INDHOLD. 1. Alliancens formål og grundlæggende sikkerhedspolitiske opgaver 2. 2. I centrum for det transatlantiske partnerskab 6

INDHOLD 1. Alliancens formål og grundlæggende sikkerhedspolitiske opgaver 2 2. I centrum for det transatlantiske partnerskab 6 3. Forsvarskapaciteterne styrkes 9 4. NATO-styrkernes ændrede rolle 12 5. Sikkerhed gennem partnerskab 16 6. Alliancen åbnes for nye medlemmer 20 7. Nye relationer til Rusland 22 8. Et særligt partnerskab med Ukraine 26 9. Dialog med Middelhavslandene 28 10. Fredsbevarelse og krisestyring 30 11. Civil beredskabsplanlægning 34 12. Samarbejde om videnskab og miljø 36 13. Sådan fungerer NATO 40 14. Forandring og kontinuitet 44 1

Alliancens formål og grundlæggende sikkerhedspolitiske opgaver >1 2 Den Nordatlantiske Alliances grundlæggende formål er at værne om alle sine medlemmers frihed og sikkerhed i Europa og Nordamerika i overensstemmelse med principperne i FNpagten. Med henblik herpå anvender Alliancen både sin politiske indflydelse og militære kapacitet, afhængig af karakteren af den sikkerhedsmæssige udfordring, som Alliancens medlemsstater står overfor. NATO s måde at håndtere de sikkerhedspolitiske udfordringer på har ændret sig, i takt med at det strategiske miljø har ændret sig. NATO fortsætter med at sikre stabiliteten i hele det euro-atlantiske område og udvikler sig, så det kan klare nye trusler som terrorisme og andre udfordringer mod sikkerheden uden for alliancens traditionelle ansvarsområde. Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) er en af de centrale strukturer, som gør det muligt for alliancens medlemmer at nå deres sikkerhedspolitiske mål. NATO er en mellemstatslig organisation, hvor medlemslandene har bevaret deres fulde suverænitet og uafhængighed. Den fungerer som et forum, hvor de kan rådføre sig med hinanden og træffe beslutninger om forhold, som angår deres sikkerhed. NATO s strukturer letter den løbende rådslagning, koordination og samarbejde mellem medlemmerne om politiske, militære og økonomiske aspekter samt andre aspekter af sikkerheden, foruden at den udgør en ramme om det ikke-militære samarbejde inden for videnskab, information, miljø og katastrofehjælp. Efter fire udvidelsesrunder har NATO s grundlæggere, dvs. Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Island, Italien, Luxembourg, Holland, Norge, Portugal, Storbritannien og USA, fået følgeskab af Grækenland og Tyrkiet (1952), Tyskland (1955), Spanien (1982) samt Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen (1999). Yderligere syv lande blev medlem i 2004, nemlig Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Kollektivt forsvar Alliancen bygger på princippet om, at det enkelte medlemslands sikkerhed afhænger af alles sikkerhed. Hvis et medlemsland bliver truet på sin sikkerhed, påvirker det alle. Da medlemmerne underskrev Washington-traktaten, forpligtede de sig over for hinanden til at leve op til dette princip, hvorved de deler både risici og ansvar ved kollektivt forsvar. Det betyder, at mange af de aspekter af forsvarsplanlægning og -forberedelse, som landene tidligere havde udført alene, nu udføres i fællesskab. Omkostningerne ved de faciliteter, som er nødvendige for at de militære styrker kan træne og fungere sammen, deles også mellem medlemslandene. Landene er fortsat suveræne, og de har frihed til at træffe deres egne beslutninger, men ved at samarbejde om planlægning og ressourcer, kan de opnå en grad af sikkerhed, som er langt højere, end den de ville kunne opnå, hvis de var alene. Dette er fortsat det grundlæggende princip bag sikkerhedssamarbejdet i NATO. Den transatlantiske forbindelse Underskrivelsen af Washington-traktaten i 1949 var uden fortilfælde i moderne tid. Den mindskede ikke kun faren for et udefrakommende angreb, men bragte også store europæiske lande sammen, som tidligere havde ført krig med hinanden, ved at forsikre dem om, at der ikke længere ville være risiko for militær konflikt mellem dem. De ville blive gensidigt afhængige, og ved at tage del i hinandens sikkerhed ville de blive i stand til at samarbejde effektivt på mange andre områder, hvilket ville øge deres velfærd. Men betydningen af Washington-traktaten rakte længere. Med traktaten blev der skabt et sikkerhedspartnerskab mellem Alliancens europæiske medlemmer og USA og Canada, hvilket skabte et varigt transatlantisk bånd mellem Europa og Nordamerika.

NATO s forvandling Da Alliancen blev dannet i 1949, betragtede Vesteuropa Sovjetunionen som den største trussel mod sin frihed og uafhængighed. Kommunismens ideologi, politiske mål og systemer samt dens militære kapacitet betød, at ingen vestlig regering kunne tillade sig at se bort fra en mulig konflikt uanset hvad Sovjetunionens faktiske hensigter måtte have været. Derfor var Alliancens hovedformål i perioden fra 1949 til slutningen af 1980 erne også kendt som Den Kolde Krig at sikre, at den havde tilstrækkelige militære kapaciteter til at forsvare sine medlemmer mod enhver form for aggression fra Sovjetunionens eller Warszawapagtens side. Den stabilitet, som NATO i denne periode var garant for, førte til tillid og forudsigelighed, hvilket er afgørende for økonomisk vækst, og den udgjorde dermed fundamentet for genopbygningen af velfærden i Vesteuropa som helhed efter Anden Verdenskrig. De politikker, som NATO-medlemmerne blev enige om, har løbende udviklet sig i lyset af ændringerne i det strategiske miljø i de forgangne 50 år. Siden Den Kolde Krig sluttede, er Alliancens politikker og strukturer blevet grundlæggende ændret, så de bedre afspejler forvandlingerne i Europas politiske og militære miljø og fremvæksten af nye trusler mod sikkerheden. Derudover er forsvarskonceptet blevet udvidet til at omfatte dialog og praktisk samarbejde med andre lande uden for Alliancen som den bedste måde til at styrke euro-atlantisk sikkerhed på. I dag er NATO langt mere end en forsvarsalliance. NATO har indledt et samarbejde med tidligere fjender og arbejder nu på at skabe og bevare fred og sikkerhed i hele det euro- atlantiske område. I den forbindelse påtager Alliancen sig stadigt flere opgaver og har indført stadigt mere fleksible, kreative og pragmatiske fremgangsmåder til at løse problemerne, som uundgåeligt vil være meget komplekse. I den forbindelse er NATO s rolle som sikkerhedsskabende organisation blevet styrket, og mange partnerlande søger om at blive medlem af Alliancen i fremtiden. Tre central- og østeuropæiske lande Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen er allerede blevet medlemmer. Yderligere syv lande blev medlemmer i 2004, nemlig Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. I forbindelse med at NATO i det seneste årti har undergået en forvandling, er der blevet vedtaget flere fremsynede tiltag som udtryk for konkrete, yderst praktiske svar på de nye sikkerhedsudfordringer og de muligheder, der er for at håndtere dem, efter Den Kolde Krig sluttede. Disse tiltag omfatter bl.a. Partnerskab for Fred, de særlige relationer til Rusland og Ukraine, dialog med lande i Middelhavsregionen, en Medlemskabshandlingsplan, der bistår lande med at leve op til NATO s standarder, og et effektivt samarbejde med EU, OSCE og FN. NATO er også aktivt involveret i at håndtere sikkerhedsudfordringer, som er under stadig udvikling, ved at være ledende kraft i krisesty- 3

4 ringsoperationer på Balkan og ved at forpligte sig til at operere, når og hvor det er nødvendigt for at bekæmpe terrorisme og andre nye trusler uden for det euro-atlantiske område. NATO tilpasser og styrker endvidere sine kapaciteter, så organisationen bedre kan påtage sig de nye opgaver. Med dette mål for øje blev der fremlagt tre vigtige initiativer på Prag- topmødet i november 2002, nemlig dannelse af en reaktionsstyrke (NATO Response Force), reform af den militære kommandostruktur samt Prag-kapacitetsforpligtelserne, hvor mangler på kapacitetsområdet udfyldes, ved at medlemslandene forpligter sig individuelt og indgår i samarbejde. Grundlæggende sikkerhedsopgaver Alliancens Strategiske Koncept er den autoritative erklæring om Alliancens mål og grundlæggende sikkerhedsopgaver. Det udstikker også retningslinjer for, hvilke politiske og militære midler der skal til for at udføre opgaverne. Dette dokument blev offentliggjort i 1991, hvilket var første gang nogensinde. Under Den Kolde Krig havde tilsvarende strategi-planlægningsdokumenter naturligt nok været klassificerede. NATO s nuværende Strategiske Koncept, som blev offentliggjort i 1999, karakteriserer de risici, som Alliancen står overfor, som kommende fra mange retninger og vanskelige at forudsige. Alliancens grundlæggende sikkerhedsmæssige opgaver defineres som: at være grundlag for stabilitet i det euro-atlantiske område at tjene som forum for rådslagning om sikkerhedspolitiske spørgsmål at afskrække og yde forsvar mod enhver aggression mod nogen medlemsstat i NATO at bidrage til effektiv konfliktforebyggelse og deltage aktivt i krisestyring at fremme vidtrækkende partnerskab, samarbejde og dialog med andre lande i det euro-atlantiske område. Med hensyn til de forudseelige udfordringer mod sikkerheden og risici vurderer Det Strategiske Koncept fra 1999, at det strategiske miljø overordnet set udvikles i positiv retning, og at Alliancen sammen med andre organisationer har spillet en afgørende rolle i styrkelsen af euroatlantisk sikkerhed, siden Den Kolde Krig sluttede. Men selvom truslen om en storkrig i Europa i realiteten er forsvundet, står alliancens medlemmer og andre lande i den euro-atlantiske region fortsat over for andre risici og usikkerheder, bl.a. etnisk konflikt, krænkelser af menneskerettighederne, politisk ustabilitet og økonomisk sårbarhed. Derudover udgør spredningen af atomare, biologiske og kemiske våben og deres fremføringsmidler et alvorligt problem, og spredningen af teknologi kunne føre til, at mulige fjender lettere fik fat i avancerede militære kapaciteter. Derudover bør Alliancens sikkerhed tage hensyn til den globale kontekst. I den forbindelse kan sikkerheden blive påvirket af risici af anden karakter, herunder terrorisme, sabotage, organiseret kriminalitet og afbrydelse af forsyninger af livsvigtige ressourcer. Siden Det Strategiske Koncept blev offentliggjort i 1999 og efter angrebene på USA den 11. september 2001, sker der en grundlæggende revurdering af truslen fra terrorisme og risiciene fra fejlslagne stater.

Artikel 5 aktiveres for første gang Artikel 5 er den centrale bestemmelse i Washington-traktaten, som er NATO s grundlæggende pagt, idet den slår fast, at et væbnet angreb på én allieret skal betragtes som et angreb på dem alle. Efter Artikel 5 er blevet aktiveret, bestemmer de allierede hver i sær og i rådslagning med andre allierede, hvordan de bedst kan bidrage til en aktion, som skønnes nødvendig for at genoprette og bevare sikkerheden i det nordatlantiske område, herunder med brug af væbnet magt. Artikel 5 blev aktiveret for første gang d. 12. september 2001 lige efter terrorangrebene mod USA d. 11. september. Aktiveringen var i første omgang betinget af, at det kunne bestemmes, at angrebene kom udefra. Det blev bekræftet d. 2 oktober 2001, efter amerikanske embedsmænd havde fremlagt resultaterne af efterforskningen af angrebene for Det Nordatlantiske Råd. Disse resultater konkluderede, at al Qaida-terrornetværket var ansvarlig for angrebet. D. 4. oktober godkendte de allierede en række tiltag, som skulle bistå den amerikansk ledede kampagne mod terrorisme. Disse tiltag omfatter øget deling af og samarbejde om efterretninger, overflyvningstilladelser og adgang til havne og lufthavne for amerikanske og andre allierede fly i forbindelse med operationer mod terrorisme samt indsættelse af dele af NATO s stående flåde i Det Østlige Middelhav såvel som indsættelse af Alliancens luftbårne varslings- og kontrolsystem-fly (AWACS) over USA. Derudover yder de enkelte allierede et bidrag i overensstemmelse med deres ressourcer og kapaciteter, hvis USA beder dem om det. Disse bidrag omfatter militær støtte samt retlige og finansielle forholdsregler med henblik på at standse overførsler af økonomiske midler til terrororganisationer. 5

I centrum for det transatlantiske partnerskab >2 6 NATO s rolle som garant for sine medlemmers sikkerhed og som en organisation, der har påtaget sig at udbrede sikkerhed og stabilitet ud over NATO-området, bygger på et langvarigt partnerskab mellem dets europæiske og nordamerikanske medlemslande. Ødelæggelsen af de europæiske lande efter Anden Verdenskrig gjorde dem meget afhængige af USA og Canada i sikkerhedsmæssig henseende. De nordamerikanske allierede indsatte et stort antal væbnede styrker på europæisk jord. Lige siden Alliancens tidligste dage er de fortsat med at spille en vigtig rolle i europæisk sikkerhed. Denne rolle er central for hele konceptet om transatlantisk sikkerhed og er en uundværlig søjle i Alliancen. I årenes løb er antallet af nordamerikanske styrker gradvist blevet reduceret. Det har i mange år varet de europæiske allierede, som har stillet hovedparten af de styrker, som Alliancen råder over, og som skal forsvare Europa. Derudover har de europæiske allierede opstillet størsteparten af de fredsbevarende tropper på Balkan, som også støttes betragteligt af enheder fra partnerlandene og andre lande uden for NATO. USA yder ikke desto mindre et uforholdsmæssigt stort bidrag til omkostningerne ved Alliancens sikkerhed og påtager sig et ulige stort ansvar for Alliancens handlinger, hvilket skyldes ubalancen mellem USA og de øvrige allierede med hensyn til militære kapaciteter. De europæiske allierede og Canada, som drog fordel af fredsdividenden i begyndelsen af 1990 erne, har ikke foretaget de nødvendige investeringer, så de har kunnet tilpasse deres militære kapaciteter til de nye sikkerhedsudfordringer. De er afhængige af USA på mange centrale områder som fx med hensyn til de lufttransportkapaciteter, der er nødvendige for hurtig indsættelse af militære styrker, samt satellitkommunikation og andre områder inden for den højtudviklede teknologiske kapacitet. Første gang, man for alvor blev opmærksom på manglerne i de europæiske forsvarskapaciteter, var under Balkan-konflikterne i 1990 erne. Her viste det sig, at de europæiske lande ikke var i stand til at handle uden støtte fra USA, når der skulle sættes ind for at hindre en konflikt i at spredes. I slutningen af 1990 erne blev der taget forskellige initiativer til at styrke forsvarskapaciteterne både i NATO og EU. I 1999 blev de to organisationer enige om at indgå et strategisk partnerskab. Erfaringerne fra Balkan Da Bosnien-Hercegovina sank ned i borgerkrig i begyndelsen af 1990 erne, sendte EU observatører til landet med henblik på at overvåge gennemførelsen af FN s resolutioner. Men EU

havde hverken det politiske mandat eller de militære styrker til at gøre mere. FN indsatte styrker, men disse var bedre til at udføre fredsbevarende opgaver end til at gennemtvinge en fred. Det stod snart klart for alle, at det kun var magtudøvelse, som kunne standse kampene. Alliancen ønskede ikke at engagere sig til at begynde med, fordi der ikke var taget stilling til, hvilken rolle NATO s styrker skulle have uden for det traditionelle NATO-område. Men i takt med at situationen forværredes i perioden fra 1992 til 1995, blev NATO mere og mere involveret med militær støtte til overvågning og gennemførelse af FN s resolutioner og sanktioner. Da det ved amerikansk indsats i slutningen af 1995 var lykkedes at få parterne til at indgå en fredsaftale, var det en NATO-ledet styrke på 60.000 tropper herunder med et 20.000 mand stærkt amerikansk kontingent som understøttede dens gennemførelse. Da volden i Kosovo fire år senere eskalerede, og den humanitære krise blev gradvist værre, var det igen NATO som helhed, der handlede, da det ikke var lykkedes at forhandle sig til en løsning. Denne krise bekræftede, at der var store mangler i de europæiske forsvarskapaciteter. Under luftkampagnen blev de fleste flyvninger udført af amerikanske fly, og da den fredsbevarende Kosovo-styrke skulle indsættes, tog det flere måneder, før styrken var fuldtallig. Som det er nu, mangler Europa de nødvendige kapaciteter til at indlede og opretholde en militær operation af den slags, som i sidste ende afsluttede konflikterne i såvel Bosnien-Hercegovina som Kosovo. Ikke desto mindre tager EU vigtige skridt til at styrke sine kapaciteter, og der er skabt en ramme for samarbejde mellem EU og NATO (jf. nedenfor). Denne samarbejdsramme gjorde det muligt for NATO at overdrage sin operation i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* til EU, hvor NATO s tropper på opfordring af præsidenten havde været indsat siden 2001, for at afværge en krise i landet (se kap. 10). I marts 2003 indledte EU med brug af NATO s aktiver Operation Concordia med henblik på at kunne overtage fra NATO, som stillede betydningsfuld planlægningsstøtte og logistisk støtte til rådighed for EU-styrken. I juli blev NATO og EU enig om en fælles strategisk tilgang for det vestlige Balkan, og det diskuteres, om EU vil kunne påtage sig ansvaret for sikkerheden i Bosnien-Hercegovina med udgangen af 2004. Europæiske kapaciteter styrkes Det var oprindeligt erfaringerne fra Balkan, som fik de europæiske lande til at skride til handling. EU øgede indsatsen for at udvikle en Europæisk Sikkerheds- og Forsvarspolitik, som kunne blive fulgt op af de nødvendige kapaciteter på krisestyringsområdet. Til at begynde med var det en særskilt organisation, Den Vesteuropæiske Union (WEU) 1, som på EU s vegne udførte forsvars- og sikkerhedspolitiske aktiviteter. Men på Helsingfors-topmødet i 1999 besluttede EU, at den i fremtiden ville udvikle sin egen rolle på sikkerheds- og forsvarsområdet og iværksatte skabelsen af de nødvendige strukturer. Den opstillede også de overordnede mål (Headline Goal), som fra 2003 skal gøre det muligt for EU at indsætte og understøtte en hurtig reaktionsstyrke på op til 60.000 mand i op til et år. Alliancen forpligtede sig til gengæld til at styrke den europæiske søjle gennem udviklingen af en effektiv europæisk sikkerheds- og forsvarsidentitet. Dermed kunne NATO støtte EU i dets indsats for at udvikle en troværdig rolle på sikkerhedsområdet og på samme tid understøtte 1 Den Vesteuropæiske Union: Oprettet på baggrund af Bruxelles-traktaten for Økonomisk, Socialt og Kulturelt samarbejde og Kollektivt Selvforsvar fra 1948. Traktaten blev underskrevet af Belgien, Frankrig, Luxembourg, Holland og Storbritannien. Senere sluttede Tyskland, Grækenland, Italien, Portugal og Spanien sig til WEU. De funktioner, som havde med krisestyring og humanitære opgaver at gøre, blev som følge af beslutningerne på EU-topmødet i Helsingfors i 1999 overtaget af EU. Bruxellestraktatens bestemmelser om kollektivt forsvar er uforandrede og varetages af resterne af det oprindelige WEU-sekretariat. 7

8 skabelsen af en stærkere og mere jævnbyrdig transatlantisk forbindelse ved at gøre det muligt for de europæiske allierede at yde et mere effektivt og sammenhængende bidrag til Alliancens opgaver og aktiviteter. NATO indledte derfor i 1990 erne en proces, som ville tilvejebringe en ægte europæisk krisestyringskapacitet uden unødvendigt overlap mellem militære aktiver og kapaciteter, som allerede fandtes i NATO. Et centralt begreb i denne proces var konceptet om adskillelige, men ikke adskilte styrker, som ville gøre det muligt at anvende NATO s aktiver og kapaciteter i mulige WEU-ledede krisestyringsoperationer. I erkendelse af at EU ønskede at blive en sikkerhedspolitisk aktør på sine egne betingelser, gav NATO s ledere på deres møde i Washington i april 1999 udtryk for, at de var parat til at udpege og godkende de arrangementer, som skulle til, for at NATO s militære aktiver og kapaciteter kunne stilles til rådighed til EU-ledede operationer som svar på krisesituationer, hvor NATO ikke som helhed ville være militært engageret. Efter EU s beslutning i Helsingfors indledte NATO og EU direkte diskussioner og konsultationer om samarbejdet mellem dem. Siden er der opstået nye former for samarbejde. I december 2002 udsendte NATO og EU en fælles erklæring om udviklingen i deres partnerskab, og i marts 2003 blev de enig om en række dokumenter om samarbejde på krisestyringsområdet, herunder de såkaldte Berlin+ - arrangementer for brug af NATO s aktiver og kapaciteter til EU-ledede operationer. På den måde har EU og NATO givet deres strategiske partnerskab indhold, og der er banet vej for koordineret handling. Der er skabt faste forbindelsesarrangementer til fremme af samarbejdet og rådslagningerne på det operationelle niveau. Der er endvidere indgået aftale om opretning af en EU-celle i NATO s øverste hovedkvarter for de allierede styrker i Europa (SHAPE), som ligger ved den belgiske by Mons, og for NATO-repræsentation i EU s militære stab. NATO og EU har også indgået aftale om at skabe overensstemmelse, gennemskuelighed og gensidig forstærkning i udformningen af deres krav til de kapaciteter, de to organisationer deler. I maj 2003 fandt det første møde i Den Fælles EU-NATO Kapacitetsgruppe sted. De initiativer, som er taget for at styrke Alliancens forsvarskapaciteter (se kapitel 3), vil skulle være i overensstemmelse med EU s Kapacitetshandlingsplan og dets bestræbelser på at nå sit overordnede mål (Headline Goal). Hermed er NATO s indsats på kapacitetsområdet med til at sikre gennemførelse af de nødvendige forbedringer i de europæiske allieredes kapaciteter på centrale områder. Alliancen er fortsat alle NATO-medlemmers garant for deres kollektive forsvar. Den er hjørnestenen i euro-atlantisk sikkerhed og har bevaret sit mandat og sin kapacitet til at udføre krisestyring, fredsgennemtvingelse og fredsbevarende opgaver. Målsætningen for samarbejdet mellem EU og NATO på sikkerhedsområdet er at øge mulighederne for kriseog konfliktstyring, uden at de to organisationer overlapper hinanden. Dermed styrkes de europæiske militære kapaciteter, så EU fremtidige EU i fremtiden kan tage sig af kriser, hvor Alliancen som helhed ikke er engageret.

>3 Forsvarskapaciteterne styrkes De allierede gør en fælles indsats for at styrke deres forsvarskapaciteter, så NATO vil kunne opstille styrker, der hurtigt kan bevæge sig hen, hvor der er behov for dem, være indsat langt væk og i lang tid og nå deres mål så hurtigt som muligt, samtidig med at de minimerer utilsigtede skader på ikke-kæmpende. Det er fortsat af største betydning, at NATO bevarer passende militære kapaciteter og er parat til at handle kollektivt. I tilfælde af kriser, som kan true sikkerheden for Alliancens medlemmer, skal NATO s styrker være i stand til at bistå og forstærke politiske handlinger og bidrage til håndtering af disse kriser og deres fredelige løsning. Initiativet til at forbedre NATO s kapaciteter blev taget på de allieredes møde i Washington i april 1999, hvor de fremsatte følgende vision for det 21. århundredes Alliance: større, mere kapabel og fleksibel, med vilje til kollektivt forsvar og i stand til at udføre nye opgaver, herunder at bidrage til konfliktforebyggelse og at engagere sig aktivt i krisestyring og krisestyringsoperationer. I den forbindelse vedtog de et Forsvarskapacitetsinitiativ (Defence Capabilities Initiative, DCI), der vil kunne forbedre NATO s forsvarskapaciteter på centrale områder. I de efterfølgende tre år skete der fremskridt på nogle af DCI s områder især dem, som ikke var så ressourcekrævende, men der er stadig mangler på afgørende områder, og det tog lang tid at gennemføre initiativet. I mellemtiden er behovet for at tilpasse og modernisere kapaciteterne øget pga. farerne fra nye og asymmetriske trusler, dvs. trusler fra modstandere, som forsøger at udnytte det moderne samfunds sårbarhed, og som udfordrer stormagter, som er militært overlegne, hvilket ofte sker med skånselsløs brug af ikke- konventionelle midler, navnlig terrorisme. Terrorangrebene i september 2001 på USA åbnede verdens øjne for terrorismen, og den efterfølgende amerikansk-ledede intervention i Afghanistan understregede de fortsatte mangler i de allieredes kapaciteter. På topmødet i Prag i november 2002 erklærede de allierede ledere, at de ville gå mere målrettet til værks i styrkelsen af NATO s militære kapaciteter. Dette skete som del af en pakke af forholdsregler, der vil øge effektiviteten af fremtidige operationer på alle områder, herunder i bekæmpelsen af terrorisme. Der blev vedtaget en tredelt tilgang til forbedring af Alliancens forsvarskapaciteter: et nyt kapacitetsinitiativ, som fik navnet Prag-kapacitetsforpligtelserne, en udrykningsstyrke, som fik navnet NATO Response Force, og en strømlinet kommandostruktur. Derudover blev der vedtaget en række forsvarsinitiativer, som var målrettet håndtering af de nye trusler. Forbedringer i Alliancens interoperabilitet, dvs. styrkernes evne til at fungere sammen, og i afgørende kapaciteter vil gøre det muligt for de europæiske allierede at yde et stærkere og mere sammenhængende bidrag til NATO s opgaver og reducere manglerne i de europæiske forsvarskapaciteter. Disse forbedringer spiller også positivt sammen med EU s indsats for at udvikle militære kapaciteter og nå sit Headline Goal om at opstille en hurtig reaktionsstyrke på korpsstørrelse. Prag-kapacitetsforpligtelserne DCI var rettet mod de kapaciteter, som Alliancen som helhed havde ansvar for, men berørte ikke de nationale forpligtelser. Men med Prag-kapacitetsforpligtelserne har de enkelte allierede fast og offentligt forpligtet sig til at forbedre centrale militære kapaciteter i overensstemmelse med en udtrykkelig tidsplan og under overvågning på højeste niveau. De centrale kapacitets-områder omfatter strategisk luft- og søtransport, tankning i luften, enheder til kampstøtte og faglig støtte til feltstyrker, kommando-, kontrol- og kommunikationsfaciliteter, forbedret kampevne, bl.a. gennem præcisionsstyret ammunition og bekæmpelse af fjendtlig luftforsvar, samt forsvarskapacitet mod kemisk, biologisk, radiologisk og atomar krigsførelse. Styrkelse af forsvarskapaciteterne vil medføre en omprioritering i mange af de allieredes forsvarsbudgetter, fx ved at reducere styrkeniveauet og 9

10 flytte ressourcer til modernisering af udstyr. Det vil dog ikke være tilstrækkeligt blot at anvende ressourcerne bedre. Det vil være nødvendigt at øge de finansielle ressourcer. Det undersøges, om det er muligt at finde omkostningseffektive løsninger, fx ved at øge rollespecialisering, samarbejde om anskaffelser samt fælles og multinational finansiering. Når Prag-kapacitetsforpligtelserne er gennemført, vil antallet af store transportfly i Europa være firedoblet, og ved at samle ressourcerne, vil de europæiske allierede også kunne forøge deres kapacitet til tanke i luften. Beholdningen af ikke-amerikansk, luftbåren præcisionsstyret ammunition forventes at være steget med 40% med udgangen af 2007. NATO s Response Force NATO s nye udrykningsstyrke, NATO Response Force, vil være en højteknologisk, fleksibel, hurtigt deployerbar, interoperabel og udholdende styrke, som omfatter hær-, flåde- og flyelementer, og som kan udføre hele spektret af Alliancens opgaver. Udviklingen af denne styrke, som hele tiden vil være i højt beredskab, vil også fungere som katalysator for forbedringer og øget interoperabilitet af Alliancens militære kapaciteter og sikre den fortsatte tilpasning til de nye sikkerhedsudfordringer. Efter den første styrkeopstillingskonference i juli 2003, blev der i oktober 2003 fremstillet en standardtype for sådan en styrke. I oktober 2004 forventes en første operationel enhed at være parat, og styrken forudses at være parat i oktober 2006. Til den tid vil den omfatte 21.000 soldater og kunne råde over topmoderne kampfly, skibe, hær-køretøjer, faglig støtte til kampstyrker, logistik, kommunikation og efterretninger. Den vil kunne indsættes i et kriseområde inden for fem dage og kunne understøtte sig selv i 30 dage. Ny kommandostruktur I Prag godkendte Alliancens ledere en slankere, mere effektiv og lettere deployerbar militær kommandostruktur under to strategiske kommandoer, hvoraf den ene er operationel og den anden funktionel. I juni 2003 havde man endelig diskuteret alle detaljerne vedrørende den nye kommandostruktur. Den afspejler behovet for styrker, som er mindre, mere fleksible og hurtigere at indsætte, og som er bedre egnede til at udføre NATO s nye opgaver. Antallet af kommandoer er skåret ned fra 20 til 11, og deres ansvarsområder er omdefineret. Alle operationelle hovedkvarterer hører nu under Den Allierede Operationskommando i Hovedkvarteret for de Allierede Styrker i Europa (SHAPE), som ligger i Belgien. Den støttes af to fælles styrkekommandoer, som kan opstille et landbaseret hovedkvarter for multinationale, værnsfælles indsatsstyrker (Combined, Joint Task Force, CJTF) og et robust, men mere begrænset stående fælles hovedkvarter, som en flådebaseret CJTF kan trække på. CJTF erne er fleksible kommandostrukturer, som gør, at militære chefer kan trække på tjenester fra forskellige lande, så de er tilpasset de enkelte militære operationers behov. En ny Allieret Transformationskommando (Allied Command Transformation, ACT) fører opsyn med den fortsatte tilpasning af NATO s kapaciteter og fremmer interoperabiliteten mellem dens styrker. Kommandoen erstatter den tidligere Atlantkommando og ligger i Norfolk i den amerikanske delstat Virginia, men den har derudover også en afdeling i Europa. Det er en klar fordel, at chefen for Transformationskommandoen også er

chef for den amerikanske fælleskommando, som har ansvar for ændringerne i de amerikanske styrker. ACT vil spille en central rolle i tilpasningen af kapaciteterne og udviklingen af en doktrin for NATO s nye Response Force. Bekæmpelse af nye trusler På topmødet i Prag blev der taget flere initiativer med henblik på at styrke Alliancens kapaciteter mod terrorisme og andre nye sikkerhedstrusler. Der blev godkendt et nyt koncept for forsvar mod terrorisme. Der blev også indledt et samarbejde med partnerlande i form af en Handlingsplan mod Terrorisme, der tager sigte på at udveksle efterretninger og forbedre civilberedskab mod mulige kemiske, biologiske eller radiologiske angreb mod civilbefolkninger og at bistå med at afhjælpe konsekvenserne af et sådant angreb. Der blev fremlagt fem initiativer med henblik på at styrke Alliancens kapaciteter mod atomare, biologiske og kemiske våben: en prototype på et analytisk laboratorium til indsættelse i et kriseområde, et reaktionshold, et virtuelt centre of excellence som forsvar mod denne type våben, et lager af agenter til biologisk og kemisk forsvar og et overvågningssystem til sygdom. Derudover analyserer et studie vedrørende missilforsvar, hvilke muligheder der foreligger for at beskytte Alliancens område, styrker og befolkninger mod hele spektret af missiltrusler. Kapaciteter til beskyttelse mod cyber-angreb er også styrket. Den 1. december 2003 blev en ny multinational Bataljon til Forsvar mod Kemisk, Biologisk, Radiologisk og Atomar delvist operationel. Den er beliggende i Liberec i det nordlige Tjekkiet og vil være fuldt operationel med henblik på NATO-operationer i juli 2004. 13 lande har deltaget i at oprette bataljonen, lige siden arbejdet blev indledt, nemlig Belgien, Canada, Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Italien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien, Tyrkiet, Storbritannien og USA. 11

NATO-styrkernes ændrede rolle >4 12 Siden NATO blev dannet, har de allieredes styrker haft den grundlæggende rolle at garantere medlemsstaternes sikkerhed og territoriale integritet. Opgaven med at tilvejebringe sikkerhed gennem afskrækkelse og kollektivt forsvar er fortsat et fundamentalt ansvar, men siden Den Kolde Krigs afslutning har NATO-styrkernes rolle og organisering undergået store forandringer, så de kunne tilpasse sig et sikkerhedsmiljø i forandring og fremme det militære samarbejde med partnerlandene. Under Den Kolde Krig var NATO s forsvarsplanlægning primært koncentreret om at opretholde de nødvendige kapaciteter til forsvar mod et muligt angreb fra Sovjetunionen og Warszawapagten. Da Berlin-muren faldt, var der nogle, der mente, at NATO ikke længere var nødvendig. Men sikkerheden i det euro-atlantiske område er blevet mere kompleks, samtidig med at den også er blevet mindre spændingsfyldt, og der er opstået nye udfordringer uden for Europa, herunder fejlslagne stater, spredning af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler samt terrorisme. Denne nye sikkerhedsdagsorden kom tydeligt frem i begyndelsen af 1990 erne med de etniske konflikter på Balkan, hvor NATO s styrker i sidste ende blev tilkaldt for at spille en fredsstøttende og krisestyrende rolle. På det seneste har terrorangrebene i september 2001 og de efterfølgende operationer i Afghanistan med henblik på at udrydde al-qaida, den terrorgruppe som havde ansvaret for angrebene, ført til stigende bekymring for, hvilke trusler terrorisme, fejlslagne stater og spredningen af masseødelæggelsesvåben udgør. NATO-styrker bidrager nu til forsvar mod terrorisme og spiller en større rolle i internationale fredsstøttende opgaver, som for første gang har ført NATO uden for det euro-atlantiske område. Så mens de trusler, som Alliancen i dag står overfor, er mindre ødelæggende end under Den Kolde Krig, er de meget virkelige, uopsættelige og ofte uforudsigelige. NATO s konventionelle styrker Siden Den Kolde Krig sluttede, er der blevet skåret betragteligt ned i de konventionelle styrker. Siden begyndelsen af 1990 erne er de landstyrker, som landene har tilmeldt Alliancen, blevet reduceret med 35%, større flådestyrker med over 30% og eskadroner af kampfly med ca. 40%. Størsteparten af styrkerne er ikke længere i højeste beredskab og er blevet omstruktureret, så de er mere fleksible og mobile, så de kan påtage sig nye fredsstøttende og krisestyrende opgaver, og så de kan samarbejde effektivt med styrker fra lande uden for NATO. Et eksempel på, hvordan de nye omstændigheder har ført til ændringer i den måde, som allierede militære styrker er organiseret på, er indførelsen af konceptet om multinationale, værnsfælles indsatsstyrker (Combined Joint Task Forces, CJTF). Dette koncept sikrer en fleksibel struktur, som gør, at de militære chefer kan trække på ydelser fra forskellige lande, så de kan opfylde en bestemt militær operations specifikke behov. Det gør det også lettere at integrere landene uden for NATO i NATO-ledede fredsstøttende operationer og gør det muligt at udføre EU-ledede operationer med brug af NATO s aktiver og kapaciteter. NATO s nye krisestyrende og fredsstøttende rolle (beskrevet detaljeret i kapitel 10) fik stigende betydning fra midten af 1990 erne. Fra 1992 til 1995 blev NATO s styrker inddraget i den bosniske krig som støtte til FN, hvor de bistod med at overvåge og gennemtvinge FN s sanktioner på Adriaterhavet såvel som flyveforbudszonen over Bosnien-Hercegovina samt ydede luftstøtte til FN s beskyttelsesstyrke på jorden. De luftangreb, som blev gennemført i august og september 1995 for at ophæve belejringen af Sarajevo, bidrog til at ændre magtbalancen og få en fredsaftale i hus. I december 1995 indsatte NATO en multinational

styrke med FN-mandat med henblik på at gennemføre de militære aspekter af fredsaftalen. I foråret 1999 blev NATO s krisestyringsrolle styrket nok en gang, da de allierede gennemførte en luftoperation mod det jugoslaviske regime for at tvinge det til at overholde det internationale samfunds krav og gøre en ende på politisk og etnisk undertrykkelse i Kosovoprovinsen. En omfattende NATO-ledet multinational styrke blev herefter indsat for at bistå med at genoprette stabiliteten. To år senere blev NATO inddraget i samarbejde med den nye demokratiske regering for at forebygge en krise i det sydlige Serbien, hvor der er en stor etnisk albansk befolkning. Senere samme år blev NATO sammen med EU inddraget i forebyggende diplomati med henblik på at hindre udbruddet af en borgerkrig i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien* ved at fremme forhandlinger om en fredsplan. Om sommeren indsatte NATO en mindre styrke for med fredelige midler at afvæbne oprørerne og tilvejebringe sikkerhed for de internationale observatører, og stabiliteten blev hurtigt genoprettet. Operationerne på Balkan har givet NATO stor erfaring med fredsstøttende og krisestyrende operationer samt med at lede multinationale koalitioner, som inddrager lande uden for NATO. Det gør NATO til et uvurderligt aktiv i vore dages sikkerhedsmiljø. Siden angrebene den 11. september 2001 er Alliancen i stigende omfang blevet inddraget i skabelse af sikkerhed i ustabile zoner uden for sit traditionelle euro-atlantiske område. I august 2003 besluttede Alliancen at overtage kommandoen for Den Internationale Sikkerhedsstyrke (ISAF) i Afghanistan med henblik på at skabe stabilitet i en fejlslagen stat, som i lang tid havde været hjemsøgt af borgerkrig, og som har fungeret som sikker havn for terrorister. NATO har tidligere bistået de allierede med at planlægge deres ledelse af ISAF. At NATO nu er inddraget betyder at der er kontinuitet, og at det ikke længere er nødvendigt hvert halve år at finde nye lande til at lede indsættelsen. NATO s personel er indsat under ISAF og opererer med et FN-mandat, som i oktober 2003 blev udvidet til udførelse af operationer uden for hovedstaden Kabul. NATO s engagement i Afghanistan er Alliancens første opgave uden for det euro-atlantiske område. Det afspejler den afgørende beslutning, som de allierede udenrigsministre tog i Reykjavik i maj 2002, om at NATO skal være i stand til at opstille styrker, som hurtigt kan bevæge sig derhen, hvor der er brug for dem, opretholde operationer på lang afstand og i lang tid. Efter den amerikansk-ledede intervention mod Saddam Husseins regime har NATO desuden indvilget i at støtte den polskledede multinationale division i det centrale Irak med styrkeopstilling, logistik, kommunikation og efterretninger. NATO er parat til at yde en tilsvarende støtte til andre allierede, som måtte ønske det. 13

14 I sikkerhedsmiljøet efter terrorangrebene 11. september 2001 har NATO på klassisk facon indsat flådemagt mod nye trusler. Siden oktober 2001 (Operation Active Endeavour) har NATO-skibe patruljeret det østlige Middelhav og overvåget skibslastning for at opspore af afskrække terroristers aktiviteter. Indsættelsen er siden blevet udvidet til på opfordring at følge ikke-militær sejlads gennem Gibraltar-strædet såvel som at borde mistænkelige skibe. Ud over at afskrække terrorisme har flådeoperationen haft uventede fordele og har haft en synlig effekt på sikkerheden og stabiliteten i Middelhavsområdet, hvilket er til fordel for handel og økonomisk aktivitet. NATO s atomstyrker NATO s atomvåbenpolitik er et af de områder, hvor der har fundet størst forandring sted i det forgangne årti. Under Den Kolde Krig spillede NATO s atomstyrker en central rolle i Alliancens strategi. Eksistensen af et betragteligt antal af disse styrker og de allierede regeringers erklærede vilje til at opretholde dette antal og til i givet fald at være parat til at bruge dem, var tænkt som en afskrækkelse ikke kun som en afskrækkelse mod andre landes brug af atomvåben, men som den endelige afskrækkelse mod enhver form for aggression. I midten af 1950 erne bestod afskrækkelsen i den strategi, som havde navnet massiv gengældelse, og som var baseret på NATO s trussel om at besvare enhver aggression mod sine medlemsstater med ethvert middel til rådighed, herunder navnlig atomvåben. I 1967 blev den strategi, der gik under navnet fleksibelt gensvar, introduceret, og afskrækkelsen lå her i, at der hos den mulige angriber blev skabt en usikkerhed med hensyn til NATO s svar uanset om det var konventionelt eller atomart. Det var NATO s strategi indtil afslutningen på Den Kolde Krig. Atomvåben spiller en langt mindre rolle i Alliancens strategi i dag. De tre atommagter i NATO, nemlig USA, Storbritannien og Frankrig, har alle reduceret antallet af atomvåben i nogle tilfælde så meget som med 80%. De tilfælde, hvor det kan komme på tale at anvende disse våben, betragtes som værende ekstremt usandsynlige, og atomvåbnene er ikke længere rettet mod noget land eller nogen specifik trussel. De tiloversblevne atomstyrkers grundlæggende rolle er politisk, dvs. at bevare freden og forebygge tvang ved at gøre risiciene ved angreb på NATO uberegnelige og uacceptable. Sammen med konventionelle ikke-atomare kapaciteter skaber de usikkerhed for ethvert land, som

overvejer at skaffe sig politisk eller militær fordel gennem trussel om eller brug af atomare, biologiske eller kemiske våben mod Alliancen. Samtidig har de allierede i NATO forpligtet sig til atomvåbenkontrol, nedrustning og forebyggelse af spredning af atomvåben, og NATO støtter bestræbelserne på at fjerne atomvåben på en passende og kontinuert måde såvel som indsatsen for at begrænse spredning af masseødelæggelsesvåben (weapons of mass destruction, WMD). Der er oprettet et WMD-center i NATO med henblik på at identificere behov og udveksle information på dette område. NATO s styrker Udtrykket NATO-styrker kan være vildledende. NATO har ingen stående hær. I stedet har de enkelte lande lovet at bidrage med bestemte typer og antal styrker til Alliancens udførelse af opgaver og operationer, som landene er enedes om. Disse styrker forbliver under national kontrol, indtil de frigives og placeres under NATO s militære chefers myndighed. NATO har faktisk nogle få faste militære styrker. Små integrerede stabe ved forskellige multinationale hovedkvarterer udgør Alliancens integrerede militære struktur. Nogle operationelle styrker som fx NATO s Luftbårne Hurtige Varslingsstyrke (AWACS) opererer hele tiden med henblik på kommunikation eller luftforsvar og overvågning. Og Den Stående Flådestyrke, som består af et lille antal skibe og personel fra nogle af de allieredes flåder, opererer permanent på rotationsbasis. Selvom NATO ikke råder over nogen stående hær, kan organisationen mobilisere styrker fra 26 allierede. Dens multinationale struktur har ført til en hidtil uset grad af interoperabilitet mellem militære styrker, som er udstyret og trænet til at samarbejde i overensstemmelse med fælles standarder og procedurer. Sammen med mange års erfaring med krisestyring og fredsbevarende operationer gør det NATO til et uvurderligt aktiv i vore dages sikkerhedsmiljø, hvor det kræver koordineret international handling at håndtere nye trusler. 15

Sikkerhed gennem partnerskab >5 16 Alliancen tilpassede sig det strategiske miljø efter Den Kolde Krig ved at tilslutte sig et bredere sikkerhedsbegreb og godkende en bred strategi, bestående af partnerskab og samarbejde for hele det euro-atlantiske område, hvilket nu betragtes som en af NATO s grundlæggende sikkerhedsopgaver. Processen blev indledt i 1990, da Alliancens ledere rakte venskabets hånd tværs over den tidligere deling mellem Øst og Vest og foreslog landene i Central- og Østeuropa og de tidligere sovjetiske republikker at indlede et nyt samarbejdsbaseret forhold. Således blev grunden lagt til oprettelsen af Det Nordatlantiske Samarbejdsråd (NACC) i december 1991 som forum for konsultationer til skabelse af gensidig tillid. Få år senere blev dette partnerskab bragt et stort skridt fremad med vedtagelsen af Partnerskab for Fred (Partnership for Peace, PfP) i 1994. PfP er et omfattende program, der indebærer praktisk, bilateralt samarbejde mellem NATO og de enkelte partnerlande. I dag diskuterer NATO og partnerlandene regelmæssigt spørgsmål om sikkerhed og forsvar i Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (the Euro- Atlantic Partnership Council, EAPC), som fulgte efter NACC i 1997. Styrker fra NATO-lande og partnerlande samarbejder regelmæssigt og udfører fælles øvelser, og deres soldater er indsat side om side med andre i de NATO-ledede operationer på Balkan. På Pragtopmødet i november 2002 blev der taget skridt til at styrke samarbejdet mellem NATO og partnerne med henblik på bedre at kunne målrette partnerskabsaktiviteterne til det 21. århundredes udfordringer mod sikkerheden. Partnerskab for fred Et af de mest bemærkelsesværdige resultater på det sikkerhedsmæssige område i de seneste ti år har været Partnerskab for Fred-programmet (PfP). Siden det blev vedtaget i 1994, er 30 lande blevet inviteret til at deltage i samarbejdet, nemlig Albanien, Armenien, Østrig, Aserbajdsjan, Hviderusland, Bulgarien, Kroatien, Den Tjekkiske Republik, Estland, Finland, Georgien, Ungarn, Irland, Kasakhstan, Den Kirgisiske Republik, Letland, Litauen, Moldavien, Polen, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Slovenien, Sverige, Schweiz, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien*, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Usbekistan. Heraf er 10 lande allerede blevet medlem af Alliancen, nemlig Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Polen i 1999, samt Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien i 2004. Bosnien-Hercegovina og Serbien-Montenegro har også udtrykt ønske om at tilslutte sig Partnerskab for Fred og Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd. NATO ser frem til at byde disse to lande velkommen som partnere, når de opfylder de krav, som Alliancen har opstillet. Det drejer sig bl.a. om fuldt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det Tidligere Jugoslavien, herunder ikke mindst at anholde og udlevere personer, som er anklaget for krigsforbrydelser til tribunalet. Partnerskab for Fred tager sigte på at øge stabiliteten, mindske truslerne mod freden og opbygge styrkede sikkerhedsrelationer mellem de enkelte partnerlande og NATO samt mellem partnerlandene indbyrdes, og aktiviteterne bygger på praktisk samarbejde og vilje til at overholde de samme demokratiske principper, som Alliancen bygger på. Det væsentligste ved PfP-programmet er, at partnerskaber er individuelle og indgås mellem de enkelte partnerlande og NATO, er skræddersyede til individuelle behov og gennemføres i fællesskab på det niveau og i det tempo, som den enkelte deltagende regering vælger. PfP s formelle grundlag for er Rammedokumentet. Det opregner de specifikke aktiviteter, som partnerlandene kan indlede hver for sig, og

rummer en konsultationsret, dvs. at de allierede vil konsultere med ethvert partnerland, som mener, at dets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet. Hver partner lover at overholde en række vidtrækkende politiske forpligtelser, herunder til at bevare demokratiske samfund, overholde principperne i folkeretten, leve op til forpligtelserne i FN-pagten, Den Universelle Erklæring om Menneskerettighederne, Helsingfors-slutakten 2 og internationale nedrustnings- og våbenkontrolaftaler, at afstå fra trussel om eller brug af magt mod andre stater, at anerkende eksisterende grænser og at bilægge stridigheder med fredelige midler. Mere specifikt rummer Rammedokumentet spørgsmål som gennemskuelighed i national forsvarsplanlægning og forsvarsbudgettering med henblik på at skabe et demokratisk kontrol med de væbnede styrker og at udvikle kapaciteten til at handle sammen med NATO i fredsbevarende og humanitære operationer. Der udarbejdes og godkendes derefter et Individuelt Partnerskabsprogram i samarbejde mellem partnerlandet og NATO. En toårs-plan, Partnerskabsarbejdsprogrammet, udformes på baggrund af en omfattende menu af aktiviteter i overensstemmelse med hvert enkelt partnerlands interesser og behov. Samarbejdet, som især er rettet mod det forsvarsmæssige område, omfatter praktisk samarbejde inden for næsten alle NATO s arbejdsområder. Arbejdsprogrammet giver mulighed for samarbejde på mere end 20 områder lige fra forsvarspolitik og forsvarsplanlægning, forholdet mellem civile og militære sektorer, uddannelse og træning, luftforsvar, kommunikations- og informationssystemer, krisestyring og civil beredskabsplanlægning. For at opnå, at partnerlandets styrker bliver bedre i stand til at operere med NATO s i fredsbevarende operationer (interoperabilitet), er der inden for rammerne af PfP s Planlægnings- og Gennemgangsproces opstillet retningslinjer vedrørende krav til interoperabilitet eller kapaciteter. Denne mekanisme bygger på NATO s eget styrkeplanlægningssystem og er frivilligt for partnerlandene at deltage i. Planlægningsmål, som i PfP-sammenhæng hedder Partnerskabsmål, forhandles med hvert deltagende land, og grundige gennemgange måler, om der sker fremskridt. Denne proces har bidraget væsentligt til det nære samarbejde mellem partnerlandene i de fredsbevarende operationer på Balkan. I årenes løb er PfP s operationelle fokus og partnerlandenes inddragelse i planlægning og beslutninger øget støt. Med henblik på at udvikle tættere og mere målrettet militært samarbejde mellem de militære styrker blev det vedtaget at indføre et Operationelt Kapacitetskoncept, som skal øge de multinationale styrkers militære effektivitet. Derudover er der skabt en Politisk- Militær Ramme til styrkelse af konsultation med partnerlandene i tilfælde af en eskalerende krise, som kan kræve indsættelse af fredsbevarende tropper, tidligere inddragelse af partnerne i diskussioner om operationelle planer og opstilling af styrker. Med henblik på at integrere partnerlandene bedre i det daglige arbejde under Partnerskabsprogrammet, er der i flere NATO-hovedkvarterer oprettet PfP Stabselementer, som er bemandet med officerer fra partnerlandene. Derudover bistår en Partnerskabskoordinationscelle i Hovedkvarteret for de Allierede Styrker i Europa (SHAPE) inden for rammerne af PfP s Planlægnings- og Gennemgangsproces med at 2 Helsingfors-slutakten blev vedtaget i 1975 på Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) med henblik på at sætte standarder for international adfærd, indføre tillidsskabende foranstaltninger mellem Øst og Vest, fremme respekten for menneskerettigheder og fremme det økonomiske, kulturelle, videnskabelige og tekniske samarbejde. 17

koordinere PfP- træning og øvelser, og en International Koordinationscelle tilvejebringer briefing- og planlægningsfaciliteter for alle lande uden for NATO, som bidrager med tropper til de NATO- ledede fredsbevarende operationer på Balkan og i Afghanistan. Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (Euro-Atlantic Partnership Council, EAPC) samler medlemmer af NATO og partnerlande for øjeblikket 46 lande i et multilateralt forum til regelmæssig dialog og rådslagning om politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. EAPC er også den politiske ramme til individuelle bilaterale relationer mellem NATO og de lande, som deltager i Partnerskab for Fred. Beslutningen fra 1997 om at oprette EAPC afspejler et ønske om at gå videre end det, som NACC havde opnået, og skabe et sikkerhedsforum, om passer til de stadigt mere komplekse forhold, som udviklede sig mellem partnerne under Partnerskab for Fred og i forbindelse med de fredsbevarende operationer i Bosnien-Hercegovina, hvor soldater fra 14 partnerlande siden 1996 havde været indsat sammen med deres kolleger fra Alliancen. EAPC s oprettelse styrker de skridt, som er taget for at øge Partnerskab for Freds rolle ved at inddrage partnerne yderligere i beslutningsprocessen og planlægningen inden for hele spektret af partnerskabsaktiviteterne. 18 Foruden kortsigtede rådslagninger i EAPC om aktuelle politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål udarbejdes der toårige EAPC-handlingsplaner, som giver mulighed for konsultationer med længere rækkevidde og samarbejde inden for et bredt spektrum af emner. Disse kan omfatte men er ikke begrænset til krisestyring og fredsstøttende operationer, regionale emner, våbenkontrol og emner, som er