Tilstandsdifferentieret

Introduktion Af Jørn Toustrup Tilstandsdifferentieret PSYKOTERAPI Vægten ligger på nærværet, medfølelsen og accepten af det givne. Jørn Toustrup introducerer tilstandsdifferentieret psykoterapi og menneskesynet bag. Tilstands differentieret psykoterapi (TdP) er en ny psykoterapeutisk referenceramme, jeg har arbejdet på at udvikle siden midten af 1980 erne. Første gang præsenteret i tidsskriftet Matrix i 1993. I 1996 udkom bogen Strukturel fænomenologi og tilstandsdifferentieret psykoterapi og endelig i 1999 bogen Tilstandsdifferentieret psykoterapi. I 1992 begyndte det første hold på den treårige videreuddannelse i psykoterapi på basis af referencerammen. Referencerammen bygger først og fremmest på den amerikanske psykiater Milton Ericksons karakteristiske menneske- og metodesyn og på det livssyn, vi finder inden for Taoismen og Zen, med vægten på nærværet, medfølelsen og accepten og påskønnelsen af det givne også det, der er smertefuldt. I forlængelse af erfaringerne fra Zen-meditation, og Milton Ericksons betoning af fænomenet trancetilstande har den amerikanske neuropsykolog Jason Browns bøger og artikler om oplevelsens mikrogenese spillet en afgørende rolle for udviklingen af tilstandsbegrebet. Oplevelsens mikrogenese ser Brown både i et fænomenologisk og et neurofysiologisk perspektiv. Med hensyn til smertens, medfølelsens og agtelsens afgørende betydning for forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske, spiller den russiske forfatter Fjodor Dostojevskijs romaner en central rolle som en yderli- gere uddybelse og eksemplificering. Det er en afgørende pointe i Dostojevskijs menneskesyn, at mennesket ikke kan leve sin menneskelighed ud uden værdighed, og at en påtagelse af et ansvar for vore medmennesker og for Livets krav er en forudsætning for denne værdighed. Endelig spiller paradokset en central rolle for forståelsen af de kvalitative ændringer i vore oplevelser. Den paradoksale forståelse er fremtrædende i Taoismens og Zens forståelse af Livet, men også klart til stede hos Dostojevskij. Et afgørende paradoks hos Dostojevskij er, at forudsætningerne for vort engagement i Livet må gives os, inden vi kan tage initiativet og engagere os. Men samtidig kan disse forudsætninger ikke gives os, før vi tager initiativet og engagerer os. Terapeutens interventioner må ideelt set afspejle dette paradoks i overgangen mellem terapeutens afventen og terapeutens initiativ over for klienten. Et andet afgørende paradoks i menneskesynet inden for TdP er, at relationen eller forholdet ses som den mindste enhed. Vi er en del af en helhed på en sådan måde, at vi som del (A) ikke er fraværet af helheden (B), og som helhed (B) ikke fraværet af delen (A). AB men ikke A. BA men ikke B. Et forbindende fælles fundament for Milton Erickson, Taoismen/Zen og Dostojevskij er en fundamental tillid til at Livet er Godt. Man kan der- 22 Nr. 6. 2000 Foto: Billedhuset

Nr. 6. 2000 23

ge dele af klienten en autentisk eksistens. Når der inden for referencerammen tales om at give klienten eksistens, skal det ses i lyset af, at relationen eller forholdet opfattes som den mindste enhed. Det vil sige, at først i det øjeblik, et andet menneske har været vidne til og anerkendt ens oplevelse som værdifuld, har denne oplevelse eller denne opfattelse fået eksistens. At anerkende et andet menneskes oplevelse eller opfattelse som værdifuld forudsætter ikke, at man er fuldstændig enig med den anden. Værdien af den andens oplevelsen er også en afspejling af en fundamental tillid til, at den andens oplevelse, som en for, også i en terapeutisk sammenhæng, trygt acceptere og påskønne det givne som værdifuldt. Når vi opfatter det givne anderledes, er det udtryk for, at vi isolerer noget af det givne fra resten. Udgangspunktet for den terapeutiske kontakt er, at der i ethvert menneskes liv er noget, der stræber mod, at den pågældende kan opleve sig selv og sine handlinger som noget, der er værdifuldt for mindst ét andet menneske. Denne betoning af det værdifulde for det andet menneske indgår i større eller mindre grad i alt, hvad vi oplever som grundlæggende værdifuldt. Ethvert menneske vil forsvare sig over for at blive betvivlet eller hæmmet i denne stræben. Tilstandsdifferentieret psykoterapi Det centrale omdrejningspunkt i det terapeutiske arbejde inden for referencerammen er oplevelseskvaliteten autenticitet. En afgørende kvalitet i autenticitetsoplevelsen er oplevelsen af en dyb, afklaret balance mellem konkurrerende kræfter en balance, der opleves som grundlæggende værdifuld. Det er her en vigtig pointe, at det sted, hvor vi kan møde autenticiteten, altid er givet os på forhånd. Vi må forsøge at finde autenticiteten i vort liv, men vi kan ikke skabe autenticitet, hvor der ingen autenticitet er. Mennesket ses som søgende mod autentisk kontakt og eksistens. Terapeutens opgave ses i denne sammenhæng som dette at give klienten en autentisk kontakt og at give væsentli- 24 Nr. 6. 2000

del af Livet, er værdifuld. En grundlæggende værdsættelse af den andens oplevelse eller reaktion som værdifuld forudsætter altså en accept af det givne. Ethvert forsøg på at forandre klientens oplevelse eller reaktion er en afvisning af det givne og vil dermed blokere for en kontakt med denne oplevelse eller reaktion. Det vil i næste omgang blokere for oplevelsens eller reaktionens eksistens set i et relationelt perspektiv. Derimod vil en accepterende bevidnelse af den andens oplevelse føre til, at den energi, der har været bundet i søgningen mod oplevelsens eksistens, frigøres, og klienten vil typisk opleve en efterfølgende lettelse indimellem nærmest befrielse. Paradokset er, at med accepten af det givne sker der en forandring af, hvad der er givet. Påskønnelse Muligheden for en autentisk værdsættelse af klientens oplevelse er naturligvis begrænset af terapeutens egen autenticitet, men kan række langt, hvis den er baseret på medfølelse og på terapeutens ydmyghed over for sit eget begrænsede perspektiv. Terapeuten kan altså ikke værdsætte andet hos klienten med autenticitet end det, hans egen autenticitet muliggør. Også i denne begrænsning møder klienten dog autenticiteten, bare fra en anden side. Dette møde med autenticiteten fra den anden side kan, for klienten, få afgørende betydning for, hvor autenticiteten fremover dukker op i hans liv. Da det er klientens oplevelse, der skal gives autentisk eksistens, er klientens initiativ og engagement afgørende med henblik på at finde og skabe en dyb, afklaret balance. Derfor spiller det ordløse, afventende samvær en central rolle i terapien. Det betyder ikke, at terapeuten i denne afventen er passiv, men at terapeuten er engageret afventende på en måde, der støtter og fremmer klientens oplevelse af værdighed. Øjenkontakten i en sådan engageret afventen kan være intensiv. Denne paradoksale zone med terapeuten som aktiv og passiv på samme tid i kontakten med klienten opfatter jeg som terapiens kerne. Terapeutens erfaringer fra meditative tilstande er yderst relevante her. Allerede i denne anerkendende afventen ligger der en forventning om, at ikke blot det aktuelle, men også det, klienten er på vej til, er noget, der er påskønnelsesværdigt. Påskønnelsen er ikke udtryk for, at det enkelte menneske ses som perfekt i sig selv. Med relationen eller forholdet som den mindste størrelse vil det Gode altid række ud over det enkelte menneske. Et menneskes værdighed ligger derfor ikke blot i det, han er, men også i det som han er en del af dvs. i dette at være en del af helheden. Et menneskes værdighed er altså baseret på hans anerkendelse af at være indordnet: at være en (helheds-) del. Et menneskes autentiske oplevelse kan ligeledes i en eller anden grad ses som et udtryk for den pågældendes meningsfulde anerkendelse og accept af denne indordning. Ikke en indordning én gang for alle, men altid som Nr. 6. 2000 25

denne indordning kommer meningsfuldt til udtryk i en konkret situation. Kommunikation og kontakt Et andet centralt område er den tilstandsdifferentierede kommunikation og kontakt. Der skelnes her mellem fem forskellige tilstande. Disse fem tilstande har vidt forskellige måder at organisere indtryk på, og de enkelte tilstande fokuserer på vidt forskellige områder af livet. Der skelnes mellem et intellektuelt, abstrakt, mentalt niveau (IV), et intuitivt, konkret, ydre niveau (III), et følelsesmæssigt niveau (II), et absorberet, kropsligt niveau (I) og endelig et mystisk niveau (0). Bevægelsen fra niveau 0 mod niveau IV er karakteriseret ved en stigende grad af differentiering og en stigende grad af eksternalisering i forhold til kroppen. Der er tre afgørende pointer i forbindelse med disse tilstande. Den første er, at de enkelte tilstande er specialister inden for bestemte områder af livet. Den anden pointe er, at de enkelte tilstande ikke kan rumme hinandens oplevelseskvaliteter, selv om et højere niveau, med sine egne oplevelseskvaliteter, kan afspejle et lavere niveau. En given tilstands dominans i en bestemt situation vil derfor nedtone de andre tilstandes bud på en opfattelse af situationen og dermed nedtone betydningen af de pågældende kvaliteter i livet. Den tredje pointe er, at måden, hvorpå vi søger kontakt med et andet menneske, er afgørende for, hvilken del (tilstand) af dette menneske vi faktisk får kontakt med som dominerende tilstand i kontakten. Skiftet mellem de enkelte niveauers dominans i kontakten kan ske i løbet af sekunder. Det er en del af den terapeutiske videreuddannelses formål at skærpe terapeutens evne til at kunne bedømme, hvilket niveau der er dominerende i klientens problematik, samt at øge vedkommendes evne til at kunne etablere kontakt med det relevante niveau hos klienten. Betydningen af det tilstandsspecifikke ses måske tydeligst i de tilfælde, hvor en tilstand, som i første omgang ikke har været inddraget i løsningen af et problem, senere bliver inddraget fordi den første løsning viser sig ikke at være forløsende. I sådanne tilfælde vil inddragelsen af en ikke tidligere inddraget tilstand, ofte på en overbevisende måde, belyse det utilstrækkelige i den første løsning. Denne synliggørelse bevirker efterfølgende, at klienten forstår, hvorfor løsningen af problemet i første omgang ikke blev forløsende. Krav til terapeuten På baggrund af autenticitetens afgørende betydning får spørgsmålet en central placering i terapien. Først og fremmest spørgsmålet: Hvorfor. Med dette spørgsmål eftersøges hele tiden, i en kompleks struktur, det kvalitative engagement: autenticiteten. Det er her afgørende, at klienten forstår, at når terapeuten fx spørger: Hvorfor gør du det?, er det ikke udtryk for en kritik, men derimod en opfordring til klienten om at vurdere, om det er noget han kan stå inde for. Spørgsmålet er, om handlingen er ledsaget af oplevelseskvaliteten autenticitet. I forlængelse af den tilstandsdifferentierede forståelse får spørgsmålets timing og kontekst endvidere afgørende betydning for, hvilket niveau (tilstand) der aktiveres hos klienten. Terapeuten får i dette lys stor indflydelse på, hvilke muligheder der, gennem terapien, dukker op i klientens eftersøgning af autentisk kontakt og eksistens. Endelig er nærværets afgørende betydning for kontakten og udviklingen af eksistens en vigtig udfordring til terapeuten inden for referencerammen, idet lidelsen og smerten ses som det grundlæggende psykologiske problem. Om man har fået diagnosen angst, depression eller skizofreni, kæmper man i alle tilfælde først og fremmest for at mindske lidelsen og smerten uden at miste værdigheden. Udfordringen for terapeuten ligger hovedsagelig i, at terapeuten må kunne være medfølende til stede i kontaktetableringen med den lidende del af klienten. Men også terapeutens ubestikkelighed med hensyn til egen autenticitet er en vigtig udfordring. Kombineret med nødvendigheden af at terapeuten kan være afventende over for klientens initiativ/engagement forstærkes kravet til terapeuten om udholdelse af store mængder menneskelig smerte og frustration. Inden for referencerammen ses terapeutens evne til at være følelsesmæssigt nærværende sammen med klienten i respekt for og tillid til klientens egen afklaringsproces som vigtigere end terapeutens beherskelse af diverse terapeutiske metoder og teknikker. Ligeledes ses terapeutens livserfaring 26 Nr. 6. 2000

som afgørende for, hvor og om klienten i det aktuelle samspil med terapeuten kan finde autenticiteten i sit liv, idet det autentiske i stor udstrækning er almenmenneskeligt. Perspektivet Som man vil forstå, vedstår referencerammen sig at være normativ. Referencerammen indeholder en opfattelse af, hvordan det er godt for os at leve, og et tilbud om gennem terapeutens synlighed og hjælpsomhed at møde klienten dér. Der er altså tale om en opfattelse af, hvordan vi i det hele taget kan forbedre betingelserne for, at vi kan udfolde vor menneskelighed, og en understregning af, at medfølelsen og respekten for den andens værdighed er uomgængelige i denne udfoldelse. Her må enhver metode og enhver teknik, hvor den er i konflikt med medfølelsen og værdigheden, underordnes medfølelsen og respekten for den menneskelige værdighed som i sidste instans er en respekt for Livets udfoldelse og ukrænkelighed. Jørn Toustrup er privatpraktiserende psykolog Litteratur Asper, K.: Ravnen i glasbjerget. Gyldendal, København, 1988. Brown, J. W.: Mind, Brain and Consciousness. Academic Press, N.Y., 1977. Dostojevskij, F. M.: Samlede værker 1-24. Stig Vendelkærs Forlag, København, 1965. Enomaya-Lasalle, H.: The Practice of Zen meditation. The Aquarian Press, England, 1990. Erickson, M. H.: The Collected Papers of... (Vol. I - IV). Irvington, New York, 1980. Kohut, H.: How does analysis cure?. The University of Chicago Press, Chicago 1984. Suzuki Shunryu: Zen Mind, Beginners Mind. Weatherhill, New York, 1990. Toustrup, J.: Tilstandsdifferentieret psykoterapi. Matrix Nr. 3, 1993. Toustrup, J.: Strukturel fænomenologi.... Golden Valley, Bagsværd, 1996. Toustrup, J.: Tilstandsdifferentieret psykoterapi, Golden Valley, Bagsværd 1999 Chuang Tsu: Inner Chapters. Vintage Books, New York, 1974. Lao Tzu: Tao Te Ching. Vintage Books, New York, 1972. Nr. 6. 2000 27