Indholdsfortegnelse :

Transkript

1 Indholdsfortegnelse : Indledning. s. 2 Problemformulering. s. 2 Emneafgrænsning. s. 2 Donald Winnicott. s. 2 Flemming Mouritsen. s. 3 Legeformer. s. 4 Legekompetencer. s. 4 Min rolle som pædagog. s. 5 Perspektivering. s. 7 Litteraturliste. s. 8 1

2 Indledning Når jeg tænker på ordet leg, tænker jeg automatisk på børn. Barndom og leg hører uløseligt sammen. Vi har en lang tradition i Danmark for, at børn i daginstitutioner skal lege. Når jeg som voksen smager på ordet leg, får jeg associationer til ord som fantasi, samvær, glæde og latter. Det er der også rigtig meget af i de danske daginstitutioner, men jeg ser også i mit praksisfelt, børn som ikke kan lege, og som derfor er ensomme og udsatte børn. Det er både de børn som ikke gør meget væsen af sig, men det er også de urolige børn som spæner rundt og rundt uden formål. I dag tilbringer børn en stor del af deres dag i daginstitution, og som pædagog har jeg medansvar for deres udvikling og trivsel. Jeg vil i denne opgave tage legebriller på, og prøve at begribe leg og legens væsen, og samtidig finde ud af, hvordan jeg kan tage legen med i min pædagogiske praksis. Problemformulering. Hvordan kan jeg som pædagog støtte barnets udvikling af legekompetence? Emneafgrænsning. Mit fokus er på normale børnehavebørn, dvs. børn fra 3-6 år. Jeg har valgt at arbejde med to forskellige teoretiker: Donald Winnicott og Flemming Mouritsen. Winnicott ( ) var britisk børnelæge og psykoanalytiker. Bogen Børn som ikke leger. henviser til hans teori, og da jeg senere i opgaven, vil tage afsæt i den bog, har det været vigtigt for mig, at få et kendskab til det han siger om leg. Flemming Mouritsen er dansk børnekulturforsker, og jeg har valgt ham, for at få en mere nuanceret syn på leg og dermed flere handlemuligheder og ideer til mit praktiske arbejde. Donald Winnicott: Winnicott tænker, at legen opstår i et tænkt tredje område det potentielle rum - som hverken er barnets indre eller den ydre verden. oplevelsernes mellemliggende område, et oplevelsesområde mellem fantasi og virkelighed.(abrahamsen 1999 s.106) Dette område opstår i relationen mellem mor og barn, og er afhængig af den tilstrækkelig gode mor, som forstår at tilpasse sig barnets behov. Barnet udvikler sig fra at have troet sig et med 2

3 moderen, til langsomt at kunne skelne mig fra ikke-mig. Moderen nedtrapper efterhånden den totalt tilpassede omsorg, og barnet må lære at klare sine frustrationer i forbindelse med fravær af denne totalomsorg.(winnicott 1990) For at klare denne frustration kan barnet gøre brug af overgangsobjekter bamser, sutteklude eller lign. som kan hjælpe det med at genkalde oplevelsen af samspillet med omsorgspersonen og dennes nærvær. Overgangsobjekterne hjælper med at bygge bro mellem oplevelsen af at være alene og være i favn, og bliver symboler på den oplevede relation med omsorgspersonen. (Abrahamsen 1999 s.108) Winnicott skriver i bogen leg og virkelighed når vi er vidne til et barns optagethed af overgangsobjekt den første ikke-mig ejendel er vi både vidne til barnets første brug af symbol og den første legeoplevelse (s.113) Sammen skaber mor og barn altså det tredje rum, og her tager legen sin begyndelse. Legen udvider sig til en skabende livsmåde og til hele menneskets kulturelle liv (Winnicott1990 s.120) Ud fra ovenstående har det tidlige samspil med moderen meget stor betydning, og moderen har en meget stor andel i, at få skabt det potentielle rum, som får betydning hele livet. Jeg har i mit arbejde i en vuggestue stødt på børn med et nærmest sygeligt forhold til et bestemt stykke legetøj overgangsobjekt - men har nu lært, at det er af stor betydning for barnet, og jeg bliver nødt til at tage det alvorligt. Mouritsen: Flemming Mouritsen opponerer stærkt mod de forskellige fremherskende teorier om børns leg og legekulturer, hvor legen nærmest bliver stik-i rend-dreng for andre interesser og motiver hvor leg bare bliver et middel til at nå det, det egentlig drejer sig om nemlig indlæring.(mouritsen 1996 s.42) I stedet mener han at vi skal vende det om, og forstå at børn leger for at lege de kan slet ikke lade være og at leg er noget af det væsentlige, børn skal have lært sig (Ibid. s.72) Leg er ikke noget børn bare kan, men leg øver man ved at lege, ved at deltage, og ud fra barnets synsvinkel handler det om at blive god til at lege. I legen udtrykkes og fortolkes det liv børnene lever, det daglige drama, opdragelsens drama (s.69), som børnene er deltagere i. Mouritsen definerer legekultur som alle de forskellige kulturelle udtryk som børn selv frembringer i deres egne netværk, bla. lege, historier, rim og remser, gåder, vitser (Ibid. s.11) Denne legekultur gives videre gennem generationerne ved at børn leger sammen de små lærer af de store. 3

4 Leg kræver tid og rum, og nutidens livsform giver ikke gode betingelser for legen. Mouritsen mener det er på høje tid, der bliver gjort noget for at bedre dens betingelser (Ibid. s.51) Mouritsen formår at rokke ved min opfattelse af leg. Jeg har tit i mit arbejde, netop gjort legen til midlet til at opnå det som jeg gerne ville med børnene. Herefter vil jeg nok tænke anderledes om legen lade børn have den i fred ind imellem, og bruge min opmærksomhed på at hjælpe børn til at blive og være en del af børnekulturen. Inden jeg, med afsæt i børn der ikke leger, vil finde frem til hvad der kræves af børn for at kunne lege, vil jeg lige nævne en udbredt opfattelse af legeformer/kategorier, der udvikles i takt med alderen. Legeformer De helt små børn leger senso-motoriske eller funktionslege. De bruger alle sanser til at udforske omverden og i funktionslegen er barnet aktivt og lærer at mestre nye færdigheder, som gentages igen og igen. Når barnet efterhånden kan indleve sig i andre og har en vis grad af koncentration kan det begynde at lege rollelege. Barnet skal kunne forhandle sig frem til en rolle i legen og børnene skal kunne blive enige om hvad legen går ud på. Rollelege ses meget i børnehavealderen. Konstruktionslege er også en typisk legeform i børnehaven. Børn bygger og konstruerer med forskellige materialer. Når barnet nærmer sig skolealderen forstår det, at der findes forskellige regler og kan lege regellege. Barnet skal kunne gå ind under de regler og betingelser der er enighed om i legen. De forskellige legeformer skal dog ikke ses som skarpt adskilte, da børn kombinerer flere legeformer.(trageton 2003) Men der er nogle forudsætninger der skal være opfyldt, for at børn kan finde ud af at lege, og det vil jeg beskæftige mig med i næste afsnit. Legekompetence Et svensk projekt med en børnepsykolog og støttepædagog i spidsen har sat fokus på de børn der ikke leger. Det udmundede i bogen børn som ikke leger. Seks børnehaver medvirkede, og disse havde hver især børn, der var ensomme og udenfor de andres fællesskab i legen. Ikke nogen af disse børn var specielt adfærdsvanskelige, og de findes alle steder jeg har også mødt dem i mit arbejde. I løbet af det år projektet kørte, udvikledes børnenes 4

5 lyst og evne til at lege og de fik alle mere selvtillid og blev sprogligt stærkere. Samtidig blev de beskrevet som mere åbne og mere glade fået glimt i øjet (Folkman og Svedin 2004 s.97) I løbet af projektet fandt man frem til nogle vigtige områder, som har stor betydning for børnenes evne til at indgå i leg: God selvopfattelse børnene skal føle de kan noget og turde sætte sig selv i spil. Lege lyst børnene skal have lyst til at lege og være nysgerrige på legen. Gnisten skal komme indefra. Fantasi børnene skal kunne lade som om og skelne mellem fantasi og virkelighed. Kontakt børnene skal selv være interesseret i kontakt til de andre, og have lyst til at dele sig selv. Børnene skal opdage, at man kan have det sjovt sammen. Socialt børnene skal kunne enes og dele med de andre og skiftes til tur. De skal kunne tage hensyn til andres meninger og tanker, og forstå at man ikke altid kan få det som man selv vil. Forfatterne sammenfatter legekompetencen sådan: at kunne enes og skiftes til tingene, have fantasi, tage initiativ til at lege, dele ud af sine ideer og kunne inspirere andre. (Ibid. s.78) Pædagogerne i projektet lærte at forstå, at evnen til at lege vokser for hver ny erfaring barnet gør sig. De lærte at se de små trin i processen, og blev selv grebet af legelysten, og blev i det hele taget meget mere opmærksomme på børnene. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for børn at kunne lege, for i legen bliver de en del af fællesskabet. Gennem mit arbejde med bogen har det slået mig, hvor lidt der egentlig skal til, for at hjælpe de børn der ikke leger, ind i legens fællesskab. Det leder mig frem til det næste afsnit, hvor jeg med alt det foregående i baghovedet, vil forsøge at svare på mit spørgsmål om, hvad jeg kan gøre for at støtte udviklingen af børns legekompetence. Min rolle som pædagog. Min opgave som pædagog bliver først og fremmest, at skærpe min opmærksomhed på legen, og netop på de børn der ikke leger. Jeg skal se det enkelte barn, og reflektere over hvordan jeg kan hjælpe det. Når jeg tager udgangspunkt i Winnicott, er jeg nødt til at gå tilbage og begynde ved det allerførste samvær. Jeg skal sammen med barnet, have oparbejdet tillid og tryghed, og vi må sammen skabe det potentielle rum, hvor legen kan begynde. Det er altså først mig og barnet der skal lege, inden barnet kan lege med andre. Øjenkontakten bliver en vigtig ingrediens, og den første leg med bortetit-tit og nu-kommer-jeg-og-tager-dig, bliver den platform hvorfra jeg kan lære barnet at skelne 5

6 mellem fantasi og virkelighed. Det er bare noget vi leger! Jeg skal lære barnet at give og tage nu er det din tur og nu er det min tur, for det danner grundlaget for den senere leg. Det kan synes mærkeligt, at begynde at lege disse småbørnslege med børnehavebørn, men efter jeg har læst om projektet i Sverige hvor de skriver at det virkelig hjalp børnene, så må jeg gøre det for børnenes skyld!! Det falder også godt i tråd med det som Mouritsens siger, om at børn bliver gode til at lege ved at deltage i legen. Selvom man er børnehavebarn, kan man ikke gå ind i en leg, hvis ikke man har lært hvad leg er, gennem de tidlige lege. Når jeg i mit arbejde møder et barn, som hele tiden foretrækker sit eget selskab, er jeg nødt til at prøve at give barnet en oplevelse af, at det er sjovt at gøre noget sammen. Jeg må finde noget barnet er interesseret i og tage udgangspunkt i det. Hele tiden skal jeg huske på i min verbale og nonverbale kommunikation med barnet, at give udtryk for at jeg ser dig og hører dig, og jeg vil gerne lave noget sammen med dig. Det kan opbygge barnets selvtillid, så det får mere tro på sig selv og mod til at dele noget af sig selv. Når jeg som voksen begynder at vise interesse for barnet og hvad det er optaget af, har det tit en afsmittende effekt på de andre børn, der også begynder at blive opmærksomme på barnet, og så er der skabt en indgang til at børnene kan begynde at lege med hinanden. Jeg kan også forsøge at danne små legegrupper, hvor jeg kan sætte legen i gang. Samspillet i en lille gruppe bliver mere overskueligt, for det barn der ikke har så mange legeerfaringer, og det er nemmere at holde koncentrationen. Barnet kan i denne lille gruppe få positive erfaringer med legen og blive klar over de sociale spilleregler i legen. Lidt efter lidt kan jeg trække mig, men jeg tror det er vigtig at blive i nærheden så børnene ved at der er hjælp i nærheden. Jeg bliver også nødt til at finde ind til min egen legelyst og få sat fantasien i sving, så jeg kan virke som inspirator for børnene. Gennem historier, fortællinger, vrøvlevers, rim og remser osv. kan vi sammen bruge og udvikle fantasien. Jeg kan også tage afsæt i det som børnene ser i fjernsynet Anna og Lotte, Bamse og kylling, Disneyfilm osv. og lade det være inspirationen til legen. Det er en form for fælles tredje for børnene, og alle kan byde ind med lidt eller meget. Barnet får en følelse af, at det har noget at give til legen. Jeg kan medtænke de forskellige former for leg, og ikke kun anse den fantasifulde og kreative rolleleg for værdifuld. Når jeg sammen med børn bygger og konstruerer, er det også leg og med til at give legeerfaring. Hvis jeg med udgangspunkt i Mouritsens legekultursforståelse skal tænke på, hvad jeg som pædagog kan gøre for at støtte børn til leg, vil det være naturligt at tænke på hele indretningen af institutionen og dagligdagen i denne. Børn tilbringer en stor del af deres barndom i institution og 6

7 jeg må overveje, hvordan legekulturen kan overleve her. Er der steder hvor legen kan foregå også hvor de voksne ikke altid kigger over skuldrene? Legen kræver tid til at udfolde sig, og det bliver jeg nødt til at tage hensyn til det i det daglig arbejde. Det vil være godt for legekulturen, at der nogle gange blev taget mere hensyn til den, end til spisetider, gåture, samlinger osv. Jeg vil forsøge at skabe en dagligdag, hvor små og store børn kan lege sammen, hvor de små kan lære af de store og tilegne sig legetraditionen. Perspektivering Jeg har gennem opgaven fået en større forståelse for og et mere nuanceret syn på leg. Jeg har fundet stor inspiration og opmuntring til at arbejde med leg i mit daglige arbejde, og hjælpe de børn der ikke kan lege, til at komme ind i legens fællesskab og glæde. Samtidig har jeg fået en viden der gør, at jeg kan være med til at sætte leg på dagsordenen i min institution, så vi kan få en diskussion om, hvad vi mener om leg, og hvordan det kommer til udtryk i vores dagligdag. Jeg kan sætte min viden i spil i samfundsdebatten, som i kølvandet på læreplanernes indførsel i 2004 ofte handler om koblingen mellem leg og læring. Jeg synes desværre, at det er læringsbegrebet der vinder frem - måske på bekostning af legen. Der er næsten ikke mere tid til bare at lege for legens egen skyld.!!! Der er ingen tvivl om at leg er vigtig. Leg er glæde og latter, og samtidig kilde til læring og udvikling. Måske vi voksne ville have godt af igen at lære at lege. At gøre noget bare for at gøre det. Genfinde glæden ved at komme sammen og lege!!!! Leg er glædens redskab. 7

8 Litteraturliste: Abrahamsen Gerd (1997): Det nødvendige samspil. Hans Reitzels Forlag. Folkman Marie-Louise og Svedin Eva (2004): Børn som ikke leger. Kroghs Forlag. Mouritsen Flemming (1996): Legekultur. Odense Universitetsforlag Mouritsen Flemming(1988): Betragtninger om leg løse og faste. I BUKS, nr Mouritsen Flemming(1989):Betragtninger om leg. I Iørn Piø (red.) Børnekultur i øjenhøjde. Forlaget Folkeminder Aps. Trageton Arne(2003) : Konstruktionsleg i børnehave og børnehaveklasse. Kroghs Forlag. Winnicott Donald(1990): Leg og virkelighed. Hans Reitzels Forlag. 8