Indholdsfortegnelse: Side 1 af 9 Pædagogik. Indledning 2. Problemstilling 2. Bourdieu/habitus 3. Anerkendelse 4

Transkript

1 Side 1 af 9 Pædagogik Indholdsfortegnelse: Indledning 2 Problemstilling 2 Bourdieu/habitus 3 Anerkendelse 4 Integration, inklusion og marginalisering 7 Konklusion 8 Litteraturliste 9

2 Side 2 af 9 Pædagogik Indledning I artiklen Den elegante afvisning fortæller Eva Gulløv hvor gode eller dårlige institutionerne er til at give børnene i institutioner plads til at være der. Hun siger; De har ikke noget valg, de er nødt til at være der 1 Eva Gulløv er antropolog og har lavet forskelligt feltarbejde hvor hun blandt andet har undersøgt børns måde at være sammen på. Antallet af børn i institutioner er steget markant og der er derfor efter min mening væsentligt at man får det til at fungere så godt som overhovedet muligt for disse børn, der tilbringer rigtig meget af deres tid i eksempelvis børnehaven. Et barn der sparker, råber og slår, er der ikke plads til, så han bliver taget ud og placeret et andet sted, i dette tilfælde på et observationshjem. Denne opførsel, som drengen udviser, kan til dels forklares med Pierre Bourdieus 2 habitusbegreb som jeg vil komme ind på senere. Det kan i hvert fald være med til at give en forståelse for, hvorfor han reagerer som han gør. Dette begreb kan også bruges, når man skal anerkende børn. At man skal skabe rum/plads til alle forudsætter, at man som institution vedkender, at ikke alle børn er ens og ikke alle børn har de samme behov. Derfor er det vigtigt, at man finder en måde hvorpå man kan nå ind til det enkelte barn og læse barnets behov. Til det behøver man at vide hvor barnet kommer fra og hvilke forudsætninger det har, for at handle som det gør og for at have de behov det har. Her er Bourdieus habitusbegreb også anvendeligt. Problemstilling: Drengen der bliver taget ud af institutionen bliver ekskluderet da der ikke er plads til hans type. Jeg synes, at det er et væsentligt problem, da det efter min mening er blevet mere og mere et problem med børn der fylder for meget i institutionerne. Min opfattelse er, at børnene bliver sværere og sværere at styre og at samfundet generelt har den opfattelse, at grunden til at de opfører sig sådan er fordi, at børnene er forkælede. Dette fører mig frem til følgende problemstilling: Hvordan kan man 1 Asterisk nr. 17, side 8, Anders Lindskov 2 Fransk sociolog.

3 Side 3 af 9 Pædagogik hjælpe børn der fylder meget i institutionen og derved skabe mere plads til både den enkelte men også til hele gruppen? Bourdieu og habitusbegrebet Pierre Bourdieu har udarbejdet en teori om den menneskelige praktik, altså menneskets opførsel. Den skal være med til at forklare, hvorfor mennesker gør som de gør. Teorien fortæller, at man handler intuitivt, hvilket giver en eller anden slags fornemmelse for, hvordan man skal gøre i bestemte situationer. 3 Uden overvejelse gives de normer og værdier der findes i en given familie, videre til barnet. 4 Habitus kommer frem gennem en praktisk sans. Det er kropsligt lagrede egenskaber, der er bestemt af hvilken opdragelse og opvækst man har haft. Altså de sociale erfaringer og det liv man har levet. Habitusbegrebet er på samme tid både subjektiv og kollektiv. Kollektiv fordi at en gruppe mennesker i bestemte situationer har skabt en række betingelser, som skaber nogle rammer individet så handler indenfor. Disse rammer er så bestemt af de mennesker der skaber dem og derfor kan man sige, at feltet også har en habitus. 5 Begrebet felt skal ses i forhold til begrebet kapital. Et felt kunne f. eks være en børnehave som Eva Gulløv tager udgangspunkt i i artiklen. Børnene, (og de voksne) handler så ud fra de rammer, regler, vilkår og betingelser som feltet sætter, med de kapitaler de har. Produktet af de regler, vilkår og summen af alle aktørernes indvirken på dette felt kalder Peter Ø. Andersen for institutionshabitus. Her danner man sin identitet igennem relationerne til de andre aktører der er i dette felt. Kapitalerne man handler med er: Økonomiske kapitaler Disse kapitaler repræsenterer velstand, altså materiel rigdom. Dette afhænger dog af, at der er aktører, der accepterer, at det har værdi i en given kontekst. Hvis det ikke har værdi for andre, mister det sin værdi. 3 Pædagogik i sociologisk perspektiv, Søren Gytz Olesen & Peter Møller Pedersen, side Introduktion til pædagogisk teori og praksis, Erik Hygum & Søren Gytz Olesen, side Introduktion til pædagogik, Finn Held & Flemming Olsen, side 194.

4 Side 4 af 9 Pædagogik Sociale kapitaler Rigtige forbindelser (Netværk f.eks. forretningsforbindelser, politiske kontakter osv.) Kulturelle kapitaler Ressourcer og egenskaber som har en symbolsk værdi i det pågældende felt. F.eks. i forhold til uddannelse eller kropsliggjort i form af habitus og egenskaber. De handlinger man gør, gør man for at skabe sig en position og for at have indflydelse på den relation der er mellem aktørerne i feltet. 6 Når vi så nu ved at man hver især har forskellig baggrund og derfor forskellige forudsætninger for at handle som man gør, skal man derfor være opmærksom på denne forskellighed når man skal arbejde med børnene. Det er, efter min mening, lettere at forstå hvorfor de gør som de gør hvis man ved hvor de kommer fra. Habitusbegrebet kan være med til at give os en bedre forståelse af hvorfor drengen i artiklen agerer som han gør. Det kan også være med til at huske os selv på at vi skal være opmærksomme på hvorfor vi selv gør som vi gør i forskellige situationer. Dette kan, efter min mening, være med til at vi bedre forstår andres og egne handlinger og gør det dermed nemmere at handle derfra. At vi har forskellig baggrund påvirker også vores forforståelse for tingene. Vi kommer forskellige steder fra og har derfor alle individuelle måder at opfatte mennesker, situationer mm på. Det er i arbejdet med anerkendelse vigtigt at man tager højde for disse ting, når man skal begynde arbejdet med anerkendelse. Anerkendelse: Det er i dag helt okay at være eksempelvis udviklingshæmmet. Det er accepteret af samfundet og institutioner, seværdigheder mm indretter sig ved f.eks. at lave ramper hvor der er trapper og bredere døre. Hvis man derimod ser et barn der er uroligt og måske råber og opfører sig på en 6 Pædagogik i sociologisk perspektiv, Søren Gytz Olesen & Peter Møller Pedersen, side 143

5 Side 5 af 9 Pædagogik uhensigtsmæssig måde, er det min opfattelse, at samfundet kan være tilbøjeligt til at anse ham for at være en møgunge. I arbejdet med anerkendelse handler det om at se, møde og forstå barnet. Se hvad det er barnet har brug for og hvad barnets hensigt er, møde barnet ved at gemme sin forforståelse lidt af vejen og give det enkelte barn en mulighed for selv at give udtryk for hvem det er uden at man fra starten af møder det med en masse fordomme og til sidst at forstå barnet. Hvorfor gør barnet som det gør og hvad betyder det? Vores egen forforståelse for de børn der fylder meget i eksempelvis børnehaven har stor indflydelse på hvordan vi behandler dem. I hvert fald hvis vi ikke er opmærksomme på den. Den måde vi behandler børnene på har så igen stor indflydelse på hvordan de reagerer derefter. Signal BARN VOKSEN Reaktion Denne model er Sterns og fra Den forklarer hvordan den måde vi opfatter barnets signaler på, har betydning for barnets selvopfattelse. Denne cirkel kan både være negativ og positiv. Herunder er der eksempler på hvad henholdsvis den positive og den negative cirkel kunne være præget af. 7 Anerkendelse i børnehøjde, Berit Hertz & Frank Iversen, side 123.

6 Side 6 af 9 Pædagogik Positiv cirkel: Bekræfter ressourcer Handler ligeværdigt Opmuntrer Tilbyder Ønsker Siger jeg synes, jeg vil have- Viser indføling Udtrykker respekt Værdsætter Tager barnet alvorligt Taler med barnet Er ærlig Udviser opmærksomhed Viser interesse Er nærværende Negativ cirkel: Underkender Taler ned til Truer Forbyder Påbyder Siger du skal-, du er - Benytter ironi Anvender sarkasme Misbilliger Udviser foragt Taler om barnet Lader som om Overser Er ligegyldig Ignorerer Hvis man skal bruge anerkendelse og ovenstående model på den dreng som der er beskrevet i artiklen med Eva Gulløv, kunne en af måderne efter min mening være, at man fortæller ham, hvad det er man vil have i stedet for at skælde ham ud, for det han gør forkert. Man kunne fortælle ham, at det ikke er smart at sparke og slå de andre, men i stedet give ham redskaber til, hvordan han kan komme til at indgå i nogle hensigtsmæssige relationer til de andre uden at være voldelig. Det er ikke nok, bare at fortælle ham det, da børn opfatter bedst visuelt. En af måderne man kunne gøre det på kunne så være, at en voksen lavede rollespil med ham, hvor hun først opførte sig på den forkerte måde og så bagefter viste et rollespil hvor hun viste, hvordan man kunne gøre det på den rigtige måde, både med sin krop og med sit verbale sprog. Hun kunne eventuelt inddrage drengen i

7 Side 7 af 9 Pædagogik rollespillet. På den måde både ser og hører drengen det der sker, og der er efter min mening større sandsynlighed for, at han vil kunne forstå hensigten og derfor kunne bruge det til noget efterfølgende. En anden måde kunne være, at man satte ham sammen med et andet barn. Et barn der fungerer i det sociale rum og som kunne vise ham hvordan han gør. Børn socialiserer sig i relationerne med hinanden og lærer af at se hvordan de andre børn gør i forskellige situationer. Dette kunne være med til at lære denne dreng hvilke koder der skal til for at kunne indgå i fællesskabet med de andre børn i stedet for at blive i periferien og være ekskluderet fra at have indflydelse. Eva Gulløv har beskrevet det sociale samspil sådan, at de børn der i mange forskellige sammenhænge er med til at fastsætte hvad der skal laves i forskellige situationer er placeret i center, mens børn der ikke er medvirkende til at bestemme forløbene opholder sig i periferien. I forhold til drengen fra artiklen, kan man vist roligt sige, at han opholder sig i periferien blandt andet ved at de andre børn fravælger ham med det samme og fordi han ikke kender koderne, der skal til for at kunne indgå på samme præmisser som dem. Han skaber opmærksomhed omkring sig selv ved blandt andet at slå de andre, for det er den eneste måde han kender og han ved at han får en form for opmærksomhed på den måde, han ved bare ikke, hvordan han skal få den rigtige form for opmærksomhed. Når man så skal have et barn tilbage i fællesskabet er det vigtigt at men er opmærksom på forskellen mellem inklusion og integration. Integration, inklusion og eksklusion. Vores tids ideal er at der er plads til alle børn og at alle børn hver har deres ressourcer at bidrage til fællesskabet med. Dette er en god nyhed for de anderledes børn, der har haft svært ved at finde en plads i det sociale rum og derfor er blevet marginaliseret derfra. Søren Langager siger, at tiden fra nu af vil bære præg af en tid der bliver kaldt efter integrationen. Inklusions- og eksklusionsbegrebet vil erstatte integrationsbegrebet. Inklusionsbegrebet gør at institutionerne vil kunne rumme en bredere vifte af børn og unger, der før er blevet sendt i specialklasser mm. De ekskluderede vil være de få børn og unge der har svært ved at fungere følelsesmæssigt og socialt. 8 8 Efter integration, artikel i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 6/1998, side 52.

8 Side 8 af 9 Pædagogik Forskellen på inklusion ligger i at når man integrerer, er det det enkelte barn eller den enkelte unge der tages ud af sammenhængen og som skal indrette sig efter resten. Ved inklusion er det det sociale rum/feltet/institutionen der skaber rammer, der er brede nok til at kunne favne den enkelte. Det er efter min mening vigtigt, at man er meget opmærksom på disse 2 begreber, da det har væsentlig betydning for hvordan barnet kommer til at indgå i fællesskabet. Konklusion: Hvis jeg skal svare på min problemstilling, ville et af mine svar blive at måden hvorpå man kan skabe mere rum til det enkelte barn er at man skal agere mere anerkendende overfor barnet. Ikke se det enkelte barn som et problem, men i stedet se det, at han skal ind i fællesskabet og fungere der, som en fælles opgave. Ved at bruge inklusion i stedet for integration er risikoen for at han vil blive yderligere marginaliseret mindre og han vil samtidig føle, at han er med til at skabe sin hverdag. Et af dilemmaerne i at bruge inklusion i stedet for integration kunne være varetagelsen af det enkelte barns behov i forhold til den samlede gruppe. Ved at fokusere på gruppen som helhed er der måske en risiko for at man overser børn man tror tilsyneladende fungerer fint, men som måske er meget stille og indadvendte. Man skal i dette arbejde være opmærksom på hvor man selv kommer fra og hvilken forforståelse det kan give for dette barn og derefter tænke på hvilken effekt denne forforståelse har på den måde man som voksen reagerer overfor ham på. Det er vigtigt at man får skabt en relation til dette barn, der gør en i stand til at kunne se hans behov. Hvis han føler han bliver set og hørt, har han ikke behov for at gøre opmærksom på sig selv ved at tryne de andre. Samtidig skal man så give ham de redskaber han skal bruge for at kunne lære de koder der er i børnehaven, så han kan komme videre. Eksempelvis det jeg nævnte med rollespil eller det andet barn.

9 Side 1 af 9 Pædagogik Titel Forfatter Udgave Forlag Introduktion til Held, Finn & 1. udgave 2. Frydenlund pædagogik. Olsen, Flemming oplæg. Pædagogik i Olesen, Søren Gytz 1. udgave, 2. PUC 2000 sociologisk & Pedersen, Peter oplæg. perspektiv. Møller Introduktion til Hygum, Erik & 2. udgave 5. PUC 1998/99 pædagogisk teori Olesen, Søren Gytz oplæg. og praksis. Anerkendelse i Hertz, Berit & 1. udgave 3. Forfatterne og børnehøjde. Iversen, Frank oplæg. psykologisk forlag a/s Efter integration. Langager, Søren Artikel i DPT 6/1998 Den elegante Lindskov, Anders Artikel i Asterisk 17/2004 afvisning.