Strandsnegle I Danmark indes der ire strandsnegle, som er almindelige: Almindelig strandsnegl, lille strandsnegl, but strandsnegl og ungefødende strandsnegl. Almindelig, lille og but strandsnegl lægger deres æg i ægkapsler, som sidder fast på sten og tang, mens den ungefødende strandsnegl, som navnet antyder, føder levende unger. Ungerne udvikles i en ynglelomme inde i sneglen, hvor man på samme tid kan se op til tre kuld unger - på hver deres udviklingsstadie. Strandsneglene er tilpasset et liv i tidevandszonen. De kan f.eks. trække sig ind i sin skal og lukke åbningen med et hornagtigt låg. Derved er sneglen forseglet, og kan tåle udtørring i op til tre uger. Når en strandsnegl spurter, kan den komme op på en hastighed af 4-5 meter i timen, men holder normalt et mere adstadigt tempo på 1-2½ meter i timen. Strandsneglene spiser mens de bevæger sig. Den har en speciel tunge, som kan raspe de alger af, der sidder på underlaget. Når algerne er løse, bliver de spist af sneglen.
Almindelig sandmusling Sandmuslingens hvide skaller kan ofte ses skyllet op stranden, men det er noget mere sjældent at inde den levende, da den graver sig temmelig dybt ned i sandbunden. De voksne sandmuslinger indes gravet 15-30 cm ned, og deres ånderør kan blive helt op til 50 cm lange. Sandmuslingen stikker ånderørene op i vandet og suger vand ind. Det indkommende vand iltreres så for plankton og pustes ud igen. På ånderørene sidder der øjepletter, der kan advare muslingen om farer. En skygge vil få sandmuslingen til at trække ånderørene ind, så de ikke ses fra overladen.
Almindelig hjertemusling Hjertemuslinger er en af de muslinger, alle kender om ikke andet som skaller på stranden. Der indes lere slags hjertemuslinger, men den der normalt ses her ved Kerteminde, er den almindelige hjertemusling. Den lever nedgravet i sand, hvor den bruger sin fod som anker til at holde sig fast. Foden sidder normalt inde i muslingen, men den kan altså skydes ud mellem skallerne, og muslingen kan også bruge den til at grave sig ned med, pløje sig vej gennem sandet og i øvrigt også til at springe med. Hjertemuslingen er særkønnet, dvs. at der både er hanner og hunner. De gyder første gang i deres anden sommer. Æggene og sæden frigives samtidig ud i vandet af store dele af en bestand, og de resulterende larver driver med strømmen i tre til seks uger, før de forvandler sig til små muslinger og graver sig ned i bunden. En musling vokser mest om sommeren, hvilket giver årringe i skallen, som man kan bruge til at aldersbestemme muslingen. En typisk hjertemusling lever to til ire år, men kan leve op til 9 år.
Blåmusling Mange danskere har nok prøvet at bruge blåmuslingen som madding, når der skulle iskes efter krabber. Blåmuslingen lever på steder, hvor der er godt med strøm, og den bruger sine såkaldte byssus-tråde (som er de hår-lignende tråde, der stikker ud af muslingen) til at holde sig fast på sten, moler eller andre blåmuslinger. Den indes ofte i store blåmuslinge-banker. Blåmuslingen tager vand ind gennem det ene af sine ånderør, fører vandet over gællerne og ud gennem det andet ånderør. Gællerne er besat med små imrehår, som bruges til at føre det indkommende vand hen til nogle slimdækkede fødekanaler. Planktonet og det organiske materiale i vandet bliver fanget i dette slim og ført til munden. Der er mange dyr, der spiser blåmuslinger, blandt andet krabber, søstjerner og ederfugle.
Fjordreje Fjordrejen har mange navne, da den ofte er opkaldt efter det sted, hvor den fanges. Ud over fjordreje, er Roskildereje nok det mest kendte, men også Kertemindereje, Limfjordsreje og Holbækreje er navne på fjordrejen. Til privat brug er en rejeruse den nemmeste måde at fange rejer på, men har man ikke sådan en, er strygning med rejehov også en effektiv måde. En anden reje, der indes her ved Kerteminde er tangrejen. Den indes i tangen og ligner fjordrejen rigtigt meget, dog har den striber gående på tværs over bagkroppen. Fjordrejen lever i mellem tang og ålegræs, og da de skifter farve efter omgivelserne, kan de være ret svære at få øje på. Lemmerne hos fjordrejen er specialiserede, idet de fem par ben, der sidder på brystet, er gangben; de lemmer, der sidder på bagkroppen, er svømmeben; og dem, der sidder foran brystbenene, er mundlemmer, som bruges til at fastholde og tygge føden. Fjordrejen er stort set altædende. Fjordrejer er kendt for at foretage massevandringer om sommeren blandt andet kendt fra Kerteminde Fjord. De vandrer om natten, og man regner med, at vandringen er en gydevandring af ægbærende hunner, der bringer æggene ud på dybere vand i sikkerhed for de højere temperaturer på det lave vand.
Strandkrabbe Strandkrabben er en meget almindelig og hårdfør krabbe. Den lever tæt på kysten og er i stand til at tåle store svingninger i temperatur og saltholdighed. Den kan sågar tåle at være helt ude af vandet i lang tid. Man kan inde strandkrabber i mange farver; blå, grønne, røde og brune. Det lader til, at det både er krabbens gener samt påvirkninger udefra, der bestemmer farven på den enkelte krabbe. Som små skifter krabberne farve i løbet af døgnet, hvor de er lysere om dagen end om natten. Strandkrabben lever af ådsler, muslinger, isk og i det hele taget alt, hvad den komme i nærheden af: Studier har vist, at krabben gennem sit liv kan spise dyr (og nogle få planter) fra 158 slægter! Det lader dog til, at den af en eller anden grund ikke rigtigt bryder sig om søstjerner.
Almindelig ulk Den almindelige ulk er en rigtig bundisk; den er en dårlig svømmer, men er til gengæld godt camouleret i forhold til sit levested mellem tang og sten. Ulken har et stort hoved og en stor mund, og den er i stand til at spise bytte, der er lige så stort som ulken selv. Føden er primært isk og krebsdyr, men ulken spiser stort set alt, hvad der bevæger sig. På gællelågene indes lere pigge, som har til formål at gøre det ubehageligt for et rovdyr at spise ulke. Piggene har givet grobund for historier om, at ulken skulle være giftig, men det er den IKKE! I gydeperioden bliver hannen postkasserød med hvide pletter, hvor hunnen bare er hvid på maven. Den almindelige ulk er ikke den eneste slags ulk. En anden almindelig ulk her ved Kerteminde er den langtornede ulk. Den er typisk mindre end den almindelige, men kendes især på de to små smagstråde i mundvigene og længere pigge. Hos den langtornede ulk bliver hannen turkisblå, gul eller guldfarvet på maven i gydeperioden, og den kan være et ret spektakulært syn.
Pighvar Som de leste andre ladisk, kan pighvarren skifte farve, så den ligner omgivelserne. Dette skyldes, at iskens farve er det samlede udtryk af forskelligt farvede celler, kaldet kromatoforer, i iskens hud. Disse kromatoforer indeholder farvekorn, der kan samles i cellen, når den pågældende farve skal nedtones, og spredes i cellen når farven skal træde frem. Fordelen ved disse farveskift er selvfølgelig, at isken er skjult for fjender og byttedyr. Pighvarren er en grådig rovisk, der primært jager om dagen ved hjælp af synet. Når et byttedyr er inden for rækkevidde, angriber pighvarren og åbner den meget store mund meget hurtigt. Dette giver et kraftigt undertryk, der suger byttet ind i munden. Herefter lukkes munden, og tænderne, der virker som modhager, holder byttet fast, til det sluges. Samme teknik bruges af mange andre isk og hos tandhvaler, idet det kan være svært at snappe efter noget i vand idet vandstrømmen fra munden, der lukker sammen, skubber byttet væk. Hvis du selv har prøvet den gamle leg, hvor man uden brug af hænderne - skal spise æbler, der lyder i en balje med vand, ved du, hvor svært det kan være!
Ålekvabbe Ålekvabben er en alang og smidig isk, der svømmer ved at bugte kroppen. Den er meget glat at holde på, og selvom det ikke ser sådan ud, har den skæl de er bare meget små og sidder dybt i huden. Ålekvabben lever på lavt vand, hvor den gemmer sig mellem tang og sten. Den er ret sky og vil normalt lygte, hvis man kommer tæt på. En ålekvabbe er kønsmoden, når den er to år gammel, og parringen sker normalt i sensommeren. Parringen foregår ved, at hannen indfører sin kønstap (som er en lille forlængelse af huden lige ved siden af kønsåbningen) ind i hunnen og befrugter æggene. Hunnen er efterfølgende drægtig i ire måneder, hvorefter hun føder et sted mellem 30 og 400 unger, der alle ligner voksne ålekvabber, dog selvfølgelig mindre. De drægtige hunner er ikke til at tage fejl af; de ligner kæmpestore haletudser med deres opspilede maver.
Søstjerne En søstjerne inder vej til sit bytte ved at bruge en kemisk sans. Man kan sige, at den smager sig vej. Det betyder, at den stort set kun kan inde bytte op mod strømmen. Søstjernen har dog også øjne, faktisk hele fem - et på spidsen af hver arm, hvor de kan ses som små, røde pletter (de kan dog på nogle søstjerner være svære at se). Øjnene er dog ikke i stand til at se som vores, og søstjernen kan kun se forskel på lys og mørke. På den måde ved søstjernen, hvad der er op og ned. Søstjerner spiser døde dyr, men det de nok er mest kendt for at spise er blåmuslinger. At åbne en musling - uden brug af redskaber - er for et menneske stort set umuligt, men det kan en søstjerne. En søstjerne vil kravle op på blåmuslingen og suge sig fast med sine sugefødder på muslingens to skaller. Derefter vil den langsomt hive skallerne fra hinanden, og når der opstår en sprække mellem skallerne, vil den krænge sin mave ud af munden og lægge den op ad muslingens bløddele inde i skallerne. På den måde fordøjes muslingen, og søstjernen vil optage næringen. Når muslingen er spist, tager søstjernen sin mave ind igen, og kravler videre til næste offer.
Gråtunge eller Almindelig tunge Tungerne er en familie af ladisk, der i hele verden tæller ca. 120 arter. I Danmark inder man dog kun 2 arter; glastunge og almindelig tunge. Rødtungen hører - trods sit navn - til rødspættefamilien. En gråtunge vil starte sit liv på meget lavt vand. I Kerteminde kan man f.eks. fange små tunger på ca. 5-10 cm ved Roklubben. Når de vokser op, vil de fortrække til dybere vand. Man inder altid gråtungerne på sand- eller lerbund, hvor den lever nedgravet om dagen. Om natten er den derimod mere aktiv. Her bruger den sansehårene forrest på hovedet til at lugte/føle efter byttet, som består af orme, små krebsdyr og tyndskallede muslinger.
Skrubbe Skrubben er en rigtig brakvandsisk, der som lille kan tåle at vokse op i meget brakke vandområder, og som også kan trække langt op i loder og åer. Der er f.eks. fundet skrubber lere hundrede kilometer oppe i tyske loder, ligesom de heller ikke er et særsyn i Odense Å. I det hele taget er en skrubbe en særdeles hårdfør isk, der kan tåle store svingninger i vandtemperaturen. Den kan også være ude af vandet i længere tid lere timer, hvis det ikke er for varmt. Rødspætter og skrubber er så nært i familie, at de kan få unger sammen. Disse unger kaldes leps. Leps er infertile, hvorfor skrubber og rødspætter stadig er to forskellige arter. Skal man kende en skrubbe fra en rødspætte, er den nemmeste måde at mærke på oversiden. En rødspætte er helt glat, hvor en skrubbe er ru - specielt langs sidelinjen og langs innerne. Derudover har rødspætten en køl af benknuder bag øjnene, som skrubben mangler. Leps er så lidt svære, men inder man en ladisk, der er lidt ru og samtidig har kølen ved øjnene, er det en leps.
Rødspætte Som så mange andre ladisk vokser rødspætten op på lavt vand og trækker ud på dybere vand, efterhånden som den er vokset til. Jo ældre rødspætte, jo dybere indes den. Alligevel kan man om natten inde store rødspætter på lavt vand. Det skyldes, at rødspætten jager om natten, og de store isk vil trække ind på lavt vand, hvor der er store fødemængder. Om dagen vil rødspætten vandre til dybere vand, hvor de vil grave sig ned og ligge stille, til det bliver nat igen. Som små lever rødspætterne af mikroskopiske planktonorganismer, men vokser alligevel på de første 4-6 måneder til en størrelse på 7-12 cm - fra en start på ½ cm. Efterhånden som rødspætterne bliver større, skifter kosten til bunddyr, især tyndskallede muslinger, men også orme og krebsdyr. Rødspætten har - i modsætning til f.eks. pighvarren - en lille mund, hvilket også fortæller noget om, at den lever af små dyr.
Torsk Torsken kendes ofte på den kraftige skægtråd, som er et sanseorgan, der kan smage byttet. To lignende tråde kan indes for enden af de to forreste buginner. En torsk spiser stort set hvad som helst - selv mindre torsk eller hele krabber. Ordet torsk betyder rent faktisk tørisk, og torsken har da også været en vigtig eksportisk siden middelalderen, både som stokisk (tørret) og klipisk (saltet og tørret). Grunden til at den var så vigtig i middelalderen var, at stort set hele befolkningen i Europa på den tid var katolikker. Og katolikker har mange fastedage, hvor man ikke må spise kød - men gerne isk. Torsken kan skifte farve, og man kan inde lyse torsk, der lever på sandbund, rødllige torsk fra tangområder, og mørkegrønne torsk fra stenbund.
Børsteorme Der indes rigtigt mange forskellige børsteorme i havet, og de kan være meget svære at kende forskel på. Der er dog to arter, der både er meget almindelige ved Kerteminde, og som er til at kende. Det drejer sig om sandormen og den grønne nereis. Begge arter lever det meste af deres liv nedgravet, men ellers har de en temmelig forskellig levevis. De leste kender sandormens karakteristiske eterladenskaber i form af en bunke sandpølser på sandbunden. Sandormen lever med hovedet forrest i et U-formet rør nede i sandet. Her vil den æde sig gennem sandet og optage det organiske materiale, der er i det. Sandet vil passere tarmen og blive lagt på overladen (pølserne). Ved hovedenden af røret kan man ote se en fordybning, som bliver større eterhånden som sandormen æder. En sandorm kan æde 24 kg sand om året. Den grønne nereis lever også i havbunden, men kommer også op for at jage og den er en udmærket svømmer. Føden består af organisk materiale, alger og forskellige dyr, som krebsdyr og andre børsteorme. Når den skal fange sit bytte, bruger den sine to kæber, som er forstærkede med zink, hvilket gør at de kan bide temmeligt hårdt - også i en inger.
Tangspræl Tangsprællen er en relativt ukendt isk for de leste. Den er dog meget almindelig på lavt vand, hvor den kan indes i mellem tang og sten. Ved første øjekast kan den ligne en ålekvabbe eller en lille ål, men dens mørkebrune til rødlige farve og ikke mindst de sorte prikker, der er omgivet af en tynd, hvid ring, som indes ned langs ryggen på isken, gør den let genkendelig. Tangsprællens form gør den i stand til at slynge sig om tangplantens stængel eller blade, og man kan også inde den sammenrullet under sten eller inde i en tom muslingeskal. I lighed med ålekvabben indeholder tangsprællens celler et anti-fryseprotein, der gør, at den kan opholde sig på lavt vand om vinteren uden at fryse ihjel. En anden fantastisk tilpasning til livet på det helt lave vand er, at tangsprællen kan trække vejret i lut i et stykke tid. Det betyder, at den kan forblive gemt i tangen ved lavvande, også selvom tangbusken er helt tørlagt.
Marsvin Marsvinet i Danmark er den art, der hedder almindeligt marsvin. Der indes 5 andre arter rundt om i verden. Marsvinet kan kun dykke til 150-200 meter og holde vejret i ca. 5 minutter, men kan til gengæld komme op på en hastighed af ca. 40 km/t under spurt, hvilket er noget mere end f.eks. en spættet sæl, der kan svømme omkring 25 km/t. Marsvinene er ikke ret store og rekorden i længden er omkring 2 meter. Det er hunnerne, der bliver størst. Pga. størrelsen kan det være svært at se dem i naturen, hvis der bare er en smule bølger på havet. Men på en stille aften ved Fyns Hoved, er det muligt at se dem helt tæt på land, mens de jager. Marsvinet jager dens bytte - små isk som sort kutling, sild og små torsk - ved at udsende lyde fra panden. Når lydene rammer en isk, kommer der et ekko tilbage, så marsvinet kan høre, hvor isken er. Pudsigt nok er marsvinenes ører stoppet med en prop af ørevoks, så de kan ikke bruges til at høre med. Så marsvinet - og de andre tandhvaler - hører med underkæben, hvor der sidder noget fedt, der opfanger lydene, i et hulrum på kæbens inderside.
Spættet sæl Den spættede sæl føder - som alle andre havpattedyr i øvrigt - ret store unger. En spættet sæl kan veje over 10 kg ved fødslen. Grunden til dette er, at jo større man er, des mindre varme taber man til omgivelserne, og derved skal man ikke spise nær så meget for at kunne holde varmen. En ting, der er ret speciel for de spættede sæler i forhold til andre sæler er, at den spættede sæl gerne vil være i stand til at svømme stort set lige efter fødslen. Den ellers meget varme sælungepels bliver derfor smidt allerede mens ungen ligger i moderens mave. Den er nemlig rigtig dårlig at svømme med. Ungerne bliver født om sommeren, typisk i juli, og får mælk hos mor i ire uger. På de ire uger vokser ungen til over 30 kg (mor taber sig stort set tilsvarende), så den til sidst ligner en lille spæk-tønde. Det er nemlig vigtigt, at den har noget fedt at tære på, når den efter de ire uger bliver sparket ud hjemmefra og skal jage selv. Inden den er blevet en effektiv jæger, kan den snildt have tabt 10 kg, men mange når aldrig så langt. På et normalt år, dør halvdelen af ungerne inden de bliver et år gamle. Alligevel er der masser af sæler i Danmark. Ved sidste tælling kom man op på knap 20.000 spættede sæler.
Småplettet rødhaj Den småplettede rødhaj er en af de få arter af hajer, der kan ses regelmæssigt i Storebælt. De leste hajer (og andre havdyr for den sags skyld) bryder sig ikke om den lave mængde salt vi har i vandet her - og slet ikke de svingninger i mængden af salt i vandet, vi oplever i Storbælt. Den småplettede rødhaj indes ofte liggende stille på bunden, hvilket ikke er et særsyn hos bundlevende hajer. Det afkræfter dermed den historie, der fortæller, at hajer skal svømme for at kunne trække vejret. Dette er kun noget, der gælder nogle af de hurtigtsvømmende hajer. Hajerne har syv sanser. Ud over de fem sanser, vi mennesker har, er hajerne forsynet med sidelinjesansen, som sanser bevægelser i vandet, og den elektromagnetiske sans, som kan mærke meget svage elektriske signaler, f.eks. de nerveimpulser, der får hjertet til at slå på en isk. Den virker dog kun på korte afstande på 30-50 cm. Som bundlevende haj bruger den småplettede rødhaj den elektromagnetiske sans meget i sin søgning efter orme og andre smådyr, der gemmer sig på og i havbunden.
Hummer De seneste par somre har der været et ganske godt hummeriskeri i farvandet fra Fyns Hoved og over mod Samsø, men længere ind i de danske farvande inder man dem ikke, da der er for lidt salt i vandet. Hummeren har en knuseklo, som er den store af de to klosakse. Den bruges til at knuse krebsdyr, søpindsvin med mere. Den anden klo, saksekloen, bliver brugt til alt pillearbejdet eller til at fange f.eks. isk. Hummeren er nataktiv og bevæger sig ikke ret meget rundt. Den lever alene på sit territorium, typisk på hård og stenet bund, og foretager kun lidt længere rejser i forbindelse med parringssæsonen.
Østers Rundt omkring i verden indes der ca. 100 arter af østers, lest i troperne. I Danmark har vi kun to arter; den europæiske østers og den nyligt tilkomne stillehavsøsters. Den europæiske østers indes dog ikke i farvandet omkring Fyn, da der ikke er salt nok i vandet. Det er en varmekrævende art, som har nordgrænsen for sin udbredelse omkring midt-norge, hvor den dog kun indes meget begrænset. I stenalderen var havet i Danmark både mere salt og også varmere, så der var den europæiske østers også at inde her på Fyn. Østersskallerne man inder f.eks. i Dalby Bugten, er således tilbage fra stenalderens køkkenmøddinger. Stillehavsøstersen derimod er dog ved at brede sig i Danmark, og er blevet fundet både i Kerteminde Fjord og Odense Fjord. Stillehavsøstersen er mere robust i sine levekrav og har dannet meget store østersbanker i Vadehavet.
Øregople - vandmand Langt de leste kender vandmænd - eller rettere øregoplen - fra sommerens badeture. Det er dog de færreste, der ved, at vandmanden kun ser ud som en vandmand i en del af deres liv. Vandmændene har nemlig tre livsstadier; et goplestadie (vandmanden), et larvestadie og et polypstadie. Goplestadiet er det kønnede stadie, og der indes både han-vandmænd og hun-vandmænd. Om sommeren kan han-vandmændene kendes på, at de ire mundarme, der hænger ved siden af munden på undersiden af goplen, er glasklare. Hunnens mundarme er derimod dækket med brun-røde æg og larver. Larverne vil hen på sommeren svømme ned til bunden og udvikle sig til polypper, og de gamle gopler vil så dø. Polypperne ligner små søanemoner (som vandmændene da også er i familie med), og ligesom søanemonerne bruger de fangarmene til at fange små dyr i vandet. En polyp kan blive et par år gammel. I det tidlige forår vil polyppen ændre udseende, og lidt efter lidt afsnøre ca. 12 nye gopler. En vandmand har nældeceller på randtrådene, men nældecellernes harpuner kan ikke trænge igennem menneskers hud. Rundt om i kanten af goplen, kan man se 8 indhak. I hvert indhak sidder der et sansebundt bestående af en øjeplet, et lugteorgan og et balanceorgan. Man kan således sige, at en vandmand har otte øjne og otte næser.
Brandmand Brandmanden hører til familien, der hedder polypdyr eller nældecelledyr. Familien inkluderer også søanemoner og koraller, og den er kendetegnet ved, at de alle har, ja... nældeceller. Nællecellerne består af en udløsermekanisme, en harpun med giftdepot og tovværk. Harpunen affyres automatisk ved kontakt, så brandmændene brænder ikke os mennesker med vilje. Nældecellerne er selvfølgelig brandmandens fangstredskab, og byttet, der bliver lammet, bliver efterfølgende ført ind i brandmandens mund midt på indersiden af klokken. Brandmændene - og de andre slags gopler - kan bevæge sig op og ned i vandet, og også svømme med strømmen, men har problemer med at svømme mod strømmen. Dette er også grunden til, at der nogle gange er mange gopler på en strand og dagen efter ingen. Det er simpelthen vinden, der sørger for det. Når det er fralandsvind, bliver vandet skubbet væk fra stranden, men det bliver så erstattet af dybereliggende vand fra havet. Det er i dette dybe - og ofte også koldere - vand, at goplerne plejer at beinde sig. Derfor er der ekstra mange gopler, når der er fralandsvind.
Tanglopper Der indes tusindvis af forskellige små krebsdyr i havet. Alene i Danmark indes der ca. 700 arter af krebsdyr. En af de mest almindelige og kendte grupper af krebsdyr ved stranden er tanglopperne. De indes gemt mellem sten og tang, og kan også indes i det opskyllede tang på stranden. På en tangplante kan man inde op til 600 tanglopper, der sidder og skjuler sig. Tanglopperne er nemlig mest nataktive, da de på den måde minimerer risikoen for at blive spist - de er nemlig føde for en lang række dyr. På den anden side er tanglopperne selv meget grådige, og de kan spise plantedele såvel som kød. Et forsøg har vist, at en tangloppe kan spise 10% af deres egen kropsvægt - pr. dag! De leste gange man inder en tangloppe, inder man faktisk to. Det er hannen, der bærer rundt på hunnen, indtil hun er klar til parring. Tanglopperne er faktisk i gang med en eller anden form for parringsadfærd i 90% af deres levetid.
Hornisk Hornisken er designet til at svømme hurtigt. Den lever i stimer og for mange danskere er iskeri efter hornisk en yndet forårsbegivenhed, hvor man udnytter, at hornisken trækker fra Atlanterhavet via Nordsøen ind i de indre danske farvande for at gyde. Gydningen foregår primært i maj og juni, og æggene lægges i tangen på relativt lavt vand. Æggene er 3-4 mm store og er meget specielle. De er tungere end vandet, og synker derfor ned mod bunden, og er desuden også behårede med hæftetråde, der gør, at æggene kan hænge fast i tangen. Ynglen, der kommer ud af æggene, ligner de voksne hornisk meget, dog har de ikke horniskens karakteristiske næb, som først begynder at vokse ud efter klækningen i øvrigt med underkæben først. Når de voksne hornisk har overstået gydeperioden, fortsætter de ind i Østersøen, hvor de sommeren over æder sig tykke og fede, før de i sensommeren vandrer ud i Nordsøen igen.
Ål Hos ålen er der meget stor forskel på størrelsen af hanner og hunner. Hannerne bliver ikke mere end knap en halv meter, mens en hun kan blive op til 130 cm. Ålen gyder i Sargassohavet ved Bermuda, og for at komme dertil vandrer ålen 5.000 km over en periode på 5-7 måneder, dvs. med 30 km i døgnet. Og rejsen foregår uden at ålen spiser undervejs, den bruger i stedet sine fedtreserver. Man ved stadig ikke, hvor ålenes vandring foregår efter de har forladt Europa. Vest herfor er der kun blev fundet en eneste voksen ål - i maven på en kaskelot. Så ålens rejse over Atlanterhavet er en gåde. Efter gydningen dør den voksne ål - mener man. Man har lidt bedre styr på ålens rejse tilbage til Europa som lille. Den foregår med Golfstrømmen og tager tre år. Så de små glasål på 6-7 cm, der lige har nået Europa, er altså lige så gammel som en velvoksen, spiseklar rødspætte eller torsk. I det hele taget er ålen en hårdfør isk, f.eks. har man haft en ål i fangenskab, som ikke ik noget at spise i 6 år, men alligevel klarede sig int. Hvorfor man gjorde det, er så et godt spørgsmål.
Trepigget hundestejle I Danmark indes der tre arter af hundestejler; den nipiggede-, den trepiggede-, og den femtenpiggede hundestejle. Den sidstnævnte kaldes normalt for tangsnarre. De tre arter af hundestejler indes forskellige steder. Den nipiggede indes fortrinsvis i ferskvand, men kan også træffes i brakvand. Den trepiggede indes i brakvand, og tangsnarren i vand med lidt højere saltholdighed. Der er dog lidt overlap, så man kan f.eks. godt inde tangsnarre og trepigget samme sted. Piggene, der refereres til i hundestejlernes navne, sidder på ryggen, men man kan også inde pigge på siden af den trepiggede hundestejle. Piggene kan rejses som forsvar mod fjender - og de stikker faktisk pænt meget. Så nogen gange kan man faktisk se en hundestejle blive spist af en anden isk, hvorefter den bliver spyttet ud igen og frejdigt svømmer videre.
Havørred Havørreden er nært beslægtet med laksen, og de ligner hinanden meget. En måde at se forskel på de to er ved at se på øjets placering i forhold til munden: Hos ørreden strækker overkæben sig forbi øjets bagkant, mens den hos laksen ikke strækker sig længere end til bagkanten af øjet. Havørreden er i øvrigt samme iskeart som bækørred og søørred; det er kun valget af levested som voksen, der adskiller dem. De voksne havørreder vandrer i juli til november op i det vandløb eller den å, hvor de selv blev klækket, for at gyde. På gydepladsen graver hunnen et hul i noget grus på bunden. Hannen befrugter æggene samtidig med, at hunnen gyder dem, hvorefter hun dækker æggene i hullet til med grus. Herefter overlades æggene til sig selv, mens de voksne i det tidlige forår vandrer ud i havet igen. Om foråret klækker æggene, og de små ørreder lever i op til 5 år i ferskvand, før også de vandrer ud i havet. Som lille spiser havørreden insekter og små krebsdyr, som den jager ved at ligge på lur i skjul af sten, planter eller lignende. Som voksen er havørreden en aktiv jæger, der ofte jager om natten. Føden er nu vandlopper, rejer og mindre isk som tobis og hundestejler. I havet vokser havørreden sig hurtigt stor, og efter et ophold på op til 5 år, vandrer den tilbage for selv at gyde.
Knivmuslinger Der indes fem slags knivmuslinger i Danmark. De ire af knivmuslingerne er naturligt tilhørende den danske natur, men den femte, den amerikanske knivmusling, er en art, der er blevet ført til Danmark udefra. Knivmuslingerne kendes på, at de ligner knive, men det kan være svært at skelne de enkelte arter fra hinanden. Her på Fyn er det dog kun to af arterne, man almindeligvis kan inde på stranden, nemlig almindelig knivmusling og den amerikanske. Den amerikanske knivmusling fandtes stort set ikke ved Kerteminde for 10-15 år siden, men i de senere år har den bredt sig rigtigt meget, og er den langt mest almindelige i dag. Knivmuslingerne har det tilfældes, at de er meget hurtige gravere, og at de graver sig relativt dybt ned i havbunden (op til 40 cm). De graver ved først at åbne skallen og fylde den såkaldte fod med vand. Det får foden til at skyde ned i sandet, hvor den forankres. Muslingen tømmer så foden for vand, hvilket somme tider kan ses ved lavvande, hvor en vandstråle på op til en meter over sandet kan ses, når knivmuslingerne graver. Når vandet tømmes ud af foden, trækker den sig sammen, og muslingen hives derfor ned i sandet. De største knivmuslinger kan hive sig selv en halv meter ned i sandet på den måde!
Skarv Skarven er en fugl med et blakket ry, men den er i virkeligheden en højst interessant fugl. Den første rigtige fugl, man kender til, mindede ret meget om en skarv. Skarverne som selvstændig gruppe opstod dog for kun 30 millioner år siden, men er stadig en meget gammel gruppe af fugle. En sjov detalje er, at hvis man kigger på en skarvunge inde i ægget, kan man på vingerne se to kroge ligesom på lyveøglerne! Skarverne lever i kolonier, hvorfra de tager på daglige isketure. De kan lyve op til 35 km væk fra kolonien for at iske, men normalt noget kortere. De holder sig dog altid tæt på kysten, da det er begrænset hvor dybt, de kan dykke. En skarv kan dykke ned til 35 meter, men holder sig normalt over 10 meter. Skarvens fjerdragt er ikke vandtæt, hvilket gør det muligt for skarven at svømme mere effektivt. Det giver dog skarven den ulempe, at den skal tørre vingerne bagefter, hvilket den gør ved at sidde på en pæl, sten eller lignende med vingerne udbredt. Skarverne er berygtede for at være i konkurrence med iskerne. I virkeligheden er det en begrænset mængde af kommercielle isk, den fanger. En skarv er ikke specialiseret til at fange en bestemt type isk, men kan fange alt fra ladisk til ål. Byttet bliver slugt, mens skarven ligger i overladen.
Sølvmåge Sølvmågen er specielt knyttet til kyster og havne, men kan også indes på marker og i byer. En sølvmåge har som voksen ikke mange jender (gråsæler og nogle rovfugle), og den kan blive temmelig gammel, rekorden er således knap 35 år. Selvom sølvmåger kan være meget aggressive mod andre artsfæller, når de forsvarer deres territorium eller føde, kan de egentlig ikke lide at være alene. De vil ote hjælpe hinanden med at jage jender væk fra unger og reder, eller kalde på hinanden, hvis der er meget mad. Der er ingen tvivl om, at sølvmågerne har et sprog. Det er rimeligt komplekst og kombinerer lyd og kropssprog. En lyd kan således have to forskellige betydninger, hvis placeringen af hoved, krop, vinger og hale i forhold til hinanden og jorden er forskellig. Det er således ikke overraskende, at sølvmågerne har et glimrende syn og en god hørelse. Sølvmågen er ikke altædende, men den er bestemt ikke kræsen. Den er ikke god til at fange hurtige dyr, som f.eks. isk, men langsomme dyr, afald og ådsler er lige sagen.
Nåleisk Nåleiskene er en familie, der indeholder over 200 forskellige arter. De leste indes på lavt vand i troperne, bl.a. de mest kendte af familiens arter, nemlig søhestene. Nåleiskene er langstrakte isk, der er beklædt med benplader. De har en lille mund for enden af en lang snude, som bruges lidt som en pippette, der kan suge små vandlopper og lignende ind i munden. Nåleiskene er mestre i at gemme sig mellem tang og ålegræs, og ses ote stående lodret op i vandet, så de fuldstændig ligner vegetationen. Så det er ote først, hvis de forlader deres skjulested, at de er til få øje på. For at gøre det nemmere for nåleisken at fange deres bytte, har de - som de eneste isk i verden - et nakkeled. Så nåleiskene er de eneste isk i verden, der kan nikke med hovedet. De mest almindelige nåleisk i Storebæltsområdet er almindelig tangnål, stor tangnål og snippe. Snippen er let genkendelig med sin gule krop med blå striber, mens de to andre er lidt sværere at kende forskel på.
Læbeisk Læbeiskene har fået deres navn eter deres kratige læber. Læberne kan også give dem et tryneagtigt udseende, hvilket deres andet danske navn - gylter (gris) - refererer til. De leste læbeisk optræder i varmt vand ved koralrev og klippekyster, og de danske arter er således også at inde ved stenrev og moler. Berggylten skiter, som de leste andre læbeisk, køn. Alle berggylter begynder deres liv som hunner, men når de når en alder på omkring 10 år, skiter de køn til han, så stort set alle berggylter over 40 cm er hanner. Havkarussen er den mindste af gylterne, men samtidig også den mest almindelige. Den bruger sine fremadrettede tænder fanger små krebsdyr, muslinger og snegle. De fremadrettede tænder er tydelige at se, hvis man kigger på havkarusserne i Fjord&Bælts akvarier. Tænderne hjælper den bl.a. med at trække snegle ud af sneglehusene. Savgylten hører til blandt de mere kulørte isk i de danske farvande. Specielt hannen, som er grøn med røde streger, er farvestrålende. Når de bliver set eller fanget, er der mange, der mener, at den ikke hører til i Danmark, fordi den er så smuk.
Rur En rurs liv starter som en larve, der opholder sig inde i moderens hus. Men eter et stykke tid vil den svømme ud og begynde at lyde rundt med det øvrige dyreplankton i havet. Før larverne slår sig ned, søger de eter et egnet sted at sætte sig fast, for de har ikke mulighed for at fortryde senere hen. Når larven har fundet et passende sted at sætte sig fast, vil den lime sit hoved fast til underlaget, og leve resten af livet stort set liggende på ryggen. Eter at have sat sig fast, begynder den at afsondre kalkpladerne, der danner dens hus. At være spærret inde i et hus, limet fast til underlaget, giver selvfølgelig nogle udfordringer. F.eks. når man skal fange sin føde. Til det formål har ruren derfor lavet nogle af sine ben om til iskenet. Under vand kan man derfor se ruren ligge og sparke i vandet, hvorved den iltrerer små vandlopper og andet fra vandet.
Strandskade Strandskaden er let at kende på dens sorte og hvide krop og røde øjne, ben og næb, og den er nem at få øje på - både når den står stille og når den lyver. Til gengæld er æg og unger meget svære at få øje på, da de er godt camouleret i forhold til strandens sand og sten. Ungerne bliver passet af forældrene, hvilket ikke er normalt for danske vadefugle. Dette er også grunden til, at strandskaderne ikke får så mange unger: De bruger energien på at opfostre få unger i stedet for at bruge energien på at få en masse unger, de så ikke vil være i stand til at passe på. Strandskaderne danner ote par gennem lere år, eller sågar hele livet. En strandskade kan ikke samle foder sammen og transportere den i næb, kro (en udvidelse på spiserøret, som bruges, når der skal samles meget mad i en fart) eller mave som så mange andre fugle. Derfor foregår fødesøgningen tæt på ungerne, så strandskaden kan fodre ungen med et stykke føde ad gangen. Strandskaden er i stand til at åbne pænt store muslinger, idet de stikker deres næb ind mellem skallerne og dereter tvinge skallerne fra hinanden, eller de kan bruge næbbet til at hakke sig ind i skallerne. Børsteorme, som også er på menuen, inder strandskaden helt op til 10-15 cm nede i sandet.
Ederfugl Ederfuglehannen er nem at kende med sin sorte og hvide krop og grønne nakkejer. Hunnen er brun som hos de leste andre ænder, hvilket skyldes at det er hunnen, der ligger på reden, og som derfor har brug for camoulagen. Hannernes rolle er udspillet eter parringen, og deres lotte farver er derfor kun til for at imponere hunnerne. Om foråret kan man se ederfuglene samles ved kysterne, f.eks. ved Lillestranden her i Kerteminde. Hannerne vil her begynde deres kurtisering af hunnerne, ved brug af lyde, kropsbevægelser og basken med vingerne. Under rugningen er hunnen næsten stavnsbunden til reden. Har hun behov for at forlade den, vil hun dække æggene til med dun, så den ikke er så nem at se. Når hun er på reden, vil hun ligge stille - også selvom man kommer meget tæt på. Det skyldes, at hun kan risikere at røbe redens placering, hvis hun bevæger sig. Man kan ote se lere hunner svømme rundt med en masse ællinger i såkaldte børnehaver, hvor hunnerne hjælper hinanden med at passe ællinger. Dette gør det muligt for den enkelte hun at søge eter føde, da der er andre til at holde øje med hendes ællinger.
Gråand Gråanden er uden tvivl den mest kendte af danske ænder, og det er også den mest udbredte and i verden, hvilket blandt andet skyldes dens evne til at tilpasse sig menneskeskabte miljøer. En anden faktor, der gør, at gråanden er så almindelig, er at den spiser mange forskellige ting, og dermed ikke er så ahængig af tilstedeværelsen af et enkelt fødeemne. Gråanden spiser hovedsaligt plantemateriale, men en del af kosten består også af små dyr. Ænderne spiser også småsten, som den bruger til at indele føden med i kråsen. Den lyd, som de leste mennesker verden over forbinder med en and, nemlig den let genkendelige rappen, er hunnens kom-til-mig kald. Den bruges både til at kalde hendes ællinger til sig, men også for at kalde på voksne ænder. Hannerne har forskellige kald, ligesom ællingerne har et kald, de bruger til at kalde på mor. Ællingerne er i stand til at svømme lige eter, de er kommet ud af ægget. Her vil de så følge moren rundt, så de lærer lokaliteten at kende - men føden må de selv inde. Ællingerne vil ote blive hos moren til næste ynglesæson.
Knopsvane Knopsvanen er Danmarks største fugl. Hannerne, som er større end hunnerne, kan veje helt op til 16 kg. Rygtet om, at de kan brække en arm på et menneske ved et slag med vingen, har dog ikke noget på sig. De kan dog virke temmelig frygtindgydende, når de forsvarer rede og unger. I yngleperioden har hvert svanepar typisk behov for et stort territorium (én sø, ét par svaner), som forsvares hetigt mod andre svaner og til dels andre svømmefugle. Det er dog blevet mere almindeligt at se svaner ved kysten, som yngler i noget, der kan kaldes kolonier, med reder få meter fra hinanden. Dette er en tilpasning til et liv med rigelige fødemængder, og man kan faktisk se genetisk forskel på enkeltrugende svaner og kolonirugende svaner. Så det kan være, at vi er vidner til evolution i funktion, og vi med tiden vil se to forskellige arter af knopsvaner.
Grønalger De leste grønalger lever i ferskvand, men der kan dog indes omkring 70 forskellige slags i de danske havområder. De indes otest på meget lavt vand, men man kan dog inde nogle arter helt ned på ca. 30 meters dybde. Generelt kan man sige at grønalger, brunalger og rødalger har delt havet op mellem sig eter dybde. Grønalgerne på det helt lave vand, brunalgerne på mellemdybde og rødalgerne dybest nede. Tarm-rørhinde er almindelig, let genkendelig (tegningen ovenfor), og indes på helt lavt vand. Hos rørhinder er formeringen ote ukønnet og sker ved, at en moden plante udsender sværmesporer, som hurtigt sætter sig fast på alt fra sten og skaller til skibe. Faktisk kan begroningen af rørhinde på skibe blive så stor, at de nedsætter skibets fart. Søsalat er en anden let genkendelig grønalge, idet den ligner et salatblad (tegningen til højre). Ligesom tarm-rørhinden er den spiselig, men grønalger har så svært nedbrydelige cellevægge, at det meste passerer gennem os ufordøjet.
Brunalger Tang er alger og adskiller sig blandt andet fra blomsterplanter (hvoraf der indes nogle i havet, som f.eks. ålegræs) ved ikke at have rødder. De har dog nogle hæterødder, der bruges til at holde tangplanten fast, men ikke til at optage næring eller vand som hos blomsterplanterne. Det klares direkte over overladen. Sukkertang Selvom man umiddelbart skulle tro det, er brunalger, rødalger og grønalger ikke så nært beslægtede, som navnene antyder. F.eks. er brunalger og rødalger mindre beslægtede med hinanden, end gopler er med isk. En af de mest kendte brunalger er blæretang, som indes i tidevandszonen. De er meget hårdføre og tåler både at være ude af vandet, når det er ebbe og frostvejr. Blæretangen har, som navnet antyder, nogle blærer, der hjælper den med at holde løvet lydende og spredt ud i vandet. Derved lettes optagelsen af næringsstofer og vandudskitningen. Blæretangen er dog ikke den eneste brunalge med lydeblærer, så der er muligheder for forvekslinger. Blæretang
Rødalger Tang inddeles normalt i tre grupper: Grønalger, brunalger og rødalger. Der indes også de såkaldte blågrønalger, der ret beset er mere beslægtede med bakterier, og derfor også hedder cyanobakterier, samt kransnålalger, som menes at være stamfaderen til bl.a. mosser. Hvis vi holder os til grøn-, brun,- og rødalger, kan man generelt sige, at hvis du står med en tangplante i hånden, kan farven give dig et ingerpeg om, hvilken gruppe den hører til. Når det er sagt, kan man alligevel ikke altid regne med farven, da den kan variere en del. Rødalgerne er typisk ikke så store, og der indes faktisk en særlig gruppe af rødalger, der hedder kalkrødalger, som ikke er andet end lyserøde, stenhårde belægninger på sten. Hvis man tæller antallet af arter af rødalger i de danske havområder, er det tydeligt, at rødalgerne (og også brun- og grønalger for den sags skyld) har det ligesom havdyrene. De kan bedst lide rigtigt saltvand og jo mere ferskvand, der er blandet i, jo værre. Så antallet af f.eks. rødalger-arter er ca. 125 i det nordlige Kattegat, 70 lidt Nord for Fyn, 25 ved Bornholm, 15 ved Ålandshavet og kun 6 arter i den Botniske Bugt. En af de arter, der otest indes af dykkere på vores dykkerture i Storebælt, er blodrød ribbeblad, som er en lot lillarød rødalge. Om vinteren ligner blodrød ribbeblad bare en stængel, men om foråret danner den løv, som forsvinder igen næste vinter.
Kutlinger Kutlinger er som regel ikke ret store - normalt er de 10-15 cm lange. De leste af kutlingerne lever på bunden, men der indes nogle få (blandt andet vores hjemlige toplettede kutling), som lever oppe i vandet. Da de er så små, er det ikke isk, der er mange, der kender af navn, men hvis man har været ude at bade en sommerdag, har man næsten med garanti set dem. På helt lavt vand indes nemlig sandkutlingen, som er den lille isk, der svømmer rundt stort set mellem dine fødder i strandkanten. Der kan dog også være tale om lerkutling, som også er almindelig her. En anden kutling, der indes i store mængder på lavt vand er sort kutling. Den sorte kutling behøver ikke være sort. Hunnerne og de unge hanner er otest brune, så det er kun de gamle hanner, der er helt sorte. Lokalt i Kerteminde og omegn kaldes den også for butler (udtalt på fynsk og ikke engelsk!). Den er ret udbredt, og i Storebælt er de et vigtigt element i marsvinenes føde. Sandkutlingen ligger normalt stille ovenpå sandbunden, men hvis den absolut skal, bevæger den sig i ryk eller små hop, da den er en ret dårlig svømmer. Sandkutlingen er på mange måder en typisk kutling. Både med hensyn til kropsbygning, men også i levevis. De gyder om sommeren, hvor hannerne har gravet et hul i sandet under en tom muslingeskal. Her vil de så forsøge at lokke en eller lere hunner til at lægge deres æg inde i netop hans muslingeskal. Den toplettede kutling indes som nævnt ikke på bunden, men ote i små stimer i nærheden af sten og tang. Det er en af de isk, der otest står ved ruderne i vores undervandstunnel. Den er let genkendelig på dens ringe størrelse og selvfølgelig de to sorte pletter (en på haleroden og en lige under ryginnen), som har givet den sit navn.
Stenbider Stenbideren er en af de isk, de leste kender - omend ikke andet for deres rogn. Den er en af de første forårsbebudere i havet, da de kommer ind på lavt vand for at gyde allerede fra februar. Gydeperioden, og dermed stenbidernes tilstedeværelse ved kysterne, topper i april. Når et par stenbidere skal gyde, følges de ad ind på lavt vand, hvor de inder et egnet sted mellem sten og tang. Hunnen lægger æggene i en klump, hvoreter hannen befrugter æggene. Ægklumpen bliver helt gummiagtig eter kort tid i vandet, så den ikke så let bliver slået i stykker af strøm og lignende. Eter at hunnen har lagt æggene, svømmer hun ud på dybt vand for ikke at blive set før næste forår. Det er så hannen, der passer æggene, hvilket han gør med stor energi og aggressivitet. Når æggene klækker vil hannen også søge ud på dybere vand, men de små unger, som ligner de voksne (bare gule eller grønne), vil holde til mellem tang og sten ind til vinteren sætter ind. Hereter vil ungerne så også forsvinde fra vores kyster. Hvor stenbiderne egentlig beinder sig i de store dele af året, hvor de ikke er ved kysterne, ved man ikke helt. Man ved dog, at de ikke lever på bunden, som man ellers skulle tro ud fra deres klumpede kropsfacon, men i de frie vandmasser. Her lever de primært af vandmænd og til dels krebsdyr og små isk.
Søanemoner Søanemonerne er i familie med vandmændene, men mangler dog det for vandmændene karakteristiske goplestadium, og indes kun på polypformen. I Danmark indes der lere forskellige søanemoner, men de mest almindelige i Bælthavet er sønelliken og stor søanemone. Selvom man skulle tro, at søanemonerne altid stod det samme sted, kan de faktisk glide afsted på deres fodskive. En søanemone kan formere sig ukønnet ved knopskydning. Det sker ved, at den afsnører en del af fodskiven, hvorfra der så vokser en ny kopi af søanemonen frem, som eterfølgende vil glide væk fra den anden. Søanemonerne kan dog også formere sig kønnet. Det er dog ikke til at se på en søanemone, om det er en han eller en hun. Den store søanemone kan være både rødlig og grønlig, men på trods af sit smukke udseende, er den et grådigt rovdyr, der bruger nældecellerne på tentaklerne (fangarmene) til at lamme stort set hvad som helst, der kommer forbi. Nogle iskearter søger dog ote beskyttelse under søanemonernes tentakler - så det er ikke alt, der ryger ned. Munden sidder på toppen af søanemonen. Sønelliken lever helt anderledes end den store søanemone. Dens nældeceller kan ikke lamme et større dyr, og den lever ved at iltrere vandet for dødt organisk materiale og smådyr. Tentaklerne ser derfor også helt anderledes ud end de andre søanemoners - der er mange lere, de er korte, tynde og giver sønelliken et buskagtigt udseende.
Panserulk En panserulk ligner ikke ret mange andre isk. Den har en lang tynd hale og en krop, der er helt dækket af benplader, der beskytter isken som et panser. Derudover har den to forhøjninger foran på snuden, og en masse skægtråde under munden. Panserulken kan indes på lavt vand, hvor den foretrækker sandbund, men om vinteren kan man inde den helt ned til en dybde af 500 meter. Den søger eter føden, som er meget varieret i form af krebsdyr, børsteorme, snegle og muslinger, ved hjælp af sine skægtråde. Skægtrådene er, som torskens, en form for smagsorgan, hvormed den kan smage byttedyrene nede i sandet.
Hestereje Hesterejen er en tynd og alang reje, der let kan skelnes fra de andre danske rejer på, at den kan ligge udstrakt på maven og på hovedet, der har en lad, brat afslutning. Hesterejen lever på sandbund, hvor den graver sig ned for at skjule sig for jender og for at kunne ligge i baghold for potentielle byttedyr. Den er stort set altædende; i føden indgår blandt andet børsteorme, tanglopper og ådsler, men den spiser også tang (specielt søsalat). Hesterejen inder primært sin føde om natten og bruger i høj grad lugtesansen. Hvis hesterejen bliver opdaget af en jende, har den - som alle rejer - sit rejehop at falde tilbage på, idet den store halemuskel er udviklet for, at rejerne kan foretage et kratigt spring baglæns og dermed undgå at blive spist. At halemusklen så også er grunden til, at rejer er så populær en spise blandt mennesker, har den nok ikke overvejet.
Søpunge Søpungene hører til rygstrengsdyrene, hvortil også hører hvirveldyrene og dermed også os mennesker. De har en primitiv rygstreng som larver, men de mister den, når de sætter sig fast på bunden. Der indes lere arter i Danmark, men den langt mest almindelige her ved Kerteminde er den almindelige søpung, som kan indes i store mængder i Kertinge Nor (bunden af Kerteminde Fjord). Den voksne søpung ligner mest af alt en sæk. Sækken har foroven et sugerør, som er en form for mundåbning. Lidt længere nede på sækken indes endnu en åbning, hvor udskillelsen af afaldstofer, vand, samt æg eller sæd inder sted. En søpung er ganske efektiv til at iltrere vand for små partikler og små planktonorganismer - det er blevet målt, at en middelstor søpung kan iltrere 2-3 liter vand i timen. Vandet tages ind gennem mundåbningen og føres igennem et gennemhullet gællegitter. Gællegitteret, som fylder det meste af kroppen, iltrerer føden fra vandet og ved hjælp af små imrehår, ledes maden til tarmen. Ved siden af tarmen inder man også hjertet, som betjener et simpelt blodkarsystem.