Pædagogens rolle i psykiatrien kontra det sundhedsfaglige personale side 13



Relaterede dokumenter
Recovery Ikast- Brande Kommune

Politik for socialt udsatte i Odsherred Kommune

Procedure for kontaktpersonfunktion

Indikator A. Kontakten bevares til 90 % af de borgere, der er Vista Balboas målgruppe, dvs. uden et endeligt drop out.

ODENSE KOMMUNES VÆRDIGHEDSPOLITIK SAMMEN MED DIG

K V A L I T E T S P O L I T I K

Nye veje i de socialpsykiatriske tilbud

GODE RÅD TIL DIG - OG DINE PÅRØRENDE

SERVICEDEKLARATION BOSTØTTEN SOCIALPSYKIATRIEN

Ældrepolitik Et værdigt ældreliv

PSYKIATRI AMU-UDDANNELSER INDHOLD OG TEMAER SIGNALEMENT AF DET SOCIALPSYKIATRISKE OMRÅDE MED KENDTE OG NYE UD- FRA PATIENT TIL PERSON

Når det gør ondt indeni

ONLINE BOSTØTTE SOCIALPSYKIATRIEN OG HANDICAP

Et værdigt seniorliv. Viborg Kommunes Senior- og Værdighedspolitik

Pårørendepolitik. for samarbejdet mellem borgere, pårørende og ansatte

SERVICEDEKLARATION BOSTØTTEN - HANDICAP

Motivation kan være nøglen Hvornår er nok, nok? Thomas Bredahl, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet,

Indholdsfortegnelse: Eksamens nr.: 5828 Den asymmetriske relation.

Rehabilitering dansk definition:

Ældrepolitik. Godkendt af Byrådet den 25. februar 2013

etik i pædagogisk praksis debat

Alkoholdialog og motivation

Ældrepolitik for Norddjurs Kommune

SERVICEDEKLARATION SOCIALPSYKIATRISK BOTILBUD HEDEBO MIDLERTIDIGT BOTILBUD

Psykiatri- og Rusmiddelplan for Skive Kommune

områder, som selvfølgelig er fremadrettet Virksomhedsplan

Et værdigt seniorliv Viborg Kommunes Senior- og Værdighedspolitik. Udkast april 2016

SERVICEDEKLARATION MENTORSTØTTE

De bærende principper for psykiatriomra det i Viborg Kommune

Alle høringssvar skal være skriftlige og sendes til udviklingskonsulent Vibeke Bruun-Toft på mail

Værd at vide om Åben Dialog til fagfolk

Pårørende. Livet tæt på psykisk sygdom

VÆRDIGHEDSPOLITIK Thisted Kommune

Vågn op til dit liv! Den virkelige opdagelsesrejse er ikke at finde nye landskaber, men at se dem med nye øjne

Borgerens opfattelse af alliancen med rådgiver eller fagpersonen er et væsentligt grundlag for fremskridt.

Sundhedspolitik. Sundhed. over Billund Kommune. Sociale fællesskaber. Kulturelle faktorer. Livsstil (KRAM) Leve- og arbejdsvilkår

Psykiatri- og Rusmiddelplan. - for Skive Kommune Sundhedsafdelingen i Skive Kommune

BALLERUP KOMMUNES PSYKIATRIPOLITIK. Januar 2019

Trivsel og Psykisk arbejdsmiljø

Senior- og værdighedspolitik

SKizofreNi viden og gode råd

Politik for borgere med særlige behov. Social inklusion og hjælp til selvhjælp

Sundhed skal læres. (Hvordan holder jeg mig sund og rask)

ANGST VIDEN OG GODE RÅD

Job- og personprofil for sygeplejerske i akutteam i Assens Kommune

Plan for det psykosociale område

En opdagelsesrejse på vej mod recovery-orientering

Velkommen til Temaaften om skizofreni. Katrine Lindebjerg Birthe Bruun Olsen Karin Bonde Jessen

Rødovre Kommunes politik for socialt udsatte borgere. Vi finder løsninger sammen

Når skizofreni er en del af familien roller og muligheder

Arbejdet i SFOèrne i Hvidovre baserer sig på en inkluderende tankegang. Inklusion er tanken om at lukke ind at medregne.

Etisk. Værdigrundlag. for socialpædagoger

Pejlemærker for mental sundhed og gode livsvilkår Vedtaget på SINDs landsmøde 2018

FOTO UDSKIFTES VÆRDIG HEDS POLITIK

ADHD i et socialt perspektiv

PÆDAGOGISKE ARBEJDSMETODER. Relation, Motivation, Empowerment.. Borgeren skal være kaptajnen der ved hvor skibet skal sejles hen.

Vejledning til 5 muligheder for brug af cases

Senior- og værdighedspolitik

Senior- og værdighedspolitik

Det gælder livet. Krop og sundhed. Afspændingspædagog Ane Moltke

Sammenhæng. Mål 1. At barnet kan etablere og fastholde venskaber. Tiltag

Strandgårdens værdier

Psykiatrisk fysioterapi: Lyt til din krop og reager på dens signaler!

Forslag til etablering af Udsatteråd/forum i Kolding Kommune

Forsidebillede: Andreas Bro

Psykiatri. INFORMATION til pårørende

Værdigrundlag. Vi er ligeledes bevidste om, at vi ikke er de eneste rollemodeller og værdisættere - forældre har den væsentligste rolle.

Politik for værdig ældrepleje

Skizofreni Skizofreni 1 April 2017 Underviser: Majbrith Schioldan Kusk

PERSONLIG SALGSTRÆNING En anderledes uddannelse til ledige, der tager udgangspunkt i den enkelte. Dag 5 af 6; 08:30 15:30

Livskvalitet Selvbestemmelse Høj kvalitet og sammenhæng i plejen Mad og ernæring Det gode samarbejde med pårørende En værdig død

ALLERØD KOMMUNE. [ str. 8,5x8,5] VÆRDIGHEDSPOLITIK ALLERØD KOMMUNE

Pædagogisk Vejleder- og Værestedsteam Brugertilfredshedsundersøgelse af Den Gule Dør i Køge Kommune

Pårørende - reaktioner og gode råd

Bedre Balance testen:

Notat om status på arbejdet med recovery i Ballerup Kommunes Socialpsykiatri

Daginstitution Højvang. Pædagogisk fundament. Metoder og hensigter

Værdighedspolitik. Faxe Kommune

Værdighedspolitik

ET VÆRDIGT ÆLDRELIV VÆRDIGHEDSPOLITIK 2016

Værdighedspolitik, Vejle Kommune

Seksuelle dysfunktioner E-bog af Tanja Rahm

Personlig supervision - et nødvendigt arbejdsredskab

Er mål en barriere for at nå målet?

SERVICEDEKLARATION SOCIALPSYKIATRISK BOTILBUD HEDEBO 107

Hvad er skizofreni? Symptomerne på skizofreni og diagnosen

Psykiatri. INFORMATION til pårørende

ETISK VÆRDIGRUNDLAG. for socialpædagoger

STRATEGI FOR DEN INKLUDERENDE BY OG HOUSING FIRST

Livet er dit - Vi støtter, udfordrer og skaber værdi i fællesskab. Socialpolitik

Cooperative Learning teams behøver de at være heterogene?

Værdigrundlag. Respekt. Relationsskabelse. Ligeværdighed. Professionalitet. Frihed og ansvar Anerkendelse. Mangfoldighed og accept

Antimobbepolitik for Rosenkilde Skole Februar 2018

Jeg har aldrig haft særlig mange venner

BORGERE MED PSYKISKE LIDELSER I DE ALMENE BOLIGER GREVE, 11. MARTS 2017 V/ PSYKOLOG HENRIETTE CRANIL

NORDDJURS KOMMUNES SOCIALPOLITIK

Sparringsværktøj Kollegial og ledelsesmæssig sparring i Flere skal med

Strategi Voksne indenfor psykiatriområdet

Transkript:

0

Indholdsfortegnelse Indledning side 2 Problemformulering side 2 Metode side 3 Psykiske diagnoser side 4 Recovery, rehabilitering og empowerment side 6 Motivationsarbejde side 8 Inklusion side 11 Pædagogens rolle i psykiatrien kontra det sundhedsfaglige personale side 13 Selv- og medbestemmelsesret side 15 Case side16 Analyse og diskussion side 17 Konklusion side 21 Perspektivering side 22 Litteraturliste side 24 1

Indledning Mange mennesker lever i dag med en psykisk diagnose. Det anskues at 25 % af Danmarks befolkning i dag får konstateret en psykisk lidelse, hvilket udgør den største sygdomsbyrde i Danmark. Heraf er det psykiske lidelser som stress, angst, skizofreni, bipolar lidelse og depression som er de mest udbredte. Der er flere forskellige faktorer der spiller ind når et menneske rammes af en psykisk lidelse, for eksempel kan det stamme helt tilbage fra barndommen hvor at man har oplevet mobning i dagtilbud/skole eller omsorgssvigt i hjemmet, og man kommer fra et hjem med lav social kapital. Den psykiske lidelse kan dog også være medfødt eller arvelig og udløses senere i livet blandt andet grundet arbejdsløshed, manglende uddannelse eller mobning/diskrimination på arbejdspladsen. Dette er dog kun nogle af de få eksempler der er grunden til at et menneske rammes af en psykisk lidelse. (psykiatrifonden, 2014). Vi mener det er vigtigt at se på hvilken rolle det pædagogiske personale spiller, på for eksempel et bosted for voksne med psykiske lidelser i socialpsykiatrien, da pædagogen må have andre arbejdsopgaver end det sundhedsfaglige personale der traditionelt er den primære faggruppe på disse steder. Dette finder vi relevant at undersøge nærmere da vi ud fra egen praksis gentagende gange har oplevet at det pædagogiske personale har en anden tilgang til disse mennesker, end det sundhedsfaglige. Inspiration til denne Bachelor opgave kommer til dels fra vores praktikker og erfaringer fra arbejde, da vi finder det både spændende, relevant og nødvendigt at undersøge hvordan vi i det pædagogiske arbejde med voksne med sindslidelser bedst muligt kan hjælpe dem med igen at kunne leve et selvstændigt liv. Hvordan vi som pædagoger kan hjælpe en borger med igen at finde glæden ved livet, få udlevet drømme og genskabe lysten til at være en del af et fællesskab, og derved skabe nye relationer. Vi har valgt at lægge fokus på mennesker med lidelsen skizofreni, da det er en af de mest udbredte diagnoser blandt Danmarks befolkning. Ydermere finder vi denne diagnose interessant da den kan ramme alle alders grupper og i vidt forskellige grader. Problemformulering Hvordan kan vi i det pædagogiske arbejde med voksne med sindslidelser bedst muligt støtte dem i deres egen Recovery proces? 2

Metode Ud fra ovenstående finder vi det relevant at undersøge hvor mange mennesker der kommer sig helt eller socialt oven på deres psykiske sygdom. Hvor mange mennesker der efter et sygdomsforløb igen er i stand til at vende tilbage på arbejdsmarkedet og tage vare på sig selv i egen bolig, uden brug af medicin eller støtte fra fagpersoner. Dette vil vi undersøge ved, blandt andet at finde undersøgelser og statistikker, ydermere vil vi se på hvilke metoder der kan anvendes for at borgeren kommer sig bedst muligt. Derfor vil vi senere i opgaven komme ind på Recovery og rehabilitering. Vi har valgt at komme ind på begreberne Recovery og rehabilitering, da det er relevant for borgerens videre liv. Vi mener at Recovery og rehabilitering er vigtige begreber i arbejdet med mennesker med sindslidelser. Begge begreber er en betegnelse for at borgeren skal komme sig helt eller socialt. Recovery er dog borgerens egen proces, hvorimod at rehabilitering er den indsats for eksempel pædagogen tilbyder borgeren. Ydermere finder vi det relevant at inddrage begrebet inklusion da borgeren under sin sygdomsperiode kan have oplevet isolation og eksklusion fra sociale fællesskaber. I den sammenhæng vil vi også lægge fokus på Per Revstedts definition af motivationsarbejde, da vi mener at motivationsarbejdet spiller en kæmpe rolle for os som pædagoger i arbejdet med voksne med sindslidelser. Ydermere finder vi det relevant at se på hvilke faktorer der er relevante i borgerens liv både under arbejdet med Recovery processen men dog også i livet efter et sygdomsforløb. Da psykiatri er et bredt område, har vi valgt at afgrænse os til bosteder indenfor socialpsykiatrien, da det er dette vi har erfaring fra. For at kombinere teori og praksis bedst muligt, vil vi i løbet af vores opgave præsentere nogle praksis eksempler fra enten vores tidligere praktikforløb eller nuværende arbejde. Vi har selv udarbejdet en realistisk case om en mand med lidelsen paranoid skizofreni, og hans liv fra socialpsykiatrisk bosted til egen bolig. Denne case vil vi også bruge til at koble teori og praksis sammen ved at analysere. 3

Psykiske diagnoser Eftersom vi har valgt at ligge vores fokus på diagnosen skizofreni, vil vi i nedestående afsnit forsøge at belyse hvordan sygdommen kan udforme sig og hvilke typer af skizofreni der forekommer. Skizofreni er en af de mest kendte og komplicerede psykoser. Det er hovedsageligt unge mennesker der i dag rammes af lidelsen. Det er symptomer som tankeforstyrrelser, hallucinationer, forfølgelses- og påvirkningsideer og bizarre vrangforestillinger der oftest ses hos mennesker med diagnosen skizofreni. Tankeforstyrrelser er når man oplever at andres tanker stoppes ind i hovedet på en, og man derfor tvinges til at tænke dem eller man kan opleve følelsen af ens egen tanker sendes ud for eksempel via radioen, så andre kan høre dem. Der er forskellige former for hallucinationer, de mest hyppige er dog høre-, lugte- og smagshallucinationer. Ved hørehallucinationer oplever borgeren stemmer der opfordrer til for eksempel at gøre skade på nogen, noget eller sig selv. Stemmerne kan også være forbydende og for eksempel fratage borgeren mad og drikke. Ved lugte- og smagshallucinationer oplever borgeren at velkendte ting pludselig har en fremmed lugt eller smag, dette kan være med til at borgeren får følelsen af at blive forgiftet af omgivelserne. Disse former for hallucinationer er oftest med til at forstærke borgerens paranoide vrangforestillinger. (Bonde & Johansson, 1994) Der findes fire forskellige former for skizofreni. Paranoid skizofreni, kataton skizofreni, hebefreni (uddifferentieret skizofreni) og simpel skizofreni. Paranoid skizofreni indtræder oftest forholdsvis sent i sygdomsforløbet ved ca. 30-45 årsalderen. Lider man af paranoid skizofreni oplever man oftest en så voldsom angstfølelse, som kan få borgeren til at svede, eller gøre skade på sig selv. Man kan derimod også få en forestilling om at man for eksempel skal frelse verden, eller føle sig forfulgt. Kataton skizofreni forekommer oftest ved spise eller drikkevægring, og kan være livstruende. Det karakteristiske ved psykosen er at den er bevægelsesforstyrrende. Denne form for skizofreni er dog yderst sjælden. Hebefreni forekommer i en tidlig alder. Lider man af hebefreni vil man veksle meget mellem angstprægede og psykotiske symptomer. Denne tilstand domineres af følelsen af at andre prøver at styre en. Der opleves ofte hallucinationer og til tider destruktiv adfærd. 4

Ved simpel skizofreni er symptomerne milde, og der udvises ikke psykotiske træk. Men derimod milde humørsvingninger og anti-social adfærd. Denne type skizofreni ses sjældent. (Cullberg, 2001) I år 2013 udførte psykiatrifonden en undersøgelse blandt mennesker med skizofreni. Formålet med denne undersøgelse var at finde ud af hvordan mennesker med skizofreni selv har oplevet både behandlingen og livet med denne sygdom indenfor de sidste 10 år. Man undersøgte hvilke tilbud der virkede bedst og hvilke begrænsninger de selv har oplevet i forhold til deres Recovery proces. Cirka 400 mennesker har deltaget i denne undersøgelse. Hvis man kigger på undersøgelsen har cirka 24 % der har deltaget i denne undersøgelse, boet på socialpsykiatriske botilbud, hvorimod hele 69 % har oplevet kortvarige hospitalsindlæggelser uden tvang. Ud af de 24 % der har boet på botilbud, har 14 % oplevet at botilbuddet har været en afgørende faktor i deres sygdomsforløb, hvor at ud af de 69 % der har været indlagt er der kun 36 % der føler at indlæggelsen har haft positiv effekt på deres sygdom. (psykiatrifonden, psykiatrifonden.dk, 2015). I et spørgsmål om hvorvidt disse mennesker oplever psykiatrien som en helhed, svarer 38 % af de adspurgte at de har oplevet manglende fokus på Recovery fra personalets side. Dette har været med til at de ikke har kunnet få den rigtige støtte og hjælp i hverdagen. Ydermere er disse mennesker blevet spurgt om hvad der har været afgørende for deres arbejde med deres Recovery proces og hvad der har skabt de største barrierer. De mest afgørende faktorer er blandt andet at have en stabil bolig situation (67 %), at de ansatte udviser håb og tiltro (57 %) og støtte fra venner og netværk (57 %). De største barrierer disse mennesker svarer at de har oplevet er ingen tiltro fra personalet om at kunne komme sig (30 %) og økonomiske bekymringer (54 %). En af de vigtigste faktorer for at mennesker med skizofreni selv føler at de kan få en vellykket Recovery proces er at personalet på for eksempel socialpsykiatriske botilbud udviser håb og tiltro til at det lykkes for dem og at de kan komme sig selvom det varierer fra den enkelte, hvor lang tid Recovery processen tager. Det er derfor bemærkelsesværdigt at hele 30 % af de adspurgte oplever at personalet ikke har denne tiltro til at de kan komme sig på længere sigt. De adspurgte svarer også at en vigtig faktor for dem er at have støtte fra venner og netværk, men mange af disse mennesker der bor på botilbuddene i socialpsykiatrien har dog et begrænset netværk. De får oplevelsen af at deres primære netværk, som kan være en kontaktperson eller andet personale ikke udviser tiltro til deres Recovery proces og dermed får de ikke den vigtige støtte fra deres netværk. (psykiatrifonden, psykiatrifonden.dk, 2015) 5

Recovery, Rehabilitering og Empowerment Når man arbejder med mennesker med sindslidelser som for eksempel skizofreni, angst og bipolar lidelse indgår begreberne Recovery og rehabilitering oftest i det daglige arbejde med disse mennesker. Vi har derfor valgt at beskrive begreberne nedenfor. Recovery er en aktiv, personlig, mental proces hvor at en borger beslutter sig for at komme videre med sit liv, uafhængigt af hvilke symptomer eller problemer borgeren selv eller andre føler at borgeren står overfor. Ifølge William Anthony som er professor ved center for rehabilitering indebærer Recovery en opdagelsesrejse ind i sig selv som menneske og en forandringsproces, hvor man vokser hinsides den katastrofe som den psykiske sygdom har forårsaget. (Socialstyrelsen, 2014). Recovery deles op i to kategorier, enten at komme sig helt eller at komme sig socialt. Når en borger formår at komme sig helt, vil borgeren blive symptomfri og kunne leve et velfungerende og tilfredsstillende liv. Kommer man sig derimod socialt vil man stadig være plaget af psykotiske symptomer, men dog være i stand til at fungere i sociale sammenhænge, for eksempel passe et arbejde, have et familieliv eller være en del af andre fællesskaber. Det er dog forskelligt fra person til person hvor mange år det tager at blive symptomfri. Recovery betegnes som en personlig udviklingsproces, som former sig i hverdagslivet. Men det er altså vigtigt at pointere at Recovery processen ikke er noget vi som pædagoger igangsætter og gør ved borgeren, men derimod en proces borgeren selv sætter i gang og er motiveret for. Det er også værd at lægge mærke til at borgere der har et socialt netværk har nemmere ved at komme sig, da isolation og ensomhed kan virke som en barriere for Recovery processen. Men for at borgeren kan komme i gang med sin Recovery proces, skal vi som pædagoger også være i stand til at motivere borgeren og støtte denne, så isolation og ensomhed ikke er en barriere og dermed er Recovery processen ikke alene noget borgeren har ansvar for, men noget der sker i samarbejdet. Psykolog Alain Topor påpeger fire gennemgående hovedgrupper som er særligt betydningsfulde indenfor borgerens egen Recovery proces. Individet selv, at finde mening, andre mennesker og materielle forhold. Disse fire hovedgrupper er afgørende for om en borger kan formå at komme sig helt. Ydermere påpeger Alain Topor også mange andre specifikke faktorer som er vigtige indenfor Recovery. Håb (at have troen på at det er muligt at komme sig), mening og sammenhæng (at personen finder mening i det han/hun har været igennem), en både-og-tilgang (at man anskuer mennesket med psykiske lidelser for også at have mange andre egenskaber), behandlerens tilgang og adfærd (at behandlerne får borgeren til at føle sig respekteret og mødet med den sindslidende 6

foregår i en ligeværdig relation), sociale relationer og netværk (at borgeren får støtte fra venner og familie, og er en del af et fællesskab). Dette er dog kun nogle af de faktorer Alain Topor påpeger som betydningsfulde indenfor borgerens egen Recovery proces. Her er det dog vigtigt at disse faktorer forstås som et integreret hele. (Christensen, 2012) Hvor at Recovery er borgerens egen gennemlevende proces, er rehabilitering den støtte, hjælp og de værktøjer som fagpersoner stiller til rådighed for borgeren. Blandt andet ved at oplyse borgeren om dennes rettigheder til uddannelse, arbejde, hjælp til bolig og økonomisk hjælp. Man kan sige at rehabiliteringen er et samarbejde omkring Recovery, mellem borger og fagpersoner, da man ikke kan recover andre, men derimod tilbyde rehabiliterende indsatser med intention om at fremme borgerens Recovery proces. Rehabilitering er en kompleks og tværfaglig proces, der oftest indeholder en række indsatser, der tilsammen kan kaldes for en rehabiliteringskæde. Disse indsatser er tilpasset ud fra borgernes individuelle behov. En rehabiliterings proces kan struktureres ved hjælp af delprocesser for eksempel opstilling af mål, intervention og evaluering. Målene udarbejdes i samarbejde med borgeren. Oftest er disse mål enkelte og konkrete. For at disse mål opnås, opstilles der en række delmål. Hvis man for eksempel har et konkret mål som lyder jeg ønsker selv at kunne lave mad, kunne delmålet lyde dette jeg vil gøre hver torsdag med støtte fra et personale. Her lægges der vægt på borgerens ressourcer, og hvordan borgeren bedst muligt kan mestre disse for at gøre livssituationen bedre. Det er dog vigtigt at der er en god relation og kommunikation mellem borgeren og personale, for at få det bedste udfald af rehabiliteringsprocessen. (Eplov Falgaard, Korsbek, Petersen, & Mette, 2010) Da vi nævner Recovery og rehabilitering som to vigtige faktorer for at en borger med psykiske lidelser har bedst mulighed for at komme sig helt eller socialt, finder vi det også relevant at kigge på begrebet empowerment. Empowerment er en metode i social- og sundhedsfremmende arbejde, en måde at forstå og tolke dette arbejde og dets funktion på og en strategi der skal være med til at skabe forbedringer og forandringer for samfundets svageste, som vil være med til at gøre at de vil føle større social retfærdighed. Empowerment anses for at være et perspektiv, der har fokus på ressourcer fremfor fejl og mangler hos for eksempel mennesker med sindslidelser. 7

Empowerment kan opdeles i tre niveauer det personlige niveau, det interpersonelle niveau og det politiske niveau. Indenfor det personlige niveau, opnår man en følelse af personlig magt. Ved det interpersonelle niveau udvikler man de færdigheder der kræves for at man kan få indflydelse i sit nærmiljø. På det politiske niveau, er målene social handling og forandring. Det vil sige at målet med empowerment er for borgeren at opnå større styrke og magt både i eget liv og i den samfundsmæssige realitet som den enkelte er en del af. (Andersen & Jensen, 2002) Motivationsarbejde For at få inddraget borgerne bedst muligt i deres egen Recovery og rehabiliteringsproces, finder vi det relevant at komme ind på motivationsarbejde. Da motivationsarbejde er en stor del af det pædagogiske arbejde indenfor voksne med sindslidelser. Her vil vi blandt andet kigge på Per Revstedts definition af motivationsarbejde. Motivation defineres som en menneskelig stræben efter at leve så meningsfuldt og selvrealiseret som muligt. Denne stræben er et udtryk for menneskets inderste natur: at være konstruktiv, målrettet, social og aktiv (Revstedt, 2004). Med et meningsfuldt og selvrealiseret liv mener Per Revstedt at man vælger at tage ansvar for sig selv og selv skabe sine muligheder. Når man oftest snakker om motivationsarbejde er der et konkret ønske fra borgerens side omkring hvad der skal ændres. Her pointerer Per Revstedt dog at man som motivationsarbejder ikke kun sigter efter at se en forandring af borgerens adfærd, men derimod arbejder på at styrke borgerens livskraft ved at motivere en følelsesmæssig forandring så borgerens positive kerne styrkes. Det kan være en lang og langsom proces at motivere borgeren. Det er ikke nødvendigvis tydeligt at se på borgeren at man har motiveret dennes indre kerne, da borgerens adfærd ikke altid ændrer sig, selvom motivationen er lykkedes. Her er det altså vigtigt at man som motivationsarbejder husker på at borgeren sagtens kan være indre motiveret, men leve videre med en ikke så hensigtsmæssig livsstil. Hvis man som motivationsarbejder udelukkende fokuserer på at lægge mærke til de ydre tegn, vil det kunne føre til at både motivationsarbejderen og borgeren giver op og motivationsarbejdet falder til jorden. (Revstedt, Motivationsarbejde, 2004). Som motivationsarbejder skal man være opmærksom på at selvom man får motiveret en borger til en ændring i sin livssituation, som borgeren selv har givet udtryk for at være motiveret for, er det ikke en garanti for at det vil lykkes i første forsøg. Borgeren kan godt være motiveret til noget, som senere viser sig at være noget denne ikke kan magte. Her er 8

det dog vigtigt at motivationsarbejderen ikke opfatter det som et nederlag af sit arbejde, men derimod fortsætter arbejdet med at motivere og finder andre strategier som vil kunne hjælpe borgeren frem mod sit mål. Som motivationsarbejder, må man udvise tålmodighed og blive ved med selv at være motiveret og tro på at borgeren har en masse uudnyttede ressourcer, som man vil forsøge at fremme hos borgeren selv. (Revstedt, motivationsarbejde, 2004). Et eksempel kunne være en borger der ønsker at få indarbejdet motion som en del af hverdagen. Borgeren udarbejder derfor en motionsplan, som mål i en del af hans Recovery proces, sammen med et personale, hvor de nedskriver hvordan borgeren skal træne og hvornår. Bostedet har et træningslokale, som de beslutter at benytte sig af. Personalet og borgeren går sammen ned for at træne ca. tre gange om ugen. De første par uger er gode og borgeren kommer ned og træne og glæder sig fra gang til gang. Men efter en måneds tid, begynder borgeren at blive væk fra træningstiderne og afviser personalet, når de forsøger at motivere ham til at gå med i træningslokalet, selv om det er et af hans mål. Her kan man hurtigt som personale give op og føle at ens arbejde ikke har båret frugt. Men det er vigtigt at man som personale her selv er motiveret for denne ændring i borgerens liv og derfor forsøger at motivere borgeren stadig. Borgeren kunne sammen med personalet sætte sig og kigge på de mål, der er stillet og finde ud af hvad der ligger til grund for den dalende motivation og eventuelt udarbejde en ny plan sammen. Alle mennesker er i en eller anden grad motiveret til at leve et tilfredsstillende liv, men nogle mennesker kan imidlertid opfattes som umotiveret, hvis de ikke kan give udtryk for deres motivation. Per Revstedt definerer to former for motivation latent og manifest motivation. Ordet latent betyder hvilende. Når man er latent motiveret indebærer det at man er motiveret for en ændring i livet, men at motivationen ikke kommer til udtryk. Hvorimod manifest betyder synlig og tydelig, det vil sige at borgeren giver udtryk for at være motiveret. (Revstedt, Motivationsarbejde, 2004). Når man er latent motiveret indebærer det at man ikke har tilstrækkelig kontakt med sine positive indre kerne og derved vælger en mere destruktiv livsstil fremfor en konstruktiv. Man oplever at man ikke har nogen valgmuligheder overhovedet, og er derfor ikke selv i stand til at træffe beslutninger. Som udgangspunkt er et menneske manifest motiveret, men samspillet mellem psyke og livssituationen spiller en stor rolle for menneskets eget livssyn. Dette gør at disse mennesker ikke er i stand til at håndtere dens psykiske smerte konstruktivt. Motivationsarbejderens opgave er derfor ikke at gøre den umotiverede borger motiveret, men derimod at få den latent motiverede til igen at 9

blive manifest motiveret. Det vil sige at borgeren igen selv er i stand til at se dens muligheder og kunne træffe valg ud fra egen interesse. (Revstedt, Motivationsarbejde, 2004). For at udøve godt motivationsarbejde er det vigtigt at have en god relation, motivationsarbejder og borger imellem. Dette kalder Per Revstedt for motivationsrelationen. For at opnå en god motivationsrelation er det vigtigt at man som motivationsarbejder udviser en række forskellige indstillinger over for borgeren. De seks indstillinger er engagement, håb, tiltro, respekt, forståelse og ærlighed. Engagement som er den første af seks følelsesindstillinger indebærer at motivationsarbejderen nærer omsorg for borgeren. Som motivationsarbejder skal man her vise borgeren at denne er betydningsfuld og har menneskelig værdi. Borgeren skal føle at motivationsarbejderen er engageret og interesseret i dennes liv og livssituation. Håb indebærer at motivationsarbejderen giver udtryk for at der er håb for borgeren, selvom borgeren ikke selv er i stand til at føle håb. Selvom borgeren mister håbet, må motivationsarbejderen overbevise borgeren om at der er andre der tror. Tiltro til borgerens ressourcer. Som motivationsarbejder er det vigtigt at udvise tiltro til at borgeren har mange uudnyttede evner, som må findes frem. Respekt, en følelse man som motivationsarbejder formidler til borgeren. Selvom borgeren udfører en handling man ikke kan acceptere, er det vigtig stadig at udvise respekt for borgerens person. Forståelse er endnu en følelse man som motivationsarbejder skal formidle til borgeren. Man skal udvise følelsen af at have forståelse for borgerens livssituation, da borgeren ofte har følt sig misforstået og ensom. Ærlighed indebærer at alle de ovenfornævnte indstillinger bæres af motivationsarbejderen på en ærlig og ægte måde for at kunne indlede det bedst mulige samarbejde mellem motivationsarbejder og borger. (Revstedt, motivationsarbejde, 2004) Disse seks følelsesindstillinger har dog forskellig betydning for om man er latent eller manifest motiveret. Den manifest motiverede største behov er respekt, forståelse og ærlighed, hvorimod den latent motiverede har behov for at møde alle seks følelsesindstillinger fra motivationsarbejderen, for igen at kunne blive manifest motiveret. (Revstedt, motivationsarbejde, 2004) For at motivationsarbejderen kan motivere borgeren bedst muligt, er det vigtigt at der er en god relation mellem borger og motivationsarbejder. At skabe en god relation kræver dog tid, tålmodighed og håb fra motivationsarbejderens side. Den gode relation mellem borger og pædagogen indebærer faktisk at de seks følelsesindstillinger som tidligere er nævnt fremgår i arbejdet. Det er vigtigt at vise forståelse for borgerens livssituation, selvom man som pædagog ikke selv har erfaringer med de problemstillinger borgeren lever med. Mennesker med sindslidelser kan 10

være svære at danne relationer til, da der skal meget tillid til, for at disse mennesker åbner sig og går ind i en relation. Dette kan stamme helt tilbage fra barndommen, hvor mange af dem har oplevet mange svigt og dermed har fået svært ved at indgå i relationer og have tillid til deres omverden. Derfor er det også vigtigt som pædagog at give relations arbejdet tid. Borgeren skal have tid til at kunne magte at indgå i relationen, hvilket gør tid og tålmodighed til rigtig vigtige faktorer for at opnå en god relation til borgeren. Det er også i relations arbejde, at man som pædagog kan lære borgeren at kende og dermed afmærke hvilke interesser denne har og hvilke mål borgeren vil nå. Disse interesser og mål bliver hermed noget man som pædagog kan motivere borgeren til at opnå. Inklusion Som tidligere nævnt kommer mennesker med psykiske lidelser sig bedst når de indgår i et fællesskab. Derfor finder vi det relevant at komme ind på begrebet inklusion. Mange af de mennesker der i dag lever med en psykisk diagnose, lever et liv hvor de har gennemgået en eksklusionsproces. De har oplevet en ufrivillig udeblivelse af fællesskaber i samfundet. Til grund for dette kan for eksempel være at de i deres forbindelse med deres sygdom ikke er i stand til eller at kunne magte at indgå i fællesskaber eller at deltage i andre sociale arenaer. Dette indebærer at disse mennesker bliver forhindret i at deltage, i de netop betydningsfulde sociale arenaer, hvor at der er samfundsmæssige forventninger om deltagelse. Når disse mennesker er ekskluderet, befinder de sig i en tilstand som kan betegnes som udsathed. (Madsen, 2013). Et eksempel på dette fra praksis kunne for eksempel være der var julefrokost på et bosted for voksne med sindslidelser. En borger har givet udtryk for hos personalet at glæde sig til denne dag, og har virket motiveret for at deltage. Men da dagen kommer bakker borgeren ud, og ønsker alligevel ikke at deltage. Han mener ikke at han selv er i stand til at deltage i sådan et arrangement, da han ikke har prøvet det før. I dette eksempel ser vi en ufrivillig udeblivelse af et fællesskab, da borgeren har lyst til at være en del af arrangementet, men dog ikke føler sig i stand til at deltage selvstændigt. Med inklusionsbegrebet følger der nogle retningslinjer vi som pædagoger skal arbejde ud fra. For eksempel at alle mennesker har ret og pligt til deltagelse i uddannelse og arbejde. Her ligger en samfundsmæssig interesse i at vi får alle mennesker til at bidrage i samfundet og tjene penge. Mennesker med sindslidelser har også ret og pligt til dette. Vi skal altså forsøge at inkludere disse mennesker i en form for uddannelse eller arbejde, så de kan yde samfundet noget. Det er dog ikke 11

alle disse mennesker der er i stand til at komme ud og få sig et fuldtidsarbejde, men vi kan forsøge at få flere i flexjob og lignende. På bosteder kan dette være en udfordring da arbejdet med disse mennesker kan komme til at forme sig på den måde, at de først og fremmest bliver forsøgt at inkludere sig i selve fællesskabet der er på bostederne og ikke nødvendigvis i samfundsmæssige arenaer. Ifølge handicap konventionen har alle ret til selvbestemmelse, medbestemmelse og medinddragelse uanset handicap. Så vi skal som pædagoger være gode samarbejdspartnere med borgerne på de socialpsykiatriske bosteder og sikre at borgerne kender deres rettigheder og arbejde hen imod at de bliver inkluderet på bedst muligvis også indenfor egne interesser. (Madsen, Socialpædagogik, 2013) Som pædagoger skal vi bidrage med professionel og personlig hjælp for at den enkelte borger kan bevæge sig ud af sin udsatte position så de kan opnå deltagelse i sociale fællesskaber. Hvis vi for eksempel kigger på ovenstående praksiseksempel hvor borgeren ender med ikke at komme til julefrokost, kunne en løsningsmodel for eksempel have været at personalet over en længere periode havde øvet med borgeren at indgå i sociale arenaer. For eksempel ved at tage på cafebesøg med ledsagelse frem og tilbage. Når borgeren føler sig tryg ved at tage frem og tilbage til cafeen sammen med et personale kunne man udvide øvelsen og aftale med borgeren at mødes med personalet på cafeen og derved tage turen til cafeen alene. På denne måde ville borgeren kunne lære at bevæge sig rundt på egen hånd og dermed have flere muligheder for at kunne deltage i forskellige sociale arenaer og herved blive inkluderet i sociale fællesskaber. Her ville det være motivationsarbejde der skulle lægges fokus på fra pædagogens side. Når en borger har gennemgået en vellykket Recovery proces og for eksempel er klar til at flytte i egen bolig og få sig et arbejde, skal vi som pædagoger være med til at støtte denne proces. Livet efter sygdomsforløbet kan være svært og skrøbeligt for borgeren og denne har måske behov for pædagogisk støtte i sin egen bolig. Her kan det være en mulighed at borgeren skal have følgeskab til for eksempel jobcenter og andre praktiske gøremål. Her fortsætter Recovery processen idet at pædagogen stadig træner med borgeren med det udgangspunkt at borgeren selv en dag helt på egen hånd kan tage ud i disse sociale arenaer. Inklusionsprocessen er her noget borgeren selv skal sørge for sker, dog i samspil med en pædagog. 12

Pædagogens rolle i psykiatrien kontra det sundhedsfaglige personale Som medarbejder i socialpsykiatrien er det vigtigt at man har kvalificerede kompetencer, både fagligt og personligt. Som medarbejder kan man ikke udelukkende satse på sin personlighed eller faglighed, da det er vigtigt at begge sider er til stede i arbejdet med mennesker med sindslidelser. De faglige kvalifikationer knytter sig til uddannelse, faglig viden og holdning, hvorimod de personlige kvalifikationer udelukkende knytter sig til personligheden. Disse kvalifikationer kommer til udtryk i personens holdninger, handlinger og adfærd. Medarbejderens personlige kvalifikationer spiller en vigtig rolle i arbejdet med mennesker med sindslidelser, da der stilles krav til den enkeltes evne til at samarbejde, kommunikere, og indleve sig i andres situation (socialpsykiatri, 2000). En medarbejders opgave indenfor psykiatrien er for eksempel at tilrettelægge et forløb i samarbejde med borgeren. Her er det vigtigt at borgeren er involveret i planlægningen af forløbet, for at det er borgerens egne ønsker og behov der kommer til udtryk. Hvis medarbejderen udarbejder dette forløb alene kan der hurtigt stilles for høje krav til den enkelte borger, hvilket kan ende ud i et nederlag for borgeren fremfor en succes. Derfor at det vigtigt at man som medarbejder har øje for de ressourcer og behov den enkelte borger besidder. Ydermere skal man have en realistisk forventning om at borgeren er i stand til at klare de opstillede mål og krav som medarbejder. (socialpsykiatri, Kvalitet i socialpsykiatrien, 2000) Hovedkernen i pædagogens arbejde med mennesker med sindslidelser, er at få borgeren til at leve et hverdagsliv på bedst mulig vis. Det vil sige et hverdagsliv der lever op til den enkelte borgers forestilling om et tilfredsstillede liv. Da man som pædagog har en social tilgang til borgeren, går man derfor ind og støtter borgeren i at skabe et socialt rum. Her kan borgeren udvikle sig og lære at mestre eget liv efter eget ønske. Socialpsykiatriens hovedmål er at støtte borgeren til at kunne leve et selvstændigt liv, og dermed hænger pædagogens arbejde og socialpsykiatriens mål godt sammen. Hvis man derimod kigger på det sundhedsfaglige personale indenfor socialpsykiatrien, er deres force at give borgerne pleje og omsorg. En opgave indenfor socialpsykiatrien som er særlig central for det sundhedsfaglige personale, er at støtte og undervise den enkelte borger i at tage vare på sin egen krop og sundhed. Et eksempel på forskellen på det pædagogiske og det sundhedsfaglige personales arbejde kunne være at det sundhedsfaglige personale oftest vil betragte arbejdet med borgeren med et medicinsk blik. Den sundhedsfaglige medarbejder vil have øje for borgerens sygdom, symptomer herpå og have en tilgang til borgeren med ønske om at kunne helbrede eller forhindre tilbagefald med medicinsk behandling. Med pædagogens øjne, vil man lægge mærke til 13

andre ting. Pædagogen vil få øje på mennesket. Et menneske der lever i krise og som er blevet ekskluderet fra sociale sammenhænge. Pædagogen vil forsøge at få mennesket med sindslidelse til at blive inkluderet i fællesskaber igen og få opbygget selvværd og empowerment. Med henblik på at borgeren får øje for sine rettigheder som menneske og bliver i stand til at udleve dem. (Jensen & Abildtrup, 2013) Uanset hvilken faggrupper du tilhører, og hvilken tilgang man har til borgerne, er der nogle grundlæggende værdier man skal være i stand til at arbejde ud fra. Respekterer den sindslidende som hovedperson og den som er ekspert i eget liv. Respekterer den sindslidendes særlige personlighed, skelne egne normer og værdier fra borgerens normer og værdier. Vær personlig, uden at være privat. Udvise personlig modenhed og fleksibilitet. Indgå i kontakt på et grundlag af tolerance, tålmodighed, rummelighed og empati. Kommuniker åbent og utvetydigt. Udvise situationsfornemmelse og bruge sin intuition på et fagligt fundament. Påtage sig et ansvar og omsorg, men også trække sig tilbage så snart det er forsvarligt. Fungere som den sindslidendes loyale tolk overfor andre. Have øje for den sindslidendes særlige ressourcer. (socialpsykiatri, Kvalitet i socialpsykiatrien, 2000) Ud fra vores egne praksiserfaringer har vi gentagende gange oplevet den forskellige tilgang pædagoger og det sundhedsfaglige personale har. Vi mener det er vigtigt at vi som pædagoger har stor forståelse og kendskab til vores egen profession og holder fast i de værdier som er vigtige at arbejde ud fra som pædagoger, da der ikke er særlig meget pædagogisk personale ansat på for eksempel de bosteder, hvor vi har været. Vi mener det er vigtigt at vi som pædagoger bevarer troen på at arbejde med det enkelte mennesker, der lever med vanskeligheder og ikke bare se diagnosen som mennesket lever med. Et praksiseksempel kunne være at vi begge har oplevet situationer, hvor en borger har været urolig og ophidset. I tilfælde som dette har borgeren PN medicin (medicin efter behov) som kan udleveres. I disse situationer har vi begge oplevet forskellig prioritet fra personalet. Vi har oplevet pædagoger der har valgt at gå ind til borgeren med støttende og motiverende samtaler for at undgå at borgeren skal have medicin. Her kunne det for eksempel være at borgeren 14

fandt ro ved at gå en tur, høre musik eller hvad den enkelte borger holdte af at gøre. Hvorimod det sundhedsfaglige personale hurtigere vurderer at medicinen er nødvendig for at løse situationen. Det er dog efter vores mening stadig vigtigt at have forskellige faggrupper indenfor psykiatrien, da alle kan bidrage med forskellige synsvinkler og man kan sparre med hinanden på tværs af faglighed. Selv- og medbestemmelsesret Da vi har valgt at lægge fokus på bosteder i socialpsykiatrien, finder vi det relevant at kigge på hvilke dilemmaer og problematikker der kan være indenfor dette, med hensyn til den enkelte borgers Recovery proces og muligheden for at være herre i eget hus. Et vigtigt element i borgerens Recovery proces er blandt andet at denne føler sig i trygge rammer. At borgeren har en stabil boligsituation, et hjem der er deres og som er deres eget helle. Da disse borgere bor på et socialpsykiatrisk bosted, i egen bolig, er der dog stadig regler og rammer fra institutionens side og andre beboere samt personale som borgerne skal forholde sig til. Dette gør også at borgerens egen selvbestemmelse er begrænset. Uanset botilbuddets regler og normer er det vigtigt at borgeren føler at der er mulighed for privatliv. (socialpsykiatri, Kvalitet i socialpsykiatrien, 2000) Et eksempel på borgerens begrænsede selvbestemmelse kunne for eksempel være at bostedet har bestemte spisetider. Frokosten bliver serveret kl. 12 og slutter igen kl. 13. Hvis borgeren ikke kommer i dette tidsrum, er der ikke noget mad og borgeren får ikke frokost denne dag. Så borgeren har ikke mulighed for selv at bestemme hvornår denne har lyst til at spise. Som tidligere nævnt er det vigtigt for disse borgere at have et hjem, hvor de føler sig trygge, men på bostederne kan denne følelse også være begrænset. Det kan diskuteres om borgeren i virkeligheden har følelsen af at det er dennes hjem. Hvis man kigger på betydningen af de to ord bolig og hjem, er der to vidt forskellige definitioner. En bolig er et sted, hvor der er fysiske rammer. Det vil sige tag over hovedet, et sted hvor man kan spise og sove. Det er et sted hvor man har sine private ejendele, ordet bolig anvendes i midlertidige situationer, hvilket en bolig på et socialpsykiatrisk bosted ofte er. Hvorimod hjemmet opfattes som noget mere vedvarende og er genstand for et stærkere tilhørsforhold. Hjemmet er ens private sfære, det er et sted hvor man kan få helle, søge hvile, ro, hygge og så videre. Det der sker i hjemmet har sin helt egen betydning, uafhængigt af verden omkring en. Hvis man for eksempel kigger på et socialpsykiatrisk bosted, er borgeren ikke indehaver af et hjem på samme måde som hvis denne boede uafhængigt af en 15

institution. I en bolig på et socialpsykiatrisk bosted er der højere mulighed for at få krænket privatlivet, da der er personale og medbeboere. Personalet har nøgle til boligen og kan låse sig ind, hvis de vurderer dette som en nødvendighed. (socialpsykiatrien, 2000) Et eksempel på krænkelse af privatlivet kunne være på et bosted, hvor det er tid til middagsmedicin. Personalet går rundt til alle boliger, hvor de banker på og derefter låser sig selv ind. De afventer ikke svar fra borgeren om tilladelse til at komme ind på boligen. Derfor kan personalet forstyrre borgeren i egen bolig og har dermed krænket privatlivets fred. Dette kan medføre en følelse af ikke at være herre i eget hus og de trygge og stabile rammer bliver udfordret. Recovery processen kan blive sat i stå, da borgeren ikke har følelsen af at have medbestemmelse over eget liv og egen bolig. Det kan derfor diskuteres hvorvidt personalet arbejder for at borgeren selv får følelsen af at boligen er et hjem, da et hjem bør være ukrænkeligt. Når en borger er klar til at flytte fra et bosted til en mere selvstændig bolig, er det vigtigt for dennes fortsatte Recovery proces at have et godt netværk. Blandt andet mener vi det er vigtigt med kontakt og støtte fra for eksempel familie og venner eller støtte-kontakt personer fra kommunen. Ydermere er det vigtigt at borgeren selv er i stand til at kunne tale åbent om sit sygdomsforløb, og hvad der skal ske i fremtiden. Vi mener også det er vigtigt at borgeren ikke føler sig skamfuld over fortiden, men derimod er åben for at snakke omkring denne, så den kan bearbejdes bedst muligt. Selvom kontakt og støtte fra pårørende spiller en vigtig faktor indenfor borgerens videre liv, er det derimod også vigtigt at borgeren selv er motiveret for at gøre en indsats og have indflydelse på eget hverdagsliv. Case Vi har valgt at udarbejde en case for at kombinere teori og praksis bedst muligt. Casen er opdigtet ud fra situationer vi har oplevet i vores praktikker og vores arbejde i socialpsykiatrien. Vi benytter betegnelsen SKP i casen, SKP står for støttekontaktperson. Poul har stort set hele sit liv boet på bosteder for mennesker med sindslidelser. Da Poul var 22 fik han diagnosen paranoid skizofreni, og blev hurtigt visiteret til et bosted hvor der var døgnbemanding, så han kunne komme i kontakt med nogle hele døgnet. Poul er i dag 48 år gammel og forrige år vurderede Pouls kommune, at Poul var i stand til at flytte i egen bolig med tilknyttet SKP-medarbejder. Poul var meget motiveret for flytningen og de første måneder gik godt. Poul stod 16

for det meste i hjemmet selv, og havde en fungerende hverdag. Pouls SKP kom og så til Poul cirka to gange om ugen af en times varighed. De havde et godt samarbejde. Efter cirka et halvt års tid vurderes Poul nu til at være så velfungerende at man fratager ham retten til de ugentlige timer med en SKP-medarbejder, derimod bliver Poul i stedet tilknyttet et værested hvor der er mulighed for at komme et par gange om ugen. Poul accepterer ordningen, og besøger værestedet et par gange. Da værestedet ikke har set noget til Poul i flere måneder, kontakter medarbejderne fra værestedet Pouls gamle kontaktperson. Pouls tidligere kontaktperson tager ud til Pouls bolig og forsøger at komme i kontakt med ham. Da kontaktpersonen ankommer til Pouls bolig er der nedrullede gardiner, og naboerne har ikke set noget til ham længe. Poul lukker hans tidligere kontaktperson ind da det er et velkendt ansigt. Både Pouls bolig og Poul selv er i dårlig hygiejnisk tilstand. Boligen lugter forfærdeligt, og der er madrester over det hele. Poul har ikke været i bad længe. Pouls kontaktperson snakker med Poul om hvad der er sket, siden alt er væltet sådan for Poul. Poul fortæller at han ikke følte sig tilpas på det værested han var blevet tilbudt, og derfor følte sig meget ensom og alene. Dette gjorde at Poul igen blev paranoid og følte sig forfulgt, og derfor ikke havde lyst til at forlade sin bolig. Analyse og diskussion I det følgende afsnit vil vi lave en sammenkobling af teori og praksis. Vi vil så vidt muligt prøve at komme omkring de eventuelle problemstillinger casen belyser. I casen fremgår det tydeligt at Poul har gennemgået en proces, der har givet ham et ønske om at bryde sit tidligere livsmønster og har givet ham lysten til at bevæge sig hen imod et bedre liv. Pouls indre motivation er i den grad blevet vækket og han har formået at bruge den til at komme videre i livet. Poul har haft et godt samarbejde med pædagogerne på bostedet og de har bidraget til at Pouls motivation har været bibeholdt og gjort stærkere. Som Per Revstedt nævner er det vigtigt at vi som pædagoger er i stand til at motivere disse mennesker til at leve et mere selvstændigt liv, ved at lytte, se og anerkende hans ønsker og behov. Det er vigtigt at pædagogen hele tiden har Pouls værdighed og integritet for øje, og samtidig også have hans med- og selvbestemmelsesret i fokus. Dette kan være med til at Poul kommer til at føle sig som en del af et fællesskab. Han vil føle sig som en del af samfundet med rettigheder på lige fod med alle andre, og da Poul har boet på bosteder største delen af hans liv, har han altid været vant til at andre var med til at beslutte enhver ændring i hans 17

liv. I starten af casen kan man se at motivations-samarbejdet med Poul er lykkedes i det, at hans indre positive kerne er blevet styrket og han føler sig klar til en større forandring i sin livssituation. Poul er i stand til at klare de fleste ting i hjemmet uden behov for større støtte og føler sig som herre i eget hus. Poul føler sig tryg ved samarbejdet med SKP-medarbejderen og de to ugentlige timer sammen med kontaktpersonen giver Poul fornyet energi og mulighed for at tale med en velkendt person om de vanskeligheder han stadig kan møde i sin hverdag. De to ugentlige samtaler gør at Poul har mulighed for at snakke om sin psykiske lidelse hvilket er med til at gøre at han kan mestre sin lidelse og at den ikke tager overhånd i hverdagen. I denne proces har Poul også vist at han er i stand til at indgå i relationer. Det er især relationen med SKP-medarbejderen der er vellykket. Relationen gør at Poul er tryg nok til at åbne sig og fortælle om de vanskeligheder hans lidelse medfører. Selvom Poul har formået at gennemføre en vellykket Recovery proces, og er flyttet i egen bolig er det stadig vigtigt at han ikke står helt på egen hånd. Poul er ikke fri fra sin diagnose og der er mulighed for at han vil kunne få det dårligt igen. Så når man vurderer at Poul ikke længere har behov for at have samtaler med sin kontaktperson, fratager man Poul muligheden for at arbejde med sig selv og hans fremadrettede Recovery proces da Poul ikke har været klar til at stå helt på egne ben. I dette tilfælde vurderer andre at Poul er klar til at komme i værestedet uden egentlig at tage Poul med i beslutningen. Poul kan være motiveret for at komme i værestedet og forsøge at indgå i fællesskaber der, men da han ikke kender nogen og ikke får skabt relationer hurtigt, vinder hans frygt for at være sammen med fremmede mennesker og Poul begynder at isolere sig og blive væk fra værestedet. Ubevidst ekskluderer Poul sig selv fra fællesskabet og kan ikke magte at skulle indgå i sociale arrangementer. Der er en forventning om at Poul deltager i fællesskabet på værestedet og det ville også være meget betydningsfuldt for Poul, hvis han kunne magte at deltage, men her vil hans lidelse være en barriere og han vil her ifølge Bent Madsen igen befinde sig i en udsat position med fare for at standse sin Recovery proces helt. Man har for hurtigt vurderet at Poul har kunnet klare sig selv og der har ikke været et reelt samarbejde mellem Poul og kommunen. Poul er blevet sluppet for hurtigt af systemet og har ikke kunnet mestre at stå på egne ben. Poul har nu følt så stort et nederlag og har derfor opgivet håbet. Dette har medført at Poul ikke længere er i stand til selv at arbejde videre med sin Recovery proces i hverdagen uden hjælp. Hvis man kigger på psykologen Alain Topors fire gennemgående hovedgrupper, som er særligt betydningsfulde indenfor borgerens egen Recovery proces. Individet selv, at finde mening, andre mennesker og materielle forhold. Det er blandt andet disse fire hovedgrupper som Pouls SKPmedarbejder, i samarbejde med Poul skal genfinde for at Poul igen er i stand til at fortsætte arbejdet 18

med hans personlige Recovery proces. Det er vigtigt at pædagogen igen får Poul til at kunne se en mening i at fortsætte arbejdet med hans personlige Recovery proces, og i samarbejde med Poul genfinder glæden ved hverdagen. Ydermere er det vigtigt at SKP-medarbejderen får støttet og motiveret hele vejen igennem, så Poul ikke føler sig ensom eller alene omkring dette men derimod føler det er noget der sker i samarbejdet mellem Poul og hans SKP-medarbejder. Ud fra denne case kan man diskutere hvem der har ansvaret for Pouls tilbagefald. Skulle Poul have udtrykt sine behov og ønsker da han blev frataget sine ugentlige samtaler med SKP-medarbejderen, skulle SKP-medarbejderen have vurderet at Poul stadig havde behov for ugentlige samtaler eller skulle kommunen have inddraget både Poul og SKP-medarbejderen i denne beslutning før vedtagelsen. Alle parter i denne sag har noget at skulle sige, men det er dog tydeligt at se at der ikke har været noget reelt samarbejde. Havde kommunen derimod inddraget Poul og hans SKPmedarbejder i denne sag før vedtagelsen, havde SKP-medarbejderen haft mulighed for i samarbejde med Poul at arbejde hen imod en større selvstændighed, og styrke Pouls motivation for selv at komme på værestedet. Havde der været et sådant samarbejde mellem de tre parter, kunne der have været mulighed for at Poul havde fundet tryghed ved at komme på værestedet, i stedet for at isolere sig og gå i stå i sin Recovery proces. Vi mener at alle parter sammen bærer det endelige ansvar for Pouls tilbagefald. Det er dog vigtigt at have i mente at Poul lider af paranoid skizofreni og stort set hele sit liv har levet et uselvstændigt liv, hvor at andre har truffet beslutninger på hans vegne, da han ofte ikke selv har været i stand til dette. Derfor kunne man stille spørgsmålet om hvorvidt SKPmedarbejderen skulle have haft mere indflydelse på beslutningen, da han kender til Pouls situation og behov. SKP-medarbejderen skulle have fungeret som Pouls talerør i denne situation, stadig i samarbejde med Poul, da det har indflydelse på Pouls selvbestemmelse. Som tidligere nævnt spiller netværket en stor rolle for at komme sig og for Pouls vedkommende er det eneste netværk han har hans SKP-medarbejder. Derfor ville det være vigtigt at Poul og SKPmedarbejderen i fællesskab kunne gå på værestedet sammen i en periode, for at Poul ville føle sig tryg og kunne begynde at indgå i nye fællesskaber. Hvis SKB-medarbejderen og Poul gik i værestedet sammen, kunne det være at Poul ville få større motivation til at begynde at få nye bekendtskaber. I starten kunne det være at Poul havde meget behov for støtte fra sin SKPmedarbejder, men det vigtigste var at Poul kom af sted til værestedet. Dette kunne de øve sammen. På længere sigt kunne SKP-medarbejderen og Poul aftale at Poul skulle være mere selvstændig, når de var på værestedet, ved at Poul var bevidst om at SKP-medarbejderen var til stede, men holdt sig 19

mere i baggrunden så Poul kunne lære selv at involvere og engagere sig til at blive en del af fællesskabet på værestedet. Dette ville kræve en del motivationsarbejde fra SKP-medarbejderen og det ville være oplagt at Poul og SKP-medarbejderen evaluerede på disse besøg i værestedet, så Poul selv fik øjnene op for sine egne styrker og ressourcer i fællesskabet. Ved at evaluere besøgene ville Pouls med- og selvbestemmelsesret komme i spil, da Poul vil have mulighed for at ytre sine ønsker for hvad der skal være anderledes og dermed styrke sin Recovery proces. Eftersom beslutningen er taget på denne måde og Poul lider af paranoid skizofreni, bliver situationen angstprovokerende for Poul og han vil opleve fysisk ubehag. Når Poul oplever den følelse, bliver han bange for den reaktion hans krop udviser, hvilket gør at han vil isolere sig i sit eget hjem, da det er det sted han føler sig tryg. Yderligere kan det diskuteres hvor stor en indsats Poul egentlig selv gør for at blive en del af fællesskabet på værestedet. Idet han får frataget sin SKP-medarbejder, kan det være muligt at Poul selv vælger at give op på forhånd og egentlig ikke ønsker at blive en del af fællesskabet på værestedet. Her ville det foregående motivationsarbejde med Poul ikke være trængt igennem til ham. Efter vores mening skulle der, da Poul stadig boede på bostedet, være udarbejdet en plan for Pouls fremtid. Her ville han have mulighed for at udtrykke egne ønsker og behov for sit fremtidige liv. Her kunne man for eksempel allerede begynde at præsentere Poul for værestedet og tage ud og besøge det, så Poul fik et indblik i, hvad det var for et sted. Ved at præsentere Poul for værestedet, inden hans fraflytning ville have gjort det muligt for Poul at han selv kunne begynde at gøre sig tanker omkring stedet og forberede sig mentalt på at møde andre mennesker og deltage i nye fællesskaber. Vi mener det er forkert at fratage Poul sin SKP-medarbejder fra den ene dag til den anden. Der burde derimod være mulighed for at Poul kunne have sin SKP-medarbejder som støtte, selvom han nu skulle komme på værestedet. Poul vil kunne snakke med sin SKP-medarbejder om andre ting, end de medarbejdere han møder på værestedet. Pouls SKP-medarbejder har været den primære kontaktperson for Poul og Poul har kunnet snakke fortroligt med SKP-medarbejderen og ved at fratage Poul denne mulighed, risikerer man at Poul bliver indelukket og igen vil opleve at det bliver skamfuldt at snakke om sin sygdom. Dette mener vi også vil indebære et tilbagefald, hvor Poul igen isolerer sig og er bange for omverdenen, hvilket vil medføre at Pouls Recovery proces standses. 20