Lise Rasmussen Opdragelse Frydenlund
Opdragelse Frydenlund og forfatteren, 2001 2. udgave, 1. oplag 2009 Isbn 978-87-7887-794-9 Produktion: Pozkal, Polen Forlagsredaktion: Flemming Olsen Forsideill.: Maleri af Jean-Marie Heylegen Foto side 10: Susanne Mertz Foto side 70: Philips Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K. Tlf. 3393 2212 Fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk
Indhold 5 Indhold Forord..................................................... 7 Forord til 2. udgave......................................... 8 Indledning................................................... 9 Opdragelsesformer og forældrestile............................. 11 De fire typer forældrestil.................................... 13 Om grænser................................................ 20 Livsudvikling............................................... 27 Sociale kompetencer...41 Opdragelsesværdier.......................................... 47 Fra traditionelt til moderne forældreskab...47 Forhandlingsfamilier......................................... 55 Samarbejde og relationer...59 Sorgprocesser............................................... 67 Støtte som opdragelsesmiddel...71 Litteratur...76 Stikord..................................................... 78
Forord 7 Forord Denne bog omhandler temaet Opdragelse. Den indgår i en serie af bøger med temaerne: Psykiske problemer, Psykiske lidelser, Hjerneprocesser og læring, Voksenliv, familie og arbejde og Opdragelse. Formålet med bøgerne er at imødekomme et behov indenfor psykologiundervisningen om fordybelse i nogle temaer. Derfor tager temaerne afsæt i grundbøgerne indenfor psykologifaget. Psykiske problemer gennemgår behandlingsformer, identitet og selvtillidsproblemer, stress, krise og PTSD. Bogen omhandler problemer vi alle kan bukke under for i kortere eller længere perioder i livet. Det kan være problemer der skyldes usikkerhed om egen identitet. Ikke mindst kan det være problemer, der skyldes manglende selvværd eller problemer med sociale færdigheder. I bogen gennemgås også stress samt kriser, der opstår i forbindelse med fx tab ved død og sygdom. Tidligere blev det kaldt traumatiske kriser. Psykiske lidelser gennemgår angsttilstande og tvangstilstande. Det er sværere psykiske problemer og lidelser, der tidligere blev kategoriseret som neuroser. En anden gruppe er de egentlig psykiske sygdomme det vi også kalder psykopatologi. Bogen begrænser sig til at omtale de svære; depression og skizofreni. Hjerneprocesser og læring lægger vægt på at læring rummer både kognitive og emotionelle dele og at der er tale om en proces i samspil med andre. Der er altså tale om en proces, hvor viden tilegnes under indre psykodynamiske og ydre samspilsmæssige betingelser. Bogen fokuserer derfor på, hvordan det neuropsykologiske og det emotionelle spiller sammen i læringsprocessen. Voksenliv, familie og arbejde gennemgår emner, der har med det at være voksen at gøre: familie, livsformer og livsstil, arbejdsliv, stress og konflikter. Gennem en række teorier om voksenlivets betingelser lægger bogen op til en diskussion af, hvordan det senmoderne samfund påvirker det enkelte individ. Opdragelse gennemgår forskellige teorier og undersøgelser om opdragelsesformer og forældrestile, livsudvikling og de kompetencer, vi i vort samfund lægger vægt på. Opdragelsesværdier i forældreskaber mellem tradition og modernitet og værdiundersøgelser blandt lærere og pædagoger lægger op til forskellige typer af grænser og identifikation i hverdagens forhandlinger.
8 Opdragelse Temabøgerne henvender sig til flere målgrupper: Til undervisning i psykologi, samfundsfag og tværfaglige forløb i AT, samt opgaveskrivning og eksamensprojekter i gymnasiet/hf/vuc og på de mellemlange videregående uddannelser samt højskoler. Hver bog består af grundtekst og diverse materiale, bestående af fx eksempler, figurer og øvelser, som er placeret i tilknytning til de emner, der bliver gennemgået. Materialet, der fylder meget i forhold til teksten, vil kunne analyseres ud fra forskellige psykologiske teorier. Formålet med denne vægtning er at skabe lærebøger, der kan indgå i psykologiundervisningen som en samlet helhed og dermed opfylde kravet om at inddrage analyserbart materiale i undervisningen. Temaerne bliver gennemgået ud fra den nyeste forskning og en nutidig virkelighed. Traditionelt har de psykodynamiske teorier haft en fremtrædende placering i psykologiundervisningen. Denne tradition har været baggrunden for valg af teorier, tilligemed et forsøg på at afbalancere de psykodynamiske teorier med andre, hvoriblandt socialpsykologi og den kognitive teori har en fremtrædende placering. Begrundelsen for disse valg er at socialpsykologien og den kognitive teori er meget fremherskende i den internationale forskning og fordi mange nutidige problemstillinger med stor fordel kan anskues ud fra disse teoridannelser. Dermed er tilgangen til psykologien i tråd med manges bestræbelser på at gøre psykologifaget mere empirisk funderet og virkelighedsnært. Principperne for temabøgerne er: Teksterne skal lægge op til redegørelse, analyse og perspektivering, jf. Blooms taksonomi. Teksterne er et supplement og kan perspektivere gennemgangene i de gængse lærebøger i ungdomsuddannelserne. Materialet, der indgår i forbindelse med hvert af temaerne, skal være analyserbart og være konkret i modsætning til teoriernes generelle gennemgang. Teksterne skal lægge op til diskussion. Forfattergruppen og forlaget håber, at læserne vil få glæde af temabøgerne og vil give kommentarer, så der ved udgivelse af nye udgaver og yderligere bøger i serien kan tages højde for de erfaringer man rundt omkring har gjort med anvendelsen af bøgerne. Forord til 2. udgave Mange afsnit opdaterer en psykologifaglig viden af de samme forskere og forfattere: Stig Brostrøm, Mogens Hansen, Dion Sommer og Daniel N. Stern. Rækkefølgen i teksteksemplerne er ændret og flere er tilføjet, ligesom tal og oplysninger er opdateret overalt, hvor det har været muligt. Lise Rasmussen april 2009.
Indledning 9 Indledning Opdragelse er at støtte barnet i en personlig og social livsudvikling. Der er især to grupper af voksne, der har denne støtte som opgave. Forældre, som har den primære tilknytning til børnene og de professionelt uddannede opdragere, pædagoger og lærere. Forældre, pædagoger og lærere har stor indflydelse på børns og unges udvikling i hverdagen gennem det samspil og den kommunikation der foregår. Man kan sige, at forældre og andre voksne opdrager børn og unge til at opdrage sig selv, fordi de forsøger at internalisere nogle bestemte normer og værdier hos børnene, der bliver opdraget. Dette sker gennem nærvær og via børnenes leg samt opgaver og pligter i hverdagen. Det hedder socialisering. Begrebet socialisering betyder overtagelse af omgivelsernes normer. Den primære socialisering foregår i primærgrupper, typisk familien eller den nære vennekreds. Det karakteristiske ved primærgruppen er, at den er lille og stabil, og at der er stærke personlige bånd mellem gruppemedlemmerne. Overfor denne socialisering står den sekundære socialisering, som foregår i sekundære grupper, fx skoleklasser eller sportsklubber. I sekundærgrupper er der ikke de samme nære tilknytninger, som det er tilfældet i primærgruppen, og derfor kan sekundærgrupperne ikke have helt den samme stærke indflydelse på barnet. Begrebet socialisering bliver ofte erstattet af et andet begreb: social kompetence. (Ordet kompetence kommer af latin: competentia). Kompetencebegrebet pointerer børns færdigheder, kunnen og udførelse i praksis med de indsigter, der er af betydning for den personlige udvikling af identitet, værdier og normer. Barnet udfolder sig dagligt i to grundlæggende forskellige arenaer. Den private arena, familien, med de nære relationer mellem forældre og børn/ søskende i udvikling gennem forskellige opdragelsesværdier. Dertil kommer den offentlige arena, daginstitution og skole med sociale normer, kompetencer gennem leg og læring. Udvekslingen i de to arenaer sker gennem det dobbeltsocialiserede barn med forældre og professionelle voksne i hverdagen. Denne udveksling nødvendiggør en åben og kompetent kommunikation mellem de tre parter i den offentlige arena. Spørgsmålet er, hvad der fremmer opdragelse og hvad der hæmmer den? Opdragelse er at drage op. (Nudansk ordbog: Jf. tysk aufziehen. Latin: educere).
10 Opdragelse Socialisering begynder lige fra fødslen, hvor interaktionen mellem moderen og barnet er af stor betydning.
Opdragelsesformer og forældrestil 11 Opdragelsesformer og forældrestil Treårige Søren vil gerne have en is. Mor siger nej, fordi Søren allerede har fået to is den dag. Søren gør, hvad ethvert barn normalt gør. Han presser på for at få sin vilje, plager og råber. Hvis hans mor eller far stadig står fast på deres nej, giver Søren sig muligvis til at græde eller rase. Eksempel 1. Søren, 3 år Autoritær opdragelse, laissez faire opdragelse og demokratisk opdragelse er tre forskellige former for opdragelse. I den autoritœre opdragelse er lydighed, påbud og forbud af afgørende betydning. Laissez faire opdragelse kan siges at være en reaktion på den autoritære opdragelse, idet den frie erfaringsdannelse uden voksenindblanding er det centrale begreb i denne opdragelsesform. Den demokratiske opdragelse hjælper barnet med at få indflydelse på sin dagligdag og den voksne benytter sig af forklaringer som middel til at give barnet normer og værdier. Grundlæggende for den demokratiske opdragelse er, at vi faktisk lever i et demokratisk samfund. Vi har mange forskellige demokratiske institutioner i vort samfund, hvor vi skal forholde os til noget fælles gennem kommunikation. Det kan være i børnehaven, i skolen, i kommunen, i andelsboligforeningen osv. Her er det vigtigt at vi tænker, samtaler og opfører os som ligeværdige borgere og har nogle fælles normer, hvoraf de vigtigste er, at vi tror på, at vi kan få indflydelse. Filmen Metoder, der er produceret i Ungarn i 1950 erne, bygger på nogle samfundspsykologiske eksperimenter, som Kurt Lewin og hans medarbejdere foretog i slutningen af 1930 erne. Filmen viser forskellige opdragelsessituationer i en børnehave. Børnene bliver påvirket i en flere måneder lang periode af den samme pædagog, der benytter sig af en af de tre opdragelsesformer: Autoritær, laissez faire eller demokratisk. I det autoritære grupperum er børnenes adfærd stille lydighed og børnene former på pædagogens opfordring mange ensartede genstande i ler. En af pigerne i gruppen overtager den autoritære rolle, når pædagogen er gået. Herved opstår et hierarki med nogle forskudte aggressioner mellem børnene. I laissez faire-rummet er børnenes adfærd præget af kaos, og de stærke børn leger på bordene og de svage børn i rummets udkant, i hjørnerne. Der ses ikke eksempler på betydningen af erfaring og frihed. Leret er trådt ned i gulvet. Forholdet mellem børnene udvikler sig til et spil om magt og afmagt. Pædagogen reagerer ikke på børnenes adfærd og udviser tydelig ligegyldighed. I det demokratiske rum snakker børnene sammen om de figurer, de former i ler. De giver hinanden gode ideer, ligesom pædagogen roser og kommer med nye forslag til den fortsatte leg med ler. Nogle børn er hurtigt blevet
12 Opdragelse gode til at tale sammen om aktiviteten. Det betyder også, at de formår at lytte til de andre børn. Resultatet af flere forskellige undersøgelser peger altså på, at den demokratiske opdragelse er nødvendig for individets positive udvikling, fordi den personlige selvstændighed med mange kompetencer udvikler sig bedst her. Det er ikke kun barnet, der bliver opdraget igennem den demokratiske form. Det er også den voksne. Det sker, at den voksne i samspillet med barnet kommer til at tænke og huske på hvordan det selv er blevet opdraget. Hvordan andre voksne har påvirket hende og hvordan hun reagerer i forskellige samspil. Den demokratiske opdragelsesform er derfor dynamisk, da relationen i hverdagen påvirker begge parter. Hvis man vil kritisere den demokratiske opdragelsesform, kan man sige, at den kan have tilbøjelighed til at legitimere en abstrakt-logisk voksentankegang. Her er den intellektuelle forklaring i centrum. I nogle tilfælde kan denne opdragelsesstil føre med sig, at barnet får dårlig samvittighed på et grundlag, som ligger udenfor barnets konkrete erfaring og tænkning. Her kan man overveje, hvilke konsekvenser barnets udvikling af personlighed får, når vi inddrager Freuds forståelse af personlighedsstruktur, Eriksons psykosociale udviklingsteori med fokus i jegidentitet eller Piagets 4 faser i udvikling af logisk tænkning. For at se nærmere på hvordan børn reagerer på de forskellige opdragelsesformer, gennemførte Kurt Lewin nogle undersøgelser af hvordan forskellige ledelsesformer virker. Han inddelte nogle 11-årige drenge i grupper og hver gruppe fik tildelt en leder, som enten var autoritær, laissez faire eller demokratisk. De forskellige former for adfærd hos leder og drenge i den enkelte gruppe blev registreret. Det viste sig, at ledelsesformen påvirkede opgaveløsningen og samspillet i gruppen. Fx fremgik det, at de drenge, der var vant til autoritært lederskab, ikke havde nogen entydig glæde af beslutningsprocesserne i den demokratisk ledede gruppe. En forklaring kan være, at de forskellige ledelses- og opdragelsesformer forudsætter forskellig intrapsykiske strukturer. De pågældende drenge havde ikke udviklet den selvstændighed, der er en forudsætning for at kunne indgå i beslutningsprocesser i en demokratisk ledelse eller opdragelse. Lewin og hans medarbejdere lavede også i 1940 erne en anden undersøgelse om ændring af holdninger og fordomme. Grupper på 18 husmødre blev påvirket enten gennem såkaldt foredragsmetode eller ved diskussionsmetode. Lewin valgte at lade en bestemt person holde et levende foredrag i den ene gruppe om fordele ved at spise indmad. I den anden gruppe ledede den samme person en diskussion om det samme spørgsmål, altså fordelene ved at spise indmad. Undersøgelsen viste, at der var langt flere i diskussionsgrupperne end i foredragsgrupperne, der begyndte at spise indmad. I sammenligningen mellem monologen i foredraget og dialogen i diskussionsgruppen, ser det ud til, at udveksling af synspunkter fremmer den enkel-