Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status

Transkript

1 Sibirisk Gransanger ssp. tristis - bestemmelse og status Af Ole Zoltan Göller Fra at være en hvid plamage på det videnskabelige kort, omgærdet af mystik og mere eller mindre udokumenterede teorier, er der efterhånden flere undersøgelser, der gennem de senere år understøtter sikker bestemmelse af typisk Sibirisk Gransanger Phylloscopus collybita tristis. Omfattende feltstudier og DNA-analyser peger på et mere og mere entydigt billede af de østlige Gransangeres udseende, levested, hybridisering og forekomst. I Danmark har der efterhånden hobet sig en del observationer op, som kan findes i både DOFbasen og i Netfugls galleri. Flere eksemplariske fugle er bestemt til tristis, men en del svæver i et tilhørsmæssigt tomrum. Hvad skal der stiles op med disse observationer, og hvad er status? Der er ingen tvivl om at bestemmelsen kan være kompleks og udfordrende, særligt fordi den beror på farvenuancer, der kan være svære at fornemme i felten. Jeg vil dog Indledningsvis citere den seneste artikel om emnet fra BBRC (British Birds Rarity Committee), for følgende bemærkning: Siberian Chiffchaff does not appear to be posing an identification challenge greater than average for rarer taxa as a whole. Udbredelse Gransangeren er udbredt hen over det nordlige Eurasien fra Europa til Østsibirien. Racen collybita afløses af den genetisk velafgrænsede abietinus (Hansson et al., 2000) i Nordskandinavien og videre mod øst. I området umiddelbart vest for Uralbjergene, hybridiserer abietinus med den vestligste tristis-form, fulvescens, i hybridformen riphaeus. Øst for Uralbjergene, og udenfor overlapningszonen, findes tristis med fulvescens -typen, som fortsætter i udbredelse til Yenisei-floden, hvor den afløses af tristis videre østover. Der har i feltornitologiske kredse hersket en del forvirring om, hvordan især fulvescens skulle opfattes. Det som bl.a. skal udredes af nyere viden herom er, at fulvescens bør betragtes som en farveform af tristis, og ikke som en hybridform, som tidligere antaget. Det har været tydeligt, at interessen for de grå og gråbrune tristis-typer har været relativ lille blandt danske feltornitologer, når de i efteråret har været meldt bl.a. på diverse felttræf. Den kendsgerning at man nu kender til udbredelsen af de enkelte former, og tilmed har stort kendskab til deres indbyrdes genetiske forhold, bør anspore til større bevågenhed overfor tristis ikke mindst for at få et tydeligere billede af formernes forekomst i Danmark. Faktum er, at østlige typer af Gransanger hvert år dukker op i Danmark i forskelligt omfang. Tristis dukker typisk op i Vesteuropa fra primo oktober og videre ind i november og ligger mellem Hvidbrynet Løvsanger og Fuglekongesanger i hyppighed, at dømme ud fra engelske og svenske tal, mens de danske optegnelser, med ca. 25 fund ( ) iflg. DOFbasen, rangerer den noget sjældnere end begge. Dette kan antyde manglende interesse for at dokumentere de grå og gråbrune Gransangere. Bestemmelse af Sibirisk Gransanger For erfarne ornitologer vil Sibirisk Gransanger oftest blive genkendt på det karakteristiske kald (mere herom senere), men der er ydermere tale om meget iøjnefaldende fugle, som fremstår markant gråbrune og farveløse sammenlignet med collybita og abietinus og for den sags skyld andre arter af forventelige Phylloscopus. Tristis varierer meget fra ret lyse, kølige individer til mørkere og varmere typer. Hos tristis er hele undersiden, inkl. undergump og bukser, en smudsighvid farve uden gult mørkest på forflanke og brystsider. Det samme gælder for øjenbrynsstribe og øjenring, som er smudsighvid ofte med et strejf af okker og vigtigst - uden rent gult. Oversiden fremstår i en nuance af gråbrun indimellem med stik til sandfarvet. Issen og den

2 øvre del af ryggen fremstår grålig til gråbrun uden oliven anstrøg. Oliven anstrøg kan derimod anes på gump og skulderfjer. Sving- og halefjerene er med fin olivengrøn kant, hvilket dog ofte er slidt af. Næbbet er lille og overvejende mørkt/sortagtigt, evt. med fin lys skæreflade. Det kan vise en anelse lyst ved basis af undernæbbet. Ben og fødder sorte. Armhuler og undervingedækfjer er gullige til lysende citrongule. Den vestlige population af tristis, som kaldes fulvescens, er kendetegnet ved at have en smule gult og en anelse mere oliven i dragten, end den østlige tristis. Særligt på den nederste del af struben og brystet, som i begrænset omfang kan være gulstribet. Da der i området umiddelbart vest for Ural findes omfattende hybridisering, skal man være varsom med fugle med mere intermediære karakterer, men tristis-typer med ganske lidt gult (på undersiden) eller oliven anstrøg (på oversiden), er helt i overensstemmelse med fulvescens -typen øst for Ural. Bestemmelse af tristis bør dog optimalt set bestå at både kald og dragtkendetegn, da kald har vist sig at være en meget stærk indikator for tristis. Kaldet er et klart og gennemtrængende, monotont iiiiht, også kendt som kyllingekaldet. Dette er umiskendeligt og minder ikke om andre kald fra nogen Phylloscopus. Kyllingekaldet kan ind imellem have en let nedadgående tendens, hvilket i så fald kan udgøre en faldgrube. Kald med tydeligt nedadgående tendens (i kontrast til Gransangers typiske opadgående kald sy-it eller det fladere sweet ), kan både høres fra vores egne Gransangere, som ind imellem benytter alternative kald, eller østlige abietinus-fugle, som typisk kalder med et nedadgående sii-uuu. Det er heller ikke unormalt af ungfugle af collybita, typisk i det tidlige efterår, kalder med et enstonigt tristis-lignende swiit, hvilket imidlertid er mere lavmælt, skingert og knapt så gennemtrængende. Grå-og-hvide Gransangere En del fund af fugle i Vesteuropa, inkl. Danmark, har skabt undren, nemlig de såkaldte grå-oghvide Gransangere. De har været dømt for lyse til egentlige tristis-typer og for farveløse til at passe helt på fulvescens. Undersøgelser (Bradshaw et al, 2010) har vist, at en subjektiv faktor har spillet ind i flere af tilfældene, og at lyse fugle oftest for hurtigt bliver kategoriseret som grå-og-hvide. Nærstudier af sådanne fugle viser, at der oftest er tale om ret typiske tristis af den blegere variation, endda oftest understøttet af det karakteristiske kyllingekald. Der ses dog alligevel fugle, som kan betegnes grå-og-hvide hvilke giver et koldt, næsten sølvagtigt indtryk. Sådanne fugle, helt uden lune nuancer, regnes i regelen som hybrider mellem tristis og abietinus. Det er dokumenteret i flere tilfælde, at disse ikke kalder med det typiske kyllingekald, men med abietinus-lignende siii-uu -kald. Da abietinus ydermere er ret grå fugle med meget lidt gult, er tanken nærliggende. Om antallet af grå-og-hvide fugle alene kan dækkes ind under hybrider, er endnu uafklaret. Således kan det ikke udelukkes, at det kan dreje sig om fugle fra et endnu uafdækket område af tristis enorme udbredelse. Fældning Tristis har et andet fældningsmønster end vestlige Gransangere, idet de fælder meget senere. Således ser man tristis i kraftig fældning i det tidlige forår, hvor de øvrige Gransangere er færdigfældede. Oplever man sådan en ret farveløs fugl i foråret, med en afvigende melodisk sang, er det sandsynligvis en tristis. Biometriske mål Sibirisk Gransanger overlapper meget med de øvrige vestlige Gransangere mht. biometriske mål, og er biometrisk set på størrelse med collybita. Hos den lidt større abietinus er vinge og næb gennemsnitligt en anelse længere end hos tristis, men da variationen er stor hos racerne, er der ingen diagnostiske karakterer at støtte sig til, selvom P1 (den yderste håndsvingfjer) gennemsnitligt er kortere og smallere hos tristis.

3 Vurdering af farver Vurdering af farvenuancer kan være problematisk på flere måder. For det første er det forskelligt, hvad den enkelte observatør forstår ved farvenuancer som gråbrun, beige, smudsighvid, okkergul, buff m.m. Derudover er der problemet med at afkode farver på fotos. Fotos som ikke er helt i farvemæssig balance, som er taget under svære lysforhold eller med lidt for lys baggrund, kan være umulige at vurdere, når farvenuancer skal bestemmes præcist. Ydermere kommer selve eksponeringen, som let kan tage sig formørket eller overbelyst ud. Blot den mindste overeksponering kan komplet hvidvaske en beige underside eller få en oliven nuance til at forsvinde. Dermed er det helt essentielt, særligt ved problematiske fugle, at disse bedømmes ud fra gode neutrale fotos og gode feltobservationer i forskellige lysforhold, og ikke mindst understøttes af lydoptagelser eller grundige beskrivelser af kald. Fotoeksempler Herunder følger en gennemgang af en række udvalgte Gransangere i et forsøg på at vise variationsbredden for tristis samt antyde sandsynlige hybrider dvs. riphaeus. Kommentarerne er knyttet på baggrund af fotos og observatørkommentarer, hvor dette var muligt, og der tages forbehold for digitalbilleders til tider uensartede fremtræden på skærme, og fotos der giver et fejlagtigt indtryk i forhold til fuglens reelle fremtræden i felten. Foto 1: Denne fugl ligner ren tristis med sine varme nuancer i hele oversiden, og frem for alt den varmbrune kind. Der er intet gult at spore i øjenbrynsstribe eller øjenring. Undersiden er desuden beskidthvid, om end i den lyse ende. Fuglen kaldte i hånden med kyllingekald. Foto: John Kyed, Hanstholm 25, 8. oktober, Foto 2: Denne fugl har varme nuancer på oversiden og ikke mindst på kinden, som synes okkerfarvet. Der er ingen oliven i krone, nakke eller forryg og øjenbrynsstriben og øverste del af øjenringen virker beigebrun. Den har en anelse mere oliven i vingefjerene, gumpen og halen end man ville se på en typisk tristis, en anelse gult ved forflanken og tendens til en gullig stribe på brystet. Fuglen passer således godt på den vestlige tristis-form fulvescens. Dette understøttes yderligere af, at fuglen kaldte med kyllingekaldet. Foto: Klaus Malling Olsen, Uzbekistan, 12. nov Uzbekistan

4 Foto 3: En overvejende gråbrun fugl med varm rusttonet kind, smudsighvid underside, beige øjenbrynsstribe og i øvrigt uden gult i dragten. Sort undernæb helt ind til basis, på et ganske vist ret langt næb. Fuglen kaldte med kyllingekaldet. En anden vigtig karakter er desuden den slidte dragt, som i foråret er en rigtig god indikation for tristis pga. andet fældningsmønster. Foto: Ole Zoltan Göller, Sneum Sluse, 25. april, Foto 4: En meget mørk fugl som passer fint på de allermørkeste og brunlige tristis, og fuglen giver let associationer til Brun Løvsanger eller Bjerggransanger - sidstnævnte ligner den særligt meget! Komplet manglende gult i dragten, varm kind, smudsig underside og manglende oliven i isse og ryg passer fint på tristis. Fuglen virker desuden slidt i dragten. Fuglen blev ikke hørt. Foto: Per Poulsen, Blåvandshuk, 25. april, Foto 5: Denne fugl viser gode tegn på tristis, med sit gråbrune helhedsindtryk, kun brudt af oliven anstrøg på svingfjerskanter, gump og skulderfjer. Issen er uden spor af grønt og kinden er varm. Undersiden smudsig og der er intet gult at spore i dragten. Fuglen giver desuden et kortnæbbet og kortvinget indtryk. Foto: Simon Sigaard Christiansen, Ottenby, Öland. 20. nov

5 Foto 6: Denne fugl viser, på trods af tilsyneladende gråligt vejr, tydelig varm gråbrun krone og øredækkere, samt gråbrun nakke og forryg. Skulderfjerene viser svagt tegn på oliventoning, det samme gør svingfjerskanter og overgump helt i overensstemmelse med tristis. Kaldte med kyllingekald. Ben og overside af fødder er tydeligt sorte sidstnævnte ofte set brunlig hos fugle mistænkte som riphaeus. I øvrigt et meget veldokumenteret individ, med stemmeoptagelser: Fuglens stemme fra xen-ocanto.org Foto: Per Schans Christensen, Mandehoved, Stevns, 31. okt Foto 7: En fugl som giver et ret ensartet gråbrunt helhedsindtryk, hvilket dog forstærkes af det bløde morgenlys, hvorfor farvevurdering kræver påpasselighed. Undersiden er smudsig, særligt på flanke og brystsider, og der er tydelig varme nuancer i ansigtstegningen uden antydningen af gult. Undernæbbet er desuden næsten helt sort. Fuglen blev ikke hørt. Med forbehold for farvens ægthed, er der formentligt tale om et ret typisk eksempel af tristis. Foto: Knud Pedersen, Skagen, 10. november, 2007 Foto 8: Denne grålige fugl ser umiddelbart ud til at mangle varme nuancer totalt (selvom lyset er køligt og derfor drilsk i forhold til at spore varme nuancer!). Dette kombineret med et afvigende kald, gengivet som dyye af observatøren, gør det usandsynligt, at der er tale om en ren tristis, men formentligt en hybrid abietius x tristis ( riphaeus ). Foto: Thomas W. Johansen, Rødvig, Stevns, 29. oktober, 2004.

6 Foto 9: Et eksempel på en meget kold og næsten sølvfarvet fugl, med ensartet hvidlig bug. Isse, ryg og kind fremstår grå og øjenbrynsstriben er meget lys. Der er tilsyneladende ingen brunlige eller varme toner at spore og den bageste del af fuglen viser en del grønt, med brede lysegrønne til olivengrønne kanter på alle synlige vinge- og halefjer. Næbbet mørkt, men med en del lyst på skærefladen og basis af undernæbbet. Det fremgår ikke, om fuglen blev hørt. Umiddelbart matcher fuglen en typisk grå- og hvid Gransanger, af typen der bedst passer på hybrid abietinus x tristis. Foto: Per Kjær, Christiansø, Foto 10: Denne fugl viser et mørkt gråligt helhedsindtryk i kolde nuancer. Fuglen har tydeligt gulstik i øjenbrynsstriben og den øvre del af øjenringen. Desuden ses oliven anstrøg i rygfjerene, og undernæbbet er lyst langt ud. Fuglen passer fint på en abietinus af østlig herkomst, og kaldte også som sådan med et nedadgående siii-uu -kald. Foto: Ole Zoltan Göller, Sneum Sluse, ult. april, Foto 11: En kold og grålig sag kun med varmt anstrøg i kronen og med en gullig nuance i øjenbrynsstriben og svag gullig sværtning ved vingebøjningen. Svingfjerene desuden med meget fine grønlige kanter. Undersiden hvidlig med gråsværtning ved forflanke og brystsider. Næbbet med ret bred rødgul skærekant. Intet oliven at spore på fuglens ryg eller gump. Fuglen kaldte ivrigt med kyllingekaldet. Et spektrum af blandede karakterer, som næppe kan henvises til tristis alene, trods kaldet, men som formentligt er en hybrid med karakterer fra både vestlig tristis og østlig abietinus. Foto: Ole Zoltan Göller, Ho, 13. okt

7 NB: Ovenstående vurderinger af digitalfotos er gjort på baggrund af gennemsyn på forskellige skærme, mhp. at få så optimalt et indtryk af farverne som muligt. Der er desuden vurderet mere end et foto af alle de udvalgte fugle. Alligevel tages der forbehold for farvemæssige fejlvurderinger. Art/race? Det er foreslået at tristis, dvs. Sibirisk Gransanger, bør opfattes som en art (Bl.a. Svensson, 2005), og fulvescens som en vestligere race af denne. Der foreligger endnu ikke noget officielt herom, men taxonomi uanfægtet, bør interessen for grundigt at dokumentere mistænkte fugle skærpes, så der kan dannes et grundigere billede af tristis forekomst. Sibirisk Gransanger har været behandlet af SU ind til 1993, og kun håndholdte fugle uden gult, bortset fra undervingedækkerne, har været accepteret. DKU har frem til nu valgt at parkere alle fund uden berøring, ind til større klarhed har indfundet sig, under opfordring til stor grundighed mht. beskrivelser i notefeltet. Kilder: * * * Clement, P., Helbig A. J. & Small, B Taxonomy and identification of chiffchaffs in the Western Palearctic. Brit. Birds 91: Bradshaw, C., Dean, M., Martin, J., Stoddard, A. & Walbridge, The status in Britain of Siberian Chiffchaff. Brit. Birds 103: Dean, A. R Colour nomenclature and Siberian Chiffchaffs. Brit. Birds 101: Dean, A. R. & Svensson, L Siberian Chiffchaffs revisited. Brit. Birds 98: Hansson M.C., Bensch, S., Brännström, O Range expansion and the possibility of an emerging contact zone between two subspecies of Chiffchaff Phylloscopus collybita ssp. Journal of Avian Biology, Volume 31, Issue 4, pages , Der rettes en stor tak til fotografer for vederlagsfrit udlån af fotos, samt til Ottenby Fågelstation ved Simon Sigaard Christiansen for udlån af spektrogrammer på forskellige gransanger-racer.