Kom til formandsmøde på Fyn! Den 5. september inviteres alle formænd for Hjerteforeningens lokalkomiteer og klubber til et vigtigt møde i Strib ved Middelfart Mødet blev annonceret allerede på Landsseminaret i Nyborg, og det er tanken, at mødet især skal bruges til at orientere om oplægget til Hjerteforeningens nye 2020-strategi. På mødet bliver der god lejlighed til at stille spørgsmål og drøfte strategien. Formandsmødet kommer også til at handle om landsindsamlingen en begivenhed som Hjerteforeningen arrangerer for første gang den 24. april 2016. Der udsendes snarest en særskilt invitation til alle formænd om mødet i september. Godtgørelse af omkostninger Der er kommet nye retningslinjer for godtgørelse af omkostninger til lokalkomiteer og klubber. Læs dem her Hjerteforeningens Hovedbestyrelse har på bestyrelsesmødet den 18. juni vedtaget nye retningslinjer for godtgørelse af omkostninger til lokalkomiteer og klubber. Retningslinjerne er trådt i kraft, og evt. spørgsmål rettes til den respektive frivilligkonsulent eller administrationen på Hauser Plads. Se retningslinjerne her Hjerteforeningen uddeler 24 mio. kroner til forskning Læs her nyhed om Hjerteforeningens forskningsuddeling
Skrevet torsdag d. 25. juni 2015 I år uddeler Hjerteforeningen 24.085.400 kroner til forskning, der skal forbedre tidlig opsporing, forebyggelse, diagnostik og behandling af hjerte-kar-sygdom. I alt modtager 65 forskningsprojekter støtte i år. Læs mere om den store uddeling Her kan du se en oversigt over de projekter, som Hjerteforeningen støtter BILAG: Godtgørelse af omkostninger til lokalkomiteer og klubber Telefongodtgørelse og net-opkobling Telefongodtgørelse og tilskud til net-opkobling kan maksimalt udgøre 800 kr. pr. bestyrelse. Godtgørelsen er skattefri for modtager. Godtgørelsen kræver ikke dokumentation i form af bilag fra udbyder, men kun et internt notat med underskrifter fra modtagerne i bestyrelsen. Beløbet kan deles mellem flere personer. Kontorhold Kontorartikler, som fx toner til printere mm refunderes efter regning. Der skal altid foreligge kvittering for omkostningerne, for at de kan refunderes. Vær opmærksom på, at der kan bestilles Hjerteforeningsbrevpapir og kuverter. Proceduren for dette kan oplyses af den administrative koordinator i frivilligafdelingen. IT-udstyr Hjerteforeningen dækker ikke udgifter til indkøb af computere, printere, telefon mm. Dog er der eksempel på, at en lokalbestyrelse har fået dækket udgiften til indkøb af en projektor ved en lokal sponsor. Udstyret tilhører Hjerteforeningen og skal videregives ved en eventuel udskiftning i bestyrelsen. Diæter Hjerteforeningen udbetaler ikke diæter. Al forplejning og andre mødeudgifter refunderes efter regning. Der skal altid foreligge kvittering for omkostningerne, for at de kan refunderes. Kørselsgodtgørelse Der kan udbetales kørselsgodtgørelse for kørsel foretaget på vegne af Hjerteforeningen. I 2015 er taksten: 3,70 kr. pr. km. Taksten revideres årligt af SKAT. Hjerteforeningens rejseafregningsskabelon skal altid anvendes som dokumentation for kørslen. Den findes på frivillignet på Hjerteforeningens hjemmeside. Det er meget vigtigt, at det tydeligt bliver anført, hvor der er kørt fra og til med angivelse af fuldstændige adresser, idet det er SKAT s betingelse for, at godtgørelsen kan udbetales skattefrit. Derudover skal formålet med kørslen også altid anføres. Da Hjerteforeningen arbejder for indsamlede midler opfordres der til samkørsel eller brug af offentlig transport, hvor det er muligt. Honorar til foredragsholdere, musikere ved julearrangementer, psykologer osv. Det skal indhentes dokumentation om den person/virksomhed, der får udbetalt (fx foredragsholderen), enten i form af: 1. En faktura med angivelse af virksomhedens CVR nummer, eller
2. Fulde navn og CPR nr. på honorarmodtageren, når denne ikke har en CVR registreret virksomhed Hjerteforeningen har ifølge SKAT pligt til at indberette al B-indkomst, hvis honorarmodtageren ikke er en del af en CVR-registreret virksomhed. Sker dette ikke, vil det blive anset for sort arbejde. Vær opmærksom på, at udlevering af gavekort er sidestillet med kontant betaling og således også er skattepligtigt og indberetningspligtigt for Hjerteforeningen. Såfremt en foredragsholder (eller anden person) i stedet for en kontant betaling modtager en gave (bog, vin o. lign.) som tak for indsatsen, så er det modtagers eget ansvar at medtage den subjektive værdi af gaven på selvangivelsen. Bestyrelsen skal i denne forbindelse ikke indhente modtagerens fulde navn og CPR-nummer.
Sommerafslutning og julefrokost Hver bestyrelse kan afholde et sommerarrangement og en julefrokost for bestyrelsens frivillige. Budget pr. person pr. arrangement er 200 kr. Behørig dokumentation med angivelse af antal personer skal angives på kvittering. Komiteen kan vælge kun at afholde ét arrangement, og derved er der 400 kr. pr. person til arrangementet. Vin i Hjerteforeningen Med baggrund i Hjerteforeningens fokus på sund forplejning og korrekt brug af foreningens midler bør foreningens udgifter til alkohol være begrænset. I forbindelse med et sommerarrangement, en julefrokost eller andre særlige lejligheder kan der nydes et par glas vin, men vin/øl/spiritus til møderne i det daglige kan ikke dækkes af Hjerteforeningen. Mødeudgifter ved bestyrelsesmøder Alle omkostninger i forbindelse med bestyrelsesmøder refunderes efter regning eller ved en tildeling på 100 kroner til værten for mødet. I sidstnævnte tilfælde underskrives et bilag som kassereren har med til mødet. Der opfordres generelt til, at der serveres forplejning efter Hjerteforeningens vejledninger. Gaver Ligesom der er fornuftige regler for de ansatte på dette område, er det valgt at beskrive mulighederne for de frivillige bestyrelsesmedlemmers gavevalg på tre områder: - Afgået bestyrelsesmedlem Her kan gives en gave/blomst til 300 kr. - Dødsfald Her sendes en bårebuket til 300 kr. - Runde fødselsdage m.m. Blomster, købmandskurv eller anden gave til 300 kr. Generelt Det er bestyrelsens ansvar, at aktiviteter gennemføres i overensstemmelse med ovennævnte retningslinjer og Hjerteforeningens formål i øvrigt. 18. juni 2015 Drift og support af jeres hjemmeside Online Manager Pernille Appelquist har desværre valgt at søge nye udfordringer og stopper i Hjerteforeningen per 1. august 2015 I ferieperioden og efter den 1. august beder vi jer derfor indtil videre rette henvendelse til den lokale frivilligkonsulent vedr. drift og support af jeres hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at frivilligkonsulenterne også holder ferie, og der kan derfor være længere svartider i ferieperioden. Ved akutte problemer, kontakt da Hauser Plads. Vi har været meget glade for Pernilles indsats og ønsker hende held og lykke fremover.