Retskrivningsvejledning

Retskrivningsvejledning Accenttegn Adjektiver og adverbier på -sk Adjektiver og adverbier på -vis Adjektiver på trykstærk vokal (-i, -u, -y, -å mfl.) Adverbier Adverbier dannet af adjektiver på -ig Anførselstegn Apostrof Bindestreg Dobbeltskrevet konsonant Forkortelser Genitiv Imperativ Kolon Komma Køn Orddeling Ordenstal Parentes Perfektum participium Punktum Sammenskrivning af ord Semikolon Spørgsmålstegn Stort begyndelsesbogstav Tankestreg Udråbstegn Verber på trykstærk vokal (-i, -u, -y og -e, -o mfl.) De benyttede grammatiske begreber kan slås op i ordbogens alfabetiske del. Accenttegn Accenttegn (accent aigu) kan bruges til angivelse af tryk i fremmedord der ender på trykstærkt -e, og i visse ord på trykstærkt -er som ellers falder sammen med andre ord: allé el. alle puré el. pure mortér el. morter Ved bøjning af ord med -é kan accenten beholdes eller stryges: allé, alléen el. alleen

Herudover kan accenttegn bruges som trykangivelse for at tydeliggøre læsningen, almindeligst i ordene en, et og der: Der var ét æble tilbage. Dér går en soldat. Han fór op på loftet. Adjektiver og adverbier på -sk Adjektiver der ender på -sk, og adverbier der er dannet af sådanne adjektiver, kan altid skrives uden intetkøns- og adverbiumsendelsen -t: Brødet er frisk el. friskt. Et lumsk el. lumskt udseende. Han smilede barsk el. barskt. Adjektiver på -sk, og adverbier der er dannet af sådanne adjektiver, får aldrig -t når de betegner et nationalt eller geografisk tilhørsforhold, er afledninger til personnavne eller er flerstavelsesord: Det er dansk, det er dejligt. et freudsk kompleks et infernalsk spektakel Det lyder komisk. Adjektiver og adverbier på -vis Adjektiver der ender på -vis har valgfrit -t i intetkøn; også adverbier der er dannet af adjektiver på -vis, har valgfrihed mellem en form med og uden -t: Et gradvis el. gradvist skifte. Aftalen skal gennemføres gradvis el. gradvist. De får løn månedsvis el. månedsvist. Rene adverbier på -vis, fx naturligvis, se under Adverbier. Adjektiver på trykstærk vokal (-i, -u, -y, -å mfl.) Adjektiverne fri og ny tilføjer -t i intetkøn (og som adverbier): frit, nyt, og kan tilføje -e i pluralis og bestemt form: fri el. frie, ny el. nye. Øvrige adjektiver der ender på trykstærk vokal, fx ru, sky, tro, kan ikke tilføje -t eller -e, med undtagelse af adjektiver på å som skal have -t, fx grå, gråt. Jf. også Verber på trykstærk vokal.

Adverbier Der er to slags adverbier: rene adverbier der kun kan bruges som adverbier, fx aldrig, naturligvis, navnlig, ofte, sandelig, temmelig, og adverbier der er dannet af adjektiver, fx højt, hurtigt, relativt. Rene adverbier tilføjer næsten aldrig -t: Det var en temmelig god middag. Det er navnlig marsvin han interesserer sig for. De kom naturligvis for sent. Dog har enkelte rene adverbier også en form på -t, fx nødig el. nødigt, morderlig el. morderligt. Adverbier dannet af adjektiver svarer til adjektivets intetkønsform og tilføjer -t hvis adjektivet kan have denne endelse: Du må gerne råbe højt. Arbejdet var smukt udført. Han smilede barsk el. barskt I nogle tilfælde er der betydningsforskel mellem et rent adverbium (fx lovlig) og et adverbium dannet af et adjektiv (fx lovligt). Det rene adverbium plejer at betegne den skrivendes eller talendes holdning til det der siges, mens det adverbium der er dannet af et adjektiv, betegner den måde noget forholder sig på eller foregår på. Det rene adverbium tilføjer ikke -t, mens det adverbium der er dannet af et adjektiv, tilføjer -t hvis adjektivet kan have denne endelse: De er lovlig (lidt for) hurtige til at blive færdig. Han arbejder altid fuldstændig lovligt (på en lovlig måde, legalt). Nu har de endelig (langt om længe) afgjort sagen. De afgjorde sagen endeligt (definitivt). Se også Adjektiver og adverbier på -sk, Adjektiver og adverbier på -vis og Adverbier dannet af adjektiver på -ig. Adverbier dannet af adjektiver på -ig Adverbier der er dannet af adjektiver på -ig, tilføjer -t når de betegner den måde, noget forholder sig på eller foregår på: Tidsskriftet udkom uregelmæssigt (på en uregelmæssig måde). Tal venligt til folk! (på en venlig måde). Han fremlagde roligt problemet (på en rolig måde). Han opførte sig vanvittigt (på en vanvittig måde).

Og de har også har også altid -t når betegner grad og står selvstændigt i sætningen og ikke lægger sig til et adjektiv: Skatterne er ikke steget væsentligt i år. Hun glæder sig vældigt til sin fødselsdag. Men når de betegner grad og står foran et andet adjektiv eller adverbium, kan -t undværes: Næste år bliver skatterne væsentlig el. væsentligt højere end i år. Han var vanvittig el. vanvittigt uforskammet. Ellers er der valgfrihed mellem formerne med og uden -t, dvs. bl.a. ved tidsadverbier og ved adverbier der betegner en holdning eller vurdering: Du skal stå tidlig el. tidligt op hvis du skal narre hende. De har en indkomst på under 240.000 årlig el. årligt. De kan ikke rigtig el. rigtigt lide den. Anførselstegn Anførselstegn (citationstegn, gåseøjne) findes i følgende former:.........,...»... «Anførselstegn anvendes til at markere citat, herunder også replikker, navne på værker og det at et ord ikke regnes for kendt af læseren: Columbus hævdede at klimaet pludselig ændrede sig på den anden side af denne linje "som om man havde anbragt et bjerg bag horisonten", temperaturen blev mild, "og der var ingen forskel på sommer og vinter". I rådhusparken står Kaj Nielsens "Århuspige". Byerne fik pålæg om at danne "skyttehold" som kunne virke som landeværn, hvorimod flådens mandskab blev rekrutteret gennem 1621-ordningen. Anførselstegn kan også anvendes til at angive forbehold over for ord eller formuleringer, dog ikke sammen med ordet såkaldt der angiver det samme: Hans "jagthytte" viste sig at være et lillebitte sommerhus. Hans såkaldte jagthytte viste sig at være et lillebitte sommerhus.

Endvidere kan anførselstegn anvendes til at særmærke ord som fx ordforklaringer: Leding kommer fra ordet lething hvis betydning er vej eller færd. Anførselstegn er ikke obligatorisk i replikgengivelse. Ved en linjes begyndelse kan man i stedet anvende tankestreg, eller man kan helt udelade særlige tegn: "Godt du kunne komme," hviskede Olivia. Godt du kunne komme, hviskede Olivia. Godt du kunne komme, hviskede Olivia. Punktum og komma sættes efter anførselstegnet når der er tale om citater inde i en sætning som fx i Columbusteksten ovenfor. Ved replikgengivelse er det derimod almindeligst at sætte komma foran anførselstegnet: "Godt du kunne komme," hviskede Olivia. Udråbstegn og spørgsmålstegn sættes før anførselstegnet hvis de hører med til det anførte, ellers efter: "Har du husket aftalen?", spurgte han. Apostrof Femmedord der ender på ee udtalt som i skal have apostrof, fx yankee er. Forkortelser der udtales med bogstavnavne, og som ikke har forkortelsespunktum, skal have apostrof foran en endelse, fx tv et, bh en. Taltegn skal altid have apostrof foran en endelse, fx 1930 erne, 13 er. Apostrof sættes endvidere efter enkeltbogstaver og efter småord der normalt ikke tilføjer bøjningsendelse, fx a er, og er, og kan også anvendes i ord hvor bøjning er usædvanlig, fx Jensen er el. Jensener. Apostrof ved genitivendelse, fx Hans, se under Genitiv.

Bindestreg Bindestreg bruges: I sammensætninger med taltegn og bogstaver der udtales som bogstavnavne, fx 1900-tallet, bolle-å, wc-papir, id-kort, skole-tv. Dog skrives iland (industriland), uland og ubåd uden bindestreg. I sammensætninger med sidestillede led, fx Lolland-Falster, det rød-hvide flag. Som hovedregel mellem næstsidste og sidste ord i sammensætninger, hvis første led består af flere særskrevne ord, fx væg til væg-tæppe. Disse kan dog også skrives med bindestreger hele vejen igennem, fx væg-til-væg-tæppe. Førsteled med bindestreg beholder denne, fx walkie-talkie-udstyr). Til markering af udeladt led i forbindelser af sammensatte eller afledte ord som fx sønog helligdage, im- og eksport, A- og B-skat, haveborde og -stole. Med betydningen fra... til, mellem... og i udtryk som fx en returbillet København- Søby, 500-600 mennesker. Endelig kan bindestreg benyttes til at tydeliggøre opdelingen af ellers vanskeligt læselige sammensætninger, fx stress-symptomer, indskuds-konto. Biord Se Adverbier. Biord dannet af tillægsord på -ig Se Adverbier_dannet_af_adjektiver Biord på -sk Se Adjektiver og adverbier på -sk. Biord på -vis Se Adjektiver og adverbier på -vis. Brøker Brøker skrives i flere ord, fx to tredjedele.

Bydemåde Se Imperativ. Citationstegn Se Anførselstegn. Datids tillægsform Se Perfektum participium. Dobbeltskrevet konsonant Konsonanter dobbeltskrives efter kort vokal. Efter lang vokal skrives de enkelt. Sammenlign: hobby tælling metallet suppe læsse katten globus måling sjalet super læse salaten hvor ordene til venstre har kort vokal, mens ordene til højre har lang vokal. Der er en del undtagelser til reglen. De vigtigste er: Konsonanterne j, g (udtalt som blødt g), v og n (udtalt som ng) skrives kun enkelt, fx veje, løget, skoven, betonen. Konsonanter skrives enkelt efter kort vokal i mange fremmedord selv om den foranstående vokal er kort, fx cykel, kaki, amen, pony, foto, titel, og i nogle ord med d, r, fx kedel, prædike, værelse. Efter lang vokal har nogle enkelte ord dobbelt konsonant, fx bredde, vidde, otte, sjette, mens andre ord fordobler konsonanten, når de bøjes, fx læg (subst.), skæg, væg, æg, æt og (med valgfri fordobling) næb.

For konsonanter i trykløse stavelser, gælder følgende regler når konsonanten efterfølges af en bøjningsendelse: p, t, k og hårdt g, m,og s skrives dobbelt : pp: senneppen tt: facittet kk: møtrikker gg: humbugget mm: punktummer ss: fernissen Andre konsonanter skrives kun enkelt: l: festivalen n: leksikoner r: marmoret Ord på trykløst -es har dog kun enkelt konsonant, fx konservesen. Ordet tandem kan også have enkelt m. Og to ord på l, karneval og marskal, kan have ll, fx karnevallet. For øvrige forbindelser af trykløs vokal plus konsonant kan der ikke gives regler. Sammenlign fx effekt, ballon, kommune med defekt, balance, komité. Reglerne for dobbelt konsonant forudsætter at konsonanten står mellem vokaler. Konsonanter sidst i et ord eller foran en anden konsonant dobbeltskrives ikke, fx kat, visne (sammenlign med katte, vissen), bortset fra enkelte fremmedord, fx grill, supplere. Ejefald Se Genitiv. Forkortelser De fleste initialforkortelser for navneord der uforkortet skrives med små bogstaver, kan valgfrit skrives med småt eller stort, fx it el. IT, bh el. BH. Kan forkortelsen ikke stå alene, skal den dog skrives med lille, fx p-pille, a-kraft. Forkortelser for proprier skrives med store bogstaver, fx FN, USA. Forkortelser der kan læses som rigtige ord, kan skrives med stort begyndelsesbogstav alene, fx NATO el. Nato, OPEC el. Opec, UNESCO el. Unesco. Med stort skrives også forkortelser for grundstoffer og deres forbindelser, fx C, Cl, H, He, Na, NaCl. Forkortelsespunktum bruges i forkortelser som fx ca., bl.a., kr., Kbh. og Chr. Winther.

I visse forkortede ordforbindelser kan der sættes forkortelsespunktum efter hele ordforbindelsen eller efter hver ordforkortelse, fx mfl. el. m.fl., mht. el. m.h.t., th. el. t.h. Der sættes ikke forkortelsespunktum efter fx og heller ikke efter internationalt brugte måleenheder som fx cm, m, g, dl, khz, db, A, W. Der sættes heller ikke forkortelsespunktum når den forkortede form også anvendes i det talte sprog, fx bh, tv, edb, MF, SAS, NATO. Dog er der punktum i delvis forkortede navne og i visse akademiske titler, fx H.C. Andersen, Storm P., cand.mag., dr.med.vet. Skråstreg bruges i forkortelser som A/S el. a/s (aktieselskab), c/o (care of), I/S el. i/s (interessentskab), M/S el. m/s (motorskib), t/r (tur-retur). Om brug af apostrof foran en endelse, fx tv et, bh en, se under Apostrof. Og om tilføjelse af genitivendelse, fx NATOs el. NATO s, se under Genitiv. Genitiv Genitivendelsen er s, fx drengs, skolernes, landets, Alices, matchs. Ord der ender på s, z eller x, tilføjer kun apostrof: Hans succes jazz Bordeaux Marx Forkortelser og ordenstal der ender på punktum, tilføjer blot s, fx afs.s, cand.med.s, Chr. 4.s. Forkortelser og ordenstal der skrives uden punktum, tilføjer s, fx tv s, cm s, USA s, Chr. IV s. Hvis de ender på s, z, x, får de blot apostrof, fx SAS. Forkortelser der udtales som egentlige ord, tilføjer s eller s, fx NATOs el. NATO s, UNICEFs el. UNICEF s. Hvis disse ender på s, z, x, får de blot apostrof, fx Føtex. Gåseøjne Se Anførselstegn.

Imperativ Verbernes imperativform dannes uden infinitivendelsen -e, fx hils, lyt, tru. Når infinitivendelsen er fjernet, kommer nogle verber til at ende på konsonantkombinationer som ellers ikke er mulige sidst i et ord, fx behandl, åbn, hamr, klistr. Disse skrives som vist, uden indskud af e i konsonantgruppen. Hvis man vil undgå sådanne former, må man omskrive imperativen til en ordforbindelse. Kolon Kolon angiver at det der kommer efter, uddyber det der står før kolonet. Kolon anvendes således mellem et anførende udtryk og replik eller citat, og det anvendes foran eksemplificeringer og specifikationer og mellem forfatter- eller kunstnernavn og værk: Tina så på Troels og sagde: "Sig, det ikke passer, Troels." I 1950 erne kom flere og flere af de smarte nye ting: el-komfur, køleskab, sulfosæbe, nylonskjorter. Solist: David Oistrakh Herman Bang: Ludvigsbakke Kolon bruges ikke foran ord som fx, dvs. eller nemlig der ligesom kolon angiver uddybning; her sætter man komma: I 1950 erne kom flere og flere af de smarte nye ting, fx el-komfur, køleskab,sulfosæbe og nylonskjorter. Se om stort og lille begyndelsesbogstav efter kolon under Stort begyndelsesbogstav. Komma Helsætninger En helsætning er en selvstændig sætning som ikke er led i en anden sætning. Mellem helsætninger sættes som regel punktum. Dog kan der sættes komma når de hører nært betydningsmæssigt sammen, således når sætningerne er forbundet med konjunktionerne og, eller og men: Vinden hylede, og regnen piskede ned. Foran helsætninger indledt med konjunktionerne for, thi og så er der som regel komma og ikke punktum: Forældrene skældte ud, så man kunne ikke høre hvad børnene sagde. Hun lagde ham i en krybbe, for der var ikke rum i herberget.

Der sættes også komma foran helsætninger hvor verbet er udeladt: Russerne tog Estland og Letland, tyskerne Litauen. Tiderne ændres, og vi med dem. Ledsætninger En ledsætning står som led i en anden sætning: Hun skriver [at de henter dig på stationen]. En ledsætning kan også være led inde i en anden ledsætning: En betinget dom er en dom [der træder i kraft [hvis den dømte begår en ny forseelse]]. Man afgrænser ledsætninger med komma. Men reglerne er sådan at mens man altid sætter komma der hvor en ledsætning slutter, så behøver man ikke altid at sætte komma foran en ledsætning. Disse regler for kommatering blev vedtaget af Dansk Sprognævn i efteråret 2003 som afløser for de to tidligere kommateringssystemer Traditionelt komma og Nyt komma. Der sættes komma efter ledsætninger: [Hvis vejret holder], tager vi til stranden i morgen. [Når du kommer tilbage], kan vi jo se på det igen. Der kan også sættes komma før ledsætninger altså foran sætninger der indledes, eller kan indledes, med ord som at, da, hvis, når, der, som og hv-ord som fx hvor, hvordan, hvordan men kommaet kan også udelades her: Vi regnede med(,) [at de ville komme forbi den næste dag]. Den dal(,) [som de boede i], var meget smuk. [Når du kommer tilbage], kan vi jo se på det igen(,) [hvis det viser sig nødvendigt]. Det samme gælder før en ledsætning der står inden i en anden ledsætning: Vi kan se på det igen(,) [hvis det viser sig(,) [at det bliver nødvendigt]]. En betinget dom er en dom(,) [der træder i kraft(,) [hvis den dømte begår en ny forseelse]]. Foran parentetiske ledsætninger skal der dog komma, dvs. foran ledsætninger som har karakter af indskud eller tilføjelser. Sådanne sætninger kan kendes på at de som regel kan udelades uden at sammenhængen bliver meningsløs, eller på at man kan indsætte jo eller i øvrigt i dem: Denne sag, [som også blev diskuteret ved sidste møde], må vi nu betragte som afsluttet. Vores naboer, [som også kommer fra Jylland], har både høns og kaniner. De kom for sent, [hvad der jo ikke kan virke overraskende]. Læg også mærke til at der skal være komma mellem sideordnede ledsætninger, altså foran henholdsvis og og eller i disse sætninger: De snakkede med en mand(,)[der havde boet på egnen], [og som kendte husets historie].

[Hvis de ikke kan til den tid], [eller hvis de ombestemmer sig], må de give besked. Hvis en underordningskonjunktion, fx hvis, udelades i den ene af sådanne sideordnede ledsætninger, kan kommaet dog udelades: [Hvis de ikke kan til den tid](,) [eller de ombestemmer sig], må de give besked. Der sættes ikke komma mellem en konjunktioner, altså ikke mellem konjunktionerne og, eller, men, for, thi, så, at og en efterfølgende ledsætning der indledes med fx hvis eller når: Vi er i forvejen sent på den, og [hvis vi ikke bliver færdige], taber vi penge. Det var tydeligt(,) [at [når de sagde ja], gjorde de det kun for at vinde tid]. Selv om man ellers sætter komma foran en ledsætning, kan man udelade komma i sætningsknuder, dvs. i sætninger hvor der er flyttet et led ud af en ledsætning og frem i spidsen af den overordnede sætning: Jensen kan ingen vel have noget imod(,) [fortsætter som formand]. Det mener jeg slet ikke(,) [der kan være tvivl om(,) [at vi skal gøre]]. (Her er Jensen flyttet frem fra ledsætningen fortsætter som formand, og Det er flyttet frem fra at vi skal gøre, jf. sætningskonstruktionerne Ingen kan vel have noget imod, at Jensen fortsætter som formand og Jeg mener slet ikke, der kan være tvivl om, at vi skal gøre det). Placering af komma foran ledsætninger Hvis man sætter komma foran en ledsætning, kan det nogle gange være svært at afgøre om et ord hører med til ledsætningen eller ej, og om kommaet skal placeres foran eller efter ordet. I det følgende omtales nogle af disse tilfælde: Komma foran (og ikke efter) hv-ord og led med hv-ord: Jeg kunne ikke se, [hvem hun var sammen med]. Russerne og tyskerne aftalte, [hvilke dele af den polske stat der skulle tilfalde hvem]. Endnu er der ikke klarhed over, [fra hvor mange af de tilmeldte studerende der rent faktisk vil komme besvarelser]. Læg mærke til at kommaet er foran hv-ordet og ikke foran der i de to sidste eksempler! Komma foran (og ikke efter) end: Jeg hører aldrig andet fra ham, [end at han er utilfreds med sit arbejde]. Komma efter (og ikke foran) præpositioner i forbindelser som sørge for, være imod, tænke på, være tryg ved:

Hun sørgede for, [at de kom godt hjem]. Ingen kan vel være imod, [at han fortsætter som formand]. Hun tænkte på, [om de havde tøj nok med]. Jeg er ikke tryg ved, [at de kører uden sikkerhedssele]. Men i forbindelser hvor en præposition eller et adverbium indholdsmæssigt hører tæt sammen med ledsætningen, skal kommaet være foran præpositionen eller adverbiet: Hun skyndte sig, [for at de kunne komme hurtigere hjem]. Man kan få rabat, [imod at man indmelder sig i foreningen]. Du må komme, [lige meget hvad der sker]. Han ventede, [indtil uvejret var ovre]. Afhængigt af tilhørsforhold til ledsætningen sættes kommaet før eller efter engang og før: De havde truffet hinanden for tyve år siden, [engang da de var på Mallorca]. Jeg traf ham engang, [da jeg var på Mallorca]. Du skal være der, [før de kommer]. Du skal være der en time før, [de kommer]. Komma andre steder Komma foran men: Der sættes altid komma (eller et andet tegn) foran men, også selvom men ikke indleder en sætning: Sonja, Rita og Lone var der, men ikke Sara. Vi var dødtrætte, men i godt humør. Jeg vil gerne have at du henter den, men kun hvis du kan nå det. Opremsningskomma: Der sættes komma mellem sideordnede led hvor og eller eller er udeladt: Han hverken ryger, drikker eller bruger penge til forlystelser. Lever er velsmagende, billigt og sundt. en stor, flot karljohansvamp en høj, velproportioneret person Derimod sættes der ikke komma mellem adjektiver foran et substantiv hvis det ene hører tættere sammen med substantivet end det andet, dvs. i tilfælde hvor man dårligt kan indsætte et og: en stor rød fluesvamp (dvs. en rød fluesvamp der er stor og ikke en fluesvamp som er stor og rød ) en slank ung pige (dvs. en ung pige der er slank og ikke en pige der er slank og ung )

Der sættes komma foran dels: De var dels for små, dels for dyre. Selvstændige sætningsdele: Nogle led kan stå parentetisk i forhold til den øvrige sætning. Der kan være tale om udråb, eder, tiltaleord, led der er trukket ud af sætningen, og kommentarer til sætningsindholdet. Ved sådanne sætningsdele sættes der komma: Øv, nu gik det lige så godt. Ja tak, jeg vil meget gerne komme. Så hør dog efter, for pokker. Kommer du til festen, Ole? Hun har ikke været her ret meget, vel? Han er god nok, er han. De ville komme klokken syv, tror jeg. Han er en spøgefugl, den Johannes. Ole, ham kender jeg godt. Endelig nåede de tilbage til lejren, lettede over ikke at være faret vild. De var anderledes klædt, det er klart, og havde andre frisurer. De levede, skulle man tro, et helt andet familieliv end vores. Der sættes komma omkring appositioner (navnetillæg): Den største danske å, Gudenåen, løber igennem Randers. Foreningens formand, Jens Petersen, var også til stede ved mødet. Appositioner kendes på at de betydningsmæssigt er identiske med det led de lægger sig til: Den største danske å = Gudenåen. Derimod foreligger der ikke apposition i følgende, og der skal derfor ikke være komma: Den store danske å Gudenåen er truet af forureningen. Forfatteren Peter Jensen bor i dag i Frankrig. Replikgengivelse: Der sættes komma mellem en replik og den anførende sætning: Man har et standpunkt, sagde han, til man tager et nyt. Når replikken slutter med et spørgsmålstegn eller udråbstegn, kan kommaet undværes: Det ville jeg aldrig have troet! udbrød hun. Se under Anførselstegn om placering af kommaet i forhold til anførselstegnet.

Meningskomma: Man kan sætte komma eller flytte et komma i en sætning for at gøre det klart hvad der hører meningsmæssigt sammen, og for at undgå flertydighed. Ud fra dette hensyn kan man altid tilsidesætte de øvrige regler for komma: Vi fik øl, og vin til maden. Vi fik øl og vin til maden. De har tre døtre, og en søn der er flyttet hjemmefra. De har tre døtre og en søn der er flyttet hjemmefra. Konsonantfordobling Se Dobbeltskrevet konsonant. Køn Substantivernes køn kan ses i ordbogen, enten som bøjningsendelser eller skrevet som en eller et. Ord der betegner masser eller stoffer, kan i visse tilfælde optræde med et andet køn end det der er angivet i ordbogen: Intetkønsord som fx fedt, ler, lærred, pap kan være fælleskøn når de bruges om en bestemt art, fx en god lærred, Denne tagpap koster 50 kr. meteren. (Ord som fx gummi, kanel, klor, opium, tegl kan være både fælleskøn, uden at betegne art, og intetkøn, og de er i ordbogen anført med begge køn). Intetkønsformerne det og noget, meget, intet kombineres med fælleskønsord når disse anskues som noget uafgrænset stofligt: Saml lige det ost op! Vi fik noget vin. Hvor meget mælk er der? Der var ikke meget bil tilbage. Vi fik ingen el. intet mælk. Noget og meget bruges også i forbindelse med fælleskønsord der betegner abstrakte forhold: Der gik nogen el. noget tid. Hun har ikke megen el. meget forstand på det.

Orddeling Deling af ord ved linjeskift forudsætter at der er mindst én vokal før og efter delestregen. Enstavelsesord som fx blomst kan altså ikke deles. Vokalgrupper der udtales som én vokal, fx i ordet gear, kan ikke deles. Og vokalgrupper der udtales som en forbindelse af vokal og konsonant (eller konsonant og vokal) kan heller ikke deles, fx sheik og pau-se (med deling efter, og ikke foran u). Der må gerne deles efter forbindelserne si og ti (udtalt som sj), fx læsi-on el. læ-sion, stati-on el. sta-tion. I forbindelser af vokal plus enkeltkonsonant plus vokal deles der foran konsonanten: pe-ber cy-kel sko-len hu-mor Ka-ren I forbindelser af vokal plus konsonantgruppe plus vokal deles der enten foran den sidste konsonant i gruppen eller foran sådanne konsonantforbindelser som kan stå først i et ord: æb-le el. æ-ble ord-re el. or-dre at-las kas-te el. ka-ste fers-ken el. fer-sken Dog må der ikke før delestregen stå en konsonantkombination som ikke kan forekomme sidst i et ord, fx sup-plere (og ikke deling foran l). Der må heller ikke deles foran konsonanter som i udtalen klart hører til hver sin stavelse; således fx kun ad-junkt, reg-ne, tek-nik (og ikke deling foran d, g og k). Det må endvidere anbefales at der ikke deles mellem konsonanter der i udtalen klart hører til samme stavelse, fx kun ma-dras, por-træt, so-pran (og ikke deling efter d, t, p). Konsonantforbindelserne ch, ck, dh, g, sh og sj deles ikke. Således fx kun bro-chen, check-en, bud-dhist, spa-ghetti, fa-scisme, pa-sha, bol-sje. Bøjede, afledte og sammensatte ord: Når der efter konsonanten kommer en bøjningsendelse eller en afledningsendelse (bortset fra -agtig, -inde), kan man dele enten efter principperne ovenfor, eller man kan dele foran endelsen: sto-len el. stol-en vol-den el. vold-en kla-rest el. klar-est blan-kest el. blank-est blo-dig el. blod-ig dan-sker el. dansk-er tør-stig el. tørst-ig telefo-nere el. telefon-ere

I ord med afledningsendelserne -agtig og -inde, i ord med præfikser og i sammensætninger skal et enkeltbogstav eller en konsonantgruppe altid stå sammen med den orddel de hører til, og må ikke skilles derfra: dril-agtig løv-inde bio-vask halv-år sol-energi (altså ikke deling foran l, v, o, v eller efter e). Bindebogstaver hører til før delestregen, fx fåre-flok, køns-lig. Ordenstal Der sættes punktum efter ordenstal, fx 22.12.1982, den 22. december 1982, den 2. verdenskrig, Frederik 9., Margrethe 2. Der sættes ikke punktum efter romertal, fx Frederik IX, Margrethe II uden punktum. Parentes Parentes kan sættes omkring tilføjelser som giver en kommentar, forklaring eller specifikation: Hotellet har (desværre) ikke spiritusbevilling. Mødet blev aflyst (Gudskelov!). Som omtalt andetsteds i bogen (se side 67). Punktum, semikolon og komma sættes efter det afsluttende parentestegn, ikke foran: Retten afkøles og blandes med rå, skivede gulerødder (som skal være møre), bladselleri, agurker, radiser eller purløg. Han var stærkt utilfreds med afgørelsen (hvad man egentlig ikke kan fortænke ham i).

Perfektum participium Verberne ender i perfektum participium på -t, fx hentet, solgt. Visse stærke verber kan som sideformer ende på -n, fx stjålen. Perfektum participium kan ligesom adjektiver bøjes i tal og bestemthed ved tilføjelse af -e: hentede, solgte, stjålne. Sideformerne af stærke verber kan endvidere bøjes i køn. Når participiumsformerne bruges attributivt, dvs. foran et substantiv, bøjes de som adjektiver i tal og bestemthed: et par ikke afhentede billetter det solgte maleri de stjålne el. stjålede cykler de beskrevne el. beskrevede forhold I verbalforbindelser forekommer talbøjning af perfektum participium kun efter hjælpeverbet være: De er afhentede el. afhentet. Taskerne er solgte el. solgt. Reglerne er fulgte el. fulgt. Cyklerne er stjålede el. stjålne el. stjålet. Pluralisformen bruges når der er tale om en tilstand, således hvis der foran participiumsformerne står et gradsadverbium som fx lidt, meget, ret: Taskerne er meget solgte. Den ubøjede form bruges når forbindelsen udtrykker en handling, fx Taskerne er lige solgt. Dette er tilfældet når man kan indsætte blevet, fx Reglerne er blevet fulgt, Cyklerne er blevet stjålet. Der er ikke bøjning i forbindelse med efterfølgende verbalpartikler, dvs. adverbier som ind, op, over, på, til: Skoene var slidt op. Kyllingerne er skåret ud. Den ubøjede form er endvidere den almindeligste i faste forbindelser med efterfølgende præpositioner, fx udset til, indstillet på, irriteret over, fx De var irriteret over at han ikke holdt aftalen. I andre verbalforbindelser end med verbet være er partcipiumsformerne ubøjede, fx Vi har lejet en bil, Cyklerne bedes fjernet. Således altid i forbindelse med blive: Reglerne er blevet fulgt. De blev afhentet.

Participiumsformer som kan ende på -n, kan bøjes i køn. I fælleskøn kan disse som regel valgfrit veksle mellem -n og -t: en nystrøgen el. nystrøget skjorte en maskinskreven el. maskinskrevet meddelelse I intetkøn kan de ende på -n plus t i nogle ord, og ellers på -t: et fremskredent el. fremskredet stadium et stjålet ur Bemærk at participialadjektiver (participiumsformer der i ordbogen er opført som adjektiver) som oftest har en mindre grad af valgfrihed, således fx: en kneben sejr et stjålent blik løsslupne gilder Punktum Punktum bruges først og fremmest til at afgrænse og afslutte helsætninger (helsætninger med eller uden tilhørende ledsætninger): Det at komme til USA blev det højeste som forretningsfolk, videnskabsmænd, officerer, journalister og forfattere kunne ønske sig efter krigen. Det skulle simpelthen til hvis man skulle gøre sig gældende. Amerikansk way of life var det mest moderne og blev anset for det smarteste. Men punktum kan også afgrænse en gruppe af helsætninger der hører meningsmæssigt sammen, og hvorimellem der kan være komma eller semikolon: Selvangivelsen har denne gang fået en betydelig ansigtsløftning i forhold til tidligere. Rubrikkerne står klarere, og det hele er mere overskueligt. Punktum kan desuden sættes efter forkortede sætninger og omkring dele af sætninger, men det forudsætter da at man skriver i en særlig genre, eller at man ønsker at opnå en særlig virkning: Terningerne med krydderurter fryses og pakkes derefter ned individuelt. Optøs direkte i sauce, suppe eller stuvning. Jeg fik skam også et skriftligt svar. To år senere. Punktum sættes normalt ikke i overskrifter: Dronningen på besøg i Horsens Det er ganske vist

og heller ikke i adresser, datoangivelser og slutformler i breve: Politikens Forlag Vestergade 26 1456 København V Århus, den 18. juli 1996 Med venlig hilsen Lise Andersen Punktum i forkortelser, fx ca., bl.a., se under Forkortelser. Punktum i ordenstal, fx den 2. verdenskrig, se under Ordenstal. Romertal Der sættes ikke punktum efter romertal, fx Frederik IX og Margrethe II uden punktum. Sammenskrivning af ord Ordene i en ordforbindelse sammenskrives når de udgør en sammensætning. De fleste sammensætninger kan lydligt kendes på at det første ord har stærkere tryk end det eller de efterfølgende ord, fx tandlæge, vinterhalvåret, tosporet, fodgængerovergang, letmetal, treskift (over for fx to spor, let metal med lige stærkt tryk på begge ord i forbindelserne). I overensstemmelse med de forskellige trykforhold sær- og sammenskriver man ordforbindelser som fx en hårdtarbejdende lærer over for en hårdt arbejdende lærer, et tikronersfrimærke over for et tikroners frimærke. Forbindelser med forstærkende førsteled som fx dødtræt, hundekoldt, smaddergod sammenskrives selv om begge led har lige stærkt tryk. Dog kan forbindelser med kæmpe skrives i flere ord, fx kæmpe stor el. kæmpestor. Talord under 100 skrives i ét ord, fx treogtyve, halvanden. Talord over 100 skrives i flere ord, fx tre hundrede, fem tusinde og otteoghalvtreds. Brøker skrives i flere ord, fx to tredjedele. Dette gælder også kombinationer af hver plus ordenstal, fx hver anden. Forbindelser af adverbium plus præposition skrives i to ord når præpositionen har en styrelse, også når styrelsen ikke står efter præpositionen: Han gik uden om tæppet. Tæppet gik han uden om. Der var hen ved 200 besøgende. Hvad går du ud fra?