HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 18. august 2015 Sag 182/2014 A (advokat Martin Cumberland) mod Den Uafhængige Politiklagemyndighed I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Aarhus den 2. april 2014 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 25. juni 2014. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Poul Søgaard, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Jens Peter Christensen. Påstande Kærende, politiassistent A, har nedlagt påstand om, at advokat Martin Cumberland beskikkes som forsvarer for ham. Indkærede, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, har påstået stadfæstelse. Anbringender A har navnlig anført, at ingen af de to polititjenestemænd er blevet sigtet i sagen, og begge ønsker at udtale sig til Politiklagemyndigheden. Politiassistent B er allerede afhørt af Politiklagemyndigheden, og der foreligger endvidere en detaljeret døgnrapport om hændelsen udarbejdet af politiassistent A, hvorfor der reelt også foreligger en forklaring fra sidstnævnte, selv om der ikke er tale om en egentlig afhøring. Ingen af de to polititjenestemænd har rettet beskyldninger mod hinanden, og Politiklagemyndigheden har ikke konkret kunnet påpege modstridende interesser.
- 2 - Højesterets kendelse af 17. december 2013 i sag 172/2013 (UfR 2014.903) vedrører hardcore kriminelle og særdeles grov personfarlig- og narkotikakriminalitet og er ikke sammenlignelig med den foreliggende sag. Polititjenestemænd har ikke modsatrettede interesser, men er alle underlagt politiloven og har en fælles interesse i at løse de politimæssige opgaver, som forventes af dem. En polititjenestemand er underlagt en handlepligt og skal såfremt kollegaen træder over stregen anmelde dette. En politiklagesag er en undersøgelse, hvor de implicerede politifolk har en fælles interesse i at redegøre for forløbet over for Politiklagemyndigheden. Desto tidligere man er i sagsforløbet, desto større bevismæssige krav bør der stilles til Politiklagemyndigheden for så vidt angår konkretisering og påvisning af modsatrettede interesser. En generel henvisning og en illusorisk risiko bør på et undersøgelsesstadie ikke være tilstrækkeligt til at tilsidesætte det frie forsvarervalg. Kun hvis der bliver rejst sigtelse mod begge polititjenestemænd, kan der opstå en situation, hvor det kan være relevant at vurdere den for den enkelte politimand mulige værdi ved at pege fingre ad den anden kollega. Politiklagemyndigheden rejser dog stort set aldrig sigtelser i sager om vold, og de få gange, det er sket, har det alene været mod én polititjenestemand. Politiklagemyndigheden har navnlig anført, at udgangspunktet om det frie forsvarervalg begrænses af retsplejelovens 734, stk. 2, hvorefter forsvaret for flere sigtede kun kan udføres af den samme person, hvis de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Retten til at vælge forsvarer er ikke en absolut ret, og der er heller ikke en ubetinget ret for den tiltalte til selv at vælge den beskikkede advokat. De retsplejemæssige hensyn, som Højesteret har anført i kendelserne af 17. december 2013 (UfR 2014.903 og UfR 2014.905) kan også begrunde, at beskikkelse af den samme forsvarer for flere anmeldte polititjenestemænd i en sag efter retsplejelovens kapitel 93 c må afslås, når de anmeldtes interesser under sagen er modstridende, eller der er nærliggende risiko herfor. 734, stk. 2, må således finde tilsvarende anvendelse, hvor retten i medfør af 1020 g finder grundlag for at beskikke forsvarer, selv om der (endnu) ikke er rejst sigtelse mod polititjenestemændene.
- 3 - Retsplejelovens 734, stk. 2, må som anført af Højesteret i kendelse af 17. december 2013 i sag 208/2013 (UfR 2014.905) ses i sammenhæng med retsplejelovens 126 og de advokatetiske regler og er efter sin ordlyd ikke begrænset til at angå bestemte sagskategorier. Som fastslået af Højesteret i sag 172/2013 (UfR 2014.903) forudsætter beskikkelse af den samme advokat for flere sigtede i den samme sag, at der er en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. At Højesteret nævner en række sagstyper i kendelsen kan ikke indebære, at der i andre kategorier af alvorlige straffesager kan ske beskikkelse af samme advokat som forsvarer for flere sigtede, selv om der er modsatrettede interesser. Der er i den konkrete sag en sådan nærliggende risiko for modstridende interesser mellem de anmeldte polititjenestemænd, at de i Højesterets kendelser nævnte retsplejemæssige hensyn tilsiger, at beskikkelse af den samme forsvarer må nægtes i medfør af retsplejelovens 734, stk. 2, eller principperne i denne bestemmelse, smh. med 1020 g. Beskikkelse af samme advokat i denne sag kan indebære risiko for, at en sandfærdig forklaring undertrykkes til mulig skade for den enkelte politimands forsvar. Der er desuden efter anmeldelsen tale om en sag vedrørende alvorlig personfarlig kriminalitet begået af politipersonale mod en civil borger. Hertil kommer, at der i sagen foreligger oplysninger, som kan støtte anmeldelsen. Der gælder endvidere i sager som den foreliggende et særligt hensyn til opretholdelsen af tilliden til politiklageordningen, og dette hensyn må ligeledes indgå i vurderingen efter 734, stk. 2. Dette hensyn bevirker, at der i tilfælde, hvor der er rejst spørgsmål om tilstedeværelsen af modsatrettede interesser må udvises en særlig grad af forsigtighed ved vurderingen af, om der kan ske beskikkelse af den samme advokat for flere polititjenestemænd i den samme sag. Retsgrundlag Reglerne om behandling af klager over politipersonale (retsplejelovens kapitel 93 b) og straffesager mod politipersonale (retsplejelovens kapitel 93 c) er indført ved lov nr. 393 af 14. juni 1995 og senest ændret ved lov nr. 404 af 21. april 2010. Ved den seneste lovændring blev en ny politiklageordning med etablering af en uafhængig politiklagemyndighed gennemført.
- 4 - I straffesager mod politipersonale er spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer reguleret i retsplejelovens 1020 g. Ifølge bestemmelsen kan retten beskikke en forsvarer for en polititjenestemand, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 eller særlige grunde taler derfor. Af bemærkningerne til 1020 g fremgår, jf. lovforslag nr. L 88 af 9. december 2009, Folketingstidende 2009-10, tillæg A, bl.a.: Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om forsvarerbeskikkelse for den politimand, som en sag retter sig mod. Der skal beskikkes en forsvarer for den pågældende, hvis det følger af de almindelige bestemmelser herom i retsplejelovens 731, 731 a og 732. Det kan f.eks. være, når der er rejst tiltale i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde. Der kan herudover beskikkes en forsvarer, hvis særlige grunde taler derfor. Det kan også komme på tale at beskikke en forsvarer, selv om der ikke er rejst sigtelse. Bestemmelsen svarer til den gældende 1020 d bortset fra en ændring af når forholdene taler derfor til særlige grunde taler derfor. Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i praksis for advokatbeskikkelse, men det er hensigten at markere, at advokatbeskikkelse skal ske efter en konkret vurdering, når særlige grunde taler derfor. Bestemmelsen i retsplejelovens 1020 g fandtes tidligere i 1020 d, og af forarbejderne til 1020 d fremgår bl.a., jf. betænkning nr. 1278/1994 s. 122 ff.: 8. Indklagedes stilling. Udvalget finder, at det uanset hvilken klageordning der gennemføres må sikres, at indklagede i fornødent omfang har adgang til bistand af en bisidder eller eventuelt en forsvarer. Den nærmere udformning af reglerne herom må afhænge af, hvilken klageordning der gennemføres, men inspiration vil kunne hentes i tjenestemandsloven og retsplejeloven. Det må i den forbindelse indgå i overvejelserne, at politifolk i kraft af deres erhverv har en særlig risiko for at blive udsat for undersøgelser/efterforskning, og at situationen forud for en egentlig sigtelse for et strafbart forhold kan være mere belastende for politifolk end for andre, idet der som en konsekvens af straffesagen kan blive tale om afskedigelse eller disciplinærsag. Udvalget finder på denne baggrund, at der bør være mulighed for, at retten når forholdene taler derfor kan beskikke en advokat for indklagede, selv om der ikke er rejst en sigtelse. I de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 242 af 27. april 1995, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 3559 tiltrådte Justitsministeriet udvalgets forslag om en udvidet adgang til advokatbeskikkelse i straffesager. Af forarbejderne fremgår videre sp. 3560:
- 5-4.2.3 Advokatbeskikkelse i straffesager I straffesager mod politipersonale bør det være den altovervejende hovedregel, at der beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan mistanke om, at et strafbart forhold er begået, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod polititjenestemanden. Undtagelse kan dog gøres, hvis der er tale om et strafbart forhold af mindre betydning, f.eks. en færdselsforseelse. Desuden foreslås det, at der skal beskikkes en advokat for de pågældende i alle de tilfælde, hvor beskikkelse ellers ville være sket efter reglerne i henholdsvis kapitel 66 a om Advokatbistand til den forurettede eller kapitel 66 om Sigtede og hans forsvar. I andre tilfælde må det bero på en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger i den konkrete sag, om der skal beskikkes en advokat. Der må i den forbindelse navnlig lægges vægt på, i hvilket omfang anmeldelsen er underbygget, om anmeldelsen vedrører alvorlig kriminalitet, om der er tale om en kompliceret sag samt på, om forurettede på grund af mindreårighed eller sygdom har et særligt behov for bistand. 4.2.4 Afsluttende bemærkninger om advokatbeskikkelse I såvel adfærdsklagesager som straffesager mod politipersonale bør det efter Justitsministeriets opfattelse være udgangspunktet, at der, når den ene part får beskikket en advokat, tillige beskikkes en advokat for den anden part. Efter retsplejelovens 1020 j finder retsplejelovens bestemmelser om behandlingen af straffesager i øvrigt tilsvarende anvendelse ved behandlingen af sager efter lovens kapitel 93 c. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår et tilfælde, hvor det i medfør af retsplejelovens 1020 g er besluttet at beskikke forsvarer for to polititjenestemænd i en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c (straffesager mod politipersonale), selv om ingen af polititjenestemændene er sigtet i sagen. Spørgsmålet er, om en advokat er afskåret fra at blive beskikket som forsvarer for den ene polititjenestemand, når advokaten er beskikket som forsvarer for den anden polititjenestemand i sagen. Efter retsplejelovens 734, stk. 2, kan en advokat kun være beskikket som forsvarer for flere sigtede under samme sag, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Højesteret finder, at 734, stk. 2, finder anvendelse også på beskikkelse af forsvarer for en politi-
- 6 - tjenestemand i en sag, der behandles efter kapitel 93 c, selv om der ikke er rejst sigtelse i sagen, jf. herved retsplejelovens 1020 j. Det følger af Højesterets kendelser af 17. december 2013 i sagerne 172/2013 og 208/2013 (UfR 2014.903 og UfR 2014.905), at der bag bestemmelsen i retsplejelovens 734, stk. 2, ligger en formodning for modstridende interesser blandt flere sigtede i samme sag. Den samme advokat kan kun beskikkes som forsvarer for flere sigtede i samme sag, hvis der er en høj grad af sandsynlighed for, at der ikke kan opstå modstridende interesser. Den konkrete sag angår anmeldelse om vold og klage over kritisabel adfærd indgivet mod to polititjenestemænd, der er knyttet til samme tjenestested, og de pågældende har ikke afgivet fuldstændige forklaringer om deres rolle i hændelsesforløbet. Herefter og idet sagens øvrige konkrete omstændigheder ikke understøtter, at de to polititjenestemænd ikke har modstridende interesser, tiltræder Højesteret, at betingelserne for at beskikke samme forsvarer for begge de indklagede ikke er opfyldt. Herefter stadfæster Højesteret kendelsen. Statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Statskassen skal betale omkostningerne ved kæremålet.