Stadig den samme for altid forandret Ved 3. års begyndelse definerer alle kursister et arbejdsrelateret projekt, som gennemføres i løbet af året. Specialeprocessen følges tæt via individuel supervision, og der arbejdes desuden med specialeprojekterne på kurserne på 3. år. Målet med projekterne er at bringe de indhøstede erfaringer med ud i verden og fortsat vokse i gennemførelsen. I arbejdet med specialeprojekterne kommer de personlige kvaliteter mere og mere frem i takt med, at personlige problemmønstre konfronteres og transformeres. Specialeprocessen omfatter hele livet arbejdslivet og privatlivet Processen påbegyndes Efteruddannelsens to første år havde afdækket og punkteret mange barrierer, der hæmmede mit frie og naturlige udtryk. Ved indgangen til tredje år følte jeg mig klar til at lægge fra kaj: jeg kunne mærke kraften i motorrummet, jeg vidste, jeg kunne sejle, jeg kunne se åbent hav, jeg kunne mærke frisk luft, jeg havde læst tilstrækkeligt til at vide, at der var en spændende verden derude. Alligevel var der stadig trosser, som holdt mig tilbage. Efter lang overvejelse nåede jeg frem til, at disse trosser kun ville slippe, hvis jeg satte fokus på XX. Der tages afsæt i et arbejdsrelateret projekt, men processen breder sig til privatlivet Min specialeproces tog afsæt i et ønske om at forstå og forandre nogle barrierer for at styrke mit arbejdsmæssige gennemslag. I realiteten har det vist sig, at denne selvpåførte opgave rummede et potentiale, som rækker langt ud over det arbejdsmæssige, idet det ikke lader sig gøre at optimere i en sfære uden samtidig også at optimere andre sfærer. Procesmæssigt har jeg i specialeprocessen udforsket flere kontekster: arbejdsliv, familieliv, venneliv, indre liv og i realiteten også mit liv i og med verden. Og retrospektivt kan jeg se, at jeg har arbejdet på at forstå og forandre nogle barrierer for at styrke og udvide mit virke i bredest tænkelige forstand. Jeg gik ind i specialeprocessen ad en arbejdsmæssig dør, men bag denne gemte der sig en endnu mere betydningsfuld dør, som åbnede op til gamle og dybe mønstre i relationerne til min mor og min mand. Mine arbejdsmæssige udfordringer viste sig således at være udløbere af mønstre, jeg i en ung alder havde udviklet i relation til min mor og siden hen videreført i relationen til min mand. Således oplevede jeg forundret, at afvisningen i den arbejdsmæssige sammenhæng fuldstændig mistede sin kraft, da jeg via terapien og et langt, sejt, dagligt opgør med mønstrenes snubletråde fik udforsket, gennemlevet og forløst disse gamle mønstre. Dette speciale væver således udviklingsrejsen sammen af tråde fra både arbejds- og privatliv. Ægteskabet fik hjælp Spejling fortid, nutid og åbninger mod fremtiden Jeg har flyttet mig langt, og samtidig knyttet dyb kontakt til mit oprindelige jeg. Forandringer og forankringer springer frem, ligegyldigt hvordan jeg spejler nutid og fortid.
Resultaterne af min proces titter frem i alle hjørner af mit liv, men den vigtigste scene for min udviklingsproces har været mit ægteskab. Vi har været og er stadig på vej gennem en proces, hvor vi giver slip på alt det slam, som har trukket os ned alle de projektioner, som vi gennem årene har kastet på hinanden og absorberet. Samtidig udvasker vi og tager imod det guld, som vores forhold også bygger på. Når vi er bedst sammen, så er der intet bedre sted at være og de stunder begynder at fylde mere og mere. Om ledelse af andre mennesker fra kernen Om at lede møder: Mit speciale handler om, hvordan jeg kan bruge mine nye indsigter og handlemønstre, når jeg er mødeleder, og som sikrer en god atmosfære, og tilpas mængde energi på mødet. Hvordan jeg selv kan være en god mødedeltager, som kan tage vare på mig selv og være til stede i min krop og mærke de behov, jeg har. Dette er ikke en mental og intellektuel tilgang til emnet, men mere en kropslig tilgang jeg har fundet i dette speciale. For at nå dertil har jeg målrettet specialesamtalerne og specialegruppens gode råd og energi. Men det største arbejde er alt det, som foregår i min krop.. i meditationerne, i energierne i mig, min udvikling hen imod målene..samtidig med, at jeg har fået alt dette arbejde lagret og gjort til mig. Essensen af arbejdet med møder er, at jeg får mere kvalitet i beslutningsprocessen, da hver enkelt deltager kan være sig selv og komme med sin mening i en god atmosfære. Vi spilder ikke tiden på at tale uden om. Her er nærhed og kraft til at få handlingerne til at hænge sammen inde i hver enkelt person. Ved at kunne sætte farten ned, være til stede på en anden måde, og være mere bevidst om detaljer og nuancer, så spilder jeg ikke tid og energi på uhensigtsmæssige handlinger. Det har givet mig meget mening at få fat i tankernes kraft og hvilken styrke, der er i at bruge pauserne som hjælp til at være helt tilstede om lidt. Jeg har lært mig at rydde lidt tid i en travl kalender, så jeg indimellem får ro og en pause. Nuets muligheder er gode at kende og rigtig hjælpsomme, når der er 100 bolde i luften på en arbejdsdag. Eksempler på arbejdet med særlige emner på efteruddannelsen Progressiv involvering samarbejde fra kernen Progressiv involvering virker både indadtil og udadtil har jeg efterhånden mærket. Jeg kan sanse og mærke min krop ved at fokusere, og jeg kan være nærværende og involverende overfor andre ved hjælp af den kraft jeg mærker indvendigt. Fra det sted kan jeg se, hvad der reelt sker. Det bedste er, at jeg i stigende grad har mod til at kunne være stille længere end jeg har kunnet altså være i nuet og sanse også med den anden. Men det kan jeg kun, hvis jeg virkelig er i kernen har den gode hjertekontakt. Hvis jeg mærker ubalance og uoverensstemmelse i en kontakt har jeg på det seneste erfaret, at jeg har kunnet overvinde min angst for det ukendte og konfrontere det, jeg mærker ud fra mig selv. Det er et stort kvantespring for mig, og det er det, der giver mig lyst til at råbe mit forårsskrig. Fordi, så føler jeg mig fri og kan mærke, at der er passage hele vejen igennem. Så er jeg i min kerne! Det er her masken hjælper mig til at se, hvad mine arbejds- og udviklingspunkter vil mig.
At føle skyld gør, at jeg ikke kan give udtryk. Jeg har arbejdet med dette tema på mange måder. På min arbejdsplads påtager jeg mig ofte skylden, når nogen eller noget ikke fungerer. Jeg har arbejdet med at skille tingene ad. Hvad er mit og hvad er den andens, og hvordan kan jeg være progressiv i processen. Og hvad gør jeg for at beskytte mig selv gøre mig selv til en god lyttende hjælper, uden at tage ansvar for og fra den anden. Og hvordan undgår jeg kredsende tanker om arbejdet, når jeg har fri. At lave en øvelse inden et møde eller en samtale eller bare sørge for jordforbindelse og en god vejrtrækning er de hjælpemidler, der for altid skal ligge forrest i min værktøjskasse. For de hjælper mig helt klart til at være tilstede i nuet og se mere klart, som Eckhart Tolle udtrykker det i bogen, Nuets kraft. Empati: Mit sidste store arbejde på Specular - at få øje på min kerne uden emotioner - var så kæmpe en oplevelse for mig, at det kan jeg tygge på og hvile ved mange gange på en dag. Det gav en indsigt, der vil noget! Jeg kan gå ind i bølgen i arbejdet med et andet menneske, og fordi jeg har arbejdet med mig selv, så har jeg friheden, (vejen) til at finde tilbage til min egen kerne, ikke til min maske, men netop til min kerne helt præcist. Denne proces vil give intuitionen mulighed for at komme frem, og samtidig mig selv mulighed for at give slip for jeg vil vide præcis, hvad jeg skal gøre. Dette arbejde har jeg allerede gjort og kender den fornemmelse godt. Det er stort, når jeg kan mærke den ro, og den fantastiske stærke fornemmelse i kroppen. Overansvarligheden og overinvolvering, som er et af mine gennemgående mønstre, blev sat til skue på alle måder og dette mønster fik dejlig behandling så god at jeg tænkte, det er lige før såret heler nu. Meditationen over begrebet empati gav mig et billede med varme gule og røde farver. Blade som sad i lag på lag over hele papiret. Billedets navn er: empatiens smukke blade. Om bearbejdelsen af fortiden to eksempler Arbejdet med egen barndom livgivende konsekvenser for udøvelsen af forældrerollen Jeg har arbejdet meget med mit forhold til min søn. Jeg har følt at jeg ikke har været tæt på ham og kunnet forstå ham. Jeg har tidligere set ham som en forsigtig og usikker dreng. Det vækkede en hel masse i mig, bl.a. angst for, at han ikke kunne klare sig socialt. Jeg var bange for, at han ikke havde venner. Det resulterede i, at jeg ikke var særlig anerkendende. Det lyder helt og aldeles vanvittigt nu, men det gjorde, at jeg ofte blev hård og sagde, at nu måtte han altså komme i gang og
mande sig op. Det er bemærkelsesværdigt, at det lige netop var det sprogbrug at mande sig op, jeg brugte. Min søn er 8 år, og mand skal han jo ikke være endnu. Jeg har ofte følt mig frustreret over hans og mit forhold. Jeg har haft svært ved at rumme ham i dagligdagen, f.eks. om morgenen, hvor der ofte er meget travlt. Han er et barn med mange gode ideer, og selvfølgelig har han den evne at være i nuet. Derfor ænser han ikke altid lige, at han f.eks. skal huske sin skoletaske. Jeg tænkte, at hvis man ikke kan klare de almindelige dagligdags ting, hvordan skal man så klare sig socialt? Her har jeg tidligere oplevet en hårdhed mod ham, når jeg har fået nok af at vente på ham. Jeg kunne sige til ham: Klar dig selv, selvom han faktisk bad mig om hjælp til noget. Jeg ønskede virkelig at forstå ham, men kunne ikke. Jeg var selvfølgelig meget bekymret for, hvordan han havde det, og derfor var der også en anden side i min adfærd i forhold til min søn, nemlig den overinteresserede far. Jeg udspurgte ham, om han havde det godt, havde han gode legekammerater i skolen, har du fået noget at spise, bla, bla, bla. Mine ambivalente følelser har jeg arbejdet med, og mønsteret viser sig, når jeg arbejder med mig selv og mine gamle svigt. Jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at anerkende min søn med sin egen identitet med egne ønsker og egne valg. Min søn har fået en far, som erkender drengen på 8 år og ikke ser en dreng, der skal mande sig op. Jeg ser tilbage på mig selv nu som en glad dreng, som jeg var. Hvis ikke jeg havde bearbejdet mine egne svigt, ville jeg til stadighed være i offerrollen og formentlig overføre mine ubearbejdede svigt på min søn og alle, der kom tæt på mig. I dag er jeg forenet med min far og ved, at jeg ikke kan miste ham nu, hvor han er i mit hjerte. Dette er samtidig godt for mine børn, fordi når jeg ikke er bange for at miste, behøver de heller ikke nurse mig. Det skal dog siges, at dette vundne land, som man kan kalde det, skal plejes, så man ikke falder tilbage i gamle mønstre. Min måde at tackle problemer på, f.eks. at blive sur, når min søn vækker gamle minder i mig, skal der holdes øje med og være på vagt overfor. Arbejdet med krop og udtryk gav kontakt med kernen På Specular har vi beskæftiget os med fortiden ved at gå tilbage og mærke situationer, mærke de emotioner, der har sat spændinger i kroppen. Ved udtryk og omsorg samtidig med en vedvarende kontakt til kroppen har vi afgiftet nogle af vores emotioner og mærket den lethed, der følger efter, når kernen får mere plads og grænserne mindre stive. Ved hele tiden at have kontakt til min krop, så er jeg alligevel i nuet. Udtryk: Husker min fars brune øjne, der kunne blive kæmpe store, hvis jeg talte under måltidet. Det blik betød, at nu skulle jeg tie og det skulle være NU. Der blev lyttet til pressens radioavis. Jeg kunne sidde og hoppe for jeg havde noget, jeg skulle fortælle. Det glemte han efterfølgende at spørge til. Hvis jeg talte dårligt om nogen, sagde han: 'Hvad sagde Stampes far til Stampe?' - 'Hvis du ikke kan sige noget pænt om folk, så kan du tie stille!' Jeg lærte mig, at holde mit udtryk tilbage, når jeg var på udebane, og hvis jeg alligevel udtrykte mig, kom jeg ofte i tvivl om hvorvidt, det var i orden, det jeg havde sagt. Jeg blev bange for at såre, bange for at blive holdt udenfor, og blev enomt god til at lægge mærke til andres reaktioner. Blev de vrede så tænkte jeg straks, at de ikke kunne lide mig. Blev de kede af det, følte jeg stor skyld. Der
var begreber som RIGTIGT og FORKERT og ikke så mange nuancer der i mellem. Hvor jeg end var, så vidste jeg, om min mor ville synes om det jeg gjorde eller ej. Den måde, hvorpå hun sagde 'nå', var nok til at fortælle mig, om det jeg gjorde, efter hendes mening, var rigtig eller forkert. Sådan blev det også for mig som voksen. Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg gerne ville, men jeg kendte pligten. Vejen til kroppen går gennem energiøvelser og meditationer: Nu opfatter jeg øvelserne som en hjælp til at vende blikket indad og være opmærksom på mit indre landskab. Ordet harmoni gælder også i mit 'indre landskab', der skal være balance mellem mit indre og ydre. Øvelserne giver mig pausen, som jeg har så hårdt brug for. Da jeg fik billedet af luftballonen tænkte jeg det som et hint om at huske pausen og hvile i min bund. Nu oplever jeg, at jeg flyver i luftballonen, når jeg mediterer. Ofte ser jeg for mit indre blik et blåt univers som en himmel, og der er nogle gule cirkler, som langsomt samler sig og forsvinder. Det sker samtidig med, at jeg hviler i min krop. Meditation er min luftballon. Drøm ved afslutningen af Efteruddannelsen Natten inden den allersidste kursusdag har jeg en drøm om kraften, kortlægningen af naturen og tydningen af den: Min søster og jeg rider på hver vores flotte og kraftfulde hest op ad et højdedrag med den mest storslåede udsigt over natur. Vejen runder, og det sidste stykke op til en bygning er stejlt. Jeg står af hesten, og vi nyder udsigten inden det sidste stykke. Jeg går her tæt på det store dyr med min hånd i seletøjet ved dens mule. Jeg bemærker dens kraft og glædes over dens hengivenhed og tillid og samarbejdet mellem os. Udenfor bygningen, som både er cafe og turistinformation, efterlader jeg den og går ind. Jeg får et kæmpestort kort, sætter mig ind på en stor briks, breder det ud og studerer det indgående. Det er i klare farver med skove, højdedrag, enge og floder og meget let at tyde. Det er præcist dette kort, jeg har behov for, og jeg forlader stedet let om hjertet. Udenfor venter min hest. Jeg fyldes af taknemmelighed over dens loyalitet og tålmodighed. Drømmen gør mig glad. Jeg tænker på en drøm, jeg havde for omtrent 12-13 år siden, som dengang gjorde dybt indtryk på mig. I den lå en død hest flydende i vand i en bås af træ i en gyde belagt med brosten. Det hvide
vendte ud af øjnene på den. Nu har jeg fået kontakt med min egen kraft og min indre natur. Gennem Specularuddannelsen har jeg fået et kort, så jeg kan orientere mig. Arbejdsprocessen i Specular-specialet Om skriveprocessen: Specialeskrivningen har for mig været midlet til at synliggøre, hvad og hvordan jeg har lært, og hvordan min palet af sanse- og diagnoseredskaber er blevet udvidet og nuanceret. Med andre ord, så har skriveprocessen bragt mig fra ubevidst kompetent til bevidst kompetent. Således er jeg nu bevidst om, at jeg i min interaktion med andre modtager og sender på langt flere kanaler, og den bevidsthed betyder, at jeg instinktivt og intellektuelt reagerer og responderer langt mere balanceret, præcist og samtidig nuanceret, hvilket skaber andre, langt mere konstruktive relationer og reaktioner end tidligere Når specialeopgaverne er færdige og evalueret af underviserne, ser kursisterne på det sidste kursusmodul tilbage på specialeprocessen: For første gang har jeg skullet arbejde videre med en skriftlig opgave. Alle andre gang har jeg skullet aflevere, bestå eller dumpe, og allerhøjst formidle om opgavens indhold til andre. Det at skulle arbejde videre med mit speciale ved at se på egne kvaliteter, personligt mønster, modstand og ansvar, gjorde specialet til platform for næste skridt, og det synes jeg er så tilfredsstillende. Det hele tiden at være på vej.