Turèlls blues Specialeafhandling ved Nordisk Institut Aarhus Universitet Søren Brink Olsen Årskortnummer: 19991850 Afleveret 25. juli 2005 Vejleder: Lis Norup 1
Turèlls blues Opgaven er en undersøgelse af det musikalske aspekt af Dan Turèlls digtning med særlig fokus på påvirkningen fra den amerikanske kultur herunder specielt beatgenerationen og dens fremtrædende forfattere. Dan Turèlls digtsamling Karma Cowboy vil være genstand for særlig analyse, da den i mange henseender er repræsentativ for tendenserne i hele forfatterskabet. 2
Contents: Intro 4 Turèlls Blues 6 MenneskeMyteMaskinen On the Beat 13 Karma Cowboy 33 Storbytrilogien 64 Jazz & Poetry 68 Arven efter Turèll 74 Outro 80 Coda 84 Appendiks: Abstract Litteraturliste CD med lydeksempler 3
INTRO Vild varm og vanvittig er teksten Den flyder ud i gaderne og blander sig med byens lyde Den når ind i barerne bordellerne beværtningerne og bæverdingerne og inden den ved af det opløses den som is i whisky og bliver til røgen under loftet kundernes knævren og tonerne fra jukeboxen Den bliver en del af rummet og byen og da Satchmo s horn lyder bliver den taget med tilbage til et sted hvor både tiden og sproget er et andet Mindernes og historiernes verden Dengang der både var noget der hed en Long John og en Jerry Lee Lewis en mælkedreng en markiseopsætter og en Thelonious Monk Jukeboxen fører den fra det nære nord til det vilde vest hvor festen fortsætter i flippede Frisco eller fortabes i tågerne i New York These vagabond shoes are longing to stray i Raymond Chandler s eller Lou Reed s rå realisme Lower East Side eller Vesterbro det betyder ingenting er man Zen har man fattet pointen En klassisk situation: En mand bevæger sig rundt i byen. Han bare går og bare ser. Føddernes rolige rytme bringer orden i byens mange lyde og inddeler verden i et system af beats og off-beats, af breaks og synkoper. Han kender området særdeles godt, det er hans 4
nabolag, og spørger man ind til det, vil han sige, at det også er hans natur. Trafikkens summen er for ham ligeså selvfølgelig som havets brusen er det for Thyborøn-fiskeren; den er baggrundstæppet til den scene, hvor hans liv udspiller sig, men når han går ind på et værtshus for at få en lille én og lidt tobak, så tager jukeboxen over, hvor trafikken slap. Altid er der en lydkulisse i storbyen, og det er først, hvis der bliver stille, at der spidses ører. Han kan godt lide jukeboxen. I løbet af en aften kan den bringe ham fra kulkælderen og op i skyerne, den kan få ham til at glemme alle verdens dårligdomme eller i hvert fald blive ligeglad med dem for en stund, eller den kan gøre ham melankolsk og tænksom, tage ham med på en Sentimental Journey eller få ham til at rocke rundt om uret. Musikken minder ham om, hvor mange gode historier der findes og bare venter på at blive skrevet; musikerne fortæller ikke bare en god historie, men ofte er de også en selv. Men man behøver ikke at være kunstner for at have en god historie at fortælle. Det ved han bedre end nogen anden, og det er også en af grundene til, at han godt kan lide at gå rundt og kigge på mennesker og snakke med dem. Bartenderen, luderen og taxachaufføren fortæller hver deres historie om et levet liv, og det lærer man mere af end at læse ti tons tykke bøger skrevet af bedrevidende akademikere. Der bliver sat en ny skive på. En ny tid, et nyt sted og en ny lyd. Hver sang fortæller også en historie om ham selv; han husker, hvor han var, og hvordan han levede netop dengang, da det nummer var fremme. Han husker duften af frikadeller, der sivede ud af rækkehusenes vinduer i barndommens by sammen med netop denne sang, eller dengang han så netop denne saxofonist live på jazzspillestedet, og sådan genopfriskes en masse situationer i selskab med jukeboxen. Den ene association tager den næste, og det samme gør cigaretterne og bajerne. Han går ud. Ingen grund til at gå hjem endnu, selvom det er sent. Det er en anden verden herude, og så alligevel ikke; hver gade fortæller sin egen historie, og han kan også selv fortælle en anekdote om hver gade i dette område. På den måde bliver byen en stor jukebox, fyldt med schlagere og evergreens, men i de beskidte gyder lurer også faren og uhyggen. Vold og mord er ikke ukendte fænomener på disse kanter; politisirener og udrykninger hører til dagens orden, og hver dag er der kriminalgåder, der skal løses. Det hører alt sammen med til den blues, der er storbyens. Byen er selv både sang, instrument og forstærker, både mekanisk og swingende puls, både monstrøs og menneskelig. Han 5
synes godt om den mangfoldighed af udtryk, der findes i storbyen, og han har det også selv bedst, når tingene ikke bliver for ensrettede eller fastlåste. Sådan har det altid været. Derfor var det heller ikke lige sagen at gå i skole, derfor flyttede han hurtigt hjemmefra, derfor har han aldrig fundet sig til rette i et 8-16-job. Han er en freelancer af hele sit væsen, og det er cool nok. Eller codylt. På gaderne møder han andre nattevandrere exchanging glances - og efter et par timer begynder det så småt at lysne. Inden han går hjem køber han lige morgenaviserne. Han falder til ro på madrassen til lyden af solsortens chase med skraldevognen, og byens stigende summen i baggrunden. Turèlls Blues Den nittende marts 1946 bliver Dan Turèll-Jensen født på Frederiksberg, men bortset fra et kort ophold på Grønland, er det i de københavnske forstæder, først og fremmest Vangede, at han træder sine barnesko. Han bliver født ind i en typisk dansk, socialdemokratisk arbejderfamilie og er den ældste i en børneflok på fem. Det franskklingende efternavn kommer fra faderen Helmuth. Hans slægt nedstammer fra huguenotterne, der blev fordrevet fra Frankrig i 1500-tallet. I øvrigt er moderen Inge af en slægt, der ganske vist langt ude både tæller Frederik Paludan-Müller og Søren Kierkegaard, så der er ikke noget at sige til, at Dan Turèll er stolt af sin baggrund 1. På trods af det er der ikke meget storladent over livet i forstadsrækkehuset; faderen arbejder som elektriker, moderen som kontorassistent, og drengen selv må arbejde i fritiden for at finansiere sine store lidenskaber: Litteratur og musik især kriminalromaner, tegneserier og jazzplader. Allerede som lille viser han gode sproglige færdigheder, men den tidlige udvikling er også stærkt medvirkende til, at skolegangen forekommer ham som en ørkenvandring, og han når da også at blive smidt ud af én skole, inden han i 1963 får sin realeksamen for derefter aldrig for alvor at vende tilbage til skolebænken. Et af de få lyspunkter i skolen er 1 Bundgaard, Peder: Superdan, s. 16 6
dog danskundervisningen, hvor der ind imellem er noget, der rammer plet. Da han som 10- årig hører B.S. Ingemanns Lysets Engel, besvimer han på stedet og kommer først til sig selv lidt senere, stadigt mumlende om Lysets Engel. I det hele taget siger skoletiden en del om personen Dan Turèll; han er en person, som under ingen omstændigheder kan tolerere tvang, hvorfor han hele livet igennem nærer en dyb mistro til autoriteter af enhver art, men episoden med Ingemann siger også noget om den følsomhed og evnen til at begejstres, som også er en vigtig del af ham. I teenageårene begynder digteren at vokse frem i ham; 15 år gammel sender han ambitiøst nogle digte ind til et forlag, som svarer ham, at han er for ung, hvorefter han rasende sender dem til digteren Frank Jæger, som sammen med Ivan Malinowski og Per Højholt er et af Turèlls store idoler. Jæger opfordrer ham venligt til bare at klø på 2. Turèll lægger dog lyrikken på hylden for en stund; han flytter som 17-årig hjemmefra og har i denne periode et hav af forskellige småjobs alt fra postbud til jord- og betonarbejder og selvom han føler sig som en del af arbejderklassen, må han sande, at han ikke er skabt til at være arbejdsmand. Først da han bliver ansat på Gentofte-Bladet vender han tilbage til skriveriet, og rollen som reporter passer ham fint, men også her indser hans chef, at den unge mand ikke er egnet til et fast job, men nok kan klare sig freelance 3. Turèll får foden inden for hos Kristeligt Dagblad som jazzanmelder, og han begynder at skrive artikler om jazz til forskellige tidsskrifter. I 1965 flytter han til Kgs. Lyngby med sin kæreste Kirsten Brand, som han har været forelsket i siden folkeskolen. I samme hus bor Peter Laugesen, som bliver et meget vigtigt bekendtskab for Turèll. Laugesen, der er fire år ældre, er også en digterspire, og i det hele taget har de to en del til fælles ikke mindst interessen for jazz. Laugesen har fingeren på pulsen, og han har fattet interesse for nogle amerikanske forfattere fra den såkaldte beatgeneration, som også i høj grad kommer til at præge Turèll. Disse forfattere sætter blandt andet ord på følelsen af at være outsider en følelse som mange unge går rundt med og det bliver gjort i en form og i en tone, som vi ikke er bekendt med herhjemme. Turèll, som indtil da især har dyrket den amerikanske populærkultur med film, tegneserier, kriminalromaner og musik, stifter her bekendtskab med en side af den amerikanske kultur, som er ny for ham. Beat-generationens litterære forbilleder er især de britiske og amerikanske modernister som T.S. Eliot og Ezra Pound, og det er forfattere, som Turèll 2 Bundgaard, Peder: Superdan, s.44 3 Bundgaard, Peder: Superdan, s.47 7
også tager til sig. Beatforfatterne åbner også Turèlls øjne for buddhismen og for den østlige filosofi og tænkemåde i øvrigt. Fra det tidspunkt bliver den amerikanske kultur og den østlige filosofi uomgængelige fikspunkter, som han bestandigt vender tilbage til. Laugesen og Turèll inspirerer hinanden og skriver digte, og i 1965 får de begge antaget nogle i det svenske tidsskrift Ord och Bild, Turèll får et digt optaget i en debutantantologi 4, og året efter skriver og udgiver Dan Turèll selv sin første digtsamling Vibrationer. Laugesen, der nu er flyttet tilbage til Jylland, synes at digtsamlingen læner sig for meget op ad Ivan Malinowskis stil, og senere sletter Turèll da også bogen af sit forfatterskab (ligesom Malinowski også tidligere har slettet et par bøger af sit forfatterskab). Årene sidst i 1960erne er eksperimenternes og protesternes tid, og Dan Turèll er med i den progressive og kreative bølge, der er en del af ungdomskulturen. Som en ægte hippie danner han med nogle venner og hustruen Kirsten et kollektiv i en nedlagt husholdningsskole på Frederiksberg. Her bliver der eksperimenteret med stoffer, med syre og tjald, og Turèll vedbliver med at være en varm fortaler for brugen og legaliseringen af stoffer. I det hele taget er han meget optaget af at udvide bevidstheden, og ethvert middel til at fremme dette han understreger, at det ikke behøver at være ved hjælp af stoffer hilser han velkommen. I kollektivet bruger han meget tid foran sin helligdom stereoanlægget som spiller både jazz og rock; som de fleste andre er Turèll optaget af de uomgængelige briter fra The Beatles og Rolling Stones, men hans øjne og ører er især rettet mod USA. Opmærksomheden gælder for eksempel en rockpoet som Bob Dylan, det gælder de flippede San Francisco-bands som Jefferson Airplane og The Grateful Dead, og også et New York-fænomen som The Velvet Underground med Lou Reed i forgrunden spiller en kæmpe rolle for ham i disse år. Han suger til sig alt, hvad han kan om disse bands, og skriver artikler til forskellige tidsskrifter og aviser. Den 15. oktober 1969 beslutter han en gang for alle, at han vil være professionel forfatter, han vil leve af at digte. Det er Poul Borums fødselsdag; og det er fra ham, Turèll 4 Der er tale om antologien En sæson i Helvede (red. Søren Christensen og Claus Egerod) Chr. Erichsens Forlag, København 1965, hvor Turèll bidrager med digtet Senecio. 8
får rådet: Skriv som du lever, lev som du skriver 5, som helt sikkert Borums fortjeneste eller ej har eller får sin relevans i forhold til Turèlls liv og produktion. Fra dette tidspunkt tager forfatterskabet for alvor fart, og de næste ti år udgiver han over 50 bøger. De første produktioner er undergrundshæfterne 40 ark og 40 linjer, som han selv udgiver under forlagsnavnene Dracula Poetry Inc. og Frankenstein & Frankenstein Ltd., men som senere også udkommer på etablerede forlag. Med disse udgivelser slår han et tema an, som går igennem hans værker de næste par år, nemlig en problematisering af sproget og skriften, hvor han afprøver sprogets (u-)muligheder; Dan Turèll skriver i disse år fra en position blandt andet inspireret af buddhismen hvor det store Intet fylder meget, og det er samtidig et sted, som er fyldt med paradokser og modsætninger, hvad man også kan se på hans bogtitler fra denne periode: Områder af skiftende tæthed og tomhed (1970), Bevægelser, formålsløst cirklende (1971). I de første år efter han beslutter sig for at blive digter, er hans produktioner præget af avantgardistiske eksperimenter med skriften, formen, sproget og bevidstheden. Inspireret af den amerikanske LSD-guru Timothy Leary holder Dan Turèll sig ikke tilbage med de bevidsthedsudvidende stoffer, og i hans bøger ser man den samme trang til at sprænge former og udvide og bøje begreberne i et forsøg på at finde frem til noget andet, en poesi, der bryder igennem tomheden og kommercialismen. Produktionerne tæller alt fra koncentrerede småhæfter til monstrøse og nærmest ulæselige bøger; der er dansk og engelsk, håndskrift og maskinskrift, der er løse improvisationer og faste strukturer, og i en vis forstand udgør det alt sammen en stor collage af udtryk og fremstillingsmåder, som vanskeligt lader sig indfange i et samlet billede. Fra sommeren 1971 til efteråret 1972 skriver Turèll den 250 A4-ark store sekvens af MANJANA DEN ENDELØSE SANG FLIMRENDE IGENNEM HUDENS PUPILLER, og det er en bog, som indledningsvis giver til kende, at den indeholder digte, montager, tekster, transmissioner, noter, besværgelser, hymner, projektioner, salmer, sange, fotos, performances, transkriptioner, journaler, film. Jo tak, det er en ordentlig mundfuld, og bogen er med sine kaskader af ord en del af den endeløse sang, som hans produktion udgør her i de tidlige halvfjerdsere både i de enkelte værker og overordnet set. Bogen afslører en Dan Turèll med klare antiautoritære holdninger, men sideløbende med den ungdommelige og udfarende tone er der også elementer af indadvendthed, melankoli og 5 Bundgaard, Peder: Superdan, s. 74. I efteråret 1969 starter Poul Borum sin forfatterskole, og Turèll er altså med på det første hold, der også tæller blandt andre Hans-Jørgen Nielsen, Sven Holm, Asger Schnack og Jannick Storm. 9
sortsyn, og læseren får lov at følge, hvordan Turèll, her som figuren Manjana, nærmest prøver at skrive sig igennem bevidstheden. Denne periode, hvor det søgende og udforskende spiller en stor rolle i teksterne, er også en tid, hvor han sammen med Kirsten Brand foretager rejser til Østtyskland, Albanien og i følgeskab med digteren Kristen Bjørnkjær tomler sig igennem Sahara. Også udseendet gennemgår en mindre forvandling; Turèll bliver klippet skaldet, og blandt andet påvirket af Lou Reed begynder han at gå med sort neglelak ganske effektive træk, hvis man gerne vil skille sig ud, og det vil han inderligt gerne. For Turèll er konformiteten selve det ondes rod, og han er god til at skabe opmærksomhed omkring sin person. Med den ene fod i pressen og den anden i det københavnske kunstnermiljø ved han godt, hvad der skal til for at provokere og brænde igennem, men det har endnu ikke ført til et folkeligt gennembrud for hans lyrik en genre, der i forvejen ikke er forvænt med de helt store oplagstal. 1973 er et interessant og hyperproduktivt år for Dan Turèll; der er året, hvor sekvens af MANJANA udkommer, hvor den sorte, apokalyptiske nytårsdagbog Here Comes Your 19th Nervous Breakdown og de rene rimbøger, Lissom og Onkel Danny's dadaistiske discjokey djellaba jazzjungle joysticks, ser dagens lys. Sammen med Peter Laugesen fortsætter han skrift-eksperimenterne i deres Dobbeltskrift, men vigtigst af alt er hovedværket Karma Cowboy, som han skriver fra januar til juni 1973, men som først bliver udgivet året efter. Karma Cowboy bliver regnet som Dan Turèlls kunstneriske gennembrud. Forlaget Arena, der på det tidspunkt har udgivet flere af hans store bøger, stiller sig skeptisk overfor endnu en stor og dyr produktion, og derfor bryder han med Arena og går over til Gyldendal, der giver ham frihed til at føre sit ambitiøse projekt ud i livet. Den 300 ark store bog med det farverige omslag er på en gang en fortsættelse og forbedring af tendenserne i den tidligere produktion, men samtidig er der også elementer, der peger frem mod det, som senere skal gøre ham kendt i Danmark. Derfor er bogen meget central i forfatterskabet, og blandt andet derfor har jeg valgt at koncentrere min analyse omkring dette værk. Det er også et værk, der for alvor sætter det musikalske aspekt ved digtningen på dagsordenen, og med udgangspunkt i Karma Cowboy er det min intention at trænge dybere ned i spændingsforholdet mellem sprog, litteratur og musik i Dan Turèlls tekster. Efter Karma Cowboy går Turèll i gang med sine Vangede Digte, men da han er færdig, vil Gyldendal ikke antage den; de mener, at den 400 sider store digtsamling skal gøres 10
mere spiselig og opfordrer ham til at skrive den om til prosa. Turèll går modvilligt med til det, og efter nogle ugers manisk omskrivningsarbejde hos mentoren Per Højholt i Hørbylunde, foreligger i foråret 1975 manuskriptet til det, der skal blive hans store folkelige gennembrud, nemlig Vangede Billeder. Bogen er et tilbageblik på forstaden, hvor han voksede op; det handler om personerne, originalerne, institutionerne og byens steder, men selvom det i den grad handler om Vangede, så er det også et tidsbillede, et stemningsbillede og et billede af enhver forstad eller ethvert lilleby-samfund. Den er skrevet med varme og kærlighed og er holdt i et folkeligt og flydende sprog, som appellerer til en bred læserskare. Stilen passer godt til den mundtlighed, der efterhånden er kommet mere og mere ind i hans bøger; på dette tidspunkt er Turèll ved at blive en populær oplæser, og han rejser rundt i landet og optræder med sine digte, ud fra hvilke han ofte improviserer frit. Han optræder ofte i medierne, og den måde, han her bruger sproget på, virker tilbage på hans skriftproduktion, og det medvirker i høj grad til, at hans forfatterskab tager en ny drejning. I det hele taget får prosaen mere opmærksomhed nu end tidligere. 1975 er året, hvor den første af hans Medie-Montager med titlen Ezra Pound/William S. Burroughs/Lou Reed udkommer. Bogen består af essays, hvor Turèll introducerer nogle af sine store inspirationskilder til offentligheden, og i de følgende år udkommer seks bind i serien, der omhandler alt fra Anders And til kriminalfilm og Rock n roll, altså primært amerikanske fænomener. Titlen Medie-Montager henviser også til, at teksterne inden de blev samlet sammen var udkommet i forskellige medier, primært tidsskrifter og dagblade. Turèll er også selv blevet mediefænomen, og han har mange jern i ilden han er i radioen og i fjernsynet, skriver stadig flittigt til dagbladene og i slutningen af 1975 er han med til at danne bandet Sølvstjernerne, som i 1977 tager på tur rundt i Danmark. I sine tekster har han altid kredset om musikken, men nu får han lov at udtrykke sig i en musikalsk sammenhæng, hvor han som frontperson fremfører sine tekster på forskellige og ofte meget ekspressive måder. I 1978 udgiver de LP en Multi Mixed Monstret Sølvstjernerne med Dan Turèll, som blander østlige og vestlige musik-traditioner med digtoplæsninger og rablende improvisationer alt sammen tilsat en god portion humor. Kollektivet på Forhåbningsholms Allé er opløst og ægteskabet med Kirsten Brand ligeså, og Turèll flytter til Istedgade, lige i hjertet af Vesterbro. Fra nu af er det herfra, hans verden går, og han får efterhånden et image som en sand storbyrotte især godt hjulpet på 11
vej af hans I byen-klumme i Politiken, hvor han fra 1978 rapporterer og kommenterer på løst og fast fra gadeplanet. I årene 1976-77 udgiver han tre digtsamlinger, Drive-In Digte, 3-D Digte og Storby-Blues, der senere kommer til at blive kendt under navnet Storby- Trilogien. Denne samling indeholder digte, som med deres klare komposition og koncentrerede og præcise sprog hører til højdepunkterne i hans lyriske produktion. Ovenpå de mange eksperimenter og endeløse tekster fra starten af halvfjerdserne virker disse digtsamlinger mere afklarede, som om han i højere grad har fundet sig til rette. Men det er også digtsamlinger, der stadig vedkender sig arven fra beat-forfatterne, specielt Allen Ginsberg. I takt med at Dan Turèll bliver mere bevidst om sin stil og sit image, får han efterhånden et navn som den folkelige fortæller Onkel Danny, som er et synonym, der især bruges, når Turèll begiver sig ud i de lettere genrer hverdagsfortællingerne, historierne, anekdoterne, de rablende rimbøger. På forfatterens trediveårs fødselsdag udkommer den første Onkel Danny fortæller, men i 1982, når Onkel Danny fortæller på talløse opfordringer, er det sidste gang, han bruger synonymet i sine bogtitler. Til gengæld har han nu kastet sin kærlighed på en anden genre, som dominerer hans produktion i 1980erne. Kriminalgenren har Turèll været optaget af, lige siden han var dreng, og i sit voksne liv skriver han flere artikler om Dashiell Hammett, Raymond Chandler, Arthur Conan Doyle og mange andre. I 1981 udkommer hans egen Mord i Mørket. På trods af lunkne anmeldelser, synes publikum godt om den. For Turèll handler det om at tage livtag med en trivial-genre, der har betydet meget for ham, men derudover er det også et forsøg på at skrive sig ud af en økonomisk presset situation, som han er havnet i, blandt andet takket være rod i skatteregnskaberne. Det bliver til hele tolv bøger i Mord-serien, som godt nok er fiktion, men samtidig også er en skildring af Turèlls elskede Vesterbro med en navnløs hovedperson, der i vaner og statur minder ikke så lidt om forfatteren selv. Men hvor den navnløse fra kriminalromanerne er lidt af en rodløs enspænder, er Turèll selv ved at falde mere til ro. Han er flyttet sammen med skuespilleren Inge Margrethe Svendsen (senere Chili Turèll), og sammen får de i 1979 datteren Lotus. Dan Turèll ændrer igen stil eller nogle vil sige: Påtager sig en ny maske, et nyt image udadtil; væk er flipperen med genbrugstøjet, væk er det rå look med læderjakke; nu gælder det klassisk sort og hvidt tøj med tilhørende hat han holder dog fast ved de sortlakerede negle. 12
Hvor firserne i det store hele står i prosaens tegn naturligvis præget af de tolv kriminalromaner bliver halvfemserne en tilbagevenden til nogle af de ting, han havde koncentreret sig om i halvfjerdserne; poesien og musikken. Overraskende for mange siger Turèll ja til at medvirke i et projekt med samplet musik, og det udmunder i to cd er med musik af den unge Halfdan E 6. Her kan man høre Turèlls stemme og rytmiske diktion, der peger i retning af hiphoppen, som på dette tidspunkt så småt er ved at få fodfæste herhjemme. Tekst-materialet er overvejende hentet fra Storby-Trilogien, som er særdeles velegnet til oplæsning. Siden dengang har det ellers været småt med digtproduktionen, men her i starten af halvfemserne udkommer en ny trilogi bestående af digtsamlingerne Himalaya Hilton (1991), Gud & Gokke (1992) og Tja-a Cha-Cha (1993). De består af korte og klare haiku-inspirerede digte, hvor man fornemmer en vis accept af tingenes tilstand. Et liv med meget alkohol og røg har tæret på forfatteren, og imod slutningen er det tydeligt at se på teksterne, at Turèll godt ved, han ikke har langt igen. Han får konstateret strubekræft, og den 15. oktober 1993 dør han på Rigshospitalet nøjagtig 24 år efter, at han beslutter sig for at blive forfatter. MenneskeMyteMaskinen On the Road Da en anmelder engang kalder Turèll for en amerikaner-dansker, reagerer han således: Jeg er amerikaner-dansker. Og en meget stor del af min generation og de fleste af mine venner er amerikanerdanskere 7. Der er for ham ingen grund til at skjule, i hvor høj grad han er og har været under amerikansk indflydelse, og han mener, at det samme gør sig gældende for hovedparten af dem, der er vokset op med Anders And, med Rock Around the Clock, med James Dean, Elvis og Coca Cola. Kulturpåvirkningen fra USA intensiveres i 1950erne, og den appellerer især til de unge. Turèll har været med på vognen lige fra starten, og han udvikler et indgående kendskab til en række personer og fænomener i den amerikanske kultur ikke mindst inden for den del, man normalt vil kalde populær- eller massekulturen. Og han gør god brug af de impulser, han får fra USA; som nævnt bliver han som ung jazz-anmelder, og han bliver ved med at 6 Pas på pengene udkommer i 1993, mens Glad i åbningstiden udgives posthumt i 1996. 7 Dan Turèll: $torebror $am in Politiken, januar 1975 13
skrive artikler, hvor han introducerer forskellige personer eller strømninger, som måske er ukendt for den brede danske offentlighed, eller han anlægger nye vinkler på noget, som folk allerede kender i forvejen. Sådan gør han for eksempel i sin kronik fra 1975 Hver tirsdag Anders And s teologi, hvor historierne om den uheldige and blandt andet holdes op imod Bibelen, Odyséen og Shakespeares dramaer, og som ender med at konkludere, at Disney-figurens liv burde sige den almindelige mand mindst ligeså meget som de nævnte værker. Det, at Anders kommer igen med fornyet kraft hver tirsdag selvom han har været igennem et hav af nederlag og ydmygelser burde tjene som et eksempel for alle, og dermed har Anders And-bladene en opbyggelighed, som er på linje med de gængse religioner. Denne lyst og evne til at se kvaliteter i ting, som andre måske affærdiger som lavkultur, er speciel for Turèll, og det er en tendens, som han også bringer med sig i sin lyriske produktion. Turèll ser sig selv mere som introducør og afspejler end som anmelder og kritiker 8, og det er da også i denne rolle, at han befinder sig bedst. I bogen Amerikanske Ansigter har han samlet et udvalg af sine artikler og radio- og TV-udsendelser fra 1970erne, hvor han skriver om alt fra tegneserier, kriminalromaner, rockstjerner til mediefænomener. Her portrætterer han blandt andet Rockens Rødder ; folk i rock n roll-historien, som på mange måder er forudsætningen for de følgende årtiers musik Jerry Lee Lewis, Little Richard, Chuck Berry og Johnny Cash og han gør det på en måde, så man forstår, hvorfor musikken lyder, som den gør, og man indser, at der er en nær sammenhæng mellem musikernes personlige historie og det udtryk, der ligger i deres musik. Det gøres klart, at miljøet, relationerne, de sociale, politiske og geografiske forhold alle er afgørende faktorer i forhold til det kunstneriske output, og den bevidsthed er også noget, man mærker i hans egne tekster. I det hele taget er erfaringerne fra det amerikanske populærkulturelle felt vigtige for forståelsen af Turèlls produktion, og man kan vel også sige, at han igennem sin skribentvirksomhed på en eller anden måde søger at blive associeret med de ting, han skriver om; han vil gerne kædes sammen med det, hvad det indledende citat ( jeg er amerikaner-dansker ) også tyder på, men det skal være på en måde, så han ikke intellektualiserer alt, hvad han skriver om, men tværtimod møder det i øjenhøjde eller 8 Rene Højris: Samtale og introduktion, side 55. 14
skriver ud fra protagonistens præmisser. I den forbindelse er det selvfølgelig også vigtigt at have for øje, at han ofte skriver til aviser og dagblade altså den brede befolkning og at han er opmærksom på ikke at skrive henover hovedet på folk. Bland andet gennem sine mange optrædener i diverse medier og gennem sine foredrags-shows er han blevet bevidst om dét, at henvende sig til et bestemt publikum, og kender derfor også konsekvenserne af at ramme ved siden af. Den USA-fascination, som Dan Turèll har opbygget lige siden barndommen, bunder i en masse forskellige ting; jo, det er derfra mange af de personligheder og fænomener, som han sætter højt, kommer fra, men det er også selve landet. Det er en masse faktorer, der har skabt grobunden for alle disse strømninger, og der er selvfølgelig en grund til, at det netop er USA, der har været rugekasse for mange af de ting inden for kunsten og den populærkulturelle sfære, som har haft stor indflydelse også udover landets egne grænser. Især som dansker er det nemt at blive fascineret af USA, fordi landet på mange måder er alt det, som Danmark ikke er; for det første er det et kæmpe land med mange flere og mange flere forskellige mennesker, landskaber, indtryk. Store vidder, høje bjerge, dybe kløfter, endeløse motorveje. Forskellige klimaområder, ørkener, sumpområder. Store sociale uligheder og klasseforskelle, mange race- og religionsspørgsmål. Og ikke mindst nogle byer af enorme proportioner, hvor alle disse uligheder og forskelle bliver trukket endnu tydeligere op, men hvor der også opstår nogle specielle miljøer, som har storbyen som fuldstændig nødvendig forudsætning. USA er på mange måder et ekstremt land ikke mindst set med danske briller og det er fra gammel tid blevet set som The land of opportunities, hvor man kan udleve The American Dream, drømmen om at skabe noget stort fra bunden. I forrige århundrede var det jorden, de store ubeboede områder, man søgte. I dag er det storbyen. Det er her, man kan skabe sig det liv, den identitet, man vil have, eller finde den niche, der kan bringe en frem i verden. Her er undergrundsmiljøer og subkulturer, hvor folk finder sammen i interessefællesskaber af enhver art, og hvor selv yderligtgående tanker og ideer ofte vil kunne finde tilhængere. I denne sammenhæng er New York svær at komme uden om, for den står for mange som storbyernes storby. En metropol, som andre metropoler måler sig efter. Storbyen som fænomen har altid virket dragende for eksempel på folk, som søger en vej til at forbedre 15
deres position eller muligheder i livet, og også kunstnere bruger den og finder inspiration i dens mange forskelligartede indtryk. Og få steder er indtrykkene så mange som i New York City, som har en helt særlig puls eller rytme; et særligt tempo, som man bliver opslugt af, når man bevæger sig igennem gaderne. Det er som om alle folk bevæger sig lidt hurtigere end andre steder, lidt mere bestemt, og sammenholdt med den hektiske trafik giver det indtrykket af en meget driftig by det er ikke for ingenting, at den bliver kaldt the city that never sleeps. Det neonbelyste knudepunkt Times Square står for mange som indbegrebet af New York kernehuset i Det Store Æble; her er der liv hele døgnet rundt, og de mange lysreklamer gør, at man til tider næsten føler sig hensat til en science fictionfilm. Lydkulissen er en kakofoni af motorstøj, råb, fragmenter af samtaler og musik fra gademusikanter, bilradioer eller butikker, og den går godt i spænd med de blinkende reklamer og det summende mylder af mennesker. Alt er skruet op i tempo, lyd- og lysstyrke, og går man under jorden, til subway-systemet, oplever man også her et univers præget af hektisk aktivitet, men det er også et sted, hvor mange musik- og dansegrupper optræder, hvilket skaber en særlig stemning, og nogle gange får folk til at stoppe op og sætte alt det flygtige lidt i perspektiv. Det er ikke så mærkeligt, at byen spiller en væsentlig rolle i jazzhistorien, og at flere betydningsfulde rockbands har udspring her. Man mærker tilstedeværelsen af den rytmiske musik mange steder i byen, men man forstår også, at selve byen og dens puls er og har været en kæmpe inspiration for mange; det er for eksempel svært at forestille sig beboppen have udviklet sig noget andet sted. Beboppen er en stilart inden for jazzmusikken, som er kendetegnet ved hurtige melodiske løb med mange toner og en ofte usymmetrisk og springende rytmik. Charlie Parker og Dizzy Gillespie var i sidste halvdel af 1940erne eksponenter for denne uregerlige gren af jazzen, og dens udtryk skal ses i lyset af den netop overståede verdenskrig det var en tid, som kaldte på nye former, der kunne afspejle farten og kaoset men den skal også ses som et produkt af den by, den blev undfanget i 9. Man fornemmer New Yorks puls i musikken, dens myriade af former og farver og man kan høre trafikken og de pludselige høje hvin eller hyl i blæsernes ekspressive spil. Også rockmusikken indfanger og afspejler stemningerne i metropolen. I lighed med jazzen er der elementer i rocken, som kan mime storbyen og på en anden måde udmale de mere rå og mørke sider. De forvrængede guitarlyde kan virke som musikkens svar på den 9 Eksempel-CD, skæring 1: Charlie Parker: Anthropology. 16
evigt kværnende trafik, og visse kunstnere fokuserer i deres tekster på livet i byens hårde miljøer. En mand i rockverdenen, der ofte bliver sat i forbindelse med New York, er Lou Reed (f. 1942), og da han kommer frem i tresserne med bandet Velvet Underground er det med en lyd, som er umiskendeligt forskellig fra de flippede bands fra de solbeskinnede vestkyststater med blomster i håret og drømmende tekster 10. Velvet Underground er lyden af den mørke undergrund, lyden af tabte illusioner og rå realisme, og selvom Dan Turèll er stor tilhænger af hippiebands som for eksempel The Grateful Dead, så tænker han alligevel, når han hører Lou Reed: Dér er mit nervesystem i stereo 11. Ligesom Lou Reed selv, er også New York en modsætningsfyldt størrelse, fyldt med paradokser; den er både meget firkantet, men også multifacetteret; indholdsmættet, men også meget overflade og mange masker. Og Turèll, der har sin daglige gang i de mindre pæne dele af det indre København, kan identificere sig med den storbyerfaring, der ligger i Lou Reeds musik, og der er nok heller ingen tvivl om, at Reeds New York-univers i visse tilfælde er med til farve Turèlls storbyskildringer. New York sætter altså sine spor i musikken; det gælder både i sounden og i teksterne, både på form- og indholdsplanet, og man mærker sammensmeltningen af miljø og musik, når man besøger nogle af de mange barer og jazzklubber, som byen byder på; selvom musikerne ofte er gode til at skabe tableauer, små eksklusive universer, som de inviterer publikum med ind i, så bliver det i høj grad New York-tableauer; deres udtryk bliver alligevel en del af den store sammenhæng, hvilket naturligvis også hænger sammen med, at New York med dens mangfoldighed af folk og kulturer netop også kan rumme mange udtryk, og på den måde finder kunstneriske udsagn af enhver art nemt en facet af byen at holde sig op imod. Men sammensmeltningen foregår ofte også rent konkret, for eksempel ved at en koncert i en jazzkælder bliver akkompagneret af rumlen fra undergrundsbanen, eller omvendt at musikere søger ned i subwaysystemet for at spille. Transport og musik hører på en eller anden måde sammen i New York. I Amerikanske Ansigter finder man nogle artikler fra Turèlls rejser til New York i 1976 og 1977, hvor han blandt andet rapporterer hjem til danske blade fra byens musikscener. 10 Eksempel-CD, skæring 2: The Velvet Underground: White Light/White Heat 11 Rene Højris: Samtale og introduktion, side 102. (I øvrigt interviewede Turèll Lou Reed i New York i 1977, men det var uden den store succes; Reed var fuld og uoplagt, og Turèll, der ikke kunne fordrage rollen som interviewer, havde glemt at komme et bånd i båndoptageren. (Peder Bundgaard: Superdan, s.147, og Dan Turèll I et dobbeltspejl: Lou Reed på Hotel Plaza in Fælleden 4, 1978)). 17
En vigtig del af disse artikler er beskrivelser af spillestederne, af publikum og også af, hvordan musikken virker ind på tilhørerne. Efter en koncert med reggae-stjernen Jimmy Cliff skriver Turèll: Vi får henimod to timer, og det er nok, og først i sidste nummer netop, Tom: The Harder They Come får vi at vide hvad alle musikerne hedder. De hedder alle sammen Broder til fornavn. Og vi der går ud fra Palladium, ud i den beskidte grå gade igen, hedder også alle sammen lidt mere Broder og Søster til fornavn end før vi gik ind, og det er dét det hele handler om, i reggae som i rock og råliv. Og i morgen vil vi prøve igen og igen, virkelig prøve. Dette er God Musik i to betydninger. Og efter en koncert med blues-shouteren Big Joe Turner hedder det: Jeg tager hjem med Big Joe s blues som en ekstra overfrakke over mine spinkle skuldre i New York s natlige novemberkulde. All Right Now! 12 Den måde at zoome ud på er typisk for Turèll; han observerer, og derefter tager han det med ud på gaden og ud i det virkelige liv for at illustrere, at musikken rent faktisk har en betydning, der rækker ud over en koncerts tid og rum. Det er ofte det, der er projektet ikke mindst, når han skriver til aviser: At gøre det beskrevne brugbart for læserne, give folk noget, de kan spejle deres eget liv i. Og det er til dels også projektet for en anden New Yorker, der også har betydet meget for Turèll, nemlig Andy Warhol (1928-87), som i Amerikanske Ansigter bliver kaldt et bundt af paradokser 13 (nøjagtig samme formulering bruger Turèll i øvrigt om Lou Reed). Popkunstneren, der havde sit kunst- og mediestudie, The Factory, på Union Square i New York fik fra 1960erne og frem stor indflydelse på samtidens måde at se kunst på. Udover sin massive produktion af billeder og film, så var Warhol også manden, der kørte Velvet Underground i stilling på den amerikanske rockscene 14 ; han producerede deres plader og lavede covers, og han gjorde på den måde sin indflydelse gældende inden for et 12 Dan Turèll: Klip af Mennesker & Musik, Meditation & Miljø Glimt af New York-scenen, 1976 in Ekstra Bladet, november 1976. 13 Dan Turèll: Candy Andy in Politiken, oktober 1978. 14 Ifølge Lou Reed var det Andy Warhol, der tog sig af dem i en tid, hvor de gik rundt og frøs i gaderne og sov i undergrundstogene. Til gengæld blev de Warhols projekt, og han brugte dem blandt andet til at lave film med. (Interview i Politiken, den 29/4-2005). 18
bredt spektrum af medieverdenen. I kronikken Candy Andy 15 sammenligner Dan Turèll Warhol med den lille dreng i Kejserens nye Klæder og siger, at ingen har som Warhol dokumenteret i de sidste tyve år, at vores kunst eller om man vil: idéen med vores kunst ikke har noget på. Warhols billeder af konservesdåser og cola-flasker, Elvis er og Mona Lisa er er med til at skabe en debat om kunst, masse- og forbrugskulturen, og det er en diskussion, som Turèll byder velkommen, og man kan sige, at Turèll for eksempel med Anders And-kronikken er ude i lidt af samme ærinde, nemlig at provokere og prikke lidt til folks opfattelse af kunst eller høj - og lavkultur. I øvrigt mener han, at noget af det, han selv laver med vennerne inden for forlagsbranchen, godt kan minde lidt om Warhol s Factory 16. Men selv om gruppen omkring Warhol og The Factory var vigtig for Turèll, så er det et andet New York-kollektiv, som kommer til at spille en endnu større rolle for ham, nemlig den såkaldte Beat Generation. Der er mange spørgsmål, der byder sig til, når det drejer sig om The Beat Generation; er det for eksempel overhovedet en generation? Og hvordan skal man forstå ordet beat? Disse spørgsmål og mange flere er blevet diskuteret ivrigt siden starten af 1950erne ikke mindst af hovedpersonerne selv. I øvrigt er det misvisende at kalde beat-generationen et New York-kollektiv, men det er sådan, det starter; i 1944 mødes en flok unge mænd på Columbia University i New York, og det er her, de lægger fundamentet til det, der senere skulle blive et langt venskab, et modefænomen og en slagkraftig omdefinering af gældende litterære normer og værdier. De tre hovedaktører, Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William S. Burroughs mødes gennem forskellige venner og fælles bekendte, og selvom det ikke er kærlighed ved første blik, så finder de hen ad vejen et fælles fodslag, og efterhånden finder de ud af, at på trods af forskellighederne, har de alligevel en del at samles om. Udover Columbia University er Times Square og Greenwich Village, som også på dette tidspunkt er kunstner- og cafékvarteret, vigtige mødesteder, og det er på sin vis meget sigende på den måde, at disse tre steder repræsenterer nogle centrale elementer i deres måde at anskue verden på; Columbia er det fine, traditionsrige universitet med gamle, klassiske bygninger omgivet af parker. Universitetet er både et videncenter med dygtige lærerkræfter, men også et sted, 15 Ibid. 16 Rene Højris: Samtale og introduktion, side 44. 19
hvor de unge forfatterspirer møder regler, fordomme og fastlåste holdninger. Times Square er den omvendte verden, hvor de især gennem Burroughs kommer i kontakt med lommetyve og pushere, og dermed får et glimt af New Yorks kriminelle underverden. Kerouac om mødet med Times Square: When I first saw the hipsters creeping around Times Square in 1944 I didn t like them either. One of them, Huncke of Chicago, came up to me and said Man, I m beat. I knew right away what he meant somehow. 17 Her får de også indblik i det sprog, som bliver talt på gadeplan, de særlige udtryk og den særlige jargon, som de unge utilpassede hipsters taler, og det er et sprog, som beatfolkene ikke mindst Kerouac også tager til sig: It was a new language, actually spade (negro) jargon but you soon learned it ( ). Some of these hipsters were raving mad and talked continually. ( ). It was jazzy. 18 Greenwich Village er en slags syntese af de to første steder; rundt omkring i de små barer og caféer bliver der snakket intellektuelt om litteratur og kunst, men det er også et område, hvor mere eller mindre lovløse typer holder til. San Remo, en cafe på Macdougal Street, som beatfolkene ofte frekventerede, er meget passende blevet kaldt an actual Village- Bohemian-literary-artistic-underground-mafioso-pinko-revolutionary-subversiveintellectual-existentialist-anti-bourgeois café 19. Greenwich Village eller bare the Village i daglig tale er også kendt for sit homoseksuelle miljø og for sine mange små jazzklubber, og det er et sted, der har haft en vigtig social funktion. Musikere, billedkunstnere og forfattere har mødtes og udvekslet ideer, og der er blevet bygget bro mellem forskellige kunstarter. Ginsberg, Kerouac og Burroughs kommer altså i nogle vidt forskellige miljøer i 1940ernes New York, og disse miljøer har hver især været en del af deres uddannelse til forfattere, og på trods af, at de alle flytter fra byen, vedbliver den med at spille en rolle for dem. 17 Jack Kerouac: The Origins of the Beat Generation in The Permanent Playboy, side 368 18 Ibid. Side 369 19 Sagt af Ron Sukenick. Kilde: Bill Morgan: The Beat Generation in New York. 20