Tysk meisterklasse. Skovdyrkerne på inspirationstur til de tyske skovdyrkere. Det er skønt at være skovdyrker heroppe i Nord-Østjylland. Men det kan nok være gavnligt at udvide horisonten og se hvorledes skovdyrkning praktiseres i vort naboland, et land hvor skovbruget er en reel samfundsfaktor, og hvor erhvervet tages alvorligt. I Danmark sættes der med regelmæssige mellemrum spørgsmålstegn ved om træproduktion i de danske skove egentlig er nødvendig om ikke det egentlig er bedre bare at lade skoven ligge urørt og så hente det træ vi skal bruge andre steder. Bortset fra det indlysende ubæredygtige i den tankegang, er det heller ikke befordrende for det danske skovbrugs udvikling, når selve erhvervets eksistensberettigelse betvivles. Vi ved at vore medlemmer gerne vil eje skov, der både giver store oplevelser og som i det mindste på sigt er økonomisk bæredygtige. Derfor skal vi dyrke skoven, og det kræver både visioner, håndværk og tålmodighed. Stort set hele foreningens stab drog derfor til Tyskland for at lade os inspirere af de tyske skovfolk - for at studere skovdyrkning i et land hvor det tages meget alvorligt. Vi besøgte tre tyske skovdistrikter fra Schleswig-Holstein til Franken, og her er en lille rapport fra turen. Schleswig-holsteinishe landesforsten. Hele holdet kørte frisk afsted med afgang kl 7 00 fra Randers i tre små biler. Første stop var i Sdr. Lügum, lige syd for grænsen. Tysklands nordligste skovpart, en FSC certificeret drift med hovedvægten på gran og lærk. Karakteristisk for dette (og andre )tyske skovbrug var at der er meget gammelt træ, her er 40% over 60 år. Det er forbudt at plante nåletræ, men den må gerne selvforynges. Vi så plukhugstdrift, en driftsform, hvor der både findes små, mellem store og store træer på det samme areal og gerne med forskellige arter i blanding. Udgangspunktet var en 114 år gammel bevoksning med ædelgran, lærk, rødgran og bøg. Jordbunden er næringsfattig, der er ofte sommertørke, men grundvandet ligger ikke længere nede end 1,5-2 m. Målet med den viste bevoksning er at vedmassen skal hæves fra de nuværende 245 kbm/ha til 300 kbm/ha. Intervallerne mellem hugst skal ikke følge et fast mønster. Der vil blive skovet efter fornemmelse og når der er nogle træer, der har nået måldiameteren. Nåletræerne skal forynge sig selv og ædelgran og douglas er de ønskede nåletræsarter. Vores indtryk er at der mangler ung foryngelse. Der er ikke mange små planter i skovbunden. Så om skovsystemet kan forynge sig selv tilfredsstillende er lidt et åbent spørgsmål - se nedenfor. Jagten er et kapitel for sig. Skoven har selv jagten og der skydes 6 stk. råvildt pr. 100 ha. Indvandrende kronvildt fra Danmark er skovfolkenens store bekymring. I 2012 skød de ikke kronvildt, i 2013 skød de ét krondyr og i 2014 7 stk. Nu findes en bestand af kronvildt og vores værter betragter den kendsgerning som et stort problem og det kan man jo ikke fortænke dem i.
Turen gik små 10 km videre mod syd til skovpart Langeberg, hvor vi så en skovrejsning med ædelgran, rødgran og lidt rødel. Vi så blandt andet en ældre (27 år) skovrejsning med ædelgran, rødgran og bøg. Nu havde træerne fået en størrelse hvor der kunne skoves træ til rundtræ eller flis. Der skulle hele tiden skoves rødgran fra den tykke og grove ende for at fremme kvaliteten og sikre grønne kroner på halvdelen af stammerne. Vores vært ville rigtig gerne dyrke god kvalitetsbøg i indblandingen og havde tidligere plantet 12 stk. sammen i grupper, men det giver ikke kvalitetsbøg, men kun skader på de omgivende ædelgraner. Nu var de gået over til bøgegrupper på 100-150 stk.bøg skal have bøg som nabo for at sikre kvaliteten. Tyskerne er ikke så udfarende og heller ikke så præcise i deres proveniensudvikling som vi er. Her bruges ædelgranprovenienser fra regionen. Norddeutsche Tiefland, hvor de har vist deres værd. Det er ikke, som i DK, eksakte bevoksninger, men indsamling fra bevoksninger i området. I Danmark har ædelgran fra Calabrien i Syditalien vist den bedste udvikling i Danmark, både hvad angår vækst og sundhed, så måske calabrisk ædelgran vil klare sig godt i Nordtyskland også. Nordtyskland havde også stormfald i forbindelse med Allan. Vi så en 12 ha stor stormfaldkultur hvor sitkagran og lidt lærk var væltet i stormen og gentilplantet med stilkeg. Nu, vores værter var kommet over stormfaldet og havde fået solgt træet til fornuftige penge, var det ikke så slemt. Stormfald er den eneste situation hvor de kan øge egeandelen, da renafdrift ikke er tilladt(fsc). Netop eg vil de gerne øge arealet med, da den forventes at være stabil i et foranderligt klima. Igen var proveniensen fra regionen. Plantetallet var ca. 5000 stk/ha og der var en 20 % indblanding af bøg eller ær. Både bøg og ær kan forventes at være meget hårde naboer for egen. Niedersächsisches Forstamt Rheinhausen D. 10. juni 2015 klokken 8.30 mødte vi Distriktsleder Axel Pampe på distriktskontoret som ligger ca. 12 km. Syd for centrum af byen Göttingen. Kontoret har til huse i et gammelt kloster, Kloster Rheinhausen som blev grundlagt i 1079. Skovdistriktet er et universitetsskovdistrikt for Göttingen Universitetet. Universitetet er et anerkendt og eftertragtet universitet, bl.a. inden for skovbrugsstudier. Skovrider Rasmus Bak har studeret på universitet, og skovbrugs professor J. Bo Larsen har været ansat der. Som universitetsdistrikt benyttes studerende til mange opgaver i skovene. Distriktet administrerer 17.700 ha stats og kommuneejet skov. Der ud over har de, lige som de danske statsskovdistrikter, sagsbehandlings opgaver inden for privatskovbruget. Endeligt driver distriktet en form for entreprenørvirksomhed, hvor de ved hjælp af egne folk og underentreprenører udfører forskellige entrepriser i de private skove. Der er i alt 53 ansatte på distriktet, heraf 21 forstfolk ( 842 ha pr forstmand!) og 15 fastansatte skovarbejdere.
2/3 af distriktets areal udgøres af bøgebevoksninger. Den resterende del udgøres hovedsageligt af eg, rødgran og ædelgran. Tyskerne tror at verdens største tarmvridrøn står på dette distrikt (det gør den ikke, den står på Moesgaard) Distriktet opdeles i to jordbundstyper: Kalkstensklipper mod nord og Sandstensklipper mod syd. Der anvendes ingen form for vildtafværgning, vildtskader undgås ved intensiv jagt. Der skydes ca. 17 stykker råvildt pr. 100 ha på distriktet. Kronvildt er på vej ind på distriktet, de kæmper med at holde det fra døren, fordi det vil være ødelæggende for skovdriften. Bøgens selvforyngelse i skovene er ekstremt frodig. Strategien, som er bestemt fra statslig side, sigter mod at foryngelse ved selvforyngelse skal ske på 93,3 % af arealerne, og dette opnås ved måldiameterhugst. Distriktet ville egentligt gerne forynge en større del af arealerne ved plantning, for på denne måde at få andre arter end bøg ind på distriktet. De første fire stop var i Rheinhäuser Wald, i den sydlige del af distriktet, på sandstens undergrund. De tre sidste stop var i den mere nordlige Göttinger Wald, her består undergrunden af kalkstensklippe. 1. 200 år gammel bøg, skærmstillet for ca. 25 år siden. Der blev efterladt alt for mange højkvalitetstræer i overetagen. I dag er disse yderst vanskelige at tage ud. De vil smadre mange af de unge bøge og skabe meget store åbne huller i bevoksningen. Skovdyrkerne spurgte om ikke det var en mulighed blot at fælde alle de store bøge, og der efter indplante lærk i de huller som ville opstå. Axel afviste dette, fordi der ville opstå for store randeffekter, fordi lærkene ikke kan nå op og fylde hullerne ud, før bøgene har lænet sig ud over hullerne. Axels plan var at fjerne ca. 25 % af de store træer, de mest værdifulde og de træer som stod ved spor o. lign. Derefter tyndes de unge bøge. Når de unge bøge er blevet ca. 10 meter højere end de er i dag, kan den resterende del af overetagen fjernes. Er det så en løsning eller blot en forhaling af problemet? I bevoksningen stod en meget stor velformet eg, som Axel ikke havde set før for nyligt. Axel anslog værdien af denne til ca. 40.000 kr. men meget afhængigt af stammens kvalitet. Denne eg vil blive fældet til efteråret. Ellers er politikken at disse store enkeltstående ege efterlades, de skoves kun hvis de er af høj kvalitet. 2. Andet stop var i en 65 årig bøgeselvforyngelse. De gamle bøge var blevet fjernet da selvforyngelsen var ca. knæhøj og der var indplantet douglas og rødgran i huller i bevoksningen. Dette areal var et Natura 2000 areal, og strengt taget burde distrikter fjerne fremmedarter dvs. i dette tilfælde rødgran og douglas. Men fordi reglerne er tvetydige. Det er tilladt at indplante 10 % fremmedarter men gælder dette 10 % af de plantede træer, eller gælder det 10% af alle nye træer, inkl. selvforyngelsen. Dette spørgsmål ligger til behandling højere oppe i systemet. 3. Tredje stop på ruten var også et eksempel hvor noget var gået galt. Der var tale om en 150 årig bøgebevoksning, som kort forinden lignede den første bevoksning som vi så. Igen havde man efterladt alt for mange store højkvalitetstræer i overetagen, og selvforyngelsen var blevet for stor før man gjorde noget ved det. Skovfogeden der skulle skove de gamle bøge, valgte ikke at stoppe ved de 25 % udtag, men fjernede i stedet for alle de store bøge. Der var på denne måde skabt nogle meget store huller i bevoksningen, og dette kunne ikke reddes ved indplantning. Bøgekulturen vil
blive af dårlig kvalitet fordi der vil opstå nogle skæve grovgrenede randtræer langs kanterne af hullerne. 4. Fjerde stop her vises et eksempel på et areal hvor bøgeselvforyngelsen ikke var så rig, og man ønskede at indføre andre arter end bøg. Planen var at fjerne de træer der havde nået måldiameteren eller var tæt på dette. Herefter indplantes 20 % Douglas, og der bygges på selvforyngelse af rødgran og lærk fra nabobevoksninger. Ud over disse arter selvfølgeligt også bøg, og der var også ahorn i bevoksningerne. UKH havde den kommentar at man på dette areal blot kunne renskove, så ville bøgen komme af sig selv. Dette var Axel ikke interesseret i, fordi dette var et af de få steder hvor han har mulighed for at indføre andre arter end bøg. Det er vigtigt at have flere varer på hylden, hele skoven kan nemt blive til bøgeskov. 5. Her var vi nået til Göttinger Wald, fra sandstensundergrunden til kalkstensundergrunden. I denne bevoksning havde Svend Vagner lavet et foryngelsesforsøg. Det oprindelige formål med forsøget var at undersøge hvad der klarer sig bedst, bøge eller askeopvækst. Der var tale om en gammel blandingsbevoksning af bøg, ask, ær, spidsløn og enkelte ege. Man havde skovet relativt store cirkulære huller i overetagen og fulgt opvæksten. Bøgeopvæksten klarer sig godt på hele den skovede flade, medens asken klarede sig bedst hvor der var mest lys. I dag har ær og spidsløn overtaget askens plads. Ideen med foryngelse i de cirkulære huller, er at udvide cirklen i samme takt som foryngelsen opstår.. Vi kiggede på selvforyngelsen som havde nået en højde på ca. 6-7 meter. Skovdyrkerne foreslog udpegning af hovedtræer og opstamning, Axel så ikke dette som en mulighed og forventer en udrensning af kulturen når den har nået en højde på ca. 10 meter. Her efter tynding hvor man går efter at fjerne de træer der konkurrerer med hovedtræerne. 6. Sidste stop på ruten var en gammel bøgebevoksning med indblanding af ask, ær, enkelte tarmvridrøn og ege. Bevoksningen var blevet udlagt som urørt skov i 1970 og også gjort til naturreservat. Skoven lå på et geologisk meget spændende område, idet den lå på skrænten mellem Kalkstensklipperne og den flade lerede slette neden for. Distriktet skal udlægge 10% af skovarealet som urørt skov, dvs. i alt 1.770 ha skov. Det skar i skovdyrkerhjertet at se et stykke så smukt velpasset kulturskov, med de fineste lange finerkævler, være dømt til at henstå til naturligt henfald. Vi gik gennem skoven langs klippekanten, til et udsigtstårn, hvor vi alle kunne nyde udsigten ud over den flade slette med Harz bjergene i baggrunden. Vi sagde mange tak til Axel Pampe, for en meget spændende dag i Forstamt Rheinhausens smukke skove. Universitetsforstamt Sailershausen. Skovdistriktet tilhører universitet i Würzburg, der er grundlagt i 1582. Der er ikke noget skovbrugsfakultet på universitet, og skovens opgave er at skaffe penge til universitets drift. Skovens bidrag er ikke så vigtigt længere. Skovdistriktet er på ca. 2200 ha. Skov.E n stor del af arealerne er tidligere mellemskov (en driftform hvor man hvert 40. år nedskærer alle træer undtagen nogle få bevaringsværdige (ege) træer. Denne driftform er nu nedlagt og arealerne er i almindelig tysk skovdrift nu.
Sailershausen er et decideret løvtræsdistrikt: 20% bøg, 19% eg, 11 %avnbøg og 18% ædelløvtræ, resten er nåletræ, rødgran, lærk og lidt skovfyr. Skovbunden er ret rig (muchelkalk), men nedbøren er noget begrænset. På nuværende tidspunkt havde det ikke regnet i 3 måneder! Vi lagde ud med at se die schöne Else en majestætisk Tarmvridrøn (som hedder Elsbeere, på tysk). Træet har en brysthøjdediameter (bhd) på ca. 80 cm. Træet er overefterspurgt og dette træ har en omtrentlig værdi af 2.000 euro pr. m3! (det er omkring 15.000 kr/m3) bundstokken (ca 9,0m) rummer omkring 4 m3! Næste punkt var en forhenværende bøge mellemskov, afdrevet for ca. 40 år siden og genplantet med skovfyr, en lille smule rødgran og lidt douglas. Det var nu en flot løvtræsblandskov med: tarmvridrøn, kirsebær, nauer, ask, eg, bøg og avnbøg alt kommet ganske af sig selv! Nauer, som her har fremragende kvalitet, og tarmvridrøn er meget tørkerobuste, og de anses for egnede til fremtidens klima, som også her kan forventes at komme med flere og længere tørkeperioder. Rødgran har her, i tørkeår, det meget svært. Forstdirektor Hans Starck eksperimenterer lidt med Abies alba, almindelig ædelgran. Han mener den er tørketålsom, de fleste danskere mener det modsatte. Jagthåndtering. Som alle vore flinke tyske værter pointerer også Hans Starck at skovdrift forudsætter en ret kontant tilgang til regulering af hjortevildtet (især råvildt). Her lejes jagten ud i småparceller á 100 ha. Der opstilles minimums afskydningskrav - og lever jagtlejer ikke op til det, skiftes der jagtlejer. Der skydes omkring 14 stk/råvildt/100 ha. Desuden afholder skovdistriktet et par store bevægelsesjagter med støvere. Her skydes en del råvildt og temmelig mange vildsvin. Vildsvin er man glade for i skoven. Kronvildt accepteres ikke man kan ikke dyrke skov hvor der er kronvildt. Skovøkonomi er kulturøkonomi. På Sailershausen planter man kun ca. 5 % af kulturarealet til, de 95% forynges glidende og naturligt. Det er en enorm besparelse for skovbruget at der plantes så lidt det er faktisk en vigtig økonomisk forudsætning for skovens rolle som god og stabil indtægt. Alle løvtræarter kan selvforynges, kulturomkostningen her er udtynding (regulere mellem træarterne) i den ofte alt for rigelige selvsåning. Avnbøg er her en kulturomkostning, den kvæler alt andet meget tidligt i kulturfasen Når kulturen er godt i gang, og der er revet en masse avnbøg op, lader man arealet passe sig selv i ca. 30 år. Så går man ind og foretager den første egentlige tynding. Træerne står ret tæt, så træerne er typisk naturligt opstammede. Kirsebær stammes op, og sommetider også tarmvridrøn, men ikke andre arter - det klarer de selv (mens tiden går). Man hugger svagt men tit, blandt andet for at undgå vanris på de opklemte ege. Derfor tager det lang tid før træerne har opnået de ønskede dimensioner. Eg skal gerne være 85-90 cm i bhd, før man så meget som overvejer høst af det fuldmodne træ - så er træet også over 300 år gammelt!
PÅ Sailershausen har man 12.000 eg over 70 cm, de 65% af god kvalitet. Så det er et rigt distrikt der bliver endnu rigere! God eg koster omkring 715 euro/m3 (altså lidt over 5.000 kr/m3). Der er i Tyskland en præmie for ikke at fælde et gammelt løvtræ (biotoptræ)de næste 12 år. Det er især overgamle, gerne syge, spættehullede træer man gemmer - det er en ret god forretning, som man får ca. 80.000 euro for (for hele perioden) Træerne markeres med spray i skoven. Sailershausen anser sig som et ungt skovdistrikt, ca halvdelen af skoven er yngre end 60 år. Nåletræerne udgør også her både det unge og det ustabile element. Når en lille granbevoksning falder i storm eller dør af typografer erstattes den typisk af plantet et som så kommer op i skarp konkurrence med den øvrige løvtræsopvækst. Et punkt med 100 årige ege, tyndet 11 gange, der er fjernet i alt 380 m3/ha. Der markeres ikke hovedtræer - set med mine øjne betyder det at de ikke i tilstrækkelig grad fokuserer på de allerbedste træer hele tiden. Vi så en meget vellykket egeselvsåning. Den er grundlagt på en ret ringe bevoksning, hvor man fjerende alt andet en rimelig eg (der var masser af andre træarter også). Så blev det en ret åben flade med egetræer stående spredt omkring. Indgrebet blev udført i et frøår - så der faldt frø ned på den nye lysåbne flade. Stykket blev hegnet - ellers æder grisene alle frøene. Efter den vellykkede spiring er der nu i alt tre gange reguleret for uønskede træarter (avnbøg og andet). Det gav et meget flot resultat, som vi kunne beundre her 12 år efter starten. Hundekommunikation. Hans Starck har hund, en Beagle der lyder (i nogen grad) navnet Linus. Linus er med i skoven altid, og bliver promte sluppet ud når vi kommer til ekskursionspunktet. Så smutter hunden glad afsted ud i skoven, og det passer som regel med at når vi er klar til at komme videre, så er Linus det også. Men en enkelt gang glimrede Linus ved sin udeblivelse. Så efter noget fløjten, kalden og banden - rakte Hans Starck ind i bilen, fremdrog et stykke papir som han lagde ved vejsiden, med to hundekiks og en sten på. Så kørte vi, da vi kom forbi stedet efter tre kvarter, sad Linus ved papiret og hundekiksene var spist. Vi ved desværre ikke om Starck skrev en vred besked til køteren. Træarter med muligheder. Der dyrkes mange forskellige løvtræarter på Sailershausen, de fleste er af virkelig god kvalitet og det er jo medvirkende til nogle ret fine priser, også på de arter der er et lille marked for Det meste gran sælges for omkring 90 100 euro/m3. lærk og douglas er typiske dyrere, lærken er dyrest. Skovdyrkerne har god kontakt til Sailershausen, og det er rart fordi Sailershausen er et af de bedste Tarmvridrøndistrikter, så vi prøvede at få lovning på frø, men ak, der var, igen, kun sparsom blomstring i år. Så der bliver heller ikke frøhøst i år. Så vi må til Sailershausen igen, ned og snakke skovbrug med Hans og spise griseskulder og drikke øl til og det er jo egentlig ikke så ringe.
Vi skal inspireres, ikke kopiere. Det har været en herlig tur. Vi er faktisk stolte over at være i en forening der investerer i medarbejdernes kernekompetancer - at vide noget om skovdyrkning det er jo os der er skovdyrkerne. Vi har set meget smuk skov, men vi har også set at det tyskerne for alvor er mestre i er at udvise gedulgt (tålmodighed). Det tager meget lang tid for dem at frembringe stort kvalitetstræ, og resultaterne er: At træet har ensartede og smalle årringe- At træerne ofte har alderdomsfejl (farvet kerne (bøg, ask) ring- og stjerneskøre og rådangreb) Vi kan godt lade os inspirere af tyskerne, men vi kan også godt gøre det bedre og især hurtigere. Ved at udvælge kvalitetstræerne tidligere, og ved at sikre disse træers optimale vækst kan vi producere stort knastfrit træ på en trediedel af tiden som det tager tyskerne at gøre det. Og så har vi lært at selvforyngelser, både kan være en kilde til armod og til velstand. Tyskerne er noget fastlåste i en produktion af en temmelig dårligt betalt træart, bøg. Fordi den forynger sig så villigt og fordi tyskerne både har regelbegræsninger og vel også økonomiske begrænsninger - der minimerer konvertering til andre mere økonomisk produktive træarter. Det danske skovbrug er baseret på plantninger, og det giver stor frihed i plantevalget, men også en stor udskrivning ved kulturens anlæg. Skovdyrkerne, Nord-Østjylland.