Ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk skulle have haft det ringere
Mange mennesker glæder sig over det specielle og sjældne...
... eller blot og bart naturens mangfoldighed.
Det er ganske bemærkelsesværdigt, at befolkningens villighed til at betale til nationalparker er størst for de sjældne og truede dyr, og lav for de store og synlige arter og for udbygning af rekreativ infrastruktur.
I Danmark viser rødlisterne, at 20-30 % af de danske arter risikerer at forsvinde fra landet, hvis den negative udvikling fortsætter.
Tabet og forringelserne af både små og store levesteder er i dag den altoverskyggende årsag til biodiversitetens nedtur. Dette inkluderer forringelser i form af overgødskning og miljøfremmede stoffer. Dette inkluderer også, at de fredede områder mangler pleje og tilsyn, de beskyttede naturtyper forsømmes, strandbekyttelsen undergraves politisk, Natura 2000-områderne er i ugunstig bevaringsstatus og naturforvaltningsindsatsen er udfordret af høje jordpriser og uindfriede løfter ovenpå kommunalreformen.
Selvom miljø generelt har stået højt på dagsordenen i 20-30 år har naturen som sådan ikke fået meget opmærksomhed og der er derfor behov for at fokusere indsats og forskning mod natur og biodiversitet samt udfordringerne for disse. Niels Peter Nørring direktør for miljø og energi Landbrug & Fødevarer
Det var i 80erne og 90erne, at den generelle beskyttelse af søer, moser, enge, heder og overdrev blev gennemført. Det var her, statstilskuddet til dræning blev stoppet. Det var her, sisyfosarbejdet med at begrænse næringsstofbelastningen af vandmiljøet begyndte. Det var her, naturgenopretningen af Skjern Å-deltaet og mange andre vådområder begyndte. Det var her, flere tusinde vandhulsprojekter vendte den truende udvikling for sjældne paddearter. Det var her, råstofindvinding i de marine EFfuglebeskyttelsesområder blev stoppet. Det var her, udarbejdelsen af naturplaner for 32.000 ha af forsvarets arealer blev påbegyndt. Og det var her, der blev lagt låg på et voldsomt jagttryk på dyr og fugle ved hjælp af artsfredninger, kortere jagttider og et stort antal reservater.
Det var de lykkelige 80 ere med et alternativt grønt flertal i Folketinget Bunden er død, fiskeriet og fuglene har det elendigt, vandet er smudsigt og grumset af småalger. Christian Christensen Auken lagde hårdt ud, men ændrede kurs pga. øget folkelig modstand Det lurede Fogh og nedprioriterede indsatsen betydeligt efter 2001-valget
Men landbruget har ingen endnu formået af gøre noget afgørende ved
Inddigning, afvanding og anden dræning har tørlagt flere hundrede af Danmarks mest værdifulde naturområder
Landbruget er helt enkelt kommet i konflikt med naturen
Landbruget vil have kompensation for at sikre mere natur, men en samfundsøkonomisk analyse ville formentlig vise, at det ikke kan betale sig at dyrke i størrelsesordenen en femtedel af det danske landbrugsland. Det lader sig kun gøre at dyrke det, fordi vi skatteyderne betaler gildet. Hvorfor skal vi så også betale dem for at holde op? Støtten til landbruget skal i stedet bruges til at fremme natur og miljø ikke landbrugsdrift.
Kysterne og det marine miljø er Danmarks største internationale ansvar
Biodiversiteten i de danske havområder er i tilbagegang. Dette skyldes, at levestederne for planter og dyr, som fx muslingebankerne, ålegræsbedene og tangskovene, forringes eller forsvinder som følge af for mange næringsstoffer, iltsvind og skadeligt fiskeri.
Det er langtfra al dansk havbund, der ser sådan ud.
Igen er landbruget en væsentlig del af problemet
Danmarks mest artsrige naturtype, skov er truet. De danske skove er gået fra lysåbne, varme og fugtige skove med stor mangfoldighed af svampe, insekter og fugle, til mørke, tørre og artsfattige driftsskove. Dansk lovgivning og skovforvaltning har ikke kunnet sikre skovenes biodiversitet.
Der mangler vand,... (den mest skadelige sætning)
Der mangler variation med gamle og døde træer,...
... og der mangler dynamik.
Hvis vi får ændret skovdriften i retning af mere variation, så er der chance for, at vi får noget af det tabte igen.
Den danske biodiversitet ville få det langt bedre, hvis vi holdt op med skovbrug i de offentligt ejede skove. Og det bliver formentlig endnu vigtigere fremover, hvor træpilleproduktion vil betyde endnu kortere omdriftstider i de private skove. Det er herunder langt vigtigere at sikre biodiversiteten i de eksisterende skove end at rejse nye, hvor det vil gå mere end 100 år, før de bliver interessante.
Målet er at få variationen og naturindholdet tilbage i landskabet
Her er netværket af småbiotoper mindst lige så vigtigt for mange arter, som store, sammenhængende naturområder. Det er disse områder, der udgør trædestenene, som arterne kan sprede sig imellem og sikre genetisk sundhed. Og for mange arter også EU-arter er det netop mosaikken af små og store biotoper i landskabet, der udgør deres eksistensgrundlag. Det gør den ensidige fokusering på vores internationale forpligtigelser særdeles uheldig.
Danmark mangler en konkret national handlingsplan for naturbevarelse med klare kvantitative målsætninger og tidsfrister.
Det bør overvejes, hvordan vi skal forholde os til øgede vinteroversvømmelser af lavbundsarealer og til stigende havspejl. Skal der uddybes vandløb, sådan som landbruget allerede har stillet krav om, eller skal lavbundsarealer generelt naturgenoprettes i langt højere grad, end der er planer om i Grøn Vækst? Og hvor skal der bygges diger langs de danske kyster, og hvor skal der gives mulighed for etablering nye lavvandede kyster til erstatning for dem, der drukner? Dvs. hvor skal vi uddige? Der er al mulig grund til at iværksætte et sådant arbejde hurtigst muligt: Et Wilhjelm 2-udvalg
Men der mangler også viden. Sammenholdt med nabolande som fx Sverige har Danmark ikke investeret tilstrækkeligt i indsamling af viden om de nationale arters status og udbredelse. En effektiv biodiversitetsplan forudsætter en løbende monitering af de danske arter og naturtyper på et langt højere niveau end i dag. Det er svært at bevare noget, når man ikke ved, hvor det er. Vi kender kun i grove træk udbredelsen af <5 % af de danske arter og reelt intet om 99 % af arternes bestandsdynamik.
Men det er blevet sværere! De danske myndigheder synes at have ændret holdning fra Hvordan lever vi bedst muligt op til den lovgivning, vi har ansvaret for at administrere? til Hvordan slipper vi lettest muligt om ved reglerne? Det synes som om EU er den eneste myndighed, der kan sikre en indsats for den danske natur.
Embedsværket i centraladministrationen lider under tabet af en etisk orden og arbejder i stedet på at profilere regeringens politik i offentligheden. Retsfilosof Peter Høilund
Rekordår for dræbersnegle truer Stå ansigt til ansigt med Mælkevejen Fuglene forsvinder igen fra Tøndermarsken Antallet af fugle i Skjern Å-deltaet slår alle rekorder Hvilke to af disse overskrifter kunne man læse på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside sidste år?
Hvad er der brug for i den offentlige forvaltning? Folk med et gedigent og bredt naturkendskab. Folk med opmærksomheden rettet mod det, der rent faktisk sker derude. Folk med en vis distance til systemet
Et af de store problemer er, at mange af de tiltag, der iværksættes, såsom fredninger og nationalparker, ikke gavner biodiversiteten synderligt. Ofte cementeres de forhold oven i købet, som har bragt arterne på den røde liste. Et andet er, at det ikke så meget er lovgivningen, der er noget i vejen med, men myndighedernes manglende håndhævelse af den. Den langsigtede effekt af ødelæggelsen af små og store naturområder kan ikke afbødes ved oprettelse af nok så mange (indholdsløse) nationalparker.
Den danske biodiversitet ville få det langt bedre, hvis skovbruget ophørte i de offentligt ejede skove. Den ensidige fokusering på vores internationale forpligtigelser er særdeles uheldig. Vi skal have et Wilhjelm 2-udvalg, som kan udarbejde en konkret handlingsplan med klare kvantitative målsætninger og tidsfrister og inkl. klimatilpasning. En effektiv biodiversitetsplan forudsætter en løbende monitering af de danske arter og naturtyper på et langt højere niveau end i dag. Mange af de tiltag, der rent faktisk iværksættes, gavner ikke biodiversiteten synderligt.
Tak til fotograferne: Ulrik Bruun John Calcalosi Per Klit Christensen Ann-Berit Frostholm Lars Gejl Greenpeace Kenneth Johansson Niels Kanstrup Jan Kunstmann John Larsen Tao Lytzen Bent Lauge Madsen Jan Meijerik Hans Meltofte Naturbeskyttelse.dk Henrik Frost Nielsen Henry Pedersen Henrik Philipsen Jan Skriver Erling Svensen / WWF-Canon Ulrik Søchting Erik Thomsen Svend Tougaard Philip Francis Thomsen WEB