Til Himmelbjerget! På vandring med Blicher På Blichers tid var der ingen tvivl om, at Himmelbjerget rakte helt ind i himlen! I 1777 anslog en geograf, at Himmelbjerget var over 5650 meter højt. Himmelbjerget var dermed højere end det store bjerg, Mont Blanc i Frankrig. Pga. Himmelbjergets store højde var man i 1700 og 1800 tallet meget fascineret af det. Blicher kaldte endda bakken for Danmarks Olympus (det højeste bjerg i Grækenland og hjemsted for antikkens græske guder, f.eks. Zeus). I dag ved vi, at Himmelbjerget kun måler 147 meter. Den største fest D. 1. august 1838 mødtes en flok unge på Himmelbjerget. De aftalte, at de skulle mødes samme sted året efter for at holde en folkefest. Rygtet om den kommende fest nåede snart Blicher, som var fyr og flamme. Han så chancen for at holde en folkefest, der var mindst lige så stor som Himmelbjerget. Derfor annoncerede han i aviser og sendte breve ud om den kommende fest til familie og venner. Himmelbjergsfesterne skulle dog ikke kun være store fester. De skulle også være centrum for oplæsning af nye digte og være en genoplivelse af de gamle olympiske lege med konkurrencer og præmier. Mest vigtigt skulle festerne fungere som talerør for Blichers og hans ligesindedes stærke politiske holdninger.
Blicher taler på Himmelbjerget, malet af Valdemar Neiiendam. Blichermuseet på Herningsholm, Herning. Arrangøren Blicher Den første Himmelbjergsfest blev afholdt i 1839 og blev en stor succes med flere hundreder af gæster! Himmelbjergsfesterne blev herefter til en tradition, der varede helt til 1844. Gæsterne kom fra alle samfundslag: Her mødtes både borger, herremand og bonde. Blicher var dog ikke noget stort geni, når det kom til planlægningen af Himmelbjergsfesterne! Nogle gange var der hverken stole, skyggende telte, mad eller vand til gæsterne, der storsvedte under den brændende sommersol. I 1840 var det ved at gå rigtig galt. Dette år annoncerede Himmelbjergets ejer, Peder Nielsen, at man nu skulle bede ham om tilladelse, før man tog bjerget i brug. Blicher var en utålmodig sjæl og opsøgte aldrig Peder Nielsen, men styrtede direkte hen til blækhuset og skrev rødglødende artikler, hvori han truede Peder Nielsen med alverdens ulykker, hvis han ikke gav afkald på sit krav.
Tre dage før den planlagte Himmelbjergsfest greb kongen ind og købte retten til at bruge bjerget Himmelbjergsfesten var reddet, hvilket var ganske heldigt for Blicher, der allerede havde planlagt festen og sendt invitationer ud. Selv om festerne ikke altid var lige godt planlagte, var der fest, farver og som regel var der ikke sparet på alkoholen! Fornøjede gæster dansede og sang til toner af orkestrer, hyldede fædrelandet, råbte hurra og lyttede til bl.a. Blichers alenlange taler. Blichers første Himmelbjergstale var så lang, at han blev nødt til at gemme en seddel med stikord i sin hat for, at kunne huske det hele. Brandfarlige taler og artikler Blicher leverede både taler og sange til Himmelbjergsfesterne. Men også andre, som f.eks. præsten Frederik Hammerich og forfatteren og teologen N.F.S. Grundtvig skrev sange til festlighederne. Førstnævnte holdt også taler, om bl.a. skandinavismen. Når Blicher ikke holdt taler på Himmelbjerget, skrev han artikler til nogle af tidens aviser (bl.a. Jyllands Posten og Randers avis). Fordi Blichers taler og artikler blev til i en tid, hvor man ikke kunne sige hvad som helst uden at blive truet med fængsel, var nogle af dem brandfarlige. Den danske jurist og politiker Orla Lehmann opfordrede til fri forfatning i en tale i Nykøbing Falster i 1841. Denne opfordring kostede ham tre måneder i fængsel. Hvad talte og skrev Blicher egentligt om? Blicher både talte og skrev om ønsket om en fri forfatning. Men for at undgå at komme i fængsel som Lehmann, måtte Blicher pakke sine ord godt ind. Til Himmelbjergsfesten i 1842 holdt han en tale om ordet konservativ. Ifølge Blicher betød konservativ at bevare, nedsylte og gemme det, man havde og troede på. Salt var godt til at konservere madvarer med (f.eks. saltet flæsk og saltede sild), men det var vigtigt med godt salt! Blicher mente, at det tyske salt var for svagt og det spanske salt for stærkt. Derimod var det norske salt af første klasse. Med henvisningen til det norske salts kvaliteter, hentydede Blicher til den ønskelige frie forfatning, som Norge allerede havde fået i 1814, samt til Norges fastholdelse og bevaring af de gamle
fællesnordiske dyder! Blicher drømte om, at Danmark en gang skulle opnå de samme kvaliteter som Norge. Vi ere alle Nord mænd Blicher var også en varm fortaler for skandinavismen, et emne som blev taget op i talerne på Himmelbjerget. Skandinavismen var en bevægelse, der arbejdede for en alliance mellem Danmark, Norge og Sverige. Hvis man var skandinavist, mente man, at de tre nordiske lande var kulturelt, historisk og sprogligt forbundet. Blicher blev inspireret af skandinavismen under en rejse til Sverige i 1836. Her havde han mødt en svensk redaktør, der hed Carl Magnus Eckbohrn. Han planlagde at udgive en unionskalender, hvori der var bidrag fra både Danmark, Norge og Sverige. Blicher var med det samme med på den skandinavistiske ide han ville endda have et nordisk forsvarsforbund. Men både Eckbohrn og Blicher blev syge, og derfor blev unionskalenderen aldrig til noget. Blicher opgav dog ikke håbet om et nordisk forsvarsforbund: Da Europa var hærget af krige og uro, var det nemlig vigtigt, at Danmark, Sverige og Norge stod sammen! Hvis landene ikke kunne finde ud af det, frygtede Blicher, at Danmark ville blive tabt til Tyskland, Sverige til Rusland og Norge til England. Alle til våben for Danmark Drømmen om et nordisk forsvarsforbund var ikke nok. I taler og i artikler argumenterede Blicher desuden for Almindelig Værnepligt som et våben mod den tyske trussel. På Blichers tid var det kun bønderne, der var soldater. Men Blicher, der talte bøndernes sag, ville have, at det skulle være anderledes alle våbenføre mænd skulle være med til at forsvare Danmark. Blicher var ikke alene om denne holdning. Den danske officer Anton Frederik Tscherning havde tidligere skrevet artikler om emnet. Hans skriverier medførte, at han i 1830 erne blev sendt på orlov i udlandet for at køle af. Krav om almindelig værnepligt og lighed i samfundet var nemlig ikke noget, kongen brød sig om. Blicher tog alligevel chancen og skrev artikler og holdt taler om emnet i 1840 erne. I artiklen Almindelig Værnepligt argumenterede Blicher for, at en hær bestående af alle våbendygtige mænd ikke ville koste staten meget mere end den nuværende hær, som kun bestod af bønder. Selv om der nu var flere i hæren, ville det ikke blive dyrere, fordi oplæringstiden skulle sættes ned med en tredjedel.
Og det ville under alle omstændigheder være billigere end at tabe en krig. Soldaternes uniformer skulle heller ikke være en økonomisk byrde for staten. Hver soldat kunne skaffe sig sin egen uniform, som i fredstid kunne fungere som en nationaldragt og være dekoreret med fredssymboler. Hvis krigen brød ud kunne symbolerne skiftes ud med krigssymboler. Staten måtte dog sørge for våben, men hver soldat skulle selv vedligeholde våbenet og lade det gå i arv fra far til søn gennem flere generationer. Blicher mente, at hvis våbenet gik i arv, ville det styrke sønnens stolthed over at gå i krig for Danmark. Blicher ude i kulden Efter Himmelbjergsfesten i 1840 tog Blicher initiativ til at danne en komite, der skulle stå for planlægningen af de kommende fester. Men i foråret 1843 sendte selvsamme komite Blicher ud i kulden ved at udelukke ham fra planlægningen af festerne. Blicher måtte stadig tale til festerne, men først efter at arrangørerne havde sikret, at han ikke var fuld. Blichers uberegnelige opførsel, drikkevaner, uhumskhed, hans konstante jagt på økonomisk hjælp fra venner og bekendte og hans til tider dumdristige provokationer af enevælden, irriterede og skræmte hans omgivelser. Især provokationerne var urovækkende i en tid, hvor der var fængselsstraf til dem, der gik for langt. Det var dog ikke Blichers synspunkter, der generede, men hans måde at fremføre disse på. Derfor frygtede komiteen, at Blicher ville ødelægge den spirende udvikling hen mod en fri forfatning, som var ved at tage form. Derfor var det bedst at sende Blicher ud i kulden. Den sidste Himmelbjergsfest, som dog druknede i regn og mudder, blev holdt i 1844. Blicher drømte om en ny året efter, men kunne ikke finde opbakning.