Pigen fra Egtved en skæbne fra bronzealderen



Relaterede dokumenter
År 1700 f.v.t. 500 f.v.t

Bronzealder Fra Middelhavet til Nordnorge (side 32-45)

Stenalderen. Jægerstenalderen

Danske kongesagn Ragnhild Bach Ølgaard

Light Island! Skovtur!

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Hungerbarnet I. arbejde. derhen. selv. brænde. køerne. husbond. madmor. stalden. Ordene er stave-ord til næste gang.

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Enøje, Toøje og Treøje

ÆBLET. historien om Adam og Eva.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

Fire børn og en hund gik gennem en skov, der strakte sig milevidt over bakker og dale. Hvor er vi egentlig på vej hen? spurgte Ottar.

Sebastian og Skytsånden

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

Nu har jeg det! jublede Harm. Tyrfing! Det dødbringende sværd! Jeg har det her i min højre hånd! De tre blodsøstre kom jagende gennem luften på deres

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Jernalder FAKTA. Hvad ved vi? Jernalderen var den tid, der kom efter bronzealderen.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Jernalder. Fakta. Hvor ved vi det fra? Hvad ved vi? Se film

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Jagten på Enhjørningen. Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Det blev vinter det blev vår mange gange.

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Endnu en gang stod fuldmånen på himlen. En kølig blæst strøg gennem skovens mørke og fik bladene til at rasle. De to blodsøstre Hævn og Hunger sad på

Eleverne digter videre på historien Historie, dansk og kristendomskundskab. Formuleret direkte til læreren

LOVEN. Side 3.. Moses 4. Guds lov 6. Hør mine bud 8. En anden gud 10. En kalv af guld 12. Vreden 16. Bålet 18. De ti bud 20. Ingen kalv af guld 22.

Havet glitrede i fuldmånens skær. Skibet gled rask frem gennem bølgerne. En mand stod ved styreåren og holdt skibet på ret kurs.

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

Den lille dreng og den kloge minister.

Røvergården. Evald Tang Kristensen

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

JAGTEN PÅ GULDSKÅLEN fanget af trolde

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Side 3.. skindet. historien om Esau og Jakob.

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven.

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Babys Søvn en guide. Sover min baby nok? Hvad er normalt? Hvordan får jeg min baby til at falde i søvn?

SKITSETEGNING OVER FUNDET

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Man skal kravle, før man kan gå

Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

Morten Dürr SKADERNE. Skrevet af Morten Dürr Illustreret af Peter Bay Alexandersen

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Tak til: Peter Møller for din uundværdlige støtte og hjælp. Rikke Vestergaard Petersen for kritik og råd.

Allehelgens dag,

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

Lucia-gudstjeneste i Bejsnap 13. december s.i advent II

Prædiken til 2. s. i fasten kl i Engesvang

Ankomst til Hjerternes Dal

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 18.s.e.trinitatis 2014.docx side 1. Prædiken til 18. s. e. trinitatis Læsning. Johs. 15,1-11.

D er var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden

Den gamle kone, der ville have en nisse

KORNET. historien om Josef.

Alle de væsener. De der med 2 ben traskede rundt på jorden. Det var Jordtraskerne, det hed de, fordi de traskede på jorden.

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

At sidde under figentræet og se gedekiddene springe rundt bag huset. At stå ved brønden og se børnene lege på torvet

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Den tid hvor vi mindes din søns Jesus s død og opstandelse. Og han følger os og er hos os helt ind i døden.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis 2015 Tekst. Lukas 17,11-17.

Tillykke med din nye kanin

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 15.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 15. søndag efter trinitatis Tekst. Matt. 6,34-44.

Eventyret om Mille i Skraldeskoven

historien om Jonas og hvalen.

Denne bog har lix 23. Kongens hal SKREVET AF PETER GOTTHARDT ILLUSTRERET AF TOMMY KINNERUP

Byggeri og bolig. Personer: Torkel og en gallerdreng.

Du var alene hjemme. Der var ingen blomster i huset, og når du kiggede ud af døren, så du ingen træer, du så kun vissent græs, og du så kun fjernsyn.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Jernovnen. Fra Grimms Eventyr

Nick, Ninja og Mongoaberne!

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

Alt går over, det er bare et spørgsmål om tid af Maria Zeck-Hubers

Da jeg var otte år gammel, gik jeg ned til vores gartner som kælede mig på maven og på kussen.

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor.

1 Historien begynder

Isa i medvind og modvind

Gudstjeneste, Domkirken, søndag d. 15. marts 2015 kl års jubilæum for Reden Søndag: Midfaste, Johs. 6, 1-15 Salmer: 750, 29, 192, 784

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Johs. 11, 19-45)

Eksempler på historier:

2. Søn.e.h.3.k. d Johs.2,1-11.

DUSØR FOR ORANGUTANG

Flinte-flække. TIng. Stenalderen. Hvad blev den brugt til? Et vildt fund. Hvad er den lavet af?

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

Side 3.. ægypten. historien om de ti plager.

ELLIOT. Et manuskript af. 8.B, Henriette Hørlücks skole

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen

Denne bog har lix 23.

Prædiken til 17. søndag efter trinitatis, Mark 2, tekstrække

Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og

Knøs og hans venner sad på jorden foran den hule, hvor de havde tilbragt natten. Bag dem stod ponyen Ædedolk og gumlede på en tot vissent græs.

Transkript:

Supplerende materiale til Hit med Historien! Supplerende materiale til Hit med Historien! Gyldendal Jens Aage Poulsen Pigen fra Egtved en skæbne fra 1

Hvad Storhøjen gemte Højen skal væk! Et par kilometer nordøst for Egtved boede gårdejer Peter Platz. På en af hans marker lå resterne af en gammel gravhøj, der blev kaldt Storhøj. Trods sit navn var den langt fra den største høj på egnen, for i generationer havde folk hentet fyldjord fra den. Peter Platz brugte højen som kartoffelkule. Alligevel syntes han, at det var irriterende at have den liggende midt på sin mark, hvor den lå i vejen, når der skulle pløjes, sås eller høstes. Så i februar 1921 bestemte han, at det sidste af Storhøjen skulle væk inden forårsarbejdet. Da frosten i slutningen af måneden slap sit tag, ansatte han en ekstra karl, som skulle hjælpe ham og hans to sønner med at fjerne højen. Vognlæs efter vognlæs blev kørt bort. Jo dybere de kom ned i højen, des mere fugtig og moseagtig blev jorden. De var næsten færdige, da Peter Platz stødte på noget hårdt. Hvad kunne det være? Det var ikke en sten. Hurtigt fjernede han et par skovlfulde jord. Nu så han, at det var enden af en stor, sort træstamme, som vandet fossede ud af. Det forstod han ikke. Så han sendte bud efter sin nabo, der var kendt for sin viden om oldsager. Naboen var ikke i tvivl. Det er en gammel egekiste. Du må straks give Nationalmuseet besked. Peter Platz ville gerne have det sidste af højen væk og foreslog, at de gravede kisten fri og slæbte den hen til skellet. Så kan museumsfolkene undersøge den der. Men det ville naboen ikke høre tale om. Du ødelægger kisten og dens indhold, hvis du flytter den, sagde han. Peter Platz tænkte sig om. Det var nu ærgerligt at stoppe arbejdet. Men det var nok klogest at gøre, som naboen foreslog. Derfor gik han hjem og skrevet brev til Nationalmuseet: Til Oldnordisk Museum. København. Egtved Mark 24/2 1921 Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i Dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis Samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standset Arbejdet ved Udgravningen, indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker. Med Højagtelse Peter Platz Dagen efter modtog Nationalmuseets direktør brevet. Det var 30 år siden, at man sidst havde fundet en egekiste, så han regnede med, at han sagtens kunne få en af museumsinspektørerne til at undersøge fundet. Men ingen af inspektørerne havde lyst til at rejse til Jylland og udgrave en egekiste så tidligt på året. Så direktøren måtte skrive til Peter Platz og bede ham dække kisten til igen. Først til maj, når vejret tillod det, ville folk fra museet komme til Egtved. Men det svar var Peter Platz ikke tilfreds med. Han, sønnerne og karlene havde allerede fjernet det meste af jorden fra kisten, så den var let at grave fri. Og til maj skulle resten af højen for 2

længst være fjernet, og hvor den havde ligget, ville der være en spirende kornmark. I et nyt brev til Nationalmuseet skrev han, at han gerne så, at en mand fra museet kom så hurtigt som muligt. I 1921 var gravhøje ikke fredede, så Nationalmuseets direktør indså, at man måtte efterkomme Peter Platz' ønske, hvis ikke gårdejeren selv skulle fjerne kisten. Få dage senere rejste museets ældste inspektør, Thomas Thomsen, til Jylland. Udgravningen Da Thomas Thomsen ankom til Egtved, hyrede han Peter Platz' to sønner, karlene og naboen som udgravningshold. Peter Platz var syg og sengeliggende, så han kunne derfor ikke være med i arbejdet. Lørdag den 5. marts var kisten gravet fri. Thomsen fandt sin lommebog frem og noterede nøje sine iagttagelser. Den mellem 2,08 og 2,18 meter lange kiste var fremstillet af en afbarket egestamme, der bagefter var kløvet og udhulet. Den var placeret i retningen øst-vest på en brolægning af marksten. Kistens bredde varierede mellem 63 og 68 cm, mens den ingen stede var højere end 53 cm. At den var bredere end den var høj, skyldtes jordmasserne enorme tryk. Øverst lå et lag dyrehår. Og under det kunne man se noget af et vævet uldklæde. I kistens ene hjørne stod en spand af birkebark, som blev taget op. Så løftede Thomsen forsigtigt klædet i kistens vest-ende, og den dødes hår kom til syne. Peter Platz havde håbet, at kisten skulle tømmes på stedet. Men til hans store skuffelse bestemte Thomsen, at kistens indhold ikke skulle undersøges yderligere, men straks føres til Nationalmuseet. Han forklarede Peter Platz, at af de omkring 20 egekister, der var fundet rester af i Danmark, var denne den første, som museet kunne få urørt til laboratorie- undersøgelse. Peter Platz forstod, at Thomsen havde ret, og han trissede hjemad, mens han spekulerede på, hvem den døde i kisten var, og hvordan vedkommende havde levet. Men hvad var der i kisten? Trods sin sygdom stod Peer Platz op og gik i det kolde regnfulde forårsvejr til udgravnings-stedet. Han ville ikke gå glip af det store øjeblik, hvor låget blev løftet af. Låget havde sluttet så tæt, at ikke en smule jord var trængt ind. Og i kisten lå alt på samme plads, som da den døde blev begravet for over 3.000 år siden. 3

En sommerdag i Bærplukning og giftetanker Mellem træerne lød de små børns latter og glade råb. Endnu var de ikke gamle nok til at hjælpe kvinderne og de store børn med at samle bær og svampe. Joril sukkede og kiggede i den lille spand, der var lavet af birkebark. Endnu var den ikke engang halvt fyldt med de violetsorte bær. Det var besværligt og varede en evig tid at plukke brombær fra det stikkende krat. Moren og de andre voksne kvinder på bopladsen var først tilfredse, når hylderne i langhusene og forrådshusene bugnede af spande og krukker med bær.»vi må være forberedte på en lang vinter,«plejede moren at sige. Det forstod Joril godt. Alligevel ville hun hellere tage honning fra biernes boer eller samle harpiks, der blev brugt til lim. Men det var de gifte kvinders arbejde. Hendes bare arme var allerede oversået med svidende rifter, og myrer og andre insekter kravlede op under det lange skørt og bed og stak i hendes ben. Og så blev hendes mor oven i købet vred, hvis bærrene var lidt maste.»gå ikke for langt ind i skoven!«det var Jorils mor, Saja, der råbte til de små børn. Skoven var ikke så stor, at børnene kunne fare vild. Men midt i skoven lå mosen, omkranset af elletræer og gamle, døende egetræer, der i sære former strakte de forkrøblede grene ud over det sorte dynd. Mellem egene herskede onde og ødelæggende kræfter. Selvom disse kræfter især havde deres magt om natten, gjorde man også bedst i at holde sig derfra om dagen. Joril var igen faldet i staver. Hun syntes, at det meste af sommeren var gået med at plukke bær. Da dagene var længst, plukkede hun skov-jordbær. Siden var det blåbær og multebær og nu det værste af det hele - brombær. I det hele taget var sommeren en travl tid for kvinderne og de store børn. Når de ikke samlede forråd til vinteren eller skar bark af linde-træerne til reb og måtter, fjernede de ukrudt fra bopladsens kornmarker. Især det sidste var et stort arbejde. De små agre med byg og hvede kunne være dækket af hvid kamille og rødviolet gederams og andet ukrudt, som omhyggeligt måtte fjernes, så det ikke kvalte de kostbare kornplanter. Joril hørte sin lillebror Kerin, der legede vildsvinejagt med de andre børn, og hun følte et stik af misundelse. Det var længe siden, hun havde fået lov til at tumle sig sorgløst i skoven. For et par somre siden var hendes krop begyndt at forandre sig. Så var blodet kommet, regelmæssigt som månens skiften. Moren havde fortalt hende, at det var frugtbarhedsgudens tegn på, at en mand kunne avle børn i hendes skød. Men Joril vidste, at det ikke var en hvilken som helst mand fra bopladsen, 4

der kunne tage hende til sig som sin kone. Hun var af høvdingen Assurs slægt, så han havde en afgørende indflydelse på, hvem hun skulle gifte sig med. Hun håbede, at det blev en mandlig slægtning fra en af høvdingens bopladser. Hun frygtede, at hun skulle blive bortgiftet til en fornem mand fra en fremmed stamme langt borte, så hun aldrig så sin familie mere. Assurs egen kone Wirsla kom fra et land, der lå langt mod syd. Jorils bedstemor havde fortalt, at Wirsla var meget smuk, da hun kom til høvdingens boplads. Hendes hår var mørkere end de fleste kvinders, hendes smykker var anderledes, og man kunne ikke forstå, hvad hun sagde. Hun græd i mange dage, før hun faldt til ro. Da skyggerne blev lange, kaldte moren. Joril strakte sin ømme ryg og fulgtes med kvinderne og børnene mod bopladsen. På bopladsen Bopladsen bestod af syv stråtækte langhuse, som alle havde den ene afrundede gavl mod øst og den anden mod vest. Nogle af husenes lave vægge var opført af vandrette planker, som blev holdt på plads af lodrette stolper. Andre huse havde lerklinede vægge. Tæt ved husene lå de små, tilsåede agre. De var indhegnede, så husdyrene ikke skulle æde afgrøderne. Længere borte, mellem de spredte træer, græssede kvæg, heste og får, eller de nippede af linde-træernes løv. Grisene rodede i jorden efter noget spiseligt eller tog mudderbad i et vandhul. Mænd med hyrdestave og hunde holdt dyrene samlede. Samtidig var de hele tiden på vagt over for ulve og losser og andre rovdyr. I en halvkreds, som strakte sig bag om bopladsen, lå de store høje. Jorils bedstemor fortalte ofte, hvem der var begravet i hvilken høj. I de største høje lå de døde fra høvdingeslægten, mens andre af bopladsens døde havde fået mere uanselige høje. Når bedstemoren døde, skulle hun lægges i en egekiste og sættes ind i højen, der var rejst over Jorils bedstefar. Jorils familie Et af bopladsens huse var større end de andre. En flettet grenvæg delte huset i to rum. Det største lå i østenden. Det blev brugt til opbevaring af foder til dyrene, forråd og redskaber. Det mindste lå i vestenden. Her boede Joril og Kerin sammen med deres mor og far og bedstemor. Selvom bedstemoren var gammel og krumbøjet af gigt, hjalp hun med husarbejdet. Før hendes øjne blev svage, kunne hun væve de smukkeste mønstre af gråhvidt og mørkebrunt uldgarn. Joril syntes, at det pæneste, bedstemoren havde lavet, var de fine broderier på morens bluse. Hvis folk fra bopladsen blev syge, kom de til bedstemoren, som kendte til helbredende urter og planter. Var sygdommen meget slem, brugte hun trolddom. I hendes bæltedåse opbevarede hun en tørret snog, to hestetænder, en kæbe fra et egern, luftrøret fra en fugl og andre sære ting, som hun brugte, når hun skulle bortmane sygdom og andre dårligdomme. Ingen var så god til at fortælle om guder og sære væsener fra skovene og om gamle dage som bedstemoren. Da Joril var lille, hørte hun om den hårde 5

vinter, hvor alle dyr og mennesker sultede og frøs. Om foråret fulgte den store tørke, hvor afgrøderne visnede på markerne.»vi måtte ofre nogle børn for at formilde guderne,«sagde bedstemoren. Efter den historie vågnede Joril i mange nætter, hvor hun havde haft frygtelige mareridt. I dem var det hende, der blev ofret. Jorils farbror havde også boet i huset. Men han blev dræbt, da Assur sidste sommer lå i strid med nabohøvdingen Borik. Assur holdt en stor begravelsesfest for farbroren, og folk fra høvdingens boplads hjalp med at opføre en høj over farbrorens kiste. Kort tid efter sluttede striden. Ved fredsslutningen overøste Assur og Borik hinanden med kostbare gaver. Jorils far, Tarkur, var ikke kun bonde som de andre mænd. Han skulle også sørge for, at Assur fik nogle af de varer, der blev fremstillet på bopladsen. Det kunne f.eks. være korn, garvede skind, uldklæde, vin, honning eller harpiks. Varerne fra bopladserne byttede høvdingen med bronze og andre varer fra fremmede stammer. Eller han brugte dem som gaver til andre høvdinge. Endelig blev nogle af varerne brugt ved de store fester for guderne. Tarkur var også høvdingens bedste bronzestøber. Ingen kunne fremstille så flotte sværd, dolke og skåle som han. Joril var stolt over bæltepladen med de fine spiralmønstre og armringene, som faren havde lavet til hende. for upræcise i sammenligning med bronze-varerne, der var fremstillet i landene, som lå langt mod syd.»det kommer med øvelsen,«sagde Assur, da Tarkur en dag kritiserede sine egne produkter. Men siden farbrorens død havde Tarkur næsten ikke haft tid til at støbe bronze.»jeg er den eneste mand i huset, og dyrene og markerne skal også passes,«havde Tarkur svaret, da Assur en dag kom til bopladsen og udtrykte sin skuffelse over, at Tarkur kun havde fået lavet nogle bæltespænder og et par små krukker af bronze. Mens de spiste, havde høvdingen set tankefuldt på Joril og sagt:»jeg må se, hvad jeg kan gøre, så du får mere tid til at støbe.«da Joril, Kerin og moren trådte ind i langhuset, lå faren på briksen og hvilede sig. En liflig duft fortalte, at bedstemoren var færdig med aftensmaden. Hun viklede et klæde om hænderne og fiskede møjsommeligt et dampende stykke hestekød, der var pakket ind i blade, op fra jordovnen. Her var det stegt i varmen fra de opvarmede sten. Bedstemoren havde endda nået at malke køerne, så alle fik et krus frisk mælk. Resten af mælken hældte bedstemoren i en lerskål med små huller, hvori der var lagt et stykke klæde. Efter nogen tid løb vallen fra mælken og ud gennem hullerne. Tilbage i skålen lå den hvidgule oste-masse. Når den var tør, blev den blandet med krydderurter. Selv var Tarkur ikke tilfreds. De bronzegenstande, han støbte, var for grove, og de indhuggede mønstre blev 6

Når sommeren går på hæld Høst Hver dag så bønderne på deres agre. N år kornet blev gult som solen, var det modent og kunne høstes. Så måtte alle hjælpe til. Mændene høstede. Forsigtigt, så kornet ikke blev rystet af, greb de om aksene med den ene hånd og skar dem af med bronzesegl. Kvinder bar de afskårne aks ind i langhusene. Til sidst samlede børnene de tabte aks. Intet måtte gå til spilde. Først når duggen faldt, stoppede arbejdet på agrene. Men langt ud på sensommer-natten hørtes de taktfaste slag fra stokkene, som bønderne brugte til at tærske kornene fra aksene med. Det aftærskede korn blev omhyggeligt samlet sammen og hældt i store lerbeholdere. Ingen kunne dog nå at tærske hele høstudbyttet. Men det gjorde ikke noget, for når vinteren kom, fik man bedre tid. Alle var glade. Det så ud til at blive den bedste høst i mands minde. Flere af bopladsens kvinder talte om, at de måtte bygge en ekstra ler beholder for at kunne opbevare kornet, når det i løbet af efteråret og vinteren blev tærsket. Hen på foråret måtte man som regel strække brødkornet ved at blande det med frø fra gåsefod og andre ukrudtsplanter, som gav brødet en bitter smag. I år var der så meget korn, at det nok ikke blev nødvendigt. Kornet, der skulle bruges til næste års såsæd, blev stillet til side i særlige beholdere. Noget af kornet fyldtes i små bronzekar. N år høsten var overstået, skulle de ofres sammen med 7 andre kostbarheder fra bopladserne som en tak til guderne for den gode høst. Et ubelejligt besøg En dag, da Joril stod uden for langhuset, hørte hun lyden af knirkende vognhjul, der kørte ad den ujævne vej. En mand nærmere sig bopladsen med en oksetrukken kærre og standsede ud for Joril.»Hent bronzestøberen,«sagde manden. Joril nåede at få et glimt af de brugte og ødelagte bronzesager, som lå på kærren, inden hun løb efter faren, der stadig høstede korn. Tarkur var irriteret over at blive afbrudt i høstarbejdet. Tunge, sortgrå regnskyer havde dækket solen i flere dage. Han tørrede sveden af panden og gik med faste skridt mod bopladsen. Joril fulgte nysgerrigt efter. Manden nikkede mod kærren.»jeg har nogle gamle bronzesager med fra høvdingen, så du kan begynde at støbe kar og økser. Guderne skal takkes for den gode høst.det får vente, til jeg har fået det sidste korn i hus,«sagde faren.»ellers får jeg ikke en god høst.«manden begyndte at tømme kærren.»assur forlanger, at du straks begynder. De andre mænd på bopladsen skal på skift høste på dine agre.«joril kunne se, at faren var vred. Men han vidste, at han måtte gøre, som høvdingen forlangte. Bronzestøberen arbejder Mens faren skilte de gamle bronzesager ad i små stykker, bar Joril forsigtigt de skrøbelige, men tunge støbeforme ud til ovnen. Hendes far ville blive rasende, hvis en af dem gik i stykker. Om foråret havde Tarkur lavet nye

forme til huløkser. Joril havde hjulpet med at ælte sand og ler til støbemassen. Først lavede faren en form som øksens indre. Uden på den lavede han i bivoks en nøjagtig model af den færdige økse. Så stemplede han omhyggeligt spiralmønstre i voksen. Bagefter smurte han forsigtigt et tyndt lag ler-slam på modellen. Til sidst lavede han af støbemassen det yderste af formen. Den skulle bestå af to dele, så den kunne skilles ad. Da formen var tør, blev den brændt. Voksen brændte bort og efterlod det hulrum, som den smeltede bronze skulle hældes i. Tarkur fyldte ovnen med brænde, der hele vinteren havde ligget over ildstedet, så det var knasende tørt. De små smeltedigler af ler blev fyldt med bronzestykker og sat i ovnen. Nu kunne ovnen tændes med gløder fra ildstedet.»du kan godt begynde,«sagde Tarkur, da han havde sluttet blæsebælgen til ovnen. Joril greb om blæsebælgens stokke og trak langsomt og taktfast frem og tilbage. Imens holdt Tarkur øje med flammerne og lagde med mellemrum mere brænde i ovnen. Først da solen var ved at forsvinde bag trætoppene, begyndte bronzen at smelte i den hvidglødende ovn. Tarkur viklede våde klude om sine hænder. Så tog han egetræs-tangen, som var gennemvædet af at have ligget i vandhullet bag huset. Det sydede og dampede, da han forsigtigt fiskede en digel med den boblende bronze op fra ovnen. Med sikker hånd tømte han digel på digel i støbeformen, til den var fyldt. Bagefter blev diglerne igen sat i ovnen med gamle bronzestykker. Om aftenen samlede folk sig tavse og andægtige omkring Tarkur. Lyset fra ovnen dansede over deres ansigter. De vidste, at det kun var få forundt at stå på god fod med kræfterne i det magiske, gul-orange metal. Og Tarkur var en af dem. Hele natten støbte Tarkur. Da den sidste form var fyldt, var Jorils arme tunge som bly, og hendes hænder værkede af væskende vabler og sår. Segnefærdig af træthed vaklede hun ind i langhuset og lod sig dumpe ned på sin briks, hvor hun straks faldt i søvn. Hun blev vækket af et mægtigt tordenskrald. Fortumlet satte hun sig op. Regnen styrtede ned. I døråbningen sad hendes far og hamrede dekorationer i de nystøbte bronzesager. Hun turde ikke sige noget til ham. Han var sikkert rasende over, at de ikke havde nået at få det sidste korn i hus. Overfaldet En dag blev okserne spændt for kærren, og den blev læsset med varer, som skulle køres til høvdingens boplads. Der var et bundt garvede huder, en beholder med ny tærsket korn, ringe af harpiks, krukker med honning og endelig de nystøbte bronzesager. Folk fra bopladsen stod og så efter kærren, da den skrumlede af sted med sin kostbare last. For en sikkerheds skyld fulgte to bevæbnede mænd med. Måske tænkte en og anden, at de sagtens selv kunne bruge varerne. Ingen turde dog sige det højt. Da kærren var ude af syne, gik alle til dagens arbejde. Mændene reparerede husenes tage, så de var klar til at modstå efterårets storme. Joril gik sammen med de andre kvinder ind i skoven. Her kunne de stadig hente forråd til vinteren. Tyttebærrene var modne, og der skulle plukkes skov-æbler og kantareller, som 8

blev tørret og gemt. Op ad dagen lød der høje råb fra bopladsen. Var en af mændene styrtet ned fra et tag? Kvinderne skyndte sig hjem. Joril masede sig gennem kredsen af mænd og børn, der stod omkring kærren. Men hun måtte vende hovedet bort, da hun så manden, der lå stønnende af smerte på kærren. Et voldsomt slag havde knust hans ene øje. Den anden mand holdt sig om armen og søgte at standse blodet, der strømmede fra en dyb flænge. Hakkende og stammende fortalte han om de fremmede mænd, der havde overfaldet dem og røvet bronzesagerne.»jeg tror, det var mænd fra Boriks stamme,«sagde han.»jeg har også en anden nyhed,«sagde Tarkur, da han og familien lå på langhusets brikse. Joril rejste sig på albuerne og ventede spændt på, at faren fortsatte.»til forårsfesten skal Joril giftes med Assurs søn, Tyrin. Han skal flytte her til bopladsen og passe markerne og dyrene, så jeg får mere tid til at støbe bronze.«joril var glad for, at der var næsten mørkt i huset, så ingen kunne se, at hun var rød i hovedet som aftensolen. Hun havde kun set Tyrin nogle få gange, men hvem ville ikke være lykkelig over at blive gift med høvdingens søn? Den hårdest sårede af mændene blev båret ind i sit hus og lagt på en briks. Jorils bedstemor dækkede det ødelagte øje med tørrede blade, mens hun påkaldte helbredende kræfter ved at mumle sære, uforståelige sætninger. Tarkur fandt sin stridsøkse og spændte sit sværd om livet.»jeg må tale med Assur,«sagde han. Solen var forsvundet bag træerne, og det ville være mørkt, før han nåede frem til høvdingens boplads. Den næste dag, da solen stod højest på himlen, kom Tarkur tilbage til bopladsen. Folk stimlede sammen for at høre, hvad høvdingen havde bestemt. Ville han hævne overfaldet, eller ville han prøve at undgå en ny strid? Men Assur var en klog høvding. Foreløbig ville han lade som ingenting. Men når foråret kom, og Borik og hans stamme var optaget af at pløje og tilså markerne og havde glemt alt om overfaldet, ville Assur samle sine krigere og en gang for alle sætte Borik på plads. 9

Den kolde tid Høstofret I en dal langt bag høvdingens boplads lå en stor, sumpet mose, hvor ingen vovede sig ud alene. Ved nattetide var det sket, at vildfarne folk faldt i et af de sorte, bundløse huller. Flere havde hørt de ulykkeliges fortvivlede skrig. Men mosen var også et af bopladsernes hellige steder. Om aftenen steg de ellers usynlige væsener og kræfter op fra mosen som hvide, dansende dampe. En fugtig tåge lå tæt over dalen, da folk fra bopladserne i en lang række bevægede sig langsomt ad en smal, snoet sti, der førte ud til et tørt område midt i mosen. Forrest gik Assur. Efter ham fulgte Tarkur og de andre fremtrædende mænd fra høvdingeslægten med offergaverne. Det ærgrede Assur, at Boriks mænd havde røvet de nystøbte bronzesager. De ville ikke kun have glædet guderne, men også have gavnet ham. Jo flere kostbarheder en høvding kunne ofre, des større blev hans anseelse. I år måtte han nøjes med at sætte brugte bronzesager ud til guderne sammen med korn, huder og andre offergaver. Et øjeblik tøvede Assur. Så tog han sit sværd fra skeden og holdt det højt over hovedet. Det pragtfulde våben med guldringene om grebet glimtede i morgensolen. En beundrende mumlen lød fra forsamlingen, da han langsomt lagde sværdet ved de andre offergaver. Assur havde vist sig som en magtfuld høvding, der stod på god fod med guderne. Nu kunne man trygt gå vinteren i møde. 10 Ganske vist ville solen blive svag og kun være kort tid på himlen. Og båden, der om natten sejlede den slukkede sol over det underjordiske hav, ville sejle langsommere. Men guderne ville igen lade solen vokse i kraft og styrke og give liv til mennesker, dyr og afgrøder. Efterår Dagene blev stadig kortere, og snart lyste skoven i stærke gyldne farver. Vinteren nærmede sig. Men endnu var der meget at gøre for bopladsens folk. Bronzealderens sværd var et stikvåben. Slagsværd hører senere perioder til.»i dag skal vi brygge frugtøl,«sagde Saja og fandt kar og krukker frem. Joril hjalp hende med at udbløde trane- og tyttebær i lunkent vand. Efter nogle dage begyndte den grumsede blanding at gære. Så blev der tilsat honning, mere lunkent vand og knuste hvedekerner. Til sidst blev krukkerne dækket til og sat op på en hylde. Ved festen for foråret ville den berusende drik være færdig. På buske og nedhængende grene hang de brunlige totter af filtret fåreuld. Fårene var begyndt at fælde. De blev drevet sammen i en indhegning, hvor kvinderne ruskede den løse uld af dem. Resten blev skåret af. Så blev ulden renset for urenheder, og de mest filtrede totter blev fjernet. Til sidst blev ulden sorteret i mørke, lysebrune og gråbrune farver, som blev lagt i hver sin kurv og sat ind i langhusene. Kerin ville også være med til at ruske uld. Men da et af fårene puffede til ham med hornene, blev han bange, og under kvindernes latter skyndte han sig ud af indhegningen. En del af husdyrene blev slagtet. Så skulle man ikke fodre på dem om

vinteren. I ugerne efter slagtningen frådsede folk i grise-, heste- og fårekød. Resten af kødstykkerne blev røget, så de kunne holde sig. De slagtede dyrs skind blev renset og garvet. Stanken fra garvningen var så ulidelig, at arbejdet måtte foregå et stykke fra bopladsen. Vintersysler»Joril, du skal op,«kaldte moren og lagde brænde på ilden. I flammernes skær glimtede rimen på taget. Det havde frosset hårdt om natten. Joril strakte sig på den varme og bløde kohud, der dækkede hendes briks. Gid hun kunne blive liggende her under det lune tæppe.»joril, stå så op! Du skal hente vand.«forsigtigt satte Joril fødderne ud på ler gulvet. Kulden jog som syle op gennem hendes ben. I en fart fik hun skoene bundet om fødderne. Det hjalp. Hun viklede sin pandestrop om hovedet. Når hun havde den på, gjorde det ikke ondt at bære den tunge vandkrukke på hovedet. Udenfor var jorden dækket af sne. Dyrene klumpede sig sammen mellem husene. Hun skuttede sig og trak kappen godt om sig, inden hun skyndte sig mod bækken. I den nyfaldne sne så hun spor af dyr, som i nattens løb havde været ved bækken for at drikke. Der var også ulvespor. Ængsteligt så hun sig omkring, inden hun hurtigt fyldte krukken og skyndte sig hjemad. Da hun kom tilbage, var hendes far ved at lave en indhegning af nogle grene, som han bandt fast mellem stolperne i østenden af huset. Her skulle de bedste af dyrene være, mens vinteren var hårdest. Bagefter tog han sit spyd. Han og de andre mænd fra bopladsen ville på vildsvinejagt. Når den første sne var faldet, var det let at følge vildsvinenes spor.»pas på jer selv,«sagde Saja bekymret. Sidste vinter havde en såret og rasende vildorne flænset Tarkurs lår op med sine spidse hjørnetænder. Da dyrene var fodret, fandt moren kurvene med uld frem. Nu skulle der spindes og væves. Bedstemoren ville gerne have hjulpet, men kulden havde forværret gigten. Hendes ansigt var fortrukkent af smerte, og hun måtte blive liggende på briksen. Med fingrene ordnede Joril ulden, så den lå som korte, runde pølser, der var klar til at blive spundet på håndtenen. Hun skævede til bedstemoren. Ville hun overleve vinteren? Tanken bekymrede Joril. Hvad mon der skete, når man døde? Nogen sagde, at de døde levede evigt i højene. Joril syntes, at det var lidt uhyggeligt. Så ville hun hellere tro på bedstemorens forklaring:»når de døde er lagt i højene, bliver de sammen med grav-gaverne sejlet til den underjordiske boplads, hvor der aldrig mangler mad.«saja gjorde væven klar. Først skulle trenden sættes. Den ene ende af hvert garn blev hæftet til en vandret stok øverst på væven. I garnets anden ende bandt hun en vævevægt af brændt ler. Sådan blev hun ved, til trenden havde den bredde, som det færdige klæde skulle have. Saja nikkede til sin datter.»du må gerne starte.«joril havde ofte set, hvordan moren og 11

bedstemoren vævede, og engang imellem havde hun også selv prøvet at trække uldgarnet mellem trendens tråde. Men det var første gang, hun fik lov til at begynde. Hun vidste, at det var en stor tillid, moren viste hende. Så det gjaldt om ikke at lave fejl. At væve var et langsommeligt og krævende arbejde. Hele vinteren ville det tage, før uldklædet var færdigt. Og så måtte de sørge for at holde Kerin væk fra væven. Joril huskede endnu, da hun som lille pige var kommet til at vælte væven. Moren havde stukket hende en lussing, så det havde sunget i ørerne længe efter. Tusmørket havde lagt sig, da hundenes glammen og mændenes glade stemmer og sang lød fra skoven. Den dræbte vildso var bundet til et spyd, som to mænd bar imellem sig. Snart bredte en liflig duft af vildsvinesteg sig fra langhusenes jordovene. Til langt ud på natten spiste alle på bopladsen kød, så de var ved at revne. En krukke med frugtøl blev fundet frem. Endnu var det ikke gæret færdig, men rusen var god nok. Hvad var bedre end en fest i den vintermørke tid? Tøbrud Så smeltede sneen, og vandet steg i bække, søer og moser. Træernes knopper svulmede, parate til at springe ud, når varmen og lyset blev stærkere. Vejen var et pløret ælte. Mændene brugte flere dage på at fylde de værste huller med grene og kviste. Det var også på tide, at foråret kom. Foderet var næsten sluppet op. Dyrene var magre og udtærede. De fleste mennesker var blege og svækkede efter den lange vinter. Men mærkeligt nok havde bedstemoren overlevet vinteren. Derimod havde Joril det ikke godt. Hun var forfærdelig træt og døjede med voldsomme hosteanfald.»det går over, når det bliver varmere,«trøstede moren. Bopladsens agre var endnu for fugtige til at kunne pløjes. Alligevel løftede Tarkur arden ned fra bjælkerne og gjorde den klar til forårspløjningen. Men ingen begyndte arbejdet på markerne, før den store fest for det nye år havde været holdt. Også vinterens indendørs arbejde var afsluttet. I et hjørne stod nye æsker og spande. De var lavet af bark, der var syet sammen af lindebast og gjort tætte med harpiks. Forsigtigt, så det ikke trevlede op, hjalp J oril sin mor med at skære det færdige klæde af væven.»du kan lægge klædet til valkning.«moren nikkede mod den store lerkrukke med urin, der stod ved siden af ildstedet. Joril fjernede krukkens låg og måtte snappe efter vejret, da stanken ramte hende. Med en lang gren skubbede hun klædet ned i krukken og rørte voldsomt rundt. Det gjorde klædet blødt og smidigt, og vævningen blev tæt. Bagefter skulle det laves til en dragt til Tarkur. Forberedelser til bryllup En dag kom der bud fra høvdingen. Ved solopgang efter næste fuldmåne skulle festen for foråret og det nye år holdes. Jorils hjerte hamrede, da hun hørte om den forestående fest. Når solen på festdagen stod højt på himlen, ville høvdinge sønnen Tyrin tage hende i sin 12

besiddelse. Men hun havde ikke tid til at være nervøs. Moren hjalp hende med at lave et snoreskørt, som alle gifte kvinder gik med. Foroven var de snoede uldsnore fæstet til et vævet bælte, og forneden blev de løse ender holdt sammen af en tværgående snoning. var moren sikkert også død. Udenfor lød puslende lyde fra skovens dyr, der også gjorde sig klar til forårets komme. Det ærgrede faren, at han ikke havde bronze til at fremstille små rør, der kunne klemmes sammen om skørtets nedhængende snore. De ville ellers frembringe en blid, ringende lyd, der fortalte, at Joril var en fornem kvinde. Uldtøj var kostbart, så Jorils lange ungpigeskørt blev ikke bare kasseret. I stedet skar hun det omhyggeligt til en kappe og en kofte, som hun ville give Tyrin. Den aften, hvor månen viste sig rund som solen på himlen, blev J orils lange fletning skåret af. Alene gik hun ud til den hellige mose. Her lagde hun fletningen. Det var hendes offer til guderne og de gode kræfter, så de ville hjælpe hende med at føde sunde børn. Bare de også kunne hjælpe hende af med den hoste, som hun blev ved med at lide under. Da Joril lå på sin briks, kunne hun ikke falde i søvn. Tankerne om, hvordan livet med Tyrin ville forme sig, fyldte hendes hoved. Hun var glad for, at hun og Tyrin skulle bo på bopladsen. Men hun tænkte med bekymring på, at hun skulle føde Tyrins børn. Selvom det efterhånden måtte være mange år siden, huskede hun tydeligt morens forfærdelige skrig, synet af blodet og det døde barn, der lå mellem morens ben. I ugevis lå moren sløv og syg på briksen. Havde det ikke været for bedstemoren og hendes trolddom, 13

Forår og frugtbarhed På vej Mens et rødt skær langsomt bredte sig over horisonten, fyldtes de opblødte veje med folk, der fra alle verdenshjørner strømmede mod høvdingens boplads. Græsset var hvidt af rim. Vandpytterne var dækket af et tyndt islag, der klirrende brast under folks fødder. Man skuttede sig af kulde og trak kappen tæt om sig. De fleste ønskede, at de lå hjemme på briksen under et varmt tæppe. Men ingen turde vende om, for både høvdingen og guderne ville tage det ilde op, hvis man ikke kom til årets vigtigste begivenhed: Frugtbarhedsfesten. Men Joril ænsede ikke morgenkulden. Hun knugede Tyrins kappe og kofte ind til sig, mens hun fulgtes med sin familie mod høvdingens boplads. Når hendes hoste blev for voldsom, måtte hun standse, til hun igen havde fået vejret. De mange mørke skikkelser stod tæt omkring den hellige mark foran høvdingens store hus. Assurs stamme var samlet. Med stolthed tænkte Joril på, at hun skulle giftes med hans søn. Måske blev Tyrin engang høvding over bopladserne. Foran høvdingens hus flammede store bål. Her havde kvinderne fra høvdingens boplads arbejdet hele natten med at tilberede mad til de mange festdeltagere. Ingen skulle gå hverken sultne eller tørstige fra festen, hvor Assur delte ud af nogle af de rigdomme, han havde fået fra 14 bopladserne. Frugtbarhedsfesten Solen brød horisonten i kaskader af gult, rødt og violet. På højene bag bopladsen blæste mænd i store horn. Tonerne var dybe og ensformige, som urokse-tyrens brøl. Festen var begyndt. Som sædvanligt indledtes den med et skuespil, der viste en kamp mellem frugtbarhedens og undergangens gud. Høvdingen spillede frugtbarhedens og den livgivende gud, mens hans bror var tørkens og ødelæggelsens gud. Alligevel gik der et gys gennem forsamlingen, da Assur og hans bror viste sig nøgne på marken. For at vise deres jævnbyrdighed var deres udstyr ens. Hornede bronzehjelme glimtede på deres hoveder. Begge bar en enorm økse og et skjold og havde ens sværd ved lænden. Jorils lillebror, Kerin, gemte sig bag moren, da begge guderne løftede økserne højt over hovederne og hånede modparten. Tvekampen var i gang. Længe dansede guderne råbende og truende omkring hinanden, mens de lod, som om de angreb med økserne. Til sidst gav de op. Kampen var foreløbig endt uafgjort. Så var det tid til festmåltidet. Store fade med rygende varmt kød fra vildsvin, okser og får blev båret frem, og bronzekar med frugtøl blev kørt ind på festpladsen. Folk greb kødstykkerne og fyldte deres drikkeskåle. De mest fornemme af høvdingeslægtens mænd drak af guldskåle. Andre drak af skåle af bronze eller af ler. Også Joril drak rigeligt af den berusende drik. Det varede ikke længe, før højene, husene og menneskene blev slørede. Hun syntes, at det hele drejede rundt. Svimmel og glad satte hun sig og

vidste, at det stærke frugtøl havde bragt hende i kontakt med guderne. Atter blæstes der i hornene, og igen viste frugtbarhedens og ødelæggelsens gud sig. Tvekampen fortsatte. Men denne gang vandt ødelæggelsens gud. Råbende og triumferende dansede han rundt om frugtbarhedens gud, der lå dræbt på marken. Fra tilskuerne lød fortvivlede råb og klagesang. Som tegn på, at ødelæggelsens gud havde sejret, løftede mænd store solskiver over hovedet og stillede sig rundt om festpladsen. Ødelæggelsens gud havde standset solen og skabt tørke. Men så skete der noget. En kvinde klædt som frugtbarhedens gudinde jog ødelæggelsens gud på flugt. Så bøjede hun sig over frugtbarhedens gud, og med kærtegn bragte hun ham til live. Vaklende kom han på benene, og han lagde sine våben fra sig. Gudinden bandt en pose med sædekorn om livet på ham og gav ham et kornaks i hånden. Mændene med solskiverne begyndte langsomt at bevæge sig rundt om festpladsen. Den ødelæggende guds magt var brudt. To okser blev spændt for en ard og ført ind på den hellige mark. Under folks store jubel pløjede frugtbarhedens gud tre furer i marken, mens han spredte sædekorn. Igen drak man tæt. De færreste kunne efterhånden stå på benene. Som gennem en tåge så Joril Tyrin komme vaklende mod sig med sit drikkekrus i hånden. Han åndede voldsomt, da han kastede sig over hende og flåede hendes skørt op. Hun mærkede en let smerte, da han trængte ind i hende. Et øjeblik efter var det overstået, og han trimlede af og lå tungt snorkende ved siden af hende. Folk klappede. Tyrin havde taget hende, og nu var hun hans kone. Hun prøvede at vække ham, så hun kunne give ham koften og kappen, men det var umuligt. I stedet skubbede hun koften ind under hans hoved og lagde kappen over sin sovende mand. Den blændende, hvide sol Men Joril fik ikke sin mand med til bopladsen med det samme. Assur havde bestemt, at han først skulle deltage i hævntogtet mod nabohøvdingen Borik. Imens havde Tarkur og de andre mænd travlt med at pløje. Møjsommeligt blev jorden brudt på kryds og tværs af arder, der blev trukket af stude. Utallige gange måtte mændene stoppe og fjerne stenene, som i vinterens løb havde arbejdet sig op til overfladen. Men langt om længe kom dagen, da bønderne kunne sprede såsæden på de mørke agre. Den varme sol gav også skoven liv. Først viste de lysegrønne blade sig på hassel, lind og elm. Siden kom turen til ask og eg. Atter kunne kvæget æde sig mæt i frisk løv og saftigt græs. Fra lergraven i skoven hentede man ler. Kvinderne satte sig i solen og formede nye skåle, krukker og kar som erstatning for dem, der i vinterens løb var gået til. Kvinderne nød den livgivende varme, og snakken gik lystigt. Men Joril var træt. Forårssolen havde stadig ikke givet hende styrke. Tværtimod var hendes hosteanfald blevet værre, og det gjorde ondt i siden, når hun trak vejret. Også Kerin havde fået det dårligt. Han gik sløv omkring og orkede ikke at lege 15

med de andre børn.»det går over,«sagde Saja. Men hun fik alligevel bedstemoren til at blande en urtedrik til sine børn. Den brændte som ild, da Joril drak den. Nogle dage senere skulle de soltørrede lerkar og krukker brændes. Joril og hendes mor stablede de skrøbelige lersager sammen med tørt græs og smågrene. Bagefter skulle det hele dækkes til med græstørv. Joril var svimmel og hev efter vejret. Smerterne i siden voksede til en ulidelig styrke.»du er helt bleg. Sæt dig hellere,«hørte hun moren sige. Men det var, som kom stemmen langt borte fra. Sorte prikker dansede for Jorils øjne. Kvinderne, husene og træerne blev mørke og slørede. Med en sidste anstrengelse løftede hun ansigtet mod den blændende, hvide sol. Så faldt hun. 16

Storhøjen bygges Sorgens dag En knugende stemning hvilede over bopladsen. Assurs hævntogt mod nabohøvdingen var blevet en fiasko. Borik havde taget Tyrin og flere af de andre krigere til fange. Assur måtte give nabohøvdingen de kostbare bronzernasker for at få sine mænd tilbage. Hvad ville fremtiden bringe? Ville Borik prøve at erobre Assurs bopladser? Og når de onde kræfter var på spil, nøjedes de ikke med at bringe en ulykke. Alle kunne se, at Tarkurs børn aldrig ville komme over deres sygdom. I flere dage havde Joril ligget bevidstløs på sin briks og hevet efter vejret. I dag var Kerin båret syg og afkræftet ind i langhuset.»der er ikke mere at gøre,«sagde bedstemoren stille. Tårerne løb ned ad hendes rynkede kinder, da hun om aftenen med rystende hænder lagde tæppet over sine døde børnebørn. Forgæves havde hun forsøgt at gøre dem raske ved hjælp af trolddom. Men den havde ikke været stærk nok. Moren græd fortvivlet. Hun havde ikke kun mistet begge sine børn, men hun vidste, at hun aldrig kom til at føre slægten videre. Hun var så gammel, at hun ikke ville overleve endnu en fødsel. Knuget af sorg tog Tarkur sin økse og gik mod skovbrynet. Tavse fulgte et par mænd fra bopladsen efter ham. De ville hjælpe ham med at fælde et kraftigt egetræ, der skulle laves til en kiste. Begravelse Hen under aften faldt den store eg knagende til jorden. Og det var næsten mørkt, før mændene endnu en gang havde hugget stammen over, så egekævlen fik en passende længde. J oril var lille og spinkel, så kisten skulle ikke være så stor. Den næste dag blev kævlen afbarket og flækket. Nu begyndte mændene det store arbejde med at udhule den. Tarkur havde tænkt sig, at Joril skulle begraves i en af de eksisterende høje. Men Assur bestemte, at der skulle bygges en ny høj over hendes kiste. Hun var jo gift med en høvdingesøn. Og med høj byggeriet ville Assur vise, at han trods nederlaget til Borik stadig var en magtfuld høvding. Kerin var kun et barn, og som det var skik på egnen, blev han brændt. Bagefter samlede moren de brændte knoglerester. Det meste pakkede hun ind i et stykke klæde, og resten lagde hun forsigtigt på et leje af lammeuld, blade og mos i en oval barkæske. Da kisten var færdig, blev den stillet på en brolægning af marksten. Langs kistens sider lagde man større sten, så den ikke kunne vælte. Saja gjorde sin datter klar til begravelsen. Først fik hun sin bluse, snoreskørt, øresmykke, armbånd og armring på. Så blev hun friseret. Bagefter blev hornkammen sat fast under den runde bælteplade. Til sidst bandt moren nogle tøjstykker om hendes fødder. Da Joril skulle begraves, kom høvdingen, Tyrin og mange andre mennesker fra de øvrige bopladser. Forsigtigt blev hun lagt på kohuden, der var bredt ud i kisten. Bagefter lagde moren klædet med Kerins brændte knogler ved hendes ben. Den lille ovale barkæske satte hun 17

ved den dødes hoved. I æsken lagde moren også Jorils bronzesyl og hendes hårnet. Moren ville også lægge J orils pandestrop, som hun havde brugt, når hun bar tunge ting, i æsken. Men der var ikke plads, så den blev lagt ved siden af. Joril skulle dækkes af sit sovetæppe. Men det var for langt, så man lagde det på græsset og skar et stykke af den ene ende. Gennem tårerne så Saja en sidste gang på sin datter, inden tæppet blev lagt over kisten. En blomstrende røllike hang fast i tæppet. De gule blomsterskiver med de hvide rand blade lyste som små sole fra det brunlige tæppe. Ingen nænnede at fjerne den, da kohudens sider blev bøjet ind over tæppet. Tarkur skænkede frugtøl til alle. Bagefter satte han en lille barkspand med frugtøl i kistens fodende. Også den skulle Joril have med sig i højen. Nu kunne det store højbyggeri begynde. I de følgende måneder skulle bopladsens folk i hver eneste ledige stund skære græstørv til højen. Når den engang stod færdig, ville den ligge mægtig, rund og flaptoppet ved siden af de andre høje. Den ville ikke kun være et vidnesbyrd om den ære, man viste de døde, men den ville også fortælle om den magtfulde Assur, der havde ladet den opføre. 18

Om Egtvedpigen Bronzealderen På Nationalmuseet fandt man resterne af den blomstrende røllike. Begravelsen måtte altså være foregået om sommeren. Men hvor længe var det siden, at pigen blev begravet? I mange år kunne man kun sige, at kisten stammede fra omkring år 1.400 f Kr. Dvs. fra den ældre del af, der varede fra 1.800 til 500 f Kr. Men i 1990 blev kistens låg savet over, og dens årringe målt. På den måde fandt man ud af, at pigen fra Egtved var begravet år 1.370 f Kr. Som det fremgår af historien om Joril, var folk i bønder, der skaffede sig føden ved kvægavl og agerdyrkning, men som også samlede spiselige bær og frugter, og som engang imellem gik på jagt. De, der boede i nærheden af fjorde, søer og åer, fiskede også. Folk boede sammen på bopladser. Men man ved ikke hvor mange huse, der kunne være på en boplads, eller hvor mange som boede i hvert hus. Man har fundet spor af bronzealderhuse, der havde op mod 250 m 2 under tag. Så måske boede flere familier i samme hus. I løbet af den sidste del af stenalderen steg befolkningstallet så meget, at der var ved at være mangel på dyrkbar jord og græsningsarealer. Måske er det forklaringen på, at landet efterhånden blev delt op i større og mindre områder under ledelse af en høvding, der skulle beskytte bopladserne mod indtrængende fjender. Samtidig var høvdingen leder af de religiøse ceremonier. Høvdingen spillede også en central rolle for vare-udvekslingen. Han modtog bopladsernes overskud af korn, garvede huder, harpiks, rav, honning, vin og andre varer. En del af dette overskud blev fordelt til bopladser, hvor man manglede nogle af de pågældende varer. Andet blev sat ud til guderne eller spist og drukket i forbindelse med de religiøse fester. Endelig blev noget af overskuddet brugt i høvdingeslægternes særlige»gaveøkonomi«. Høvdingene gav hinanden gaver, når f.eks. stridigheder var afsluttet, eller når venskaber skulle besegles. På den måde gik de kostbare bronzesager fra høvding til høvding. F.eks. har man på Lolland fundet et bronzesværd, der blev fremstillet i det nuværende Ungarn. Der var også danske bronzestøbere. I begyndelsen efterlignede de færdige bronze-genstande, som var kommet hertil fra Centraleuropa. Men efterhånden udviklede de hjemlige bronzestøbere deres egen stil og støbeteknik, der blev efterlignet i andre lande. I kunne man ikke skrive. Så den viden, man har om perioden, stammer fra de forskellige fund. F.eks. fortæller egekisternes velbevarede ulddragter både om datidens påklædning og om, hvordan man fremstillede tøj. Men mange forhold vedrørende kan man kun gætte sig til. Og måske kan man endda kun støtte sig til sin fantasi. Det gælder f.eks. i historien om Joril. Ingen ved jo, hvad folk i hed, eller hvad de tænkte og troede på. 19

Flere ubesvarede spørgsmål knytter sig til og egekistefundet fra Egtved. Lad os se på nogle af dem: Hvad troede de på? Ved at drage paralleller til andre naturfolk og ved at tolke de gamle fund kan man forsøge at danne sig et billede af bronzealder-menneskets religiøse liv og forestillinger. Det er usikkert, om folk i troede på egentlige guder. Men uden tvivl mente man, at dagligdagen, naturen og årets gang var styret af usynlige kræfter, som det gjaldt om at stå på god fod med, da de ellers kunne fremkalde ulykker og sygdomme. En stor del af de bronzevåben, - smykker og -redskaber, man har fundet, er offer-gaver. De blev lagt ud i moser eller på andre utilgængelige steder i naturen. Men hvem offergaverne var tiltænkt, ved man ikke. Måske var det en tak til livgivende kræfter eller guder for årets høst. På klipperne ved Sveriges Kattegatkyst og på Bornholm findes indhuggede billeder og symboler, som kaldes helleristninger. Man mener, at de fortæller om s religiøse optog og ceremonier. Solen gengives ofte i helleristningerne. I nogle tilfælde bliver den båret af mænd, og i andre trækkes den af en hest eller sejles i en båd. Solens runde form genfindes også i mange bronzegenstande, f.eks. i bæltepladerne. Det er derfor sandsynligt, at solen spillede en vigtig rolle i religionen. Det var solen, der bragte varme, så afgrøderne kunne spire og gro. Men det var også solen, som bragte tørke. Solen var altså både en livgivende og en ødelæggende kraft. Utallige helleristninger viser mænd med stive penisser. Man kan også finde billeder af samlejer - både mellem mænd og kvinder og mellem mænd og køer. Så dyrkelsen af frugtbarheden var sandsynligvis også en vigtig del i s religion. Egekisten fra Egtved Som de fleste bronzealderhøje var også Storhøjen bygget af græstørv. En sådan nyopført høj virkede som en kæmpemæssig svamp, der sugede vand fra nedbør og luften, så højens indre efterhånden blev moseagtig. Fra græstørvene udvaskedes jern og humus (planterester i opløsning). Omkring højens gennemvædede indre blev det udvaskede jern og humus omdannet til en tynd kapsel af et hårdt al-lag, som holdt på fugtigheden. Det sure vand fyldte kisten, og ilten blev lukket ude, så forrådnelsen stoppede. Det sure vand bevarede træ, uldstoffer, hår, tænder og negle, mens det opløste Egtvedpigens knogler og det meste af kohuden. De brændte barneknogler blev derimod ikke påvirket. Det var tidligere almindeligt at plyndre højene for bronzegenstande. Når man gravede ned til kisten, brød man gennem det beskyttende al-lag, og vandet strømmede ud. Det var det, Peter Platz oplevede, da han stødte på egekisten. Blev al-laget ødelagt, begyndte forrådnelsesprocessen igen. Da det sidste af Storhøjen blev fjernet, fandt Thomas Thomsen en brolægning af marksten, som viste, at højen havde været brugt til en begravelse mere efter Egtvedpigens. Men der var ingen spor af selve kisten, som sikkert var rådnet bort efter en plyndring. 20

Kvinden og barnet Af de tre hele kvinde d rag ter fra, man har fundet i Danmark, har kun Egtvedpigen et snoreskørt, mens de to andre er lange»nederdele«. Forskerne har givet forskellige forklaringer på denne forskel. I Egtvedkisten var en del af de brændte barneknogler nænsomt lagt på et leje af uld, mos og blade i en oval spånæske. Derfor er det ikke urimeligt at antage, at barnet og Egtvedpigen kunne være nærtbeslægtede, måske endda søskende, som døde af den samme sygdom. Nogen har ment, at snoreskørtet hørte til kvindens sommerdragt, mens hun gik med lang nederdel om vinteren. Andre har hævdet, at Egtvedpigen var danserinde ved frugtbarhedsfesterne. Endelig findes en teori om, at kvindernes brug af nederdel og snoreskørt hang sammen med deres ægteskabelige status. F.eks. skrev Jørgen Jensen (1936-2008), der var museumsinspektør på Nationalmuseet:»... vi kan da gætte på, at den unge, ugifte kvinde bar langt skørt og langt hår, medens den gifte kvinde bar snoreskørt og havde kortklippet hår.«i egekisten fandt man nogle brændte knogler, som stammede fra et barn. Men hvem var barnet? I begyndelsen troede man, at Egtved pigen var barnets mor. Men ved at undersøge pigens velbevarede tænder kan man fastslå, at hun var 16-18 år, da hun døde. Så det er usandsynligt, at hun var barnets mor. Selv hævdede Thomas Thomsen, at barnet var Egtvedpigens tjener, som blev ofret i forbindelse med sin herskerindes død. Men da knoglerne viste, at barnet kun var 5-6 år, er det vel tvivlsomt, at vedkommende var en slags tjener. Teorien om et barneoffer kan ikke helt afvises. Fra s grave kender man flere eksempler på menneskeofringer. Men i disse tilfælde er de ofrede kastet skødesløst i graven. 21