30
Har ti fingre på pulsen Manden hedder Frits Lebahn, leder af lommepengedelen af af Tjansen, et ungdomsprojekt i Vejle Kommune og leder og træner i Vejle Kammeraterne. Hvad, der er hvad, fortæller han på en hæsblæsende arbejdsdag på cykel med trailer Tekst & Foto: Klaus Hansen Han kommer på cykel med en cykeltrailer påhæftet. Der sidder ikke et barn derinde. Traileren rummer i stedet hans tasker og udstyr. Frits Lebahn har ti fingre på pulsen. Med den ene hånd arbejder han med et socialt projekt med unge med bopæl på Nørremarken eller Løget By, to socialt belastede boligområder der ligger i hver sin ende af Vejle. Med den anden hånd er han formand og træner i Boldklubben Vejle Kammeraterne. Tidsforbruget er langt over 70 timer om ugen. Hvad der er arbejde og hvad der er fritid, véd han ikke helt selv. Det interesserer heller ikke Frits Lebahn. Opgaverne flyder sammen i en helhed med det sigte, at gøre noget for de unge i nogle lidt belastede områder, så de tager sig noget fornuftigt til på skole, fritid og arbejde. - Nå, men jeg skal lige have skiftet til træningstøj, så skal vi lige op at besøge Abdi hjemme hos hans familie. De er somaliere. Han er lige blevet udtaget til mindst 12 x fællestræning i KUV, klubsamarbejdet på Vejle-egnen, siger Frits Lebahn, inden han forsvinder ind på toilettet på kontoret. Inden han nåede så langt, var de første unge kommet til for at spørge, hvad der egentlig skal ske i dag. En pige spørger, hvad hun som ansat i projektet Tjansen skal lave i dag. Mobiltelefonen ringer. Det sker ofte. Lebahn får en besked om, at en af de unge piger i området ikke kan komme på arbejde. Hun sidder på politistationen. Hvorfor og hvordan melder historien ikke om. En er på politistationen - Jeg er ikke klar over, hvad hun har lavet. Et af hendes familiemedlemmer er på vej ind til politiet for at hente hende. Nå, jeg skal lige skifte tøj, men jeg kan heller ikke finde min pung. Jeg synes da, at jeg havde taget den med. Bare jeg da ikke har tabt den, lyder det til min orientering. Den spørgende pige fra før får besked. Hun skal i dag stå for en af de ideer, som Frits har startet, nemlig at samle de spillere, der skal til fodbold hos Kammeraterne og ikke mindst, at sikre, at de er der til tiden. Mange af børnene og de unge i området glemmer nemlig ofte både tid og sted. - En stor del af de unge indvandrere skal løbende have besked på mobiltelefonen, hvornår de skal stille op. Uden den opfølgning kommer de simpelthen ikke. Derfor blev Gå-bussen etableret, så de yngste spillere kan gå trygt både frem og tilbage til fodboldtræning og samtidig fungerer postyret omkring Gåbussen som et wakeupcall for de ældre, forklarer Frits hurtigt den del af projektet. Han fortsætter: - Pigen får løn for jobbet - 49 kr. i timen og set fra hendes side er det bare et ganske almindeligt fritidsjob, hvor der bliver stillet nogle krav, der gør hende bedre egnet til at få et job på arbejdsmarkedet, når den tid melder sig. Kan ikke finde min pung Frits ringer hjem og spørger, om sønnen Malte lige vil se efter, om pungen ligger hjemme. Sønnen skal alligevel med til fodboldtræning en times tid senere. Malte, gymnasieelev, er selv træner i Kammeraterne og for resten også i den omtalte KUV-træning. Frits Lebahn kommer ud i træningsdragt med Vejle Kammeraternes logo. Vi er klar, men inden vi nu skal besøge Abdi, så skal vi lige forbi i en anden opgang for lige at få fat i faderen til den pige, der er på politistationen. Der bor omkring 1800 beboere i bydelen Løget. Faderen lukker op. Heller ikke han kan give en præcis besked på, hvorfor hans datter er på politistationen. Faderen kigger på mig og siger Er du fra politiet? Jeg kan berolige faderen om, at jeg såmænd blot skal lave en artikel om Frits til et blad, der indeholder historier om fodbold i Jydsk Boldspil Union. 31
32
Frits Lebahn viser, at der skal være gang i træningen hos de små. Ellers taber de koncentrationen Forældrekontakten er lige så vigtig ( se foto side 32) Abdi og Sebastian de har begge en drøm og hvem de har som idol. Abdi og Sebastian udtaget Abdi er 13 år, vild med fodbold og Play-station. En af hans fodboldkammerater, der også er udtaget til KUVtræningen i Vejle, Sebastian Verner, skal også med op til Abdi s familie. Frits Lebahn er tydeligvis et kendt ansigt, selv om han faktisk kun har arbejdet med projektet i små to år. Men som han siger giver det også noget at have små 14 års trænergerning i den lokale klub. Vi får kaffe og vand serveret. Abdi s mor taler kun meget lidt dansk. En af døtrene er imidlertid klar til at oversætte. Hun er også nysgerrig over, hvad samtalen drejer sig om. Både Abdi og Sebastian fortæller, at de har en drøm om at blive professionelle fodboldspillere. De kommer knap hjem fra skolen, så er der gang i spillet, hvor der er plads i området. De leger med bolden i timevis i sommerperioden ud over de dage, hvor de så skal træne eller spille kamp for Vejle Kammeraterne. Frits Lebahn er stolt over, at hans klub har fået fire spillere ud af 10 udtaget til de kommende ugers KUV-træning. Det er første gang, at klubben bliver repræsenteret med flere spillere på en gang i det fine selskab. - Det er en helt anden teknisk træning, vi laver i KUV. Vi skal løbe i nogle sjove mønster og så øve os i den samme finte igen og igen, forklarer de, en smule benovet over, at de skal træne med en række andre særligt gode spillere i KUV. Begge er angribere. Abdi har scoret fem mål i seks kampe. Abdi svarer hurtigt, når jeg spørger om hans idol: - Etoo fra Barcelona. Hvis det kikser med at blive fodboldstjerne, så vil Abdi gerne være tømrer. Sebastian siger: Christiano Ronaldo fra Manchester United. Sebastian har ikke overvejet, hvad han ellers skal lave. Somaliere har familiesammenhold Inden vi forlader lejligheden, kommer et kvindeligt familiemedlem, der faktisk bor på den anden side af byen. Hun taler godt dansk og forklarer lidt om baggrund og familieforhold blandt Somaliere i Danmark. Abdi s mor og far er skilt. De boede først i Esbjerg og nu altså i Vejle. - Jeg ser altid en række forskellige familiemedlemmer, når jeg er på besøg. Hvem der bor her lige for tiden, véd jeg ikke helt præcist. Somaliere holder tæt sammen i meget store familier ofte fordelt over flere lejligheder, så hvem af de unge, der bor hos hvem, tager de ikke så nøje, oplever jeg, forklarer Frits Lebahn, da vi hilser og går. Nu skal vi op på Søndre Stadion, en lille km væk fra beboelsesområdet i Løget By. Frits hopper på cyklen med traileren. Han har ingen bil. Han skal træne et hold af de yngste fodboldspillere, piger og drenge i en gruppe. Malte Lebahn er også nået frem, omklædt. Han har faderens pung med. Frits falder lidt til ro. Frits låser op til boldrummet. Han taler med sønnen og en hjælpetræner om dagens træning. Et par fodboldspillere, vel nok i ti års alderen, tager et boldnet med. Fodbold som integration Søndre Stadion ligger i tre afsatser fra opvisningsbanen. Vi skal ned på tredje trin, hvor et mindre areal på størrelse med to håndboldbaner rummer en række små mål - helt små og mål af håndboldstørrelse, hvor U-5 og U-6 spillerne skal tumle. En række forældre ligger eller står omkring arealet. Temperaturen er lun i det tidlige maj. De små fodboldspillere med trøjer i favorithold og farver, støvler, benskinner. Favoritholdenes trøjer fortæller også meget om børnenes herkomst. Frits Lebahn véd om nogen meget om, hvordan fodbold og integration smelter sammen. Det skal Frits nok fortælle mere om, når han efter træningen med de helt små medlemmer halser op på det øverste niveau. Frits er træner for U-9/U-10 (årgang 1998/1999), der skal spille mod Skjold. Frits har bedt en af klubbens fodbolddrenge i 17-års alderen om at dømme. Kampen skal i gang, tre timer efter vi mødte projektlederen Frits, mens han skiftede dress til at være træner i Vejle Kammeraterne. 33
34 Matlte Lebahn, (søn af Fritz) træner i Vejle Kammeraterne og i fællestræningen i KUV i Vejle.
Frits Lebahn har madpakken med til aftensmaden, når han skal nå at komme rundt i sine jobs, som mere eller mindre smelter sammen i arbejde med ungdommen i området, hvor Vejle Kammeraterne hører hjemme. Løbe, løbe, løbe. Spille, spille, spille, lød det i varierende stemmeføring under kampen. Kampen ender med 6-5 til Kammeraterne. Frits er tilfreds, sådan da. Mens vi går fra banen, samler vi lige dem fra holdet der ikke er smuttet til omklædning til foto. Der var fem forskellige nationaliteter på holdet. Ud over tre danskere var det en thailænder, fire irakere, en tamil, en palæstinenser, i alt ti spillere til syvmandsholdet. - Ud over de sprog og nationaliteter har vi bosnier, kurdere, kosovoalbanere og somaliere m.m. i Vejle Kammeraterne. Omkring 25-30 % i klubbens ungdomsafdeling er indvandrere. Så det er jo tydeligt, at vi skal arbejde med de unge på en helt anden måde, bl.a. fordi vi har svært ved at få forældrene til at gå med i arbejdet. Men vi arbejder med det hver eneste dag, forklarer Frits Lebahn. Madkassen åbnes kl. 20.00 Klokken er vel omkring kl. 20.00. Frits og jeg sætter os på bænken i det fri. Terrassen er ny. Under neden ligger nye omklædningsrum, som Vejle Kammeraterne selv har betalt 800.000 kroner til. - Kommunen har givet 1/3. De skulle efter min mening have givet 2/3. Så bliver de lidt sure på mig, siger den tidligere næstformand Ib Elving, der er kommet forbi på anlægget og har styret det seneste byggeri på plads. Frits har taget madpakken op af rygsækken. Han går i gang med seks halve rugbrød, mens vi snakker videre, om hovedformandens planer, der trykt i april-udgaven af klubbladet.. Mere om fodboldfilosofi, klubvisioner og projekter er beskrevet i sideløbende artikler, mens kuglepennen prøver at følge med på, hvad Frits Lebahn fortæller mellem en bid af de halve. Cykling og gang giver motion Vi når lige at vende den travle arbejdsdag hos en projektleder, en frivillig fodboldleder og begrebet stress. - Jeg sover godt om natten, og blodtrykket er i orden. Jeg cykler 10-15 km mellem Finlandsvænget, Løget By og Søndre Stadion hver dag. I en længere periode målte jer hertil min gangdistancer med en skridttæller. Gennemsnitligt blev det oven i cyklingen til godt 12.000 skridt pr. dag, så jeg er ikke så bange for helbredet. Hvis jeg er lidt træt en dag, så bliver jeg bare hjemme. Det er en naturlig måde at regulere min fri- og arbejdstid på. Det, at jeg har den fulde frihed til selv at planlægge min arbejds- og fritid, opvejer det meste, siger Frits Lebahn, da vi skilles. Han pakker cyklen med tilbehør på vej hjem. Hjemme venter hans hustru, der er fysioterapeut og den yngste søn. Malte, den ældste er på vej til sin egen fodboldtræning i Vejle Boldklub, mens datteren er på efterskole. For at berolige mig i forhold til, at der ikke skulle være plads til andet end fodbold og arbejde, fortæller Frits, at han læser 40-45 bøger om året, er medlem af skolebestyrelsen ( de har nu ikke set meget til mig de seneste måneder ), regelmæssigt går i teater eller biograf med sin hustru, har tid til at mødes med vennekredsen m.m. - Den her dag var nu også noget af en særlig dag. Det går heldigvis ikke så stærkt hver dag, lyder det fra Frits, mens mandagen går på hæld. Efterskrift: Frits ringende senere og fortalte at hans medarbejders ophold på politistationen viste sig at bunde i en ren misforståelse. Hun var gået ud af en butik, samtidig med et par unge hun ikke kendte. De havde taget noget tøj med ud og dermed udløste alarmen. Frits bemærkede videre, at kriminaliteten i de to områder faktisk er bemærkelsesværdig lav. Det er mere de etniske, sproglige og sociale problemer, der fylder. 35