jeg fået snakket med rigtig mange af beboerne. Alle sammen er super søde. Allerede fra første dag følte jeg at de var åbne over for mig, og bare snakkede derud af med mig. Jeg har fået brudt nogle fordomme om psykisk syge. Foreksempel at de ikke er sådan nogen mærkelige mennesker der bare render rundt og siger alle mulige mærkelige ting, og ikke kan noget selv. Sådan er det jo slet ikke. De er super intelligente og vil rigtig gerne lære noget. De er også rigtig søde. Jeg synes der har været rigtig mange gode oplevelser i de 14 dage, jeg har været i praktik på Granhus. Det virker som om personalet har stor tillid til mig, da jeg både har fået lov til at undervise en elev i skolen, og også har siddet sammen med beboerne og arbejdet i Krea. Jeg har lært noget om mig selv. Jeg er faktisk rigtig kreativ. Jeg kan også hurtigt lære nye mennesker at kende selvom jeg til dagligt er meget genert og ikke tør sige noget. Jeg har også lært lidt om hvordan man tackler psykisk syge. Jeg synes at det har været to rigtig spændende, lærerige og sjove uger på Granhus. Det har gjort, at jeg nu også tænker på, om jeg måske kunne tænke mig at arbejde med psykisk syge hvis jeg ikke kommer ind på politiskolen, når jeg er færdig med 10. klasse og HF. Jeg tror jeg kommer til at savne ugerne på Granhus, og alle de søde beboere/personale. Selvom det kun har været kort tid, har det gjort et rigtig stort indtryk på mig. Alt i alt har det været nogle rigtig gode uger Som jeg vil tænke tilbage på med glæde. Granhøjen inviterer i teateret Den 29/3 inviterer Granhøjen alle beboere og medarbejdere i teateret. Stykket hedder Panik på nettet, og er en komedie fra PC-ens barndom i 1980erne. Forestillingen starter kl. 19 og bliver vist i Rørvig sognegård (lige ved siden af Friskolen). Bjørn Kaldan vil medvirke i forestillingen. Vi håber at se rigtig mange. Side 17
Fra jord til bord Af: Thea Nielsen, Ida Scharling, Trine Hangård, Helene Hvid Det er en kold dag, vi møder Salamh, Joakim, Daniel og Morten på Twillingegården. Men køerne skal passes. 50 køer skal dagligt passes uanset om det er vinter eller sommer. Salamh har i vinterhalvåret hver morgen ansvaret for at stå op og fodre, også selvom han måske helst vil blive i sengen. Tilgengæld har det betydet, at han nu har meget lettere ved at komme op om morgenen. Han ved, at køerne har brug for ham, de er sultne. Både Salamh, Joakim og Daniel arbejder alle fuld tid på Twillingegården, hvor de også bor til dagligt, Morten er ansat i dagsbeskæftigelsen og er uddannet landmand. Han beskriver beskæftigelsen på Twillingegården, som meget lig det at være landmand. At man arbejder, hvor man bor og tager sig af den daglige vedligeholdelse. Joakim fortæller, at beskæftigelsen har givet ham anerkendelse. En anerkendelse i, at han kan passe et almindeligt job. Der er nogen der har brug for os, og det har givet mere selvtillid. Også samarbejdet er i top, hvilket rigtig kommer på prøve, når en løs ko skal indfanges, eller der skal øremærkes. I den forbindelse har Joakim, Salamh, Daniel og Morten en intern aftale, alt hvad der bliver sagt i jagten på koen gælder ikke, for der kan godt blive talt med store bogstaver, når det gælder. Som noget nyt er Nygården begyndt at sælge kød fra Twillingegårdens køer. Priserne er fuld konkurrencedygtige med det man finder i supermarkedet. Der arbejdes hen imod et økologisk landbrug, og Twillingegården blev faktisk i Maj 2011 godkendt til økologi. Markerne blev godkendt til økologisk landbrug for flere år siden, og alle de unge køer har derfor levet 4/5 af deres liv økologisk, som loven kræver. Det eneste der mangler, for endeligt at kunne give kødet det røde økologiske stempel er, at også kødet bliver slagtet hos en økologisk slagter. En sådan aftale arbejdes der på. Morten understreger, at kødet er fedtfattigt, og at det udelukkende er Hereford der bliver solgt. Det særlige ved Herefordkødet er, at fedtet sidder i musklerne, hvilket gør det ekstra lækkert, hvor det hos andre køer sidder ovenpå. Vi vil kraftigt opfordre til at besøge Nygården og købe aftensmaden med hjem. Du vil formentlig blive overrasket over den autentiske smag. Sådan har du nok ikke fået bøffen før. VELBEKOMMEN. Side 18
Invitation til Gretes fødselsdag I ANLEDNING AF MIN 60 ÅRS FØDSELSDAG VIL DET GLÆDE MIG AT SE INTERESSEREDE MEDARBEJDERE DEN 6 MARTS KLOKKEN 8.30-11 TIL MORGENMAD PÅ VORES PRIVATE ADRESSE. DERUDOVER VIL DER VÆRE KAGE OG KAFFE PÅ TJØRNEPARKEN KL 14 FOR BEBOERE OG PERSONALE. TORSDAG D. 22 MARTS INVITERER JEG I ANLEDNING AF MIN FØDSELSDAG, BEBOERE OG PERSONALE TIL DISKOTEKSAFTEN PÅ CHECKPOINT I NYKØBING. DØRENE BLIVER ÅBNET KL 19 OG VI SLUTTER KL 23. DER VIL VÆRE DJ, BARTENDER OG SELVFØLGELIG BLIVE SERVERET FESTLIGE NON-ALCOHOLIC DRINKS OG LYS FADØL. KÆRLIG HILSEN GRETE Side 19
Nyt tilbud for allebåde interne og eksterne Temadage for pårørende til personer ramt af psykiske lidelser 2012 Temadage afholdes af Betina Evald, autoriseret psykolog tilknyttet Skovhus Privathospital og Granhøjen. Betina har arbejdet 5 år indenfor det psykiatriske område med såvel patienter som pårørende. Herudover er Betina selv pårørende til en person ramt af en psykisk lidelse. Alle pårørende er velkomne til at deltage. (Maks. 25 deltagere). Der afholdes 4 temadage i løbet af året. Vi starter lørdage kl.13.00 og afslutter kl.16.00. Afholdes på Hotel du Vest, Algade 1, 4500 Nykøbing Sj. Hver dag vil være centreret om en specifik problemstilling eller lidelse. Der vil være et oplæg af Betina, hvorefter der vil være fælles eller gruppesamtaler vedrørende emnet. Dagen afsluttes med en fælles dialog og mulighed for at stille yderligere spørgsmål. 10.marts 2012 Borderline personlighedsforstyrrelse. Afholdes i samarbejde med Helle Johnston, terapeut ved Granhøjen 16. juni 2012 Hvordan bevarer jeg mig selv i mødet med den psykiske lidelse og min pårørendes situation? Afholdes i samarbejde med Lene Sørensen, autoriseret psykolog ved Skovhus Privathospital og Granhøjen. 25. august 2012 Skizofreni og stemmehøring. Afholdes i samarbejde med Kari Birkeland, autoriseret psykolog ved Skovhus Privathospital og Granhøjen. 10. november 2012 ADHD. Afholdes i samarbejde med Kari Birkeland, autoriseret psykolog ved Skovhus Privathospital og Granhøjen.
k u r s u s k a l end e r KONFLIKTHÅNDTERING I SOCIALT OG PÆDAGOGISK ARBEJDE Lær at forebygge vold og håndtere konflikter. Tusindvis af ansatte i social- og sundhedssektoren udsættes hvert år for vold og trusler på deres arbejde. Ikke fordi syge og socialt udsatte mennesker er specielt voldelige, men snarere fordi volden er en måde at udtrykke sig på. Vold som handlemulighed kommer lettere på banen, når et menneske føler sig presset eller provokeret og oplever manglende respekt og omsorg. Derfor er det vigtigt at opfange tegn på optakt til vold samt at få redskaber og metoder til at håndtere konflikter og forebygge voldelige hændelser. Det handler om at se på egen praksis og fremtræden og om, hvordan vi kan bevare en professionel tilgang og samtidig tage vare på os selv, vores kollegaer og brugere. Undervisere Signe Kaldan, pædagog og miljøterapeut, Betina Evald, cand.psych.aut. og Kari Birkeland, cand.psych.aut. Dato 14. juni 2012, kl. 9-16 (morgenmad fra kl. 8.30) Sted Annebjerg Stræde 4, 4500 Nykøbing Sj. Pris 1500,00 + moms (inkl. forplejning) Tilmelding Tlf 59932301 el. kursus@granhojen.dk ANDREKORTEKURSER 8. marts Mentaliseringsbaseret borderline-behandling 14. marts og 13. juni Førstehjælp og elementært brandkursus 21. marts Medicinhåndtering 22. marts Nye muligheder i mødet med ADHD 3. maj Kontekstafklaring og de tre domæner 23. maj Sund trods psykisk lidelse 31. maj Temadag om Granhøjen 21. juni Narrativ skriftlighed
Koglen Granhus Annebergparken 4500 Nykøbing Sj. Telefon: 2940 0077 E-mail: koglen@granhojen.dk Udgiver Granhøjen Specialpsykiatrisk behandlingstilbud Annebergparken 38 4500 Nykøbing Sj. Telefon: 5993 2301 E-mail: kontakt@granhojen.dk Hjemmeside: www.granhojen.dk Redaktion Journalist Thea Nielsen Malene Enevoldsen Maria Kaihøj Trine Hangård Medarbejder fra Granhøjen; Helene Hvid Ansvarshavende: Bodil Svare, soucshef for Granhøjen
GRANHØJEN BANER VEJ TIL EN PLADS I SAMFUNDET GI DEN EN SKALLE Med et samlet bo-, behandlings- og beskæftigelsestilbud skaber Granhøjen helhed i tilværelsen for borgere med sindslidelser og sociale problemer. Her bliver beboeren en del af et fællesskab, hvilket er med til at udvikle sociale relationer og bidrager til beboerens bevidsthed om egne kompetencer. Ud over mange forskellige og velindrettede boliger, mulighed for beskyttet beskæftigelse og et veluddannet behandlerteam råder Granhøjen over en række skole- og fritidsaktiviteter. Formålet er at skabe et trygt og helhedsorienteret tilbud, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov. Granhøjen tilbyder beskyttet beskæftigelse og aktivering, lærepladser og STU-forløb. Her kan man prøve kræfter med en række håndværksfag eller beskæftige sig med landbrug og gartneri, hotel- og cafédrift, rengøring og storkøkken, journalistik og kontorarbejde. Den bærende ide er, at alle kan bruges til noget, og at det altid er muligt at finde beskæftigelse til den enkelte. Vi skaber håb, hvor der intet håb er. Hvor der er håb, er der liv. Hvor der er liv, er der en fremtid. Granhøjen Miljøterapeutisk tilbud