Efteråret 2007 Program på midtersiderne ISSN: 1604-0236 1
Barske kår for pigerne i de gode gamle dage Tjenestepigerne skulle ofte arbejde fra kl. 5 morgen til 22 om aftenen. Det var barske vilkår, der blev budt tjenestepigerne i de gode gamle dage. Det er blevet understreget i en undersøgelse, som to århusianere, Keld Thomsen og Ulf Torlyn, har lavet. De startede på en opgave til Universitetet, og resultatet udkom i bogform under titlen Det opsætsige Tyende på forlaget Brændenælden. Vi har gennemgået et omfattende materiale og fandt ud af, at der egentlig ikke er skrevet ret meget omkring tjenestepiger og tyende eller om, hvorledes de selv opfattede deres egen situation. Bogen behandler perioden fra 1870 frem til 1920, men med hovedvægten lagt på tiden frem til 1890. Forskellige steder i landet stiftede man tjenestepigeforeninger, men de fik som regel kun en kort levetid. Den første forening, der fik virkelig betydning, var Husassistenternes Forbund, der blev startet i København i 1899 af Marie Christensen. I Århus var man længe om at komme med på det organisatoriske område. Der var her forskellige foreninger, bl.a. omkring Lars Bjørnbak, og de støttede tyendesagen, så derfor var der måske ikke samme store behov her som andre steder. Skudsmålsbogen Der var en omfattende lovgivning omkring tyender, først og fremmest med skudsmålsbogen, der var indført i 1854. Den kom sikkert, fordi man skønt der i denne tid ellers taltes meget om den personlige frihed ønskede at holde på tjenestefolkene. Men trods det kunne en tjenestepige, uanset andre aftaler, afskediges, hvis hun for eksempel blev gravid. Tjenestefolkene har gennem tiderne fået skyld for at være sure og tvære, og nogle af dem har til os fortalt, hvorfor de virkede sådan. Vi har talt med kvinder, der selv har prøvet at være tyende. Det har godt nok været i begyndelsen af 1900-tallet, men det ser ud til, at forholdene ikke havde ændret sig ret meget siden 1800-tallet. Dengang var det noget med at de skulle arbejde fra kl. 5 om morgenen til 22 om aftenen. Og uden middagspause, som ellers var det normale. Den eneste i husholdningen, som ikke fik lov til at tage en middagssøvn, det var tjenestepigen. Hun skulle vaske op og gøre klar til næste måltid. Når der skulle vaskes storvask, så kunne en tjenestepige endda få lov til at gå i to dage uden at komme i seng. Det var nok bedst at være tyende i byerne, for på landet var vilkårene sikkert værst, især om sommeren, når der skulle arbejdes i marken og høstes. Frihed var der ikke meget af. Et tyende skulle være glad, hvis der kunne blive til en enkelt friaften om ugen. Hvis en tjenestepige så benyttede sin friaften til at gå i byen, kunne hun bagefter risikere bebrejdelser for, at hun ødslede alle sine penge bort til tant og fjas. 2
De prostituerede Med de dårlige forhold kan det næppe undre, at mange stak af fra deres pladser, og de måtte derfor gå for lud og koldt vand. Man kan af undersøgelsen se, at de fleste af de prostituerede i Århus kom fra tjenestepigestanden. Det skete også at en pige, der var stukket af fra sin plads, blev slæbt i retten. Så blev hun i reglen dømt til at betale en kæmpebøde, som hun ingen penge havde til. Hun kunne risikere fængsel, men først og fremmest kom politiet igen og igen til hende for at udpante. Det skete enkelte gange for et tyende, at vedkommende vandt sin sag, når forholdene havde været så grove, at enhver kunne indse det. Men det var sjældent. Meget tit måtte tjenestekvinderne finde sig i at blive slået. Det var tilsyneladende især på landet, det skete. Det var også tit, at de ikke fik mad nok.. Trods alt det havde kvinderne her en mere betrygget tilværelse som tyende end de, der kom ind til industrien. De havde end ikke råd til at købe mad nok. Alligevel var der mange, som valgte industriarbejde, fordi de trods alt havde en vis frihed. For tjenestepigen var det jo sådan, at selv om hun boede på arbejdspladsen, havde hun tit ikke eget værelse, men måtte f. eks. sove i køkkenet. Der er berettet om tilfælde, hvor en tjenestepige måtte sove i en seng, der blev skubbet ind under køkkenvasken. Alt dette og meget mere kan man læse i Keld Thomsen og Ulf Torlyns bog Det opsætsige Tyende. Tjenestepige i 1952-53 Efter at have gået i skole til jeg var 17 år, var det meget lidt, jeg havde lært af husligt arbejde, selv om mine forældre hele tiden var over mig, for at få mig til at hjælpe til derhjemme. Jeg var den yngste af otte søskende og havde plaget mine forældre for at komme på realskole i Bjerringbro. Det var i 1947, og flere af mine kammerater skulle gå i skole der. Efter eksamen i sommeren 1952 havde jeg så syv måneder, inden jeg skulle på skolebænken igen, og hvad var mere naturligt end at komme i huset og få lært at lave mad og gøre rent. Der var kun en enkelt, der søgte hushjælp i avisen på denne skæve tid af året. Det var i Brabrand, og efter ansøgning skulle jeg komme til samtale hos fruen. Hun sagde, at der ville komme en vaskekone til storvasken og en kone til lørdagsrengøringen. Jeg skulle så hjælpe til med madlavningen, rede senge, tørre støv af og moppe gulve, dække bord og vaske op. En søn, som var blevet student, boede hjemme foruden to børn på 4 og 8 år. Der var nok at se til. Rengørings- og vaskekonen var den samme. Det var nabokonen, men hun kom kun to gange, og så mente fruen åbenbart, at jeg var i stand til at klare det alene. Køkkenhaven måtte jeg da også gerne prøve at komme til bunds i. Når jeg serverede maden, var det først herren i huset, der skulle have. Jeg skulle spise med ved bordet, men det kunne kun blive en lille smule, for at de ikke 3
skulle vente på mig, inden næste ret skulle serveres. Over spisebordet hang en ringeklokke, som flittigt blev benyttet i køkkenet, hvis det tog for lang tid, inden næste ret var klar. Jeg gik altid sulten fra bordet. Eventuelle rester stod fruen for at gemme væk. Fruen syntes, jeg skulle lære porcelænsmaling, og meldte mig til det nede i byen. Det syntes jeg var spændende, men der var sjældent tid til at sidde og male. En aften, jeg kom hjem fra porcelænsmalingen, var dørene låst, og jeg kunne ikke komme ind. Et toiletvindue i kælderetagen stod åben, og jeg kunne lige akkurat komme igennem det og ind. Næste dag spurgte de om, hvordan jeg var kommet ind. Nåh, det var ikke noget problem. Jeg fortalte ikke om vinduet, for det kunne måske bruges en anden gang. Det viste sig også var godt regnet ud. Nabokonen og hendes datter tog sig vældig pænt af mig, og der kunne jeg komme lige så tit, jeg havde fri. Datteren og jeg bestemte, at vi ville til bal på kroen en lørdag aften, hvor jeg havde fri. Jeg pakkede en kjole ind og kastede den ud af et toiletvindue på loftsetagen. Vi kom til bal, men studenten var uheldigvis også til bal. Han kom endda og bød mig op til dans, men ved bordet næste dag, sagde sønnen nok så sarkastisk: Og hvem tror I så, der var til bal på kroen i aftes? Jeg blev så flov, at jeg ønskede mig langt væk. Dørene var naturligvis låsede, da jeg kom hjem, men de havde ikke fundet ud af min nødindgang. En nat vågnede jeg ved, at en bil startede lige neden for mit vindue. Den gik i stå igen og blev forsøgt startet gang på gang. Da jeg så ud af vinduet, sad bilen fast i en skrænt, og røg og damp stod om den. Jeg var klar over, at en tyv var ved at stjæle bilen, og jeg listede hen til sønnens værelse og fik ham sat ind i situationen. Han kaldte på sin far, og sammen løb de ud i bar undertøj og med mandens gevær. Manden råbte: Stands, eller jeg skyder. Tyven stak i løb ned ad vejen. Manden affyrede geværet, og tyven faldt så lang han var. Det så jeg alt sammen fra mit vindue. Jeg tænkte på, om han mon var blevet skudt, eller det bare var et advarselsskud. Manden ringede til politiet, som dog først kom op på formiddagen. Politiet spurgte ikke mig om noget, men da han var kørt, gav manden mig 10 kr. som tak, fordi jeg havde reddet deres bil. Mit helbred var ikke det allerbedste. Jeg var frygtelig træt, og kunne ikke cykle op ad bakken nede fra byen uden at skulle trække cyklen. Jeg havde ellers ikke haft besvær med at cykle 14 km daglig til og fra skole de sidste fem år. Da jeg så skulle til lægen og have en lægeattest, viste det sig at blodprocenten var så lav, at selv menstruationen udeblev. Mine nerver var også ret flossede, så nabokonen syntes, jeg skulle sige op. Hun kunne skaffe mig ind hos min frues kusine, som boede i samme gade. Nabokonen kom der selv som rengøringskone. Fra 1. november kunne jeg så begynde i min nye plads. Arbejdsmæssigt var det bedre. Nabokonen gjorde lørdagsrent, jeg skulle hjælpe med madlavningen og alt det daglige. Heldigvis skulle jeg ikke spise med ved bordet, så når herskabet havde spist, kunne jeg spise alt det, jeg havde lyst til i køkkenet. Desværre havde fruen et alkoholproblem. Når manden var i København på forretningsrejse, skulle fruen nødvendigvis have en halv flaske brændevin. En gang forsøgte hun at overtale mig til at hente en halv snaps hos en lille købmand i nærheden. Det var en lørdag aften efter lukketid. Heldigvis fik jeg sagt fra. 4
Herskabet havde tre børn på 6, 9 og 12 år, og det pudsige ved dem var, at de alle tre fyldte år den 11. januar. En dag havde børnene legekammerater fra Århus. Fruen skulle køre dem hjem, da manden var i København, men hun var blevet så fuld, at det var uforsvarligt at køre med børnene. Jeg havde det frygteligt. Skulle jeg ringe til politiet og måske afværge en ulykke. Jeg turde simpelthen ikke og åndede lettet op, da hun var vel tilbage. Tilfældigt opdagede jeg, hvor hun gemte sine snapsflasker. Nede i kælderen, hvor skopudsningen skulle foregå, opdagede jeg, at bunden af en flaske stak op af sandet inde i krybekælderen. Med en kost fik jeg flere flasker gravet frem. Jeg fortalte det til drengen på 12 år, og han fik hurtigt tømt flaskernes indhold ud i vasken. Lønnen var 125 kr. om måneden og min første kjole kostede en hel månedsløn. Hvad havde jeg lært af det? Jeg havde i hvert fald høstet nogle erfaringer. Nogle år efter sad jeg på en bænk på rutebilstationen i Århus. Lige foran mig stod de tre børn med deres skoletasker. De gav sig ikke til kende over for mig, selv om vi havde haft det bedste forhold, og så syntes jeg heller ikke, der var grund til at minde dem om noget som helst. 1. februar kom jeg hjem til mine forældre for at forberede mig til en optagelsesprøve i marts. Hvor var det rart at komme hjem igen. Inga. Har du din egen tid som tjenestepige / dreng i frisk erindring, vil vi gerne høre om den. Gl. nyhed fra Skive Folkeblad: 26. marts 1907. På et diskussionsmøde i Haderup Kro i anledning af dr. Rambusch, Sjørups nye bog Iagttagelser fra Midtjyllands Hedeegne, var der almindelig misstemning over bogen, især lægens skildring af de urene hænder ved malkning, de snavsede borde, de fnatbefængte beboere o.l. Lærer Holm, N. Feldingbjerg, der i en årrække har opholdt sig i Amerika, udtalte, at indianernes boliger var renere end de boliger, dr. Rambusch skildrer. Til slut vedtoges enstemmigt følgende resolution: Forsamlingen udtaler sin misbilligelse overfor de udtryk i læge Rambusch bog, der sætter de i bogen skildrede egnes beboere i et ugunstigt lys overfor det øvrige lands befolkning. 5
Det frie marked Næringsfrihedsloven blev vedtaget i 1857, tre år efter tyendeloven. Den betød, at alle de gamle laug og privilegier blev ophævet, så alle kunne drive håndværk og handel, som de havde lyst til. Men det var med næringsfriheden som med alle de andre friheder: De gjaldt ikke, hvor tyendeloven gjaldt. Det var begyndt allerede i 1820, da de såkaldte gudelige vækkelser fór hen over landet. De opstod på et tidspunkt, hvor efterspørgslen efter tyende var større, end den nogensinde før havde været. Grunden hertil var den udflytning, der var en af de vigtigste følger af bondereformerne fra slutningen af 1700-tallet. Udflytningen betød dødsstødet for det gamle landsbyfællesskab, hvor bondekonerne og bondemændene havde hjulpet hinanden med de mange små gøremål, som bedriften krævede. På udflyttergården var man alene om det hele, og så måtte man fæste folk. Der blev hurtigt mangel på ordentligt tyende, og det gjorde i sig selv deres forhold bedre. Det var ikke den eneste ulempe, der var ved udflytningen, set fra husbondens side. Længslen efter det gamle fællesskab gik dybere end til husarbejdet. Den var grundenergien i de gudelige vækkelser, hvor høj og lav, bondemand, husmand og tjenestepige var lige overfor Gud. For mange karle og piger blev det en skelsættende begivenhed at se husbond eller madmor bekende eller tale i tunger til et vækkelses-møde, og det var svært bagefter at genoprette de gamle roller. Oven i det kom så den politiske bondebevægelse, der var vendt imod godsejerne og de rige borgere, og som derfor fremstod som en bevægelse af og for de laveste i samfundet. Det første blad, den nye bevægelse udgav, hed Almuevennen. Og når en husbond holdt Almuevennen, var der snævre grænser for, hvor tyrannisk han kunne behandle sit tyende uden at blive grinet ud. Kilde: Fra en gammel scrapbog. Landlæge i Sydfjends gennem 40 travle arbejdsår Bornholmerdrengen, hvis lyst det var at sejle, blev læge på heden! Der var ingen standsforskel her i 1910 og det er der heldigvis heller ikke nu Skive Folkeblad interviewede dr. Christian Vest d. 11.5. 1950 i anledning af, at det var 40 år siden, lægen kom til Sjørup. Det var d. 14. 5. 1910. Lægen blev født på Bornholm i 1878, men trods det, at han er 72 år gammel, er han stadig åndsfrisk og læser både græsk og latin i sin fritid. Lægeboligen har facade mod Viborg-Holstebro-landevejen, mens haven vender ud mod Skive-Vejle-vejen. I de 40 år dr. Vest således har været Syd-Fjends doktor, har han kørt de lange veje ud over heden, først i hestevogn, senere i bil, altid nat og dag parat til at hjælpe en syg eller tilskadekommen. 6
Som barn gik hans bedste timer med at plaske rundt i skuder af alle størrelser langs klippeøens kyst, og så har skæbnen givet denne sejlglade dreng en livsgerning langt ude på den jyske hede, hvor der er milevidt til saltvand. Lægen startede som distriktslæge, men få år senere blev embedet nedlagt, uden at det berørte den praksis, som var lægens egentlige gerning. For lægegerningen er der i de 40 år sket store ændringer. Alene forholdet til sygehuset er undergået en stor omvæltning, ja, vilkårene kan næsten ikke sammenlignes. Dr. Rosing Hansen var dengang alene om både den kirurgiske og den medicinske behandling. Han var en dygtig læge, men folk betragtede alligevel sygehuset som den sidste station, det sidste tilflugtssted, før døden indhentede dem. Man skulle endnu i 1910 overtale folk til at lade sig indlægge på sygehuset. Derfor indstillede navnlig vi landlæger os dengang på at behandle meget mere selv, end vi normalt gør nu. Vi foretog små operationer hjemme i vor egen stue eller i patientens hjem, og jeg havde f.eks. været her i Sjørup i adskillige år, før jeg indlagde den første patient med arm- eller benbrud. Nu indlægges næsten alle med benbrud og omkring halvdelen af armbruddene på sygehus. Fødslerne er blevet langt lettere Dr. Vest synes der er sket forbedringer af kvindernes evne til at få fødslerne overstået på en naturlig måde. Jeg har vel taget imod i alt omkring 1000 nye verdensborgere herude, altså været tilkaldt af jordemoderen, og i de første år var det ofte meget svære fødsler, ofte tangforløsning og lignende. Årsagen hertil er, at mange kvinder havde haft engelsk syge som børn og ikke fået denne sygdom ordentligt behandlet. Følgen heraf har været skæve eller endog misdannede bækkenpartier. Nu om dage bliver engelsk syge erkendt og behandlet, og man undgår disse højst ubehagelige eftervirkninger. Det er et typisk eksempel på, hvordan levevilkårene er blevet mere tålelige. Også i behandlingen og bekæmpelsen af tuberkulose er tiden nu en helt anden end dengang. Ledtuberkulose havde vi meget af endnu i 1910, det er den mejerierne organiserede den sidste etape af kampen imod, og den er nu således nedkæmpet, at vi næppe kan nå stort videre, og m.h.t. lungetuberkulose foretages netop nu, under overlæge Bindslevs fremragende ledelse, det afgørende slag på disse egne. Når den kampagne er gennemført, så vil tuberkulose være den sjældne sygdom, den bør være. Man synes her at have fundet praktiske veje til overalt at tage denne snigende sygdom i opløbet, hvor den for det første er lettere at helbrede og for det andet ikke får lejlighed til at brede sig, således som det ofte skete i mine unge dage. Også sukkersygen er man godt på vej til at være herre over. I 1910 ansås en ung mand, der fik sukkersyge jo nærmest for at være fortabt, men i dag er det blot et spørgsmål om at passe sygdommen, tage de nødvendige hensyn til den, så går det alt sammen. Hygiejne og sport Deres forgænger, dr. Rambusch, skrev engang noget om hygiejnen herude på hede-egnene, som folk blev vrede over.. 7
Nå, vrede og vrede. Han skrev noget om, at de havde lus og lopper, og det var der nok også nogle, der havde. Rambusch kunne jo være lidt kras i udtrykkene, nogle kaldte ham en bulderbasse, og lyst til at kommandere havde han i hvert fald. Men vrede nej, folk herude holdt meget af dr. Rambusch, og især fru Rambusch var et vidunderligt menneske. Sporten har vel også bidraget til at højne sundhedstilstanden. Åh ja, jo det er selvfølgelig udmærket med en sportsplads ved hver landsby, men jeg har nogle gange sagt til de unge landmænd, at når de en dag fra tidlig morgen til aftenstid har haft rigtigt travlt med strengt arbejde, så er det nu ikke nogen nytte til at fortsætte anstrengelserne om aftenen på fodboldbanen. De unge tror ikke på mig, men nogle af dem vil opdage, at de får dårligt hjerte allerede i halvtredsårsalderen, og det kunne de måske have undgået, hvis de havde hvilet ud om aftenen. De, der misbruger deres hjerte, når de er 20 år, må finde sig i, at hjertet ikke er stærkt, når de er 50. Det er ikke populær snak, men det er sandt. En nem befolkning Kan De lide fjandboernes egenart? Jeg er jo blevet hos dem. Flere gange har jeg spekuleret på at flytte, men der var alligevel for meget, der bandt. Ja, fjandboerne er en nem befolkning at være iblandt. Jeg kom hertil fra Horsensegnen, og én stor forskel slog mig straks. Her i Fjends herred var der ingen standsforskel. Det var der en del af på Horsensegnen. Her vurderer man mennesker efter, om de kan noget. Men, fortsætter dr. Vest, jeg synes, der var større åndelig interesse for 40 år siden end nu. Jeg arvede formandsposten i foredragsforeningen efter dr. Rambusch, og vi havde ofte foredrag af mænd som forstander Axelsen og pastor Kæstel, men den slags er der ikke megen interesse for nu. Det er som om fornøjelserne har taget overhånd. Der er ikke noget at sige ungdommen på. Vi har en ordentlig ungdom. Slagsmål og beruselse sker uhyre sjældent, vi har jo heller ingen herregårde i nærheden, men større åndelig interesse kunne være ønskeligt. Politisk er De venstremand. Ja, men mine partipolitiske interesser er i tilbagegang. Beskatningen er blevet så hårdhændet, at det optager alt for meget af den politiske interesse. Nej, jeg kan huske, da Estrups gendarmer kom til min fødeby Nexø, da var der noget ved politik. Har De været barndomskammerat med Martin Andersen Nexø? Han var 7-8 år ældre end jeg, men jeg kendte hans barndomshjem. Hans bog Pelle Erobreren er dog rigtig i første, andet og til dels tredje bind, men så går han bort fra bare at skildre. Selvfølgelig var der småt i arbejderhjemmene. I Nexø tjente de vel kun 2-3 kr. om dagen i stenbruddet men det var nu ikke så galt, bare brændevinen ikke havde været så billig. Det var den, der ødelagde hjemmene 8
Én Kvinde alene gjorde det hele. Østgrønlændernes forgudede Ven og Raadgiver hjemme paa Ferie Om grufulde Epidemier, om Hunger og Død, Sorg og Glæde og om Drengen, Ole, hvis Bedstemor var ren Indianer, og som nu bliver Søn af en dansk Sygeplejerske. Sådan skrev avisen om Signe Vest, Sjørup. Signe Vest, datter af doktor C. Vest, Sjørup, havde sat sig for, at hun ville til Grønland. Hun kom fra et af de gamle hjem, hvor den eneste gode latin var: Drenge skal blive til noget piger hører hjemme i køkkenet. Hun skulle have siddet på en forhøjning ved vinduet og brodere, spille Schubert på klaveret, reparere blondebesatte skørter eller pusle med en fjerkost over nips og mørke møbler i dunkle stuer. Men Signe ville noget andet, og allerede som ung blev hun et kendt navn. Hun ville gerne være læge, men hun måtte ikke for sin far. Det var efter hans mening ikke en kvindes arbejde. Derfor blev hun sendt ud i huset som 16-årig. Da hun var 18 år, begyndte hun på spædbørnspleje, og derfra gled hun lige over i sygeplejen på Ålborg Amtssygehus. Som ung havde Signe læst Mylius Erichsen og havde fået en enorm lyst til at komme til Grønland. Det kunne kun lade sig gøre, hvis man kunne noget, og det blev sygeplejen, der gav hende chancen. Ankommet til Grønland (1933) gik hun alene i gang med sygdommene. Hun lærte at færdes i det grønlandske ugæstmilde terræn med båd og hundeslæde. Hun skyede aldrig nogen anstrengelse eller fare for at nå frem til en syg, om det så var et døgns sejlads i hårdt vejr mellem dødsensfarlige fjelde. Hun stred sig frem og hjalp, hvor det var nødvendigt. Denne stærke og sunde kvinde fik for år tilbage belønningsmedaljen så fuldt fortjent. Det blev i Angmagssalik-distriktet i Østgrønland, hun fik sit arbejde, og grønlænderne forgudede hende. Da motorskibet G. C. Amdrup forliste, var det hendes fortjeneste, at seks grønlændere blev reddet i land i bådene. Efter 18 år fik hun helårs-permission for 3. gang og tog på ferie i Sjørup. Ikke af tøjet i tre uger Signe blev efterhånden gode venner med kaptajn Ejnar Mikkelsen, og med hans hjælp fik hun nogle af de ting, hun trængte hårdest til på sit sygehus. Til avisen fortalte hun jævnt og roligt om de grufulde oplevelser, hun havde ved en enkelt episode. Hun sagde: Den store influenza-epidemi i 1936 var streng og krævede mange menneskeliv. Den udbrød ved juletid, da det ikke kunne lade sig gøre at komme i forbindelse med bopladserne i distriktet. Hverken med kajak, slæde eller båd kunne vi færdes. Signe var ikke af tøjet i tre uger dengang. Det var i en tid, 9
da vi endnu ikke havde sulfa eller penicillin, så jeg måtte stimulere de mange lungebetændelser hver tredje time. Lig på stribe uden for husene Ved bopladsen Panargalik fandt vi folk døde på briksen inde i husene. Da jeg kom, havde folk slæbt alle de døde ud og lagt dem i en stribe udenfor. Et andet sted havde de endnu levende rejst et telt på briksen, hvor alle familiemedlemmerne sov. Inde i teltet lå de kraftesløse, men endnu levende, og uden for teltet lå de døde på gulvet. Så snart en af dem døde, blev han skubbet uden for teltet. De var alle ved at omkomme af sult. Ingen kunne gå ud og skaffe føden. De voksne var døde, og nogle børn havde prøvet at slå en hund ihjel for at få lidt mad, men de havde ikke kræfter til det. Da var der brug for en sygeplejerske og en hjælpende hånd Statsautoriseret kvaksalverske Det var et stort ansvar at være alene om grønlændernes sundhed i dette distrikt. Men uden hendes intuition, sjette sans og en rent ud sagt forbløffende følelse, når en diagnose skulle stilles, havde hun aldrig klaret det. Hun læste i lægebøger, hvad sygeplejersker i almindelighed ikke behøvede at sætte sig ind i, og hun kaldte sig selv for en statsautoriseret kvaksalverske. Trods mangel på mikroskop for at undersøge en blodsænkningsreaktion, kunne hun ved hjælp af et stetoskop høre på brystets lyde, at der muligvis var tuberkulose, og det var hun særdeles god til, og hun havde reddet mange på den måde, inden det var for sent. Ikke blot sygeplejegerningen tog hun sig af. Hun hjalp også grønlændernes økonomi ved at sætte gang i et nyt erhverv, hajfiskeriet. Af erfaring vidste hun, at hundene skulle have kød for at kunne yde det bedste, og så nytter det ikke at være blødsøden. Trommedansen I Østgrønland fandtes trommedansen stadig på Signe Vests tid deroppe. Under trommedansen kunne grønlænderne håne hinanden og smæde hinanden i nidviserne på den rigtige måde. Det er nærmest en gøren nar af alle forhold i kolonien. Grønlænderne gør det til ære for de danske og slet ikke af en indre, ægte trang. I sangen kan forekomme oplysninger som: Hun betaler for lidt, Han er god nok eller Butiksmanden er en skidt fyr o.s.v. Historien om Ole Signe Vests varme hjerte og inderlige tilknytning til Grønland har gjort, at hun nu agter at adoptere Ole. Ole er seks år, og hans mor, Ena, er gift med læreren, Boas Jonathansen. Begge var med, da det føromtalte skib Amdrup forliste, og nu er de på vej til Scoresbysund efter blot to dage i København. Ole er et krigsbarn, sådan at forstå, at hans far var en amerikansk sergent, der lå i kvarter i Angmagssalik under krigen. Han kom for nær til Oles mor, der dengang var jordemoderelev på sygehuset hos frøken Vest. Det var en dygtig elev, og hun fik mod sædvane lov til at fortsætte sin uddannelse, selv om hun var med barn. 10
Signe Vest og Ole Oles far skulle efter rygtet være søn af en franskmand og en ren indiansk kvinde. Da Ole var blevet født, blev han sat ind til frøken Vest, hvor han under gæstebud stod skjult bag en portiere. Selv efter at moderen blev gift med Boas, blev Ole hos Signe Vest. Men i 1946, da Signe tog på permission til Danmark, blev han hos sin mor. Dengang var det på tale, at han skulle adopteres af den danske sygeplejerske. Papirerne var knap nok i orden, men pludselig beholdt moderen ham. Læreren blev forflyttet til Scoresbysund, og det betød, at Ole og hans mor skulle flytte væk fra Signe og Angmagssalik. Signe gik om bord på skibet Amdrup inden det forliste, og spurgte moderen, om hun skulle have Ole eller ej. Moderen sagde straks ja, og fra det øjeblik klæbede drengen sig til Signe, og det sås tydeligst, da eksplosionen skete på skibet. Hvad bliver nu hans skæbne? Foreløbig skal han blive herhjemme på permission med mig i et år. Så rejser vi tilbage til Angmassalik, og siden skal han til Danmark og gå i skole. Om meget kort tid bliver Ole søn af frøken Signe Vest. Han får i hvert fald en mor, der vil forstå ham og gøre alt for ham. Referat af Kjeld R. Therkilsens interview til Berlingske Tidende i 1951. 11
Trolje- eller trolleyvogn Ca. 1,20 m bred og ca. 4,50 m lang. Ifølge Fjends Herreds Folkeblad d. 5. okt. 1994 er de to personer på billedet Anders Daugbjerg, Sjørup, og Johannes Jensen, Engedal. Presset tørv som var dyrere end æltet tørv, blev i 1940 rne skåret ud af dyndet ved håndkraft. To mænd stod på hver sin side af et transportbånd og læssede blokke på. Blokkene endte i en presser, som pressede dyndet ud i en ensartet masse. En mand skar massen i passende blokke og læssede dem på en troljevogn trukket af en hest. Brædder blev lagt ud til vognene at køre på. I andre tilfælde kørte de på skinner som her på billedet. Tre troljevogne kørte i pendulfart fra presseren og ud på tørrepladsen, hvor en mand læssede dem af, og en anden skar dem i tørv. Ernst Pedersen, Sjørup, f. 1930, var i 13-14 års alderen med til at køre troljen ud med læs på og tilbage med tom vogn. Hans storesøster, Signe, har fortalt flg.: Om sommeren sidst i maj og til hen i august, var jeg i tørvemosen i Søgård ved fabrikant Martin Christensen, Sjørup. Vi var tre piger, Herdis Pedersen, min kusine, Edith Pedersen, naboens datter, og jeg. Vi rejste tørv (satte dem på højkant) og skruede dem, der var næsten tørre. Vi var med en lastbil om morgenen. Cyklen havde vi med, så vi kunne cykle hjem om aftenen. Vi stod bag på lastbilen. Den havde en gasgenerator og skulle først fyres op med brænde, f.eks. grankogler og træstykker, inden den kunne startes. Vi arbejdede fra kl. 7 morgen til kl. 17 aften. Det var hårde dage, og jeg var træt til aften. Det sled også skindet af fingrene, og jeg tror, det var 104 tørveskruer, jeg satte. Det meste jeg tjente, var ca. 16 kr. på en dag. 12
Bogen Livet omkring vind- og vandmøllerne i Det gamle Fjends Herred har været interessant læsning, da det ikke kun er møllerne, deres ejere og familier, det drejer sig om. Man kommer ligeledes ind på en del slægtshistorie med beretninger om, hvordan slægterne har levet gennem flere århundreder. Der er desuden fine naturbeskrivelser og gode vejledninger m.h.t. hvordan man finder frem til de mange spændende steder. Også en glimrende gave ide!. En bog på 116 sider, med over 100 billeder sælges for kun 175 kr 13
Efterårsprogrammet 2007 Mandag d. 13. august kl. 13. Lundgårds Teglværk, Lundgårdsvej 10, Stoholm Vi mødes ved teglværket. Produktionen starter kl. 13 og Stanley vil vise os rundt og fortælle værkets historie. Efter 1½ time kører vi til den gl. købmandsbutik, Søvsøvej 1. Her kan man se Ninna og Eigil Lildals antikke købmandsforretning og nyde kaffen. Entré og kaffe 40 kr. Alle er velkomne. Tirsdag d. 18. september kl 14.00 Jenle Vi mødes ved Kjeldbjerg forsamlingshus, og håber nogen vil køre og tage andre op at køre. På Jenle skal vi se udstillingen om Marie Bregendahl, og hvad man ellers har lyst til at se. Man kan evt. gå ned i bakkerne og se Jeppe Aakjærs grav og nyde udsigten ud over fjorden. Pris 50 kr, entré og kaffe iberegnet. Tilmelding på tlf. 97545122 eller 97545087. Alle er velkomne. Tirsdag d. 23. okt. kl. 19.30 på Fjandbohus Foredrag ved lokalhistoriker, Freddy Boysen, Silkeborg. En aften omkring Midtjyske originaler Trine Skunt og Kræ Valter På egnen mellem Ikast og Herning fortælles fortsat historien om to sagnagtige personer, der levede en tilværelse, der afstak fra samtidens normer. Lokalhistoriker Freddy Boysen afdækker med sympati for sine figurer et par menneskeskæbner, som tilværelsen ikke altid behandlede efter fortjeneste. Det er en historie uden fordømmelse, men om en tid, 14
hvor der også var plads til farverige personligheder, der stadig kan kalde smilet frem, når deres navne bringes på bane. Der vil også blive plads til en kort fortælling om den legendariske Ane Waat. Entré og kaffe 40 kr. Alle er velkomne. Mandag d. 12. nov. kl 19.00 på Resenvej 10, Skive. Politigården i Skive. Vi mødes på parkeringspladsen foran politigården i Skive. Bjarne Nørgaard, som har været politibetjent i Skive i 30 år til 1.5. 2007, og som nu er pensioneret, vil vise os rundt og fortælle politistationens historie og nuværende struktur. Efter rundvisningen er der kaffe i kantinen. Entré og kaffe 30 kr. Alle er velkomne. Salg af hæfter og bøger: Foreningen har udgivet flere hæfter og en bog: Dagligliv i Daugbjerg og Originaler og kloge folk i Fjends Begge hæfter sælges til en pris af kun 20 kr. pr. stk. Livet i Daugbjerg for 80 år siden af Carlo Hansen Poesibogen Revy ved Sjørup Borgerforenings 20 års jubilæum Jubilæumshæftet sælges for 25 kr. pr. stk. Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends Herred. En bog på 116 sider, med over 100 billeder sælges for kun 175 kr. Hæfterne og bogen kan købes i flere butikker på egnen, på biblioteket eller på vores mødeaftener, og hos bestyrelsen. 15
Fjends Egnshistoriske Forening Bestyrelsen 2007/2008 Formand Inga Pedersen, Kjeldbjergvej 44, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 51 22 Ernstwanadoo.dk@wanadoo.dk Næstformand Karen Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 50 87 Kasserer Eline Hedegård, Jordemodervej 6, Iglsø, 7850 Stoholm. Tlf. 97 54 55 31 eline@c.dk Sekretær Jens Damgaard, Vittrupvej 7, Vroue, 7800 Skive. Tlf. 97 54 80 14 alma.jens@dlgtele.dk Bestyrelsesmedlem Henry Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 50 87 1. Suppleant Bjarne Nørgaard, Skolegade 24, 7850 Stoholm. Tlf. 40 53 59 30 2. Suppleant Gunnar Nielsen, Liljevej 13, 7850 Stoholm. Tlf. 97 54 17 05 guni7850@gmail.com Revisor Alfred Christensen, Koldkurvej 16, Sdr. Resen, 7470 Karup. Tlf. 97 45 22 08 Revisor suppleant Betty Hessellund, Baunevej 10 Sdr. Resen, 7400 Karup. Tlf. 97 54 54 87 Kontingent 50 kr. for enlige og 75 kr. for par. Husk der er åbent på Æ Fjandboarkiv torsdage mellem kl. 14.00-19.00 eller efter aftale Tlf. arkivet 96 51 47 29 16
Natteblindhed Den medfødte natteblindheds arvelighedsforhold I egnen mellem Viborg og Skive lever der en ret udbredt slægt af født natteblinde, d.v.s. personer, som ikke kan se i svag belysning. Slægten udmærker sig ikke i nogen fremtrædende grad over for egnens øvrige beboere, dog kan den vel nok karakteriseres som høj, kraftig bygget og længe levende, den er ren gårdmandsslægt, ingen af individerne viser tegn på degeneration. Der er over dem alle en vis bleghed af ansigtet og en vis langsomhed til handling, vel nok lidt større end hos jyder i almindelighed. Slægten har levet i den samme egn i mindst 200 år, først de sidste årtier har spredt enkelte individer ud til andre egne i landet. Denne egn er og har særlig været meget isoleret og stillestående. Den gamle skik at gå meget tidligt i seng i årets mørke tid for at ligge og fortælle om gammelt og nyt holdt sig længe. Gennem disse mørkningssamtaler er der for efterslægten bevaret en næsten enslydende tradition om slægtens afstamning, og denne tradition viser sig at være så nøjagtig, at det virkelig lykkedes gennem Jydsk Landsarkivs materialer at udrede slægtstrådene helt op til ca. 1680, d.v.s. til en tid, da der for den pågældende egn (Fjends herred) ingen kirkebøger findes. Trods omhyggelig og årelang forskning under landsarkivar G.Saxilds kyndige vejledning var det dog kun muligt at tilvejebringe absolut historisk sikkerhed for den ene af de fire linier traditionen udpegede, for de andre tre linier kunne der kun skaffes meget stor sandsynlighed, men ikke vished, da kirkebøgerne mangler eller er ufuldstændige. Så stor er dog denne sandsynlighed, at jeg må anse mig som berettiget til at gå ud fra den som en historisk sandhed og at opstille de 4 linier, traditionen fastholder som givne. De repræsenteres af 3 kvinder: Karen, født 1688 (Nybrolinien), Kirsten, født 1690 (Sjørup- og Lånumlinien) og Kirstine, født 1692 (Ørumlinien), og disse 3 kvinder er døtre af ægteparret Niels Sørensen og Mette Kirstensdatter på gården Mørup i Mønsted sogn, ca. 2 mil vest for Viborg. (Der findes kun rester af Mørupgård i skoven mellem Mønsted og skovfogedhuset, Skovvej 24). Hvordan natteblindhed opstod, lader sig desværre ikke oplyse sikkert. Traditionen siger, at stamfaderen havde gennemgået så megen sult og kulde i krigen, at han blev natteblind - altså fået den netop på den måde, hvorpå natteblindhed i almindelighed opstår. Endvidere tyder traditionen og visse historiske data på, at Niels Sørensen har deltaget i den skånske krig (1675-1679) og muligt under denne blodige tid levet så kummerligt, at han er blevet hemeralog for livet. Han er i al fald stamfaderen, da linierne synes at samle sig i ham. Han var og blev en meget fattig mand. Fædrenegården, Mørupgård, som han overtog efter faderen, Søren 17
Thomassen, var på de tider et boel, der ejedes af jøden Dankwers i Hamburg, men ikke desto mindre kontribuerede til alle skatterne. Niels bebor gården sammen med en anden mand (svoger?) Willumb Nielsen, og den samlede besætning er: en hop plag, en ko, et ungnød og 2 får. Endvidere levede Peter Kristensen og Mette Nielsdatter, 2 fattige husfolk, på gården. - Her var ingen anledning gennem ro og kødspiser at få sin Miseries helbredt, men vel grund nok til fortsat underernæring og arvelig hemeralopi. Lidelsen er der, og fortsættes nu gennem 8 generationer. For de første generationer er stamtavlen ufuldstændig, idet jeg kun ved besked om de natteblinde, ikke om de normale, hvad der selvfølgelig er uheldigt, men efter omstændighederne uundgåeligt. Fra ca. 1690-1907 (hvor min stamtavle slutter) fortsættes nu natteblindheden som en kontinuerlig, direkte arv. Den arves ligeligt af mænd og af kvinder, den går altid direkte fra angreb til angreb, springer intet led over, er altid latent; er den én gang ude af slægten, vender den ikke tilbage. Konsangvinitet, (latin): blodbeslægtethed spiller ingen rolle, børnenes nummer Højvangslund i rækken ca. 1925 heller ikke. Til hver af de 4 linier svarer en stambog (kirkebogsuddrag), der beror hos mig indtil videre, men vil blive indleveret til landsarkivet i Viborg. Ovenstående er uddrag af dr. Rambusch s afhandling i: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger - 1909. Kørelejlighed Mangler du kørelejlighed til et af vores arrangementer, så ring til en i bestyrelsen, vi kan altid hjælpe! -se telefon listen på side 16 18
Skillingsviser Omkring 1800-tallet kaldtes de også gadeviser, hvilket var en nedsættende omtale. Kællinger gik rundt i gaderne og råbte med hæse stemmer deres gadehandlertilbud. Folk stimlede sammen for dels at opsnappe nyheden men også for at lære melodien. Visen kostede kun et par skillinger og bestod af et sammenfoldet stykke papir i A4 format med et groft tryk lavet med træsnit udenpå. Ingen årstal eller forfatternavne fandtes. Lige fra bogtrykkunstens opfindelse i 1500-tallet blev viserne fordelt i hele Europa ved bissekræmmernes hjælp. Flyveblade blev de først kaldt og senere skillingstryk. Nogle hurtige rimsmede blev ansat til at digte om døgnets store nyheder. Det var om alle slags muntre eller sørgelige hændelser. Viserne var tidens kulørte presse og den tids førende massemedium før teknologiens tidsalder. I sidste trediedel af 1800-tallet dominerede forlæggeren, Julius Strandberg, fuldstændig visemarkedet. Han var hurtig til at digte og vidste, hvad der var interesse for. Så sent som i begyndelsen af 1950 erne standsede det sidste skillingsvisetrykkeri Sølve i Odense. Først efter den tid begyndte der at komme gang i sangbøger med noder. Kilde: Visens udvikling af Kirsten Sass Bak. Her i programmet har vi valgt visen om Hvidbjerg Mordet. Skive Folkeblads gl. nyheder fra 1906 har omtalt sagens gang for 100 år siden. 13. juni 1906. Morderen fra Hvidbjerg, Peter Nellemann Knudsen er fanget, sat ind i Herning arrest, og politibetjentene Petersen og Jørgensen, som rejste herfra i morges, vil komme til Skive med ham pr. bane eller vogn. Når flertallet af vore læsere læser dette, vil han være godt forvaret i Skive Arrest. Retten vil gå sin gang. 14. juni 1906. Hvidbjergmorderen blev i formiddags kl. 9 konfronteret med liget. Efter konfrontationen tilstod han mordet over for dommeren, hr. borgmester Holm. Folkebladet kan i dag bringe fotografier af morderen og hans offer, gården i hvilken forbrydelsen fandt sted samt mordstedet. 8. nov. Morderen P. N. K. sidder fremdeles i Skive Arrest. Han har det nogenlunde efter omstændighederne, siger arrestforvarer Knudsen. Dog synes jeg, at han er blevet noget tungsindig i den senere tid. Når jeg kommer ind til ham, sidder han med hånden under kinden, læser kun lidt i de skrifter, som tilsendes fangerne og gør indtryk af at være meget bekymret. Men han spiser sin ration, og nogen legemlig sygdom er der ikke tale om. Justitssagen mod ham er nu indanket for Højesteret. 11. dec. Ved P. N. K., at hans sag er for Højesteret i disse dage? spørger vi arrest-forvarer Carlsen om i anledning af, at Højesteret har taget fat på sagen. Nej, svarede denne, det er han absolut uvidende om. Hvordan har han det? Vist ikke 19
godt. Hans dagsgerning er jo lille. Han skal rede sin tarvelige seng og gøre rent i sit rum. Ellers har han jo intet at foretage sig uden at læse. Han bliver mere og mere tungsindig og trist. Er han syg? Nej, ikke syg, men i dårlig sindsstemning. 12. dec. Højesteret har i går optaget sagen om Hvidbjergmordet til doms. Det antages, at Højesteret vil indstille den dødsdømte P. N. K. til kongens nåde. 21. dec. Hvidbjergmorderen P. N. K. er af Højesteret indstillet til benådning mod hensættelse til tugthusarbejde på livstid. I et hæfte, skrevet af Knud Toft Mouritsen, kan man læse alle detaljer om mordet, om dødsdommen, benådningen, og om hvorledes morderen efter en ny forbrydelse alligevel endte med henrettelse. MORDET I HVIDBJERG En vise om hvad ulykkelig Kærlighed kan føre til. Mel: Jeg ved hvor der findes en Have saa skøn En Søndag den tiende Juni saa skøn, hvor Himlen var blaa, og Skoven var grøn, og Solen den smilte, og Lærken den sang og alt var saa stille i Skov og paa Vang. I Søndagens Stilhed og Aftenens Ro hvor var lille Anna saa glad hvor hun lo hun gik for at malke hun sang ret med Lyst og alt var saa stille, saa ensomt og tyst. Men Peter han tænkte og tænkte igen paa Anna, som ej vilde være hans Ven, han elskede hende, han havde hver Nat kun drømt om sin Anna, sin dyreste Skat. Han gik ud i Stalden til Anna saa sød - mod Vest, der var Himlen saa glødende rød der stod hun, saa smuk og med Roser paa Kind, men Peter var mørk og mismodig i Sind. 20
Aah! Hør lille Anna! Jeg elsker Dig jo saa meget, saa meget Du maa nu mig tro jeg kan ikke leve en Dag uden Dig, Gud give Du var blot lidt kærlig ved mig! Nej, nej! Lille Peter, det hjælper dig ej, jeg tror det er bedre, at hver gaar sin Vej jeg elsker Dig ikke paa hele vor Jord kun én har jeg elsket, og det var min Mor Det suste og bruste saa vildt og saa sort og Aftenens Stilhed var som blæst bort de stærkeste Kræfter, de rædsomste Tag og Tankerne flygter i vildeste Jag. Han havde nu myrdet den Pige saa god, hun laa der paa Jorden og svømmed i Blod, fra Halsen og Brystet det væltede frem Hvad har jeg dog gjort! Aah! Hvor er jeg dog slem! Han styrtede ud, fuld af Rædsel og Ve, dog engang endnu maa han Offeret se den snehvide Pige af Dødskampen træt Hvor kunde jeg Stakkel dog blive saa slet. Saa flygter han bort over Vej over Sti han syntes, at alt nu for ham var forbi Til Moder jeg allerførst klager min Nød og saa ja, saa ønsker jeg blot, jeg var død! Og Natten blev mørk men da Morgen brød frem, man fandt ham paa Marken ved Broderens Hjem, han angred saa ærlig sin Synd for sin Bror Jeg kommer kun her for at tale med Mor! O! Læser, naar bare man ser sig omkring saa ser man i Verden de sælsomste Ting men vi skal ej dømme vi holde kun paa, der sker jo saa meget, vi ikke forstaa. 21 PRIS 10 ØRE
Tordenskjolds død. Hvor ofte har man ikke stået med en Tordenskjolds-tændstikæske i hånden uden at tænke på hans berømte skikkelse. Det første blad, der udkom i Danmark, var Nye Tidende, eller som det også kaldtes Københavns Post-Rytter. Det begyndte at udkomme i 1710 og udkom kun én gang om måneden med 8 små sider i kvadratform. I efterårsprogrammet 2005 havde vi historien om Tordenskjolds kammertjener, Chresten Cold, som ligger begravet på Mønsted kirkegård, og nu kan I læse om, hvorledes det gik til, da Tordenskjold udåndede i kammertjenerens arme. I novembernummeret 1720 kan man læse: Vice-Admiral Tordenskjolds Dødsfald, som skete den 12. i denne Maaned i en Tvekamp med den svenske Oberst Stahl giver Folk Anledning til adskillige Tanker. Sagen skal saaledes være tilgaaet: Bemælte Vice-Admiral og Oberst Stahl vare tilsammen i Baron Gørtses Huus, hvor de kom i nogle Skields-Ord sammen, og som Obersten skielde ham for en Baadsmand, gik Vice-Admiral Tordenskjold først ud, hvorpaa Obersten straks følgende angreb ham bag paa Ryggen, da han ikke var sligt formodendes. Admiralen vendte sig straks om og fik Kaarden i Haanden, hvormed han efter sin sædvanlige Tapperhed saa vidt bragte hans Fjende, at han pryglede ham i sin egen Kaarde, hvormed det denne Gang endtes. Men som begge Parter derpaa berammede en Tvekamp at holdes imellem dem om 3 Dage derefter i Hildesheim Egn, har denne saa berømte Vice-Admiral endelig maatte lade Livet ved et Stød af Oberstens Kaarde, som træffede ham i Brystet, og Obersten derpaa straks begivet sig herhid. Ellers meldes af den 19. i denne Maaned, at Oberst Stahl har allerede uformærket derpaa forføjet sig til Bremen, hvor hans Moder skal leve, hvorfra han vil tage Vejen ad Cassel. Capitain Bleyard er rejst til Hannover, for at imodtage Tordenskjolds efterladte Midler og hente Liget, som imidlertid er indsat i Kirken udi Rheden. 22
Fra Skrædderbordet til Kommandobroen Tordenskjold blev født i Trondhjem i Norge den 28. oktober 1690 som ellevte søn af rådmand Jan Wessel og fik i dåben navnet Peder Wessel. Han gjorde hele sin manddomsgerning i Danmark. Sagnet fortæller, at han var en slem vildbasse og gav sine forældre mange problemer. Han blev sat i skrædderlære, men denne stillesiddende gerning passede ikke en vordende søhelt, derfor løb han også hurtigt af sin læreplads. Endnu inden han blev 14 år gammel rømmede han fra Trondhjem til København i Frederik den Fjerdes følge for at blive søkadet, og fra nu af betragtede han Danmark som sit virkelige hjem. Han nåede lidt efter lidt sine ønskers mål, kom til orlogs, lærte sømandsskab og maritim krigskunst og var allerede som 21-årig avanceret så langt, at man betroede ham selvstændig kommando på en lille brig, Ørnen. Det var under den store nordiske krig, og allerede året efter fik han et langt større krigsfartøj at manøvrere med, den nybyggede fregat Løvendals Galej. På den tid pressede man folk til at gøre tjeneste i flåden, og Peder Wessel fik fuldmagt til at skaffe besætning til sin fregat. Sin 18 kanoners fregat førte han med selvsikker overlegenhed i sømandsskab. Han indførte en ny taktik, hvor fjenden blev overrumplet med en bredside i stedet for efter gammel skik at entre modstanderen eller løbe ham i sænk. Samme taktik anvendes den dag i dag af de store slagskibe. I juli 1714 angreb han en svensk fregat, der førte adskilligt flere kanoner end han selv. Da Tordenskjolds krudt var ved at slippe op, sendte han en parlamentær over til modstanderen for at låne noget krudt, men de tog det som en spøg og sagde, at de ikke kunne undvære noget krudt, hvorefter de to skibe skiltes under gensidige hurraråb. Så ridderligt førte man krig i de dage. Næste år fik Tordenskjold kommandoen over 30 kanoners fregatten Hvide Ørn, og i september mødte han to svenske orlogsmænd, som begge var langt større: Linjeskibet Øland med 54 kanoner og fregatten Fønix med 36. Med Tordenskjolds dristige manøvrer og med vindens hjælp lykkedes det ham at bekæmpe dem begge, og i ly af mørket slap han væk, medens de to svenske fartøjer lå havarerede tilbage. Fra Wessel til Tordenskjold For denne bedrift blev Peder adlet i februar 1716 under det selvvalgte navn Tordenskjold, og for sine velfortjente penge købte han en smuk gård i Strandgade i København. Ikke længe efter udførte Tordenskjold sin vidt berømte bedrift i Dynekilen, den nordligste af de smalle fjorde i Bohuslén. En stor svensk flådeafdeling havde søgt her ind med ammunition og livsfornødenheder til den svenske hær, der havde belejret den norske fæstning, Frederiksten. Det lykkedes virkelig Tordenskjold at nedkæmpe et svensk batteri og derefter at ødelægge en række af fjendens skibe og erobre 9 foruden 5 transportfartøjer, og med dem stod den danske søhelt ud af fjorden uden at have lidt nævneværdige tab. 23
Efter dette slag blev Tordenskjold udnævnt til kommandør og chef for Den dansk-norske Nordsøflåde. Jo, skrædderdrengen havde drevet det vidt. Herefter vendte lykken sig. Han led et stort tab på Strømstad, blev ramt af to kugler og faldt bevidstløs om. Han fik den kongelig unåde at føle, blev afsat som eskadrechef og kaldt hjem. På hjemvejen mødte han et svensk orlogsskib og var nær blevet taget til fange. Han undslap, men hans skib gik på grund ved Høganæs, og han måtte ro i land i en læk jolle. Så kom han helt afblanket hjem til København. Lykken vendte sig Da Carl den Tolvte 1718 faldt foran Frederiksten var Tordenskjold i Norge, og han var den første, som bragte Frederik den Fjerde den glædelige efterretning, og kongen viste ham sin nåde og gav ham atter befaling over en eskadre, som skulle blokere Gøteborg. Tordenskjold begyndte dog med at angribe og tage Marstrand, hvis fæstning, Karlsten ansås for næsten uindtagelig. Ved hjælp af mange tricks lykkedes det for Tordenskjold at få den svenske kommandant til at kapitulere. Tordenskjold havde ventet temmelig længe på et svar og var alene gået op foran kommandantens vinduer og råbt: Hvad pokker nøler I efter? Ved I ikke at tiden er udløbet? Kommandanten kom forfjamsket ud, Tordenskjold tog ham under armen og sammen fulgtes de ad ned i byen og drak et glas vin sammen i al gemytlighed, alt imens de danske soldater rykkede ind i fæstningen, og svenskerne overgav sig uden sværdslag. Kommandanten mistede senere sin hals, medens danskerne jublede. Trods nederlag ved Gøteborg blev Tordenskjold dog udnævnt til viceadmiral, 29 år gammel. Ved et nyt angreb på Gøteborg lykkedes det ved krigslist for Tordenskjold at overrumple fjenden. I september 1719 sluttedes der våbenstilstand, og den efterfulgtes af freden i juni 1720. Tordenskjolds sømilitære løbebane var endt. Mange beretninger om ham er ikke taget med her. På Æ Fjandboarkiv kan man læse et mere udførligt avisreferat i Jakob Kudahls scrapbog. Kilde: Redaktør N.P. Jensen omkring 1940-45. Besøg FjendsNet Fjends Egnshistoriske Forenings program, kan også læses på: www.fjendsnet.dk under Foreninger. Alle vores arrangementer bliver ligeledes opslået på FjendsNet under Det sker i Fjends 24
Flagermus i levende lys under jorden. En spadseretur i de underjordiske kalkgruber i Daugbjerg krydret med sagn og historie. Ca. 6000 flagermus hænger med hovedet nedad i dvaletilstand om vinteren i de underjordiske kalkminer i Daugbjerg, men sommeraftener og nætter er de i aktivitet, og i de lune mørke augustaftener arrangeres særlige flagermusture. På andre tider kan man godt få kik på dem i nicher i minegangenes vægge især hvis den nu 80-årige ejer og rundviser Johanne Hildsgaard eller hendes medhjælper Jesper Dahl viser, hvor de sidder. Gruberne er åbne for besøg hele sommeren mod en beskeden entré. I juli måned og søndage i august illumineres gangene med masser af stearinlys, og der er rundvisning, uanset om selskabet er stort eller lille. Det er en oplevelse for hele familien at vandre igennem de trange gange, sparsomt oplyst af flakkende levende lys, og hvor temperaturen sommer og vinter er konstant 8-9 grader. Husk at tage varmt tøj på. Undervejs fortæller rundviseren kalkminernes historie og de mange sagn, som knytter sig til dem. Gruberne blev genopdaget efter mange års glemsel af et par drenge i 1922. Der blev formentlig brudt kalk allerede i det 9. århundrede. Det er historisk dokumenteret, at Ribe domkirke, Gottorp slot og Spøttrup slot blev bygget af kalk fra Mønsted og Daugbjerg kalkminer. Kalken blev aget til byggestederne af stude. Det fortælles, at Jens Langkniv i 1604-26 brugte gruberne som gemmested og levede her med Daugbjerg-præstens kønne kone. Det siges også at have været i Daugbjerg-kalkgruber, at Marsk Stig og hans stimænd skjulte sig for forfølgere. Vi får bl.a. beretningen om taterkvinden Lange Margrete, som troede hun kunne blive usynlig ved at spise hjerterne af syv ufødte børn. Hun nåede kun de seks, inden hun blev fanget og brændt som heks på Daugbjerg Dås i 1602. Strækningen gennem de ca. 4 km kendte gange kan tilbagelægges på et par timer, men gangene menes at strække sig hele vejen mellem Daugbjerg og Mønsted eller ca. 30 km. Det er forbundet med en vis fare at færdes i minerne, og der har fundet mange sammenstyrtninger sted, uden at det dog så vidt vides har kostet menneskeliv. Det hænger måske sammen med tilstedeværelsen af flagermusene, som har nået at give varsel først. Engang inspicerede Frederik d. VI. gruberne og blev forfærdet over den risiko, arbejdet var forbundet med. Han påbød, at der skulle graves en dyb brønd forsynet med frisk reb, så nødstedte kunne hejses op, hvis de blev afskåret fra den sædvanlige vej op. Kongen mente også, kalkbrydningen foregik planløst. Han ønskede arbejdet koncentreret i cirkler omkring skakten. Det skete, og skakten kaldes endnu for kongegraven. Kvinderne bar i tidligere tid kalken ud af minerne til forbrændingsovne i skoven. I de lave gange gik de i pendulfart med en indbyrdes afstand på 40 skridt. 25