OM REMEMBERING CHILD (TIL IB FRA PER) (1988)

Transkript

1 OM REMEMBERING CHILD (TIL IB FRA PER) (1988) Af Per Nørgård Remembering Child for bratsch (viola) & orkester komponeret mellem 1985 og 1986, tilegnet Pinchas Zukerman, førsteopført af St. Paul Chamber Orchestra dirigeret af Arturo di Mecke med Zukerman som solist, d.12/ i St. Paul. Varighed min. Værket var bestilt i 1984 af St. Paul Chamber Orchestra, men først i efteråret 85 samledes motiviske fragmenter til en to-satset helhed. Det kan forekomme usandsynligt men er sandt at der i komponistens bevidsthed ingen association var fra Alban Bergs Violinkoncert selvom denne 50 år tidligere skrevne strygersolo-koncert ligeledes var i 2 satser og tilmed også skrevet til minde om en afdød ung pige! Dette hænger sammen med den spontane impuls der kom fra meddelelsen i efteråret 1985 om den 13-årige Samantha Smiths død under en flyveulykke i USA på vej (med den ligeledes omkomne far) til et af de tv-programmer hvor hun talte for nuklear nedrustning en kampagne der tidligere havde fået hende til at skrive til den amerikanske og sovjetiske præsident og herved i øvrigt blev inviteret til Sovjet. Der var megen modtand i mig mod at skabe et Requiem for Samantha og dette var sandsynligvis grunden til at Bergs koncert ikke faldt mig ind, hvorved utvivlsomt en ekstra modstand mod projektet ville have ladet mig afstå fra det. Mon ikke den slags kreativ selvopholdelsesdrift udstyrer mange komponi- Eks. 1 den voldsomme retardering ledsaget af betoning på, oftest, hver tredie tone efterhånden lader en melodi komme til syne/(høre) 1

2 Eks. 2 fortepianoerne resulterer i en overordnet melodi. Eks. 3 en tilbagekommen melodisk frase fra et korværk fra 1960, Strandvalmue ( Beach Poppy ) i violin-soloen. 2

3 Eks. 4. er, som starten, et ritardando, hvori de tre indsatser af dét stigende motivs 3., 4. og 5. tone fra 2. sats koral te ante lucis indsætter i samme absolutte tempo, men straks inddrages i den generelle de-celeréring. Eks satsens indledning (to gregorianske koralfragmenter) 3

4 ster med den naivitet uden hvilket det hele slet ikke vil lette? I hvert fald arbejdede min bevidsthed med en vis mængde af enfoldige motiver, hvormed jeg associerede dén enfoldige styrke hvormed barnet Samantha forfulgte sin sag. Selv en så påfaldende enkelthed som indledningen af 2. sats for solobratsch (to gregorianske koralfragmenter) skyldes altså ikke bevidst slægtskabet med koralidéen hos Berg (endsige Fartein Valen), men den barnlige enkelhed i de to temaer (se eks. 5 fra partiturets s ), der sammenflettes med tritonisk afstand og 2:3 tempo i bratschsoloen. Dog var det mindre den tilsyneladende enkelhed end det særlige tonale raffinement i de to temaer der tiltrak mig (og altid har gjort det; deres ophold i min bevidsthed går helt tilbage til i Frankrig, hvor jeg opholdt mig i påsken på klosteret i Solésmes og fæstnede mig særligt ved just disse to påskemelodier (hymnen Te lucis ante terminum og fragmentet, fra Sicut cervus: ad fontes aquarium ). Først senere forstod jeg at deres fællestræk var deres sidste henh. næstsidste tone der en heltone under den hidtidigt opfattede (foreslåede) tonalitet pludseligt ændrer hele det tonale billede og derved kaster forvandlende lys over alt hvad man hidtidigt har hørt. (se eks. 5 henh. 2. systems sidste tone, c, fra te ante lucis og 4. akkolades/systems sidste tone (g # )) f #, fra ad fontes aquarium!). Tilsvarende underfundigheder der i deres enkle raffinement tiltaler mig meget er måske at tillægge de andre af mig opfundne temaer, hvoraf hovedtemaet (et dårligt ord, da det sniger sig ind altså temaet, ikke ordet men dog gennemsyrer de to satser med dets faldende lille terts ) er en tilbagekommen melodisk frase fra et korværk fra 1960, Strandvalmue ( Beach Poppy ) se violin-soloen eks. 3. Også her var det altså den motiviske prægnans og ikke ordene der fangede mig. At jeg senere checkede såvel koralerne som korværket for deres tekster og derved fandt en forbindelse med hovedemnet (Samanthas kamp, barnets kamp mod mørkets kræfter) var mig naturligvis ikke uvelkomment, men som sagt ikke motivationen til disse optagelser i værket: Te lucis ante terminum er den hymne de fortabte, eller rettere de prøvede, synger i Skærsilden hver aften: beskyt os mod mørket, og Strandvalmue benævnes af digteren (Thøger Larsen) som kætter i verdens ban, en opfattelse ikke så få autoriteter har udtrykt om de naive, herunder børnene, i fredsbevægelserne. Endelig er der en vis association til Reggae -rytmen i 2. sats (jf. partituret s. 20 f.f.), hvor imidlertid de karakteristiske ubetonede efter-dobbelt-slag forekommer i mange tempi samtidigt, vel at mærke uden nogen sinde at to toner fra forskellige tempogrupper falder sammen. Se fx partiturets side 20 (2. akkolade)! 1 Dette træk er i virkeligheden nøglen til hele værket, (i hvis detaljer jeg ikke her vil gå i øvrigt): der er oftest flere puls-tempi i aktivitet, men de enkelte lags toner er altid frie. Se fx eks. 1, hvor den voldsomme retardering ledsaget af betoning på, oftest, hver tredie tone efterhånden lader en melodi komme til syne/(høre) i 2. akkolade udelukkende sammensat af toner fra forskellige tempoversioner af den samme firetone-(uendeligheds-)række. I 3. akkolade (af eks. 1) høres den alene i soloen, altså uden dens konstituerende elementer, de fire rytmelag. En anden version (det samme (!) noteret mere under forstørrelsesglas, og 2 og 2 i tritonus-afstand som koralerne i 2. sats) ses i eks. 2. Også her vil fortepianoernes fp er resultere i en overordnet melodi: Den indledende firetone-figur (b-fis-g-a) jf. Crotales/Vibrafon (i Eks. 3) er lagt ud i forskellige overtone- eller rettere undertonebrydninger i henh. 4- og 5-tempi, mens soloerne i violin og viola ud fra grund- eller overtoner af disse komponeret frembringer to forskellige melodier, igen uden at nogen toner sammenfalder. 4

5 Eks. 4 er som starten et ritardando, hvori de tre indsatser af dét stigende motivs 3., 4. og 5. tone fra 2. sats koral te ante lucis indsætter i samme absolutte tempo, men straks inddrages i den generelle de-celeréring. En lignende proces, ritardandoet dog afløst af accelerando, afslutter 2. sats. De voldsomme forte og allegro-afbrydelser i 2.-sats start er ud-kompositioner af en anden ungdomsoplevelse: på en totalt stille langelandsmorgen brydes luften af en mig helt ubegribelig kompleks lydfanfare! Først ved 3. indsats genkendte jeg et hanegal. Dets indplacering hér har ingen bevidst symbolbetydning men er helt bestemt af hensynet til tönend bewegte Formen. Fik du nu fat i det hele, kære Ib? Ellers tager vi det igen, altså: Remembe- GOD REJSE!! Din hengivne Per Noter 1 det formodes at Ib Nørholm har haft et eksemplar af partituret. Manuskript (autograf, 8 sider samt 5 side håndskrevne nodeeksempler (fra Remenbering Child-partituret) dateret d. 4/1 1988, med overskriften Til Ib fra Per. Ikke tidligere publiceret. 5