Kopi fra DBC Webarkiv

Transkript

1 Kopi fra DBC Webarkiv Kopi af: Rasmus Kragh Jakobsen : Superstjernen Lucy fylder 3,2 millioner år Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren. dbc@dbc.dk

2 Superstjernen Lucy fylder 3,2 millioner år Af: Rasmus Kragh Jakobsen, journalist 24. november 2014 kl. 11:12 Lucy er det første fossil, der for alvor fangede offentlighedens interesse og opnåede superstjerne-status. Andre er kommet til siden, men Lucy er stadig central for menneskets historie. I dag for 40 år siden fandt den unge amerikanske palæoantropolog med svenske aner, Donald Johanson, det måske vigtigste og mest berømte fossil af en menneskelig forfader - Lucy - i Etiopien. Det 3,2 millioner år gamle abemenneske (australopithecin) var det første rimeligt komplette skelet med så høj en alder, og det kom både til at vælte vores menneskelige stamtræ og gribe offentlighedens interesse som ingen fossiler før hende. Hun blev en superstjerne, et ikon og med hende gik Don Johanson fra ukendt til verdensberømt.»det var et øjeblik, der definerede mig på mange måder,«siger Don Johanson om den dag for 40 år siden, da han så den første knogle.»vi er vel uadskillelige. Jeg tror, at siden hun blev kaldt 'Lucy', er der ikke gået en dag i mit liv, uden at jeg har sagt hendes navn i den ene eller den anden sammenhæng.«fossilet fik sit navn i løbet af aftenen i teltene omkring lejrbålet, fordi en båndoptager igen og igen spillede Beatles-sangen 'Lucy in the Sky with Diamonds'. LÆS OGSÅ: Oplev menneskets vilde historie i Grauballemandens nye hjem Et nuttet navn til et nuttet fossil Og den lille detalje skulle få en helt afgørende betydning.»vi fik et navn og så meget af skelettet, at man kunne se en hel person for sig, og derfor var det noget, vi umiddelbart kunne relatere til. Hun kom meget tæt på at være en af os,«siger professor i evolutionsstudier Peter C. Kjærgaard ved Aarhus Universitet.»Og så var der også det, at hun var lille, cirka 1 meter høj, og fossilet så så nuttet ud.«lucy fængede offentlighedens fantasi og bragte evolutionen hjem i stuerne over kaffebordene, ikke mindst i USA, hvor medierne var begejstrede for, at en amerikaner for første gang havde gjort et virkelig stort fund i Afrika.

3 »Lucy's opdagelse er vigtig, fordi hun blev ikonisk,«siger palæoantropologen Tim White, University of California, Berkeley, der i årene efter spillede en nøglerolle i at beskrive Lucy's art (Australopithecus afarensis) sammen med Don Johanson.»I Etiopien ser man i dag den virkelige betydning. Hun startede et lavineskred af studier, der giver os stor indsigt i evolutionen.«den oversete helt I dag forbinder alle Lucy med Don Johanson, men faktisk begynder historien med en franskmand, som kun få uden for feltet kender: geologen Maurice Taieb.»Jeg var i Paris efter en ekspedition i 1971, da Maurice opsøger mig og begejstret fortæller, at han har fundet et sted med endnu flere fossiler end andre steder i Afrika. Hun spurgte, om jeg kunne var interesseret,«siger Don Johanson.»Selvfølgelig var jeg det, det var som at spørge et barn, om han ville have en pose slik.«johanson var ikke den første, Taieb spurgte, men han var den første, der sagde ja. Hvor alle andre var travlt optaget af at lede efter vores rødder i det sydlige Etiopien, Kenya og Tanzania, tog Maurice Taieb i den stik modsatte retning i De første til at bryde grænsen på 3 mio. år Maurice Taieb fulgte Awashfloden mod nord gennem den store afrikanske riftdal til Etiopiens nordøstlige hjørne. Han ville studere de geologiske processer, hvor tre kontinentalplader mødes og langsomt skubbes væk fra hinanden. Det fantastiske resultat af de processer er, at Jordens skorpe sprækker i den enorme riftdal, så jordlagene og deres millioner af år gamle indhold af fossiler eksponeres og atter kommer frem til overfladen. Taieb forstod sig ikke på fossiler, men vidste, hvor vigtige de var og dokumenterede dem som den første. Særligt ét område, Hadar, var rigt på fossiler, og da Johanson så billederne, genkendte han blandt andet fortidsgrise og elefanter, der fortalte ham, at sedimenterne havde præcis den rigtige alder. Alle var interesseret i at forstå menneskets evolution tilbage i tiden, men ingen havde endnu brudt grænsen på tre millioner år - det kunne man i Hadar. Der var levn fra vores forfædre I 1973 etablerede Johanson og Taieb en lejr, og det stod snart klart for Don Johanson, at der var levn fra vores forfædre.

4 Han fandt den første knogle: et knæ, der afslørede, at nogen gik omkring på to ben for tre millioner år siden.»en af de første, jeg viste knoglen, var en kirurg, som var specialist i knæoperationer. Han udbrød: 'Den er jo fuldstændig som dem, vi opererer ind i folk i dag, bare mindre',«siger Don Johanson. Året efter var de tilbage igen, og de fandt flere levn. Det helt store fund kom 24. november omkring middagstid. 'Lucy in the Sky with Diamonds' Temperaturen havde rundet 40 C, og Johanson og hans ph.d.-studerende, Tom Gray, var på vej tilbage til lejren. De havde ikke fundet meget. Lidt hestetænder, en del at et grisekranie og en stump abekæbe, da noget pludselig fangede Johansons øje. Det var en albueknogle. Og lidt længere henne lå endnu en knogle og så et stykke kæbe med et par tænder.»jeg var vildt begejstret, det er meget meget sjældent at finde knogler fra både kraniet og kroppen,«siger Don Johanson. Det var ikke til at tro. Der lå et skelet på overfladen af en skrænt og eroderede ud af de oldgamle sedimenter. Det tog fjorten dage at indsamle det hele - omkring 40 procent af skelettet - men allerede den første aften fejrede de fundet og hørte Beatles-sangen, der gav fossilet sit kælenavn. Et endnu vigtigere fund: familien Det var allerede stort, men året efter i 1975 gjorde de et endnu større fund, som blev kaldt 'den første familie'. Det var en hel samling af 150 levn fra forskellige individer med hanner, hunner og endda børn.»alle kender Lucy, men det fund er faktisk langt vigtigere,«siger Tim White. Alle knoglerne kom fra samme jordlag, hvilket vil sige, at de døde i samme tidsperiode og måtte repræsentere en og samme art. Hvor Lucy gav forskerne et helt individ og en skabelon for alle andre, så gav 'familien' dem et overblik over hele arten med variation for eksempel mellem store hanner og små hunner. Med de store menneskelige ligheder - ikke mindst den oprejste gang - betød det, at Lucy og hendes slægtninge kunne være vores egne forfædre. Vi gik oprejst med vores små hjerner Måske mest sensationelt viste det, at hjernen ikke, som alle antog, var drivkraften i menneskets evolution, men at det snarere var den oprejste gang, der var omdrejningspunktet.

5 »Vi fandt, at i meget lang tid gik vi oprejst med en lille hjerne,«siger Johanson. Det førte Johanson på direkte kollisionskurs med det udbredte billede, som sagde, at abemenneskene var en sidegren uden betydning for vores evolution, og at slægten Homo med store hjerner havde udviklet sig side om side med dem millioner af år tilbage i tiden. I et felt med meget store ego'er gik det alt andet end stille af sig, og på TV blev den amerikanske befolkning vidne til indædte debatter, som kun fik Lucy's berømmelse til at stige.»der er jo ikke noget, offentligheden elsker mere end en kamp mellem to store rivaler og en pige i midten,«siger Peter C. Kjærgaard. Fundene katalyserede et nyt fokus for fossiljagten, og videnskabsfolkene stod nu nærmest i kø for at komme til Hadar og studere de ældre jordlag. Menneskeslægtens oprindelse I dag, 40 år senere, er antallet af fossile arter tredoblet, og flere andre fossiler er ligeså vigtige som Lucy, blandt andet Tim White's berømte fossil 'Ardi' fra 2009, som har vist, at den oprejste gang har meget ældre rødder end Lucy, og ikke kan siges at være drivkraften, der satte vores linje på en direkte kurs mod mennesket. Man er i dag gået væk fra billedet af, at vores evolution er fremadskridende, hvor et afgørende træk opstår, og så kommer resten af menneskets træk et ad gangen, som LEGO-klodser på hinanden. Man ser det som resultatet af en langt mere rodet mosaik, hvor træk er kommet og gået ad flere omgange blandt vores forfædre i forskellige områder, uden at et træk har domineret dem alle. Efterhånden er de forskellige arter, vi kender i dag, opstået, men hvilken, vi er opstået fra og hvordan, er en stor gåde. Man er dog ret sikker på, at vores slægt opstår kort efter Lucy for 2,5-3 millioner år siden, og da man stort set kun har en håndfuld fossiler fra den periode, er det helt store fokus at finde fossilerne og se, hvordan de ser ud.»hvis vi finder fossiler i den periode, hvor meget ligner de så Homo, og hvor meget ligner de australopithecinere?,«siger Don Johanson. Han siger, at der er flere projekter i gang i Afrika, som han er sikker på, at vi kommer til at høre mere til i de kommende år. En aldrende superstjerne kan stadig I den proces bliver Lucy også central som en utroligt vigtig reference, som man vil holde de nye fund op i mod for at forstå, hvordan de passer ind i historien. Hendes art er med over 400 fossiler i dag langt den bedst beskrevne af abemenneskene.

6 Lucy er med sit samlede skelet stadig et af de få steder, hvor man kan forstå biologien og eksempelvis se hjernen i forhold til kropsstørrelsen eller sammenligne tandsættet med kropsstørrelsen. Så godt nok er mange kommet til siden, og Lucy er måske en aldrende superstjerne, men hun er stadig helt central.»vi kan se, at den kvalitet, som hun kom ind på scenen med, har holdt,«siger Kjærgaard. URL: Ophavsretten tilhører Videnskab.dk