NOTAT Tilskud og projekter J.nr. NST-4200-00039 Ref. AMM Den 10. april 2015 Notat om bemærkninger til udkast til bekendtgørelse om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder Indledende bemærkninger I forbindelse med aftale om tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften mv. og lempelse af PSO (14. juli 2014) har regeringen aftalt med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at iværksætte en tilskudsordning til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. For perioden 2014 2017 er der på finansloven afsat i alt 165 mio. kr., med en forventet medfinansiering fra Landdistriktsprogrammet på ca. 100 mio. kr. I den nævnte periode forventes projekter at føre til ca. 2.500 ha ny og forbedret natur og ved periodens udløb at give en samlet reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser på ca. 33.000 ton CO 2 ækvivalenter årligt. Bekendtgørelsen om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder udgør sammen med NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder det juridisk/administrative fundament for tilskudsordningen. Administrationen sker i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen. Naturprojekterne skal som udgangspunkt gennemføres ved frivillige aftaler med berørte lodsejere. Lodsejerne kan vælge at stille arealer til rådighed for projektet mod at blive kompenseret med et 20-årigt fastholdelsestilskud, eller at sælge projektarealer til staten (NaturErhvervstyrelsen) og erhverve arealer uden for projektområdet gennem en jordfordeling. Finansieringen heraf er omfattet af bevillingen til tilskudsordningen. Der er også under visse betingelser mulighed for forkøbsret. Tilskudsordningen erstatter ikke den myndighedsbehandling, som gennemførelsen af et konkret projekt forudsætter. Ved den konkrete gennemførelse af et projekt skal al relevant lovgivning overholdes og alle nødvendige myndighedstilladelser indhentes. Et tilsagn om tilskud er ikke en tilladelse til at gennemføre et projekt, men en reservation af økonomiske midler, der udbetales, hvis projektet rent faktisk gennemføres. Kriterierne i kriteriebekendtgørelsen normerer således alene tilskudsgivningen, ikke gennemførelsen af projekterne.
Høring Udkast til bekendtgørelse om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder har været i offentlig høring i perioden 30. januar 2015 til 20. februar 2015. Der er modtaget høringssvar fra Erhvervsstyrelsen, Energistyrelsen, 3F, Landbrug & Fødevarer, Bæredygtigt Landbrug, KL og Danmarks Naturfredningsforening. Erhvervsstyrelsen havde ingen bemærkninger til bekendtgørelsesudkastet. På baggrund af høringssvaret fra KL blev det besluttet, at også kommunerne skulle have mulighed for at søge om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. Et ændret bekendtgørelsesudkast blev herefter sendt i fornyet høring i perioden 23. marts 2015 til 8. april 2015. Der er modtaget høringssvar fra Energistyrelsen, KL og Bæredygtigt Landbrug, Erhvervsstyrelsen, Kulturministeriet og Landbrug & Fødevarer. Kulturministeriet, Erhvervsstyrelsen og Landbrug & Fødevarer havde ingen bemærkninger til bekendtgørelsesudkastet i den fornyede høring. I det følgende gennemgås de indkomne bemærkninger fra begge høringer. Det drejer sig om bemærkninger fra Energistyrelsen, 3F, KL, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer samt Bæredygtigt Landbrug i forbindelse med den første høring og yderligere bemærkninger fra Bæredygtigt Landbrug, Energistyrelsen og KL i forbindelse med den anden høring. Energistyrelsen 1. høringssvar Energistyrelsen gør opmærksom på, at de 33.000 t CO 2 ækvivalenter er beregnet ud fra en emissionsreduktionsfaktor på ca. 13 ton CO 2 ækvivalent/ha, og at der siden maj 2014 har foreligget oplysninger om, at man kan opnå ca. 41 ton CO 2 ækvivalent/ha og 27 ton CO 2 ækvivalent/ha fra henholdsvis omdriftsarealer og permanente græsarealer. Endvidere mener Energistyrelsen, at begrebet omkostningseffektivitet bør præciseres og udgå af bilaget, at beregningen af omkostningseffektiviteten bør medtage alle statens udgifter, at vægtningen af prioriteringskriterierne i 5 bør angives i bekendtgørelsen og at den tilladte andel af ikke organogene jorder bør reduceres fra 25 % til 10-15 %. Naturstyrelsen bemærkninger Energistyrelsens oplysninger om emissionsreduktionsfaktorer på hhv. 41 og 27 ton CO 2 ækvivalent/ha var kendte og indgik i aftalegrundlaget, da Energistyrelsen og Naturstyrelsen i efteråret 2014 aftalte, at Naturstyrelsen skulle iværksætte etableringen af en ordning til udtagning af lavbundsarealer. Der er store forskelle i de potentielle emissioner af drivhusgasser fra mulige projektarealer. Således kan der i de gunstigste situationer fra landbrugsjorder med mindst 12 % organisk kulstof i hhv. omdrift og permanente græsarealer opnås reduktioner på de nævnte op til hhv. 41 og 27 ton CO 2-ækvivalent pr. ha årligt. Imidlertid vil man i forbindelse med den praktiske projektafgrænsning i marken kun i helt særlige tilfælde kunne kalkulere med de maksimale reduktioner i emissionerne, blandt andet på grund af nabohensyn og fordi der ved disse projekter ikke kan forventes en grundvandsstand på 0-25 cm under terræn i hele projektområdet, hvilket er forudsætningen for de høje emissionsreduktioner. Det skal således nævnes, at der fra omdriftsarealer og permanente græsarealer med en grundvandstand hævet til 25-50 cm under terræn alene kan forventes reduktioner i emissionen på hhv. 32 og 18,6 ton CO 2 ækvivalent/ha. Det skal endvidere nævnes, at den praktiske projektafgrænsning i reglen vil medføre en kombination af arealer. Ud over arealer i omdrift og permanente græsarealer vil projektarealerne således ofte også omfatte 2
vedvarende græsarealer, markveje, hegn m.m. med og uden et højt indhold af kulstof i jorden. På denne baggrund forekommer en gennemsnitlig emissionsfaktor på ca. 13 t/ha efter Naturstyrelsens vurdering hensigtsmæssig. Opnås en højere drivhusgasemissionseffekt end 13 ton CO2 ækvivalent/ha som følge af en gunstig arealsammensætning, vil denne fremgå af de nationale emissionsopgørelser. NST er enig i, at begrebet omkostningseffektivitet bør præciseres i bekendtgørelsen og har derfor i bekendtgørelsesudkastets 4, stk. 1, nr. 3, 5, stk. 1, 5, stk. 2, nr. 1 og i bilaget præciseret, at omkostningseffektivitet skal ses i forhold til reduktion af CO 2 ækvivalent (kr./ton CO 2 ækvivalent). Styrelsen bemærker i den forbindelse, at bilaget tjener til synliggørelse af grundlaget for vurderingen af omkostningseffektiviteten og til understøttelse af en ensartet behandling af ansøgningerne. Denne synlighed er vigtig af hensyn til LDP-medfinansieringen. Beregningen af omkostningseffektiviteten sker inden for de 165 mio. kr., der er den økonomiske ramme i regeringsaftalen. De 165 mio. kr. skal gives som projekttilskud, dvs. til tilskudsberettigede udgifter. Reglerne om, hvilke udgifter, der er tilskudsberettigede fremgår af NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. Det betyder, at ikke alle statens omkostninger indgår, eksempelvis kan omkostningerne til forberedelse af projekter ikke tilskudsfinansieres, idet udgifter, der er afholdt forud for tilsagnsgivningen, ikke er tilskudsberettigede. Projektejerens lønudgifter i forbindelse med forundersøgelser og med den konkrete gennemførelse af et projekt i forlængelse af et tilsagn er tilskudsberettigede og tæller med i omkostningseffektiviteten. Det vil i øvrigt ikke påvirke/ændre prioriteringen af projekterne, hvis samtlige administrative omkostninger indgik i beregningerne. Forvaltningen af kriteriet om omkostningseffektivitet svarer helt til forvaltningen af det tilsvarende kriterie i tilskudsordningerne til vådområder og vandløbsrestaurering. Der beregnes omkostningseffektivitet for forundersøgelser og for gennemførelser af projekter. Udgiften til forundersøgelsen indgår i beregningen af omkostningseffektiviteten for gennemførelsen. Beregningen af omkostningseffektiviteten vil blive beskrevet i vejledningen til tilskudsordningen. Naturstyrelsen er enig i, at vægtningen af prioriteringskriterierne bør fremgå af bekendtgørelsen og har derfor tilføjet en bestemmelse herom i 5, stk. 3. Bestemmelsen, der angiver den tilladte andel af jorder med mindre end 12 % organisk kulstof i projekterne (25 %) bygger på Naturstyrelsens mangeårige praktiske erfaring med naturprojekter. Der skal være plads til arrondering af projektarealet det er ofte afgørende for lodsejerens frivillige deltagelse i projektet - og til at tage hensyn til eksempelvis dyrkningssikkerhed på naboarealer. En nedsættelse af den tilladte andel af jorder med mindre end 12 % organisk kulstof vil efter styrelsens vurdering betyde, at projektmuligheder indskrænkes i ikke ubetydeligt omfang, og at gode og omkostningseffektive projekter med stor reduktion af CO 2 samt øvrige synergieffekter ikke vil kunne gennemføres. Det vil således være kritisk i forhold til at nå den forudsatte effekt på ca. 33.000 ton CO 2 ækvivalenter. 25 % jorder med mindre end 12 % organisk kulstof er ikke udtryk for en stor margin og Naturstyrelsen fastholder derfor, at op til 25 % af projektarealet kan bestå af sådanne jorder. 3
2. høringssvar Energistyrelsens tager Naturstyrelsens argumentation i forhold til den tilladte andel af ikke-organogene jorder i projekterne til efterretning og har noteret, at bekendtgørelsens 5 er suppleret med en bestemmelse, der vægter prioriteringskriterierne. Energistyrelsen peger på, at effektvurderingen løbende bør opdateres, efterhånden som der opnås bedre viden. Naturstyrelsen er enig og vil følge udviklingen og justere efter behov, når der foreligger et erfaringsgrundlag fra konkrete projekter. 3F 3F ønsker at projektets bidrag til øget beskæftigelse indsættes som nyt prioriteringskriterie i bekendtgørelsens 5. Naturstyrelsens bemærkninger Der er ikke hjemmel i naturbeskyttelsesloven til at fastsætte kriterier om beskæftigelseshensyn. Hertil kommer, at der kun i begrænset omfang er knyttet anlægsarbejde til gennemførelse af projekterne. KL 1. høringssvar KL udtrykker forundring over, at Naturstyrelsen har en dobbeltrolle i forvaltningen af tilskudsordningen, at styrelsen i forhold til projekter i Natura 2000-områder har projektopgaven inden for det kommunale myndighedsområde, at kommunerne med succes har løftet store og komplekse lysåbne Natura 2000-projekter i Natura 2000-periode 2013-2015 og at Naturstyrelsen til lavbundsindsatsen får mulighed for at anvende virkemidlet jordfordeling, når kommunerne ikke får adgang til dette virkemiddel i forhold til Natura 2000-indsatsen på private arealer. KL foreslår, at kommunerne bliver projektansvarlige for lavbundsprojekterne. Naturstyrelsens bemærkninger Det er korrekt, at Naturstyrelsen har flere roller i tilskudsordningen vedr. naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. Derfor er arbejdet tilrettelagt med en skarp funktionsopdeling, således at de decentrale naturforvaltningsenheder har den udførende opgave og er ansvarlige for at identificere og tilrettelægge den konkrete projektindsats og søge om tilskud til konkrete projekter i NaturErhvervstyrelsen, og den centrale enhed i København er ansvarlig for bevillingen og for den faglige vurdering, prioritering og indstilling af projekter til tilsagn (eller afslag). Denne funktionsopdeling er også en forudsætning for, at der kan opnås LDP-medfinansiering. Funktionsopdelingen er også praktiseret og har fungeret godt i forbindelse med den statslige vådområdeindsats i 2012-2013. Det bemærkes, at kommunerne også har flere roller i de sammenhænge, hvor kommunerne er projektansvarlige (kvælstof- og fosforvådområder, vandløbsrestaurering). Her varetager kommunerne udover projektansvaret også myndighedsansvaret i forhold til eksempelvis naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven. KL forventer, at naturprojekter, herunder lavbundsprojekter, i og med tilknytning til Natura 2000-områder på private arealer projektvaretages af kommunerne. KL begrunder sin forventning med, at kommunerne har eneansvaret for implementeringen af Natura 2000-planerne på de private arealer. Det er korrekt, at miljømålsloven og naturbeskyttelsesloven forpligter kommunerne til at 4
udmønte Natura 2000-planerne i konkrete handleplaner og at iværksætte de foranstaltninger, som fremgår af handleplanen til gennemførelse af Natura 2000- planen. Det er også korrekt, at den overordnede ansvarsfordeling mellem stat og kommuner i miljømålsloven er beskrevet således, at kommunerne skal udarbejde grundlaget for gennemførelsen af de statslige planer og varetager de direkte borgerrettede myndighedsopgaver. Det kan imidlertid ikke udledes af miljømålsloven, at kommunalbestyrelserne skulle have eneansvaret for implementeringen af Natura 2000-planerne på private arealet, således at det vil være i strid med miljømålsloven at henlægge projektvaretagelsen til staten. Miljømålsloven vedrører alene planlægningen og udstikker ikke retningslinjer for gennemførelsen af den konkrete arealindsats. Natura 2000-planlægningen ændrer ikke ved kompetencefordelingen mellem myndighederne i øvrigt og i henhold til naturbeskyttelseslovens 55 kan både kommuner og stat gennemføre naturforvaltningsprojekter. Desuden kan de tilskudsordninger, der er stillet til rådighed til gennemførelse af Natura 2000-planerne, anvendes af kommuner, lodsejere, rådgivere eller stat, og er ikke eksklusivt rettet mod kommunerne. Der er således taget aktivt stilling til, at flere parter kan gennemføre en indsats i Natura 2000-områder. Det er heller ikke i modstrid med Natura 2000-planlægningen at gennemføre projekter, som går videre end den konkrete Natura 2000-plan, hvis projekterne ikke er i modstrid med direktivforpligtelsen og Natura 2000-planens langsigtede målsætning. KL er forundret over, at virkemidlet jordfordeling stilles til rådighed i lavbundsindsatsen, når kommunerne længe har efterlyst dette virkemiddel i Natura 2000-indsatsen. Naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder minder meget om de vådområdeprojekter, som kommunerne hovedsageligt gennemfører, og har derfor fået de samme virkemidler, herunder muligheden for jordfordeling på samme vilkår som kommunerne har i vådområdeindsatsen. KL kommenterer også, at staten igangsætter en projektindsats, mens der foregår høring over statslige Natura 2000-planer. Styrelsen bemærker hertil, at planlægningsprocesser ikke sætter al konkret naturforvaltning i stå. Det er på baggrund af høringen besluttet, at kommunerne også skal have mulighed for at søge om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. Kommunerne kan derfor udføre lavbundsprojekter efter samme retningslinjer som gælder for staten, jf. de fastsatte kriterier for lavbundsprojekter i kriteriebekendtgørelsen. Kommunerne varetager allerede ligesom staten projektopgaver vedr. vådområdeprojekter, som har mange lighedspunkter med lavbundsprojekterne. Det er dog fortsat staten (Naturstyrelsen), der har ansvaret for at sikre målopfyldelsen. Derfor er lavbundsordningen ikke en ny opgave for kommunerne. 2. høringssvar KL fastholder de principielle synspunkter fra 1. høringssvar at projektopgaven bør være kommunal - men hilser det velkomment, at kommunerne får mulighed for at søge om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder. KL peger på, at der er tale om en ny ordning, hvorfor det kan blive nødvendigt at revidere nogle af kriterierne. Naturstyrelsen er enig i, at der kan blive behov for at ændre kriterierne. Styrelsen vil følge udviklingen og justere efter behov, når der foreligger et erfaringsgrundlag fra konkrete projekter. 5
Danmarks Naturfredningsforening DN er overordnet tilhænger af udtagning af lavbundjorder. DN finder, at formålet med ordningen udover at mindske drivhusgasudledningen bør være tydeligere. DN peger på risikoen for fosforudfældning og foreslår, at overveje om det er relevant at indføre høst af biomasse for at imødegå fosforudledningen. DN ønsker videre, at ordningen også skal omfatte skovbrug og mener at 12 %-kriteriet i 4, stk. 1, nr. 1 er betænkeligt og begrænsende. Herudover har DN en række tekstnære bemærkninger, som gennemgås i vedlagte bilag. Naturstyrelsens bemærkninger Formålet er som det fremgår af bekendtgørelsen flersidigt. Udgangspunktet er naturprojekter på landbrugsjorder og kravet til lokaliseringen af projekterne sikrer reduktionen af CO 2. Hvad der lægges vægt på eller opnås, afhænger af de konkrete projekter. Den brede formålsbeskrivelse giver en god og nødvendig ramme for fleksibilitet i forhold til at vælge de projektmuligheder, der varetager de relevante hensyn og kan gennemføres. NST er opmærksom på risikoen for fosforudledning en problemstilling, der også gør sig gældende i den igangværende vådområdeindsats. NST har i den forbindelse bedt DCE (Aarhus Universitet) udarbejde en faglig udredning om høst af biomasse. På baggrund heraf vil styrelsen i løbet af 2015 vurdere, om høst af biomasse fremadrettet kan blive et virkemiddel. Tilskudsordningen til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder skal bidrage til en reduktion af landbrugets udledning af CO 2. Derfor er skovbrug ikke inkluderet i tilskudsordningen. Udgangspunktet for lavbundsordningen beror på de fælles standarder, der følger af FN s arbejde med globalt at reducere emissionen af drivhusgasser fra blandt andet landbrugsjorder og ordningen er baseret på en teknisk vejledning, udarbejdet af DCE (Aarhus Universitet). Udgangspunktet her er, at projekterne skal søges lokaliseret på landbrugsjorder med mindst 12 % organisk kulstof. Det skal nævnes, at arealer med mellem 6 og 12 % organisk kulstof også vil tælle med i opgørelserne af emissionsreduktionen fra lavbundsprojekter. Landbrug & Fødevarer L&F mener, at indsatsen for natur, miljø og klima som udgangspunkt ikke skal omfatte udtagning af landbrugsarealer i omdrift og peger på, at der i mange tilfælde vil kunne opnås de samme eller større effekter ved gennemførelse af projekter på arealer uden for omdrift. Det er afgørende, at det sikres, at der opnås størst mulig effekt ved at udnytte mulige synergier mellem natur-, miljø- og klimaformål og at ordningen målrettes til de arealer, der vil give den størst mulige effekt. L&F finder, at det er en forudsætning, at projekterne gennemføres på helt frivillig basis og at lodsejere, der indgår i et projekt modtager en betaling, der fuldt ud kompenserer for de tab, de måtte opleve i forbindelse med projektet. I den forbindelse vil det være attraktivt for mange lodsejere, hvis der bliver mulighed for engangserstatning. L&F ønsker klare retningslinjer for, hvordan lodsejere kompenseres, hvis de oplever konsekvenser/tab, efter at et projekt er gennemført og beder om en klar præcisering af vejledingen til ordningen eller i lovgivningen i øvrigt, af hvem der har ansvaret for vandstanden i området. Endelig vurderer L&F, at det er afgørende, at der efter gennemførelse af projekterne er mulighed for at modtage plejetilskud. L&F har herudover en række bemærkninger til enkelte bestemmelser, som gennemgås i det vedlagte bilag. 6
Naturstyrelsens bemærkninger Naturstyrelsen er enig i, at der skal opnås størst mulig effekt ved udnyttelse af synergier mellem natur-, miljø- og klimaformål. Bekendtgørelsen understøtter, at dette sker i videst muligt omfang. Naturstyrelsen bemærker videre, at den største effekt i forhold til en reduktion af CO 2 opnås ved udtagning af arealer i omdrift. I den forbindelse understreges, at naturprojekterne som udgangspunkt skal gennemføres ved frivillige aftaler med berørte lodsejere. Projekter vedr. udtagning af kulstofrige lavbundsarealer kører efter samme model som vådområdeindsatsen og erfaringen herfra viser, at stort set alle projekter kan gennemføres helt frivilligt. Kun i ganske få projekter har dette ikke været tilfældet. Lodsejerne kan vælge at stille arealer til rådighed for projektet mod at blive kompenseret med et 20-årigt fastholdelsestilskud, eller at sælge projektarealer til staten (NaturErhvervstyrelsen) og erhverve arealer uden for projektområdet gennem en jordfordeling. Engangserstatning er ikke en mulighed under Landdistriktsprogrammet. Med hensyn til evt. konsekvenser/tab efter at projektet er gennemført bemærkes, at et tilsagn om tilskud alene er en reservation af midler og ikke en tilladelse til at gennemføre et projekt. Konsekvenserne af et projekt for naboarealer og evt. afværgeforanstaltninger til imødegåelse af konsekvenser indgår som en vigtig del af forundersøgelsen. Det indebærer bl.a., at evt. konsekvenser i forhold til naboarealer indgår i projektudarbejdelsen. En vurdering af de konkrete konsekvenser af et projekt indgår også i myndighedsbehandlingen. Et evt. tab, der måtte opstå efter projektets gennemførelse, behandles efter den almindelige erstatningsret. Med hensyn til tilskud til pleje er der i forbindelse med fastsættelse af kriterier for prioritering af tilskud til pleje af græs- og naturarealer ikke givet særlig prioritet til lavbundsprojekter. Tilskud til pleje af arealerne vil kunne gives til arealer, der i øvrigt opfylder kriterierne for prioritering, jf. bekendtgørelse nr. 67 af 28. januar 2015 om tilskud til pleje af græs- og naturarealer. Bæredygtigt Landbrug 1. høringssvar Bæredygtigt Landbrug (BL) ønsker ikke, at bekendtgørelsen udstedes. BL stiller spørgsmålstegn ved økonomien i tilskudsordningen og har en række faglige bemærkninger vedr. bl.a. effekten, fosforproblematikken, indvirkninger på omkringliggende landbrugsbedrifter, konsekvenser ved ophør af tilskudsordningen og projekternes forbedring af vandmiljøet. BL har herudover en række tekstnære bemærkninger og spørgsmål, som gennemgås i vedlagte bilag. Naturstyrelsens bemærkninger BL kommenterer indledningsvis på økonomien i tilskudsordningen. Den samlede bevilling er på 165 mio. kr. og ikke - som angivet af BL på 265 mio. kr. Medfinansieringen på 100 mio. kr. fra Landdistriktsprogrammet indgår i de 165 mio. kr. og betyder, at den nationale finansiering at tilskudsordningen udgør 65 mio. kr. Det betyder, at omkostningen pr. ton CO 2 ækvivalent (i gennemsnit) ikke er 8000 kr., men 5000 kr. Herudover er der natur- og vandmiljøeffekten. Om de økonomiske virkemidler i tilskudsordningen, herunder kompensation til lodsejeren, henvises til det indledende afsnit. BL betvivler, at der kan opnås den forventede effekt og finder, at landmænd selv kan finde ud af at dyrke jorden uden tab af kulstof. Naturstyrelsen bemærker, at effekten er opgjort efter anerkendte internationale opgørelsesmetoder, som anvendes i forbindelse med forskning og udvikling og den løbende afrapportering 7
af drivhusgasemissionen til FN-systemet. Det bemærkes videre, at ordningen som udgangspunkt er frivillig for lodsejerne. BL spørger om prisen pr. ton CO 2 er høj eller lav og om der er billigere måder at reducere CO 2 på. Naturstyrelsen bemærker, at i valget af virkemidlet er der bl.a. lagt klimaplanens beregninger til grund, og virkemidlet er valgt ud fra en helhedsbetragtning, herunder en omkostningseffektiv klima-, natur- og miljøindsats. BL spørger, hvor stort et areal, man forventer, vil blive omfattet af ordningen. Naturstyrelsen bemærker, at det er vurderingen, at der til og med 2017 vil blive gennemført lavbundsprojekter på ca. 2.500 ha og at man dermed vil nå målsætningen om en drivhusgasreduktion på ca. 33.000 tons CO 2-ækvivalenter pr. år. BL spørger til miljøkonsekvenserne, når ordningen ophører. Naturstyrelsen bemærker, at der ved gennemførelse af projekterne sker en tinglysning af den fremtidige tilstand af projektarealerne som lavbundsprojekter. Det betyder, at effekten af projekterne, herunder den reducerede udledning af drivhusgasser og næringsstoffer opretholdes permanent. BL spørger, hvad der er det politiske grundlag for at formålet også er at forbedre vandmiljøet. Naturstyrelsen bemærker, at forbedring af vandmiljøet kan være en synergieffekt og hvis det er tilfældet vil en kvælstofreduktion kunne bidrage til implementering af vandrammedirektivet. Det er ikke et krav eller en betingelse, at alle projekter bidrager til forbedring af vandmiljøet, men hvis en sådan synergieffekt er til stede, vil det have betydning i forhold til prioriteringen af projekterne. Det har indgået i regeringens aftale om tilbagerulning af forsyningssikkerhedsafgiften mv. og lempelser af PSO, at tilskudsordningen til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder også skulle kunne bidrage til forbedring af vandmiljøet. BL spørger, om bekendtgørelsen er en plan og bør underlægges de regler, der gælder for planer på miljøområdet. Naturstyrelsen bemærker, at bekendtgørelsen ikke er en plan. Bekendtgørelsen indeholder faglige og økonomiske rammer for en tilskudsordning, der bygger på frivillighed. 2. høringssvar BL har i forhold til den fornyede høring fastholdt det første høringssvar og stillet yderligere spørgsmål vedr. frivillighed, omkostningerne pr. ton CO 2, de 2.500 ha og hvor mange penge landmanden får i kompensation. Naturstyrelsens bemærkninger BL har bedt om en uddybning af bemærkningen i forbindelse med 1. høringssvar om, at ordningen som udgangspunkt er frivillig. Naturstyrelsen kan oplyse, at der ikke vil blive igangsat projekter, hvor de berørte lodsejere ikke vil medvirke. Ekspropriation vil alene og helt undtagelsesvist kunne komme på tale, f.eks. hvis en enkelt eller få lodsejere ændrer holdning tæt på projektets afslutning og dermed blokerer for gennemførelsen af et stort sammenhængende projekt. Arealet, der evt. eksproprieres, skal udgøre en mindre del af det samlede projektareal og være helt nødvendigt for gennemførelsen af projektet. I en sådan situation vil der herudover være et hensyn at tage til de lodsejere, der frivilligt deltager i projekter. 8
BL spørger, om prisen pr. ton CO 2 er høj eller lav sammenlignet med andre måder at reducere CO 2 på. Naturstyrelsen har forelagt spørgsmålet for Energistyrelsen, som har oplyst, at den angivne omkostning på 5000 kr./ton CO 2 ækvivalent er baseret på, hvor mange tilskudskroner, der går til et reducere ét ton CO 2 ækvivalenter. Når man vurderer om et virkemiddel er samfundsøkonomisk fordelagtigt tages ikke udgangspunkt i det betalte tilskud til virkemidler, men i CO 2-skyggepriser, som er den samfundsøkonomiske omkostning for et givent virkemiddel ved reduktion af drivhusgasudledningen med ét ton CO 2- ækvivalenter. Samtidig med Regeringens klimaplan udgav en tværministeriel arbejdsgruppe i august 2013 et virkemiddelkatalog, som bl.a. indeholder en oversigt over CO 2-skyggepriser for en række virkemidler inden for bl.a. landbrugsog transportsektoren. I virkemiddelkataloget er en oversigt over, hvad det vil koste at reducere ét ton CO 2 med gængse teknikker, teknologier m.v. Det fremgår også af virkemiddelkataloget, at tiltaget Tilskud til udtagning af organogene jorde til græs med ophør af dræning (side 71), som svarer til den type projekter, bekendtgørelsen er rettet imod, er et af de omkostningseffektive virkemidler og derudover har et pænt reduktionspotentiale. Skyggeprisberegningerne sker med ensartede forudsætninger og det er derfor muligt at sammenligne forskellige virkemidler på baggrund af deres samfundsøkonomiske skyggepriser. Beregningerne gennemføres både med og uden værdisætning af sideeffekter, fx reduktion af ammoniak. Beregningsforudsætningerne fremgår af notatet Beregningsmetode til samfundsøkonomiske omkostninger ved virkemidler i klimaplan, som er tilgængeligt på Energistyrelsens hjemmeside. Der er således tale om en traditionel samfundsøkonomisk beregning med fastlagt forudsætninger frem for egentlige modelanalyser. Regeringen har ikke fastsat en grænse for, hvad det må koste at reducere et ton CO 2 hverken samfundsøkonomisk eller pr. tilskudskrone. Det er dog regeringens målsætning, at klimaindsatsen skal fastlægges på en omkostningseffektiv måde, så den ikke bliver unødvendig dyr for samfundet. BL spørger til begrundelsen for, at tilskuddet til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder vil omfatte 2.500 ha jord. Naturstyrelsen bemærker, at målet med projekterne er en samlet reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser på ca. 33.000 ton CO 2 ækvivalenter årligt. Ud fra en emissionsreduktionsfaktor på ca. 13 ton CO 2 ækvivalent/ha vurderes, at målet kan nås ved at gennemføre lavbundsprojekter på ca. 2.500 ha (dvs. 33.000 divideret med 13). BL spørger, hvor mange af de 165 mio. kr. landmanden får i kompensation og mener, at der reelt er tale om ekspropriation, da der sker en permanent tinglysning af projektarealerne. Naturstyrelsen kan oplyse, at lodsejere i et projektområde har flere valgmuligheder. For det første kan de vælge at stille arealet til rådighed for projektet mod at blive kompenseret med et 20-årigt fastholdelsestilskud for den rådighedsindskrænkning, som en tinglysning af projektarealet indebærer. For det andet kan de vælge at sælge projektarealet til staten (NaturErhvervstyrelsen) mod at erhverve arealer uden for projektområdet gennem en jordfordeling. Der forventes ikke at være store anlægsudgifter i lavbundsprojekterne, hvorfor en betydelig del af den samlede bevilling vil blive anvendt til fastholdelsestilskud og 9
til erhvervelse af arealer uden for projektområdet med henblik på jordfordeling, dvs. til at kompensere lodsejerne. De projektarealer, staten erhverver, vil blive solgt, når projektet er gennemført. Der er i den forbindelse mulighed for, at den tidligere lodsejer kan få forkøbsret. Naturstyrelsen er ikke enig i, at en tinglysning af den fremtidige tilstand af projektarealer som lavbundsprojekter er en ekspropriation. 10