Sæson for hummere. Katrine Marie Guldager, 2009

Transkript

1 Sæson for hummere Katrine Marie Guldager, 2009 Toget til Helsingør afgik planmæssigt, og jeg ankom klokken lidt i fire. Jeg købte blomster på torvet og besluttede mig for at gå hele vejen ud til mine adoptivforældres 5 hus. Hvert år på deres bryllupsdag holdt Birgitte og Lars hummermiddag. Det var fast tradition. Om formiddagen tog Birgitte til Gilleleje for at købe en hummer pr. familiemedlem. Vi var syv i alt, så det var dyrt. Ud over Birgitte og Lars var der deres to biologiske børn med kærester, og så var der mig, det eneste adoptivbarn, og jeg kom alene. 10 Dengang ville mine adoptivforældre stadig gerne have, at jeg kaldte dem mor og far, men jeg kunne ikke, jeg ville ikke, jeg syntes, at det var noget pjat. Et eller andet sted i Danmark sad mine rigtige forældre og plejede deres misbrug, mens de koncentrerede sig om ikke at få flere børn når nu det var gået så skidt med mig. Det var i juli måned, og jeg nød at være tilbage i Helsingør. Det var vel det 15 tætteste, jeg kom på at have en hjemby, et sted, man kommer fra. Jeg forlod stationen og gik hen mod det gamle værft. Vejret var godt, og Sveriges kyst lå helt klar og lysende på den anden side af sundet, kun skæmmet af Rudolph Tegners skrækkelige statue, som jeg altid har hadet. Hvorfor den har fået en så central placering i havnen, forstår jeg ikke. 20 Da jeg kom til Danserindebrønden, satte jeg mig på en bænk. Når man ikke har mere familie, end jeg har, gælder det om at værdsætte den, man har. Og nok bryder jeg mig ikke om at kalde Birgitte og Lars for mor og far, men de er dog uden sammenligning de to mennesker, der kender mig bedst. Mine søskende har jeg heller ikke haft noget at udsætte på, tværtimod, de har alle dage været meget solidariske med 25 mig. Den lejlighed, jeg bor i nu, er f.eks. én, min adoptivsøster har skaffet mig. Og alligevel er det, som om jeg går rundt med et eller andet uforløst inden i mig, noget som må ud, eller brydes.

2 Jeg rejser mig fra den bænk ved Danserindebrønden, som jeg har siddet på, og mærker en trækning i det ene ben. Det er ikke første gang, heller. Det er ikke mere end fjorten 30 dage siden, at jeg var oppe hos lægen, fordi mit højre ben af og til bliver følelsesløst. Det glemte jeg måske at sige. Jeg kører truck. Har gjort det, lige siden jeg blev færdig på HF-enkeltfag. Det er ikke ligefrem et krævende arbejde, men det er heller ikke så let, som folk tror. Jeg havde engang en kæreste, der sagde: Køre truck? Det kan enhver idiot da finde ud af. 35 Jeg spurgte hende, hvorfor hun var sammen med mig, når hun mente, jeg var enhver idiot. Da vi gik fra hinanden, var det af helt andre grunde. Lis mente, at jeg havde mistet livsgnisten. Dengang vi mødte hinanden, havde jeg været fuld af kræfter, men efterhånden var jeg helt holdt op med at hjælpe til derhjemme, og jeg tog ingen 40 initiativer. Hun sagde: Du overlader det hele til mig, Per, det kan du ikke være bekendt. Hvad skal jeg sige? Hun havde ret. Jeg var gået i stå. Der er en skygge, der falder på dig, Per. 45 Sådan sagde hun den dag, hun flyttede. Vi var stadig gode venner, og den dag i dag sender jeg hende to kort om året: ét på hendes fødselsdag og ét til jul. Jeg savner hende, men jeg kan ikke få hende tilbage. Ikke efter hun har mødt Finn. Folk siger altid til mig, at jeg bare kan gå ud i byen og møde en anden. Men jeg tror desværre ikke, det er sådan, det er. Jeg kan stadig 50 ikke forestille mig at være sammen med andre end Lis. Heller ikke selvom der er gået fem år nu. Mit hjerte er langsomt. Da jeg kommer hjem til mine adoptivforældres hus, er der helt stille. Jeg går om til terrassen og ind ad den åbne stuedør. Der er ingen. Måske har de lagt sig ind for at få sig en lur. Jeg smider min rygsæk, tager et glas vand i køkkenet og går om i baghaven. 55 Jeg sætter mig på den gynge, der har hængt det samme sted, siden jeg var en lille dreng og kom hertil for første gang.

3 Rebet knirker, da jeg sætter mig. Først nu ser jeg den tilskadekomne fugl ligge på den lille murede repos, Lars har lavet op ad muren ind til naboen. Jeg går straks derover. Det ser ud, som om fuglen har brækket en vinge. Jeg går ind og henter 60 lidt vand i køkkenet, på vej ud igen kommer jeg i tanke om, at Lars bruger en pipette, når han laver vin. Kældertrappen løber lige under mine adoptivforældres soveværelse, så jeg er meget forsigtig med at gå ned af trappen, så den ikke knirker for meget. I kælderen finder jeg en pipette, jeg kaster et hurtigt blik rundt i rummet og bemærker, at der er flyttet om på reolerne. 65 Jeg går op i stuen igen, og der er stadig ingen. Heller ikke mine såkaldte søskende er kommet. Jeg sidder i haven og giver fuglen en dråbe vand ad gangen, da Lars kommer søvndrukken ud. Han siger: 70 Jamen, Per, er du allerede kommet? Hans undertøj har sikkert engang været hvidt, men nu er det gråt. Badekåben holder han nødtørftigt sammen med den ene hånd, den anden hånd vinker han med. Lars kigger på vingen og siger, at den skal sættes på plads. 75 Vi kan prøve med en forbinding, siger han. Men jeg tvivler på, at det kommer til at virke. Med stor alvor bærer vi fuglen ned i kælderen, sætter vingen på plads og forbinder den. Vi kigger på hinanden og håber på det bedste. I mellemtiden dukker Birgitte op, og min adoptivbror kommer ind ad døren, netop som jeg kommer op ad 80 trappen. I løbet af et par timer sidder vi rundt om bordet. Hummerne er serveret i to store fade, som står i hver ende af bordet. Der er masser af smør og mayonnaise til at dyppe i, og så er der friskbagt brød til. Jeg sidder ved siden af min adoptivbror på den ene side, min adoptivsøster på den anden. Over for mig sidder Jeannette, som omhyggeligt 85 tørrer sine fingre af med servietten, første gang hun rører en hummer. Min adoptivsøster langer anderledes afslappet til fadet.

4 Ingen siger det højt, men alle synes at tænke: Her er vi så igen. Sådan er det med traditioner, de er en påmindelse om, at tiden går. Birgitte og Lars sidder ikke ved siden af hinanden, faktisk sidder de ved 90 hver sin ende af bordet. Det er Lars, der udbringer den første skål, han siger: Skål, børn! Hvis ikke det var for os, ville ingen af jer være til! Jeg rømmer mig: Jo, jeg ville. Men ingen reagerer på det, jeg har sagt. Hos Birgitte og Lars er man én stor familie. 95 Bagefter taler vi om dollarkursen, om huspriser og min adoptivbrors job, der som altid volder ham så mange problemer. Manden er ude af stand til at holde på et job mere end fjorten dage ad gangen. Det er som et sår, hele familien plejer. Ingen siger: Så tag dig dog sammen, mand. 100 Alle siger: Hvor er det synd. Det er til at brække sig over. Helt ærligt. Hvor svært kan det være at gøre, som man bliver bedt om? Det plejer nu engang at være den letteste måde at beholde et job på. 105 Men min adoptivbror er ikke som jeg. Desuden har jeg på fornemmelsen, at hele min familie nyder det. Nyder at pille i dette dejlige, betændte sår. Da vi rejser os, er det så, at det sker. Før folk har forladt bordet, siger jeg: Ja, I må undskylde alle sammen, men jeg vil gerne lige sige noget. For det første vil jeg gerne sige tak for mad. Jeg vil gerne sige, at jeg har nydt at spise hummermiddag 110 her, sammen med jer, og så vil jeg også gerne sige, at jeg ikke kommer næste år. Det er bare ikke rigtig mig. Det er ikke, fordi I ikke har været gode adoptivforældre, det er mere det, at der altid har manglet et eller andet. Jeg bebrejder jer ikke noget, men der er grænser for, hvor længe man kan bede en mand om at forstille sig. Så jeg vil sige tak, og så vil jeg sige farvel. Det var hyggeligt at kende jer.

5 115 Birgitte græd selvfølgelig, men Lars kiggede på mig med en respekt, som om jeg var hans ligemand, hvad jeg faktisk altid har følt mig som. Og jo, det føltes lidt vemodigt, da jeg gik alene gennem skoven, men jeg må også indrømme, at jeg tænkte: Så er det overstået. Først da jeg kom ud af skoven, kom jeg i tanke om fuglen, som sikkert stadig lå nede i kælderen med sine plirrende øjne. Jeg var sikker på, at Lars ville 120 tage sig godt af den. Mens jeg gik op mod stationen, spekulerede jeg på, hvornår mit stamværtshus på Nørrebro mon lukkede. Jeg tænkte på, om aftenen i aften ville blive min aften, den aften hvor jeg ville møde en sød pige, der kunne få mig til at glemme Lis. Det kan meget vel være, at det eneste, mine kolleger drømmer om, er et godt knald. 125 Men jeg har altså aldrig drømt om andet end at møde en sød pige. Én, der kan holde mig ud i længden. Jeg drikker kun for selskabs skyld, og jeg har ingen problemer med at holde på et job. Fra novellesamlingen "Nu er vi så her", Gyldendal