1 Nollund Kirke Søndag d. 12. maj 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 6. søndag efter påske, Joh 15,26-16,4. 1. tekstrække Salmer DDS 318: Stiftet Guds Søn har på jorden et åndeligt rige DDS 289: Nu bede vi den Helligånd DDS 62: Jesus, det eneste - - - DDS 294: Talsmand, som på jorderige Altergang: DDS 680: Jesus, kom dog nær til mig DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær Tekstlæsninger GT-læsning Haggaj 2,4b-9 Episteltekst 1 Pet 4,7b-11 Prædiketekst Joh 15,26-16,4
2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«prædiken I dag handler det om Helligånden, Guds Ånd, Jesu Ånd, eller som han kaldes i prædiketeksten i dag: Talsmanden, sandhedens ånd. Kært barn har mange navne! Og Helligånden har mange navne, som hver for sig siger noget om den vigtige, ja altafgørende funktion, Helligånden har i dag. Jeg har formuleret tre spørgsmål, som springer ud af teksten og bliver omdrejningspunkterne i dag: Hvem er Helligånden? Hvad skal Helligånden? Hvad er vores opgave? For det første: Lad os lige stille skarpt på, hvem Helligånden er. Igen vil jeg stille et par spørgsmål: Har du et højt eller lavt syn på Helligånden? Regner du Ham for noget? Betyder Han noget? Og jeg vil ikke tage svaret ud af munden på jer, men måske tænker vi tit ikke så højt om Ånden og tit har vi forkyndere ikke talt så klart om Ham, som Skriften gør?! Men når vi hører ordet Helligånden, så er det lige før, vi burde tage skoene af! Jeg vil bare nævne to ting: - For det første: Han er Gud! Det er Gud, vi skal høre om, når vi hører om Helligånden. Ikke et eller andet flagrende spøgelse, der flyver rundt i luften men den levende Gud selv. I en bekendelse, der ligner vores apostolske
3 trosbekendelse og som er en af Folkekirkens bekendelsesskrifter, nemlig den nicænske trosbekendelse (bag i Salmebogen?), siger vi: Vi tror på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen. Vi bør tilbede og ære Helligånden lige så meget, som du tilbeder og ærer Gud Fader og Jesus Kristus! - For det andet: Uden Helligånden havde du ikke været en kristen! Ja, det er sandt! Der ville nemlig ikke være én eneste kristen på hele jorden og ingen kristen kirke. For ingen bliver kristen uden at Helligånden arbejder. Det er lige så simpelt som at en vindmølle ikke kører rundt, uden at der er vind. Og da skal vi sammenligne os selv med vindmøllevingerne. Jesus siger det så klart i en samtale med Nikodemus: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det kan ikke lade sig gøre. Mit spørgsmål fra før bliver nu vistnok retorisk: Betyder Han noget? Har vi indtil i dag ikke regnet Helligånden for noget, så har Jesus udfordret os i dag. Helligånden er intet mindre end altafgørende! Det andet: Hvad skal Helligånden? Jesus siger: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Og det er det, han har gjort siden! Hen over generationerne, fra forældre til børn, fra menneske til menneske, gennem Bibelens ord vidnet om Jesus. Vi kan nok have svært ved at identificere Helligåndens værk, og Jesus siger også, at det er som vinden. Du ved ikke, hvor den kommer fra og hvor den farer hen. Du kan ikke se den, men du ved, at den gør noget. Når vinden er der, så sker der noget! Som vi synger i børnesangen: Blæsten kan man ikke få at se, det er der ikke noget at gøre ved, men når møllen rigtig svinger rundt med sine store vinger, så det let at gætte, at det blæser. Nu vover jeg at citere den sang, selv om den måske nok er ved at blive politisk ukorrekt i vore dages vindmøllediskussioner.
4 Som det er med vinden, sådan er det med Helligånden. Vi kan ikke se Ham, men vi kan se og kende Hans gerninger: Overalt, hvor mennesker bliver døbt, kommer til tro, erfarer nåden og tilgivelsen fra Jesus, så arbejder Helligånden. Hver gang du bladrer i Bibelen og finder et ord, som lige pludselig taler ind i din hverdag, så handler Helligånden. Når vi bladrer vi vores livs bog og ved, at hver side af den er fyldt med synd og svigt og ulydighed, så lyser Helligånden hen over hver side: Tilgivet tilgivet tilgivet! På grund af, hvad Jesus har gjort på korset, for Helligånden vidner om Jesus. Han kan overbevise os syndere om den sandhed, at alle vores synder er tilgivet. At Jesus hang på korset for min skyld, og det var mine synder, der blev lagt på hans skuldre. Hvad Helligånden arbejder for kan vi godt sige med epistlens ord, som blev læst for lidt siden: for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Og mange kender Helligånden som Trøsteren, der kommer i sorgen og gør Jesus nærværende. Eller bare giver en stille fred i, at jeg er i Guds hånd. Eller Han kommer i bønnen. Paulus skriver i Romerbrevet: Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke. Læg mærke til det: Ånden går i forbøn foran Guds trone for os om nåde og tilgivelse, selv når vi er for svage til at formulere en bøn til Gud. Vi kender Helligånden i det kristne fællesskab i den indbyrdes kærlighed. Igen et citat fra Paulus: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det oplever man måske allerstærkest, når man kommer på fremmede himmelstrøg og opsøger det kristne fællesskab eller når man flytter til et nyt område og møder det kristne fællesskab. Det er vores klare erfaring efter flere flyt til både Afrika og Danmark. Nu til det tredje: Hvad er vores opgave?
5 Her lukker Jesus os ind i en stor sammenhæng, når han siger: Også I skal vidne. Ligesom Jesus kommer til os gennem Helligånden, sådan kan han komme til andre gennem os. Jeg håber, vi kan se, hvor stort det i virkeligheden er. Vi er koblet med på den vigtigste tjeneste i verden, nemlig at fortælle videre om Jesus til andre. Videre til næste generation, videre til kammerater, kolleger, venner, familie osv. Også I skal vidne. Tænk, hvor fantastisk! Og jeg vil virkelig gerne lægge den vinkel på det, fordi jeg tror, det er sådan, Jesus gav det videre til disciplene. Det er ikke en befaling, vi får, ligesom Helligånden heller ikke virker på en befaling fra Jesus om at vidne. Det er igen som vindmøllen. Når vinden blæser, så kører vingerne rundt! Jesu Ånd er i Helligånden, og så vidner Han. Når Ånden blæser i os, så vidner vi. Det er ikke en befaling, men en konstatering og et evangelium! Vi må være med i Guds riges sag! Du vidner med dit liv og med dine ord! At være vidne betyder ikke at være god til at stille sig op og holde taler og udlægge fx Romerbrevet. At være vidne betyder at fortælle, hvad du har oplevet! Gennem hvad der kommer ud af din mund, men også gennem andet end ord: hvad du går op i, hvordan du prioriterer, alt det vidner du med. Og gennem alt det kan du vidne om Jesus! Vidne om, at du har mødt en frelser, der har tilgivet dig alle dine synder. At du har mødt en kærlighed og en fred, der overgår al forstand. Langt de fleste kristne vil sige om sig selv, at han eller hun er et dårligt vidne om Jesus. At vi er mere præget af flovhed, menneskefrygt eller arrogance end af frimodighed og gudsfrygt. Og det er mærkeligt, at det er sådan. Jeg går med verdens bedste budskab og det evangelium, der kan flytte mennesker fra evig død til evigt liv, og alligevel holder jeg det tilbage og tier, hvor jeg kunne tale! Gud lægger endda muligheder til rette, som jeg misbruger eller lader ligge. Hvad gør en kristen med disse erfaringer? Vi kan sige to ting: For det første bruger Gud os gennem menneskelig skrøbelighed til at nå ud til verden. Selv Paulus, måske tidens største missionær, i hvert fald den første, kendte til
6 at komme med frygt og bæven og forkynde evangeliet. Og han sagde: Når jeg er magtesløs, er jeg stærk. Guds kraft udøves i magtesløshed. At vi bærer på menneskefrygt udelukker ikke, at Gud kan bruge os! Tværtimod det er forudsætningen for det! For det andet, så skal vi huske, at Jesus netop døde for de ufuldkomne, for synderne, for de uduelige. Også over vores vidnesbyrd eller mangel på samme står der skrevet med Jesu blod: Tilgivet tilgivet tilgivet! Vores frygt kan også skyldes, at der er modstand mod evangeliet om Jesus. Den modstand bærer vi selv på i menneskenaturen en modstand mod at blive frelst af nåde alene. Modstanden kommer særligt til udtryk fra mennesker, der som Jesus siger, hverken kender Faderen eller mig. Jesus forberedte sine disciple på, at de kunne blive udelukket af synagogerne, og forfølgerne ville mene, at de tjente Gud ved at slå dem ihjel. I dag ved vi, at det kom til at gå sådan for størstedelen af disciplene! Forfølgelser og vildfarelser vil følge kirken, så længe den eksisterer. I dag lever mange af vores kristne brødre og søstre, faktisk over 100 mio. af dem, under forfølgelse for deres kristne tros skyld. Kristne i Nordkorea, i de muslimske lande og nogle hinduistiske områder betaler den højeste pris for at tro på Jesus. Dem vil vi særligt tænke på i dag, når vi hører Jesus forberede disciplene på det. Jesus forberedte os på det, så vi ikke skal blive overraskede. Og for at vi skulle kende det sted, hvor vi måske vil erfare Helligånden allerstærkest: I modgang! Så vi kunne vide, når det sker, at Gud stadig er med os. Og at det er vigtigt at holde evangeliets fane højt, netop i de tider. For evangeliet skal ud. Det må aldrig stoppe, og det vil aldrig stoppe, før Kristus kommer igen. For Helligånden vidner om Jesus. Gud ske tak og lov for det! I dag standsede vi over for tre ting: - for det første: hvem Helligånden er: Vi er blevet udfordret til at tænke højt om Helligånden! Han er Gud og grunden til, at vi er kristne.
7 - for det andet: hvad Helligånden skal. Vidne om Jesus! - for det tredje: hvad er vores opgave: At være med i den store sag at fortælle evangeliet videre gennem ord og liv. Der er nok at glædes over og arbejde for i Guds rige! Amen!