Indledning...s8 Problemformulering...s9 Forløbsbeskrivelse...s10

1

Indholdsfortegnelse Indledning...s8 Problemformulering...s9 Forløbsbeskrivelse...s10 Kapitel 1: MAGTOVERTAGELSEN Indledning...s13 Størstedelen af storkapitalens interesser i en stærk mand...s14 Brünings regeringsperiode s15 Brüning og Hitler...s15 Militærets rolle i magtskiftet...s16 Storindustriens forskellige interesser...s17 Overgangen Brüning - Von Papen...s17 Overgangen Von Papen - Schleicher december 1932...s18 Rigsdagen brænder...s18 Valget 5.marts 1933...s19 Noter...s20 Kapitel 2: SPLITTELSEN I ARBEJDERBEVÆGELSEN Magtstrukturen i Tyskland ved indgangen af 1.Verdenskrig...s22 De socialistiske partiers fremkomst...s24 Marx kritik af Gotha-programmet...s24 Engels kommentarer...s26 Intern kritik...s27 De reelle uenigheder...s28 2

Erfurtkongressen...s29 SPD valgresultater...s30 Lassalle...s31 Kautsky...s32 Hilferding...s33 Bernstein...s34 Venstrefløjens ankomst og 1.WW...s36 Rosa Luxemburg...s37 1.Verdenskrig og borgfredspolitikken...s38 Kampen for fædrelandet...s41 Borgfred i SPD?...S42 Zimmerwald-konferencen...s43 Spartakusforbundet...s44 Sult og strejker...s45 Ny Gotha-kongres...s45 Brest-Litovsk traktaten...s48 Krigsafslutningen...s49 Novemberrevolutionen...s50 Regering og Revolution...s52 USPD i regering?...s53 Tyskland under kontrol...s53 Det militære bagland...s55 "Det revolutionære kabinet"...s55 Rivalisering og Dobbeltmagt...s56 Forholdet til Sovjet...s57 Soldater og Arbejderrådenes Landskongres... s58 Kontrarevolution og komplotter?...s59 Beskyttelsen af Republikken...s59 Oprørske marinere...s60 USPD forlader Folkekommissærerne s61 KPDs dannelse...s62 Januaropstanden...s63 3

Bremen...s64 Weimar-republikken...s65 USPDs holdning efter Weimar...s66 Versailles-freden...s67 USPD og kup-taktik...s69 Kapp-kuppet...s69 Enden på socialismen...s70 Komintern...s71 III Internationale og USPDs sprængning...s72 KPDs tilknytning til Komintern...s73 KPDs fascismeteorier...s75 Brud i KPD...s76 Sammenfattende konklusion og perspektivering...s76 Centristerne...s78 Nationalismen...s79 Venstrefløjen...s81 "Krigens" udvikling...s82 Socialfascister og Kozis...s83 Opsummerende sammenfatning...s83 SPD, fagforeningerne og magtovertagelsen...s84 Bilag...s85 Noter...s88 Kapitel 3: STORKAPITALENS INTERESSER I NAZISTERNES MAGTOVERTAGELSE 1.Verdenskrig...s91 Staten og industrien...s92 Nederlaget...s92 Tyskland anno 1918...s93 1918-1919...s93 4

Versailles-traktaten...s94 Inflation...s95 Bevidst inflationspolitik...s95 Inflationens betydning for industriens produktion...s95 Industriens holdning til inflationspolitikken...s97 Sammenfatning...s97 Dawes-planen...s98 Hvorfor Dawes-planen...s98 Sammenfatning...s100 Rationaliseringen...s100 Nogle teoretiske overvejelser...s101 I praksis...s103 Verdenskrisen 1929...s104 Harzburger og Bruning-lejren s104 Åbenlys støtte til Hitler...s106 Sammenfatning...s106 Noter...s107 Kapitel 4: DEN NAZISTISKE KRISELØSNING Ideologien bag nazisternes indgriben i arbejdsmarkedsforholdene...s109 Organismeteorien...s109 Folket...s110 Staten...s111 Føreren...s112 Den nazistiske antisocialisme...s113 Den historiske situation...s113 Den nazistiske grød...s113 Grundlæggende ideologiske modsætning...s114 Konklusion...s116 Noter...s117 5

Krisen 1929-33...s118 Krisen i Tyskland...s118 Krisens indhold...s119 Vurdering af profitratefaldet...s120 Kontraktionens karakter...s121 Sammenfatning og konklusion...s124 Noter...s126 Kriseløsningen...s127 Den nazistiske statsintervention...s127 Produktionen...s128 Kriseløsningens karakter...s129 Finansieringen...s130 Noter...s132 Hitlers opløsning af fagforeningerne...s133 NSBOs opbygning og mål...s133 NSBO: En massebevægelse?...s135 Fagforeningernes dilemma...s135 1.maj 1933...s137 Den 2.maj...s137 Sammenfatning...s140 Noter...s141 Oprettelsen af DAF Den første DAF-struktur...s142 Problemer med NSBO og arbejdsværgeloven...s143 Arbejdsgiverne og DAFs formål...s144 Den nye DAF-struktur...s144 Loven til organisering af det nationale arbejde...s144 Kraft gennem glæde...s146 6

DAF under NSDAP...s147 Sammenfatning...s147 Noter...s149 Arbejderklassens løn og levevilkår 1933-39...s150 Arbejdsløsheden...s151 Lønudviklingen...s152 Intensiveringen af produktionen...s155 Ophævelsen af arbejderklassens dobbelte frihed...s156 Sammenfatning...s157 Noter...s159 Kapitel 5: KONKLUSION Oprids...s161 Konklusion...s163 Appendiks KRISETEORI...s166 Litteraturliste...s190 7

INDLEDNING. Udgangspunktet for vort projekt har været at komme til en forståelse af nogle at de årsager som i tidens løb har ført til fascisme. VI var fra starten enige om, at udgangspunktet for vores undersøgelse, skulle være et økonomisk politisk. Vel at mærke et økonomisk politisk udgangspunkt der bygger på den materialistiske historieopfattelse. Da drivkraften i projektet i høj grad har været personlige interesser, er der alligevel opstået stor spredning i de forskellige afsnits analysemetoder. Dog alle med kobling til den materialistiske historieopfattelse. På trods af divergenserne i koblingen til den materialistiske historieopfattelse mener vi alligevel at projektet kan bruges som indgang til emnet for andre der ønsker at beskæftige sig med det. Inden vor læser går videre, skal vi gøre opmærksom på nogle afgrænsninger. Fra starten af bestemte vi os for at tage nazismen som udgangspunkt for vores undersøgelse. Det gjorde vi fordi Tyskland var det klareste, og lettest bearbejdelige eksempel på fascisme. Samtidig var der divergenser mellem den i Tyskland opståede fascisme - nazismen - og historiens andre eksempler på fascisme. Der vil ikke her blive redegjort for disse forskelle. Vi vil blot gøre opmærksom på, at vi i sagens natur ikke kan komme med generelle betragtninger over fascismen. Derudover har vi på grund af tiden - mangel på samme og regulær spildtid har vi ikke nået, at beskæftige os med andre vigtige elementer for forståelsen af nazismens genese og virksomhed. Eksempelvis kan nævnes proletariseringen af småborgerskabet, som af mange bliver fremhævet som værende af afgørende betydning for at den nazistiske bevægelse blev en massebevægelse Som allerede nævnt er vores udgangspunkt økonomisk-politisk. Den økonomiske indgangsvinkel finder vi i storkapitalens krise, dels teoretisk ved en gennemgang at den marxistiske kriseteori, og dels konkret, ved redegørelse at den aktuelle kriseudvikling. Kriseudviklingen havde forskellig karakter for de forskellige kapitalfraktioner, som derfor havde forskellige politiske mål. På det politiske område har vi valgt at fiksere på de interne konflikter 8

i arbejderklassen. Det har vi gjort fordi vi mener at de havde afgørende indflydelse på udviklingen, derved at nazismen uhindret kunne tage magten. For evt. at kunne påvise en sammenhæng mellem den aktuelle krise og nazismens opståen, og statsdannelse, har vi i sinde at gennemgå den nazistiske kriseløsning, og sætte det i forhold til kapitalens behov. Selvfølgelig er der mange andre faktorer der spillede ind, men vi har valgt at prioritere ovennævnte som de vigtigste, og dermed at se bort fra andre aspekter. Problemformulering Vi ønsker at påvise en eventuel sammenhæng mellem krisen og nazismen. For at kunne klarlægge en sådan sammenhæng må vi forstå krisens årsager og virkninger. Demokratiet i Tyskland var, og er stadig ungt. Før 1. Verdenskrig var landet regeret af et feudalt borgerskab. Vi ønsker derfor at undersøge hvordan dette borgerskabs interesser varetoges i transformationen af det tyske samfund. Var borgerskabet et samlet hele, eller var der delte interesser? Vi mener at splittelsen i arbejderbevægelsen har givet nazismen mulighed for at tage magten. For at kunne påvise dette vil vi inddrage den tyske arbejderbevægelses historie. I særdeleshed de ideologiske konflikter i arbejderbevægelsen. Spørgsmålet reform kontra revolution. Var splittelsen i arbejderbevægelsen årsag til, at der ikke blev opstillet et levedygtigt politisk alternativ til den autoritære styreform? Tyskland var i den korte demokratiske periode mellem 1. Verdenskrig og den nazistiske magtovertagelse præget af svære politiske og økonomiske kriser. Vi mener at disse kriser havde stor indflydelse på den nazistiske statsdannelse. Vi vil derfor analysere den med vores interesse specielt rette mod den seneste og sværeste krise, verdenskrisen i 30'rne. Havde denne økonomiske krise i Tyskland en sådan karakter at radikale statsindgreb var nødvendige? For at påvise en eventuel sammenhæng imellem krisen, borgerskabets og arbejderbevægelsens interesser/splittelse og nazismens fremkomst, vil vi analysere betydningen af den nazistiske statsintervention. 9

Hvordan greb nazisterne konkret ind i forhold til kapitalen og arbejderklassen? STUDIEFORLØBSBESKRIVELSE. Omkring juletid 86 startede gruppedannelsen i hus 22.1. I løbet af kort tid var der dannet en klynge med beslægtede emner, Terrorisme, Sydafrika, Fascisme, Fanatisme, o. lign.. Vi var 7 ud af denne klynge der fandt sammen, omkring emnet Fascisme. Vi havde et fælles udgangspunkt, der mest var grundet i et ønske om at få et grundlæggende kendskab til begrebet fascisme, og især de økonomiske forhold hvorunder den viser sig. Vores udgangspunkt viste sig at være for bredt. Skulle vi beskæftige os med fascismen i Tyskland, Spanien, Italien og andre steder hvor den havde haft betydning, skulle vi beskæftige os med den aktuelle fascisme, eller prøve at arbejde på en overordnet definition af begrebet? Efter at vi hver især havde læst lidt om det vi syntes der var mest interessant, begyndte vi at afgrænse emnet. Vi blev enige om at vælge Nazismen i Tyskland og at lægge særlig vægt på økonomien før og efter nazisternes magtovertagelse. Samtidig med at vi afgrænsede emnet, bestemte vi også at der var andre indgangsvinkler som vi ikke ville beskæftige os med, det var f.eks. den psykologiske. For at få en forståelse for de økonomiske forhold, som vi mente der var fascismens grobund, læste vi nogle artikler om Marxistisk kriseteori. Herefter prøvede vi at stille en disposition op for projektet. I løbet af disse diskussioner, fandt vi ud af, at der var andre forhold end de økonomiske der havde haft afgørende betydning for den nazistiske fremkomst. Det var især proletariseringen af småborgerskabet og splittelsen i den tyske arbejderbevægelse, der havde vores interesse. Nu nærmede midtvejsevalueringen sig, og med den også eksamen. Med andre ord havde vi kun 2 1/2 måneder igen. Vi delte os derfor ud på de enkelte afsnit, og disse undergrupper skulle så komme med oplæg til de enkelte afsnit. På dette tidspunkt var vi stort set enige om hvordan dispositionen for hele projektet skulle se ud, der har løbende været diskussion om vægtningen og rækkefølge, men vores hovedafsnit har, med få undtagelser, været de samme. Ved midtvejsevalueringen var hovedkritikken, at der ikke var nok sammenhang i projektet. De enkelte undergrupper var blevet opslugt af deres emne, og var mødt op med dispositioner der hver især kunne danne grundlag for et selvstændigt projekt. Ved denne lejlighed blev vi også enige om, at droppe proletariseringen af småborgerskabet. Efter nogle lidt seje diskussioner og krisetendenser i gruppen, rejste der sig et krav om, at der nu skulle der konkrete afsnit på bordet. Vi tog nu i sommerhus i Faxe, dels af sociale årsager og dels for at arbejde koncentreret med projektet over længere tid. Dette internat havde flere positive virk- 10

ninger på gruppen. Det betød først og fremmest at alle i gruppen lærte hinanden bedre at kende. Et af de største problemer i gruppen indtil da, var manglende forståelse for folks forskellige særheder. (fnytbam.) Herefter bestod arbejdet mest i at skrive oplæg og få kritik på disse. Dette forgik dog ikke uden uenigheder, det var især mellem de to retninger som er repræsenteret i vores projekt. Den ene en kapitallogisk, og den anden som mente, at økonomien var afgørende men ikke alene kunne forklare fascismen. Det var en uenighed som ikke lader sig afgrænse så let, hvilket projektet også bærer præg af. Som et kompromis foreslog vores vejleder, at tage afsnittet om kriseteori med som appendiks. En anden uenighed, som også skinner igennem i projektet, det der med folks forskellige Særheder, er at nogle arbejder hyperaktivt, mens andre drikker bajere eller spiller kort. Dette har gennemgribende effekt på vægtningen i projektet. Forskellige udgangspunkter, forskellige interesser. Ikke at alkoholikerne og gamblerne ikke har lavet noget. Dette har givet anledning til mange diskussioner omkring arbejdsformen. Udviklingen er gået fra en fast struktur, over i en mere løs arbejdsform, hvilket har været udmærket. Gruppens størrelse og de individuelle forskelle taget i betragtning, er vi enige om at gruppearbejdet har fungeret godt. (Hvilket vi stadig er ganske uenige om.) ERFARINGER MED GRUPPEARBEJDE. Problemformuleringerne. Vi har løbende revideret vores problemformuleringer. Ofte op til flere dage i træk. På trods af dette har we not formået at skabe grundlæggende enighed på dette punkt. For mange har til stadighed, med overbevisende stædighed redet på deres egen kæpheste. Vores erfaringer er... Brænd stædige mennesker. Nej spyt til side. Vores erfaringer er at problemformuleringerne har været for slappe / brede. Emnet burde have været mere specifikt, allerede på et tidligt tidspunkt. (året før). Konflikter. I gruppen har vi haft mange bizarre konflikter. Diskussioner på højere og lavere planer. (pølsekamp) Vi tillægger dog disse konflikters opstandelse og forløsning stor betydning, for f.eks. gruppens overlevelse. Vi startede med at være 7, og det er vi sgu stadig.(før eksamen) Vejledning, vandledning, højtalerledning, vildledning, udledning... De glade tressere er overstået, og de fastansatte vejledere kæmper en sej kamp, mod søvnen, firserne og Haarder. (Haarder vejlederne 1-0). Med andre ord, det er da godt at vi er fornuftige og 11

selvstændige unge mennesker, der kan klare os i Marbjerg jungle. Pilotprojekt = spildtid. (vi lærte ikke at flyve.) Det battede, helt specifikt for os at der var alt for lidt tid til det egentlige projekt. 17 uger, når kurserne er fratrukket. (yen og dollar) Historiske emner? Vores projekt har nærmest karakter af en historisk analyse. Dette har haft både fordele og ulemper. Fordelene er at vi har fået indblik, mener vi selv, i samfundets mekanismer. Ulemper, jævnfør problemformuleringen. Bevingede ord, se side 248. For yderligere informationer, kontakt 02-991448. Filial af den jyske ambassade i Kbh. 12

Kapitel 1: DEN NAZISTISKE MAGTOVERTAGELSE 1928 Indledning Kommunisterne anså i 1928 stadig socialdemokraterne og ikke fascisterne som hovedfjenden. Faktum var også at DNSAP var gået fra 31 mandater i rigsdagen i 1924 til 12 i 1928. Dvs. at de havde et stemmetal på 800.000, hvor SPD havde 9,2 mill. og KPD 3,3 mill. stemmer. Nazisterne var en klar minoritet med deres 2,4 % af stemmerne. Den socialdemokratiske koalitionsregering, Müller-regeringen, afsattes i marts 1930 og i stedet indsattes den kristligt-demokratiske Brüning-regering. Denne afsættelse af SPD-regeringen skulle ske, på kuplignende vis, efter Weimar-republikkens 13

nødparagraf, artikel nr. 48, ifølge hvilken det hedder: Rigspræsidenten kan, hvis den offentlige sikkerhed og orden er væsentligt forstyrret eller bragt i fare i det tyske rige, træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for genoprettelsen at den offentlige sikkerhed og orden, i givet fald kan han skride ind med hjælp fra den væbnede magt." 1 Afsættelsen af den socialdemokratiske regering var planlagt gennem en længere periode. Således hørte Brüning første gang om planen i påsken 1929, da general Schleicher bad ham om at forberede sig på en sådan afsættelse af SPD og dermed indsættelsen af en Centrum-regering med Brüning som rigskansler. Formålet med hele denne indviklede proces var, for rigsværnet med Hindenburg i spidsen, at skifte spor mod, og sikre en højredrejning, for i sidste ende at skabs et militærdiktatur, lig det under Horthy i Ungarn. Bruning var i så henseende et glimrende værktøj. En af de ting, der var med til at gøre Brünings regeringsperiode så kort var spørgsmålet om SPD's rolle i et fremtidigt militærdiktatur. Brüning ønskede at integrere disse, hvorimod bagmændene ville opløse arbejderbevægelsen fuldstændigt. Størstedelen af storkapitalens interesser i en stærk mand. Tyskland, og hele verden var i dyb krise. En krise der havde sit udbrud i 1929, og som havde al- 14

vorlige konsekvenser for den tyske økonomi. Det drejede sig om en overakkumulationskrise i produktionsmiddelsektoren, der havde udviklet sig til en strukturel krise. Kriseløsningen skulle i al sin enkelthed og nødvendighed være indsættelsen af en stærk mand der ville finansiere krigsproduktion, og lægge en stram ramme om økonomien. En udførlig gennemgang af krisens karakter, og den nødvendige løsning, vil være at finde dels i afsnittet kriseløsningen, og dels i appendiks. Brunings regeringsperiode 1930-1932 Brüning dannede regering 30. marts 1930, en regering, der i højere grad benyttede sig af nødforordningens artikel 48, end af et egentligt regeringsflertal. 16. juli ophævede regeringen nødforordningen. Rigspræsident Hindenburg opløste samme dag rigsdagen. Nødforordningen, der indeholdt begrænsninger i den ellers grundlovssikrede personlige frihed trådte så i kraft igen den 26. juli. Ved valget den 14. sept. 1930 gik DNSAP så fra 12 mandater i rigsdagen til 107. En fremgang fra 2,4 % af stemmerne til 18,5 %. Teoretisk set burde de to store arbejderpartier, SPD og KPD allerede her have fundet sammen i et samarbejde mod den nazistiske trussel - de ville tilsammen være betydeligt stærkere end DNSAP - men på grund af den iboende splittelse, en splittelse der viste sig, dels som en konflikt mellem revolutionsteorier og reformteorier, og dels som regulært had og drab, 1918-19, var et egentligt samarbejde mellem SPD og KPD fuldstændigt umuliggjort. Faktisk stemte kommunisterne sammen med NSDAP om 32 mistillidsforslag mod regeringen, hvor SPD havde vedtaget "tolererings- politikken", der i hovedtræk gik ud på at betragte den borgerlige regering, som et bedre af to onder, hvor det andet var DNSAP, og stemte derfor med regeringen. Hele Brünings regeringstid var præget af nødforordninger, strejker og kaos, men allerede tidligt havde SPD, som ovenfor nævnt, besluttet ikke at gå imod regeringen. Bruning og Hitler 1930-32 Officielt stod DNSAP, med Hitler i spidsen som opposition til Brünings Centrum-regering, hvilket jo bl.a.. medførte at denne fik opbakning fra SPD, men forholdt det sig virkelig sådan? Hvordan var de virkelige relationer mellem de to partier? "I marts 1930 blev han (Brüning) udnævnt til rigskansler - og allerede i oktober samme år, den 6. oktober modtog han Hitler til en hemmelig samtale, hvor man skulle finde frem til en fælles taktik". 15

2 Denne taktik gik i hovedtræk ud på at Tyskland skulle udnytte den økonomiske verdenskrise, via oprustning, som et middel til udenrigspolitisk afpresning. Planen var: "at opruste Tyskland som første land på en måde, at det ville kunne klare ethvert pres udefra og endvidere ville være i stand til enhver tid at benytte sig af verdenskrisen til at kunne udøve et pres mod alle øvrige stater. Man skulle satse højt". 3 Det gjaldt om at føre verden bag lyset på dette punkt, og derfor skulle NSDAP føre en så skarp oppositionel politik som muligt, så Brüningsregeringen kunne fremstå, som et værn mod nazismen. Resultatet af den førte politik var bl.a. at SPD forvandledes til et passivt påhæng til Brüningsregeringen. De socialdemokratiske ledere var overbeviste om, at de ved at stemme sammen med Brüningsregeringen var i stand til at holde igen for Hitler, samtidig med at denne regering samarbejdede med Hitler om at likvidere forfatningen, og opruste på trods af versaillestraktaten. Brüning markedsførte altså to forskellige politiske retningslinier, den officielle, hvor han, som han sagde i en tale til rigsdagen den 16. oktober 1930, ville bekæmpe og overvinde krisen, og en uofficiel; som han havde aftalt med Hitler få dage før ovennævnte tale, hvor han vil skærpe den i 1929 opståede krise, med det formål at afpresse udlandet. Militærets rolle i magtskiftet: Fra demokrati til diktatur Det var militæret, med Hindenburg i spidsen, der var den store iscenesætter af magtskiftet i 1930. Formålet med "kuppet", var at skabe en mere aggressiv tysk udenrigspolitik, og ideen havde været fostret allerede meget tidligt, dvs. umiddelbart efter det tyske krigsnederlag i 1918. Således udtalte general Schleicher, senere krigsminister og rigskansler, allerede dengang: "Først burde man indadtil genoprette regeringsmagten. På grundlag af denne genoprettede orden burde man så gå over til at helbrede økonomien. Først på grundlag af en sådan økonomi, der var blevet genopbygget af ruinerne, ville man så efter lange og drøje år kunne gå i gang med at genoprette den ydre magt". 4 Dette så således langt om længe ud til at skulle lykkes. Takket være Brünings politik var oprustning højere prioriteret end kriseløsning, hvilket virker groteskt årstallet og situationen taget i betragtning. 16

Storindustriens forskellige interesser. Storindustrien var delt i spørgsmålet om hvorvidt den skulle finansiere en ultrahøjreorienteret magtovertagelse eller ej. Kemi og elektroindustrien var ikke særlig vild efter en nazistisk kriseløsning, da denne hurtigt ville medføre udelukkelse fra verdensmarkedet. Sværindustrien, den såkaldte Harzburgerlejr, stod derimod noget anderledes, idet den havde hårdt brug for en stat der kunne sikre afsætningen; altså en stat der var villig til at opruste, og dermed aftage sværindustriens produkter. Overgangen Bruning - Von Papen Brünings regering blev afsat den 29. maj, og det sidste skin af demokrati blev effektivt fjernet, da Franz von Papen, tidligere Centrum, indsattes som rigskansler, med chefen for rigsværnet general Schleicher som krigsminister. Efter v. Papen havde indtaget regeringsmagten, jagede han d. 20. juli den sidste socialdemokratiske delstatsregering, i Prøjsen, på porten. Papen kunne spille på at splittelsen i arbejderbevægelsen, der var blevet yderligere skærpet under Brünings regeringstid, ville lamme de to arbejderfløje og dermed give ham næsten frit spillerum. Den 31.juli; nyt rigsdagsvalg. Også kaldet chokvalget. Dette fordi de to samfundsomstyrtende partier, KPD og DNSAP tilsammen havde flertallet i rigsdagen. Ikke, at der af den grund blev tale om samarbejde. Således gik de borgerlige partier samlet fra 249 mandater til 154. Dvs. fra 43,1 % af rigsdagen til 25,3 %. SPD mistede 10 mandater, og endte dermed på 133 mandater, eller 21,8 % af rigsdagen. Nazisterne gik voldsomt frem fra 107 til 230 mandater, altså mere end en fordobling. Fra 18,5% til 37,8%. Kommunisterne var glade for deres mandatsejr. De havde vundet 12 mandater, og stod altså nu på 89, eller 14,6 % af rigsdagen. Alligevel var det nu et ubestrideligt faktum at nazisterne havde mere end en tredjedel af vælgerne bag sig; 13,7 mill. stemmer, og at de havde flere stemmer i rigsdagen end SPD og KPD tilsammen. Talen faldt i KPD's lejr på muligheden af en nazistisk magtovertagelse. En magtovertagelse, der efter sigende ville vise kapitalens sande ansigt, og lede den forførte arbejderklasse ud i revolutionen. Valget medførte i øvrigt at von Papen igen dannede regering. Hans regering sad dog i en noget uholdbar situation, og 12. september 1932 stemte rigsdagen om et mistillidsvotum til regeringen, fremsat af KPD. Forslaget vedtages med 512 stemmer mod 42, og Hindenburg opløser rigsdagen. Perioden frem til næste rigsdagsvalg 6. november var markant præget af strejker og uro. (Således var der 1100 strejker i hele Tyskland som et svar på en nødforord- 17

ning iværksat d.4. september, ifølge hvilken rigsregeringen har ubegrænset myndighed til at gribe ind i sociallovgivningen, og ændre på det sociale sikkerhedsnet). Overgangen Von Papen - Schleicher: December 1932 Ved valget 6.nov. 1932 mister DNSAP 34 mandater og gik dermed fra førnævnte 37, 8% af rigsdagen til 28,9%. Atter har SPD og KPD altså flere mandater end DNSAP, og skulle altså teoretisk kunne føre en antifascistisk politik med en vis vægt. SPD mistede ved valget 12 mandater, men kommunisterne vandt 11. I denne udvikling så KPD en klart positiv tendens: Nazisterne på retur og den af reformisterne bedragne arbejderklasse vender sig mod kommunismen. Den 2. december 1932 indsattes general Schleicher som rigskansler, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med: Chefen for rigsværnet. Det vil altså sige at det militæret har stræbt efter siden nederlaget i 1918 nu er lykkedes: Militæret har magten i Tyskland. Den 22. januar 1933 gik Adolf Hitler i forhandlinger med Hindenburgs statssekretær og Frick om regeringsdannelse. Storkapitalen ønskede Hitler, og den 28. januar afskediges Schleichers regering. Takket være et indviklet net at intriger, kom Hitler så til magten den 31. januar 1933 i en koalitionsregering med Deutchnationale parties, hvor den nazistiske andel af ministerposterne synes beskeden: Hitler bliver rigskansler, Wilhelm Frick indenrigsminister og Herman Gøring stedfortrædende rigskommisær for Prøjsen. Hvad der synes beskedent viser sig at være to uhyre vigtige poster i det, der skal til at ske: Frick er øverste politichef, for hele landet, forstås, og Gøring chef for Tysklands mest betydningsfulde politikorps, statspolitiet, der senere blev udbygget til GESTAPO. Ingen gennemskuede disse to posters betydning før det var for sent. Den 1.februar 1933 opløses rigsdagen af Hindenburg på Hitlers begæring. Et nyt rigsdagsvalg skal afholdes d. 5. marts 1933. Rigsdagen brænder Kl. 21.00 d. 27. februar konstateres det, at den tyske rigsdag står i lys lue. Inde i den brændende bygning pågribes rådskommunisten Marinus van der Lubbe, øjensynlig på fersk gerning. Hans anholdelse bruges som påskud til at pågribe de ledende kommunister, der jo må have beordret ham til sin dåd. De nazistiske regeringsmænd, der i øvrigt påfaldende hurtigt var til stede ved branden, Gøring, Hitler osv. tager straks kontrol over situationen. Ordens og kriminalpoliti sættes i højeste 18

alarmberedskab og hjælpepoliti (SA!) indkaldes. KPD's ledelse, rigsdagsmænd og tillidsmænd tages i forvaring. Kommunistisk propaganda forbydes for en periode af 4 uger, dvs. resten af valgkampen. Grundet Marinus van der Lubbes indrømmelse af en sammensværgelse mellem kommunisterne og socialdemokraterne (bemærk venligst!) forbydes også socialdemokratisk propaganda, dog kun for 2 uger (dvs. også resten af valgkampen). Den 28. februar indføres en ny nødforordning, der tillader indskrænkninger i ytringsfriheden, brevhemmeligheden, husundersøgelser og så videre. Valget d.5. marts 1933 Valgkampen op til valget i marts var præget af hårde gadekampe mellem nazister og kommunister. Nazisterne udøvede terror overfor civilbefolkningen og smadrede hus og hjem hos folk, der var mistænkt for at være kommunister eller jøder. Ved valget får DNSAP 43,9 % af stemmerne. Tilsammen med deres koalitionspartner Deutchnationale får de ikke tilstrækkelig med stemmer til at gennemføre forfatningsændringer, hvilket kræver to tredjedele af stemmerne i rigsdagen. i alt tildeltes der 643 mandater ved valget, men heraf var de 80 KPDs. Disse 80, som repræsenterede en nedgang for KPD på 20 mandater, blev ganske enkelt kasseret, og partiet forbudt. Dette indgreb betød at DNSAP alene havde 51,1 % af mandaterne i rigsdagen, og at de sammen med regeringspartnerne var i stand til at gennemføre de ønskede forfatningsændringer. Den 22. juni forbydes også SPD. Men på det tidspunkt er de socialdemokratiske ledere for længst forsvundet ud af landet med partikassen. I løbet af 8 måneder i 1933 arresteredes 60.000 af de 300.000 KPDs medlemmer. Den af generalerne så ønskede likvidering af venstrefløjen var ganske effektivt sat i scene 19

Noter 1 Emil Cartebach, Hitler et hændeligt uheld, s 16 2 ibid. s 28 3 ibid. s 28 4 ibid. s 33 20

Splittelsen i Arbejderbevægelsen 21

Kapitel 2: SPLITTELSEN I ARBEJDERBEVÆGELSEN I dette afsnit vil vi forsøge at belyse styrkeforholdende arbejderklassen og borgerskabet imellem - og arbejderklassen internt. Tiden op til 1. Verdenskrig var præget af kraftige forandringer for hele Tyskland. Kapitalismen og kræmmerne i Tyskland får slået en kile ind i den feudalistiske produktion - og bliver langsomt mere dominerende. Kejserdømmets regeringer får repræsentation at borgerskabet og ikke mindst arbejderklassen bliver organiseret i partier og fagforeninger. Med organiseringen slår uenighederne igennem i organisationerne: skal man varetage Tysklands interesser eller skal man forsvare noget så diffust som den internationale arbejderbevægelses interesser? Dette stridsspørgsmål sammen med vurderingen at den russiske revolutions videre muligheder, skulle vise sig at få afgørende betydning for Tysklands senere historie. Magtstrukturen i Tyskland ved indgangen at 1. Verdenskrig Tyskland inden 1. Verdenskrig var på mange måder et feudalt land. Landet var delt op i provinser, med hver sin "regering" bestående af det agrare borgerskab - valgt efter rigdomme. Administrationen samledes i Berlin, hvor Kejser Wilhelm II varetog "landets interesser" og forholdet til andre lande, under dække af endnu et kabinet, der stort set enerådigt var udpeget af kejseren. Et system, der begunstigede lensherrerne, som i forvejen ejede store landområder og kapital, og satte enhver uden betragtelig privat indkomst eller ejendom uden for beslutningerne. Endvidere betød det, et der inden for landets forskellige provinser kunne herske meget forskellige regler, skatter og meninger. Systemet havde som konsekvens, at det kun var lensherrerne og de i forvejen rige, som kunne skaffe tilstrækkelig kapital og indflydelse til opbyggelsen af egentlige kapitalistiske produktionsenheder. Det var ikke muligt at arbejde sig op fra avisdreng til millionær i datidens Tyskland. Håndværkerne og de små næringsdrivende kunne ikke, som det for eksempel var i England, 22

frit organisere sig i interessegrupper, og derigennem organisere en mere rationel produktion. Efterhånden som kapitalismen vandt frempas i andre lande, blev det også for Tyskland mere og mere presserende at få en mere rationel produktion, som kunne konkurrere, - og dermed et større pres for at få en mere "demokratisk" styreform. Det konstitionelle monarki stod med andre ord for fald, hvis det ikke tilvejebragte et system, der i højere grad kunne begunstige produktivkræfterne, og dermed afspejle de reelle magtgrupper i et kapitalistisk samfund. "I Tyskland var den oprindelige akkumulation i løbet at 1860'erne og 70'erne blevet afløst at (noget i retning af) en industriel revolution, dvs. en industrialisering af de vigtigste økonomiske områder, hvorved den tyske økonomi havde taget et stort spring fremad. Som følge at denne udvikling opstår der en meget stærk arbejderbevægelse i Tyskland; til at begynde med stående i skyggen af den borgerlige bevægelse, men meget snart med en selvstændig partimæssig organisering." "Afgørende er her alliancen mellem det opkommende borgerskab og de gamle grundejere. Preussens grundejere forvandler sig, da de borgerlige partier i Tyskland indgår forbund med dem, til kapitalistiske grundejere, til feudalkapitalister. Økonomisk er disse kapitalistiske grundejere en del af borgerskabet. Politisk er de inden for staten fortsat noget i retning af en feudal stand, hvilket hænger sammen med, at de som arvtager at den hidtil eneherskende feudale klasse besidder en række privilegier inden for statsapparatet, inden for hæren og hærledelsen, og i førende embedsmandskredse; også ideologisk dominerer klassen at feudalkapitalister i den borgerlige klasse. Under denne alliance gennemgår den preussiske stat en transformation fra et absolutistisk til et nærmest bonapartistisk regime. Grundlaget for at skabe dette forbund mellem de herskende klasser er de særlige udviklingsformer, som kendetegner kapitalismens opkomst i Tyskland; foreningen af de mange små fyrstedømmer til et samlet Tyskland bliver opnået gennem Preussen; Preussen er den stat, der skaber et samlet nationalt marked. Da det bliver tydeligt, at statsapparatet på langt sigt handler i den opkommende kapitalismes interesser, opgiver storbourgeoisiet fra 1848 ethvert selvstændigt initiativ i kampen mod feudalisme og absolutisme, og går i stedet i forbund med dette statsapparat. Der eksisterer altså ikke nogen selvstændig borgerlig-demokratisk oppositionsbevægelse i Tyskland, og det bliver derfor socialdemokratiets rolle - fra begyndelsen i forbund med folkedemokraterne og resten af de liberale, altså den småborgerlige bevægelse - at fungere som demokratisk opposition. Folkedemokraterne taber mere og mere indflydelse, nøjagtigt ligesom de ægte liberale fra '48. Socialdemokratiet kommer i sammenhæng hermed mere og 23