ANOREKTIKER AF MARCUS AGGERSBJERG ARIANNES 20 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004
HISTORIE Marianne er kronisk anorektiker. I snart 30 år har hun kæmpet forgæves for at slippe fri af sin sygdom. Fire gange har hun været indlagt på Rigshospitalets anoreksiafdeling uden at vinde kampen mod anoreksien. I dag tror hun ikke, at det nogen sinde lykkes. FOTOS: ULRIK JANTZEN Marianne vil gerne fortælle sin historie. Hun ved bare ikke, hvor hun skal begynde. For hvordan tager man hul på en historie, der har forfulgt én så længe, at den med årene er blevet ens identitet? Hvordan forklarer man omverdenen om sine indre kampe, når man har stået alene med dem i et helt liv? Og hvor slutter man en fortælling, der synes uden ende. Marianne ved det ikke. Alligevel forsøger hun. Marianne er kronisk anorektiker, og siden de tidlige teenageår har tanker om kilo og kalorier raset i hende. Hver gang hun ser sig selv i spejlet, ser hun alt det, omverdenen ikke ser. Billeder af overflødigt fedt og en kæmpemæssig krop, som hun er alt for lille til at være i. - Jeg ved, at mange opfatter mig som tynd. Selv føler jeg mig fanget i en kæmpe krop, som jeg slet ikke er i stand til at fylde ud. Sådan har det været i snart 30 år, fortæller Marianne og lader blikket vandre hen over en hvidmalet endevæg. Hun står midt i stuen i sin lejlighed i Dragør. En lille, spinkel kvinde. Iført en løs sweater, sorte bukser og et par runde stålbriller, der giver hendes ansigt et mildt udtryk. Hun taler sagte. Næsten hviskende. Men indholdet af de ord, der forlader hendes mund, er larmende. I årevis har Marianne kæmpet mod anoreksien. Og mod sig selv. I årevis har hun været to personer. Anorektikeren og Marianne. Den sidste havde ikke noget ønske om at leve sit liv sammen med den første. Ingen naturlig trang til at lade maden stå på tallerknen eller motionere i timevis. Det var noget, der lige så stille sneg sig ind på hende og med tiden voksede sig stort indeni. Hun var meget knyttet til sin mor som barn, fortæller hun. Måske for meget. I hvert fald havde hun svært ved at give slip på sine forældre, svært ved at overskue verden uden for barndomshjemmet. Og historien om Marianne er også fortællingen om en ung pige, der ikke havde modet til at tage de svære skridt fra barndom til voksenliv. - Jeg havde vanskeligt ved at acceptere, at jeg fik bryster og menstruation. Jeg var bange for at blive voksen. Siden er det gået op for mig, at det lige så meget var en angst for selve livet. Jeg havde nemmere ved at overskue barndommen, og jeg husker følelsen af, at der var noget oppe i mit hoved, som fortalte mig, at jeg ikke skulle spise. En stemme, der tog mere og mere magt for hver dag. I månedsvis kæmpede hendes forældre uforstående for at få deres datter til at spise. Efter hvert eneste måltid sad de hos hende for at sikre sig, at hun ikke motionerede maden væk. I dag er der ingen til at stoppe hende. Kun den lille rest af den gamle Marianne, der i små, skrøbelige øjeblikke kradser i bevidstheden og forsøger at overtale hende til at vende tilbage til et liv uden anoreksi. - Når jeg ligger i sengen om morgenen, siger jeg ofte til mig selv, at i dag skal jeg spise mere og motionere mindre. Men Nr. 20. 2004 PSYKOLOG NYT 21
lige så snart jeg står op, ender jeg i de samme blindgyder som dagen før. Stor og klodset Mariannes liv har været et liv fuld af forhindringer. Som 15-årig blev hun indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling, siden en ungdomspsykiatrisk afdeling, og i 1999 blev Marianne første gang indlagt på Rigshospitalets anoreksiafdeling. På det tidspunkt vejede hun tæt på 30 kilo, og risikoen for, at kroppen pludselig sagde stop, var ikke længere en teoretisk mulighed. Det var en realistisk sandsynlighed. - Men selv om jeg vejede 30 kilo, følte jeg mig stadig stor og klodset. Jeg var indstillet på at tabe mig yderligere, fortæller Marianne, der efter nogle måneders indlæggelse kom op på 47 kilo. - Det var rædselsfuldt at se mig selv i spejlet. Jeg følte mig som en oppustet elefant. Jeg kunne slet ikke udholde synet af mit eget fedt, og til sidst var jeg nødt til at lade mig udskrive. Jeg kunne ikke klare mere. Et halvt år senere blev Marianne indlagt på igen. Hun vejede 34 kilo, og personalet på afdelingen begyndte så småt at få øjnene op for den virkelighed, hun befandt sig i. - Jeg skulle bare ind og tage et par kilo på. Allerede den første dag vidste jeg med mig selv, at jeg ville lade mig udskrive, så snart jeg nåede en acceptabel vægt. Det samme gjorde personalet. Jeg havde ingen ønsker om at sige farvel til anoreksien, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle klare livet uden. Det kan lyde underligt for udenforstående, men der er meget tryghed forbundet med anoreksi. Det er en måde at opnå kontrol med livet, forklarer Marianne. Da hun i 2003 blev indlagt på anoreksiafdelingen for fjerde gang, vejede hun blot 29 kilo. Det gjorde ondt alle steder, og hver gang Marianne satte sig ned, kunne hun mærke, knoglerne gnave i kødet. - Jeg ikke turde lægge mig til at sove i dagene op til indlæggelsen. Jeg var bange for aldrig at vågne op igen. Bange for at dø. Der var ingenting, som rigtigt fungerede længere. Jeg havde det underligt i hovedet, og mine muskeltal var så dårlige, at jeg blev anbragt i en kørestol, da jeg blev indlagt. Alligevel gik jeg mine ture helt op til indlæggelsen, og den morgen jeg blev hentet, havde jeg været oppe klokken fem for at motionere. - Hvorfor? Fordi jeg var nødt til at motionere. Jeg vidste jo, at jeg skulle ind at spise. Uden motionen kunne jeg ikke overskue maden. Sådan har det altid været. Tvivlsom glæde Motion er et redskab til at blive fri, forklarer Marianne. Uden motion kan hun ikke slappe af, og hver dag går hun sine faste ruter, cykler sine faste ture og hopper præcis samme antal minutter som dagen før. 22 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004
ARIANNES HISTORIE - Jeg skal igennem mine faste programmer hver dag, og ofte får jeg ikke meget mere end fem-seks timers søvn. Jeg har ikke har tid til mere, hvis jeg skal nå det hele, og selv om jeg er kronisk træt, lykkes det mig på forunderlig vis at komme igennem dagene uden at falde sammen. - Hvad der sker, hvis jeg lader være med at motionere, ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet det. Kun når jeg har været indlagt på anoreksiafdelingen har jeg været nødt til at sætte mine systemer i bero. Ellers kører jeg efter de samme skemaer hver eneste dag, og jeg stiller ikke længere spørgsmålstegn ved dem. Jeg har altid genoptaget mine programmer, så snart jeg er blevet udskrevet fra anoreksiafdelingen. Er du bange for at dø af sygdommen? - Ja, men jeg kan ikke sige til mig selv, at jeg ender med at dø, hvis jeg bliver ved. Den rationalitet kan jeg slet ikke finde frem. Jeg kan godt tænke, at jeg er nødt til at skære ned på anoreksien, hvis min krop skal holde nogle år endnu. Men jeg kan ikke få det fra teori til praksis. Anoreksien har så meget magt, at jeg bilder mig ind, at jeg er i stand til at klare begge dele. Vil anorektikeren inde i dig gerne dø? - Nej, men tingene skal helst køre på hendes præmisser. Det handler om at komme så langt ned i vægt som muligt uden at dø af det. Men anorektikeren har svært ved at finde balancen. Hun vil hele tiden længere ned i vægt, og Marianne kan ikke sige fra over for hende. Der er meget lidt tilbage af den gamle Marianne. Meget lidt. Men det må være hende, der kommer frem om morgenen, når jeg ligger i min seng og tænker på at skære ned på motionen. Men så snart jeg er ude på gaden, er hun væk igen. Når Marianne bliver ked af det, så er anorektikeren der med det samme. Marianne får aldrig plads til at mærke efter, hvad hun vil med sit liv. Hvad hun kunne tænke sig. Derfor er det også svært at holde fast i Marianne, og jeg kan ikke længere mærke, hvad hun føler. Jeg blev engang spurgt, om jeg var bitter på livet. Det er jeg ikke. Jeg kan ikke længere forestille mig, Nr. 20. 2004 PSYKOLOG NYT 23
at livet kunne have været anderledes. Og på mange måder ønsker jeg heller ikke, at det var anderledes. Er der slet ikke noget, du godt kunne tænke dig at ændre ved dit liv? - Jeg synes, det er hårdt, at min hverdag er så kontrolleret. At jeg ikke kan tage en tur ind til byen, uden at det hele skal planlægges ned til mindste detalje af hensyn til mine systemer. De begrænser mig meget. Når jeg endelig kommer af sted, har jeg som regel kun en time, inden jeg skal hjem for at motionere. Derfor ender jeg ofte med at blive hjemme. Det virker helt uoverskueligt at komme af sted. Var du lykkeligere, inden du fik anoreksi? - Det tror jeg. Men jeg har altid tænkt meget over tingene og funderet over, hvorfor livet er, som det er. I dag har jeg ingen glæde ved noget. Alt skal bare overstås. Der er ikke noget, som gør mig rigtig glad. Jeg synes, det er rart, når min lille nevø gør nogle sjove ting. Men det giver mig ikke nogen egentlig glædesfølelse. På samme måde kan jeg også godt nyde at se skoven springe ud om foråret, men samtidig er jeg i tvivl om, hvor meget glæde det reelt giver mig. Og jeg har da også nydt nogle af mine cykelture. Men de har altid været forbundet med tvang. Jeg har aldrig spontant cyklet eller gået en tur, fordi jeg havde lyst. Turene har altid haft et formål. Det har været en måde at give mig selv lov til at spise. - Jeg kan ikke forestille mig et liv uden anoreksi længere. Den er vokset sammen med mig. I dag er jeg anorektiker. Jeg ved ikke, hvem jeg er inde bag sygdommen. Derfor drømmer jeg heller ikke om noget. Og derfor er det også svært at hjælpe mig. ARIANNES HISTORIE - Psykologsamtaler har aldrig kunnet få mig til at slippe anoreksien.. Jeg ved ikke, hvad der er på spil inden i mig. Jeg kan ikke finde derind og få klarhed over det. Hvis jeg skal fri af anoreksien, skal det komme indefra. Og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg ikke, det nogen sinde sker. Marcus Aggersbjerg, journalist 24 PSYKOLOG NYT Nr. 20. 2004