Når kørekortet skal fornys
Når kørekortet skal fornys Dit kørekort skal fornys, inden du fylder 70. Det foregår dels hos lægen og dels på Borgerservice. Du skal selv sørge for, at dit kørekort bliver fornyet, så start med at bestille tid hos din egen læge 1-3 måneder før, du fylder 70. Oplysningerne fra din lægeattest kan føre til: Problemfri fornyelse af dit kørekort Krav om yderligere oplysninger fra en læge Krav om vejledende helbredsmæssig køretest At dit kørekort bliver tidsbegrænset At dit kørekort ikke længere kan fornys
Hos lægen Hos lægen skal du og lægen udfylde en lægeattest med oplysninger om dit helbred, og du skal bl.a. gennemføre en test: Du skal tegne en urskive med tal og sætte viserne på et bestemt tidspunkt, og så skal du huske tre ord. Begge dele er noget, lægen beder dig om at gøre. Testen gennemføres for at finde ud af, om du har tegn på trafikfarlige sygdomme, som fx demens. Langt de fleste gennemfører testen fint og får kørekortet fornyet uden problemer. Lægen vurderer også, om du får medicin, der kan påvirke din evne til at køre bil. Du skal have et nyt foto med til lægen. Der er strenge krav til fotoet, så det kan være en god idé at få det taget hos en professionel fotograf. Læs mere om kravene på www.borger.dk > Transport og rejser > Biler, kørekort og cykler > Kørekort > Gyldighed og fornyelse.
På Borgerservice Efter besøget hos lægen skal du på Borgerservice for at få fornyet kørekortet. Der medbringer du: Lægeattesten og foto i en lukket kuvert Kørekort (hvis dit kørekort ikke er af kreditkorttypen, skal du også medbringe original dåbs/fødsels/navneattest) Du skal udfylde en ansøgningsblanket om fornyelse af kørekortet. Den kan du finde på www.borger.dk og udfylde hjemmefra, eller du kan gøre det, når du kommer på Borgerservicecentret. Hvis alt er i orden, får du dit nye kørekort tilsendt med posten.
Vejledende helbredsmæssig køretest Hvis der er tvivl, om du kan fortsætte med at køre bil, kan du blive indstillet til en vejledende helbredsmæssig køretest (VHK). VHK er en praktisk køretest i trafikken, og der er ingen teoriprøve. Du kører en tur i en køreskolebil med en særlig uddannet prøvesagkyndig på passagersædet. Turen varer 30-60 minutter, og bagefter får du svar på, om den prøvesagkyndige vil anbefale, at kørekortet fornys eller ej. Det er politiet, der træffer den endelige afgørelse. I enkelte tilfælde kan den prøvesagkyndige ikke træffe en endelig afgørelse, og så skal man til en kontrollerende køreprøve. Hvis du skal til en VHK, er det en god idé at tage en time eller to hos en kørelærer, inden du skal gennemføre køretesten. Mange bilister, der bliver indstillet til VHK, får deres kørekort fornyet bagefter. Kørekortet skal fornys når du fylder 70, 74, 76, 78 og 80 år. Derefter skal det fornys hvert år.
Bevar dine gode kørefærdigheder Erfarne bilister kører oftest sikkert i trafikken. Ældre har ikke flere ulykker end andre, snarere tværtimod. Men når ulykkerne sker, får ældre flere og mere alvorlige skader end yngre trafikanter. Det skyldes, at kroppen bliver mere skrøbelig med alderen og er længere tid om at hele. Uheld med ældre sker ofte i komplekse trafikale situationer, især i kryds og ved venstresving. Her kan det have en betydning, at reaktionstiden også bliver længere med alderen. Der er al mulig grund til at bevare dine gode kørefærdigheder som bilist. Det gør du bedst ved at holde dig i form både mentalt og fysisk og ved at forsætte med at køre bil jævnligt. Bilistkurser Du kan også vedligeholde dine kørefærdigheder ved at deltage i et bilistkursus. En del kommuner arrangerer kurser med både teori og kørsel, og mange steder gives tilskud til kurserne, så deltagergebyret bliver holdt så lavt som muligt. Læs mere på www.vejsektoren.dk > Trafiksikkerhed > Færdselssikkerhedsudvalg. Eller henvend dig til din kommune eller en lokal ældreorganisation.
Kvinderne skal blive bag rattet En del kvinder undlader at forny deres kørekort, når de fylder 70. Måske fordi de har haft for vane at lade deres ægtefælle være chauffør og derfor synes, de mangler rutinen til at køre. Det er en rigtig dårlig idé, fordi kvinder generelt lever længere end deres mænd, og så står kvinden måske tilbage med en bil, som hun ikke længere tør at køre i. Derudover kan mange mænd have svært ved at bede om hjælp, hvis køreopgaven vokser dem over hovedet. Så hvis kvinden ikke kan køre bilen, kan manden føle sig presset til at blive ved med at køre. Sørg for at vedligeholde rutinen som bilist og forny kørekortet. Det gælder både for mænd og kvinder. Det handler om at blive længst muligt i egen bil på en trafiksikker måde.
Forny dit kørekort, så længe du kører sikkert Hold rutinen ved lige kør bil flere gange om ugen Hvis I er to så skiftes til at køre bilen Manometer Grafisk Design. Foto: Hans Søndergård Se dig særlig godt for i vejkryds, og når du skal svinge Kør ikke, når du er træt