VEJLEDNING I AT SPILLE MODELTEATER: PROLOG: Det er dejligt at spille dukketeater, så denne morsomme, kreative, udviklende hobby burde have mange flere udøvere. Men hvis nogen spørger, hvor de kan få noget at læse om det emne, vil man hurtigt opdage, at der mangler en elementær, praktisk vejledning i, hvordan man kommer igang. Der er skrevet meget om dukketeaterets historie, og det er interessant læsning, som meget kan anbefales. Der er også skrevet om, hvordan man spiller dukketeater, men alt er udsolgt fra forlaget. Ellers ville man med det samme anbefale Politikens "Vi spiller dukketeater", hvori der findes en fremragende beskrivelse i afsnittet "Modelteateret", skrevet af Svend Løvgreen. Nu må vi nøjes med at anbefale at låne den på biblioteket. Alligevel var det nok på sin plads, om man kunne få en kort vejledning i dukketeaterspil, og for at afhjælpe dette savn, er dette lille skrift blevet til. Dets formål er kun det enkle at åbne en dør ind til dukketeatrets fortryllende verden for såvel børn som voksne..
AT SPILLE MODELTEATER: er dog det fornøjeligste, man kan gøre i sin fritid - siger dukketeaterfolk. Og deres ord skal nok stå til troende. De har jo prøvet det! Prøvet at stå bag scenen med publikum bænket foran og med den frydefulde nervøsitet i kroppen, som kommer lige før tæppet går op. De har prøvet at sidde som tilskuer med en fascinerende spænding i sindet, forventningsfulde og betagede, med blikket rettet mod det belyste fortæppe, som nu om et øjeblik lukker op for eventyret. Sådan noget kan opleves på de "rigtige" teatre, men bestemt også på dukketeatret (eller "modelteatret", som det også kaldes - nogle foretrækker betegnelser som "papirteater" eller ' miniatureteater" - alt efter smag og behag). Er man først blevet bidt af ideen, går man i gang med at anskaffe et teater samt ark med kulisser o g figurer til forestillingerne og endvidere med opklæbning og udskæring, påfund af diverse finesser, aftale med "skuespillere" (hvis man ikke anvender de færdige bånd, som kan købes til mange forestillinger), indstudering af forestillingen, ja alt det, der skal til, inden det utrolige øjeblik kommer, hvor premieren kan løbe af stabelen, publikum sidder spændt i salen, og man trækker i snoren til fortæppet - spillet er i gang! Det er alt dette, som skal anskaffes og arbejdes med, dette lille skrift vil søge at orientere om ganske elementært, først og fremmest for at give begyndere i denne vidunderlige leg en håndsrækning og forhåbentlig en stor lyst til at gå videre. Der behøves ingen anden forudsætning end lysten. Man kant gå i gang med det samme med ANSKAFFELSE AF TEATER: Her er der forskellige muligheder. Man kan jo lave et selv, hvis man har evner i den retning. Politikens "Jeg spiller dukketeater", som desværre er udsolgt fra forlaget, kunne jo lånes på biblioteket, og her vil man i afsnittet "modelteatret" finde mange ideer og nogle byggevejledninger. Men selvom et selvbygget teater ikke behøver at være så kunstfærdigt og indviklet, vil de fleste nok vige tilbage for den mulighed. Og så er der den mulighed at købe et færdigt, spilleklart teater. Et dukketeater består af et scenegulv, hvorpå dekorationerne anbringes og figurerne (personerne) føres. Foran dette skal være et såkaldt proscenium (som betyder noget, der er foran scenen), oftest en plade af krydsfiner eller masonit, hvori der er udskåret en sceneåbning. Denne skal kunne dækkes af et fortæppe, som kan hejses op
og ned. Bagved prosceniet skal der også være mulighed for at anbringe de lamper, som skal belyse dekorationer og figurer. Det klassiske, danske dukketeater, som hidtil ikke har været udkonkurreret herhjemme, er tegnet efter forsiden (prosceniet) på Det kongelige Teater i København, som opførtes i 1874. Seks år senere, i 188o, udgav litografen og Kunstforlæggeren Alfred Jacobsen sit første dukketeater, og i mange år derefter udkom adskillige teatre i forskellige størrelser og med noget forskelligt udformede proscenier, hvor dog Det kongelige Teaters proscenium går igen i de fleste Der har også været andre udgivere af dukketeatre herhjemme, hvoraf især Illustreret Familie Journal bør nævnes, for det første for de mange forskellige teatre, bladet bragte i årene 1914-1931, og for det andet for det meget smukke "Pegasusteater", der blev udgivet i 1941. Det væsentlige i denne sammenhæng er dog, at man stadig kan købe Alfred Jacobsen - teatre, enten som færdigbyggede teatre som papirark til at klæbe op på et selvbygget teater. Der arbejdes med to størrelser: en mindre, kaldet D-størrelsen og en større, kaldet C-størrelsen. Alfred Jacobsen arbejdede også med en A- o g en F-størrelse, men disse er gået ud af produktion. D-teatrets proscenium måler 39 cm. x 5o cm. og dets sceneåbning 23 cm. x 18 cm. Det er et meget dekorativt, lille teater, og der findes nogle smukke dekorationer dertil. Det har bl.a. den fordel, at det ikke fylder ret meget. C-teatrets proscenium måler 66 cm. x. 79 cm med en sceneåbning på 39 cm. x 29 cm. Denne størrelse gør det velegnet til at anbringe f.eks.. i en døråbning eller lignende. så man kan have tilskuerrum i den ene stue og "operatørrum" i den anden. Det vil være en smagssag, hvilken af de to muligheder, man vil vælge. De fleste vælger nok C-størrelsen som den, det er mest tilfredsstillende at arbejde med i det lange løb, bl.a. fordi den er lettere for et publikum at se på. Til disse to teatre kan der købes dekorationer og figurer af passende størrelse, og derfor bliver det næste, der skal tages stilling til,
HVILKEN FORESTILLING, det kunne være tillokkende at gå i gang med. Der kan faktisk købes dekorationer og figurer til ikke så få komedier, og der kommer også jævnligt nyt på markedet. Man kan jo begynde med en af de mindre forestillinger med få (eller ingen) sceneskift og med ikke alt for mange personer, f.eks.. "Klodshans", "Det arabiske pulver" eller "Troldens næsering". Af større forestillinger kan nævnes "Jorden rundt i 6o dage", "Elverhøj", "Genboerne", "Gøngehøvdingen" og "Nøddebo Præstegård". Og der er meget andet at tage af. Det vil selvfølgelig være en smagssag, hvad man føler sig fristet af. Man skal blot huske, at jo flere dekorationer og figurer, en forestilling rummer, desto større opklæbnings- og udskæringsarbejde skal man beregne tid til. Men det hører også med til det morsomme og kreative ved arbejdet med dukketeatret. Det vil nok her være på sin plads at søge svar på spørgsmålet: HVAD ER EN DEKORATION? Det er nødvendigt at skabe en række scenebilleder; som viser, hvor stykkets handling udspilles. Det kan være i en skov, i en sal, ved en havn o.s.v. Til at danne disse scenebilleder bruges forskellige dekorationer. Desuden skal de hindre tilskuerne i at se ud i rummet bag scenen. Det skal lige bemærkes, at dukketeatrets dekorationer i regelen er flade, bestående af papir opklæbet på pap. Plastiske dekorationer kan også forekomme, men hører til det lidt mere avancerede og finder derfor ingen omtale her. Den vigtigste dekorationsdel er bagtæppet, idet det danner baggrunden på scenen. Derfor er der ingen udskæringer i det, medmindre tilskuerne skal se ud gennem et vindue eller lignende. I så fald er der anbragt en særlig dekorationsdel bag udskæringen. En særlig form for baggrund kan man få ved i udendørs dekorationer (f.eks. landskab) at bortskære "himmelen" i bagtæppet og så bag dette anbringe en rundhorisont som altså kun er "himmel", og som kan være et stykke lyseblåt karton. Anbringes rundhorisonten så langt bagude, at den kan belyses særskilt, kan man opnå en fin dybde i scenebilledet. I siderne af scenen sættes kulisserne Disse er høje, smalle dekorationer, som ikke må gå længere ind på scenen end at spillet ikke hindres. Der er ofte 2-3 kulisser i hver side, og mellem disse skal figurerne passere ind og ud. Anbragt rigtigt vil disse dekorationsdele hindre, at man kan se ind bag scenen. Et sådant "indkig" må aldrig kunne ske, idet det ødelægger den illusion, man netop søger at frembringe.
For at hindre indkig opad, brugte man ofte en suffit,- en vandret hængende dekorationsdel, ofte kun bemalet som himmel eller lignende. Senere begyndte man at kombinere kulisser og sufitter, således at kulisserne nåede hinanden foroven. Derved fremkom fænomenet "mellemtæppe", der efter behag kan opfattes som sammenførte kulisser eller et udskåret bagtæppe. Endelig skal nævnes sætstykkerne der er løse dekorationsdele, der i form af møbler, buske m.v.. anbringes på scenegulvet, hvor der er brug for det. Da dekorationer og figurer i regelen er trykt på papir, må man gøre et stykke arbejde med OPKLÆBNING OG UDSKÆRING. Brug her et godt stykke pap, kludepap eller bogbinderpap. Brug ikke træpap, da det knækker for let og lad endelig papæsker m.v.. ude af betragtning. Pappet bør ikke være for tykt (det skal jo udskæres!), f.eks.. o,5 mm til det, der skal udskæres og 1 mm til det øvrige. Læg arket på en avis med bagsiden opad og ansmør denne med klister (Arabin er fortræffeligt). Stryg ud mod arkets kanter ) og sørg for et jævnt lag uden "huller". Derefter skal arket ligge til det er gennemtrængt af fugten o g ikke mere har tilbøjelighed til at rulle sig sammen. Dette er meget vigtigt for et godt resultat. Derefter lægges arket på pappet, og der stryges med en tør, ren og blød klud fra midten udad mod kanterne, så alle luftblærer som~ stryges ud. Derefter klistres på samme måde et stykke papir (af ca. samme sværhed som dekorationen) på den anden side af pappet, for at dette ikke skal "slå sig" for meget siden hen. Til sidst lægges dekorationen i pres mellem nogle aviser eller noget papir til at suge fugten og nogle brædder, der klemmes sammen ved at lægge noget tungt ovenpå eller endnu bedre med skruetvinger. Lad dekorationerne tørre helt, inden de. tages ud af pres. Derefter er dekorationen klar til udskæring. Både ved opklæbning og ved udskæring bør man udvise tålmodighed og nøjagtighed. Det vil lønne sig rigt, når man når til det færdige resultat. Transparante dekoration påstryges en tynd vlieseline, derved bevarer man det transparante look. Man kan godt "grovpartere" arkene med en saks`; men det vigtigste redskab tiludskæring er en god, skarp kniv. Der findes mange hobbyknive i handelen. Vælg en, der ikke er for stor, så er den lettest at arbejde med. Da den hele tiden
skal være skarp, var det nok en god ide at vælge en af dem, hvor man kan brække små stykker af skæret, når det er blevet sløvt. Så er straks et nyt, skarpt stykke klar til brug. Desuden må man nok have et eller flere udstikningsjern til brug de steder, hvor man ikke kan komme til med kniven. Sådanne kan laves af platbor eller små skruetrækkere, der slibes helt skarpe. En hvæssesten til jævnlig opslibning vil være god at have ved hånden. Lange snit, som f.eks.. dekorationskanter, bør skæres langs en lineal, der i dette tilfælde helst må være af stål. Det øvrige må man skære "på fri hånd". i øvrigt må man altid huske at have et underlag, f.eks.. en masonitplade, at skære på - af hensyn til spisebordet! Der bør altid skæres således, at papkanten går skråt bagud, så den ikke bliver synlig for tilskuerne, når dekorationen står på scenen. Opnås dette ikke fuldtud, kan man med held farte kanten i samme farve som dekorationen. De kanter på dekorationen, som ikke er beregnet til at ses, må gerne nå et stykke udenfor selve den trykte dekoration. Det letter anbringelsen på dekorationsstøtter og skåner dekorationen. I nogle tilfælde kan udskæringsarbejdet være ret vanskeligt, f.eks.. ved grene, tovværk, stokke, lanser o.s.v.. Det lønner sig altid at gøre sig megen umage for at opnå et godt resultat, men i givet fald kan man godt foretage små reparationer på bagsiden, når det gøres med forsigtighed. Meget kan gøres med lim. Når vi er færdige, kan vi begynde at se på DEKORATIONERNES ANBRINGELSE PÅ SCENEN. Her må man have nogle dekorationsstøtter; for at få dekorationerne til at stå godt på scenen. Der fås udmærkede støtter i handelen, bestående af en aluminiumsstang på fod, på denne stang sættes dekorationen fast med små klemmer. Det er egentlig forbavsende, så godt dekorationerne står på disse holdere. Er man fantasifuld og fiks på fingrene, kan man måske også lave nogle selv. Hvor på scenen, den enkelte dekorationsdel skal stå, må man i nogen grad forsøge sig frem til. Der er tre forhold at tage hensyn til: 1. Der skal være plads nok til figurføringen, 2. der må ikke blive indkig og 3. dekorationens perspektiv må helst ikke forvrides. Som hovedregel kan man regne med, at perspektivet i C-dekorationerne, er beregnet udfra en afstand på ca. 9 cm mellem de enkelte dekorationsdele, kulisser, mellemtæppe, bagtæppe. Og det er i øvrigt noget af det morsomste arbejde i forbindelse med en forestilling at finde ud af den rette opstilling af scenebillederne.
Mange dukketeaterfolk i dag er gået over til de såkaldte skydescener. Her bliver de enkelte scenebilleders dekorationer sat fast på hver sin plade (af masonit eller krydsfiner), så man kan skifte det hele ud på en gang. Dette muliggør hurtige sceneskift og har kun den ulempe, at det er pladskrævende, hvis der er mange scenebilleder i stykket. Ved skydescener opnår man også den fordel, at man ikke så let kommer til at skubbe til dekorationerne eller figurerne med figurførestængerne under spillet! Når dekorationerne er anbragt rigtigt på scenen kommer turen til FIGURERNE. Disse er opklæbede og udskårne efter samme principper som dekorationerne. De skal nu kunne føres frem og tilbage, ind og ud af scenen eftersom spillet kræver det. Derfor må man have nogle figurførestænger, der i regelen består af en klods eller en plade, hvorpå figuren kan sættes fast, og hvorpå der er monteret en stang, der skal være lang nok til at nå fra den person, der fører figuren, og ud af scenen i modsat side. Klodsen, der har en rille til anbringelse af figuren, må ikke være for let; ellers vælter figuren for let! Hos forhandlere af dukketeatermateriale fås vældig gode føres tænger. Det kræver lidt øvelse at føre figurerne rigtigt. De skal naturligvis komme ind på scenen og gå ud igen præcist i overensstemmelse med stykkets tekst, men de må også godt bevæge sig lidt, mens de er inde på scenen, som man nu kan fornemme det naturligt i handlingen. To nærmer sig hinanden, når de taler sammen, en går hen til vinduet, når han råber ud o.s.v. Man plejer også hele vejen igennem at bevæge den figur, der taler, ganske lidt. Det viser tilskueren nøjagtigt, hvem der taler (det kan der nemlig godt være tvivl om), o g det er med til at gøre spillet levende. Det er i det hele taget utroligt, hvor legende det kan gøres med flade papfigurer, når det gøres rigtigt. Man må også passe på ikke at føre figurerne for hurtigt frem og tilbage. Det skulle gerne illudere, at personen går, ikke at han styrter af sted (medmindre dette er særlig påkrævet)! Endvidere bør man påse, at
figurerne ikke står foran hinanden på scenen, så de "dækker" hinanden. Dette kan være vanskeligt i scener, hvor mange figurer er inde på scenen samtidigt. Af og til må man gå på kompromis. Et andet vigtigt forhold er, at figurerne helst skal gå på den forreste del af scenegulvet. Det hænger sammen med scenebilledets perspektiv. Hvis en figur kommer for langt bagud, vil den se ud som værende af overstørrelse. Skal man se en person lang borte fra dem, der står i forgrunden, må figuren være minde end de øvrige figurer. I "Jorden rundt i 8o dage" har man et tog, der først ses i miniformat i baggrunden, hvorefter det lidt senere kører ind i scenens forgrund i større stør- relse. Samme virkningsfulde effekt findes i "Nøddebo Præstegaard" med en kane. Nu skulle vi så have teater, dekorationer og figurer klar. Men vi mangler endnu BELYSNINGEN : i at forestillingen kan begynde. Det gælder her, som ved alt det øvrige, at man kan møde alt, lige fra det ganske enkle o g primitive til det højt avancerede. Og der skal være plads til, at den enkelte kan gøre, som det føles mest tilfredsstillende eller overkommeligt. Men er man begynder, står man sig nok altid ved x at starte med det forholdsvis enkle. Derfor er det også kun den ganske enle belysning, der vil finde omtale her. Men inden vi går videre, skal der lige gøres opmærksom på, at når vi har med stærkstrøm at gøre, må vi være meget påpasselige. Det er ikke legeværk! Har man ikke specielt forstand på de dele, gør man klogt i at købe færdige belysninger hos dukketeaterforhandlerne, lige til at sætte i stikkontakten, eller lade en installatør foretage indretningen. En teaterbelysning skal bestå af et forlys_(rampe) og ovenlys (herte(r)). Bruges rundhorisont, vil det også kræve en særskilt belysning til denne. Desuden vil det være godt med et eller flere ekstralys, så månen kan skinne ind af et vindue eller lignende. Hertil vil dog ofte kunne anvendes en lommelampe. Rampelyset belyser fortæppet, når dette er nede, og under spillet skal det især belyse figurerne. Det må ikke være så kraftigt, at det kaster slagskygger op på dekorationen.
Ovenlyset skal især belyse dekorationerne. Det kan bestå* af en eller flere herter. Det vil i de fleste tilfælde være bedst (men også tilstrækkeligt) med to. Den forreste herte skal som regel være helt henne ved fortæppet for at kunne belyse de forreste kulisser - og også give lys til figurerne samt modvirke slagskygger af disse. Man kan klare sig langt med almindelig hvidt lys, men kan man få fat i en lysdæmper, har man straks øget sine mulig- heder betragteligt for at skabe gode lysvirkninger. Køber man færdige teaterbelysninger, kan man som regel også købe farvefiltre i forskellige farver (mest gul, blå og rød), så man kan lave natbelysning, aftenrøde o.s.v.. Her er det morsomt at eksperimentere sig frem til det bedste virkning. Man kan også lave mange virkninger med forskelligtfarvet silkepapir eller cellofan. Men pas på varmen fra lamperne! Hermed skulle de nødvendigste, tekniske forudsætninger være tilstede for, at vi kan tage fat på selve INDSTUDERINGEN AF STYKKET: Hvad teksten angår er der tre muligheder: 4. man kan lade skuespillerne fremsige replikkerne direkte under opførelsen (som det altid var tilfældet, før båndoptageren kom til), 2. man kan lade dem indtale stykket på bånd, hvis man har det nødvendige apparatur til rådighed eller 3. man kan købe et færdigindspillet bånd, hvoraf der findes en del i handelen. Mange vil vælge den sidste mulighed som det letteste at gå til. Men vælger man 1 eller 2, må man igang med et spændende arbejde med læseprøver OG INSTRUKTION: Bedst vil det være at have en skuespiller til hver rolle i stykket, man har valgt at spille. Det kan være svært nok, og af og til må man lade samme person lægge stemme til flere roller. Man så må blot sørge for at fordele rollerne sådan, at en skuespiller ikke kommer til at udveksle ret mange replikker med sig selv. Men ellers kan de små roller dmærket fungere som biroller til de store. Det er vigtigt at holde læseprøver, så man lever sig ind i stykket o g personerne. Men da en skuespiller ikke kan iagttage sine egne fejl og mangler, er det her - som på det store teater - vigtigt, at der er en instruktør, som prøver at rette fejlene og i øvrigt
forsøger at sætte det hele på plads til en helstøbt forestilling. Det er vigtigt, at der tales tydeligt, klart og ikke for hurtigt. Mumlen og sjusk med udtalen skæmmer sproget meget. Man må også overveje, hvor betoningerne skal ligge i replikkerne, alt sammen noget, instruktøren skal hjælpe med og derfor må have et vågent øre for. Det er også væsentligt, at man ikke overspiller sin rolle, hvad mange amatørskuespillere er slemme til. Jo naturligere, man kan tale, desto bedre. En skuespiller er jo ikke en, der skaber sig!! Prøv f.eks.. at studere skuespillere og speakere i TV med hensyn til tempo, mundbevægelser, pauser, afslappet tale, korrekt udtale af ordene. Der kan man lære meget, hvis man er opmærksom på det. Det er morsomt og udviklende at arbejde med sproget. Det kan også vise sig at få en positiv betydning for ens eget dagligsprog. I forbindelse med replikkerne vil man så også møde et behov for LYDEFFEKTER: Der lyder et skud eller en fanfare, lyden af heste kommer nærmere, en dør smækker eller tordenen buldrer udenfor o.s.v. Mange af disse effekter kan man umiddelbart lave (f.eks. et vækkeur der kimer), andre kræver en speciel "indretning" til at frembringe lyden med, men også her kan man ofte hjælpe sig med enkle midler, og man skal endelig bruge al den fantasi, man er udstyret med. Men kan man få fat i "Vi spiller dukketeater", kan man læse sig til en hel del anvisninger der. Her må vi nøjes med at nævne enkelte eksempler fra bogen: Lyden af bølgesus kan frembringes ved at sætte en lukket papæske fyldt med tørrede ærter i bevægelse. - Hestetrampen kan imiteres ved hjælp af to halve kokosnødder der med åbningen nedad bevæges på et bord. - Skud kan laves med et meterlangt stofbånd på ca.. lo cm bredde, hvis ender er fæstet til træstykker, og som strammes ud med et ryk. - Lyden af torden får man ved at ryste en pap- eller blikplade. Det skal også nævnes, at der findes indspilninger af lyde af forskellig art, og kan man selv optage på bånd, kan man jo optage mange naturlige lyde somfuglekvidren, klokkeklang og biler, der starter o.s.v.. Desuden vil det i denne forbindelse være naturligt at omtale MUSIKEN : til forestillingen. Ikke at der nødvendigvis skal være musik til,
men det sætter unægtelig prikken over iet med en ouverture og noget mellemaktsmusik. I nogle tilfælde giver det sig selv, hvilken musik, man skal søge, fordi der er skrevet musik til netop den forestilling, der drejer sig om. Det gælder f.eks... "Elverhøj", som er så nært forbundet med Kuhlaus musik. I and" tilfælde må man selv finde frem til en passende musik, hvad der kan være et meget spændende arbejde. Bibliotekernes pladeafdelinger kan her være til stor hjælp. Man bør søge at finde musik, der passer i karakter til stykket, f.eks... om det skal være lystigt, dramatisk eller tragisk. Men man bør også skele til den tid, stykket foregår i. Et stykke, der foregår 4 16oo-tallet vil det klæde fint med noget renæssance- eller tidlig barokmusik. Men man kan også opnå en spændende virkning ved bevidst at vælge musik fra vor egen tid, selvom stykket ikke er det. I det hele taget er det et spændende detektivarbejde at finde egnet musik. Blot må man have for øje, musikstykkerne ikke blot skal stå til stykket, men også til hinanden, så man ikke får syv forskellige stilarter af musik indenfor samme forestilling.efter alle indledende arbejder skulle vi så omsider være klar til ISCENESÆTTELSEN: af stykket, det sidste, der mangler, før vi kan incitere premierepublikummet. Nu skal alle tråde samles til et hele. Instruktøren (der formentlig også fungerer son iscenesætter) gør klogt i at føre en regibog, hvori alle optegnelser om placering af dekorationer og figurer, belysning, lydeffekter - i det hele taget alle oplysninger af betydning noteres. Figurernes gang på scenen er noget meget vigtigt. Man må f..eks. gøre sig klart også, hvad der befinder sig udenfor scenebilledet, så figuren går ind eller ud til den rigtige side og ikke, når den skal gå ind i stuen ved siden af, går ud i haven. Der skal være logik og konsekvens i figurernes færden på scenen. i overensstemmelse med teksten. Man må også sørge for, at alt, hvad der skal være på scenen, er tilstede, s så der ikke pludselig mangler noget midt i det hele. Ved mere indviklede stykker kan man have en regissør til at tage sig af den slags ting. Lydeffekter som oplukken af døre, nedstyrtning af klippeblokke, hornsignaler m.v. samt lynglimt og andre lyseffekter må indstuderes præcist (på stikord), så det virker naturligt ellers virker det komisk, og det var vel ikke meningen! Man bør i det hele taget ikke stille sig tilfreds, før et godt resultat er opnået. Og under indstuderingen må de medvirkende gerne berige
hinanden med gode ideer, så der kommer det bedst mulige ud af det. Og omsiden er vi så klar til OPFØRELSEN: Forud for denne holder man gerne en generalprøve, hvilket vil sige en prøvet, hvor alt skal fungere som til en opførelse. Nogle holder generalprøve for et indbudt publikum. Det gør det lidt mere realistisk, at det' rent faktisk er tilskuere. Og så kommer premieren (førsteopførelsen). Fastsæt i god tid en passende dag og inviter et publikum; så er man også tvunget til at gøre sig færdig til den tid. Et af de spørgsmål, der her melder sig, er tilskuernes placering i teatersalen. Grundlæggende kan siges, at der normalt skal være mindst 1 m fra prosceniet til 1. tilskuerrække. På denne må der ikke sidde mere end to, højst tre personer. Derefter kan man øge rækkerne med en plads for hver række. Formålet med en sådan "trekantopstilling" er, at indgå det famøse indkig. Hvis stolene står forskudt for hver række, letter det tilskuerens mulighed for at se godt. Der skal i øvrigt ikke være for mange rækker, da det jo kun er en lille scene, der arbejdes med; afstanden bør ikke blive for stor. Har man adgang til en duplikator eller en kopieringsmaskine, kan det være morsomt at fremstille små programmer til forestillingen. Et A4 ark foldet på tværs to gange giver tre smalle "sider", og der skal endda ikke trykkes på begge sider af arket. Man kan også folde arket to gange, en på langs og en på tværs, så man får 4 små A6 sider til rådighed. Trykker man kun på den ene side, kan de mellemliggende hvide sider holdes sammen med en smule limstift. EFTER FORESTILLINGEN: er det god dukketeaterskik, at publikum får lejlighed til at se bag scenen, hvordan det hele er lavet. Men altså først efter sidste akt. Folk, der ikke kender det i forvejen, vil som regel være meget imponeret over, at det kan lade sig gøre at skabe så gode og levende illusioner med de flade figurer og dekorationer, som de ser bag scenen. Måske en og anden får lyst til at gå i gang selv! Er tilskuerne dukketeaterfolk, vil der være rig lejlighed til at udveksle erfaringer og ideer fra begge sider. P å det punkt plejer man at være rundhåndet, - og ikke som tryllekunstnerne, som ikke røber deres tricks.
Blev den første forestilling en succes (og måske opførte man den adskillige gange), er man straks fyr og flamme med hensyn til, hvad det næste skal være, der skal gå over den lille scene. VERS GO AT GÅ I GANG: At spille dukketeater er virkelig noget af det fornøjeligste, man kan lave i sin fritid, både for børn og voksne. Man bliver aldrig for gammel til det, for som en har sagt: Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel; man bliver gammel, fordi man holder op med at lege. GOD FORNØJELSE siger en, der selv har haft mange fornøjelige timer i dukketeaterets fortryllende verden. ORDFORKLARING AKT (lat. handling) afdeling af et skuespil - som "kapitel" i en bog. BAGTÆPPE en dekorationsopstillings baggrund BELYSNING består af rampelys, ovenlys (herser), projektører (se disse) BLACK OUT pludselig slukning af scenebelysningen CHANCEMENT (fr. forandring) sceneskift for åbent tæppe Dekoration sceneopstilling uden figurer DRAMA alvorligt skuespil med stærkt spændende indhold DREJESCENE rund skive på scenegulvet, der kan dreje om sit eget centrum. Herpå kan stykkets dekorationer anbringes og drejes frem efter behov ENTRE (fr. indgang) skuespillers indtræden på scenen, jfr. sortie EPILOG (gr. eftertale) afsluttende tale i et skuespil, jfr. prolog FALDLEM lem i scenegulvet; denne kan hæves o g sænkes, hvorved personer kan synke i jorden eller komme op af en hule
o.s.v.. FARCE lystigt skuespil med intriger FORTÆPPE tjener til at "lukke af" for scenen under sceneskift m.m.. HERSE (HERTE) belysning, der hænger ned fra teatrets loft (ovenlys) JACOBSEN, ALFRED, litograf, 1853-1924, udgav fra 188o dukketeatre i forbindelse med et blad, "Suffløren", der indeholdt byggevejledning m.m.. Den mest betydningsfulde person i dansk dukketeaters historie. KOMEDIE lystspil, muntert skuespil LOGGIA overdækket buegang langs siden af en bygning. En sådan findes på Det kongelige Teater i København. MARIONETTEATER, dukketeater med dukker, der føres med snore ovenfra MELLEMAKT pause mellem to akter i en skuespil MELLEMTÆPPE dekorationsdel af størrelse som bagtæppet, men gennemskåret, så man ser igennem det. TØDRAMA lyrisk skuespil, hvor replikkerne ledsages af musik MESTER JAKEL TEATER dukketeater med handskedukker MOMENTSKIFTE hurtigt skift af dekoration, ved snoreloft, skydescene o.l.. OPERA forestilling med helt igennem sunget tekst OPERETTE forestilling med talte replikker o g indlagte kor o g sange OVENLYS se herse PEGASUS i græsk mytologi en bevinget hest, symbol på digtekunst og digterisk inspiration PLASTISK kalder man en "3-dimensional dekoration eller figur PMZIERE førsteopførelse PROJEKTØR (fr. lyskaster) bruges især til at belyse enkeltheder, man ønsker at fremhæve PROLOG (gr. fortale) indledende tale til et skuespil, jfr.. epilog PROSCENIUM (gr., foran scenen) ramme eller væg, der skiller scene og
tilskuerrum, dukketeatrets forside RAMPELYS belysning ved scenens forkant, især til belysning af figurerne REGIE ordning af dekorationer og rekvisitter til en forestilling RUNDHORISONT SCENE SKYDESCENE SNORELOFT SOFFIT SORTIE STATIST SYNGESPIL SÆTSTYKKE TABLEAU TRAGEDIE TRANSPARENT TWEDRAPERIER UNDERFØRING VAUDEVILLE VENDEFIGURER halvcirkelformet scenebaggrund, der giver en rumlig fornemmelse af himmel. Man kan også bruge "flade" horisonter 1. det sted, hvor et skuespil opføres, 2. mindre del af et skuespil Plade, hvor en dekoration er fast opstillet, og som kan skubbes indpå scenen ved sceneskift lister i teatrets loft, så dekorationer (bagtæpper og mellemtæpper) kan hejses op og ned dekoration, der hænger ned fra loftet, forestillende himmel, loft o.l.. (fr.. udgang) skuespillers udtræden fra scenen, jfr. entre person, der optræder på scenen, men ikke har replikker at fremføre skuespil, i regelen lystigt, med indlagte sange, jfr. vaudeville løs dekorationsdel, f.eks.. stol, busk, trone o.l. malerisk sceneopstilling uden egentlig handling sørgespil, skuespil med tragisk handling (fr. gennemsigtig) dekoration, trykt på begge sider, og hvor bagsiden bliver synlig på forsiden ved belysning bagfra tæppeforhæng mellem fortæppet o g scenen, omrammende denne, og som er forskydelige, så sceneåbningen kan gøres større og mindre, efter hvad der passer til dekorationen, om det er en skov, en hytte o.s.v.. system, hvor scenegulvet er forsænket jog figurerne føres nedefra, lystspil med indlagte sange, der ofte erstatter dialogen på vigtige steder i handlingen er malet på begge sider, så de kan "vende sig os". Kræver en
speciel dukkeførestang med en lille drejeskive EPILOG: Hvor kan jeg få mere at vide? Det spørgsmål vil snart melde sig for den der kommer i gang med dukkespillet. Det vil da være naturligt at henvise til DANSK DUKKETEATEFORENING: som stiftedes 4/12 1943 under navnet Dansk Modelteater Samfund. Navneforandringen fandt sted i 1965, men formålet er det samme: at samle mennesker, som er interesseret i dukketeater, for at man kan være hinanden behjælpelige med råd og dåd. Der arrangeres medlemsaftener med forskellige emner, der afholdes auktioner over udsolgt materiale m.m.. Adskillige medlemmer indbyder andre til at se forestillinger. Og sidst, men ikke mindst, udgiver foreningen medlemsbladet "Suffløren" 5 gange årligt. Her er meget at hente af stof og inspiration. En del af de gamle numre kan endnu købes. Dernæst må der henvises til foreliggende LITTERATUR: om emnet. Nedenstående liste anfører forskelligt i kronologisk rækkefølge. Den gør ikke krav på at være komplet, og der er ikke taget hensyn til anskaffelsesmulighederne. Det meste er udsolgt fra forlagene, men noget vil kunne lånes på bibliotekerne: Modelteaterhåndbogen, 64 sider Carl Aller 1942 Modelteatermaleren,44 sider Carl Aller 1946 Nye Moderne Procenier 16 sider Carl Aller 1945 Dukketeater Kai Uldall Nationalmuseets Juleudstilling 1950-51 Børnebilledark side 69-79 i Jeg er samler Politiken 1955 Grosse Liebe zu kleinen Theatren 160 sider af Walter Röhler 1963 Alfred Jacobsens Danske Teaterdekorationer og Danske Billeder v. P Syskind og P. Brandt, Dansk dukketaterforening 1955 og 67 Vi spiller Dukketeater afsnittet Modelteater af Svend Løvgreen side 235-363 1969
Theatergeschichte im Speigel der Kinderteather Geotg Garde Borgens Forlag 1971 Alfred Jacobsens Dukketeatre Svend Løvgreen Kunstindustrimuseet 1974 Dukketeatre og Modelteatre, Egon Petersen side 53-65 Politikens Hobbybog I 1977 Dukketeater", s.85-93, og "Brug af båndoptager i dukketeateropførelser", side. 94-96 i "Hobbybogen" 1977 (Hobbybladet nr. 172) 1977 "Dukketeater i Ill. Familie Journal 1914-1931" v. John Grytner, Nakskov,36 s. 1980 "Dukketeatre i Danmark" af Dorthe Falcon Møller, 32 s. Museet Falsters Minder 1980 "Alfred Jacobsens Dukketeatre 188o - loo år 198o af Georg Garde Kunstindustrimuseet 1980 "Toy Theatre" v. Kenneth Fawdry, 48 s. Pollock, London 1980 Det danske Dukketeater" af Sven-Erik Olsen, 16 s. Dansk Dukketeaterforening 1985 "Papiertheater - Buhnenwelt en Miniature" tekst H. Zwiauer, foto G. Tumler, 72 s. (48.s farvefotos) 1987 "Suffløren", medlemsblad for "Dansk Dukketeaterforening" 1944-1988