Udsatte børn - anbringelse

Udsatte børn - anbringelse Bente Adolphsen cand. jur. Bilag ved Steen Juul Hansen cand.oecon., ph.d. 2010

Bente Adolphsen Udsatte børn anbringelse Copyright: Bente Adolphsen og Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Dette nummer i skriftserien er redigeret af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard. Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 6, 2. udgave, ISBN 9788785200815. Udgivelse af Bente Adolphsen i samme skriftserie: Udsatte børn underretningspligt og undersøgelse. Udsatte børn foranstaltninger efter Serviceloven. Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus. Udgivet af: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus Jens Chr. Skous Vej 2 8000 Århus C Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk Kan også downloades fra Socialrådgiveruddannelsen i Århus hjemmeside. Pris 50 kr. + evt. forsendelse.

Indhold 1. Indledning 7 2. Anbringelse med samtykke 9 2.1. Betingelser 9 2.2. Det informerede samtykke 10 2.3. Planer 11 2.4. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren 12 2.5. Valg af anbringelsessted 13 2.6. Klage 14 3. Anbringelse uden samtykke 15 3.1. Betingelser 15 3.2. Forelæggelse for børn og unge-udvalget 16 3.3. Formandsbeslutninger 18 3.4. Advokat og aktindsigt 19 3.5. Planer 20 3.6. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren 20 3.7. Valg af anbringelsessted 20 3.8. Møde i børn og unge-udvalget 20 3.9. Genbehandling 21 3.9.1. Barnet har ikke været anbragt 21 3.9.2. Barnet har været anbragt inden afgørelsen 21 3.9.3. Kortere genbehandlingsfrist 22 3.9.4. Længere genbehandlingsfrist 22 3.9.5. Barnet er under 1 år 22 3.9.6. Afgørelse efter 68a 22 3.9.7. Indstilling om genbehandlingsfrist 22 3.10. Ændring til frivillig anbringelse 23

3.11. Klage 23 3.11.1. Almindelig klageregel 23 3.11.2. Særlig regel vedr. formandsafgørelser 23 3.11.3. Indbringelse for domstolene 23 4. Opgaver og afgørelser under anbringelsen 24 4.1. Tilsyn 25 4.2. Revision af planen 26 4.3. Samvær 26 4.4. Afgørelser, der kræver samtykke 29 4.5. Klage 30 5. Ophør af anbringelsen 30 5.1. Ophør af en frivillig anbringelse 30 5.1.1. Det er forældre-myndighedsindehaveren, der ønsker det frivilligt anbragte barn hjemgivet 30 5.1.2. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt 32 5.1.3. Barnet har været anbragt mere end 3 år og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet 33 5.1.4. Klage 33 5.2. Ophør af en tvangsanbringelse 33 5.2.1. Kommunens overvejelser vedr. ophør 33 5.2.2. Barnet ønskes hjemtaget af forældremyndighedsindehaveren 34 5.2.3. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt 34 5.2.4. Særligt vedr. afgørelser med lang frist og afgørelse efter 68a 35 5.2.5. Klage 35 6. Anbringelsessteder 35 7. Plejefamilier 36

7.1. Typer af godkendte plejefamilier 36 7.2. Godkendelse og handlekommune 36 7.3. Kontrakt 37 7.4. Vederlag, tabt arbejdsfortjeneste og omkostningsdækning 39 8. Privat familiepleje 40 8.1. Tilladelse til at have barn i pleje 41 8.2. Forældremyndighedsindehaverens opgave 41 8.3. Kommunens opgave 41 8.3.1. Forpligtelser efter Serviceloven under opholdet 41 8.4. Uenighed om hjemtagelse/fortsat ophold 41 9. Anbringelse af unge mellem 18 og 22 år 44 9.1. Betingelser og foranstaltninger 44 9.2. Afgørelse og plan 45 9.3. Valg af anbringelsessted 46 9.4. Klage 46 Bilag 47 Anbringelse 47 Opgaver og afgørelser under anbringelsen 52 Sagsbehandling ved foranstaltninger for børn og unge 55 Tilbud til unge fra 18 til 22 år 62 Bilag af Steen Juul Hansen 63 Beskrivelse af døgninstitutionsområdet for børn og unge med sociale og adfærdsmæssige problemer 64

1. Indledning I Danmark har det offentlige gennem flere hundrede år foretaget anbringelser af børn, der af den ene eller anden grund ikke har kunnet opholde sig i hjemmet hos forældrene. Gennem årene har der været forskellige opfattelser af barnet og barndommen. Forståelsen af barnets udvikling og hvilke behov hos barnet, der skal tilgodeses, hvis en sund og harmonisk udvikling skal sikres, er under stadig ændring. Opfattelsen af, hvad det offentlige kan eller skal blande sig i, skifter. I takt med, at synet på det enkelte individs rettigheder har ændret sig, er klientens retssikkerhed kommet i fokus. Med ratificeringen af FN s Børnekonvention har barnet yderligere fået en mere tydelig rolle i familien, samfundet og lovgivningen. Disse strømninger og ændringer har også haft stor indflydelse på kommunernes valg af foranstaltninger. Der er store forskelle kommunerne imellem, ligesom der på landsplan over år er forskelle i anbringelsesmønstret. Undersøgelser tyder på, at disse forskelle ikke kan tilskrives en enkelt faktor, men til dels må henregnes til modefænomener og etablering af lokale projekter båret delvist af ideologier. Lovændringer alene vil derfor ikke kunne sikre en ensartet behandling af børnesagerne. Anbringelsesområdet adskiller sig fra andre foranstaltningstyper ved, at barnet kommer til at høre til hos andre voksne end forældremyndighedsindehaveren. Selv om forældremyndighedsindehaveren beholder forældremyndigheden, bliver mange af de daglige beslutninger om barnets liv reelt truffet af andre voksne. Der foregår til stadighed en diskussion om, hvor meget forældremyndighedsindehaveren fortsat skal bestemme i forhold til det anbragte barn, ligesom fagkundskaben ikke er helt enig, når det drejer sig om, hvor stor en rolle forældrene skal spille under barnets opvækst uden for hjemmet. 7

Hertil kommer, at der hverken i kommunerne eller hos lovgiver er en bare nogenlunde sikker opfattelse af, hvilken type anbringelsessted, der er bedst til at tilgodese og løse bestemte typer af problemer. Med det øgede fokus på barnets rettigheder, er lovgiver blevet opmærksom på, at tidligere anbragte børns erfaringer kan være en kilde til bedre forståelse af anbragte børns særlige behov og har under forarbejdet til Anbringelsesreformen taget afsæt i nogle af disse erfaringer. En anbringelse er det alvorligste indgreb i familien. Det er derfor helt naturligt, at der er knyttet mange og meget præcise processuelle regler til denne foranstaltningstype. Det er imidlertid umuligt at løse alle de problemer, der knytter sig til anbringelsesområdet, gennem lovregulering. Det barn, der anbringes i en familiepleje, skal helst knytte sig til familien, men må ikke miste sit tilhørsforhold til forældrene. Forældrene mister den nære daglige tilknytning til barnet, men forventes alligevel at følge med i barnets liv. Plejefamilien forventes at integrere barnet i familien og knytte følelsesmæssige bånd til barnet, men må være parat til at slippe det, hvis kommunen bestemmer, at barnets skal hjem til forældrene. Anbringes barnet på døgninstitution, mister barnet muligheden for at vokse op i et almindeligt hjem og vil på denne konkrete måde også adskille sig fra andre børn. Alle disse modsætninger og svære menneskelige problemstillinger kan ikke løses ved at rettigheder tillægges eller afgørelser tages. Derfor stilles der også store krav til indholdet i sagsbehandlingen i disse sager og det er utopi at forvente, at denne type sager kan løses efter en helt fast skabelon eller et helt fast tidsskema. 8

2. Anbringelse med samtykke Afgørelse om anbringelse træffes efter Servicelovens 52 stk. 3, nr. 8. Afgørelsen kan som hovedregel kun træffes på baggrund af en afsluttet 50 undersøgelse. Denne bestemmelse har karakter af en garantiforskrift, hvorfor en anbringelse uden en 50 undersøgelse som udgangspunkt vil være ugyldig. Dog kan kommunen, hvis særlige forhold gør sig gældende, anbringe barnet, inden en undersøgelse er tilendebragt. Der er tale om en noget upræcis undtagelse, men kommunen må holde sig for øje, at begrundelsen for, at der skal foreligge en 50 undersøgelse er, at det skal sikres, at der foreligger et tilstrækkeligt grundlag til, at der kan træffes den bedst mulige afgørelse for barnet. De særlige forhold, der skal gøre sig gældende, hvis en foranstaltning iværksættes uden en 50 undersøgelse, må altså ses i forhold til den risiko, barnet udsættes for, hvis det anbringes uden et tilstrækkeligt sikkert grundlag. 2.1. Betingelser Betingelsen for, at barnet kan anbringes med samtykke, er, at det er af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte og at støtten til barnet vurderes bedst at kunne gives under ophold uden for hjemmet. Herudover er det en betingelse, at problemerne ikke kan afhjælpes i hjemmet. Kravet om, at problemerne skal løses i hjemmet, hvis det kan lade sig gøre, er dels et udtryk for det grundlæggende princip om proportionalitet, der gælder i dansk forvaltningsret, men følger også af en grundlæggende formodning om, at et barn hører til hos sine forældre. Denne formodning er direkte udtrykt i 52, men hertil kommer Menneskerettighedskonventionen artikel 8 om forbud mod vilkårlig ind- 9

blanding i familielivet og Børnekonventionens artikel 3 om, at barnets tarv altid skal komme i første række. Hvis kommunen vurderer, at barnets problemer ikke kan afhjælpes i hjemmet, skal disse antagelser og vurderinger forelægges for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige, så kommunen på denne baggrund kan undersøge, om forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige er så enige i kommunens vurderinger, at de vil samtykke i en anbringelse af barnet eller den unge uden for eget hjem. 2.2. Det informerede samtykke Der stilles særlige krav til samtykket i en anbringelsessag. Det fremgår af 53, at der kun foreligger et gyldigt samtykke til en anbringelse, hvis forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige samtykker i formålet med anbringelsen. Kommunen må altså klargøre over for parterne, hvilket formål kommunen har med anbringelsen. Kun hvis parterne er enige i og indforståede med dette formål kan der blive tale om en frivillig anbringelse. Udover denne indledende klarlægning af, hvad det er, der ønskes opnået med anbringelsen, tjener formålsbeskrivelsen også som grundlag for en senere opfølgning under anbringelsen. Det er ikke et lovkrav, at samtykket skal foreligge skriftligt, men det kan være en god måde at sikre sig, at parterne reelt har forstået og er enige i kommunens opfattelse af barnets og familiens problemer og i den relevante løsning af dem. Samtidig kan et skriftligt samtykke tjene som dokumentation for, at kommunen reelt har partshørt inden afgørelse om anbringelse træffes. Hvis en part ikke vil skrive under på noget, må kommunen sikre sig, at dette ikke er et udtryk for manglende 10

samtykke. I journalen gøres notat om, at samtykke foreligger, herunder f.eks. også at parten ikke vil skrive under på det. Det er altså en forudsætning, at der er afgivet et informeret samtykke. Kommunen kan ikke gå ud fra, at der foreligger et samtykke, hvis parten blot undlader at svare på kommunens spørgsmål om accept af en anbringelse og man kan altså ikke arbejde med et stiltiende samtykke. Er den unge fyldt 15 år kræves der selvstændigt informeret samtykke fra den unge, ligesom den 15-årige bliver part i alle afgørelser i forbindelse med og under anbringelsen. Et barn under 15 år er ikke selvstændig part i sagen og skal derfor ikke give samtykke, men kommunen skal, inden der træffes afgørelse om anbringelse, afholde en samtale med barnet efter 48. Det er udfaldet af drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige om samtykke, der afgør, om der bliver tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse. 2.3. Planer Inden barnet anbringes skal der efter 140 stk. 1, 5 og 6 udarbejdes en handleplan for anbringelsen. Planen skal angive det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet. Handleplanen skal bygge på 50 undersøgelsen og opstille mål og delmål for de 6 forhold, der er afklaret under undersøgelsen. 11

De mål og delmål, der opstilles, skal være så konkrete, at der kan arbejdes direkte efter dem på anbringelsesstedet, i skole, daginstitution m.v. Det er naturligvis vigtigt, at barnet ikke reduceres til en standardstørrelse. Planen skal lægges ud fra en helt konkret vurdering af barnets evner og behov og det er vigtigt, at planen lægges på en måde, så de sektorer og forvaltninger m.v., der skal stå for det praktiske arbejde med barnet, kan tilrettelægge deres arbejde, så det harmonerer med planen. Planens formål er bl.a. at sikre sammenhæng i barnets liv. Handleplanen skal herudover angive den indsats, der skal iværksættes over for familien under og efter barnets anbringelse. Kommunen skal tilbyde forældrene at udfærdige en særskilt plan for støtten til dem. Loven opstiller ikke et krav om selvstændigt samtykke til alle planens elementer, men det siger sig selv, at forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige kan være så uenige i kommunens opfattelse af de enkelte elementer, at det får betydning for det informerede samtykke. Det er vigtigt, at kommunen ikke lægger op til, at der skal samtykkes i alle elementer, da det kan få den følge, at en anbringelse, som parterne ellers er enige i, enten ikke kan etableres eller etableres med et usagligt indhold. Hvis der er tale om uenighed om et forhold, men ikke om selve anbringelsen, må kommunen enten afstå fra at gennemføre denne del af planen, eller, hvis betingelserne er til stede, træffe afgørelse efter 69 med klagevejledning (se afsnit 2.6 om klage). 2.4. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Under barnets anbringelse skal kommunen i henhold til 54 tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson. Der 12

skal være tale om en person, som forælderen kan have tillid til og som generelt kan støtte denne i forbindelse med barnets anbringelse. Der er ikke tale om en samarbejdspartner for kommunen, men det vil være forventningen, at støttepersonen også i forbindelse med samarbejdet med f.eks. kommunen og anbringelsesstedet kan være en støtte. Det er kommunen, der skal ansætte og aflønne støttepersonen, hvorfor rammerne for opgaven skal aftales med kommunen. Hvis forældremyndighedsindehaveren selv peger på en person og denne efter kommunens opfattelse ikke lever op til de saglige krav, det er relevant at stille i det konkrete tilfælde, må kommunen anvise en anden. Den ønskede støtteperson kan ikke klage over afgørelsen, mens forældremyndighedsindehaveren kan klage, hvis kommunen ikke tilbyder en støtteperson, men ikke over valget af den konkrete person. 2.5. Valg af anbringelsessted Det er kommunen, der vælger anbringelsesstedet. Hvis kommunen har fundet et sted, som forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige ikke vil acceptere kan det få den følge, at anbringelsen ikke kan iværksættes uagtet, at der foreligger samtykke til at barnet anbringes. I denne situation må kommunen overveje, om der kan findes et andet egnet sted, eller om modstanden reelt er udtryk for en dybere modstand mod anbringelsen som sådan. Hvis dette er tilfældet, kan barnet kun anbringes, hvis betingelserne for tvangsanbringelse er opfyldt (se afsnit 3 om tvangsanbringelse). Det er kommunens pligt at påse, at anbringelsesstedet er godkendt. Der skal være taget stilling til barnets skolegang, inden anbringelsesstedet endeligt vælges. Ligger anbringelsesstedet i en anden kommune end barnets, underrettes anbringelsesste- 13

dets kommune inden anbringelsen iværksættes. Da det er den lokale skoleforvaltning, der skal finde et egnet skoletilbud, er det vigtigt, at der i tide er indledt et samarbejde med henblik på, at et egnet skoletilbud er fundet, inden barnet anbringes på anbringelsesstedet. 2.6. Klage Det er de almindelige regler om klage, der gælder ved frivillige foranstaltninger. Parterne kan således inden 4 uger fra afgørelsen klage til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse om ikke at iværksætte en anbringelse. Er der tale om, at kommunen ønsker at anbringe barnet, men ikke kan opnå samtykke til dette, kan sagen som allerede nævnt, kun behandles efter reglerne om tvangsanbringelse med de klageregler, der knytter sig til disse bestemmelser (se afsnit 3 om tvangsanbringelse). Er det udelukkende selve valget af anbringelsessted, der er uenighed om, kan forældremyndighedsindehaveren og den 15- årige som parter klage over valget. Denne klageret tilkommer også den 12-årige, selv om den 12-årige ikke er tillagt partsrettigheder i øvrigt. En klage over valg af det konkrete anbringelsessted har opsættende virkning. Barnet vil altså ikke kunne flyttes til anbringelsesstedet før en evt. anke er behandlet i Det Sociale Nævn. Hvis kommunen vurderer, at barnets flytning ikke kan afvente en klagebehandling, kan kommunen træffe en afgørelse om, at en klage ikke skal have opsættende virkning. Ved en frivillig anbringelse vil dette ofte ikke være relevant, da forældremyndighedsindehaveren og/eller den 15-årige som reaktion på en sådan afgørelse formentlig vil trække samtykket til anbringelsen tilbage. 14

3. Anbringelse uden samtykke Viser kommunens undersøgelse, at barnets og familiens problemer ikke kan afhjælpes under barnets ophold i hjemmet og forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samtykke i, at barnet skal anbringes uden for hjemmet og herunder samtykke i formålet med anbringelsen, skal kommunen vurdere, om betingelserne for en anbringelse uden samtykke er til stede. 3.1. Betingelser Kriteriet for anbringelse uden samtykke er flerleddet. Der skal for det første være tale om en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade, hvis kommunen ikke iværksætter en anbringelse. Risikoen for skade skal være begrundet i et af de 4 punkter, der er opregnet i 58 stk. 1 eller en kombination af punkterne. Det vil altså sige, at risikoen for skade på barnet skal kunne henføres til en eller flere af følgende 4 punkter: - en manglende omsorg for barnet fra forældremyndighedsindehaverens side, - at barnet fra forældres side udsættes for vold eller overgreb, - at barnet selv har problemer med misbrug, kriminalitet eller andre alvorlige sociale vanskeligheder - eller at barnet har andre svære adfærds- eller tilpasningsproblemer. Endelig er det en betingelse, at der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets ophold i hjemmet. 15

Skønner kommunen, at disse betingelser er opfyldt, må den forelægge sine vurderinger for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige og orientere om, at kompetencen til at tage stilling til, om barnet skal anbringes uden samtykke, ligger hos børn og unge-udvalget. Ønsker den 15-årige selv at blive anbragt, mens forældremyndighedsindehaveren ikke vil samtykke, er kriteriet i 52 tilstrækkeligt til, at den unge over 15 år kan anbringes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Kommunen skal derfor vurdere, om det er af væsentlig betydning for den unges særlige behov for støtte at blive anbragt uden for hjemmet. Vurderer kommunen, at det er tilfældet, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget, der tager stilling til, om den unge skal anbringes på trods af forældremyndighedsindehaverens manglende samtykke. 3.2. Forelæggelse for børn og unge-udvalget Fastholder parterne, at der ikke gives samtykke, skal sagen forelægges børn og unge-udvalget. Det er en kommunes interne kompetenceregler, der afgør hvem i socialforvaltningen, der kan indstille til børn og unge-udvalget. Kommunens indstilling til udvalget skal indeholde en redegørelse efter 59. Det følger heraf, at kommunen skriftligt skal redegøre for vurderingen af, at betingelserne i 58 er opfyldt, herunder de faglige overvejelser, der har ført til en vurdering af, at barnets problemer ikke kan afhjælpes under ophold i hjemmet heller ikke selv om der iværksættes foranstaltninger i hjemmet. Der skal være oplysning om forhold hos familien eller barnet, der skønnes at kunne bidrage til at klare vanskelighederne under barnets anbringelse. Kan kommunen ikke umiddelbart pege på forhold af denne art, skal dette fremgå af indstillingen. Indstillingen skal 16

tillige indeholde redegørelse om planen (se afsnit 3.5 om plan). Det skal overvejes, om hele planen skal vedlægges indstillingen, da dette ikke er en forudsætning efter 59. Ved indstillingen til børn og unge-udvalget sker der videregivelse af oplysninger. Man skal således overholde kravene i persondatalovens 8, der siger, at børn og unge-udvalget kun må få de oplysninger, der er nødvendige for den afgørelse, som udvalget skal træffe. Det sidste punkt i indstillingen omhandler barnets holdning til den påtænkte foranstaltning. Med indstillingen skal foreligge et referat af den samtale, der efter 48 har fundet sted med barnet. Hvis denne helt undtagelsesvist ikke er afholdt, skal barnets holdning fremgå på anden måde. Den saglige begrundelse for, at samtalen ikke har fundet sted, skal ligeledes foreligge skriftligt. Da det er børn og unge-udvalget, der har kompetencen til at træffe afgørelse om anbringelsen, ligger den endelige kompetence til at afgøre, om samtalen med barnet skal undlades, også hos udvalget. Beslutningen om at forelægge sagen for udvalget, tilbud om advokat (se afsnit 3.4) og indkaldelse til mødet i udvalget sendes både som rekommanderet og almindeligt brev. Forældremyndighedsindehaveren, den 15-årige og deres evt. advokater skal som parter udover mødeindkaldelsen have tilsendt indstillingen med bilag. Den 12-årige har ret til at udtale sig for udvalget og skal derfor indkaldes til mødet. Den 12- årige er ikke part og skal derfor ikke have indstillingen tilsendt. 17

3.3. Formandsbeslutninger En del af de afgørelser, som børn og unge-udvalget kan træffe efter indstilling fra forvaltningen, kan også træffes foreløbigt af formanden for udvalget efter 75. Som hovedregel skal en sag være undersøgt omhyggeligt og tilstrækkeligt til, at det kan fastslås med rimelig sikkerhed, at barnet vil tage alvorlig skade, hvis der ikke gribes ind over for de vilkår, som forældremyndighedsindehaveren udsætter barnet for. Der kan dog være situationer, hvor barnets situation umiddelbart tegner sig så alvorlig, at hensynet til barnets øjeblikkelige behov for hjælp overskygger hensynet til forældrenes retssikkerhed. Der er tale om en nødretslignende situation, hvor forvaltningen på et ufyldestgørende grundlag kan indstille til formanden for børn og unge-udvalget, at barnet fjernes fra forældremyndighedsindehaveren. Betingelsen for, at formanden kan træffe afgørelse om øjeblikkelig anbringelse af barnet, er, at kriteriet i 58 (åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed og udvikling - se afsnit 3.1) er opfyldt. Hertil kommer, at barnets øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at der indkaldes til et møde i børn og unge-udvalget. Forvaltningen skal altid prøve at få samtykke til en frivillig anbringelse, inden der træffes en formandsbeslutning. I konkrete situationer kan det dog vise sig praktisk umuligt at komme i dialog med forældremyndighedsindehaveren. Det er derfor i loven bestemt, at forældremyndighedsindehaveren inden 24 timer efter afgørelsen skal have oplysning om afgørelsen. 18

Inden 7 dage efter afgørelsen skal børn og unge-udvalget i et møde godkende formandens afgørelse. Dette skal ske, uanset om barnet fortsat er anbragt eller det måske senere har vist sig, at der ikke var baggrund for at fjerne barnet fra forældremyndighedsindehaveren, så det igen har ophold i hjemmet. Hvis udvalget godkender formandens beslutning og barnet fortsat er anbragt, har forvaltningen 1 måned til at undersøge forholdene yderligere og indstille til en endelig afgørelse om anbringelse uden samtykke. Forelægges sagen ikke for børn og unge-udvalget inden 1 måned, bortfalder formandsafgørelsen og barnet må hjemgives. Hvis sagen forelægges behandles den som enhver anden indstilling efter 58 om anbringelse uden samtykke. Formanden kan efter indstilling træffe afgørelse i en del andre situationer, f.eks. om undersøgelse og behandling af barnet, forbud mod umiddelbar hjemtagelse og samvær m.m. Disse afgørelser behandles under de respektive afgørelser i dette og de øvrige hæfter i denne skriftserie. 3.4. Advokat og aktindsigt Når det under drøftelserne med forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige står klart at samtykke ikke umiddelbart gives, skal kommunen være opmærksom på, at kommunen har pligt til at fremsætte tilbud om gratis advokatbistand efter 72 og tilbud om at se sagens akter efter 73, hvis kommunen agter at anbringe barnet uden samtykke. Loven opstiller ikke et præcist tidspunkt for fremsættelse af tilbuddet. Tilbuddet om advokat skal fremsættes, når kommunen tager skridt til at behandle sagen efter reglerne om anbringelse uden samtykke. 19

Med dette upræcise kriterium er der stor risiko for magtfordrejning og det stiller betydelige krav til kommunen om, at den åbent redegør for sine overvejelser over for forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. Ændrer forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige efter drøftelse med advokaten indstilling til anbringelsen, så der nu samtykkes til anbringelsen, kan sagen behandles videre efter reglen i 52 stk. 3, nr. 8 og 53. 3.5. Planer Se afsnit 2.3, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.6. Støtteperson til forældremyndighedsindehaveren Se afsnit 2.4, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.7. Valg af anbringelsessted Se afsnit 2.5, idet reglerne er de samme uanset om der foreligger samtykke. 3.8. Møde i børn og unge-udvalget Det er forvaltningen, der indkalder til møde i børn og ungeudvalget. Udvalget, der består af 3 kommunalpolitikere, 1 byretsdommer og en børnesagkyndig (udpeget af statsforvaltningen) er en selvstændig myndighed. Det er vigtigt at være særligt opmærksom på tavshedspligtsregler og nøje overveje, hvilke oplysninger, der skal videregivelse til børn og ungeudvalget. Det er børn og unge-udvalget, der afgør, hvilke personer, der kan deltage i møderne, men det er oftest forvaltningen, der i praksis ved, hvem der anmoder om deltagelse. Det er 20

derfor en god ide, at disse forhold søges afklaret i dialog med børn og unge-udvalgets sekretær inden møderne. Dette gælder også møde ved repræsentanter fra forvaltningen. Det er kommunen, der skal stille en sekretær til rådighed for udvalget. Formanden for udvalget (en af de 3 politikere) byder velkommen og præsenterer udvalget og giver herefter ordet til dommeren, der leder mødet. Forældremyndighedsindehaverne og den 15-årige og deres advokater skal have mulighed for at blive hørt og udvalget kan stille spørgsmål til dem. Retten til at blive hørt tilkommer barnet, fra det er fyldt 12 år, men der er retligt set ikke noget til hinder for, at udvalget kan tale med børn under 12 år. Efter at alle er hørt, voterer udvalget uden tilstedeværelse af andre end udvalget og sekretæren. Når udvalget har truffet en afgørelse kaldes parterne ind og afgørelsen kundgøres. 3.9. Genbehandling 3.9.1. Barnet har ikke været anbragt Opretholdelse af en anbringelse efter 58 af et barn, der ikke har været anbragt inden for det seneste år, kræver forelæggelse for børn og unge udvalget senest 1 år efter børn og ungeudvalgets afgørelse, jfr. 62 stk. Når afgørelsen ankes, regnes fristen fra den endelige afgørelse i Ankeinstanserne. 3.9.2. Barnet har været anbragt inden afgørelsen Har barnet været anbragt inden for det seneste år inden datoen for afgørelsen, skal sagen forelægges senest 2 år efter afgørelse i udvalget, jfr. 62 stk. 2. Når afgørelsen ankes, regnes fristen fra den endelige afgørelse i Ankeinstanserne. 21

3.9.3. Kortere genbehandlingsfrist Alle instanser har mulighed for uden indstilling at fastsætte en kortere genbehandlingsfrist. 3.9.4. Længere genbehandlingsfrist Efter 62 stk. 4 kan børn og unge-udvalget efter indstilling fastsætte en længere frist. Betingelsen er, at de forhold, der ligger til grund for anbringelsen, med overvejende sandsynlighed vil vedvare udover de sædvanlige frister i stk. 1 og stk. 2. Fastsættes fristen efter denne bestemmelse skal genbehandlingsfristen regnes fra børn og unge-udvalgets afgørelse, uanset om afgørelsen er anket. 3.9.5. Barnet er under 1 år Hvis barnet er under 1 år og det er overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrunder anbringelsen, vil være til stede i 3 år frem, kan børn og unge-udvalget efter indstilling beslutte, at afgørelsen skal gælde i 3 år. Dette fremgår af 62 stk. 5. 3.9.6. Afgørelser truffet efter 68a Ved en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget efter 68a skal der ikke fastsættes en genbehandlingsfrist. Begrundelsen er, at barnet efter denne bestemmelse forbliver i anbringelsesstedet på grund af den særlige tilknytning, der er opnået og ikke på grund af forældrenes forhold. Se i øvrigt afsnit 5.1.3. 3.9.7. Indstillingen om genbehandlingsfrist Kommunens indstilling om genbehandlingsfrist efter 62 skal fremgå klart af indstillingen til børn og unge-udvalget, ligesom afgørelsen fra børn og unge-udvalget skal indeholde en tydelig angivelse af fristen. Det er vigtigt, at fristen over for parterne 22

forklares på en sådan måde, at det står klart, at der er tale om en genbehandlingsfrist og ikke en dato for ophør af anbringelsen. 3.10. Ændring til frivillig anbringelse En anbringelse uden samtykke kan på et hvilket tidspunkt ændres til en frivillig anbringelse. Det er forvaltningen, der som i alle andre sager om frivillige anbringelser vurderer, om samtykket er alvorligt ment. Er dette tilfældet, konverteres sagen til en frivillig sag og børn og unge-udvalget orienteres. Udvalget har ingen beføjelser i den anledning. 3.11. Klage 3.11.1. Almindelig klageregel De afgørelser børn og unge-udvalget træffer uden samtykke kan indbringes for Ankestyrelsen inden for 4 uger efter afgørelsen. Ankestyrelsen behandler sagen inde for 8 uger. Dette gælder dog ikke formandsbeslutninger. 3.11.2. Særlig regel vedr. formandsafgørelser En anke over en afgørelse truffet af formanden behandles først, når den måned, som kommunen har til at indstille til en endelig afgørelse i udvalget, er gået. 3.11.3. Indbringelse for domstolene Ankestyrelsens afgørelse kan indbringes for Byretten. Adgangen til gratis advokatbistand gælder også under sagens behandling ved domstolene. Se afsnit 3.4. 23

4. Opgaver og afgørelser under anbringelsen Kommunen har en del opgaver og beføjelser under barnets anbringelse uden for hjemmet. Disse opgaver og beføjelser er som udgangspunkt de samme, uanset om barnet er anbragt med eller uden samtykke. Men som allerede nævnt, kan kommunen konkret vurdere, at det vil være hensigtsmæssigt over for barnet at undlade at træffe en relevant afgørelse under anbringelsen, da forældremyndighedsindehaverens reaktion kan være at trække samtykket tilbage og begære barnet hjemgivet. Det kan være uhyre svært at vurdere, om det af hensyn til barnet er bedst at opretholde anbringelsen på de vilkår, som kan lade sig gøre med forældremyndighedsindehaverens samtykke eller kommunen skal træffe de sagligt relevante afgørelser med risiko for, at barnet må hjemgives. De begrænsninger, forældremyndighedsindehaveren kan lægge på barnets liv, kan dog være så indgribende, at en anbringelse på disse vilkår ikke er egnet til at afhjælpe barnets eller familiens problemer. Afgørelser der kan træffes efter 69 69 opregner en række forhold, som kommunen kan træffe afgørelse om under barnets anbringelse. Der er tale om ændring af anbringelsesstedet, barnets behandling og uddannelsesforhold og lignende. Betingelsen for at træffe afgørelse er, at det skal anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Forældremyndighedsindehaveren kan f.eks. forlange, at barnet ikke undersøges eller behandles for sygdom eller være uenig i et relevant skolevalg. I denne situation kan kommunen træffe afgørelse med klagemulighed til det sociale nævn (se 4.5 om klage). 24

Systematisk inddragelse af forældre m.fl. Efter 47 har kommunen pligt til at overveje, hvordan samarbejdet med familie og netværk bedst tilrettelægges med henblik på systematisk inddragelse under barnets anbringelse. Med bestemmelsen er der ikke indført undtagelser fra de almindelige tavshedspligtsregler, så kommunen må være opmærksom på, at inddragelse af andre end forældrene som hovedregel kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. 4.1. Tilsyn Anbringende kommune har efter 148 pligt til at føre løbende tilsyn med det anbragte barn. Det er muligt at ansætte plejehjemsforeninger eller lignende til den konkrete opgave, men kommunen kan ikke uddelegere ansvaret for tilsynet. Hvis kommunen mod betaling overlader det løbende tilsyn til andre, bliver der tale om en administrationsudgift, som ikke medregnes i taksten for foranstaltningen. Dette har betydning, hvis handlekommunen efter Retssikkerhedslovens 9a ikke er betalingskommune efter Retssikkerhedslovens 9c. Samtale med barnet under besøg på anbringelsesstedet Som led i tilsynet skal sagsbehandleren mindst en gang om året tale med barnet under et besøg på anbringelsesstedet. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår klart, at det er sagsbehandleren, der skal aflægge besøget og herunder tale med barnet. Formålet med dette er, at sagsbehandleren skal tilegne sig et førstehåndsindtryk og kendskab til barnet, ligesom det er vigtig for barnet at møde den ansatte i kommunen, der indstiller eller træffer afgørelse i sagen. Kravet om, at det er sagsbehandler, der skal tale med barnet, er ikke klart lovfæstet. Det skyldes naturligvis hensynet til barnet, 25

så en samtale med et meget skrøbeligt barn, der f.eks. ikke kan tåle at blive konfronteret med mange og/eller nye personer, kan undtagelsesvist overlades til andre med tættere tilknytning til barnet. 4.2. Revision af planen Under anbringelsen skal planen revurderes efter 70 første gang inden 3 måneder efter anbringelsen og derefter mindst en gang om året. Alle elementer i planen skal vurderes. Ved vurderingen skal kommunen således forholde sig til såvel det overordnede mål med anbringelsen som delmål både i forhold til indsatsen over for barnet og i forhold til den indsats, der retter sig mod forældrene. Det er kommunens ansvar at revisionen af planen så vidt muligt sker i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge. Kommunen må således tilrettelægge opfølgningen på en måde, så både forældremyndighedsindehaverens og barnets synspunkter kan inddrages i tilstrækkelig grad. 4.3. Samvær Kommunen har efter 71 pligt til at sørge for at forbindelsen mellem barnet og begge forældre vedligeholdes under anbringelsen. Heri ligger naturligvis ikke at kommunen kan tvinge forældrene til samvær, men at der skal arbejdes på at sikre de bedste betingelser for at samværet kan fungere. Kommunen skal bidrage til et godt samarbejde mellem forældre og anbringelsessted og har ligeledes pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag. Det er kommunens opgave at indgå konkrete aftaler med anbringelsessted, skole m.v. om indholdet af informationerne og hvordan disse i praksis skal formidles til forældrene. 26

Allerede fastsatte eller aftalte samværsordninger Har forældrene aftalt en samværsordning eller er der fastsat samvær ved statsforvaltningen kan denne ordning fortsætte, hvis forvaltningen vurderer, at det er til gavn for barnet. Kommunens afgørelser vedr. samvær m.v. Med indførelsen af Forældreansvarsloven er kompetencen til at træffe alle afgørelser vedr. samvær med det anbragte barn imidlertid overgået til Kommunen. Kommunen kan således træffe afgørelser efter 71 stk. 2-4 over for en eller begge forældre, hvis betingelserne i bestemmelsen er opfyldt. 71 stk. 2 omhandler afgørelser om omfang, udøvelse og vilkår for samværet. Betingelsen for at træffe afgørelse efter denne bestemmelse er, at afgørelsen træffes med særlig vægt på hensynet til barnet og formålet med anbringelsen. Børn og unge-udvalgets afgørelser vedr. samvær m.v. Afgørelser efter 71 stk. 3 træffes af børn og unge-udvalget. Af bestemmelsen fremgår, at afbrydelse af kontakten mellem forældre og barn skal afgøres af udvalget. En afgørelse, der medfører at samvær eller brev- eller mail- eller telefonforbindelse sker mindre end en gang om måneden, sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal derfor også besluttes af børn og unge-udvalget. Betingelsen for disse afgørelser er, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling og der skal, som det fremgår, træffes særskilt afgørelse for hver enkelt type afbrydelse. 27

Udover afbrydelse kan børn og unge-udvalget efter stk. 3 træffe afgørelse om, at samværet skal overvåges af en kommunal repræsentant eller at anbringelsesstedet ikke må oplyses for forældrene. Uanset om forældrene samtykker i disse begrænsninger skal sagen forelægges for børn og unge-udvalget, da det er udvalgets kompetence at vurdere om betingelserne for disse meget omfattende begrænsninger er opfyldt. For alle afgørelser gælder, at det er Kommunen (Socialforvaltningen), der skal indstille til udvalget og at afgørelser skal træffes for et konkret angivet tidsrum. Der kan altså ikke træffes afgørelser, der gælder indtil videre. Støttet samvær Kommunen har dog mulighed for med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige at træffe afgørelse om, at samværet kan støttes ved at der er en person til stede under samværet. Denne type støttet samvær må ikke bruges til at foretage en slags skjult overvågning, men i det omfang støttepersonen ansættes af kommunen, vil denne blive omfattet af den skærpede underretningspligt (se skrift nr. 1 i denne skriftserie). Kontrol med brevveksling m.v. Kontrol med brevveksling og telefonsamtaler træffes efter reglerne i 123 stk. 2. Der er tale om en kompetence til at træffe afgørelse om kontrol med barnets brevveksling, telefonkontakt og anden kommunikation med nærmere angivne personer. Bestemmelsen gælder kun børn anbragt på døgninstitution. Der kan således ikke træffes afgørelse efter denne bestemmelse, hvis barnet er anbragt i familiepleje eller andet godkendt opholdssted. Afgørelsen træffes af børn og unge-udvalget og 28

kræver ikke retskendelse. Udvalget kan kun træffe afgørelsen, hvis det er nødvendigt af hensyn til den unges sundhed eller udvikling. Kontrol af breve til og fra myndigheder og advokater må ikke finde sted. Det kan i praksis være meget vanskeligt at sondre mellem brevkontrol og hjælp til et barn, der pga. alder eller manglende evner skal have hjælp til læsning af breve eller lignende fra familien. Det er derfor vigtigt, at kommunen orienterer forældre og netværk, hvis barnet ikke selv kan læse tilsendte breve og ønsker hjælp til dette fra anbringelsesstedet. Forældrene kan så enten lade være at skrive til barnet eller oplyse, at barnet ikke må hjælpes. Hvis barnet lider under at modtage breve, som det ikke kan læse, må kommunen overveje, om det er så belastende for barnet, at sagen skal forelægges for børn og unge-udvalget med en indstilling, om at brevforbindelse afbrydes for en bestemt periode. Samme regel ved frivillige og tvangsmæssige anbringelser 71 gælder uanset om barnet er frivilligt eller tvangsmæssigt anbragt, men i en frivillig anbringelsessag skal kommunen naturligvis nøje overveje, om det skønnes hensigtsmæssigt at træffe afgørelser om begrænsning i samværet, herunder indstille til børn og unge-udvalget, da forældremyndighedsindehaverens modtræk jo kan være at tilbagekalde samtykket til anbringelsen. 4.4. Afgørelser under anbringelsen, der kræver samtykke Ønsker kommunen at barnets anbringelsessted ændres, kræves samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige. Kan samtykke ikke opnås, kan anbringelsesstedet kun ændres ved at der træffes afgørelse efter 58. Dog kan parterne i en 29

anbringelse, der er sket efter 58, samtykke til, at der ikke igen skal træffes afgørelse efter 58. Denne lidt indviklede regel skal forstås sådan, at betingelserne for en tvangsanbringelse skal være opfyldt, for at anbringelsesstedet kan ændres uden samtykke, men at det altså ikke er børn og unge-udvalget, der skal tage stilling til spørgsmålet om selve flytningen, men alene påse, at betingelserne efter 58 er opfyldt. 4.5. Klage Se afsnit 2.6 og 3.11 om klage ved hhv. frivillig og tvangsmæssig anbringelse. 5. Ophør af anbringelsen 5.1. Ophør af en frivillig anbringelse Som udgangspunkt skal en anbringelse ophøre senest, når formålet er nået, når anbringelsen ikke længere tjener sit formål eller når den unge fylder 18 år. Dette fremgår af 68. Uanset om anbringelsen er iværksat med eller uden samtykke, er det kommunens pligt løbende at påse, at anbringelsen fortsat er formålstjenlig i forhold til barnets problemer og at problemerne fortsat ikke kan løses, hvis barnet hjemgives til forældrene. Er dette ikke længere tilfældet må indsatsen ændres, hvis betingelserne for andre foranstaltninger, herunder samtykke, er til stede, ellers må den ophøre. 5.1.1. Det er forædemyndighedsindehaveren, der ønsker det frivilligt anbragte barn hjemgivet Hvis forældremyndighedsindehaveren over for kommunen fremsætter ønske om hjemtagelse af barnet, er grundlaget for den frivillige anbringelse bortfaldet. Situationen er i juridisk 30

forstand vanskelig, fordi samtykket, som en del af betingelsen for anbringelsen, er bortfaldet, mens barnets behov fortsat kan være bedst afhjulpet ved en fortsat anbringelse. For at imødekomme barnets behov bedst muligt skal kommunen efter 68 stk. 2 træffe en egentlig juridisk afgørelse om, hvorvidt barnet kan hjemgives. Kan barnet hjemgives, træffes afgørelse om en hjemgivelsesperiode, mens sagen behandles efter reglerne om anbringelse uden samtykke, hvis begæringen ikke kan imødekommes (se afsnit 3). Hjemgivelsesperioden Hjemgivelsesperiodens længde afhænger af, hvilke tiltag, der er behov for at få på plads, inden barnet kommer hjem, men den kan maksimalt vare 6 måneder. Man skal huske, at betingelsen for den frivillige anbringelse reelt er bortfaldet, så fristen må ikke udvikle sig til en standardlængde. Fristen skal bruges til - at sikre barnet en skånsom og planlagt hjemgivelse - at forberede relevant støtte til barnet og familien efter hjemgivelsen - at give kommunen mulighed for at foretage en vurdering af, om betingelserne for en fortsat anbringelse trods det tilbagekaldte samtykke er til stede, jfr. 58. Vurderer kommunen, at betingelserne i 58 er opfyldt skal der ikke fastsættes en hjemgivelsesfrist, da sagen så skal behandles efter reglerne i afsnit 3, herunder mulighed for formandsbeslutning efter 75, jfr. afsnit 3.3. Vurderer kommunen, at barnet har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at betingelserne i 68a er opfyldt, 31

skal der ikke fastsættes en hjemgivelsesfrist, da sagen så skal forelægges for børn og unge-udvalget, herunder muligheden for en formandsbeslutning. Se i øvrigt afsnit 5.1.3 og 3.9.5. Planen skal under alle omstændigheder revideres, jfr. afsnit 4.2. Den unge er over 15 år Hvis forældremyndighedsindehaveren vil have en 15-årig hjem, men den 15-årige ikke vil hjem, må kommunen vurdere, om betingelserne for forelæggelse for børn og unge-udvalget er opfyldt. Her er det vigtigt at huske, at det alene er 52 kriteriet (væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte), der skal være opfyldt (se afsnit 3.1). 5.1.2. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt Hvis en 15-årig ikke vil give samtykke til at være anbragt, er betingelserne for anbringelsen ikke længere til stede. Det kan være en vanskelig situation at stå i både for forældremyndighedsindehaveren, der måske ikke ønsker teenagebarnet hjem at bo og for kommunen, der vurderer, at den unge fortsat har behov for at være anbragt, men som kun kan opretholde anbringelsen over for den 15-årige, hvis børn og unge-udvalget efter indstilling træffer afgørelse om, at den unge skal være anbragt uden samtykke. Som udgangspunkt tjener det ikke noget formål at beslutte, at den unge skal blive et sted, hvorfra den unge ved først givne lejlighed vil forsøge at komme fra. Men hvis kommunen vurderer, at betingelserne i 58 er opfyldt og vurderer, at det er muligt at fastholde den unge i anbringelsesstedet eller der kan findes et nyt sted, hvor den unge vil blive/kan fastholdes, skal kommunen indstille til børn og 32

unge-udvalget om at træffe afgørelse om anbringelse uden samtykke (se afsnit 3). 5.1.3. Barnet har været anbragt mere end 3 år og har opnået en stærk tilknytning til anbringelsesstedet. Efter 68a kan børn og unge-udvalget efter indstilling træffe afgørelse om, at også et frivilligt anbragt barn skal forblive i anbringelsesstedet, hvis det har opnået en så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det må antages at være af væsentlig betydning for barnet/den unge at forblive på stedet. Kommunen har således ikke kompetencen til at fastslå, om barnet har opnået en sådan tilknytning til anbringelsesstedet, at det ikke kan hjemgives, men har pligt til at forelægge sagen for børn og unge-udvalget, hvis det vurderes, at en sådan tilknytning er opnået. Se afsnit 3.9.6 om afgørelsen og afsnit 5.2.5 vedr. klage. 5.1.4. Klage Hvis forældremyndighedsindehaveren ønsker, at anbringelsen fortsætter, mens kommunen mener, at den ikke længere tjener formålet eller at formålet er nået, vil der evt. skulle træffes en egentlig afgørelse over for forældremyndighedsindehaveren om, at forældremyndighedsindehaveren ikke længere er berettiget til den ønskede foranstaltning. En sådan afgørelse kan påklages efter de almindelige regler om klage til det sociale nævn. 5.2. Ophør af en tvangsanbringelse 5.2.1. Kommunens overvejelse vedr. ophør Som udgangspunkt skal en anbringelse ophøre senest, når formålet er nået, når anbringelsen ikke længere tjener sit formål eller når den unge fylder 18 år. Dette fremgår af 68. Uanset 33

om anbringelsen er iværksat med eller uden samtykke, er det kommunens pligt løbende at påse, at anbringelsen fortsat er formålstjenlig i forhold til barnets problemer og at problemerne fortsat ikke kan løses, hvis barnet hjemgives til forældrene. Er dette ikke længere tilfældet må indsatsen ændres, hvis betingelserne for andre foranstaltninger, herunder samtykke, er til stede, ellers må den ophøre. Hvis kommunen hjemgiver et barn/ung, der er anbragt efter en afgørelse truffet af børn og unge-udvalget, skal udvalget orienteres om hjemgivelsen, jfr. 68 stk. 6. 5.2.2. Barnet ønskes hjemtaget af forældremyndighedsindehaveren Hvis kommunen ikke kan imødekomme anmodningen om hjemgivelse og det vurderes, at betingelserne for anbringelse uden samtykke fortsat er opfyldt, forelægges sagen for børn og ungeudvalget til ny afgørelse. Så længe en afgørelse er under anke, skal sagen ikke forelægges for børn og unge-udvalget. Se i øvrigt afsnit 3, da sagen behandles på helt sædvanlig vis. 5.2.3. Den 15-årige vil ikke længere være anbragt Hvis kommunen ikke kan imødekomme anmodningen fra den unge om ophør af anbringelsen og det vurderes, at betingelserne for anbringelse uden samtykke fra den unge over 15 år fortsat er opfyldt, forelægges sagen for børn og ungeudvalget til ny afgørelse. Så længe en afgørelse er under anke, skal sagen ikke forelægges for børn og unge-udvalget. Se i øvrigt afsnit 3, da sagen behandles på helt sædvanlig vis. 34

5.2.4. Særligt vedr. afgørelser med lang frist og afgørelse efter 68a Hvis kommunen afviser at behandle en anmodning om hjemgivelse af et barn, der er anbragt med frist efter 62 stk. 5 eller efter 68a, skal sagen ikke forelægges børn og unge-udvalget til afgørelse. Se afsnit 5.2.5. vedr. klage. 5.2.4. Klage Kommunens afvisning af at behandle en anmodning om hjemgivelse af et barn, der er anbragt med frist efter 62 stk. 5 eller efter 68a kan ankes til det sociale nævn inden 4 uger fra afgørelsen. Se i øvrigt afsnit 3.11. 6. Anbringelsessteder Der findes en række forskellige muligheder, når der skal vælges et relevant anbringelsessted for barnet. Fælles for dem alle er, at de skal være godkendt til at have børn i pleje. Døgninstitutioner, der drives af en eller flere kommuner efter servicelovens 67. Opholdssteder og professionelle plejefamilier, der tilbyder at tage børn i pleje med baggrund i særlige erfaringer eller uddannelser. Netværksfamilier, der på grund af en særlig tilknytning til barnet, tilbyder at have det i pleje og lade det indgå i en familie, det i forvejen har tillid til. Kost- og efterskoler, der udover skoledelen tilbyder en social støtte til barnet under opholdet på skolen. 35

7. Plejefamilier 7.1. Typer af godkendte plejefamilier Kommunen kan anbringe barnet i en godkendt familiepleje. Dette gælder uanset, om der er tale om en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse af barnet (se også afsnittene om anbringelse). Barnet kan anbringes i 2 forskellige typer af godkendte plejefamilier en netværksfamilie eller en professionel familie. En netværksfamilie vælges, hvis der i barnets netværk findes en familie/person, der har et nært forhold til barnet, så en anbringelse i denne familie vil være tryg for barnet og give mulighed for, at barnet kan bibeholde en kontinuitet i sin tilværelse og fortsat høre til i sin egen familie eller hos andre nærtstående personer. 7.2. Godkendelse og handlekommune Det er den anbringende kommune, der skal godkende netværksfamilier, mens det er plejefamiliens opholdskommune, der skal godkende den professionelle plejefamilie. For netværksfamilien er der tale om en godkendelse, der kun vedrører det konkrete barn, mens der for den professionelle familie er tale om en generel godkendelse, der skal indeholde stillingtagen til, hvor mange børn familien kan modtage, aldersgruppe samt hvilke typer problemstillinger, familien vurderes at kunne arbejde med. Ved begge typer af familier er det vigtigt, at kommunen også vurderer familiens evne til at samarbejde med forældre og kommune. Kommunen skal være meget omhyggelig med un- 36

dersøgelsen og vurderingen af familien, inden en godkendelse udstedes, da det er af største betydning for barnet, at unødige problemer undgås. Hvis en valgt plejefamilie efterfølgende viser sig ikke at kunne løse opgaven med det anbragte barn, vil der, uanset om problemerne med støtte kan afhjælpes eller barnet bliver nødt til at flytte, være tale om en ekstra belastning for barnet. Plejefamilier skal gennemgå et kursus om børn, der anbringes. Det er den kommune, der godkender familien, der henviser til kurset og betaler for det. Kurset skal være påbegyndt, inden barnet anbringes i familien, men kan afsluttes efter, at barnet er anbragt. 7.3. Kontrakt I sagen om godkendelse af plejefamilien, er plejefamilien part, mens forældremyndighedsindehaveren eller den 15-årige som udgangspunkt ikke er part i selve godkendelsessagen. De almindelige forvaltningsretlige regler gælder, herunder partshøring og begrundelse, men plejefamilien kan ikke klage over afslag på godkendelse. Det er den anbringende kommune, der indgår kontraktsforholdet med plejefamilien efter først at have sikret sig, at familien er godkendt til den ønskede opgave. Det er kommunens opgave at sørge for, at kontrakten tager højde for alle relevante problemer vedr. opgaven i forhold til det anbragte barn. Alle vilkår (bortset fra tabt arbejdsfortjeneste til en netværksfamilie) reguleres ved aftale. Plejefamilien kan således ikke klage over vilkår, ophør eller andre forhold 37