AF RUNE DIETZ, ANDERS MOSBECH OG IGOR EULAERS Fangstdyr ved Nordvandet og den globale kviksølvforurening RESUMÉ På trods af den afsides beliggenhed af Nordvandet påvirkes inuit befolkningen af den globale forurening fra den industrialiserede del af verden. Ved hjælp af en tværfaglig tilgang kombineres kemisk analyse, fangstinformation, historiske og antropologiske perspektiver for at belyse, hvordan Nordvandets befolkning er påvirket af kemisk eksponering, her eksemplificeret ved kviksølveksponering. Vi benytter også data fra det Arktiske Moniterings Program (AMAP), der har gennemført en lang række miljøvurderinger af kviksølv i det arktiske miljø. Området omkring Nordvandet og Avanersuaq er kendetegnet ved at have de højeste kviksølvbelastninger i Arktis i både fangstdyrene og fangerbefolkningen. Analyse af historiske prøver viser, at kviksølv (Hg) -koncentrationerne er steget næsten 20 gange siden den industrielle start i 1850. En vurdering af eksponeringen over tid og hen gennem året gennemgås på baggrund af Selvstyrets fangstregistreringer. Der er tydelige sæsonmæssige forskelle i belastningen, der er størst i sommerperioden, og som primært skyldes indtag af narhvalskød. Rune Dietz, dr.scient., er professor ved Aarhus Universitet, Institut for Bioscience og det Arktiske Center (IBAC). RDI har mere end 35 års erfaring med undersøgelser af havpattedyr og miljøgifte i Arktis inklusiv Thuleområdet. Anders Mosbech, ph.d., er seniorforsker og forsknings- og rådgivningschef ved Aarhus Universitet, IBAC. AM har mere end 30 års erfaring med undersøgelser af havfugle og andre miljøundersøgelser i Grønland. Igor Eulaers, ph.d., er postdoc ved Aarhus Universitet, IBAC. IE har mere end seks års erfaring med undersøgelser af biomarkører og miljøgifte i Europa samt Arktiske områder Introduktion Det nordligste område i Nordvestgrønland, Smith Sund, grænser op til Nordvandet. Her lever en fangerbefolkning på ca. 820 mennesker (gennemsnit 1977-2016, Grønlands Statistik), der primært ernærer sig af fangstdyr. De benytter fortsat mange af de 26 Tidsskriftet Grønland 1/2017
samme fangstteknikker, som landets første beboere benyttede ved deres ankomst til dette område for mere en 4000 år siden. Selv om området ligger afsides fra de andre beboede områder i Grønland, Arktisk Canada og endnu længere fra de industrialiserede områder i den vestlige verden, er befolkningen langtfra afsondret fra den omgivende verden. Nordvandet under forandring Over de seneste 40 år er nok en af de mest markante ændringer i området flytningen af befolkningen fra bygderne ind til Qaanaaq by, en tendens til centralisering der kendes fra andre steder i Grønland, Danmark og andre steder i verden. De klimatiske ændringer er også markante, hvilket har en direkte effekt på isdækket og istykkelsen, som er aftagende. Dette har betydning for transport, fangstformen og dermed fangstmulighederne. Der er blevet dårligere slædeføre i vinterperioden, mens åbentvandsperioden, hvor der bruges af joller og kajakker, er blevet længere. Disse ændringer kan aflæses på fangsten af byttedyrene. Baseret fra information fra Piniarneq (nutidens fangstlister, Grønlands Selvstyre 1993-2013) er fangsten af hvalros, hvidhval, polarhare, søkonger, lomvie, edderfugl og rider faldet 3,9-11,3% per år over de seneste par årtier, mens fangst af moskusokser, rensdyr og grønlandssæl er steget med 8,1-13,6% per år. Desuden er fangerne begyndt at fiske en betydelig mængde hellefisk (127 tons i de sidste par vintre). Fangsten gennemføres fra slæder med små hytter på fastisen og har skabt en god kontant indtægt for mange fangere. Fiskeriet efter hellefisk har holdt sit indtog over de seneste par årtier, hvilket visse fangere ikke havde set komme. Således spurgte vi i midten af 1980 erne ind til, hvornår fangerne ville starte et hellefiskfiskeri, fordi vi havde set dette fiskeri blomstre i Upernavik og sydover. Her svor fangerne på, at noget sådant aldrig ville komme til at finde sted i Avanersuaq, da fiskeri jo var kvindearbejde, som en fanger ikke gav sig af med. Imidlertid har de dårligere kår for indhandling og salg af visse fangstprodukter såsom sæl- og isbjørneskind samt salg og eksport af hvalros og narhvalstænder affødt, at man har måttet søge nye veje i behovet for at skaffe kontante indkomster. I vinteren 2016-2017 har fiskeriet dog været besværliggjort af, at isen dette år var tyndere end normalt, og dette sammenholdt med orkaner og kraftige storme bevirkede, at isen flere gange brød op, og en del af hellefiskeslæderne blev ødelagt og havnede i havet. Det mest udtalte eksempel var orkanen den 6 og 7 december i Qaanaaq. Her mistede fangerne og fiskerne en del af deres redskaber, udstyr, tøj og andre ting. Nogle mistede deres hundehvalpe pga. kulden. Vindstyrken nåede op på 48 m/s og kuldefaktoren ned til -45 grader, da orkanen ramte byen. Fangerne og fiskerne kunne efterfølgende ikke længere gå på fangst eller fiske, da isen blev blæst væk. Dette havde naturligvis stor betydning for fangernes økonomi, og der blev iværksat indsamlinger til befolkningen i området. Hovedparten af fiskene indhandles imidlertid for at skaffe kontanter til de daglige fornødenheder. De usynlige forandringer Der er findes imidlertid også andre former for ændringer, som ikke er synlige for hverken fangerbefolkningen eller de folk, der måtte gæste området omkring Nordvandet og andre områder i Arktis. Det drejer sig om den grænseoverskridende forurening, som kun kan overvåges med avancerede kemiske teknikker og prøveindsamlinger fra miljøet herunder fangstdyrene og fangerbefolkningen. Undersøgelsesprogrammer under Arktisk Råd som AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme), der støttes af DANCEA programmet og andre videnskabelige undersøgelsesprogrammer, holder et vågent øje med disse ændringer. Mange stoffer udgør et ganske særligt problem i de arktiske områder inklusiv Grønland, hvor marin kost, og specielt føde fra dyr der be- Tidsskriftet Grønland 1/2017 27
finder sig højt i fødekæden, udgør en stor del af befolkningens fødegrundlag. Så selv om Nordvandets befolkning på mange måder er isoleret fra hovedparten af omverdenen, er området i betænkelig grad påvirket af den grænseoverskridende forurening og i særdeleshed af tungmetallet kviksølv. En række omfattende miljøvurderinger under AMAP er blevet gennemført i løbet af de sidste årtier. Et af de emner, der undersøges, er menneskers sundhed i forhold til de miljøgifte, der er påvist i de arktiske fødekæder. Dette arbejde har i flere omgange placeret fangerbefolkningen i Thule/Avanersuaq/Qaanaaq, der ligger ud til Norvandet i det nordvestlige Grønland, som den højest udsatte befolkningsgruppe i Arktis. Kviksølvkoncentrationerne i denne region er et sted mellem fem til 50 gange højere end hos nogen anden af de arktiske befolkninger, som primært omfatter inuit, men som også tæller inupiat, yup ik, dene/metis-indianere samt andre arktiske folkeslag (f.eks. Hansen et al. 2009, Van Oostdam & Donaldson 2009). At området omkring nordvandet synes at være et hot spot for kviksølv er også vist for sæler, tandhvaler og isbjørne, og når dertil lægges en mere oprindelig kostsammensætning i Qaanaaq end den, der indtages blandt de canadiske inuit i det nordøstlige Canada, så er det forventeligt, at befolkningen i dette område får en højere miljøbelastning. Stigning i kviksølvindholdet over tid At kviksølv stadig er i fokus skyldes, at en række undersøgelser har påvist, at nutidens kviksølvbelastning er mange gange højere, end den var før industrialiseringen for alvor tog sin begyndelse. At undersøge miljøbelastningen flere hundrede år tilbage i tiden kræver, at man analyserer på nogle materialer, der afspejler disse perioder. Da der ikke findes vævsprøver, som man normalt undersøger, som f.eks. blodprøver, kød, lever, nyre eller spæk fra fangstdyr og befolkningen, der kan bringe os tilbage til disse basisniveauer, må man ty til andre metoder. Disse metoder kan være analyser af sedimenter, tørvemoser, aflejringer i indlandsisen eller hårde væv fra fangstdyrene eller fangerbefolkningen. Blandt hårde væv regnes tænder, barder, hår eller fjer. Knogler har en svaghed i sin opbygning og er for åben i sin struktur til at undgå indtrængen af kviksølv gennem århundreders ophold i jorden. Det kan føre til fejlagtige niveauer i disse knogler. For snart 10 år siden gennemgik vi litteraturen om kviksølv i disse hårde væv fra en række højere trofiske arktiske arter for at afdække udviklingen af kviksølv over tid. Her kunne vi påvise en gennemsnitlig 13 ganges stigning (3,9-17,9 gange) siden industrialiseringen begyndte omkring 1850. Dette betyder med andre ord, at 74,2-94,4% (gennemsnit: 92,4%) af de kviksølvkoncentrationer, som vi kan måle i dyr og fangere i dag, skyldes menneskeskabte processer (Dietz et al. 2009). I en senere undersøgelse dokumenterede vi, at kviksølvniveauerne i isbjørnehår indsamlet op til 2008 i Nordvandsområdet var steget endnu mere, hvilket betød, at kviksølvindholdet i dag er hele 27 gange højere end niveauer i 1300-tallet. Dette betyder igen, at hele 96% af nutidens kropsbyrde af kviksølv i isbjørne kan kobles til menneskeskabte processer og kilder (Dietz et al. 2013). Blandt de helt store syndere til denne stigning i kviksølvniveauerne regnes den globale kulfyring, som stadig foregår i dag. Det er derfor afgørende at forstå, om tilsvarende stigninger, og dermed affødte høje eksponeringer, finder sted i inuitbefolkningen i Avanersuaq, fordi de jagter deres fangstdyr omkring Nordvandet (Dietz et al. 2011; Outridge et al. 2011). At det ikke er helt ubetydelige mængder af kviksølv, der transporteres via luften til de arktiske områder, fremgår også af AMAP arbejdet. Således transporteres skønsmæssigt 200-300 tons kviksølv årligt til Arktis ved atmosfæriske processer, havstrømme og floder fra forskellige menneskelige aktiviteter på sydligere breddegrader (Dietz, et al. 1998, Berg et al. 2001, Lindberg et al. 2001, Lu et al. 2001, Munthe et al. 2011, Stern et al. 2010). Udslip- 28 Tidsskriftet Grønland 1/2017
Figur 1. Ringsælen er det vigtigste fangstdyr omkring Nordvandet, ikke mindst fordi den findes i området året rundt. Om vinteren holder den sine åndehuller åbent, så den er i stand til af komme igennem isen og trække vejret. Billedet viser Avataq Henson på uuttog fangst ud fra Moriussaq i foråret 1984. (Foto: Rune Dietz). pet (emissionen) af kviksølv forventes at stige yderligere, medmindre ny forureningsbegrænsende teknologi bliver indført på kulfyrede kraftværker i de områder, hvor dette ikke allerede er indført (Streets et al. 2009) eller kulfyring udfases. Udover kviksølv har en bred vifte af chlorerede, bromerede og fluorerede persistente (vedvarende) organiske miljøgifte (POP) siden 1940 erne holdt sit indtog i Arktis, hvor de ophobes gennem fødekæderne (de March et al. 1998, De Wit et al. 2004, Letcher et al. 2010, Dietz et al. 2013a, 2013b). Imidlertid har påvisningen af disse stoffers forekomst, stigning og affødte effekter allerede affødt international regulering via Stockholm Konventionen. Konventionen har heldigvis bevirket et fald i miljøbelastningen over de fleste områder i verden inklusiv de arktiske områder (Dietz et al. 2013a, 2013b, Riget et al. 2013, 2015). Opkoncentrering og risikovurderinger Kviksølv opkoncentreres (biomagnificeres) i det arktiske økosystem, hvor marine arter højt i fødekæden såsom havfugle, sæler, tandhvaler og isbjørne opnår de højeste kviksølvbelastninger (Dietz et al. 1996, 1998). Denne forurening har sundhedsmæssige konsekvenser, da lokale inuitbefolkninger er afhængige af fangstdyrene som vigtige fødeemner i deres traditionelle jagt (Johansen et al. 2004; 2007). I visse arktiske eller subarktiske områder (f.eks. Grønland og Færøerne) udsættes befolkningen for dagligt indtag af kviksølv og persistente organiske miljøgifte, som overskrider grænseværdierne for negative virkninger på udviklingen af børns nervesystem (Dewailly et al. 2003). På Færøerne har de lokale sundhedsmyndigheder anbefalet, at grindehvaler ikke var egnet Tidsskriftet Grønland 1/2017 29
til menneskeføde grundet de høje niveauer af kviksølv og eksempelvis PCB (Hansen et al. 2009). Indtagelse af kød fra tandhvaler er væsentligt højere end eksempelvis bardehval, og disse hvalarter fanges i reglen på forskellige årstider. I et område som Nordvandet jagtes tandhvaler såsom narhvaler og til tider hvidhvaler primært i åbentvandsperioden, hvorfor fangerne vil udsættes for en højere eksponering af kviksølv i sommersæsonen end i perioder, hvor det primært er overvintrende havfugle, hvalros eller ringsæler, der står på menuen (Dietz et al. in prep. a). At tandhvalerne har et højere kviksølvniveau i deres kød (samt i blod og hjerner) skyldes, at de ikke på samme måde som eksempelvis isbjørne og fugle udskiller den organiske kviksølv i hår og fjer. Sæler og hvalros, der har en væsentlig tyndere pels end isbjørne, har bedre mulighed for udskillelse af kviksølv end tandhvaler, men ikke samme muligheder som isbjørne og fugle (Dietz et al. 2013c. Kviksølv kan også have negative effekter på fangstdyrene. Disse forhold er blevet belyst igennem flere af AMAP s arktiske miljøvurderinger. Den store udfordring er imidlertid at vurdere, om kviksølvniveauerne rent faktisk er høje nok til at påvirke bestandenes størrelser i Arktis. Sådanne vurderinger er ganske komplicerede, da man ikke umiddelbart kan overføre forsøg med mus og rotter til effekter på eksempelvis narhvaler eller isbjørne. I et igangværende AMAP-arbejde med disse vurderinger, herunder også samspillet med effekterne af eksempelvis de høje PCB-niveauer, vurderes kviksølvniveauerne at ligge så højt, at en lang række arter har dele af deres bestande i høj risiko og alvorlig risiko grupperne for denne eksponering. Dette gælder f.eks. isbjørne, narhvaler, grindehvaler, klapmyds og blandt havfuglene havørne, lommer, mallemuk og skarver (Dietz et al. in prep c). Når man tager alle disse forhold i betragtning, synes kviksølv stadig at udgøre et miljøproblem i Arktis og i andre dele af verden. Af samme grund blev Minamata Konventionen om kviksølv ratificeret i oktober 2013. Minamata Konvention er en global traktat til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet mod de skadelige virkninger af kviksølv. Konventionen oplyser om det globalt og allestedsnærværende tungmetal kviksølv, der, til trods for dets naturlige forekomst, har brede anvendelser i hverdagsobjekter og frigives til atmosfæren, jorden og vandet fra en lang række forskellige kilder. Kontrol af menneskeskabte udslip af kviksølv i hele dets livscyklus har været en vigtig faktor i udformningen af forpligtelserne i henhold til konventionen. Nogle af de vigtige aktioner under Minamata Konventionen omfatter forbud mod nye kviksølvminer, udfasning af de eksisterende miner, udfasning og nedbringelse af kviksølv brugt i en række produkter og processer, kontrolforanstaltninger vedrørende emissioner til luften og på udledning til jord og vand, samt regulering af small scale minedrift af guld. Konventionen omfatter tillige midlertidig oplagring af kviksølv, affaldshåndtering samt en række sundhedsspørgsmål. (http://www.mercuryconvention.org/convention). Fangst og kostsammensætningen Oplysninger fra fangst i Nordvandet er tilgængelig fra jagtregistreringer fra Direktoratet for Fangst og Fiskeri, Grønlands Selvstyre, som er blevet indsamlet siden 1993 (Piniarneq 2015). Dette giver mulighed for at bestemme antallet af fangstdyr samt det omtrentlige udbytte af kød og andre organer, der indtages af fangerne og deres slædehunde. Det årlige antal nedlagte byttedyr via den traditionelle fangst af de 20 mest betydningsfulde arter over de sidste par årtier har ligget på knapt 27.925 stykker vildt om året, dog med en betydelig variation mellem årene fra 12.491 til 83.694 stykker fangstdyr per år (inklusiv fugle). De arter, der er taget i størst antal (i faldende rækkefølge), er forventeligt søkongerne, der med en gennemsnitlig årlig fangst på 22.599 fugle ud- 30 Tidsskriftet Grønland 1/2017
Figur 2. Vurderede årlige mængder af kød (tons) fra den oprindelige jagt i Avanersuaq mellem 1983 og 2013. Tallene er beregnet ud fra jagtinformation fra Piniarneq, Direktoratet for Fangst og Fiskeri, Grønlands Selvstyre. gør 80,9 % af de fangne dyr. Hertil kommer 2.704 ringsæler (9,7 %), 1.200 lomvier (4,3 %), 287 sneharer (1,0 %) og 178 remmesæler (0,6 %). Regnes disse fangsttal om til gennemsnitligt kødudbytte, bliver vigtigheden af de forskellige arter dog væsentligt anderledes. Ved beregningen af de årlige kødmængder (ca. 30 % af dyrenes gennemsnitsvægt) fanges der gennemsnitligt 141,9 ton per år over de samme to årtier (totalvægt). De største mængder kommer fra ringsæl (41,1 t), narhval (34,9 t), hvalros (26,1 t), remmesæl (16,1 t) og grønlandssæl (7,6 t) (se figur 2 for yderligere information). Medregnes de indre organer, en del af spækket og andre dele, der fortæres, leverer fangstdyrene nok den dobbelte fødemængde, der nærmer sig 300 t. Kødet (muskelvæv) som i gennemsnit udgør 30 % af fangstdyrenes vægt, synes på baggrund af en række undersøgelser at være den vigtigste fødekilde hos inuitbefolkningen i Avanersuaq (Johansen et al. 2004, 2007). Kødet har et lavere indhold af kviksølv end eksempelvis lever eller nyrevæv, hvilket jo er ganske heldigt. Imidlertid er stort set al den kviksølv, der findes i kød, tilstede som organiskbundet kviksølv og primært methylkviksølv (CH 3 Hg) (Dietz et al. 1990). Organisk kviksølv, herunder methylkviksølv, optages imidlertid væsentlig lettere fra fødeemnerne (95 %) end den uorganiske kviksølv, hvor kun ca. 15 % optages (Berlin, 1986; WHO, 1993; Dietz et al. 2013). I de indre organer som lever og nyre er hovedparten af kviksølvet bundet til selen i en uopløselig kemisk forbindelse, der stor set ikke nedbrydes. Derfor repræsenterer kød den primære kilde til methylkviksølv-eksponeringen fra fangstdyr, og denne andel anslås hos narhvaler at udgøre 70 % af det samlede methylkviksølvindhold (figur 3; Dietz et al. in prep a). Tidsskriftet Grønland 1/2017 31
Figur 3. Vurderet andel af den samlede kviksølvmængde samt den organiske kviksølv i fødeemner fra narhval, hvor den organiske kviksølv optages væsentlig lettere fra føden. (Foto: Paul Nicklen). Figur 4. Vinterbillede fra Qaanaaq fra 30 januar 2017. (Foto: Hans Jensen, Qaanaaq). 32 Tidsskriftet Grønland 1/2017
Sæsonmæssige forskelle i Nordvandet Hvis man har tilbragt flere år i de nordlige distrikter af Grønland, vil man nikke genkendende til de udtalte forskelle imellem årstiderne. Om sommeren er solen på himlen døgnet rundt 121 dage om året, nemlig mellem 21 april og 20 august. Om vinteren er solen under horisonten i 108 dage, nemlig mellem 28 oktober og 13 februar. Solens tilstedeværelse har en udtalt effekt på temperaturerne og dermed isdækket og dermed de forskellige fangstdyrs forekomst i fjordsystemerne og tæt under land. Med en vis forsinkelse forekommer den varme sæson fra 7 juni til 9 september, hvor den gennemsnitlige dagtemperatur er over 5 C. Den varmeste dag er 21 juli, hvor gennemsnitstemperaturerne ligger mellem 6 C og 11 C. Tilsvarende ligger den kolde årstid fra 4 december til 4 april, hvor den gennemsnitlige daglige maksimumtemperatur ligger på under -14 C. Den koldeste dag på året er 6 marts, som varierer mellem -20 C og -29 C (Weatherspark.com). Isdannelsen i fjordene vil følge temperaturen i luften, men forhold som havtemperatur, vind, nedbør, luftfugtighed og skydække spiller også ind. Fangstdyrenes tilstedeværelse kan delvist aflæses af den årlige fangst, men indførelse af kvoter og fredningsperioder, samt skiftende fangstmuligheder betinget af is og vejr, betyder, at man ikke udelukkende kan bruge fangsten som mål på dyrenes tilstedeværelse i området. Alle trækfuglene vil trække sydover, hvilket også gælder for grønlandssæler, klapmyds og hovedparten af narhvaler og hvidhvalerne. Imidlertid betyder Nordvandspolyniet, at det vil være muligt for en del af dyrene at overvintre i dette område. Som en del af vores arbejde under Nordvandsprojektet undersøgte vi den sæsonmæssige forskel på fangernes miljøbelastning på forskellige årstider. Fra vores tidlere sporingsarbejde vidste vi, at narhvalerne trak sydover om vinteren (Dietz et al. 2008). Desuden vidste vi at narhvalskød havde et betydeligt højere kviksølvindhold end de fleste andre fangstdyr. Der var derfor en god chance for at sommerperioden, hvor hvalerne harpuneres fra kajak i Inglefield Bredning og Hvalsund, ville give en højere eksponering af fangerbefolkningen. Igen brugte vi oplysninger fra 1994-2014 fra Piniarneq til at beregne kødudbyttet fra de forskellige fangstdyr, og med viden om disse dyrs kviksølvniveauer, støttet af nye indsamlinger fra fangsten, var vi i stand til at beregne den årlige tilførsel af kviksølv til dette område. Her blev det tydeligt, at det største kviksølvbidrag til fangerbefolkningen omkring Nordvandet kommer i de fem sommer-efterårs måneder mellem juni og oktober. Her var narhvalerne som forventet ansvarlig for størstedelen (72,7 %) af denne kviksølvtilførsel i juli-september (figur 3). For at undersøge dette nærmere, igangsatte vi indsamlinger til belysning af fangernes miljøeksponering hen over året. For ikke at gennemføre bekostelige og genefyldte blodprøvetagninger, fik vi et antal fangere og deltidsfangere til at indvillige i dagligt at nedskrive, hvad de spiste samt indsamle skægprøver en gang om ugen fra en udleveret barbermaskine. Disse resultater viser præcis samme mønster med en højere belastning i august-september efter indtag af narhvalskød (Dietz et al. in prep b). Den kedelige rekord fra en fultidsfanger kom op på næsten 100 gange de niveauer, vi målte i de danske referencepersoner og op til 45 gange den grænseværdi, US EPA (Environmental Protection Agency, den amerikanske miljøstyrelse) (guideline value) har, for hvad kviksølvniveauerne bør ligge under hos mennesker. En stor joker i vurderingen af, hvor skadelige kviksølvniveauerne er, er at fangerne indtager særdeles høje niveauer af selen fra deres marine kost. En stor del af denne selen findes i mattakken (hvalernes hud), som er en stor delikatesse i Grønland, men faktisk er der et pænt overskud af selen i stort set al marin kost (Dietz et al. 2000). Denne selen vil formentlig afgifte en del Tidsskriftet Grønland 1/2017 33
Figur 5. Sæsonmæssige forskelle i kviksølvmængden fra fangstdyrene i Avanersuaq baseret på gennemsnitlig jagt 1994-2014 (Piniarneq 2016) og de gennemsnitlige kviksølvbelastninger i muskelvæv fra publicerede og igangværende analyser under NOW projektet. (Foto: Rune Dietz).. af methylkviksølvet i en uopløselig kemisk forbindelse også kaldet tiemanite. Samtidig findes i den traditionelle kost en lang række gavnlige næringsstoffer, fedtsyrer og vitaminer, som sjældent er at finde i en del af den importerede føde. Nordvandets fremtid At kviksølv forekommer i høje koncentrationer i fangstdyrene er ikke nogen ny viden. Kostrådgivning i Grønland varetages af sundhedsmyndighederne på samme vis, som det foregår i andre områder, hvor marine pattedyr er en vigtig del af føden som eksempelvis i Canada og på Færøerne. Ud over denne kostrådgivning er der som beskrevet ændringer i form af mere terrestrisk ( landlig ) kost og mere føde fra lavere trofiske niveauer på vej. At Minamata Konventionen er trådt i kraft, vil givetvis nedbringe det langtransporterede bidrag af kviksølv fra andre dele af verden på samme måde, som resultaterne af Stockholm Konventionen har nedbragt de organiske miljøgifte. Endelig er der jo stadig de mange gavnlige effekter af vitaminer, mikro-næringsstoffer og fedtsyrer, som findes i den marine Grønlandske kost, der trækker i den positive retning. Hvorledes fremtiden vil forme sig med fortsat opvarmning, øget skibstrafik gennem Nordvestpassagen, forøget interesse for ressourceefterforskning og med afledte socioøkonomiske påvirkninger af Nordvandsområdet, ligger udenfor dette indlægs fokus. Fangerbefolkningen har imidlertid gennem årtusinder været i stand til at omstille sig til nye udfordringer i Nordvandsområdet, så mon ikke også de vil tilpasse sig de ændringer og udfordringer, de vil møde fremover. 34 Tidsskriftet Grønland 1/2017
Figur 6. Narhvalen er stadig et af de vigtige fangstdyr i Avanersuaq, hvis fjorde munder ud i Nordvandet. Narhvalens hud er rig på selen og vitaminer, mens kødet har et højt indhold af kviksølv. Venstre: Massauna Kristiansen flænser en narhval på iskanten i 1984 sammen med sine sønner, herunder Mamarut Kristiansen. Til højre: Mamarut flænser en anden narhval i 2015, 31 år senere, nu samme alder som hans far havde i 1984. (Fotos: Rune Dietz). Litteratur Berg T, Bartnicki J, Munthe J, Lattila H, Hrehoruk J Mazur A 2001. Atmospheric mercury species in the European Arctic: Measurements and modelling. Atmos. Environ. 35: 2569-2582. Berlin M. Mercury 1986. In: Friberg L, Nordberg GF, Vouk VB, editors. Handbook on the toxicology of metals. Amsterdam: Elsevier Science Publishers: 187 445. [Vol. II]. de March BGE, de Wit CA, Muir DCG, Braune BM, Gregor DJ, Norstrom RJ 1998. Persistent organic pollutants. AMAP assessment report: Arctic pollution issues. Oslo: AMAP: 183 pp. de Wit CA, Fisk AT, Hobbs KE, Muir DCG, Gabrielsen GW, Kallenborn R, et al. 2004. AMAP assessment 2002: persistent organic pollutants in the Arctic. Oslo: Arctic Monitoring and Assessment Programme,. Oslo, Norway. Dewailly E, Weihe P 2003. Chapter 9. The Effects of Arctic Pollution on Population Health: 95-105. In: AMAP Assessment 2002: Human Health in the Arctic. Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP), Oslo, Norway: xiv+137 pp. Dietz R, Overgaard Nielsen C, Munk Hansen M, Hansen CT 1990. Organic mercury in Greenland birds and mammals. The Science of the Total Environment 95: 41-51. Dietz R, Riget FF, Johansen P 1996. Lead, cadmium, mercury and selenium in Greenland marine animals. The Science of the Total Environment 186: 67-93. Dietz R, Pacyna J, ThomasDJ Asmund G, Gordeev V, Johansen P, Kimstach V, Lockhart L, Pfirman SL, Riget FF, Shaw G, Wagemann R, White M 1998a. Chapter 7: Heavy metals. In: AMAP Assessment Report: Arctic Pollution Issues. Arctic Monitoring and Assessment Programme. Oslo, Norway: 373-524. Dietz R, Riget F, Born EW 2000. An assessment of selenium to mercury in Greenland marine animals. The Science of the Total Environment 245: 15 24. Dietz R, Outridge PM, Hobson, KA 2009. Anthropogenic contribution to mercury levels in present-day Arctic animals A review. The Science of the Total Environment 407: 6120 6131. Dietz R, Heide-Jørgensen MP, Richard P, Orr J, Laidre K, Schmidt HC 2008. Movements of narwhals (Monodon monoceros) from Admiralty Inlet monitored by satellite telemetry. Polar Biology 31(11): 1295-1306. Dietz R, Born EW, Rigét FF, Aubail A, Sonne C, Drimmei RC, Basu N 2011a. Temporal Trends and Future Predictions of Mercury Concentrations in Northwest Greenland Polar Bear (Ursus maritimus) Hair. Environmental Science & Technology 45: 1458-1465. Dietz R, Rigét FF, Sonne C, Born EW, Bechshøft T, Tidsskriftet Grønland 1/2017 35
McKinney MA,Letcher RJ 2013a. Part 1: Three decades (1984-2010) of legacy contaminant trends in East Greenland polar bears (Ursus maritimus). Environment International 59:485-493. http://dx.doi.org/101016/j. envint.2012.09.004 Dietz R, Rigét FF, Sonne C, Born EW, Bechshøft T, McKinney MA, Drimmei R, Muir DCG, Letcher RJ 2013b. Part 2: Three decades (1984-2010) of flame retardant trends in East Greenland polar bears (Ursus maritimus). Environment International 59: 494-500. http://dx.doi.org/10.1016/j.envint.2012.09.008 Dietz R, Basu N, Braune B, O Hara T, Letcher R, Scheuhammer T, Sonne C, Andersen M, Andreasen C, Andriashek D, Asmund G, Aubail A, Baagøe H, Born EW, Chan HM, Derocher, AE, Grandjean P, Knott K, Kirkegaard M, Krey A, Lunn N, Messier F, Obbard M, Olsen MT, Ostertag S, Peacock E, Renzoni A, Rigét, FF, Skaare, JU, Stern G, Stirling I, Taylor M, Wiig Ø, Wilson S, Aars J 2013c. What are the Toxicological Effects of Mercury in Arctic Biota? The Science of the Total Environment 443:775-790. http://dx.doi.org/10.1016/j. scitotenv.2012.11.046 Dietz R, Mosbech A, Flora J, Eulaers I in prep a. How the traditional lifestyle and diet in NOW is challenged by long-range pollution. AMBIO (in prep) Special Issue on the Northwater programme. Dietz R, Eulers I, Gustavsson K, Mosbech A, Flora J, Mulvad G in prep b. Variation in Human exposure to Mercury in Northwest Greenland due to Seasonal Changes in the Traditional Food. Environmental International (in prep). Grønlands Statistik. Gennemsnit af befolkningstal og Hellefiskefangster 1977-2016, http://www.stat.gl/default.asp?lang=da Hansen JC, Van Oostdam J, Gilman A, Odland JØ, Vaktskjold A, Dudarev A 2009. In: AMAP Assessment Report 2009: Human Health in the Arctic. Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP), Oslo, Norway: xiv+256 pp. Minamata Konventionen: http://www.mercuryconvention. org/convention Johansen P, Muir D, Asmund G, Riget F 2004. Human exposure to contaminants in the traditional Greenland diet. The Science of the Total Environment 331: 189 206. Johansen P, Mulvad G, Pedersen HS, Hansen JC, Riget FF 2007. Human accumulation of mercury in Greenland. The Science of the Total Environment 377: 173 178. Letcher RJ, Bustnes JO, Dietz R, Jenssen BM, Jørgensen EH, Sonne C, Verreault J, Vijayan MM, Gabrielsen GW 2010. Effects Assessment of Persistent Organohalogen Contaminants in Arctic Wildlife and Fish. The Science of the Total Environment 408: 2995-3043. Lindberg SE, Brooks S, Lin CJ, Scott K, Meyers T Chambers L, Landis M, Stevens R 2001. Formation of reactive gaseous mercury in the Arctic: evidence of oxidation of Hg 0 to gas-phase Hg-II compounds after Arctic sunrise. Water Air and Soil Pollution Focus 1: 295-302. Lu JY, Schroeder WH, Barrie L, Steffen A,; Welch H, Martin K, Lockhart L, Hunt R, Boila G, Richter A 2001. Magnification of atmospheric mercury deposition to polar regions in springtime: the link to tropospheric ozone depletion chemistry. Geophysical Research Letters 28: 3219-3222. Outridge PM, Dietz R, Amyot M, Barkay T, Basu N, Berg T, Braune B, Carrie J, Chételat J, Cole A, Constant P, Dastoor A, Dommergue A, Donaldson SG, Douglas T, Durnford D, Evans M, Ferrari C, Gaden A, Gantner AK, Gantner N, Goodsite M, Hedman J, Hintelmann H, Hobson K, Johnson M, Kirk J, Kroer N, Krümmel E, Larose C, Lean D, Leech T, Letcher RJ, Loseto L, Macdonald RW, Muir DCG, J. Munthe J, Nielsen TG, O Hara T, Pacyna J, Poissant L, Poulain A, Rigét F, Rognerud S, Ryzhkov A, Scheuhammer T, Skov H, Sonne C, Sørensen S, Steenhuisen F, Steffen A, Stern G, Stow J, Sundseth K, Travnikov O, Verta M, Wang F, Wängberg I, Wilson SJ, Zdanowicz C, 2011. Mercury in the Arctic. Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP), Oslo, Norway. xiv + 193 pp. Piniarneq 2015 Data vedrørende den grønlandske fangst Direktoratet for Fangst og Fiskeri, Grønlands Selvstyre 1993-2013. Rigét FF, Bossi R, Sonne V, Vorkamp K, Dietz R 2013. Trends of perfuorochemicals in Greenland ringed seals and polar bears from Greenland: indications of beginning to decreasing trends. Chemosphere 93: 1607 1614. Rigét, F, Vorkamp K, Bossi R, Sonne C. Letcher R, Dietz R 2015. Twenty years of monitoring of persistent organic pollutants in Greenland biota. A review. Environmental Pollution 10.1016/j.envpol.2015.11.006. Stern G, Loseto L, Macdonald RW, Wang F, Zdanowicz C, Outridge PM, Cole A, Chetelat J, Hintelmann H, Steffen A 2011. Chapter 4. How does climate change influence Arctic Mercury? In AMAP Assessment Report: Mercury in the Arctic. Arctic Monitoring and Assessment Programme: Oslo, Norway, (Editors: Outridge & Dietz 2011): xiv + 193 pp. Streets DG, Qiang Z, Wu Y 2009. Projections of Global Mercury Emissions in 2050. Environmental Science and Technology 43: 2983-2988. US EPA (Environmental Protection Agency) 1997. Mercury Study Report to Congress. Volume VII: Characterization of Human Health and Wildlife Risks from Mercury Exposure in the United States EPA-452/R-97-009 December 1997 https://www3.epa. gov/airtoxics/112nmerc/volume7.pdf Van Oostdam J, Donaldson S 2009. Human tissue levels of environmental contaminants. In: AMAP Assessment 2009: Human Health in the Arctic. Chapter 5: 61-110. Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP). Weatherspark.com information on the weather in Qaanaaq. https://weatherspark.com/averages/27553/ Qaanaaq-Avannaarsua-Greenland WHO 1993. Environmental health criteria 101: Methylmercury. Geneva, Switzerland: World Health Organization: 144 pp 36 Tidsskriftet Grønland 1/2017