Lokalhistorie Træk af Hyllinge Sogns historie 11 Forår 2008 - Udvidet internetudgave, www.hyllingeby.dk Lidt om oldtidsfund Sognet er fattigt på oldtidsminder som rund- og langdysser, jættestuer fra stenalderen, gravhøje fra bronzealder og vikingetid, bautasten, runesten etc. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke boede mennesker i området i oldtiden (= før-kristen tid), men at disse minder ikke er bevarede til vore dage. Det skyldes velsagtens at sognet gennem århundreder har været så gennemopdyrket, at bønderne har overpløjet de mindre høje, der efterhånden blev mere og mere udjævnede. Det kunne man ikke så let med de største høje, så de har enten været gravet væk eller måske helt manglet her omkring. Det er dertil velkendt, at randsten og stenkamre i de forgangne århundreder ofte blev fjernet for at blive brugt til bygninger eller kløvet til vejbelægning. Modsat var der nogle områder, som man opgav at dyrke og som dermed sprang i skov inden den store højsløjfnings-periode begyndte i 17-1800-tallet. Dér finder vi stadig mange høje bevaret, eksempelvis i Storskoven ved Tystrup Sø og i Saltø Skov (oldtidsminder i Tofteskoven og Harrested Skov er omtalt i nr. 4 og 7). I øvrigt er der rundt om på egnens gårde adskillige landmænd med pæne samlinger af stenøkser, skrabere, flækker, pilespidser o.l. som de har fundet på deres jorder under markarbejdet (der er også en samling på skolen). Det er et tydeligt tegn på, at der har været beboelser i sognet i stenalderen, men spor efter deres bopladser er i sognet kun indberettet fra Tåstrup og Kohaven. Lærer Niels Chr. Nielsen (førstelærer på Hyllinge Skole 1909-29) skrev om den lokale historie og sagn til fx Nationalmuseet (1918), vist til Dansk Folkemindesamling (c. 1927) og en længere artikel til Årbogen for Historisk Samfund for Sorø Amt 1918. Stenalderboplads Nielsen skrev dertil i 1924 til en tidligere elev: Vest for Hyllinge, hvor der nu er et lavtliggende fladt Stykke Land, var der i Stenalderen en Sø, og på denne Søs nordre Bred ved Foden af en høj gruset Bakke, som hedder Høvsbjerg, var der i den yngre Stenalder en Boplads. Derfor findes der på dette Sted Masser af Oldsager, mest Flintflækker og Brudstykker af Økser, Kiler, Mejsler og Spyd, samt Skiveskrabere og Flækkeskrabere Tilsyneladende har der i oldtiden været en temmelig stor sø mellem Hyllinge og Kvislemark, syd for jernbanen, i det område, der delvis stadig kaldes Enghaven. Førslevvej fører ud forbi Høvsgården, og markvejen derefter t.v. fører ned til den mindre (stærkt forfaldne) ejendom, der kaldes Klampenborg. Ved kvadraten (1) lå stenalderbopladsen ud til den store sø syd for jernbanen. Oldtidssø At dømme efter højdekurverne kunne søen have været 1-2 km på hver led.
Møllebækken fra Arløse løber nu igennem området ud til Saltø/Marvede Å og med den højere vandstand i åerne dengang har stenalderfolkene kunnet padle eller stage deres små stammebåde helt ud til Karrebæk Fjord. På nordsiden af denne sø lå så denne boplads fra den ældste del af bondestenalderen; dvs. jorderne på skråningerne op mod Høvsbjerg har delvis været opdyrkede. Agerdyrkning og husdyrhold blev suppleret med fiskeriet i søen, der har været af stor vigtighed. - Bopladsen blev helt eller delvist udgravet af Nationalmuseet i 1918. Vue fra Høvsbakken til stenalderbopladsen, der lå ved de store træer. Den nedlagte jernbane løber bag træerne. Artiklens fotos er taget af forf. ved et besøg på Høvsgården med markvandring juni 2006. Gravhøje Lærer Nielsen skrev også (c. 1927), at: Paa Klampenborg Mark har der for c 50 Aar siden staaet en Sten, hvorpaa stod: Her under denne Sten hviler Kæmpen Mimertan. Man mener, der har været en Grav, maaske fra vikingetiden, hvori en Viking ved Navn Mimertan var højlagt. Stenen med ovennævnte Indskrift skal, siger man, være rejst i nyere Tid af Videnskabernes Selskab [lyder tvivlsomt]. Stenen skal være fjernet for at anvendes til Brobygning ved Arløse Mølle. I 1808 indberettede Sognepræst H.C. Faber i Hyllinge-Marvede sogne, til Oldsagskommissionen [i Danske Præsters Indberetninger til Oldsagskommissionen af 1807, bd. 4, Forlaget Wormianum 1998] at der fandtes 3 Kæmpegrave i sognet. Efter beskrivelserne må de tolkes som langdysser, og er derfor fra stenalderen og ikke vikingetiden. De var 11-12 skridt brede og 40-44 skridt lange. Rundt omkring var der sten (randsten) ligesom i midten (gravkammer). Desværre angiver præsten ikke som lærer Nielsen, hvor de lå, men den ene havde 3 flade sten over gravkammeret, og på den ene: skal der efter Folkets Sagn, have staaet: Her under hviler Mimmer- Tand. Det fremgår af præstens beskrivelser, at han selv har set gravhøjene, men altså ikke fundet nogen indskrift. Det forfaldne Klampenborg, på hvis marker graven lå, der blev tilegnet Mimertand.
Gamle Ellen Bødkers fortalte til NPP om Mimertands Gravhøj: Christen Hansen jævnede Højen, og han har jo aldrig siden haft Held med nogen Ting, - det er jo Straffen han fik fordi han ødelagde Højen. Der var nok ellers Sager i den både af Guld og Sølv, Våben og Smykker. Det var en udbredt tro, at det gav uheld at sløjfe høje; man blev uvenner med højfolket, de underjordiske. I takt med bedre oplysning blev de fleste høje alligevel fjernet Lærer Nielsen skrev 1924: og på Høvsbjerg, hvor man i Stenalderens og måske også i Bronzealderen jordfæstede de døde, findes Menneskeskeletter, især er der fundet mange Kranier. De gamle Stenalder og Bronzealdergrave er forsvundne, de blev ødelagt ved, at man gennem Tiderne har taget Sten og Grus fra Høvsbjerg til Egnens Veje og Broer. Høvsbjerg (Bakken med Gravhøjene) er i dag meget udjævnet og har været overpløjet i mange år. Det ses bl.a. på dette foto med Høvsbjerg i baggrunden. Høvsbonden Knud Jørgensen og et lille hjørne af Høvsgården i forgrunden. Høvsbjerg rummede ikke kun én grav, men mange. Selv om Niels Peder Pedersen måske overdriver lidt, så står hovedindholdet i hans beskrivelse til troende (nabo til bakken). Han skriver om Høvsbanken: På matr. nr. 10a, Høvsgård Mark, ligger en langagtig bakke: den østre ende er til dels ødelagt ved grusgravning gennem 100 år. Det er en gammel begravelsesplads. Der er nok ødelagt 100 grave, måske mere. Flere steder lå skeletresterne så tæt, så man næsten skulle tro, det var en valplads. Men der blev støbt cementrør af både grus og ben uden indblanding fra anden side, end at Førslevgaards ejer forbød manden at sælge grus. Gården var nemlig fæste. Der har temmelig sikkert været en høj eller måske flere ovenpå den flade bakke. De fleste skeletter, der findes, er til dels opløste, at der kuns er en fedtet kalkmasse tilbage af forskellig længde, eftersom det har været børn eller voksne, der har været begravet. Kuns hvor der er rent grusunderlag, ligger den dødes skelet helt. For en del år siden afdækkede en karl, som tjente i gården, sådan et skelet. Det lå 3 kvarter nede, og det var afdækket pænt. Der var ikke et led, der var kommet i ulave. Det lå med hovedet i vest, udstrakt, med hænderne langs siden. Det var skelettet af en mand, han målte 68 tommer i længden [c. 177 cm] og var af svær bygning. Alderen kunne ikke bestemmes, thi karlen havde pillet alle tænderne ud af ham. Men det har vel været en yngre mand, siden at han har taget alle tænderne. Hullet blev kastet til, thi manden i gården kunne ikke tåle at se døde. Bemærk, at NPP s beskrivelse delvis er i nutid. Han har tilsyneladende selv set en del af skeletresterne, men hvor mange år før hans død i 1947 beretningen er skrevet er usikkert. Det fremgår imidlertid, at der har været fundet skeletter gennem en meget lang årrække. Lærer Nielsen omtaler ovenfor gravlægningerne både i nutid og datid, mens han i en indberetning (vist til Dansk folkemindesamling) fra ca. 1927 omtaler fundene i datid:
Paa Høvsbjerg, som tidligere har været meget højere, fandtes Stenkister med Skeletter [stenkister brugt både i stenalder, bronzealder og jernalder]. Der er for nogle Aar siden fundet Skeletdele, særlig Kranier, omkring paa Høvsgaardens Mark. Paa Høvsbjerg er fundet ildskørnet Flint og Rester af Stenoldsager, og i Dalen syd for Bakken fandtes ved Gravning af en Dræningsgrøft under Jord og Grus, som er skyllet ned fra Bakken, en Række Sten tværs over et tidligere Vandløb (Vrangebæk). - [Den bæk er også nævnt i gl. agernavne SØ f. Høvsbjerg 1789 og 1682. Men hvorfor var den vrang?]. Nielsen indberettede også til Nationalmuseet i 1918 om fund af en jordfæstegrav i forbindelse med grus-/sandtagning. Museet daterer den uden tilsyneladende at have været til stede til jernalderen. De omfattende begravelser viser hen til, at der været beboelser i århundreder. Udover bopladsen ved jernbanen har der måske ligeledes ligget en boplads sydvest for det andet knæk på markvejen til Klampenborg. Knud Jørgensen fortæller i al fald, at der er mange flintfund fra det område. Høvsgården lå for øvrigt indtil 1934, hvor den nedbrændte, ved det store 6-tal. Derefter blev gården genopført ved landevejen. Ved højre del af H i Høvsbakke var der indtil 1944 en kilde, som NPP også har skrevet om: På matr. nr. 10a, Høvsgårds mark, er en kilde med noget ualmindeligt godt vand. Vandet løber altid af kilden såvel sommer som vinter. Der har været en fin stensat dam, sat af kampesten, 8 x 10 alen. I nedgangen var der 4 trappetrin af kampesten tværsover. Det var ikke til at vande dyr deri, for de ville være styrtet ned af trinene. Denne dam blev fyldt og stenene sønderslået og solgt i årene om ved 1880. For nogle år siden talte jeg med den daværende bestyrer af gården om kilden ytrede, at jeg kunne have lyst til at oprense kilden. Jeg gik ud fra, at hvis den havde været besøgt som helligkilde, jeg da muligvis kunne træffe mønter i oprensningen. Han lovede mig, at når han en dag havde tid, ville han hjælpe mig. Tiden gik jeg fik intet bud. Så spurgte jeg karlen ad, hvad de havde så travlt med, siden at det ikke blev til noget med kilden. Da du gik hjem hin dag, lød svaret, så gik bestyreren selv i lag med at rense kilden. (Han har vel tænkt, at der var hele skpr. af penge, og dem ville han selv have). Han sagde siden, at han ikke havde fundet noget, men havde også skyndt sig lidt vel meget med at rense den. Kilden lå ca. dér, hvor Knud Høvs står på foto. Ved træerne bagved lå den ældste gård til 1934.
NPP skrev endvidere, at vandet var meget jernholdigt, men næppe har været en berømt helligdomskilde. Der var indtil 1880 en lund af elletræer syd for kilden (2 skpr. land). - I 1682 omtales Kilde Homperne (små jordlodder). Bestyreren (uden navn) hører til den første del af 1900-tallet. I 1943 købte Knud Jørgensen far, Harald Jørgensen, gården, og på det tidspunkt var der ikke meget af den oprindelige stensatte kilde tilbage. Men kilden var der, og den blev bortdrænet omkring 1944. Faren havde været på landbrugsskole, og i tidens ånd skulle den væk. Knud J. overtog gården i 1956. Ad søen ved Hyllinge så har der måske efter istiden været en væsentlig større sø eller der har været en smeltevandsflod. Der er i al fald en del mennesker i Hyllinge-Agerup området, der bare skal grave omkring en meter ned i haven for at finde det fineste sand. Det er tilsyneladende ikke registreret nogen steder, så hvis man har sand i haven/under marken og har lyst til at fortælle det til mig, vil jeg være gerne samle oplysningerne (5572 0983). Svend C. Dahl / Næstvedegnens Lokalhistoriske Arkiv m.fl./ Udvidet udg. på www.hyllingeby.dk