Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov Marts 2012
Indhold Indledning... 3 Vejledningens indhold... 4 1. Visitation til STU... 5 Tidlig og positiv dialog i grundskolen... 5 Visitationen til STU... 5 Udlægning af delopgaver kan være et problem... 6 Undgå urealistiske forventninger i UU... 7 Venteliste... 8 Klagenævnet behandler enkeltsager... 8 Handle- og betalingskommune... 8 Anbefalinger om visitationen til STU... 9 2. Målgruppe og retskrav... 11 Retskravet gælder ikke, hvis... 11 Ikke-uddannelsesparat er ikke lig med STU... 11 Kommunen bør kræve inklusion fra ungdomsuddannelserne... 13 Retskravet gælder, hvis... 14 Unge og forældre skal høres, men kommunen beslutter... 14 Tilbuddet er ikke et krav... 15 Anbefalinger om målgruppe og retskrav... 15 3. Tilbudsmuligheder... 17 Uddannelsesinstitutionerne... 17 Anbefalinger om uddannelsesinstitutionerne... 18 Uddannelsesforløbet... 18 Prisniveau hos udbydere er generelt for højt... 19 Muligheder for at justere på udgiftsniveauet... 19 Penge spares gennem mere kommunal forhandling og planlægning... 20 Perspektiv på tiden efter STU: Arbejdsmarked... 20 Anbefalinger om uddannelsesforløbet... 21 UU-centrets rolle... 21 Anbefalinger om samarbejdet med UU... 22 4. Økonomi... 23 Udgifter til forsørgelse og ophold skal udskilles... 24 Anbefalinger om økonomien... 24 2
Indledning Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov blev indført af Folketinget ved lov i sommeren 2007. Opgaven blev placeret i kommunerne, og har udfordret kommunerne på flere områder. Uddannelsen stiller betydelige krav til tværgående koordination og samarbejde på tværs af forvaltninger. Samtidig har det vist sig, at økonomien er vanskelig at styre, og det er et kendt problem, at udgifterne til uddannelsen ofte bliver højere end forventet. På trods af de udfordrende rammer har kommunerne løst opgaven, og et stort antal unge er på nuværende tidspunkt i gang med ungdomsuddannelsen. De løbende evalueringer fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at de unge og deres forældre er glade for de tilbud, som kommunerne giver. KL har siden lovens høringsfase været i dialog med regering og Folketing om rammer og økonomi for uddannelsen. Det har været vanskeligt at få skabt ørenlyd for de praktiske konsekvenser af uddannelsens regler og økonomi. Uddannelsen er et eksempel på en ny kommunal opgave, som markedsføres kraftigt af regering, Folketing og lobbyister i interesseorganisationer. Det sæ t- ter kommunernes opgaveløsning under pres ved at skrue forventningerne hos borgerne op på et niveau, som ikke modsvarer de økonomiske eller lovgivningsmæssige rammer for opgaven. Denne vejledning skal give kommunerne en håndfuld gode råd til, hvordan ungdomsuddannelsen kan styres og tilrettelægges, så økonomi, kvalitet og indhold finder et realistisk niveau, som ligger inden for lovens rammer. Vejledningen handler ikke om de pædagogiske og vejledningsmæssige dele af opgaven. Den henvender sig primært til de kommunale ledere, som er budgetansvarlige og ansvarlige for organiseringen af uddannelsen i den enkelte kommune. Der har været en del diskussion om, hvilken betegnelse og forkortelse der er den rigtige. Uddannelsens navn er efter loven Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Uddannelsen er blevet benævnt USB og med gradvis større udbredelse blandt vejledere og sagsbehandlere STU, hvilket er kort for Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. På nuværende tidspunkt er STU den mest udbredte betegnelse. Selvom det således ikke harmonerer helt med loven, vil uddannelsen i denne vejledning blive benævnt STU. 3
Vejledningens indhold Vejledningen har fire dele. Første del diskuterer visitationen til STU, og præsenterer nogle anbefalinger til kommunen på dette felt. Anden del ser nærmere på målgruppen for STU og det omdiskuterede retskrav, som er en del af ordningen. Tredje del diskuterer tilbudsmulighederne på baggrund af reglerne for STU og samarbejdet med UU-centret og uddannelsesinstitutionerne. Fjerde del diskuterer de økonomiske forhold omkring STU. Vejledningen er ikke en udtømmende beskrivelse af kommunens opgave. Her kan man med fordel læse Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov samt bemærkningerne til lovforslaget: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=25361 Den nyligt udsendte vejledning om STU fra Børne- og Undervisningsministeriet er også nyttig læsning: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=139222 Der henvises i øvrigt til Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside, som indeholder en række informationer om uddannelsen: http://www.uvm.dk/uddannelser-og-dagtilbud/anden-uddannelse-ogundervisning/ungdomsuddannelse-for-unge-med-saerlige-behov Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, som er klageinstans for uddannelsen, samler i sine årsrapporter hovedtendenserne i klagesager og afgørelser om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov: http://www.klagenaevnet.dk/publikationer/aarsrapporter.aspx Endelige har Ankestyrelsen også behandlet en række sager om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, bl.a. spørgsmålet om forsørgelse for de unge. De kan søges frem blandt styrelsens principafgørelser: http://www.ankestyrelsen.dk/afgoerelser/principafgoerelser/ Spørgsmål til skrivelsen kan rettes til chefkonsulent Jan Bauditz i KL på adressen: jba@kl.dk. Vejledningen vil løbende blive revideret ved ændringer af regler og korrigeret for evt. uklarheder. Denne version er revideret i marts 2012. 4
1. Visitation til STU Visitationen til STU begynder efter lovens bestemmelser med, at kommunen sikrer, at unge i målgruppen orienteres om tilbuddet ved afslutningen af grundskolen. Det vil i reglen ske gennem den almindelige vejledning i et samarbejde mellem grundskolen og ungdommens uddannelsesvejledning (UU). Herefter er det hensigten, at den unge og forældrene enten tager imod tilbuddet, eller senere selv retter henvendelse til kommunen som regel via UU med en anmodning om et uddannelsestilbud efter loven. Et tilbud efter loven skal være aftalt inden det fyldte 25. år. Herefter bortfalder retskravet for den unge. Tidlig og positiv dialog i grundskolen Selvom et tilbud efter loven først skal fremsættes ved afslutningen af grundskolen, så er det en god idé at begynde lang tid før dette tidspunkt. Kommunen har tidligt kontakt med de børn og unge, som senere vil blive målgruppevurderet til et STU-forløb. Det kan være udviklingshæmmede børn, børn med adfærdsforstyrrelser eller anbragte børn med skader som følge af omsorgssvigt. Det kan anbefales, at der allerede på mellemtrinnet i grundskolen og gerne før indledes en dialog om fremtidsplanerne for disse børn. Dialogen bør omfatte barnet og forældrene, grundskolen, social- og familieforvaltningen og UU. Dialogen bør sigte på en tidlig afklaring af interesser, handlemuligheder og tilbud til den unge, således at et STU-tilbud ikke bliver den eneste mulighed ved afslutningen af grundskolen. Formålet er naturligvis også at skabe sammenhæng og kvalitet i de unges forløb. Det er vigtigt, at dialogen med forældrene er positiv og konstruktiv, således at konflikter forebygges, og der opbygges et tillidsfuldt forhold mellem parterne. Forældrene skal efter reglerne høres og inddrages, og de skal have tillid til at kommunen finder det bedst mulige tilbud til den unge, uanset om det er et STU-forløb eller et andet tilbud. Visitationen til STU Udover visse opgaver i UU-centret er der ikke nogen særlige regler for, hvordan STU skal være forvaltningsmæssigt forankret i den enkelte kommune. Ungdomsuddannelsen omfatter delopgaver, som i de fleste kommuner vil være spredt på flere forvaltningsområder. Vejledningsopgaven ligger i UU-centret, som i nogle kommuner refererer til skole-/ungeforvaltningen, den ledelsesmæssige forankring af STU ligger nogle steder i social- og handicapforvaltnin- 5
gen, mens spørgsmålet om de unges forsørgelse ofte ligger i enten socialforvaltningen eller beskæftigelsesforvaltningen. Der er ikke i lovgrundlaget for ungdomsuddannelsen taget stilling til, hvordan kommunerne skal organisere opgaverne omkring målgruppevurdering og tilsagn eller afslag til ungdomsuddannelsen. Nogle kommuner nedsætter et visitationsudvalg, andre kommuner placerer opgaven hos en erfaren sagsbehandler. Andre organiserer en særlig STU-enhed, som varetager alle administrative opgaver omkring STU. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at alle de centrale aktører omkring uddannelsen i kommunen er enige om, hvordan STU skal anvendes, og efter hvilke kriterier, man visiterer de unge til uddannelsen. Visitationen skaber behov for koordination mellem bl.a. vejledning, uddannelse, beskæftigelse, social indsats og bo- og fritidstilbud. Koordinationen skal sikre, at de unge får det rette tilbud, som ikke altid vil være et STU-forløb. Her er det vigtigt, at alle kompetencer kommer i spil, fx også kommunens specialundervisningsteam og PPR. Også kommunens erhvervsgrunduddannelse (EGU) bør tages med på råd, da den aktuelle målgruppe blandt de unge i nogle tilfælde vil være i gråzonen mellem EGU og STU. Det er ikke ualmindeligt, at unge med diagnoser som ADHD eller autisme visiteres til EGU, og får stor nytte af det. Med ungepakken skal kommunerne tilrettelægge særlige uddannelseskvalificerende forløb for unge, som ikke er parat til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Disse forløb kan indeholde fagelementer, som støtter og udvikler de unge fagligt, socialt og personligt, og har til formål at gøre de unge uddannelsesparate. Afhængig af hvordan kommunen vælger at organisere opgaven, bør visitationen også afspejle denne nye handlemulighed. Nogle unge er umiddelbart i STU-målgruppen, men kan med et uddannelsesforberedende forløb blive parate til at begynde på en ordinær ungdomsuddannelse, evt. med specialpædagogisk støtte. Det gælder fx gruppen af unge med psykiske lidelser, som efter en tid med behandling og støtte vil kunne begynde på et gymnasium eller en teknisk skole. Mere om det i afsnit 2. Da erfaringen viser, at STU er svær at styre, kan det være en fordel, hvis den fag- og budgetansvarlige leder inddrages i visitationsprocessen. Det kunne være i forberedelsen af sagerne og indstillingerne og især i afgørelserne. Formanden for et evt. visitationsudvalg kan have fag- og budgetansvar for STU. Udlægning af delopgaver kan være et problem Kommunen har den suveræne beslutningskompetence ift. målgruppevurdering, tilsagn, afslag og indhold i STU-tilbud. Det er hverken UU-centret, ud- 6
dannelsesinstitutionerne, forældrene eller handicaporganisationerne, som har kompetencen. Nogle kommuner vælger alligevel at lægge dele af opgaven ud til andre aktører. Her tænkes især på kommuner, som fx vælger at lade specialuddannelsesinstitutioner eller specialefterskoler foretage målgruppevurdering af de unge. Det kan blive et problem i de tilfælde, hvor de pågældende aktører er helt eller delvist udbydere af konkrete STU-forløb. Som udbydere har de pågældende institutioner en driftsmæssig interesse, som kan få indflydelse på målgruppevurderingen. Det er et problem for kommunens økonomiske styring af området. Undgå urealistiske forventninger i UU Kommunens UU-center spiller en nøglerolle i den indledende del af visitationen. UU-centret tager den første dialog med den unge og forældrene og udfærdiger udkast til uddannelsesplan samt foreløbig indstilling til visitationsudvalget. UU-centret har desuden i reglen kontakten med de specialuddannelsesinstitutioner, som udbyder STU-forløb. I visitationsprocessen er det endnu ikke afgjort, om den unge tilhører målgruppen eller ej, og det er vigtigt at holde alle muligheder åbne. Derfor bør UU-centrets arbejde med uddannelsesplanen ikke bliver konkret i den indledende fase af visitationen. Ideelt set bør målgruppeafklaringen først være helt på plads før udkastet til uddannelsesplanen bliver konkret. UU-centret bør fx undlade at præsentere den unge og forældrene for konkrete uddannelsestilbud, og i det hele taget ikke skrue forventningerne op, så længe der kun er tale om det foreløbige udkast til en uddannelsesplan, som ikke er godkendt af kommunens visitationsudvalg. Det kan skabe skuffelse og utilfredshed, hvis den unge præsenteres for et uddannelsestilbud, som kommunen efterfølgende ikke er i stand til at tilbyde. I den forbindelse skal det nævnes, at der ikke er særlige krav til varighed og indhold af det indledende afklaringsforløb. Det hedder blot, at det skal have en varighed på op til 12 uger. Det er vigtigt, at der er faste aftaler mellem den ansvarlige kommunale forval t- ning og UU-centret omkring opgaven, således at UU-centret på samme måde som de øvrige kommunale institutioner løser sin del af opgaven indenfor de rammer for visitationen, som kommunen har besluttet. 7
Venteliste Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov omfatter ikke bestemmelser om evt. ventelister til uddannelsen. Som udgangspunkt kan kommunen ikke sætte unge, som er visiteret til uddannelsen og placeret i målgruppen på en venteliste med henvisning til kommunens økonomi. I praksis kan ventetid dog opstå før den unge kan komme i gang med uddannelsen pga. praktiske forhold omkring målgruppeafklaringen, uddannelsens tilrettelæggelse på uddannelsesinstitutionen og sagsbehandlingen forbundet her med. Kommunen bør benytte tilstrækkelig tid til at få løst disse opgaver på en grundig og veltilrettelagt måde, før en evt. uddannelse kan påbegyndes. I den forbindelse kan ventetid være en begrundet og uundgåelig foreteelse. Klagenævnet behandler enkeltsager Hvis den unge og forældrene er utilfredse med en afgørelse truffet af kommunen, så kan de klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Der kan klages over tilbud, afslag og indhold af et STU-tilbud fra kommunen. Klagenævnet har således ikke kompetence til at træffe afgørelser om hvad som helst. Fx kan en bestemt uddannelsesinstitution ikke diskvalificeres. For at forebygge klagesager og for at være godt rustet til evt. klagesager er det vigtigt, at kommunen i sin sagsbehandling afgiver velbegrundede, gennemarbejdede og tydelige afgørelser om tilbud og afslag. Det skaber en bedre dialog med borgerne og giver bedre muligheder for at klagenævnet kan forstå kommunens beslutninger i en evt. klagesag. Alle kommuner vil helst have tilfredse borgere. Den indbyggede klagemulighed i loven tjener dog det formål, at klagesager set sammen med den relativt nye lovgivning er med til at afgøre, hvordan de nye regler konkret skal forstås for både kommuner og borgere. Det skal endelig understreges, at Klagenævnet for vidtgående specialundervisning træffer afgørelser i enkeltsager. En afgørelse fra Klagenævnet har således ikke nødvendigvis generel betydning for, hvordan kommunen skal forvalte lignende sager om STU. Handle- og betalingskommune Reglerne for handle- og betalingskommune for STU er detaljeret beskrevet i Børne- og Undervisningsministeriets vejledning om ungdomsuddannelse for 8
unge med særlige behov, kapitel 6: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=139222 Som udgangspunkt er det opholdskommunen, som tager initiativ til at iværksætte et STU-forløb. I nogle tilfælde opholder den unge sig på en institution i en anden kommune end hjemkommunen, fx en specialefterskole. I den situation er det UU-centret i opholdskommunen, som skal iværksætte visitationen til STU ved undervisningspligtens ophør. UU i opholdskommunen skal sende de færdige indstillingspapirer inklusive udkast til uddannelsesplan til UU i hjemkommunen. UU i hjemkommunen sender materialet videre til visitation i hjemkommunen. Hvis den unge flytter bopæl midt i et STU-forløb, så har vedkommende ret til at fortsætte i det samme forløb uagtet flytningen. I det tilfælde kan fraflytterkommunen kræve betaling hos tilflytterkommunen for udgifterne forbundet med STU-forløbet. De tværkommunale aspekter bør drøftes mellem kommunerne, da de unge i målgruppen ofte flytter på tværs af kommunegrænser efter uddannelsestilbud. Den enkelte kommune bør være opmærksom på, at børn og unge som opholder sig på specialefterskoler i andre kommuner i mange tilfælde skal tilbydes STU når undervisningspligten ophører. Det kommer nogle gange som en overraskelse, når UU-centret i opholdskommunen iværksætter visitationen, selvom det burde være nogenlunde forudsigeligt. Derfor kan det være nyttigt, hvis hjemkommunen følger op på sine egne anbragte børn. Anbefalinger om visitationen til STU - Allerede i grundskolen bør fremtidsplanerne for børn i den potentielle STU-målgruppe drøftes. Det bør ske for at skabe sammenhæng og kvalitet i tilbuddene og for at holde alle muligheder åbne, så et STU-tilbud ikke er eneste mulighed efter grundskolen. - Det er vigtigt, at dialogen med forældrene er positiv og konstruktiv, således at konflikter forebygges, forventningerne er afstemt, og der opbygges et tillidsfuldt forhold mellem parterne. - Kommunen bør sørge for, at visitationsprocessen afspejler de aktører i kommunen, som har fagligt eller økonomisk medansvar for tilbud til unge i målgruppen. - Visitationen bør også afspejle de snitflader, der kan være i ungemålgruppen til andre kommunale tilbud, fx EGU eller uddannelsesforberedende forløb. - Den fag- og budgetansvarlige leder for STU bør være involveret i de endelige tilsagn og afslag om STU. 9
- Kommunen bør fastholde beslutningskompetencen og være varsom med at lægge delopgaver ud til andre aktører, som har driftsmæssige og økonomiske interesser i STU. - UU-centret bør ikke i den indledende fase præsentere den unge og forældrene for konkrete uddannelsestilbud. Det kan skabe forventninger, som kommunen efterfølgende ikke er i stand til at indfri. - Der bør være en tæt dialog mellem UU-centret og den fag- og budgetansvarlige forvaltning for at sikre, at UU-centret løser sin del af opgaven indenfor de rammer for visitationen, som kommunen har besluttet. - En venteliste kan ikke begrundes med kommunens økonomiske forhold. Ventetid før en uddannelse går i gang bør dog være acceptabel med henvisning til praktiske forhold omkring målgruppeafklaringen, uddannelsens tilrettelæggelse og sagsbehandlingen. - Velbegrundede, gennemarbejdede og tydelige afgørelser om tilbud og afslag er det bedste udgangspunkt for at forebygge klagesager og for at vinde dem, hvis de opstår. - Klagesager kan bidrage til at afklare den konkrete betydning af en relativt ny lovgivning for borgere og kommuner. - En afgørelse i en klagesag gælder umiddelbart kun for den aktuelle sag. Kommunen behøver altså ikke i alle tilfælde at korrigere sin generelle sagsbehandling efter en enkel afgørelse. - En hjemkommune bør være opmærksom på, at unge på specialefterskole i en opholdskommune ofte skal tilbydes en STU ved undervisningspligtens ophør. Opholdskommunen vil via det lokale UU-center sende visitationspapirerne til hjemkommunen. For at det ikke skal komme som en overraskelse, vil det være nyttigt, hvis hjemkommunen løbende følger op på sine egne anbragte børn. 10
2. Målgruppe og retskrav Målgruppen for uddannelsen er i loven defineret som unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse selv ikke med specia l- pædagogisk støtte. Disse unge har et retskrav på et tilbud efter Lov om ungdomsuddannelse for unge særlige behov. Der er ikke nogen nedre grænse for hvor fysisk eller psykisk udviklingshæmmede, elever i målgruppen kan være. I de tilfælde hvor der er tale om unge, som pga. af deres psykiske og fysiske tilstand ikke er i stand til at følge egentlig undervisning, kan uddannelsen sammensættes med større vægt på træning og omsorgsprægede aktiviteter. Kommunens visitation til uddannelsen kan inddrage ekspertvurderinger, og skal være baseret på det hidtidige kendskab til den unge, samt erfaringer og resultater gennem grundskolen. Selvom STU er en rettighed for en ung i målgruppen, så er det ikke på samme tid en pligt. Hvis kommunen kan tilrettelægge et andet tilbud, som forældrene og den unge hellere vil have, så gør man det. Retskravet gælder ikke, hvis Det er ikke kun den unges diagnose, som er afgørende for, om han eller hun tilhører målgruppen, og dermed har et retskrav på et STU-forløb. Visitationen skal tage højde for, om den unge er i stand til at gennemføre et andet ungdomsuddannelsestilbud, fx med faglig, personlig og/eller specialpædagogisk støtte. En diagnose som aspergers syndrom, ADHD eller autisme indskriver ikke pr. automatik den unge i målgruppen. Det betyder i praksis, at STU skal opfattes som den sidste mulighed når alle andre muligheder for at opnå en ungdomsuddannelse, er udelukket. STU er ikke som andre ungdomsuddannelser en studie- eller arbejdsmarkedsrettet ungdomsuddannelse. Af hensyn til de unges videre muligheder efter endt uddannelse er der derfor god grund til at finde studie- og arbejdsmarkedsrettede alternativer til STU i kommunen, fx i samarbejde med produktionsskoler, erhvervsskoler og gymnasier. Ikke-uddannelsesparat er ikke lig med STU Med ungepakken er begrebet uddannelsesparathed blevet indført i det da n- ske sprog. Det betyder, at det efter reglerne nu er acceptabelt at være midlertidigt ikke-uddannelsesparat. Ift. STU betyder det, at man ikke nødvendigvis tilhører målgruppen for STU, fordi man lige i øjeblikket ikke er i stand til at 11
påbegynde og gennemføre en anden ungdomsuddannelse. I stedet skal kommunen tilbyde et uddannelseskvalificerende forløb, som efter nogen tid leder frem til, at man bliver uddannelsesparat, jf. herunder. Et uddannelseskvalificerende forløb kan være rettet mod unge med faglige, sociale eller personlige problemer, fx psykiske lidelser. Målgruppeafklaringen afhænger altså af, om der i kommunen findes et andet ungdomsuddannelsestilbud, som den unge kan gennemføre. For de unge i den nærværende målgruppe vil det som regel betyde et tilbud med betydelige mængder af faglig, personlig og specialpædagogisk støtte. Det kan fx være kommunens eget tilbud om EGU eller en kort erhvervsuddannelse på teknisk skole eller landbrugsskole gerne indledt med et særligt uddannelseskvalificerende forløb. På enkelte gymnasier rundt i landet arbejder man med forsøgsklasser for unge med autisme-diagnoser. Erhvervsgrunduddannelse (EGU) EGU er en kort erhvervsrettet ungdomsuddannelse til unge som pga. faglige, personlige og sociale problemer ikke er parat til at begynde på en almindelig erhvervsuddannelse fx på teknisk skole. EGU tilrettelægges ved hjælp af en individuel uddannelsesplan som skræddersyes til den unge i et samarbejde me l- lem EGU-vejlederen, den unge og evt. forældrene. Uddannelsen varer som regel to år, og indeholder i dette tidsrum kun 20-40 ugers skole. Resten af uddannelsen er praktik på en eller flere virksomheder. Der er praksis for at reducere uddannelsens ugentlige timetal på 37 timer mod en forholdsmæssig forlængelse af uddannelsens samlede varighed. Det sker typisk for unge, som ikke er i stand til at følge uddannelsen på fuld tid. Uddannelsen er en kommunal opgave, og kan fx være forankret i ungdomsskolen, UU-centret, beskæftigelsesforvaltningen. Kommunen kan også vælge at lade den lokale produktionsskole løse opgaven. Der er intet til hinder for at kombinere EGU med et tilbud om støtte- og kontaktperson efter serviceloven, et tilbud om en ungdomsbolig eller et tilbud om en arbejdspladsmentor efter Lov om en aktiv beskæftigelse s- indsats. Korte erhvervsuddannelser Erhvervsuddannelsesloven åbner for tilrettelæggelsen af korte uddannelsesforløb af en varighed på omkring to år inklusive grundforløb. Desuden er der i en række erhvervsuddannelser mulighed for at nøjes med, at tage et trin i den pågældende uddannelse. Disse muligheder kan kombineres med at bruge længere tid på at gennemføre et grundforløb, hvis der for den enkelte elev er behov for dette. Desuden er der på erhvervsuddannelserne mulighed for, at den enkelte elev kan modtage specialpædagogisk støtte (SPS). SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre. Erhvervsskolerne har desuden både en kontaktpersonordning og en mentorordning, som kan styrke den indi- 12
viduelle opfølgning på elever, som har behov for det. Der er endelig ikke noget til hinder for, at en kommune giver tilbud om en støtte- og kontaktperson efter serviceloven, et tilbud om en ungdomsbolig eller et tilbud om en arbejdspladsmentor efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til elever med bopæl i kommunen. Institutionerne på området er bl.a. handelsskoler, tekniske skoler, social- og sundhedsskoler og landbrugsskoler. Særlige forløb, ungdomsskole, produktionsskole, højskole Desuden har kommunen mulighed for at iværksætte forskellige tiltag, som kan kvalificere den unge til på et senere tidspunkt at begynde på en ungdomsuddannelse. Jf. ovenfor er det nu en kommunal opgave at skræddersy særlige forløb til unge, som ikke er uddannelsesparate. Der er ret vide rammer for, hvad der kan ligge i sådan et forløb og dermed gode muligheder for at tilrettelægge et individuelt tilbud, som opfylder den enkelte unges behov. Tilbuddet kan fx tilrettelægges på en ungdomsskole, en produktionsskole eller en højskole. Produktionsskolerne har som selvstændig aktør mange års erfaring med at undervise unge, som ikke er parat til at begynde på en almindelig erhvervsuddannelse. Produktionsskolerne har i de senere år fået nye redskaber til at udsluse unge til teknisk skole i et tempo, som den unge kan honorere. Højskolerne er også begyndt at udbyde forløb til unge, som ikke er parat til tage en almindelig ungdomsuddannelse. Endelig kan kommunen betale et gymnasium eller en teknisk skole for at gennemføre et særligt tilrettelagt forløb som indslusning til en uddannelse, evt. på samme institution. Kommunen bør kræve inklusion fra ungdomsuddannelserne Kommunen bør gøre sin indflydelse gældende overfor de lokale uddannelsesinstitutioner for at få dem til at bidrage til inklusion af unge med særlige behov i normalsystemet. Erfaringen viser, at gymnasier, tekniske skoler og landbrug s- skoler godt kan løse opgaven, hvis der er en ledelsesmæssig vilje. Ungdomsu d- dannelserne i Danmark er traditionelt styret efter taxameterprincipper, og er derfor tilbøjelige til at orientere sig mod en relativt homogen og kvantitativ elevmasse. Det er desværre ofte en hindring for inklusion af unge med særlige behov. I de fleste tilfælde vil det derfor ikke være nok at overlade dialogen til kommunale vejledere og sagsbehandlere. Kommunen bør benytte sin ledelsesmæssige og politiske indflydelse til lokalt at anspore ungdomsuddannelserne til en højere grad af inklusion. Det kan fx ske gennem dialog mellem kommunalpolitikere og bestyrelser for uddannelsesinstitutionerne, det kan ske gennem indflydelse via de pladser i bestyrelserne, som kommunalbestyrelsen besidder, og det kan ske via skriftlige aftaler og samarbejde, som sætter rammerne for inklusionen i uddannelse og beskæftigelse lokalt. 13
Kommunen må desuden vurdere i hvilket omfang det kan være en nyttig investering at bidrage med en delvis medfinansiering af specialpædagogiske tiltag på ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Det kan ske efter de regler, der gælder for indtægtsdækket virksomhed på ungdomsuddannelserne. Formålet med en sådan investering skulle være at støtte inklusionen og undgå, at de unge ender i mindre perspektivrige og endnu mere dyre specialtilbud i kommunen, fx STU. Retskravet gælder, hvis Hvis kommunen vurderer, at der ikke findes andre ungdomsuddannelsestilbud, som den unge kan gennemføre, og at et uddannelseskvalificerende forløb he l- ler ikke vil gøre nogen forskel, så tilhører den unge målgruppen for STU. I mange sager vil der på grundlag af ekspertvurderinger og kommunens kendskab til den unge ikke være tvivl. I det tilfælde foreligger der et retskrav på et STU-forløb. Her er det ikke nok, at kommunen sammensætter et forløb, som man lokalt vurderer, vil opfylde den unges behov og interesser, fx efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Hvis den unge og forældrene ønsker det, skal der være tale om et uddannelsesforløb, som opfylder rammer og betingelser i Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets vejledning om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (kapitel 13) kan STU også tilrettelægges som et tilbud efter 32, stk. 1, nr. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til personer, der opfylder betingelserne herfor: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=139222 Unge og forældre skal høres, men kommunen beslutter Der lægges flere steder i lovgivningen vægt på, at den unges og forældrenes ønsker skal tages med i betragtning ved planlægningen af et STU-tilbud. Det er dog væsentligt, at der ikke foreligger et retskrav på et hvilket som helst uddannelsestilbud. Dvs. der er ikke frit valg på alle hylder, og der vil som regel være mere end én måde at imødekomme den unges ønsker på. Kommunen beslutter i sidste ende, hvilket STU-tilbud, man vil fremsætte. Et uddannelsestilbud efter loven kan være baseret på allerede eksisterende uddannelseselementer på fx erhvervsskoler og produktionsskoler. Der er ingen krav fra lovgivers side om, at uddannelsesforløb skal tilrettelægges og afvikles på de specialuddannelsesinstitutioner, som har markeret sig stærkt med STU- 14
tilbud i dyre prisklasser. Her må den enkelte kommune også være opmærksom på prisniveauet på evt. egne institutioner. Tilbuddet er ikke et krav Det er selvfølgelig ikke et krav, at den unge og forældrene benytter deres ret til et STU-forløb. Hvis de ønsker det, kan kommunen i stedet for STU give andre tilbud. Det kan fx være et tilbud om beskyttet beskæftigelse efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller Lov om social service, eller et aktivitets- og samværstilbud, eller socialpædagogisk støtte i eget hjem efter serviceloven eller andre relevante tilbud. Kommunen bør tage en dialog med den unge og forældrene omkring dette for at finde det tilbud, som passer bedst til den unges ønsker og behov. Anbefalinger om målgruppe og retskrav - Kommunen bør styrke og koordinere sit samlede tilbud til unge, som ikke er parate til at påbegynde en ordinær ungdomsuddannelse. - EGU bør tilrettelægges så det også er et relevant ungdomsuddannelsestilbud til unge med psykiske og fysiske handicaps. - Kommunen bør kræve inklusion i normalsystemet for unge med særlige behov af de lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner. Dialogen bør tages på topledelsesniveau og på politisk niveau. - Den lokale tekniske skole, landbrugsskole og andre ordinære ungdomsuddannelser kan godt etablere korte uddannelsesforløb med specialpædagogisk støtte (SPS) til unge med psykiske og fysiske handicaps. - Kommunen bør både ift. sit eget EGU-tilbud og tilbud på de lokale erhvervsskoler afdække alle muligheder for at tilbyde individuel opfølgning og støtte (fx mentor) til unge, både i uddannelsestiden, og når de har fri. - Hvis der er unge i STU-målgruppen, så skal kommunen tilbyde STU-forløb efter Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. STU kan også tilrettelægges efter LAB-loven for unge som opfylder betingelserne for dette. - I tilrettelæggelsen af et STU-forløb skal den unge og forældrene høres, og deres ønsker tages med i planlægningen. - Men kommunen, repræsenteret ved den fag- og budgetansvarlige leder og visitationsudvalget, bør til enhver tid selv tage de endelige beslutninger omkring STU-forløbets sammensætning. - Disse beslutninger bør tages med samtidigt fokus på lovens bestemmelser og den økonomiske ramme, som kommunen har lagt for uddannelsen. 15
- Hvis den unge og forældrene ikke ønsker at benytte et STU-tilbud, så kan kommunen give andre tilbud fx efter den sociale servicelov eller LABloven. Denne mulighed bør også drøftes med den unge og forældrene. 16
3. Tilbudsmuligheder Et STU-forløb skal tilrettelægges indenfor bestemte rammer for at opfylde ordlyden i Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. I mange kommuner foregår de konkrete STU-forløb på selvejende eller kommunale specialuddannelsesinstitutioner, ofte nogle af de samme institutioner som i amternes tid varetog uddannelsesforløb for unge efter Lov om voksenspecialundervisning. Uddannelsesinstitutionerne Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov blev implementeret med stor hast pga. den korte frist, som kommunerne fik af Folketinget i sommeren 2007. Der har ikke alle steder, været en kritisk gennemgang af hvilke uddannelsesinstitutioner, man køber STU-forløb hos. Det er heller ikke alle steder, at parterne har haft en kritisk dialog om den vare, kommunen betaler for, herunder om de økonomiske muligheder, serviceniveauet og balancen mellem pris, kvalitet og indhold. Desuden foreligger der nogle steder en monopo l- lignende situation, hvor kommunen overvejende handler med den samme specialuddannelsesinstitution om leverancen af STU-forløb. Efter lovgivningen er det kommunen selv, som godkender de uddannelsesinstitutioner, som leverer uddannelseselementer til et STU-forløb. Det er altså ikke Børne- og Undervisningsministeriet, som har tilsynet med uddannelsesinstitutionerne omkring STU. Det betyder på den ene side, at kommunen har ansvaret for at sikre, at kvalitet og indhold af uddannelsesinstitutionernes leverancer stemmer med lovens bogstav. Det betyder på den anden side, at der er ret vidtgående muligheder for at samarbejde med mange forskellige uddanne l- sesinstitutioner omkring opgaven. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet kan uddannelseselementer bl.a. leveres af: - Kommunale institutioner, der drives efter lov om specialundervisning for voksne - Efterskoler i form af særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb, og supplerende undervisningstilbud (dog ikke 9. eller 10. kl., da det ikke er ungdomsuddannelse) - Husholdningsskoler, håndarbejdsskoler og folkehøjskoler - Produktionsskoler - Institutioner for erhvervsrettet uddannelse - Daghøjskoler - Værksteder og andre institutioner 17
- VUC i det omfang der er tale om prøveforberedende fag. Som det fremgår, er der vide muligheder for at samarbejde med mange forskellige uddannelsesinstitutioner omkring opgaven. Der er heller ikke noget til hinder for, at kommunen selv evt. i samarbejde med andre kommuner etablerer egne rent kommunale STU-forløb. Anbefalinger om uddannelsesinstitutionerne - Det anbefales, at kommunen skaber overblik over, hvilke uddannelsesinstitutioner, man benytter som leverandører af STU-forløb. - Kommunen bør desuden løbende afsøge markedet for andre STU-tilbud mhp. at øge de eksisterende samarbejdspartneres incitament til at levere konkurrencedygtige STU-tilbud. - Ved indgåelse af samarbejde med nye uddannelsesinstitutioner anbefales det, at kommunen afholder møde med den nye uddannelsesinstitution mhp. afstemning af forventninger til pris og serviceniveau - Kommunen kan gå i dialog med nabokommunerne om etablering af fælleskommunale STU-tilbud, som har en realistisk økonomi og opfylder de lovbestemte krav til uddannelsen. Uddannelsesforløbet Blandt de væsentligste rammer for uddannelsen, som er beskrevet i Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, kan nævnes: - Uddannelsen skal udgøre et planlagt, sammenhængende og koordineret forløb af tre års varighed. - Den skal indledes med op til 12 ugers afklaringsforløb for at afdække den unges ønsker og muligheder. Der er ikke regler for, hvor kort et afklaringsforløb kan være, eller hvad det skal indeholde. - Det endelige STU-forløb skal være nedfældet i en individuel uddannelsesplan med en oversigt over de aktiviteter, vejledningssamtaler og praktikophold, som indgår i hele uddannelsesforløbet. - Uddannelsesplanen laves af UU-centret i et samarbejde med den unge og forældrene. - Uddannelsesplanen justeres mindst en gang om året. - I planen kan indgå uddannelseselementer fra en række forskellige uddannelsesinstitutioner, fx efterskoler, husholdningsskoler, folkehøjskoler, produktionsskoler, erhvervsskoler, daghøjskoler, værksteder og andre institutioner. 18
- Uddannelsen skal indeholde elementer af undervisning og praktiske aktiviteter, herunder bo-undervisning, og der skal tages højde for den unges behov for pleje og omsorg. - Undervisningstiden skal udgøre mindst 840 timer á 60 minutters varighed pr. år. - Heri kan indgå praktiske aktiviteter og praktik i højst 240 timer. Efter aftale med den unge og forældrene kan andelen gøres større. - I de 840 timer indgår både de 12 ugers afklaringsforløb og alle vejledningsopgaver i UU-centret. - Kommunen skal betale for befordring og nødvendige undervisningsmidler efter behov. - Ved uddannelsens afslutning skal kommunen udstede et kompetencepapir, der beskriver de opnåede kompetencer. Prisniveau hos udbydere er generelt for højt De fleste kommuner oplever, at specialuddannelsesinstitutionerne prissætter STU-forløb på et ganske højt niveau. Der er imidlertid ingenting i reglerne, som siger noget om, hvad et STU-forløb skal koste. De høje prisniveauer er udtryk for ikke-afstemte forventninger mellem de økonomiske og indholdsmæssige rammer for uddannelsen mellem kommuner og uddannelsesinstitutionerne. Det kan også være udtryk for den misforståelse, at retskravet betyder frit valg på alle hylder. Det er ikke tilfældet. Den økonomiske forudsætning i 2012 er 213.600 kr. pr. årselev inkl. administration, vejledning, uddannelse m.v. (mere om det i afsnit 4). Selvom prisniveauet generelt på landsplan er langt højere end dette, så viser erfaringen, at det nogle stedet er muligt at styre udgiftsniveauet. I Sønderjylland finder man prisniveauer, som ligger indenfor den økonomiske forudsætning. Stadig er det dog langt mere almindeligt at finde høje priser. Muligheder for at justere på udgiftsniveauet Inden for lovens rammer er der mange muligheder for at justere på indholdet og dermed også omkostningsniveauet i et STU-forløb. Loven siger fx ikke noget detaljeret om indholdet af undervisningen og valget af undervisningsmidler i et STU-forløb. Der er ikke særlige krav til personalenormeringer og uddannelsesmæssige forudsætninger hos undervisere. Loven siger heller ikke noget om, hvorvidt undervisningen skal være med døgnophold på en institution eller ej. Døgnophold indgår altså som udgangspunkt ikke i uddannelsen. Kommunen har som betalende kunde ret til at stille krav til disse ting for at skabe sammenhæng mellem pris, kvalitet og indhold i de købte ydelser. 19
Dog skal man være opmærksom på, at delelementer i et STU-forløb som består af ordinær uddannelse (fx elementer af en erhvervsuddannelse), bliver uforholdsmæssigt dyrt, hvis den unge modtager revalideringsydelse eller kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag. Det skyldes betalingsloven (Lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m.). Elementer af ordinær uddannelse er dog ikke ret almindelige i STU-forløb. Penge spares gennem mere kommunal forhandling og planlægning Kommunale erfaringer med STU viser, at det kan betale sig at gå mere detaljeret ind i planlægningen af de enkelte STU-forløb. Mange steder ligger den detaljerede planlægning på specialuddannelsesinstitutionerne og kommunen køber i vidt omfang en pakkeløsning, hvilket øjensynligt gør det dyrere. Det kræver tid og ressourcer, at lave en mere detaljeret planlægning af et STUforløb, og det kræver også tid og ressourcer, at besøge uddannelsesinstitutionerne og indhente tilbud fra flere sider. Det handler om, at kommunen og ikke specialuddannelsesinstitutionerne skal definere den pakke, som et STU-forløb skal udgøre. Udgifterne til disse opgaver kan dog være godt givet ud. Kommunale erfaringer viser, at en mere detaljeret kommunal planlægning i de enkelte sager og klare, specifikke krav til specialuddannelsesinstitutionerne kan resultere i markant lavere gennemsnitspriser pr. årselev. Perspektiv på tiden efter STU: Arbejdsmarked På samme måde som det kan anbefales at begynde en konstruktiv og tidlig dialog med forældre med et barn i STU-målgruppen, så kan det også anbefales at tænke langsigtet og tilrettelægge STU med henblik på, hvad der skal ske bagefter. Det bør være et mål, at tilrettelægge et tilbud, der er så erhvervsrettet som muligt, således at STU-forløbet giver den unge en eller anden form for arbejdsmarkedstilknytning. Fx kan kommunen insistere på, at der indgår reelle praktikforløb i en uddannelsesplan og ikke udelukkende ophold på et beskyttet værksted. Erfaringen viser, at det kan lade sig gøre at få fx offentlige institutioner og mindre virksomheder til at stille op med praktikpladser. 20
Anbefalinger om uddannelsesforløbet - Det anbefales, at den fag- og budgetansvarlige leder tager en dialog med de uddannelsesinstitutioner, som kommunen samarbejder med omkring STU. - Dette konkret ved at gennemføre en besøgsrunde, hvor der afstemmes forventninger til pris og serviceniveau i de uddannelsesforløb, som kommunen køber hos institutionerne. - I dialogen bør det kommunikeres klart at kommunens økonomiske ramme for opgaven i gennemsnit ligger på 213.600 kr. pr. årselev. inkl. alt (også kommunens administration, vejledning m.v.) - Rammerne for samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne bør desuden præciseres gennem skriftlige aftaler (kontrakter), som bl.a. beskriver de købte ydelser og forholder sig til håndteringen af evt. tilkøbsydelser. - Kommunen bør overveje at gå mere detaljeret ind i planlægningen af det enkelte STU-forløb. Det vil give et langt bedre udgangspunkt for klare og detaljerede krav til pris og indhold i forhandlingen med uddannelsesinstitutionerne. - Mere planlægning og styring koster tid og ressourcer for kommunen, men den øgede udgift kan vise sig at være en god forretning på langt sigt. - I detaljeafdelingen anbefales det, at kommunen overfor både UU-centret og uddannelsesinstitutionerne præciserer, at det årlige timetal på 840 timer i et STU-forløb inkluderer UU-centrets vejledningsopgave samt de 12 ugers afklaringsforløb. Antallet af timer brugt på vejledning og afklaring s- forløb skal altså trækkes fra de 840 timer i den endelige uddannelsesplan. - Et STU-forløb bør planlægges med et langsigtet perspektiv på en eller anden form for arbejdsmarkedstilknytning. UU-centrets rolle Som tidligere nævnt er det vigtigt at fastholde en tæt dialog med UU-centret om kommunens rammer for økonomi og serviceniveau for STU. Efter reglerne er det UU-centret, som har ansvaret for at sammensætte det udkast til en uddannelsesplan, som skal danne grundlag for kommunens visitation. UU-centret har den primære kontakt med den unge og forældrene, dvs. den umiddelbare vejledning, ansvaret for tilrettelæggelsen af et op til 12-ugers afklaringsforløb, udfærdigelsen af både den foreløbige og den endelige udda n- nelsesplan og justeringen af uddannelsesplanen gennem uddannelsesforløbet. Kommunens kontakt til uddannelsesinstitutionerne går også i de fleste tilfælde gennem UU-centret. 21
I mange tilfælde er UU-centret organiseret som samarbejde mellem flere kommuner. Det kan i nogle tilfælde skabe en større afstand mellem den enkelte kommune og UU-centret, end mellem forvaltninger og institutioner indenfor den samme kommune. Det ændrer dog ikke ved, at UU-centret er en kommunal institution som alle andre kommunale institutioner og som sådan underlagt ledelsesmæssige rammer og prioriteringer i den enkelte kommune. Heller ikke UU-centrenes lovgivningsmæssige forpligtelse til at yde institutions- og sektormæssig uafhængig vejledning kan ændre på dette. UU-centret bør som tidligere nævnt ikke i den indledende fase præsentere den unge og forældrene for konkrete uddannelsestilbud (afsnit 1). Det kan skabe forventninger, som kommunen efterfølgende ikke er i stand til at indfri. Alligevel bør UU-centret fremlægge et godt beslutningsgrundlag for visitationsudvalget, gerne udviklet i en tæt dialog med den ansvarlige forvaltning i kommunen. Kommunen kan også overveje, at give UU-centret mandat til at forhandle priser med uddannelsesinstitutionerne. Anbefalinger om samarbejdet med UU - Det anbefales, at kommunen laver en detaljeret aftale med UU-centret om UU-centrets opgaver for at skabe entydighed omkring dette og afstemme forventninger mellem kommunen og UU-centret. - En mere detaljeret aftale kan fx indeholde kommunens rammer for serviceniveauet i uddannelsen, herunder kommunens gennemsnitspris pr. årselev, samt procedurer i tilfælde hvor en STU-uddannelsesplan tegner til at overskride de budgetmæssige rammer - En aftale kan desuden beskrive en procedure for den løbende dialog i den indledende visitationsfase mellem UU-centret og den ansvarlige forvaltning i kommunen. - Endelig kan det overvejes at give UU-centret mandat til at gå aktivt ind i forhandlinger om priser med uddannelsesinstitutionerne 22
4. Økonomi Det er oprindeligt aftalt, at STU finansieres via bloktilskud uden budgetgaranti eller statslige refusionsordninger. Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets vejledning om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov kan STU imidlertid også tilrettelægges som et tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB-loven). Det skal i så fald være et tilbud efter 32, stk. 1, nr. 2, i LAB-loven til personer, der opfylder betingelserne herfor. Under tilbuddet modtager deltagerne den ydelse, som de i forvejen er berettiget til. Læs mere i Børne- og Undervisningsministeriets vejledning om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, kapitel 13: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=139222 Udgifterne til STU-forløb efter Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov konteres på konto 3.30.46. STU-forløb tilrettelagt efter ovenstående bestemmelser i LAB-loven konteres efter de konteringsregler som gælder på det område. Finansieringen efter Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov hviler på en række forudsætninger. Det samlede bloktilskud udgør på papiret 853 mio. kr. (2011-pl) for kommunerne under et. Heraf indgår en betydelig post på 587 mio. kr. (2006-pl), som kommunerne skal finde i deres egne budgetter. Det er penge, som kommunerne har arvet fra amterne ifm. kommunalreformen, som ellers ville være brugt på tilbud til unge efter lov om voksenspecialundervisning, aktivitets- og samværstilbud efter serviceloven og lignende. STU erstatter disse tilbud, hvorfor det i de økonomiske beregninger til lovforslaget forudsættes, at finansieringen overflyttes til STU. Med de aktivitetsforudsætninger som er skrevet ind i bemærkningerne til lovforslaget, udgør den gennemsnitlige økonomiske ramme 213.600 kr. pr. årselev (2012-pl). De fleste kommuner har ikke hidtil været i stand til at bringe gennemsnitsudgiften pr. årselev ned på dette niveau. Det gælder dog ikke i alle kommuner. Beløbet på 213.600 kr. pr. årselev skal ikke opfattes som en absolut økonomisk ramme for opgaven. Beløbet fremkommer på grundlag af Børne- og Undervisningsministeriet forudsatte årlige tilgang til uddannelsen på 2,3 pct. af en ungdomsårgang. Fuldt indfaset betyder det en bestand på 4.092 elever. Da STU er et individuelt tilrettelagt uddannelsestilbud, skal beløbet opfattes som en gennemsnitsbetragtning. Dvs. der vil være dyrere og billigere tilbud. Finansieringen omfatter de elementer, som fremgår af Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. De væsentligste er kommunens udgifter til: - administration - visitation 23
- vejledning - afklaringsforløb - betaling af undervisningsforløb - befordring til uddannelsesstedet - undervisningsmidler Udgifter til forsørgelse og ophold skal udskilles Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov omfatter ikke bestemmelser om forsørgelse og heller ikke bestemmelser om døgnophold på uddannelsesinstitutioner. Disse elementer er ikke omfattet af den økonomiske ramme og skal i stedet finansieres via anden lovgivning, fx Lov om social pension, Lov om aktiv socialpolitik og Lov om social service (Serviceloven) m.v. I lovforslaget er det forudsat, at unge som har et retskrav på et STU-tilbud, som regel er berettigede til forsørgelsesmæssige ydelser i anden lovgivning. Denne konstruktion fra lovgivers side betyder, at unge i STU-forløb på samme tid skal opfylde betingelserne for at være i målgruppen for STU og betingelserne for at modtage ydelser efter anden lovgivning. Praksis viser, at forsørgelsen for det meste er enten førtidspension, revalideringsydelse eller kontanthjælp (herunder forrevalidering). Man kan ikke give afslag på en STU med henvisning til, at den unge ikke er i målgruppen for de nævnte forsørgelsesordninger. Men hvis en ung i visitationen ikke falder inden for målgruppen for hverken den ene eller den anden af de nævnte ordninger, så bør visitationsudvalget overveje om den pågældende overhovedet er i målgruppen for STU. Dvs. et afslag på en STU skal gives med henvisning til Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Anbefalinger om økonomien - Efter den oprindelige økonomiske aftale for STU skal udgifterne til konteres på konto 3.30.46. Hvis STU tilrettelægges som et tilbud efter LABloven, så følges konteringsreglerne på det område. - Det anbefales, at kommunen med udgangspunkt i de øvrige anbefalinger i denne vejledning budgetterer og styrer økonomien efter en gennemsnitlig pris pr. årselev på 213.600 kr. (2012-pl). - Det anbefales, at kommunen på et skønsmæssigt plan skaber et samlet overblik over, hvor de gamle penge fra amterne kan hentes i budgetterne samt, at der udføres en nærmere udredning af hvilke udgifter kommunen tidligere har brugt på unge udviklingshæmmede og andre i målgruppen, fx efter Lov om voksenspecialundervisning. 24
- I forbindelse med økonomistyringen skal udgifter til forsørgelse og døgnophold på uddannelsesinstitutioner udskilles fra STU-udgiften. Udgifter til botilbud og lignende er ikke omfattet af Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. De vil i de fleste tilfælde skulle finansieres efter servicelovens bestemmelser. - Forsørgelsen følger som udgangspunkt de regler og ordninger, som ville have været gældende for de pågældende unge, også selvom de ikke var i gang med en STU. Som oftest er det enten førtidspension, revalideringsydelse eller kontanthjælp (herunder forrevalidering). - Endelig er det af hensyn til den centrale styring af området vigtigt, at kommunen er omhyggelig med at indberette alle STU-elever i de regelmæssige evalueringer fra Børne- og Undervisningsministeriet. 25