Velkommen til historien om Solvang VVS At det blev Solvang VVS som skulle blive omdrejningspunktet i denne historie var på ingen måde planlagt, idet den ligesågodt kunne være skrevet med udgangspunkt i Malermester Grøn, El-Installatør Strøm, Murermester Puds eller så mange andre. Men, historien beskriver det typiske forløb fra man bliver færdig med sin håndværksuddannelse, til man etablerer sig med egen virksomhed og de udfordringer, som der hører med. Den røde tråd i historien handler om vigtigheden af hele tiden at holde sig ajour med sin virksomheds virkelighed - og forstå, at hvis der er mislyde nede i maskinrummet, ja så skal der handles herpå. Man skal være opdateret med nyttig forretningsviden, være flittig og, ikke mindst, huske på, at man i sin egenskab af leder, har pligten til at udvikle sine medarbejdere. God fornøjelse med læsningen!
Det faldt Viggo Valdemar Solvang nemt at vælge deres vej i livet. Allerede i barndommen hed Viggo aldrig andet end VVS. Så der var ingen vej uden om: Varme, Ventilation og Sanitet. Da skoletiden var forbi kom han i lære som blikkenslager. Efter fire år som svend inde i byen, tog Viggo springet og blev selvstændig med Solvang VVS. Det var lige omkring den tid, han og Vinnie mødte hinanden og blev gift. Snart kom lille Volmer til, og to år senere yndige Viola. Forretningen blomstrede og Viggo og Vinnie havde nok at se til. De var flyttet til hendes fødeby lidt ude på landet. Her havde de købt en nedlagt bondegård og indrettet kontor i laden.
Det var et dejligt lyst kontor, hvor der altid duftede af friskbrygget kaffe. Vinnie stod for telefoner og bogholderi. Viggo holdt styr på de, efterhånden, fem ansatte og var også selv på landevejen. Stemningen var god når alle mand mødtes om morgenen og fordelte opgaverne. Og, efter arbejdstid, fik de ind imellem en enkelt øl på Solvangs regning. Om sommeren og til jul blev der festet i laden med de ansatte og deres koner, kærester og børn. Sådan gik årene. Solvang VVS voksede. Pludselig var der ti svende og fire lærlinge, og det hændte, at Viggo og Vinnie kom i tvivl - hvad er det nu lige han hedder, ham den nye med overskæg og kasket?
Nej, familiestemningen var ikke helt, hvad den havde været. Og det var den økonomiske situation desværre heller ikke. De havde ellers altid haft det så godt. Der havde været råd til både hus, bil, campingvogn og to udlandsrejser om året. Og teenagerne, Volmer og Viola, fik stort set, hvad de ønskede sig. Og det var ikke så lidt. Der havde heller intet manglet til Violas konfirmation sidste år, som blev holdt nede på kroen. Men nu haltede økonomien altså. Viggo vidste det godt, men kunne ikke forstå det. Han knoklede en vis legemsdel ud ad bukserne - hvad dælen kunne han gøre anderledes?
En eftermiddag på terrassen, hvor Viggo og Vinnie sad og nød kaffen, sagde Vinnie, mens hun lagde et stykke af Viggos yndlingskage på tallerken foran ham: Jeg har tænkt mig om. Fra at være en lille butik er vi blevet til en egentlig virksomhed. Du skal til at være virksomhedsleder, Viggo. Og sådan en skal holde styr på mange ting. Er jeg nu også virksomhedsleder? afbrød Viggo Ja, Viggo - og vi to bliver nødt til at tage fat omkring tre af vores helt store udfordringer: Vore administrative omkostninger, den faldende materialeavance samt nedgangen i kunder. Hvad mener du spurgte Viggo. Jo - vore administrative omkostninger udgør efterhånden 50% af omsætningen, og en væsentlig del af disse er jo lønningerne Jamen, hvad skal vi gøre ved det? spurgte Viggo.
Jeg mener at vi skal involvere vore medarbejdere i denne problemstilling svarede Vinnie, en væsentlig årsag er jo de timer, som vi ikke får udfaktureret og det må der kunne findes en løsning på. Den næste ting er den ringe avance på materialerne fortsatte Vinnie - det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan holde fast i de 30% som vi altid har haft, og det kan heller ikke være rigtigt at vi alt for ofte siger ja til at montere produkter, som kunderne selv har købt. Viggo brummede og trak på skuldrene. Han vidste jo godt, at det som Vinnie sagde, var rigtigt. Han rejste sig op, kyssede hende og sagde med et stort smil: Du har ret, hvad skulle jeg dog gøre uden dig? Vi skal se at komme videre og nu vil jeg gå en tur med hunden og få styr på tankerne. Tak min skat!
Senere, halvvejs rundt om søen, standsede Viggo pludselig op, som havde lynet ramt ham: Vi bliver nødt til, at fokusere på hvad det er vi er bedst til i vores forretning. Vi bliver også nødt til at tage en samtale med folkene om, hvorfor de så ofte skal tilbage til kunden, for at gøre et stykke arbejde om. Vi må understrege overfor dem, at vi ikke mere kan acceptere at der opstår fejl i det arbejde, som de udfører. Vi skal også til at se på de kunder som vi har i dag, tjener vi i det hele taget penge på dem? - og hvis ikke, hvordan får vi så fortalt dem at vi bliver nødt til at tage noget mere for vore ydelser, eller også sige pænt farvel til dem. Vi bliver nødt til at få set virksomheden efter og beskrevet vore problemstillinger, i en form for forretningsplan, som banken kan forstå - gør vi ikke det, tror jeg for alvor det bliver rigtigt svært.
Som sagt, så gjort. Vinnie og Viggo fik analyseret Solvang VVS, og de fik udarbejdet en overskuelig og forståelig forretningsplan, som de valgte at involvere alle medarbejderne i. Medarbejderne blev indkaldt til et fællesmøde, hvor Viggo fremlagde det nye Solvang VVS. Et særligt element var Vinnies og Viggo s forventninger til medarbejderne, om fremover at deltage i kvartalsvise personalemøder, ligesom de, indenfor nye områder, blev bedt om at dygtiggøre sig, tage mere ansvar og, ikke mindst, bidrage til en øget effektivitet i deres arbejdsdag. Det var nu ikke arbejde det hele, for kvartalsmøderne foregik nede på kroen til en god middag. Hvert møde sluttede med, at den svend, der siden sidst havde haft færrest fejl eller mindst svind, blev belønnet med et kroophold med ledsager. Viggo var meget bevidst om de bløde værdiers betydning for kulturen og arbejdsmiljøet i firmaet. Og de aftener på kroen var med til at skabe en god atmosfære i Solvang VVS.
Overskuddet voksende hurtigt og det følgende år blev det hidtil bedste i firmaets historie. Et par af svendene fandt andet arbejde, men der kom nye til, blandt andre, den første kvindelige blikkenslager i firmaet: Datteren Viola. Nu var familiefirmaet, Solvang VVS, godt rustet til fremtiden!