HUSORDEN FOR KONG CHRISTIAN D. X KOLLEGIET CHRISTIAN X S VEJ 70-76 DK-8260 VIBY J 1. Generelt 1.1. Samtlige beboere har i fællesskab ansvaret for opretholdelsen af ro og orden på kollegiet. Enhver beboer er forpligtet til at efterkomme de forskrifter, der i så henseende måtte blive givet af ejer, kollegiets administration, kollegierådet eller dennes bemyndigede. 1.2. Disse bestemmelser gælder også for gæster, idet enhver beboer hæfter for sine gæsters adfærd på kollegiet. 2. Orden 2.1. Det er enhver beboers pligt at behandle de til kollegiet hørende effekter omhyggeligt, samt medvirke til, at intet fjernes fra kollegiet. 2.2. Det påhviler enhver beboer at medvirke til god orden i de lokaler, der tjener til fælles afbenyttelse samt i øvrigt medvirke til ordenens opretholdelse i disse, herunder også rengøring af de fælles lokaler. Såfremt en skade kan føres tilbage til én enkelt person, hæfter vedkommende for skaden. Rengøring af trapper, gange og fællesrum er pligtig ydelse i lejeforholdet. 2.3. Det er forbudt at køre på kollegiets græsarealer i bil eller på motorcykel også ved ind- og udflytning. 2.4. Det er ikke tilladt at opsætte egne paraboler/antenner på kollegiet, medmindre der forelægger en skriftlig aftale med kollegiets administration. 2.5. For regler vedr. fællesrummenes benyttelse henvises til bilag 1. 2.6. For regler vedr. motionscentrets benyttelse henvises til bilag 2. 3. Ansvar 3.1. Fra det øjeblik en beboer har fået overdraget sin nøgle af varmemesteren, og indtil denne atter har modtaget nøglen, er beboeren alene ansvarlig for sin lejlighed og dennes inventar. Beboeren er derfor pligtig at erstatte enhver skade, som ikke kan tilskrives normalt slid eller ælde. 3.2. Hvis en beboer ønsker at unddrage sig ansvar for mangler, skader eller slid på lejlighed eller dennes inventar, som han måtte konstatere ved lejemålets overtagelse, påhviler det ham ved indflytningen, inden for 14 dage at underrette varmemesteren om manglerne m.v. 3.3. Kollegiet påtager sig intet ansvar for person- eller tingsskader. 4. Støj 4.1. Beboerne skal frivilligt og uopfordret respektere de begrænsninger, som hensynet til det fælles liv på kollegiet nødvendiggør. Først og fremmest skal de læsende beboeres krav på læse- og nattero stedse respekteres, især når private sammenkomster arrangeres. 4.2. Søndag til torsdag skal der senest kl. 23 være ro i lejlighederne. Dette gælder høj musik, boring og al larm i øvrigt. 4.3. Fredag og lørdag skal der senest kl. 02 være ro i lejlighederne. 4.4. For regler vedr. fællesrummets benyttelse henvises til bilag 1. 5. Rygning 5.1. Der er i fællesskab truffet beslutning om at alle fællesrum og fællesarealer på kollegiet skal holdes røgfri. Det er derfor forbudt at ryge i alle fællesrum og fællesarealer. 5.2. Det er stadig tilladt at ryge i egne lejligheder. 6. Husdyr 6.1. Husdyr må ikke forefindes på kollegiet. 7. Internet- og intranetadgang 7.1. For regler vedr. internet- og intranetadgang henvises til bilag 3. 8. Vaskeriet 8.1. Vaskeriet må, under hensyntagen til overboerne, benyttes døgnet rundt. 8.2. Snorene i tørrerummet er for alle beboere. 8.3. Vaskestativer må gerne placeres i tørrerummet, men tag hensyn til andre beboere.
9. Kælderrum 9.1. Kollegiet fraskriver sig ethvert ansvar for effekter opbevaret i kælderrummet. 9.2. Opbevaring i kælderrummet sker på eget ansvar, og det henstilles, at man ikke opbevarer værdifulde genstande i kælderrummet. 10. Cykelskure 10.1. Cykelskurene er til fri afbenyttelse for alle beboere 10.2. Cykler skal opbevares i cykelskurene og ikke udenfor. 10.3. Det henstilles, at der så vidt muligt kun opbevares én cykel pr. beboer. 11. Brandsikkerhed 11.1. Af hensyn til brandsikkerheden, må der ikke placeres cykler, vaskestativer eller andre blokerende ting på gangene, hverken indendørs eller udendørs. Disse ting kan blive fjernet uden varsel. 11.2. Der må ikke anbringes cykler ved trappenedgangene. Disse, og cykler der ligeledes blokerer, eller distraherer flugtveje og udgange, kan blive fjernet uden varsel. 12. Udflytning 12.1. I forbindelse med udflytning fra kollegiet, vil der blive afholdt syn af boligen, hvortil alle kollegiets ejendele skal være til stede. 12.2. Lejeren skal senest syv hverdage (arbejdsdage) før den første være fraflyttet, og skal på fraflytningsdagen senest kl. 9.00 sørge for rengøring af hele lejemålet, samt aflevere nøgler til varmemesteren. Rengøring gælder også badeværelse og de sanitære installationer. 12.3. Kollegiet forbeholder sig ret til at rengøre boligen i det omfang, det skønnes nødvendigt, på den fraflyttende beboers regning. 13. Overtrædelse 13.1. Ved en beboers overtrædelse af husordenen kan vedkommende beboer af kollegierådet eller kollegiets administation tildeles en advarsel. 13.2. I tilfælde af grov eller gentagen overtrædelse af husordenen kan kollegiets administration efter at have indhentet en udtalelse fra kollegierådet opsige den pågældende til øjeblikkelig fraflytning. 13.3. For behandling af sager vedr. overtrædelse af husordenen gælder i øvrigt de af kollegiets administrations fastsatte regler. 13.4. Tyveri fra et hvilket som helst sted på kollegiet kan føre til politisag og bortvisning fra kollegiet.
BILAG 1 AFBENYTTELSE AF FÆLLESRUM OG FÆLLESAREALER PÅ KONG CHRISTIAN D. X KOLLEGIET 1. Generel orden 1.1. Fællesrummet skal efterlades i den stand det var, da man kom (eller bedre). 1.2. Aviser og blade, og fællesrummets effekter i øvrigt, må ikke fjernes fra fællesrummet. 2. Musik og støj 2.1. På hverdage skal der være ro i fællesrummet kl. 23. 2.2. Man er velkommen til at blive i fællesrummet efter dette tidspunkt, men der skal tages hensyn til overboere, og beboere i øvrigt, ved at skrue ned for musik, video etc. 3. Private fester 3.1. Fællesrum og bar kan ved henvendelse til barudvalget udlejes til private fester til beboere på kollegiet. Lejer har brugsretten og kan afvise kollegianere. 3.2. Ved udlejning af baren til private fester skal der altid være en fra barudvalget eller barbestyrelsen til stede. 3.3. Til private fester skal der efter kl. 02 skrues ned for musikken til et niveau, hvor beboere generelt ikke bliver generet. 3.4. Private fester skal annonceres ved opslag mindst fire dage før festen, hvis dette ikke overholdes skal der være ro i fællesrummene kl. 23. 3.5. Under festen skal vinduer og døre holdes lukkede, og festen skal foregå indendørs. 3.6. For øvrige regler vedr. private fester henvises til lejekontrakten. 4. Private arrangementer uden udlejning 4.1. Fællesrum og fællesarealer kan benyttes af alle på de tidspunkter hvor kollegiet ikke har brugsretten. 4.2. Ønsker man at bruge fællesrummet en dag, kan man evt. hænge en seddel op. Således kan man muligvis have rummet for sig selv, men man kan ikke nægte andre kollegianere adgang. 4.3. Alle regler om støj, oprydning osv. gælder selvfølgelig også her. 4.4. Det er tilladt at spise i fællesrummet. Efter endt spisning skal fællesrummet ryddes op. 5. Kollegiets brugsret 5.1. Kollegiet har hver fredag og lørdag efter kl. 21 brugsret over fællesummet til fester og andet. 5.2. Brugsretten gælder indtil kl. 02. 5.3. Kollegiet har brugsret over rummet, udover ovenstående, til fastelavnsfest, forårsfest, Skt. Hans, sommerfest, julefrokost og nytårsfest. 5.4. Kollegiet har brugsret på hverdage til landskampe, stormøder, udvalgsmøder etc. Til arrangementer på hverdage skal pkt. 2 ang. støj overholdes. 5.5. Brugsretten over fællesrummet giver kollegierådet, barbestyrelsen, barudvalget og bartendere ret til at udvise personer, som skønnes at være forstyrrende for den almindelige ro og orden. 5.6. Hvis en person gentagne gange udvises fra baren, eller helt nægtes adgang, kan kollegierådet stadfæste denne afgørelse. 5.7. Man hæfter til en hver tid for egne gæster. 5.8. Ved fredagsbar og kollegiefester må man ikke medbringe egne drikkevarer med mindre andet er bestemt. Overtrædelse heraf kan medføre bortvisning. 6. Oprydning 6.1. De for arrangementet ansvarlige personer skal sørge for tilfredsstillende oprydning senest kl. 13.00 dagen efter. 7. Dispensation 7.1. Kollegierådet kan give dispensation til de ovenstående regler. 8. Inddragelse af brugsretten 8.1. Kollegierådet kan, om nødvendigt, inddrage brugsretten over fællesrummet. Dette vil ske, såfremt barudvalget ikke overholder de rammer for benyttelse af rummet, som der er blevet givet. Kollegierådet vil i givet fald indkalde barbestyreren og barbestyrelsen til samråd for at løse problemerne. 8.2. Kollegierådet kan også inddrage brugsretten ved private fester, hvis de givne retningslinier ikke overholdes. 9. Husorden 9.1. Nærværende regler indgår som en del af Kong Christian d. X kollegiets husorden.
BILAG 2 AFBENYTTELSE AF MOTIONSCENTER PÅ KONG CHRISTIAN D. X KOLLEGIET 1. Generel orden 1.1. Motionscentret skal efterlades i den stand det var, da man kom (eller bedre). 1.2. Motionscentrets effekter må ikke fjernes fra motionscentret. 1.3. Motionscentret er fortrinsvis for alle beboere på kollegiet og ansatte ved kollegiets administration. 2. Musik og støj 2.1. På hverdage skal der være ro i motionscentret kl. 23. 2.2. Man er velkommen til at blive i motionscentret efter dette tidspunkt, men der skal tages hensyn til overboere, og beboere i øvrigt, ved at skrue ned for musik, video etc. 3. Brug af motionscentret 3.1. Alt brug af motionscentret og dets effekter er helt på brugerens eget ansvar. 3.2. Brugere af motioncentret er til enhver tid erstatningsansvarlig overfor skader sket på motioncentrets effekter ved misbrug eller forkert brug, der ikke kan tilskrives normalt slid eller ælde. 4. Husorden 4.1. Nærværende regler indgår som en del af Kong Christian d. X kollegiets husorden.
BILAG 3 REGLER FOR INTERNET- OG INTRANETADGANG 1. Formål 1.1. Disse regler gælder for alle former for internet- og intranetaktivitet på kollegiets datanetværk og fastsætter de nærmere regler for benyttelse af datanetværket. 2. Datanetværket 2.1. Datanetværket er en fast bestanddel af kollegiets samlede aftale med den enkelte kollegianer, og denne kan således ikke fravælge det samlede tilbud. 2.2. Datanetværket består af den fysiske kabling, fra hver enkelt kollegielejlighed til et fælles krydsfelt i serverrum, samt eventuel hardware i form af eksempelvis server, netværksswitches m.v., der stilles til rådighed for kollegianerne af kollegiet. Kollegiet stiller ikke software til rådighed for kollegianerne. Al opsætning og drift m.v. af det interne netværk forestås af kollegiet, og herunder navnlig kollegierådet, kollegiets administration og/eller netværksudvalget. 2.3. I datanetværket stilles følgende grundydelser til rådighed for kollegianerne: 2.3.1. Adgang til internet-udbyder via kollegiets samarbejde i det overordnede netværk. 2.3.2. Mulighed for intern datakommunikation via datanetværket. 2.4. Kollegiet kan, men er ikke forpligtet til, at udbyde tillægsydelser til kollegianerne. 3. Pris og betaling 3.1. For de af kollegiet leverede ydelser på datanetværket, betaler kollegianerne en månedlig afgift, der fastsættes i henhold til kollegiets budget. Den månedlige afgift fastsættes ud fra omkostningerne til det overordnede netværk (Bolignet-Aarhus), samt drift af det interne netværk. 3.2. Afgiften opkræves én gang månedligt sammen med huslejen. 4. Retningslinier for kollegianernes brug af datanetværket 4.1. Ved enhver form for benyttelse af datanetværket skal kollegianerne følge nedenstående retningslinier: 4.2. Kollegianerne skal, for al aktivitet på datanetværket, overholde den til enhver tid gældende lovgivning, herunder ophavsretsloven, øvrig immateriel lovgivning og straffeloven. 4.3. E-mails er fortrolige. Ethvert forsøg på aflytning, eller anden indsigt i datanetværkets eller andre kollegianeres e-mail, eller anden nettrafik, er ikke tilladt, og vil være en overtrædelse af bl.a. straffelovens regler om brevhemmelighed. 4.4. Kollegianerne må ikke opbevare, distribuere, eller på anden måde stille ulovligt materiale til rådighed, på datanetværket, hverken via egen computer, på serverplads/web-hotel eller på nogen anden måde. 4.5. Ethvert forsøg på at skaffe sig adgang til, eller informationer om, andre kollegianeres, eller tredjemands maskiner, eksempelvis ved portscanning eller lignede, er ikke tilladt, medmindre den pågældende har givet sit samtykke. 4.6. Det er ikke tilladt, helt eller delvist, at videresælge, eller på anden måde videregive, internetadgang eller øvrige netværksydelser på datanetværket. 4.7. Kollegianerne skal endvidere respektere andre aktørers rettigheder, såvel inden for som uden for datanetværkets regi, og kollegianerne skal i øvrigt ved enhver benyttelse af datanetværkets faciliteter, overholde god skik for internetbrug, netiqette, og i øvrigt udvise rimeligt hensyn ved den enkeltes brug af datanetværkets faciliteter. 4.8. Kollegiet, kollegierådet, kollegiets administration eller netværksudvalget forbeholder sig ret til at politianmelde overtrædelser. 4.9. Kollegianerne er forpligtet til at følge kollegierådets og kollegiets administation henstillinger eller påbud givet som følge af kollegianernes brug af datanetværket. 5. Kollegianernes misligholdelse 5.1. Såfremt en kollegianer ikke overholder betalingsforpligtelsen, er kollegiets administrator berettiget til at fratage den enkelte kollegianer netadgangen ved lukning. Lukning sker med forudgående varsel over for den enkelte kollegianer i forbindelse med rykning for betaling af husleje. 5.2. Såfremt kollegianerne ikke overholder de ovenfor i pkt. 4 beskrevne retningslinier, vil netadgangen blive afbrudt ved lukning. Afgørelse om lukning af netadgangen kan træffes af kollegierådet, kollegiets administration eller netværksudvalget i samråd med kollegierådet eller kollegiets administration. 5.3. Formodes eller konstateres overtrædelser af nærværende regler, og herunder særlig de i pkt. 4. fastsatte retningslinier, er hhv. netværksudvalget og kollegierådet forpligtet til at orientere hhv. kollegierådet, kollegiets administation straks dette konstateres. 5.4. Overtrædelser af bestemmelserne i pkt. 3 og pkt. 4 kan medføre fratagelse af adgang til datanetværket. Kollegianernes adgang til datanetværket kan endvidere fratages, såfremt påbud herom gives af politi, domstole, andre offentlige myndigheder eller eksterne tredjeparter.
6. Ansvar 6.1. Kollegiet indestår på ingen måde for oppetid, funktionalitet og kvalitet af datanetværkets tilbud over for kollegianerne. 6.2. Kollegiet har intet ansvar for mangler, og kan ikke blive gjort erstatningsansvarlig over for kollegianerne for tab i forbindelse med kollegianernes benyttelse af datanetværket, herunder drift og oppetid af servere, transmission af data og oppetid på internetadgang, og intet ansvar hvis den eksterne internetudbyder lukker af. 6.3. Kollegianerne har ingen misligholdelsesbeføjelser over for kollegiet, dets administration, kollegieråd eller andre med tilknytning hertil. 6.4. Kollegiet og bestyrelsen har ingen tilknytning til den daglige drift, og har intet ansvar for indholdet af, og aktiviteten på, datanetværket og de dertil knyttede ressourcer; hverken over for kollegianerne eller over for tredjemand. 6.5. Kollegierådet og netværksudvalget har intet ansvar for indholdet af eventuelle ressourcer tildelt de enkelte kollegianere, eller ressourcer opstillet af de enkelte kollegianere. 7. Netværksudvalget 7.1. Kollegierådet eller kollegiets administration kan vælge et netværksudvalg til at forestå den daglige drift af datanetværket. Antal af medlemmer og valgperiode fastsættes af kollegierådet eller kollegiets administation. 7.2. Netværksudvalget er forpligtet til at overholde nærværende regler, samt at følge anvisninger og retningslinier fra kollegierådet og fra kollegiets administration. 7.3. Netværksudvalget, og øvrige tekniske og administrative personel, har fuldstændig tavshedspligt i forbindelse med udførelsen af deres opgaver. 7.4. I forbindelse med administration og drift af datanetværket, foretager netværksudvalget i fornødent omfang sædvanlig registrering og bearbejdning af oplysninger. Herunder kan forekomme personhenførbare oplysninger. Registrering og behandling af oplysninger foretages alene inden for sædvanlig drift, og administration af datanetværket, herunder bl.a. til administration af brugere, håndtering af sikkerhed m.v. 7.5. Netværksudvalget kan i forbindelse med driften af væsentlige sikkerhedsmæssige årsager, eksempelvis begrundet mistanke om hacking, chikane, virus-fare eller lignende, foretage undersøgelse, og herunder åbning af e-mails, samt overvågning og bearbejdning af aktivitet på datanetværket. Netværksudvalget orienterer i henhold til pkt. 5 stk. 3. 8. Husorden 8.1. Nærværende regler indgår som en del af Kong Christian d. X kollegiets husorden.