Skævingegård Bygherrerapport over den arkæologiske undersøgelse på matr. 13m. Skævinge By, Skævinge Gennemført fra d. 13. august til d. 24. august 2007 (NFHA2758) Af: Esben Aarsleff
Bygherrerapportens identifikation Museumsnr.: NFHA2758 Type og datering: Udgravning med stolphuller og gruber fra middelalder og renæssance Sted: Skævingegård Sogn: Skævinge Herred: Strø Amt. Frederiksborg Matr. Nr.: 13m Top. Nr.: 0043 Kort nr.: 1514 3 NØ Type og dato: Udgravning, fra d. 13. til d. 24. august 2007 Daglig leder: Esben Aarsleff Ansvarlig: Esben Aarsleff Indholdsfortegnelse Indledning 3 Udgravningsdata 3 Fra fund til konklusion 4 Tidstavle 5 Ordforklaring 6 Forsideillustrationen: Udgravningssituation set mod nord 1
Udgravningens placering. 2
Indledning I starten af august påbegyndtes et anlægsarbejde i den vestlige del af Skævinge på en ca. 1000 m² stor grund, som var udstykket fra Skævingegaard. Inden museet fik besigtiget området, var der støbt randfundament til et hus, men der manglede endnu at blive gravet indenfor de ca. 150 m², som fundamentet dækkede. Desuden manglede der at blive gravet ud til en faskine vest for huset. Ved besigtigelsen kunne der ses flere mørke fyldskifter med keramik og knogler, og museet så sig nødsaget til at standse byggeriet, indtil der var foretaget en arkæologisk nødudgravning. Bygherren var Jerry Gordon, Vibevej 4, 3600 Frederikssund og entreprenør på arbejdet var Lind & Risør. Udgravningen blev betalt af bygherren. Da udgravningen kun dækkede et lille areal, kunne vi kun gisne om, hvorvidt stolpehullerne indgik i egentlige systemer, som f.eks. huse eller hegn. Fokus blev i stedet lagt på at få undersøgt gruberne, og at få totaludgravet de fundførende af slagsen. Især gruberne A1 og A23 skulle vise sig at være fyldte med fund fra forskellige perioder, hvoraf to mønter fra 1300-årene, en tenvægt af ler, en lille lerkop, tre bennåle og middelalderkeramik er blandt de mest interessante. Tenvægten er det ældste fund fra området, da denne genstandstype går af mode senest omkring år 1200; resten af fundmaterialet hører til i 1300-årene og frem. Udgravningsdata Udgravningen foregik fra mandag d. 13. august og indtil fredag d. 24. august. I samarbejde med bygherrens entreprenør blev mulden gravet væk indenfor husets område og på arealet, hvor der skulle graves ud til faskine. Under mulden fremkom en pæn mængde gruber og stolpehuller, som var fra middelalderen eller renæssancen, hvilket svarer til perioden fra 1050-1660 e. Kr. Bennåle fra middelalderen. Den længste måler ca. 9 cm. Det meget blandede fundbillede, med fund fra flere århundreder i samme grube, skyldes, at man har gravet en grube i en langt senere periode, f.eks. 1700-tallet. Ved opfyldningen af gruben er jorden omkring blevet brugt til at fylde den op, herved er affald og tabte genstande fra arealets brugstid kommet ned i samme grube. Det er dog hovedsagligt A1, der udviser denne blandingstendens. A23 består kun af fund fra 12- og 1300-årene, hvorfor den må være gravet og opfyldt i 1300-årene. Udgravningsområde med gruber og stolpehuller. A1 og A23 er markeret Udgravning af grube A23 3
Fra fund til konklusion Skævingegaard ligger i Skævinges vestlige udkant, og fundene viser, at denne del af Skævinge kan føres tilbage til 1300-årene. Tenvægten og lerkoppen indikerer måske endnu ældre bebyggelse her mod vest, men de to fund er for lille et grundlag til at danne egentlige konklusioner på. Museet har foretaget udgravninger andre steder i landsbyen, heriblandt omkring Gersegård i 2006. Ved denne udgravning blev der udgravet en del fund fra både 11- og 1200-årene. Da Gersegård ligger noget nærmere kirken og landsbyens gamle centrum kan man overveje, om landsbyen vokser i løbet af 1100-1200-årene, for derefter at holde samme niveau fra 13-1700-årene. Eller om vi blot mangler at finde spor fra 11- og 1200-årene omkring Skævingegård, hvilket ville bevise, at landsbyen allerede havde nået sin maksimale størrelse i 1100-årene. En anden væsentlig problemstilling omkring Skævinge ligger desuden i at finde forgængeren til landsbyen fra 1100-årene. Vi har endnu ikke fundet ét eneste spor fra vikingetiden, hvilket kan indikere flere ting: Enten mangler vi simpelthen at grave det rigtige sted, eller også er vikingetidens bebyggelse langt mere spredt, og derfor langt sværere at erkende. Meget taler dog for at vi, før eller siden, vil støde på fund fra vikingetiden, da stednavne-endelsen inge, kan føres tilbage til jernalderen. Konklusionen må derfor være, at landsbyens gårde fra renæssance og middelalder skal findes under, eller omkring, 1700-tals gårdene, som de tegner sig på kortene fra denne periode. Dette billede ses ligeledes i andre af de omkringliggende landsbyer, heriblandt Ølsted, Kregme og St. Havelse. 20. november 2007 Esben Aarsleff Udgravninger med fund fra middelalderen i Skævinge. Blå firkant er Skævingegård. Rød firkant er Gersegård. De tre grønne firkanter markerer udgravninger med enkelte fund fra denne periode. 4
Udgravningerne i Skævinge hører til i perioden fra o. år 1100 og indtil efter middelalderen 5
Om anlæg og huse I begyndelsen af bondestenalderen kommer de første egentlige huse til Danmark. Indtil da har man boet i en form for hytter, som kun har efterladt sig få arkæologiske spor. Huse fra oldtiden ses arkæologisk ved at genfinde sporene efter de tagbærende stolpehuller. Et stolpehul er en tilnærmelsesvis cirkulær mørk aftegning, som udgør nedgravningen, hvori stolpen har været placeret. Et stolpehul kan bestå af flere komponenter selve nedgravningen, hvori der kan være spor efter stolpen der har stået i hullet og rådnet op, eller en sekundær opfyldning af det hul, som stolpen har efterladt efter den er blevet taget op. De tagbærende stolper der har båret tagets vægt har haft dybe nedgravninger, hvorfor det oftest er disse vi finder i forbindelse med de arkæologiske udgravninger. Husenes vægstolper har derimod ikke har været lige så store som de tagbærende stolper, eller gravet ned i samme dybde, hvorfor de desværre ofte er forsvundet. Dertil har mange hundrede års landbrug også gjort sit til at fjerne sporene efter husenes vægforløb. Husene har alle været bygget af træ, mens væggene bestod af vidjeflet beklædt med ler (også kendt som lerklining). Taget har været stråtækt. På grund af disse byggematerialer har oldtidens huse kun haft en begrænset levetid på omkring 30 år. Herefter er huset blevet nedrevet og et nyt blev opført i nærheden, derfor bliver der ofte fundet spor efter adskillige huse tæt på hinanden. Disse huse har typisk været øst-vestorienterede huse med beboelse mod vest og stald i øst. Denne orientering af husene skyldes formodentligt, at den fremherskende vindretning i Danmark er fra vest. De tidligste huse fra oldtiden bestod af én række centralt placerede tagbærende stolper, som har støttet tagkonstruktionen. Denne type af midtsulehuse eller toskibede huse stammer helt tilbage til de tidligste bønder kom til Danmark omkring 3900 f. Kr. Hustypen fortsætter frem til den tidlige del af bronzealderen, det vil sige omkring 1500 f. Kr. Den simple toskibede huskonstruktion erstattes i løbet af ældre bronzealder af det større og bredere treskibede langhus. Nu bliver tagkonstruktionen båret af et dobbelt sæt tagbærende stolper, som har båret en tværligger, hvorpå tagspærene har hvilet. Det har udover muligheden for at bygge større og bredere huse, også givet mulighed for at tilføje et loftsareal i huset, som man kunne udnytte til opbevaring. Denne hustype er i brug gennem store dele af bronzealderen og hele jernalderen frem til et stykke ind i Middelalderen, omkring 1000-årene. I løbet af bronzealderen kommer en række mindre bygninger til på bopladserne. Disse bygninger har blandt andet fungeret som små udhuse og ladebygninger. Den samlende betegnelse for disse bygninger er økonomibygninger. Konstruktionsmæssigt er de blot mindre og mere primitive udgaver af langhusene, som de ligger ved siden af. Principtegning af udgravningen af et jernalderhus Hegn i forbindelse med bopladserne kommer til i løbet af bondestenalderen. Disse hegn synes imidlertid mere at være et værn imod omvandrende dyr og ikke en egentlig markering af ejendomsret. Hegnene har bestået af stolper hvor imellem der har været pileflet eller lign. Som det var tilfældet med vægstolperne har hegnsstolperne ikke været nedgravet så dybt, at de ikke altid er bevaret for eftertiden. Udover langhusene og økonomibygningerne findes der på bopladserne også en række anlæg som benævnes gruber. Dette er en fællesbetegnelse for irregulære nedgravninger af forskellig størrelse og med forskellige funktioner. Sammen med stolpehuller, er gruber den mest hyppige anlægstype på bopladserne. Gruberne kan som nævnt have flere forskellige funktioner, hvor de følgende er de mest almindelige: Hyppigst er affaldsgruber, som er beliggende ganske tæt på bebyggelsen. Disse har været benyttet til at smide almindeligt husholdningsaffald i samt eksempelvis ituslåede krukker. Disse gruber er i første omgang opstået, idet man har 6
ønsket sig råstoffer i form af ler eller sand til lerklining eller fremstilling af keramik. Efter anvendt brug er de blevet fyldt op med affaldet fra bopladsen. Kogegruber er nedgravninger, som ofte er fyldt med brændte sten og trækul. Disse gruber har på bopladserne været anvendt som jordovne, hvor de har været en vigtig del af madlavningen. Disse gruber har i både bondestenalderen og jernalderen primært haft en meget praktisk funktion, mens de i bronzealderen dog også har fungeret som en markør af deres rituelle handlinger. Den sidste anlægstype, der skal nævnes i denne sammenhæng, er kulturlagene. Kulturlag kan være resterne af gamle udsmidslag eller i nogle tilfælde gamle gulvlag i husene. Som nedgravninger er de kendetegnet ved at være meget store i overfladen, og ikke særligt dybe. Kulturlag forekommer både inde på selve bopladserne, men ses også i vådområder såsom gamle moser. Materialet i kulturlagene minder i høj grad om det man finder i gruberne, det vil sige udsmid fra den daglige husholdning. Det er dog ikke alle kulturlag der blot har haft en praktisk funktion, idet nogle kulturlag, ofte dem i moserne, kan tolkes som rituelle kulturlag. Disse rituelle kulturlag indeholder ikke i samme grad dagligdagens ødelagte udsmid, men derimod hele genstande og rester af hele dyr ofre til datidens guder. 7