Diakonisser i Dansk Vestindien Af Susanne Malchau Dietz, forskningsleder ph.d., UC Diakonissestiftelsen

Diakonisser i Dansk Vestindien Af Susanne Malchau Dietz, forskningsleder ph.d., UC Diakonissestiftelsen Mit arbejde med bogen Køn, kald og kompetencer (se bogomtale i dette nummer) afslørede en omfangsrig og hidtil ukendt korrespondance mellem Diakonissestiftelsens forstanderinde Sophie Zahrtmann og otte diakonisser, der var udsendt til Dansk Vestindien. Hvem var de? Hvorfor var de der? Hvad udrettede de? Diakonissestiftelsen blev stiftet i 1863 i Smallegade på Frederiksberg. Formålet var at uddanne Diakonisser til at øve tjenende Kiærligheds- og Barmhjertighedsgerninger imod Syge, Fattige og Andre, der lide aandelig eller sjælelig Nød (1). Det lå ikke umiddelbart i kortene, at de danske diakonisser skulle sendes til udenlandske missioner i større omfang. Min database over samtlige diakonisser siden 1863 viser, at der blev sendt et mindre antal søstre til Færøerne, Grønland, Island, Afrika, Indien og Dansk Vestindien. Dansk Vestindien en af Danmarks kolonier Dansk Vestindien var en dansk koloni i Caribien bestående af øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix. Kolonien blev fra 1672 til 1755 drevet af det danske kompagni Vestindisk-guineisk Kompagni, der i 1755 blev købt ud den dansk-norske konge. Øernes vigtigste produktion var sukkerrør. Det krævede arbejdskraft, der blev importeret fra Guinea i Afrika som led i en lukrativ trekantshandel mellem København, Guineakysten og Dansk Vestindien. Slaverne blev stuvet tæt sammen i skibenes fragtrum og solgt i Dansk Vestindien, hvorefter skibene vendte hjem til København med det eftertragtede rørsukker. Slavehandelen blev officielt ophævet i 1803, men det var stadig ikke forbudt at holde slaver. I 1848 gjorde slaverne på St. Croix oprør, hvorefter generalguvernør Peter von Scholten afskaffede slaveriet i Dansk Vestindien og gjorde slaverne frie. Danmark gjorde flere forsøg på at sælge øerne, men det lykkedes først i 1917, da USA købte øerne for 25 mio. dollars. Ophævelsen af slaveriet gav ikke de frigivne slaver bedre kår. De blev lønarbejdere, og de danske koloniejere havde ikke længere den samme interesse i at holde dem sunde og arbejdsføre. Børnedødeligheden var forfærdende høj og blev anledningen til, at der blev sendt diakonisser til øerne for at forbedre sundhedstilstanden. For diakonisserne gav det mulighed for at vinde sjæle til den luthersk-evangeliske kirke. Religion Religion på øerne var et kompliceret spørgsmål. I modsætning til de danske indbyggere var de lokale som følge af en aftale mellem kolonimagterne i Caribien garanteret religionsfrihed. Ingen blev påtvunget en bestemt kirke eller religion. Dog fik den lutheranske kirke forrang for andre kirkelige retninger på øerne. Den danske lutheranske kirke skulle betjene den danske befolkning og omvende kreolerne (slavernes efterkommere), for øerne var blevet en sand markedsplads for alle typer kristen mission. Sprog og kultur var en hindring, og der blev derfor i 1800-tallet etableret to danske lutheranske menigheder. En for de dansktalende og hvide, og en for de kreolsktalende og farvede. Med tiden blev kreolsk fortrængt af engelsk og de to menigheder primært adskilt af sproget. De blev lagt sammen i 1906, da den hvide og den farvede menighed blev underlagt den danske kirkeminister. Alle i menigheden blev nu medlemmer af den danske folkekirke, hensigten var at styrke båndene og relationerne til Danmark (2). Dagligliv og sundhedssystemer Omkring år 1900 kunne myndighederne ikke længere ignorere kreolernes elendige leve- og arbejdsvilkår og mangel på sundhedstilbud. De arbejdede fra daggry til solnedgang, dertil kom at kriminalitet, alkoholisme og umoral tog til fra dag til dag. Fattigdommen var ekstrem og omgivelserne ufatteligt usunde. Arbejderne boede i de faldefærdige rester af de tidligere slaveboliger, og de manglede enhver form for sanitære forhold. Fødselstallet var højt og børnedødeligheden ganske forfærdelig, 52 procent af børnene døde, inden de var fyldt fem år (3). Børn af arbejdende mødre var i risiko fra fødslen. Nybagte mødre gik tilbage til arbejdet så hurtigt som muligt efter at have født og efterlod barnet i ældre søskendes eller en ældre kvindes varetægt hele dagen. Det eneste det fik at spise var det, moderen tog med hjem, sædvanligvis svampe. Mange børn sygnede hen og døde af mangel på ernæring og ordentlig pleje (3). 1

Først i 1902 nedsatte de danske myndigheder en kommission, der skulle undersøge økonomien og de sociale og racemæssige forhold på øerne med henblik på en reform. Det var en passende anledning til at tage sig af den høje børnedødelighed. Pastor N.P. Nygaard, den lutheranske præst i Frederikssted, rettede henvendelse til forstanderinde søster Sophie Zahrtmann på Diakonissestiftelsen i København. Han henviste til, at der var brug for ordnede forhold for børneplejen, og han bad indtrængende om, at der blev sendt diakonisser til de vestindiske øer for at få gang i udviklingen (4). Planerne blev også sendt til kronprinsesse Louise af Danmark, svigerdatter til Diakonissestiftelsens stifter, dronning Louise, der døde 1898. Kronprinsessen handlede øjeblikkeligt ved at danne Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer, hvor hun selv var formand. Det lykkedes pastor Nygaard at få statsstøtte til at oprette et børnehjem (5). Vinteren 1903 betalte kronprinsesse Louise også for at sende fire Røde Kors-sygeplejersker til øerne, hvoraf de to skulle stationeres på St. Thomas, og de to andre på hospitalet i Frederikssted på St. Croix. De skulle overtage ansvaret for sygeplejen på hospitalerne under ledelse af lægerne på øerne. Året efter var planerne klar til at åbne et børnehjem i Frederikssted. Det skulle ledes af diakonisser, men der skulle også ansættes nogle få hjælpere, en pige og en kogekone. Diakonissernes opgave var at opsøge mødrene og lære dem barnepleje og ernæring og vigtigst af alt, hygiejne. Svært syge børn skulle rapporteres til lægerne, mens spædbørn og misrøgtede og underernærede børn skulle henvises til diakonissernes børnehjem. Enten i dagpleje eller permanent. Der blev lejet et hus med plads til 20 børn. På denne måde gik Diakonissestiftelsen ind i kolonisygeplejen i det Caribiske Hav for at hjælpe syge og trængende i et fjernt land, så forskelligt fra Danmark, hvad angår klima, religion, race og klasse. Det var forhold, der var totalt ukendte for en gennemsnitsdansker og i særdeleshed for diakonisser, der var rekrutteret fra den lavere middelklasse. Jeg formoder, at forstanderinde søster Sophie Zahrtmann havde problemer med at udvælge de diakonisser, der skulle sendes af sted. Og ikke mindst, hvordan skulle hun forberede dem? Jeg tænker også på, hvordan de efter ankomsten samarbejdede med Røde Kors-sygeplejerskerne, som de tidligere havde haft mange konflikter med? Også på, hvordan de samarbejdede med Luthersk Missionsforening, som understregede, at diakonisser ikke havde et embede i kirken og bestemt ikke blev anset som en del af missionsprojektet. Hvem var diakonisserne i Dansk Vestindien? Det var forstanderinde søster Sophie Zahrtmann, der valgte de diakonisser, der skulle sendes til Vestindien. Der er ikke noget, der tyder på, at hun rådførte sig med Diakonissestiftelsens præst, pastor N.C. Dalhoff. Søster Sophie havde magten som dikteret allerede i 1863 af stifteren dronning Louise af Danmark. Diakonissestiftelsen var i 1900 i fremgang, hvad angår antallet af kald og stationer. I alt 257 søstre bemandede 119 offentlige og private institutioner, sygehuse, hjemmesygepleje, menighedssygepleje, Magdalenehjem (redningshjem for prostituerede), børne- og plejehjem mm. Der var stor efterspørgsel på søstre, og en forespørgsel om at etablere et moderhus i USA blev forbavsende nok afvist. Det var så ikke tilfældet med den vestindiske forespørgsel, og det skyldes sikkert kronprinsesse Louises medvirken. Men søster Sophie sendte ikke de bedst kvalificerede diakonisser, de blev reserveret til lederposter og udvikling af det nationale diakonisseimperium. Det er i denne gruppe, vi finder døtrene fra de højere klasser. I perioden 1904 1919 udstationerede søster Sophie otte diakonisser i Dansk Vestindien, alle listede i tabel 1. Navn Udsendt til V.I. Alder Antal år i V.I. Socialklasse 1 Søster Henrika Degenkolw 1904 41 3 3 2 Søster Nicoline Krogh 1904 30 7 4 3 Søster Olivia Olesen 1906 32 3 2 4 Søster Else Muusmann 1908 35 3 3 5 Søster Maren Knudsen 1908 35 11 (+28) 3 6 Søster Caroline Jensen 1909 37 10 4 7 Søster Ingeborg Stein 1910 29 9 5 8 Søster Anine Thomsen 1911 27 6 3 Gennemsnit 33 14 ½ 3 2

Alle undtagen en kom fra den lavere middelklasse. De var døtre af bønder og ufaglærte arbejdere. Det var sunde og stærke kvinder, og de holdt ud i bemærkelsesværdig lang tid i det varme klima, i gennemsnit 14½ år. Søster Maren blev efter eget valg på St. Croix, da øerne blev solgt til USA. Efter aftale med Diakonissestiftelsen blev hun i 1919 ansat af the General Council of the American Lutheran Church, som overtog de daværende to børnehjem, der blev overdraget som en gave fra Dronning Louises Forening. Søster Maren kom hjem til Danmark i 1947. Søster Maren Knudsen med børn. Foto: Privateje Det var frivilligt at blive udsendt til Dansk Vestindien. I november 1903 skrev søster Sophie en liste med syv kandidater til opgaven. Listen var antagelig resultatet af hendes forespørgsler i hendes månedsbrev i november 1903, og det blev højst sandsynligt fulgt op af hendes personlige henvendelser. En søster Juliane svarede på brevet og argumenterede for sin store erfaring med barnepleje. Hun blev ikke valgt. De to første var søster Henrika og søster Nicoline. Seks andre søstre kom til at følge dem. Hvorfor blev de valgt? Hvordan blev de forberedt? Hvilke faglige kvalifikationer havde de? Disse spørgsmål bliver besvaret i tabel 2, der klart viser, at den vigtigste kvalifikation var evnen til at kommunikere. Søstre, der var i stand til at lære eller allerede kunne tale engelsk, blev valgt. I Danmark var der dengang kun få, der talte engelsk, og da specielt ikke beskedne diakonisser fra de lavere klasser. Det er tankevækkende, at søstre der blev sendt til Vestindien, hverken havde erfaring med barnepleje eller ledelse. Kilderne tyder på, at de primært blev forberedt med kurser i engelsk og i en vis udstrækning også blev sat ind i kultur og klima. Dog ikke i form af et kursus i tropemedicin, som det var praksis i England, når sygeplejersker blev udsendt til kolonierne. Men diakonisserne fik i modsætning til deres engelske sygeplejekolleger lov til at tilpasse dragten til det varme klima. De fik en hvid bomuldsdragt i stedet for den sorte uldkjole. I England argumenterede uldfabrikanterne for, at det styrkede helbredet at bære uld i troperne! Og sådan blev det for dem (6). Den hvide diakonissedragt blev først indført i Danmark i 1916 og kun for hospitalssøstrene. 1 2 3 4 5 6 7 8 Navn Sendt til Vestindien Anciennitet diakonisse / sygepleje inkl. uddannelsestid Barnepleje Leder Engelskkundskaber Søster Henrika 1904 5 lidt nej 2-mdrs. kursus Søster Nicoline 1904 9½ nej nej 9-mdrs. kursus Søster Olivia 1906 9 nej nej USA i 3½ år Søster Else 1908 5 nej nej Søster Maren 1908 10 ja nej? Søster Caroline 1909 10½ ja ja? Søster Ingeborg 1910 8 nej nej? Søster Anine 1911 3 ja nej? England og USA i 1 år 2-mdrs. kursus 3

Det første kritiske år Den 1. november 1904 drog søster Henrika og søster Nicoline ud på den lange sørejse til Vestindien. De døjede begge med søsyge og hjemve, men de kom sig og begyndte at glæde sig. En måned senere, den 26. november, ankom de til St. Thomas, hvor de besøgte Røde Kors-søstrene og blev inviteret til frokost hos guvernøren. En dansk dame tog dem med på en udflugt for at se den smukke ø. Den 28. tog de af sted til Frederikssted på St. Croix, og den næste morgen kom de frem til deres endelige bestemmelsessted, hvor de blev budt hjerteligt velkommen af pastor Nygaard og hans hustru Amalie, samt af menigheden (7). Der blev lejet et delvist møbleret hus, hvor rejsekasserne måtte gøre det ud for køkkenbord og med nogle huller også som hønsehus. Der var en fin veranda uden for børnenes værelse og en fin udsigt fra dagligstuen. Det værste var, at der manglede et vandkloset. Søster Nicoline beskrev situationen i et brev hjem til søster Sophie. De måtte lære at gøre som børnene. Kalde på den sorte pige, når man var færdig. Hun gik så af sted med potten på hovedet, som var hun en adelsdame. Om søndagen gik de til gudstjeneste to gange, ved den danske var der kun 16 medlemmer af menigheden til stede, den engelske kirke var fuld, og de blev præsenteret for den sorte menighed af præsten (7), Det var svært at høre, at der kun var altergang hver tredje søndag! (8, 9) Søster Henrika og søster Nicoline på det nye børnehjem i Frederikssted 1905. Foto: Diakonissestiftelsens arkiv Søstrene var forvirrede over kulturen. Søster Henrika betror sit første indtryk til søster Sophie i Danmark. Negrene havde ingen idé om deres sørgelige livsførelse og de hvide gjorde ikke noget for at foregå med et godt eksempel. De sorte piger fortalte med glæde om deres mange børn, og når søstrene prøvede at forklare, at det var en synd at få et barn som ugift, lo de bare. Der var sågar nogle, der fortalte søstrene, at de sorte kvinder var bedre tjent med hvide mænd som fædre til deres børn (10). Søstrene begyndte med det samme at tage børn ind på det nye børnehjem, og snart var de 12 senge alle belagt. De udarbejdede også en arbejdsplan. Søster Henrika havde ansvar for børnene på hjemmet og forsøgte at give de underernærede spædbørn en ordentlig ernæring. Hun skrev hjem, at det var vanskeligt at forstå, at de ikke kunne holde dem i live trods al pleje. Børnenes appetit var god, men de blev med at tabe i vægt, og de fleste døde. I juni begyndte hun at veje børnene regelmæssigt for at følge dem tættere. De, der finansierede hjemmet, forlangte at se resultater i form af en nedsat dødelighed. Det var svært, men til sidst lykkedes hun, idet kun 22 ud af 138 svært underernærede spædbørn døde de første 10 måneder. Der var ikke senge nok, og søster Henrika udarbejdede en venteliste, hvor de værste tilfælde kom først. Hun var lykkelig, da der kom en strygerulle fra Danmark. Bløde strøgne bleer var luksus for sarte babynumser. De to søstre og en elev passede de 12 børn døgnet rundt. De ældste og sundeste børn gik i søndagsskole og havde ind i mellem også den fornøjelse at blive inviteret på udflugt i apoteker Petersens vogn. Han inviterede ret tit søster Henrika, og hun blev træt af al sladder i den anledning. Hun blev gift med ham i 1907! 4

Søster Nicoline var den udgående diakonisse og havde ansvaret for at opsøge forsømte børn på hele øen og rådgive mødrene på stedet. I værste fald sendte hun de alvorligste tilfælde til søster Henrika. Apotekeren lånte hende både hest og vogn. En søster i hestevogn. Måske søster Nicoline i apoteker Petersens vogn. Foto: Diakonissestiftelsens arkiv Søster Nicoline var den mest spontane af de to søstre. Hun kom snart i problemer, fordi hun ikke kunne tie stille, når hun rådgav de hendes øjne fordærvede og faldne kreolske kvinder. Den 18. februar 1905 skrev hun til søster Sophie og fortalte om en ung mor med en forsømt baby. Søster Nicoline havde spurgt, om hun var gift, og det var hun selvfølgelig ikke. Da hun fik at vide, at det var forkert at få børn uden for ægteskabet, fortalte hun, at faderen var løjtnanten på fortet. Det var en chokerende nyhed (11). Snart ved den ude over hele øen, og søster Nicoline blev sagsøgt for ærekrænkelse af den efter eget udsagn lykkeligt ægteviede løjtnant. Han hyrede øernes eneste sagfører, og den 13. maj 1905 blev søster Nicoline idømt en bøde på 25 franc. Søster Nicoline var ærgerlig, da barnets fader i virkeligheden var løjtnantens tjener. Men bortset fra det så kløede hun på. Jeg er så lykkelig her, skrev hun til søster Sophie. Hun var engageret til fingerspidserne i sine mange og utrættelige anstrengelser for at forbedre kvindernes og børnenes vilkår. Hun opsøgte plantageejerne for at få dem til at påtage sig ansvaret for de fattige familier. De foretog sig intet. Hun begyndte at lære de kreolske kvinder at holde deres hjem ordentlige, og hun oprettede syundervisning for de unge mødre. Syklasserne blev snart populære, og indirekte banede de vejen for omvendelse af sjæle, idet sytimerne fulgt op af bibeltimer. Søster Nicoline ignorerede lægernes advarsler om, at moral ikke var hendes gebet, og at hun burde holde sine aktiviteter inden for børnehjemmets mure (11). Hendes allerførste initiativ til at nedbringe børnedødeligheden var at lære de lokale jordemødre at underbinde navlestrengen. Mange spædbørn blødte ihjel, fordi der ikke var snor til rådighed. Søster Nicoline sørgede for at få sendt bomuldssnor fra Danmark (12). Et andet problem var ernæring. Hun underviste gentagne gange mødrene i at ernære og pleje et spædbarn, også at amning var at foretrække og ikke farligt. Hun var taknemmelig for, at kronprinsesse Louise sendte børnemel (kunstigt ernæringsmiddel) til at fordele blandt de fattigste. Søster Nicoline besøgte hundreder af kreolske kvinder og ofte nogle, der havde oplevet, at alle deres børn var døde op til ni, rapporterede hun. Ikke mærkeligt, skrev hun, at de kreolske kvinder var klar til at konvertere til den lutheranske tro. Hvis det var, hvad der skulle til for, at babyen kunne overleve? Men de forstod efter hendes mening ikke meningen med kristendom eller religion. Katolik den ene dag og lutheraner den næste! De var barnlige, men hun kunne ikke lade være med at elske dem. I Danmark citerede pastor Dalhoff i et tidsskrift søster Nicoline for noget, hun slet ikke kunne genkende. Det blev så citeret i en lokalt vestindisk avis. Søster Nicoline blev vred. Ikke om hun ville skrive et ord mere, hvis hendes breve blev drejet på den måde! Pastor Dalhoff var ved at ødelægge det, hun havde bygget op i tillid og fortrolighed med de sorte kvinder. Nu, hvor de var lige ved at lære at rense en babyflaske og forstå det ansvar, der er forbundet med barnepleje. De havde oven i købet erkendt, at det var bedre at give en baby havregryn end svampe (13). 5

Søster Nicoline. Foto: Diakonissestiftelsens arkiv Ved afslutningen af det første år afslører brevene, hvor trætte søstrene var, og at de ofte blev ramt af feber (malaria). Men de ville ikke tage hjem og blev lykkelige, da de fik lovning på to lokale elever til at tage nattevagterne på børnehjemmet. Hvedebrødsdagene var forbi. Søstrene stod over for alvorlige problemer med finansiering og organisation af hjemmet. Men de havde opbygget et imponerende filantropisk arbejde og havde i betragtelig grad forbedret deres mangelfulde kvalifikationer inden for sygepleje og tropemedicin, barnepleje og ledelse ved at prøve sig frem. De havde i nogen grad tilpasset sig til kulturen, men havde ikke et øjeblik sat spørgsmålstegn ved den moral og de værdier, de pålagde de mennesker, de hjalp. Fremtiden skulle vise, at magtkampen mellem præsterne i den lutheranske kirke og de forskellige sygeplejetraditioner skulle blive den største forhindring. Artiklen er baseret på dokumenter fra Diakonissestiftelsens historiske arkiv på Frederiksberg. Tak til lektor og kirkehistoriker Carsten Bach Nielsen, Aarhus Universitet for at dele sin store viden om Dansk Vestindien med mig. Referencer 1. Diakonissestiftelsens Grundbestemmelser 1866 1 2. Bach-Nielsen C. Den Lutherske kirke i det danske Vestindien. Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, Årsskrift 2005: 60-69 3. Lawson-Haith J, Ellis S. It All Began with Children: The First Century of Queen Louise Home and Lutheran Social Services of the Virgin Islands. 2004 4. Breve til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra Amalie og N.P. Nygaard 1902-1904 5. Bach-Nielsen C. Upubliceret manuskript om det danske Vestindien, Diakonissestiftelsens Årbog 1903 6. Rafferty A-M, Wall R. Embodying Nursing in the British Empire. Foredrag Oxford University, UK 4.7.2013 7. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Henrika 7.12.1904 8. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Henrika 22.12.1904: 2 9. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Nicoline 9.6.1905 10. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Henrika 7.12.1904 11. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Nicoline 18.2.1905 12. Brev til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Nicoline 2.4.1905. 13. Breve til forstanderinde s. Sophie Zahrtmann fra søster Nicoline 24. og 30.4.1905 6