Indledning Lidelsens problem er nok den største enkeltstående udfordring for den kristne tro, og sådan har det været i hver eneste generation. John Stott Det var en dejlig søndag morgen lige efter gudstjenesten. I min kørestol trillede jeg tværs over kirkens parkeringsplads hen mod min handikapbil, da en flot ung mand kom hen til mig. Han hed David, sagde han. Jeg leder efter Joni. Er det dig? spurgte han. Jeg smilede og nikkede et ja. Alle tiders! udbrød David. Jeg er på besøg her, og jeg håbede på at møde dig i dag. Jeg har bedt meget for dig. Jeg gjorde store øjne. Har du det? Om hvad?
At du skal blive helbredt. Jeg har bedt for, at du må komme ud af din kørestol. Her begyndte jeg at trække følehornene lidt til mig. David var bare på besøg. Han kom i vores kirke og håbede på at møde mig, og han ville gerne se mig blive helbredt. Jeg har ikke tal på de mennesker, der i årenes løb har gjort det samme. I kirker, på gadehjørner, på konferencecentre og i travle stormagasiner. Nogle gange har det været lidt overvældende at møde den slags mennesker; nærmest skræmmende. Men ikke den dag, ikke med sådan en ung fyr. Alligevel skulle jeg gøre mig fri af en ubehagelig følelse. For år tilbage skete det flere gange, at der dukkede mænd op hjemme på gården i Maryland. De var alle sammen blevet ledt af Helligånden til enten at helbrede mig eller gifte sig med mig! Så det var ikke så mærkeligt, at jeg tøvede lidt. Jamen, jeg siger da aldrig nej til at blive bedt for, forsikrede jeg David. Fyren spildte ingen tid, men gik lige til sagen og kastede sig ud i noget, der lød som en velforberedt tale: Har du nogensinde tænkt på, at der måske er synd i dit liv, der forhindrer dig i at blive helbredt? At du på en eller anden måde har været ulydig? Før jeg kunne nå at svare, hev David sin bibel frem og åbnede den lige dér midt på 6
parkeringspladsen og læste fra Lukasevangeliet: Og se, der kom nogle mænd med en lam på en seng, og de forsøgte at få ham ind for at lægge ham foran Jesus. Men da de ikke kunne finde nogen steder at gå ind med ham for de mange mennesker, gik de op på taget, og gennem tegltaget firede de ham og sengen ned midt foran Jesus (Luk 5,18-19). Han lukkede sin bibel og påpegede, at den lamme mand i beretningen var blevet helbredt. Og det kunne jeg også blive, hvis jeg bare bekendte mine synder. Joni, der må simpelt hen være en eller anden synd i dit liv, som du ikke har gjort op med, tilføjede han. Jeg sagde til ham, at jeg havde en ren samvittighed over for Gud (det fik ham til at se lidt skeptisk ud), men jeg gentog, at jeg altid sagde ja tak til en bøn om helbredelse. Jeg takkede for hans omsorg, men forklarede, at jeg ikke mente, det var et spørgsmål om tro. Det gav imidlertid ingen mening for David. Han havde altid fået at vide, at hvis man er kristen, og der ikke er nogen bevidst synd i ens liv, og hvis man har tro til, at Gud vil helbrede en, ja, så bliver man helbredt. Er det måske ikke Guds vilje at helbrede alle? Ønsker Jesus ikke det allerbedste for alle? Selvfølgelig gør han det! Det er da indlysende! Joni, du har simpelt hen ikke tro nok. Jeg mener, se lige 7
engang på dig selv. Du sidder stadig i din kørestol! Jeg tænkte lidt over den beretning fra Bibelen, som han lige havde læst for mig, og bad ham om at slå op på det samme sted igen. Lukasevangeliet kapitel 5. Okay, sagde jeg. Du har ret i én ting, David. Den lamme mand blev helbredt, så snart de havde hejst ham ned igennem loftet til Jesus. Men se så lige vers 20. Der står, at da Jesus så deres tro, altså vennernes tro, så blev manden rask. Ja, og? Kan du ikke se det? Han krævede ikke spor af den handikappede mand. Det, han havde blik for, var troen hos de mænd, der sænkede ham ned gennem taget. Gud kræver ikke af mig, at jeg har tro for at blive helbredt. Men måske kræver han det af dig. Der er ikke noget pres på mig, David. Hvis det er Guds vilje, at jeg skal ud af min kørestol, er det måske din tro, han har brug for! Så bliv bare ved med at tro, min ven. Det er dig, der er under pres! Den vinkel på sagen brød David sig ikke om. Sådan stod der ikke i hans drejebog. Det var ikke det, han plejede at få forkyndt. Ifølge de prædikanter og undervisere, han plejede at høre, så havde den syge et problem, hvis han ikke blev helbredt. Så var der noget galt med hans tro. Men det handler slet ikke om tro. Det handler om Jesus Kristus, og hvad der er hans vilje for dem, der lider. At have en stor tro betyder at tro på en 8
stor frelser, og Bibelen hilser enhver velkommen, der tror på, at Jesus ønsker at helbrede. Og den enhver kunne meget vel være David. Behøver vi overhovedet at sige det? Gud helbreder faktisk i dag; det er der ingen tvivl om. Hvis man påstår noget andet, lukker man øjnene både for det klare vidnesbyrd i Guds ord og de mange hjertegribende beretninger fra taknemlige og jublende glade kristne over hele verden, som kun ønsker at ære deres frelser, som har helbredt dem. Men min oplevelse på parkeringspladsen med David viser måske, at vi har brug for at se nærmere på netop udtrykket Gud helbreder i dag. Helbreder han altid? Helbreder han alle, der kommer til ham i tro? Griber han mirakuløst ind over for alle, der beder om at blive kureret for migræne dissemineret sklerose prostatakræft influenza eller som jeg: kroniske smerter? Og hvis ikke, hvorfor så ikke? Og hvorfor helbreder han nogle og ikke andre? Bemærk venligst, at jeg slet ikke nævnte min diagnose: lammelse i arme og ben på grund af en skade på ryg- 9
raden. De dage, hvor jeg bønfaldt Gud om at komme til at gå igen, ligger langt tilbage. Jo, jeg sidder stadig i min kørestol. Men jeg er lykkelig. Og på dét plan er jeg blevet helbredt. Super! Lige nu er det store spørgsmål smerte. (Ja, jeg ved godt, det lyder mærkeligt, at et menneske, der er lammet, overhovedet kan føle smerte. Men det kan man. I hvert fald i min alder). Hvis smerten ikke var så tænderskærende kronisk, så ville jeg lade den ligge og leve med den. Men præcis som lige efter ulykken, hvor jeg kom til skade, er jeg nu igen dér, hvor jeg beder til Gud og siger: Herre, jeg kan ikke leve på den her måde resten af mit liv. Det tror jeg i hvert fald ikke, jeg kan. Men det vil vise sig. Det her skal ikke misforstås. Jeg trækker ikke noget af det tilbage, som jeg siden 1978 har skrevet om helbredelse i artikler og i min bog A step further (hold da op, er det virkelig mere end 30 år siden?). Men det har været nødvendigt for mig i min nuværende situation at tage en række kendte skriftsteder frem og vende dem igen en gang eller to, undersøge dem fra en ny vinkel; eller se dem i et nyt perspektiv. Jeg kan roligt sige, at det er uudforsket land for mig. Som Josva sagde til israelitterne: Det er en vej, I ikke har gået før. Sådan er det også for mig. Jeg befinder mig et sted, jeg aldrig har været før. Men israelitterne fandt ud 10
af, at Herren var på begge sider af Jordanfloden (og ude midt i), og på samme måde har jeg fundet hans nærvær, hans trøst og hans trofasthed i det ukendte, fremmede land, der hedder kronisk smerte. Bogen her er ikke tænkt som en detaljeret og udtømmende gennemgang af hvert eneste vers i Bibelen, der berører guddommelig helbredelse. Hvorfor Gud gør, som han gør, og helbreder, når han helbreder, er for det meste svøbt i et guddommeligt mysterium, og jeg har ingen planer om at prøve at afsløre alt det på nogle få sider. I stedet for er bogen en invitation til at tage med mig på en aktuel og meget personlig rejse, hvor jeg vender tilbage til nogle grundlæggende spørgsmål om liv og helbredelse, lidelse og udholdenhed, hjertekvaler og håb. Jeg vil også opfordre os alle til at kigge lidt op fra vores daglige kampe og i stedet fokusere på den tid, der kommer engang, hvor alt og alle bliver ultimativt helbredt. Den dag da de blindes øjne skal åbnes og de døves ører lukkes op, hvor den stummes tunge bryder ud i jubel, og den halte springer som hjorten (Es 35). Det bliver virkelig en herlig dag! Men de af os, der ikke oplever et under og bliver fysisk helbredt her på jorden, kan vi holde ud? Kan vi holde fast i håbet? Og ikke bare holde ud. Kan vi lære det, vi skal lære under vores fangenskab? (Det er sådan, det føles, når jeg 11