Historie synopsis 1 1. verdenskrig I uge 34-38 skal du arbejde med din synopsis om den 1. verdenskrig. Mere konkret spørgsmålet om årsagerne og virkningerne af krigen. Den skal afleveres den 15. september. Der er tre hovedspørgsmål. Besvarelsen af dem skal følge reglerne for udarbejdelse af en synopsis. Skt. Josefs Skole 9.klasse
Afleveres den: 15. september 2009 På baggrund af følgende tre spørgsmål skal du forberede en synopsis. Du skal inddrage de vedlagte bilag i din diskussion. Følgende spørgsmål skal indgå i din besvarelse: 1) Redegør for Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien den 23. juli 1914 og vurder Serbiens muligheder for at opfylde kravene. Tag udgangspunkt i bilag 1 2) Redegør for Fritz Fischers årsagsforklaring til 1. verdenskrigs udbrud. Sammenhold den med Tysklands holdning til det Østrig-Ungarnske og Serbiske modsætningsforhold. Tag ud gangspunkt i kilde 2 3) Vurder hvilken betydning kapløbet om kolonierne i verden har for Tysklands udenrigspolitik og dermed som årsag til 1. verdenskrig. Tag udgangspunkt i kilde 3./ Vedlagt 3 bilag
Bilag 1 Uddrag af Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien, overrakt i Belgrad den 23. juli 1914. Den 31. marts 1909 afgav den serbiske minister i Wien, efter ordre af den serbiske regering, følgende erklæring til den kejserlige og kongelige regering:»serbien anerkender, at det ikke er krænket i sine rettigheder ved det med hensyn til Bosnien skabte»fait accompli«, og vil følgelig rette sig efter de beslutninger, som magterne måtte træffe i overensstemmelse med Berlinertraktatens 25. I henhold til stormagternes råd forpligter Serbien sig til fra nu af at frafalde den holdning af protest og opposition, som det siden sidste efterår har indtaget over annektionen. Endvidere forpligter det sig til at forandre retningen af sin politik overfor Østrig-Ungarn, og fremtidig at leve i godt naboskab med sidstnævnte.«de seneste års historie, og i særdeleshed de ulykkelige begivenheder den 28. juni, har fastslået tilstedeværelsen af en nedbrydende bevægelse, hvis formål er at løsrive en del af de østrig-ungarnske områder fra monarkiet... Langt fra at opfylde de formelle forpligtelser, der indeholdes i erklæringen af 31. marts 1909, har den serbiske regering tværtimod intet gjort for at undertrykke denne bevægelse ( ) ( ) Af vidneudsagnene såvel som af de af de forbryderiske udøvere af attentatet den 28. juni aflagte tilståelser fremgår det, at Sarajevo-mordene var planlagt i Belgrad, at de våben og sprængstoffer, hvormed morderne var forsynet, var givet dem af serbiske officerer og embedsmænd, tilhørende»narodna Odbrana«, og endelig at befordringen af forbryderne og deres våben til Bosnien var organiseret og iværksat af cheferne for den serbiske grænsetjeneste. Ovennævnte resultater af øvrighedens undersøgelser tillader ikke længere den kejserlige og kongelige regering at indtage den holdning af forventningsfuld overbærenhed, som den gennem en årrække har indtaget overfor de rænker, der ud-
klækkes i Belgrad, og som derfra breder sig udover monarkiets områder. Disse resultater pålægger tværtimod den k. k. regering den pligt at gøre ende på de intriger, der er en stadig trussel mod monarkiets fred. For at opnå dette formål, tvinges den k. k. regering til at forlange en formel forsikring fra den serbiske regering om, at den fordømmer denne farlige propaganda, der er rettet imod monarkiet, det vil sige alle de anslag, hvis mål er at løsrive områder, som hører til monarkiet, og at den forpligter sig til med alle midler at undertrykke denne forbryderiske og terroristiske propaganda. (Den serbiske regering skal forpligte sig til): 1. At undertrykke enhver offentliggørelse, der ansporer til had og foragt for det østrig-ungarnske monarki, og hvis almindelige tendens er rettet mod dettes territoriale integritet; 2. Straks at skride til opløsning af selskabet»narodna Odbrana«, at beslaglægge alle dets midler til propaganda, og på samme måde skride ind imod de andre selskaber og sammenslutninger i Serbien, som beskæftiger sig med propaganda mod Østrig-Ungarn ( ) 3. Ufortøvet at fjerne fra den offentlige undervisning i Serbien, både med hensyn til lærerkræfter og undervisningsmetoder, alt hvad der tjener til eller kan tjene til at udvikle propaganda imod Østrig-Ungarn; 4. At fjerne fra militærtjenesten og administrationen i almindelighed alle officerer og embedsmænd, som er skyldige i propaganda imod det østrig-ungarnske monarki, og hvis navne og gerninger den østrig-ungarnske regering forbeholder sig at meddele den kgl. regering; 5. At modtage medarbejderstab i Serbien af repræsentanter for den østrigungarnske regering til undertrykkelse af den nedbrydende bevægelse, der er rettet imod monarkiets territoriale integritet;
6. At foretage retslige skridt mod de medskyldige i komplottet af 28. juni, der befinder sig på serbisk område. Delegerede fra den østrig-ungarnske regering vil deltage i de herhen hørende undersøgelser; ( ) 10. Uopholdelig at underrette den k. k. regering om iværksættelsen af de forholdsregler, der indeholdes i ovennævnte punkter. Den østrig-ungarnske regering venter den kgl. regerings svar senest lørdag den 25. juli kl. 6 aften. P. Holt, Tekster og tal, 1, København 1971, pp. 16-18 Bilag 2 Fritz Fischer: Greb efter verdensmagten (1961) I 1961 udgav den tyske historiker værket Griff nach der Weltmacht. Det værk har været helt centralt i historikeres diskussion om udbruddet af Første Verdenskrig. Fischer mener, at de ledende kredse inden for det tyske militær og erhvervsliv stræbte efter at skabe Tyskland en helt ny og dominerende position i verdenspolitikken. Tyskland skulle gøres til kontinentets helt dominerende magt, Mitteleuropa, det centrale Europa omfattende Tyskland, Holland, Belgien, Østrig -Ungarn, de skandinaviske lande mv. skulle indgå i et fælles økonomisk rum under Tysklands ledele, og kolonierne i Afrika og Asien skulle omfordeles, så Tyskland fik en langt større andel. Fischer hævder, at den tyske regering og militærledelse bevidst stræbte efter en krig, der kunne føre til dette resultat, før Ruslands oprustning blev for omfattende. Hvad de ledende tyske kredse var uenige om og usikre på, var, om Storbritannien kunne holdes ude af en kommende krig. Mens (den tyske kansler) Bethmann Hollweg var sikker på, at en krig med Rusland om Balkan også ville betyde en krig med Frankrig, syntes det ham.. ud fra mange tegn i det mindste tvivlsomt, om England ville gribe aktivt ind, hvis Rusland og Frankrig fremtrådte som direkte provokerende. Han mente, at såfremt Tyskland på sin side undgik enhver provokation, ville England først senere og vel i begyndelsen diplomatisk gribe ind til fordel for et besejret Frankrig. Denne kombination viser kontinuiteten i Bethmann Hollwegs tænkning fra 1912 til juli 1914,
hvor det for ham ikke så meget drejede sig om at opretholde freden, men langt mere om at belaste Rusland med krigsskylden, fordi hans politik byggede på forestillingen om, at England i alt fald i begyndelsen kunne holdes ude af en krig på kontinentet, hvis Rusland fremtrådte som provokerende... Den opfattelse, at... Tyskland i begyndelsen af en krig kunne besejre Frankrig uden at England greb ind, stod i modsætning til advarslerne fra (den tyske ambassadør i London) Lichnowsky... Netop med henblik på en serbisk-østrigsk konflikt og dermed en europæisk storkrig havde (den engelske udenrigsminister) Grey udtrykkeligt... ladet gentage, at den engelske politik af hensyn til en nogenlunde opretholdelse af den europæiske ligevægt mellem alliancerne under ingen omstændigheder ville kunne tåle, at Frankrig blev kastet til jorden. Lichnowsky formulerede Greys tanker med følgende ord: Englands politik over for os er fredelig og venskabelig, men ingen britisk regering ville kunne anse det for foreneligt med landets livsvigtige interesser at tillade en yderligere svækkelse af Frankrig. Det engelske folk ville under alle omstændigheder modsætte sig, at det efter et fransk sammenbrud som i 1870 kom til at befinde sig over for en eneste overmægtig magtfaktor på fastlandet.. England kan og vil ikke efterfølgende stå over for en samlet kontinental gruppe af lande under ledelse af en eneste magt. Kejserens noter i marginen til disse indberetninger og de konsekvenser, han drog af dem, viser, at Wilhelm d. 2. på forhånd så England på Frankrigs og Ruslands side i krigen, men alligevel var rede til et militært opgør også over for denne konstellation. Hans kommentar til opretholdelse af ligevægten var: Den vil ændre sig!, og til advarslen om, at England ikke ville acceptere et fransk nederlag: Det bliver de nødt til. Den kommende krig betragtede kejseren som slutkampen mellem slaver og germaner, hvor angelsakserne ville være at finde på slavernes og gallernes side....
Opfattelsen i de nationale kredse fandt sit mest markante udtryk i Bernhardis bog Tyskland og den næste krig, som udkom i 1912. Bogen rammer med stor præcision det officielle Tysklands hensigter, når forfatteren sammenfatter resultatet af sine overvejelser og krav under overskriften Verdensmagt eller tilbagegang. Tysklands gennembrud som verdensmagt ser Bernhardi sikret gennem tre punkter: 1. Eliminering af Frankrig. Frankrig skulle kastes fuldstændig til jorden, så det aldrig mere kan stå i vejen for os - en formulering, der næsten ordret svarer til det program, som få uger efter krigens udbrud blev opstillet af (den tyske regeringsleder) Betthmann Hollweg. 2. Grundlæggelse af et centraleuropæisk forbund under Tysklands ledelse. Hans forventning om, at de små stater, de svagere naboer ville søge beskyttelse under den tyske militærmagt og søge tilslutning til Tyskland, deles i vid udstrækning under krigen af brede kredse i den tyske rigsledelse. 3. Tysklands udvikling til verdensmagt gennem erhvervelse af nye kolonier. I overensstemmelse med de førende historikere, nationaløkonomer, de aktive erhvervsledere og lederne af verdenspolitikken formulerer Bernhardi det sidste krav: I dag kan det ikke dreje sig om et europæisk statssystem, men om et verdensstatssystem, hvor ligevægten bygger på håndfaste magtfaktorer.. Dette ser han sikret gennem egne kolonier og en dominerende politisk indflydelse i aftagerstaterne[3] Tysklands tillid til sin ubestridelige militære styrke blev stærkt rystet af forøgelsen af Frankrigs og Ruslands militære styrker, som i 1917 ville have nået et omfang af 2,2 millioner mand i fredstid, og tanken om at slå først virkede stadigt mere overbevisende i de militære kredse. Vi er klar, og jo før desto bedre for os sagde Moltke (den tyske generalstabschef) d. 1. juni 1914 med henblik på den kommende krig.... D. 20. maj eller d. 3. juni gik Moltke et skridt videre, idet han over for
udenrigsministeren Gotlieb von Jagow krævede diplomatiske forberedelser til en præventivkrig: Om to til tre år vil Rusland have afsluttet sin oprustning. Vore fjenders militære overmagt ville så være så stor, at han (Moltke) ikke vidste, hvordan vi skulle kunne overvinde den.. På nuværende tidspunkt kunne vi nogenlunde klare den. Efter hans opfattelse var der ingen anden udvej end at føre en præventivkrig for at slå fjenden, mens vi stadig kunne klare os. Generalstabschefen (Moltke) overlod det til mig (Udenrigsminister Jagow) at indrette vores politik på hurtigt at fremkalde et krigsudbrud. Kilde: Fritz Fischer: Griff nach der Weltmacht 1961, her efter udgaven 1967, s. 32-33, 46-47, forfatterens oversættelse.
Bilag 3